3. Arbejdsudbuddet

3. Arbejdsudbuddet

3.1. Indledning

Givet den forventede udvikling i befolkningen er det forudsat, at beskæftigelsen skal stige med 85.000 personer fra 2000 til 2010. Heraf kan ca. 20.000 tilskrives et yderligere fald i ledigheden, mens den resterende del på 65.000 personer skal komme fra en større arbejdsstyrke. Inden for rammerne af skattestoppet og gældsnedbringelsen kan en sådan stigning i beskæftigelsen give plads til en vis vækst i det offentlige forbrug og mulighed for lavere skat på arbejdsindkomst fra 2004, jf. kapitel 4.

I dette kapitel vurderes potentialet for at nå en sådan stigning i beskæftigelsen. Som et centralt skøn forventes, at beskæftigelsen kan øges med ca. 30.000 personer fra 2000 til 2010 i fravær af nye tiltag. Heraf tegner fremgang i arbejdsstyrken sig for i størrelsesordenen 25.000 personer. Det skal blandt andet ses i lyset af det stedfundne fald i tilgang til førtidig tilbagetrækning samt gennemførte reformer af førtidspension, efterløn og initiativerne fra Flere i arbejde.

For at realisere målsætningen kræves derfor en yderligere arbejdsmarkedspolitisk indsats, som kan skabe grundlag for en stigning i beskæftigelsen på i størrelsesordenen 55.000 personer, hvoraf hovedparten (ca. 40.000) skal komme fra større arbejdsstyrke. Det er et ambitiøst mål, som kræver en indsats, der dækker bredt, herunder blandt andet bedre integration, hurtigere gennemløb i uddannelsessystemet og en styrkelse af det rummelige arbejdsmarked.

Med initiativerne i Flere i arbejdeer der taget skridt i retning af en yderligere målretning af den aktive arbejdsmarkedspolitik, som sammen med skærpede rådigheds- og optjeningsregler har bidraget mærkbart til det holdbare fald i ledigheden gennem 1990'erne. Forudsætningen om et yderligere fald i ledigheden frem til 2010 kræver, at der arbejdes videre i samme retning. Kapitlet omhandler arbejdsudbuddet, men fortsat lav ledighed er en afgørende forudsætning for at realisere stigningen i arbejdsstyrken.

I afsnit 3.2 beskrives udviklingen i arbejdsstyrken siden starten af 1980’erne og perspektiverne frem mod 2010.

I afsnit 3.3 beskrives tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet med fokus på de 50-66-årige. Udviklingen for de 50-59-årige har været præget af muligheden for at gå på overgangsydelse fra 1992 til 1996, hvor tilgang til ordningen blev ophævet. Det illustreres, at overgangsydelsen helt overvejende i praksis blev en substitut for beskæftigelse, og at udfasningen af overgangsydelsen yder et positivt bidrag til de mellemfristede målsætninger frem til 2010. Tilbagetrækningsmønstret for de 60-66-årige præges stærkt af muligheden for at gå på efterløn.

Afsnit 3.4 vedrører arbejdsmarkedstilknytningen blandt 25-49-årige med særlig fokus på børnepasningsordninger, mens afsnit 3.5 beskriver indvandrernes arbejdsmarkedstilknytning. Det vurderes blandt andet, at en forventelig stigning i den gennemsnitlige opholdstid for indvandrere vil kunne bidrage til at øge arbejdsstyrken frem til 2010, og at der derudover er et potentiale for at forøge arbejdsstyrken ved en forbedret integrationsindsats.

Afsnit 3.6 beskriver de unges tilknytning til arbejdsmarkedet i sammenhæng med uddannelsesmønstret. Der har særligt de sidste 10 år været en klar tendens til, at en større andel af de unge mellem 16 og 29 år er under uddannelse. Denne tendens ventes at fortsætte og vil på kort sigt svække arbejdsudbuddet målt i timer. Hurtigere gennemløb i uddannelsessystemet samt bedre integration vil potentielt kunne styrke arbejdsudbuddet i denne gruppe.

