Principper for god decentral styring
I forbindelse med aftalen om kommunernes økonomi for 2008 blev der mellem regeringen og KL skabt enighed om en række principper for god decentral styring, som udstikker rammerne for en klarere samarbejdsmodel mellem stat og kommuner og tydeliggør ansvarsdelingen. Principperne skal understøtte kvalitet og effektivitet i opgavevaretagelsen lokalt i de enkelte institutioner. Målet er en højere grad af gennemsigtighed, så ansvaret for serviceniveau og prioriteringer synliggøres, og indsats og resultater af arbejdet fremstår klart for borgerne. Principperne for god decentral styring udgør et klarere grundlag for opgavevaretagelsen i de decentrale kommunale institutioner. Institutionerne er helt centrale som primære producenter af den borgernære offentlige service på en lang række områder. Inden for de mål og rammer, som kommunalbestyrelsen sætter, skal institutions- lederne derfor både have ledelsesrum og rum til nytænkning. Samtidig skal de styres på resultaterne. Det betyder også, at serviceniveauet på de enkelte velfærdsområder inden for lovgivningens rammer kan være forskelligt kommunerne imellem. Se aftalen her.
1. Tydeligt opgaveansvar over for borgerne
2. Enkeltsager løses konkret
3. Klare mål og fokus på resultater
4. Dokumentation af indsats og effekt
Klart politisk ledelsesansvar og rum for ledelse og medarbejdere i de udførende institutioner
5. Politiske målsætninger er styrende for indsatsen
6. Decentralt ledelsesrum og metodefrihed
7. Mål og resultater synliggøres for borgerne
8. Aktiv inddragelse af medarbejdere og brugere
9. Systematisk forenklingsindsats af regulering
Målrettet tilsyn med de kommunale serviceopgaver
10. Nye former for kvalitetssikring