Budgetoversigter
Budgetoversigten er Finansministeriets regelmæssige orientering om den aktuelle status for de offentlige udgifter, finanspolitikken, de samlede offentlige finanser og statsfinanserne. Budgetoversigten omhandler blandt andet udviklingen i statens Drifts-, Anlægs- og Udlånsbudget (DAU) – herunder statens indtægter og udgifter – samt statens gæld.
Hovedpointer fra Budgetoversigt 2, august 2011
Statens finanser
-
På finanslovforslaget for 2012 er der budgetteret med et underskud på statens finanser, dvs. DAU-saldoen, på 79¾ mia. kr. svarende til 4,3 pct. af BNP. I 2011 skønnes DAU-underskuddet til 43½ mia. kr. eller 2,4 pct. af BNP.
-
Det betydeligt højere DAU-underskud i 2012 kan primært henføres til lavere statslige indtægter fra pensionsafkastskatten. Hertil kommer den forventede tilbagebetaling af efterlønsbidrag som følge af aftale om senere tilbagetrækning.
-
Statens udgifter er budgetteret til 694¾ mia. kr. i 2012 på finanslovforslaget for 2012 og ventes at ud-gøre knap 686½ mia. kr. i 2011. Stigningen fra 2011 til 2012 kan udover pris- og lønudviklingen henfø-res til blandt andet merudgifter til folkepension, SU samt investeringer på Transportministeriets områ-de.
-
Finanslovforslaget for 2012 afspejler budgetterede indtægter på 615 mia. kr. i 2012, mens statens ind-tægter ventes at udgøre 643 mia. kr. i 2011. Det forventede fald i de statslige indtægter fra 2011 til 2012 kan primært henføres til lavere indtægter fra pensionsafkastskatten samt personskatter, ar-bejdsmarkeds- og sociale bidrag, herunder tilbagebetalingen af efterlønsbidrag.
-
Statens nettokassesaldo, der er relevant i forhold til den umiddelbare statsgældsvirkning, skønnes at udvise et underskud på 38 mia. kr. i 2011. Det er en forbedring på 7 mia. kr. i forhold til vurderingen i maj, der kan henføres til et forventet mindre DAU-underskud samt ændrede skøn for det forventede tab på individuelle garantier vedrørende Finansiel Stabilitet A/S’s overtagelse af Amagerbanken og EIK Bank.
-
I 2012 skønnes der et nettokasseunderskud på 76¼ mia. kr. afledt af det budgetterede underskud på DAU-saldoen og et genudlånsomfang på 3½ mia. kr.
-
I lyset af de forventede nettokasseunderskud i 2011 og 2012 skønnes statsgælden at stige fra 386¼ mia. kr. ultimo 2010 til 507¼ mia. kr. ultimo 2012. Statsgælden skønnes dermed at stige fra 22¼ pct. af BNP i 2010 til 27¼ pct. af BNP i 2012.
Offentlige finanser og finanspolitikken
- Danmarks Statistik har opgjort underskuddet på de offentlige finanser til 48¼ mia. kr. i 2010, og der skønnes underskud på 68¼ mia. kr. i 2011 og 84½ mia. kr. i 2012. Det svarer til 2,9 pct. af BNP i 2010, 3,8 pct. af BNP i 2011 og 4,6 pct. af BNP i 2012.
- Den skønnede stigning i underskuddet fra 2010 til 2012 hænger sammen med en forventet reduktion af indtægterne fra pensionsafkastskatten fra 42 mia. kr. i 2010 til 4½ mia. kr. i 2012 afledt af markante aktiekursstigninger i 2010 og store aktiekursfald i 2011. Dertil kommer, at der med Aftale om senere tilbagetrækning, maj 2011, ventes udbetalinger af efterlønsbidrag for 17 mia. kr. i 2012.
- De store udsving i pensionsafkastskatten og udbetalingen af efterlønsbidragene i 2012 korrigeres der for i den strukturelle offentlige saldo, som viser stillingen på de offentlige finanser, når der er taget højde for virkningen af konjunkturer og andre midlertidige forhold.
- Den strukturelle offentlige saldo skønnes forbedret med ¾ pct. af BNP fra 2010 til 2012, hvilket blandt andet skal ses i sammenhæng med genopretningsaftalen og indfasningen af finansieringselementer-ne i skattereformen i Forårspakke 2.0.
- Samlet set skønnes finanspolitikken i 2009-2011 at styrke aktiviteten med knap ¼ pct. af BNP i 2011. Det skyldes, at den ekspansive finanspolitik i 2009 og 2010 virker med stigende styrke ind i 2011, hvilket mere end udligner finanseffekten i 2011, der skønnes til -0,3 pct. af BNP. De forsinkede virk-ninger af lempelserne i 2009 og 2010 er dermed større end virkningen af den finanspolitiske stram-ning i 2011.
- Finanspolitikken inkl. udbetalinger af efterlønsbidrag skønnes at være omtrent neutral for den økono-miske aktivitet i 2012. Konsolideringen af den offentlige økonomi med blandt andet en gradvis norma-lisering af de offentlige investeringer og en beskeden realvækst i det offentlige forbrug medvirker til at dæmpe aktiviteten svarende til -¼ pct. af BNP, mens udbetalingen af efterlønsbidrag ventes at styrke aktiviteten med ¼ pct. af BNP.
- Også når der ses på de flerårige virkninger skønnes finanspolitikken i 2009-2012 at være omtrent neutral for aktiviteten i 2012.
Læs mere: Budgetoversigt 2, august 2011
Sidst opdateret: 02.02.2012