fortsat fra forrige side.

En indikator for standarden af daginstitutionerne er normeringen i pasningsordningerne, ligesom egenbetalingen giver et billede af finansieringen, jf. tabel 17.1.

Tabel 17.1. Normering og egenbetaling i pasningsordninger.

Land	Kategori	Hel- /deltid	Alder (år)	Normering (anbefalet personale- dækning)	Gruppe- størrelse	Egenbetaling
Danmark	Daginstitution	Hel	0-2	1:3	10-12	25 pct.
			3-6	1:6	15-20
	Dagpleje				5 børn	27 pct.
	Børnehaveklasse	Hel	6		Maks. 28	Gratis
	Børnehaveklasse	Del			19 i gnst.
Storbri- tannien	Daginstitution	Hel	0-2	1:3	19 i gnst.	Offentlige er gratis. Private £55-160 pr. uge
			2-3	1:4
			4-5	1:8
	Legegrupper	Del		1:9	24 i gnst.
	Dagpleje	Hel			3-6 børn	£1,30 pr. time.
	Børnehaveklasse:					Gratis
	- Nursery school	Del		1:10	22 i gnst.
	- Nursery class	Del		1:13	24 i gnst.
	- Reception class	Del		1:20/30
Frankrig	Daginstitution	Hel	0-3	1:5		23 pct.
			1-3	1:8
	Dagpleje	Del		1:3		28 pct.
	Børnehaveklasse	Del		1:27		Gratis
Tyskland	Daginstitution	Hel/Del	0-2	1:5-7,5		16-20 pct.
			3-6	1:10-14
Holland	Daginstitution	Hel	0-2	1:4		42 pct.
		Hel	2-3	1:6
		Del	3-4	1:8
	Legegrupper	Del		1:9	12-14	56 pct.
	Dagpleje	Hel			Maks. 4	3-5 NLG pr. time
	Børnehaveklasse			1:22	22-24	Gratis
Sverige	Daginstitution	Hel	2-3	1:2,5	16,9 i gnst.	13 pct.
			3-6	1:5
	Legegrupper	Del		1:10		15 pct.
	Dagpleje	Hel			Maks. 4	18 pct.
	Børnehaveklasse	Del			Maks. 4	18 pct.

Anm.: Tal for Storbritannien er fra England.
Kilde: Rostgaard, T. & Fridberg, T. : Caring for Children and Older People – European Policies and Practices, Social Security in Europe 6, The Danish National Institute of Social Research, 1998.

For de mindste børn i daginstitution gælder, at Sverige har det laveste antal børn pr. pædagog, det vil sige de højeste normeringer. Herefter kommer Danmark og Storbritannien. For Storbritanniens vedkommende skal man dog være opmærksom på, at det ofte er socialt krævende børn, som er i daginstitution. Det højeste antal børn pr. pædagog er i Tyskland, hvor der er omkring dobbelt så mange børn om hver pædagog som i Danmark.

Ved sammenligning mellem landene skal der tages hensyn til en række faktorer. Andelen af børn med deltidsplads varierer mellem landene, ligesom mødrene i nogle lande deltager i pasningen i institutionerne. Hvis der tages højde for ovenstående forhold, mindskes forskellen i normeringen mellem landene.

Personalenormeringen i børnehaveklasser er i alle lande betydeligt lavere end i dagtilbud. Det betyder, at normeringen i lande som Frankrig, Holland og Storbritannien, der lægger betydeligt større vægt på undervisningselementet, er lavere end i de lande, hvor vægten i højere grad er lagt på det sociale færdigheder.

Der er ikke den store variation mellem landene med hensyn til gruppestørrelserne i dagpleje.

Et andet forhold, som har betydning for børnefamiliernes vilkår, er omfanget af egenbetaling i forbindelse med børnepasning.

Pasning i undervisningssystemet i form af børnehaveklasse er gratis i alle landene, hvorimod der er egenbetaling for pasning i daginstitutioner, legegrupper og dagpleje.

Sverige og Tyskland har den laveste egenbetaling. Herefter følger Danmark og Frankrig. Holland og Storbritannien har den højeste egenbetaling, hvilket skyldes, at der både i Storbritannien og Holland er en betydelig andel af daginstitutionerne, som er fuldt privat finansierede i form af egenbetaling og arbejdsgiverbidrag.

Variationen i egenbetalingen mellem de forskellige lande er i løbet af de seneste ti år blevet mindre. For Sveriges vedkommende er der sket en stigning i egenbetalingen fra 1988, hvor egenbetalingen udgjorde 9 pct. af de samlede driftsomkostninger, til 1996, hvor de udgjorde 14 pct.