Afsnit 3.7 belyser den historiske udvikling i arbejdstiden og skitserer forudsætningerne frem mod 2010. Selv, hvis der ikke aftales yderligere arbejdstidsforkortelser, må der påregnes et vist fald i arbejdstiden blandt andet som følge af ændringer i befolkningssammensætningen.

Afsnit 3.8 dokumenterer mere præcist forudsætningerne bag arbejdsstyrkefremskrivningen. Forløbet, der ventes realiseret i lyset af allerede vedtagne og gennemførte initiativer, beskrives, og der gives eksempler på, hvordan den resterende del af arbejdsstyrkemålsætningen kan realiseres.

3.2. Perspektiverne for arbejdsudbuddet frem til 2010

Fra 2000 frem til 2010 sigtes efter en samlet stigning i beskæftigelsen på 85.000 personer. Heraf forudsættes de 65.000 at komme fra større arbejdsstyrke, mens resten skal realiseres gennem et yderligere fald i ledigheden.

Kravet til arbejdsstyrken er ambitiøst og fordrer en stigning i erhvervsdeltagelsen for de enkelte køn, alders- og herkomstgrupper fra 2000 til 2010. Med en befolkningssammensætning som i 2000 skal erhvervsdeltagelsen for de 15-64-årige således øges fra 78½ pct. i 2000 til 81 pct. i 2010,jf. figur 3.1a. Beskæftigelsesfrekvensen skal stige mere end erhvervsfrekvensen som følge af det forudsatte fald i ledigheden.

Figur 3.1a. Erhvervs- og beskæftigelsesfrekvens 15-64 år¹⁾

 

 

 

 

 

 

Figur 3.1b. Arbejdsstyrke og øget erhvervsfrekvens fordelt på alder, 2010²⁾

 

 

 

 

 

 

1) Den standardiserede erhvervs- og beskæftigelsesfrekvens (std.) i figur 3.1a viser effekten af ændringer i frekvenserne opdelt på alder, køn og herkomst med en befolkningssammensætning som i 2000.

2) I figur 3.1b angiver cirklerne størrelsen på arbejdsstyrken i 2000 for de enkelte aldersgrupper.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Befolkningsudviklingen medfører isoleret set en reduktion i erhvervsdeltagelsen, fordi befolkningssammensætningen ændres i retning af flere ældre og indvandrere med forholdsvis lav arbejdsmarkedstilknytning. Derfor er de gennemsnitlige erhvervs- og beskæftigelsesfrekvenser i FR02-fremskrivningen stort set uændrede frem til 2010 på trods af forudsætningen om øget deltagelse for de enkelte køn, alders- og herkomstkategorier.

Det vurderes, at arbejdsstyrken kan øges med i størrelsesordenen 25.000 personer frem til 2010 som følge af allerede trufne beslutninger, det stedfundne fald i tilgangen til tidlig tilbagetrækning samt den anslåede virkning af Flere i arbejde, jf. tabel 3.1 (udmøntet forløb).For at realisere kravet til arbejdsstyrken (FR02-fremskrivningen) kræves derfor som udgangspunkt yderligere strukturforbedrende tiltag, som kan øge arbejdsudbuddet med i størrelsesordenen 40.000 personer, jf. tabel 3.1 (ikke-udmøntede krav).

Tabel 3.1. Udviklingen i arbejdsstyrken fra 2000 til 2010, 1.000 personer

FR02-fremskrivningen	65
Udmøntet forløb	25
Ikke-udmøntede krav	40

Kilde: Egne beregninger.

I det udmøntede forløb er det navnlig erhvervsdeltagelsen for de 40-64-årige, der forventes at stige frem til 2010, jf. figur 3.1b. Det afspejler, at de væsentligste bidrag til større arbejdsstyrke kommer fra det allerede stedfundne fald i tilgangen til tidlig tilbagetrækning samt de anslåede virkninger af efterløns- og førtidspensionsreformerne. Virkningerne af Flere i arbejdeøger primært erhvervsdeltagelsen for de 20-49-årige, mens omlægningen af barselorloven trækker lidt i den modsatte retning for især de 25-35-årige.

