25.05.2010

Aftale om genopretning af dansk økonomi


Den danske økonomi er igen på rette spor. Regeringen og Dansk Folkeparti er med Aftale om genopretning af dansk økonomi blevet enige om en række tiltag, der genopretter den danske økonomi og lever op til de fælles europæiske aftaler. Viften af initiativer og reformer bidrager samtidig til at styrke holdbarheden af den danske velfærd på lang sigt.

Aftalen forbedrer de offentlige finanser med 24 milliarder i 2013 og 26 mia. kr. i 2015. Arbejdsudbuddet styrkes med ca. 11.000. Dermed er dansk økonomi styrket efter den voldsomme krise, som har fejet hen over det meste af verden. Aftalen er et solidt fundament, der sikrer velfærd og vækst i årene fremover.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen er yderst tilfreds med aftalen.

"Jeg er stolt over at kunne sige, at det lykkedes. Vi har lagt en robust plan for genopretning af den offentlige økonomi – samtidig med at vi styrker vækstgrundlaget. Vi bremser stigningen i gælden og i rentebetalingerne på gælden. Vi sikrer tillid til Danmark og dansk økonomi. Det medfører lavere renter og mindsker risikoen for, at Danmark rammes af finansiel uro og pres på kronen. Krisen har kostet det danske samfund dyrt. Nu kan vi komme videre. Regningen er betalt.

Genopretningsaftalen indeholder reformer og tiltag på en lang række områder. Kombinationen af suspensionen af den automatiske regulering af beløbsgrænser for skatter, reformer på arbejdsmarkedet og målrettede tiltag betyder, at aftalen er holdbar, i social balance og samtidig skaber et råderum til forbedringer af sundhedsvæsenet, flere i uddannelse samt forbedringer for de svageste.

Det har krævet mod og ansvarlighed at komme frem til dette resultat. Det vil jeg gerne kvittere for. Til gengæld har vi lagt sporet til, at Danmark kommer styrket ud af krisen," siger finansminister Claus Hjort Frederiksen.

Hovedlinjer i aftalen
Parterne er enige om at gennemføre en række tiltag, som samlet set styrker de offentlige finanser med 24 mia. kr. i 2011-2013.

De centrale elementer i aftalen er:

  • Konsolidering med 24 mia. kr. i 2013.
  • Kommunerne friholdes for de annoncerede besparelser i 2012 og 2013 på 4 mia. kr.
  • Sundhedsområdet løftes med 5 mia. kr. i 2011-2013.
  • Der afsættes 5 mia. kr. til flere i uddannelse samt svage og udsatte grupper mv.
  • Omprioriteringer af offentlige udgifter.
  • Arbejdsmarkedsreform, der styrker vækst og beskæftigelse.

Aftalen indebærer endvidere, at:

  • Den automatiske regulering af beløbsgrænser for skatter mv. suspenderes i 2011-2013 
  • Den aftalte forhøjelse af topskattegrænsen i 2011 udskydes i tre år til 2014
  • Dagpengeperioden halveres fra 4 til 2 år.
  • Der indføres et loft for fradrag for faglige kontingenter på 3.000 kr. årligt

Aftalen er en samlet plan med konkrete initiativer, som sikrer, at stigningen i den offentlige gæld bremses op, og at der er tillid til både finanspolitikken og fastkurspolitikken.

Aftalen betyder, at:

  • Der samlet tages et stort skridt i retning af at sikre strukturel balance i den offentlige økonomi i 2015, samtidig med at de ventede henstillinger fra EU kan indfris.
  • Arbejdsudbuddet kan stige med omkring 11.000 fuldtidspersoner på længere sigt.
  • Opsvinget fortsat kan udvikle sig og blive selvbærende. Hovedparten af finansieringsforslagene har først virkning efter 2011.

Læs presseresumer her

Læs "Aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om genopretning af dansk økonomi" her 

Pressehenvendelser

Presseansvarlig

Heidi Birgitte Nielsen
2526 2795
hebni@fm.dk

Publikationer