I Danmark blev egenbetalingen generelt nedsat i begyndelsen af 1990'erne. Med virkning fra 1999 har Danmark hævet indtægtsgrænsen for nedsættelse af forældrebetalingen for dagtilbud, således at flere forældre er berettiget til nedsættelse af forældrebetalingen. Denne ændring har mange lighedspunkter med det indkomstafhængige skattefradrag for forældre med børn i en godkendt institution, som findes i Storbritannien. Begge ændringer har til formål at mindske de sammensatte marginalskatter, og øge gevinsten ved arbejde for børnefamilier med lav indkomst.

Hvis man ser på de samlede offentlige udgifter til dagpasnings- og førskoletilbud og orlov, er Danmark og Sverige de lande, hvor der samlet bruges mest pr. barn, jf. figur 17.18.

Figur 17.18. Offentlige udgifter til børnepasning og orlov pr. barn, kr. (korrigeret for forskelle i købekraft), 1996.

Anm.: Tal for Storbritannien under Daginstitution, Familiedagpleje og Børnehaveklasse er fra England.
Kilde: Rostgaard, T. & Fridberg, T.: Caring for Children and Older People – European Policies and Practices, Social Security in Europe 6, The Danish National Institute of Social Research, 1998.

En relativt stor del af udgifterne til børnefamilierne i Danmark og Sverige kan henføres til udgifter til daginstitutioner. Udgiften til daginstitutioner pr. barn er større i Sverige end i Danmark, hvilket kan henføres til to forhold. For det første er egenbetalingen i Sverige lidt lavere end i Danmark. For det andet er der i udgiften til daginstitutioner indeholdt udgifter til børnehaveklasse, hvilket ikke er tilfældet for Danmark.

Med hensyn til de offentlige udgifter til orlovsordninger har Danmark den største udgift pr. barn. Herefter følger Sverige, Tyskland og Frankrig. Holland og Storbritannien har den mindste offentlige udgift pr. barn.

Der er ikke noget, der tyder på, at der på tværs af landene finder en prioritering af de offentlige udgifter til henholdsvis orlovsordninger eller pasningsordninger sted. Således har Danmark og Sverige de højeste udgifter til både orlovsordninger og dagpasning.

Med hensyn til den del af udgifterne, som kan henføres til udgifter til børnehaveklasse, har Frankrig den største udgift, hvilket formentlig skyldes den store andel børn i École maternelle.

17.7. Overførsler til børnefamilier

Alle de betragtede lande har en børnefamilieydelse, som gives direkte til børnefamilierne, jf. tabel 17.2.

Tabel 17.2. Børnefamilieydelse i danske kroner (korrigeret for forskelle i købekraft), 1996.

	DNK	SWE	DEU	GBR	FRA	NLD
Type	Kontant beløb	Kontant beløb	Skatte fradrag/til-skuda	Kontant beløb	Kontant beløb	Kontant beløb
Hvem	Alle børne-familier	Alle børne- familier	Alle børne- familier	Alle børne- familier	Alle børne- familier	Alle børne- familier
Formular	Samme beløb for alle, men varierende efter barnets alder – højst for børn i alderen 0-2 år	Fast beløb for alle børn	Samme beløb, men stigende med tredje barn	Samme beløb, men højest for det første barn	Beløbet afhænger af antallet af børn	Samme beløb, men stigende med barnets alder
Type eksempel: Beløbb pr. år for første barn, 3 år	9.100 kr.	6.809 kr.	10.510 kr.	7.400 kr.	5.230c kr.	5.026 kr.
Alders-grænsed	18 år	16 år	18/27 år	16 år	16 år	18 år

Anm.: a) i Tyskland ydes et fradrag i den skattepligtige indkomst, hvis det er mere gunstigt end kontantbeløbet.
b) I ingen af landene er beløbene skattepligtige.
c) Tallet er for andet barn.
d) Tyskland: aldersgrænsen er normalt 18 år, men for børn under uddannelse forhøjes aldersgrænsen til 27 år. Frankrig: for børn under uddannelse forhøjes aldersgrænsen til 20 år. Holland: for børn under uddannelse forhøjes aldersgrænsen til 24 år. Storbritannien: for børn under ikke videregående uddannelse forhøjes aldersgrænsen til 19 år. Sverige: for børn under sekundær uddannelse ydes også børnepenge.
Kilde: SFI, Elements of Social Security, 1998:4.
Europa Kommissionen, MISSOC, Social protection in the Member States of the
European Union, 1997.