De krav til arbejdsstyrkeudviklingen, som fordrer yderligere strukturindsats (de ikke-udmøntede krav), er blandt andet indregnet som bidrag fra bedre integration og hurtigere gennemstrømning i uddannelsessystemet. Det berører derfor primært erhvervsdeltagelsen for de 15-49-årige. Desuden forudsættes bedre seniorpolitik at øge erhvervsdeltagelsen for de 60-64-årige, jf. figur 3.1b. De ikke-udmøntede krav skal ikke ses som konkrete mål til de enkelte områder.

Forløbet frem til 2010 fortsætter udviklingen siden 1997, hvor stigende erhvervsdeltagelse har bidraget positivt til arbejdsstyrkevæksten, jf. figur 3.2a.

Tilgangen til tilbagetrækningsordninger er således faldet markant siden 1995, jf. figur 3.2b. Det har bidraget til at styrke erhvervsdeltagelsen, navnlig for de 50-59-årige. Den fulde virkning af faldet i tilbagetrækningen sker i de kommende år i takt med, at de generationer, der trak sig tidligt tilbage, erstattes af nye generationer, der trækker sig senere.

Perioden fra 1988 til 1995 var omvendt præget af stigende tilgang til midlertidige og permanente tilbagetrækningsordninger og fald i erhvervsdeltagelsen. Ud over øget tilgang til orlov og efterløn, skal udviklingen især ses i lyset af mulighederne for at gå på overgangsydelse i årene 1992-1996, jf. afsnit 3.3.

Figur 3.2a. Arbejdsstyrkevæksten og bidraget fra erhvervsdeltagelsen, 15-64 år

 

 

 

 

 

 

Figur 3.2b. Bidrag til arbejdsstyrkevækst fra ændret erhvervsdeltagelse og tilgang til tilbagetrækning

 

 

 

 

 

 

Anm.: I figur 3.2a viser søjlerne det beregnede bidrag til væksten i arbejdsstyrken fra ændret erhvervsdeltagelse fra år til år. Forskellen til den faktiske vækst i arbejdsstyrken (den røde kurve) angiver bidraget fra ændringer i den demografiske udvikling. Fra 2000 til 2010 er FR02-fremskrivningen indlagt. I figur 3.2b er tilgangen til forskellige permanente tilbagetrækningsordninger angivet for 18-64-årige og vedrører den samlede tilgang til efterløn, overgangsydelse og førtidspension.

Kilde: Danmarks Statistik, Arbejdsmarkedsdirektoratet, Arbejdsmarkedsstyrelsen, Den Sociale Ankestyrelse og egne beregninger.

Faldet i erhvervsdeltagelsen siden 1988 har isoleret set medført en reduktion i arbejdsstyrken på 140.000 personer i 2000, jf. figur 3.3a. Tilsvarende ville beskæftigelsen have været ca. 65.000 personer større i 2000, hvis beskæftigelsesfrekvensen fordelt på de enkelte køn og årgange i 1988 var blevet fastholdt. Den mindre effekt på beskæftigelsen afspejler, at ledigheden er nedbragt væsentligt i perioden.

Ud over virkningen af tidlig tilbagetrækning har faldet i erhvervsdeltagelsen siden 1988 været udtalt i de yngre aldersgrupper og navnlig blandt kvinder, jf. tabel 3.2. Det afspejler blandt andet en stigende andel af indvandrere og efterkommere, der har en lavere erhvervsdeltagelse end øvrige danskere.

Desuden har stadig flere unge siden slutningen af 1980’erne taget en uddannelse samtidig med, at det gennemsnitlige tidsforbrug på uddannelse er steget. Det har svækket arbejdsudbuddet målt i timer, mens virkningen på erhvervsdeltagelsen er blevet delvist kompenseret af sideløbende studiearbejde. På sigt vil et øget uddannelsesniveau formentlig bidrage til at øge arbejdsudbuddet målt i timer, jf. afsnit 3.6.

