26.05.2011

Kassen stemmer - ambitioner om mere


Der er klart og konkret anvist finansiering for i alt 47 mia. kr. Det skaber balance mellem de offentlige udgifter og indtægter i 2020. Det giver også plads til et årligt løft på ca. 4 mia. kr. i det offentlige forbrug i 2014-2020. Det giver mulighed for fortsat at tilføre midler til vigtige og prioriterede områder.

Men regeringen, Dansk Folkeparti og Pia Christmas-Møller har ambitioner om at frigøre yderligere ressourcer til velfærd og vækst. Med aftalen i dag er der enighed om at opstille en række ambitiøse mål og igangsætte konkrete initiativer, som kan bidrage til at nå målene.


Potentialer i nye initiativer og en bedre indsats, der kan frigive ressourcer

Øget beskæftigelse blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Målsætning om, at beskæftigelsesfrekvensen for ikke vestlige indvandrere og efterkommere skal øges med 10 pct.-point fra 2010 til 2020. Hvis målet nås fuldt ud, vil det kunne styrke de offentlige finanser med op til i størrelsesorden 5 mia. kr.

Nedbringelse af sygefraværet. Målsætning om, at det offentlige sygefravær skal nedbringes, så det svarer til sygefraværet i den private sektor. Hvis målet indfries, vil der på sigt kunne frigives op mod i størrelsesordenen 1½ mia. kr.

Digitalisering og ny teknologi. Det samlede potentiale ved øget digitalisering og teknologianvendelse kan være på op mod i størrelsesorden 3 mia. kr. årligt fra 2020 og frem. En betydelig del forventes at komme fra produktivitetsforbedringer på velfærdsområderne.

Fortsat afbureaukratisering. Forenkling af statslige regler med henblik på mindre bureaukrati har allerede frigjort ½ mia. kr. til borgernær service i kommuner og regioner i 2011. Der er enighed om at fortsætte arbejdet med at skabe en mere smidig og velfungerende offentlig sektor, der samtidig frigiver midler til kernevelfærd.

Øget kontrol med multinationale selskabers skattebetalinger. Der iværksættes en række initiativer særligt rettet mod multinationale selskaber for at øge skattegrundlagets robusthed og sikre mod tab af skattebetalinger.


I den nuværende økonomiske situation er det dog helt centralt, at der kun bruges flere penge, når der er truffet konkret beslutning om tiltag, der sikrer finansieringen. Der er derfor enighed om ikke at bruge pengene, før målene indfries, og pengene er i kassen.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen udtaler:

- I dag har vi sat os ambitiøse målsætninger blandt andet for øget beskæftigelse blandt ikke-vestlige indvandrere, lavere sygefravær og digitalisering, som kan frigive ressourcer. Vi har også aftalt konkrete initiativer, som bidrager til at nå målene.
 
- Med store offentlige underskud efter finanskrisen og pres på de offentlige finanser i de kommende år blandt andet som følge af flere ældre er det uansvarligt at indregne provenuer fra initiativer, hvor vi ikke er sikre på, at få pengene hjem.

Læs faktaark i pdf her
Læs aftaleteksten i pdf her

Pressehenvendelser

Presseansvarlig

Jakob Bøving Arendt
2526 2795
hebni@fm.dk

Publikationer