Den direkte overførsel er højest i Tyskland og Danmark. Det er alene i Danmark og Holland, at beløbet er afhængigt af alderen. I Danmark gives det højeste beløb til de mindste børn, hvorimod beløbet er stigende med barnets alder i Holland.

I Tyskland, Storbritannien og Frankrig afhænger beløbet af antallet af børn.

17.8. Børnefamiliernes indkomster

Et væsentligt formål med offentlige udgifter og indtægter er at sikre en mere ligelig indkomstfordeling i samfundet.

Figur 17.19. Andel af hustande, hvis indkomst er 50 pct. mindre end gennemsnitsindkomsten for alle husstande, før skatter og overførsler, 1989-1992.

Anm.: Indkomsten før skatter og overførsler dækker over bruttoindkomst. Data er for Sverige fra 1992, Danmark fra 1992, Holland fra 1991, Tyskland fra 1989 og for England fra 1991.
Kategorien "alle" dækker over alle husstande i landet.
Kilde: European Commission, A Synthesis of National Family Policies, 1995.

Indkomstspredningen for alle husstande før virkningen af skatter og overførsler – målt ved andelen af hustande, som har en indkomst mindre end 50 pct. af gennemsnitshusstandsindkomsten – ligger nogenlunde på samme niveau i alle lande.

En betydeligt mindre andel af par med børn end af enlige med børn har en indkomst, som er mindre end halvdelen af gennemsnittet. Det kan henføres til, at parhusstande med børn (potentielt) består af to personer med indkomst. Af samme grund er der flere enlige med børn, som har en lav indkomst. Andelen af enlige med børn med en lav indkomst er specielt høj i Holland (73 pct.) og Storbritannien (79 pct.).

Der er betydelig forskel på, i hvilken grad de enkelte lande formår at sikre en mere ligelig fordeling af de disponible indkomster ved hjælp af skattesystemet og overførsler til husstandene, det vil sige hvad familierne har til rådighed efter skat, jf. figur 17.20.

Figur 17.20. Andel af husstande, hvis indkomst er 50 pct. mindre end gennemsnittet for alle husstande, efter skatter og overførsler, 1989-1992.

Anm.: Indkomsten efter skatter og overførsler dækker over indkomsten efter indkomstskat og direkte overførsler i form af børneydelse mv., men eksklusiv boligstøtte. Data er for Sverige fra 1992, Danmark fra 1992, Holland fra 1991, Tyskland fra 1989 og for England fra 1991.
Kategorien "alle" dækker over alle husstande i landet.
Kilde: European Commission, A Synthesis of National Family Policies, 1995.

Skattesystemet og overførsler reducerer indkomstforskellene i Sverige, Danmark og Holland, så kun omkring 8-10 pct. af husholdningerne har en nettoindkomst, som er mindre end 50 pct. af gennemsnitsnettoindkomsten for alle husholdninger. For bruttoindkomsterne er der ca. 30-40 pct., der falder under 50 pct. grænsen. Reduktionen er mindre i Tyskland og specielt i Storbritannien.

For husholdningerne bestående af par med børn reducerer skatter og overførsler uligheden i Danmark og Sverige, hvorimod der ikke er nogen særlig effekt i Holland, Tyskland og England.

For husholdninger bestående af enlige med børn reducerer skatter og overførsler uligheden meget betydeligt i de skandinaviske lande. Kun 3 pct. i Sverige og 7 pct. i Danmark har således en indkomst mindre end halvdelen af gennemsnitsindkomsten efter skatter og overførsler for alle husstande. Målt ved bruttoindkomsten er det 32 pct. og 43 pct.

I Holland og Tyskland reduceres uligheden til, at henholdsvis 27 pct. og 34 pct. af enlige med børn har en lav indkomst. I Storbritannien har over halvdelen af enlige med børn en indkomst, som er mindre end halvdelen af gennemsnitsindkomsten efter skatter og overførsler for alle husstande.

De ovenstående tal for den disponible indkomst er eksklusiv boligstøtte. I Danmark øges boligstøtten med antallet af børn. Dette forhold øger omfordelingen.

Samlet set har Danmark siden starten af 1980'erne oplevet en øget omfordeling, hvorimod de øvrige lande, bortset fra Frankrig, har fået større forskelle i de disponible indkomster, jf. kapitel 16 og Finansredegørelse 98/99.