Figur 3.3a. Standardiseret arbejdsstyrke og beskæftigelse frem til 2010, 15-64 år

 

 

 

 

 

 

Figur 3.3b. Opdeling af livsforløbet i 3 perioder

 

 

 

 

 

 

Anm.: I figur 3.3a er den standardiserede arbejdsstyrke og beskæftigelse beregnet ved at gange de løbende alders- og kønsfordelte erhvervs- og beskæftigelsesfrekvenser på befolkningssammensætningen for år 2000. Fra 2000 til 2010 er FR02-frem-skrivningen indlagt, og der er endvidere taget hensyn til herkomst. Stigningen i den standardiserede arbejdsstyrke fra 2000 til 2010 afspejler kun approksimativt kravet til øget erhvervsdeltagelse. I figur 3.3b er uddannelses-/opvækstperioden en sum af årene fra 0 til 6 år og den gennemsnitligeuddannelsestid for en 7-årig elev i første klasse. Arbejdsperioden m.v. er beregnet som den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder fratrukket uddannelsesperioden. Pensionsperioden opgøres som den gennemsnitlige levetid (for en 0-årig) fratrukket den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder. Der er ikke taget højde for, at der i arbejdsperioden kan være andre aktiviteter end decideret arbejde f.eks. orlov og ledighed.

Kilde: Danmarks Statistik - RAS, Undervisningsministeriet og egne beregninger.

Tendensen til tidligere tilbagetrækning, stigende uddannelsesniveau og stigende gennemsnitlig levetid har medført, at en stadig mindre del af livet tilbringes som erhvervsaktiv.

Tabel 3.2. Ændring i den standardiserede arbejdsstyrke, 15-64-årige

	Mænd				Kvinder				I alt
I alt, 1000 per-soner	81-88	88-97	97-00	81-00	81-88	88-97	97-00	81-00	81-88	88-97	97-00	81-00
15-19	5	-10	-1	-6	10	-6	0	4	15	-16	0	-1
20-29	-4	-18	-2	-24	5	-34	1	-28	1	-52	-1	-52
30-39	-6	-13	-1	-20	24	-19	2	7	18	-32	1	-13
40-49	-1	-14	-3	-18	29	0	0	29	27	-14	-3	10
50-59	-3	-21	6	-18	32	-5	18	45	29	-26	24	27
60-64	-8	-12	-2	-22	-3	-4	-3	-10	-12	-16	-5	-33
I alt	-17	-86	-3	-106	95	-69	18	44	78	-155	15	-62

Kilde: Danmarks Statistik - RAS og egne beregninger.

Siden 1983 er den del af livsforløbet, der primært anvendes på arbejdsmarkedet, således i gennemsnit reduceret fra 56½ pct. til knap 52 pct., hvilket svarer til et gennemsnitligt fald i antal arbejdsår på ca. 2½. Tendensen er foreløbig bremset op efter 1996 primært på grund af udfasningen af overgangsydelsen, jf. figur 3.3b.

For hele perioden siden 1981 er det især unge mellem 20 og 29 år og de ældre over 60, der har reduceret erhvervsdeltagelsen. jf. tabel 3.2. Desuden er mændenes erhvervsdeltagelse generelt reduceret, mens der for kvinder er sket en stigning, som navnlig kan tilskrives stigende erhvervsdeltagelse for de 30-59-årige i 1980’erne. Det afspejler den på det tidspunkt mere end 30 år gamle tendens til, at yngre kvinder, der træder ind i den erhvervsaktive alder, har større arbejdsmarkedstilknytning end de ældre kvinder, som de ”afløser”, og som blev født i en tid med et andet familiemønster. Fremadrettet kan der ikke ventes væsentlige bidrag herfra, da det kun er for de ældste årgange, at ”generationseffekten” endnu ikke er slået fuldt igennem.

