Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

I form til fremtiden - Finanslovforslaget for 2009

26.08.2008
Finansminister Lars Løkke Rasmussen præsenterer i dag den 26. august 2008 regeringens finanslovforslag for 2009: I form til fremtiden
Du har takket nej til cookies på denne hjemmeside, derfor kan vidoen ikke vises. Du skal tillade cookies for at kunne se videoen.

Finansministeren:

” Med finanslovforslaget for 2009 har vi fortsat fokus på at investere i bedre kvalitet og velfærd mens vi fastholder en ansvarlig økonomisk politik.

Som en del af kvalitetsreformen styrker vi indsatsen for kronisk syge patienter, sikrer et sundt frokostmåltid og ingen løsrevne lukkedage i daginstitutioner og faste kontaktpersoner i hjemmeplejen og for patienter på sygehuse.

Samtidig tilfører vi midler til investeringer i moderne sygehuse, daginstitutioner, skoler, idrætsfaciliteter, på ældreområdet og i ny teknologi, der kan lette arbejdet i det daglige. Både i år og i de kommende år vil vi skabe mere attraktive offentlige arbejdspladser med bedre ledelse.

Med de indsatser vil vi få en offentlig sektor i form til fremtiden”.

Med finanslovforslaget afsætter regeringen 2,2 mia. kr. i 2009 til yderligere kvalitetsreforminitiativer. Det er en vækst på 1 mia. kr. i forhold til 2008.

  • Ca. 50 af kvalitetsreformens initiativer skal sikre attraktive offentlige arbejdspladser, udvikling af medarbejdernes kompetencer og bedre ledelse i offentlige institutioner. I 2009 udmøntes i alt knap 1,6 mia. (knap 600 mio. kr. mere end i 2008), der skal bidrage til, at den offentlige sektor kan fastholde og rekruttere dygtige medarbejdere og dermed sikre, at opgaverne løses med høj kvalitet og effektivitet.
  • Kvalitetsreformen betyder også, at der er fokus på at styrke kvaliteten på sundheds-, børne- og ældreområdet, blandt andet med en fast kontaktperson for patienter på sygehuse, forstærket indsats for kronisk syge patienter, afskaffelse af løsrevne lukkedage i daginstitutioner og sikring af et sundt frokostmåltid i daginstitutioner.
  • Regeringen har som led i kvalitetsreformen afsat en kvalitetsfond på i alt 50 mia. kr. i perioden 2009-2018. Kvalitetsfonden skal medfinansiere målrettede investeringer i moderne sygehuse, bedre fysiske rammer i daginstitutioner, skoler og idrætsfaciliteter samt på ældreområdet, og investere i arbejdskraftbesparende teknologi samt nye arbejds- og organisationsformer.

Både regioner og kommuner får i 2009 et realløft i dette års økonomiaftaler. Regionerne er sikret et realt løft i 2009 på 1,6 mia. kr. til forbedringer på sundhedsområdet. Med kommuneaftalen for 2009 er der samtidig sikret en fortsat stabil udbygning af den borgernære service. Aftalen med KL omfatter blandt andet et generelt løft i kommunernes serviceudgifter på 350 mio. kr. i 2009.

Herudover forslår regeringen at anvende ca. 850 mio. kr. fra satspuljen til initiativer for svage og udsatte grupper. Regeringen vil blandt andet prioritere en udrednings- og behandlingsret i voksenpsykiatrien, opfølgning på Anbringelsesreformen fra 2005, forbedringer på handicapområdet samt fortsat fokus på integration og en styrkelse af beskæftigelsesindsatsen for svage grupper på kanten af arbejdsmarkedet.

Regeringen vil investere yderligere ca. 2,1 mia. kr. fra globaliseringspuljen til forskning og uddannelse, der skal medvirke til at gøre Danmark til et førende vækst-, viden- og iværksættersamfund.

Med finanslovforslaget øger regeringen den danske udviklingsbistand fra ca. 14,5 mia. kr. i 2008 til 15,3 mia. kr. i 2009. Udviklingsbistanden udgør dermed ca. 0,82 pct. af BNI i 2009 mod ca. 0,81 pct. af BNI i 2008.

Klimaforandringer er en central udfordring, og forberedelsen og afviklingen af FN’s klimakonference i Danmark i 2009 er en stor opgave, som regeringen prioriterer højt. På finanslovforslaget er der afsat yderligere 200 mio. kr. i 2009 i forhold til 2008. Dermed er der afsat i alt 240 mio. kr. i 2009 til at forberede og afvikle klimakonferencen.

Finansminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:

”Det er et rigtigt fornuftigt finanslovforslag, der tilgodeser en lang række indsatsområder. Jeg ser frem til de kommende forhandlinger med Folketingets partier om finanslovforslaget for 2009.”

Du kan læse hele finanslovsforslaget for 2009 her

For yderligere kommentarer fra finansministeren kontakt:
Kommunikationschef Søs Marie Serup
Direkte: 33 92 40 08, Mobil: 25 26 27 34