3.3. Tilbagetrækning og pension

Omkring 30 pct. af de 50-66-årige modtager i dag enten førtidspension, efterløn eller overgangsydelse, jf. figur 3.4a.Det er 10 pct.enheder mere end i 1980. Den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder for 50-67-årige er faldet fra ca. 63 år i 1980 til omkring 62 år i 2000.

Figur 3.4a. 50-66-årige befolkning fordelt efter status

 

 

 

 

 

 

Figur 3.4b. Modtagere af efterløn, overgangsydelse, førtidspension og folkepension, 50-66 år

 

 

 

 

 

 

Anm.: Andet omfatter blandt andet tjenestemandspension og selvforsørgelse.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Det er specielt overgangsydelse fra første del af 1990’erne og i særdeleshed efterlønsordningen, som har trukket fra arbejdsstyrken. Andelen af personer i disse ordninger er således steget med 10 pct.enheder siden 1980. Antallet af førtidspensionister har været nogenlunde konstant, og udgjorde ca. 14 pct. af den 50-66-årige befolkning i 2000, jf. figur 3.4a og figur 3.4b.

50-59-åriges tilbagetrækningsmønster

Ses der bort fra udviklingen i de år (1992 til 1996), hvor der var mulighed for at gå på overgangsydelse, har tilbagetrækningsmønsteret for de 50-59-årige været meget stabilt siden 1980. Sandsynligheden for, at erhvervsaktive 50-54-årige og 55-59-årige, trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet var henholdsvis ca. 1,4 pct. og 2,5 pct. i 1997. Det er stort set samme niveau som i 1981, jf. figur 3.5a.

Figur 3.5a. Sandsynlighed for at forlade arbejdsstyrken, 50-59-årige

 

 

 

 

 

 

Figur 3.5b. Overgangsydelse og langtidsledighed for de 50-59-årige

 

 

 

 

 

 

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Fra 1. marts 1992 kunne personer mellem 55 og 59 år efter mere end 12 måneders ledighed vælge at gå på overgangsydelse med en ydelse svarende til ca. 80 pct. af individuel dagpengesats. Overgang til overgangsydelse indebar meget tidlig pensionering, idet personerne ikke længere skulle stå til rådighed, og retten til efterløn kunne bibeholdes.

Fra 1994 blev overgangsydelse som en forsøgsordning udvidet til også at omfatte 50-54-årige langtidsledige. Samtidig voksede antallet af forsikrede langtidsledige i alderen 50-59 fra 1993 til 1995, hvilket øgede den potentielle tilgang til ordningen, jf. figur 3.5b.Dermed voksede tilgangen markant i løbet af 1995 således, at det samlede antal modtagere af overgangsydelse steg fra godt 12.500 i årets start til ca. 44.000 ved årets udgang.

Den målte sandsynlighed for at forlade arbejdsmarkedet steg derfor til omkring 9 og 6½ pct. for henholdsvis 55-59-årige og 50-54-årige, mens det normale niveau i fravær af ordningen, som nævnt, svarer til ca. 2½ og 1½ pct., jf. figur 3.5a.

I efteråret 1995 blev det på den baggrund besluttet at ophæve ordningen, idet der dog samtidig blev givet mulighed for at gå på overgangsydelse nogle måneder ind i 1996. I årene siden er antallet af personer på overgangsydelse nedbragt i takt med, at personerne er overgået til efterløn.

Forløbet viser, at ordningen i praksis helt overvejende har været en substitut for beskæftigelse. Således har den kraftige stigning i tilgangen til ordningen ikke medført synlige ændringer i langtidsledigheden for de 50-59-årige, som har udviklet sig parallelt med langtidsledigheden for de 40-49-årige, jf. figur 3.5b. Der er heller ikke tegn på substitution med førtidspension, jf. figur 3.6a. Derimod faldt beskæftigelsen for de 50-59-årige i perioden med mulighed for overgangsydelse, mens beskæftigelsen steg for andre aldersgrupper. Siden overgangsydelsens ophør, er beskæftigelsen for de 50-59-årige endvidere steget kraftigere end for andre aldersgrupper, jf. figur 3.6b.

Figur 3.6a. Nettotilgang til overgangsydelse og førtidspension, pct. af 50-59-årige

 

 

 

 

 

 

Figur 3.6b. Beskæftigede 50-59-årige og 18-49-årige i pct. af aldersgruppen

 

 

 

 

 

 

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Frem til 2010 forventes på den baggrund, at udfasningen af overgangsydelse fuldt ud medfører stigende beskæftigelse og arbejdsstyrke. I 2001 var ca. 21.000 personer på ordningen, hvilket svarer til en reduktion af arbejdsstyrken på knap 1 pct. Først omkring 2007 er de generationer, som havde mulighed for at vælge overgangsydelse, erstattet af nye generationer med højere beskæftigelse. Det betyder isoleret set, at arbejdsstyrken frem mod 2010 vil øges med 21.000 personer og dermed bidrage positivt til de mellemfristede målsætninger.

60-66-åriges tilbagetrækningsmønster

Tilbagetrækningsmønsteret er stærkt præget af muligheden for at gå på efterløn, som for de berettigede opnås ved 60-års-alderen og frem til folkepensionsalderen. For 60-årige var sandsynligheden for tilbagetrækning således over 30 pct. i 1999. Det svarer til, at godt 11.500 af de 38.000 erhvervsaktive personer, der var 59 år i 1998, trak sig tilbage i 1999. Det kan sammenlignes med tilbagetrækningssandsynligheden for 59-årige, som var knap 3 pct. i 1999, jf. figur 3.7a.

Den kraftige stigning i tilbagetrækningssandsynligheden fra det 59. til 60. år kan alene henføres til muligheden for at gå på efterløn, jf. figur 3.7a. Tilbagetrækningsmønsteret skal således ses i lyset af, at der særligt for 60-årige og 63-årige var økonomisk tilskyndelse til at vælge efterløn under de regler, der gjaldt i 1999.

Som følge af efterlønsordningen finder tilbagetrækningen således primært sted i 60-63-årsalderen. Den formelle pensionsalder (som fra 2004 er 65 år) har derfor kun begrænset betydning for erhvervsdeltagelse og arbejdsstyrke. Der er heller ikke tegn på fald i arbejdsmarkedstilknytningen ved den formelle pensionsalder, hvilket blandt andet kan være påvirket af, at modregningsreglerne ved beskæftigelse er mere lempelige for folkepension end for efterløn, jf. figur 3.7b[1].

Figur 3.7a. Sandsynligheder for tidlig tilbagetrækning, 51-66-årige

 

 

 

 

 

 

Figur 3.7b. Sandsynligheder for tilbagetrækning, 1999, 51-80-årige

 

 

 

 

 

 

Anm.: Den betingede sandsynlighed angiver sandsynligheden for at forlade arbejdsmarkedet givet, at personen var i arbejdsstyrken året inden.

1) Den betingede sandsynlighed, hvis tilbagetrækningsmønsteret for 60-66-årige alene afhang af den anslåede sundhedstilstand med mulighed for førtidspension, jf. boks 3.1. Desuden forudsættes forskellen i forhold til det konstaterede tilbagetrækningsmønster i 1999 modsvaret af større tilbagetrækning ved den formelle pensionsalder på 67 år, jf. boks 3.1.

Kilde: Danmark Statistik og egne beregninger.

Det er forsat personer med relativt lave indkomster, som med størst sandsynlighed trækker sig tilbage som 60-årige, jf. figur 3.8a. Tilsvarende er der blandt ledige en større sandsynlighed for tilbagetrækning end blandt beskæftigede. Det skyldes blandt andet, at indkomsterne inden tilbagetrækning er relativt begrænsede for disse grupper.

Alligevel er der i dag en væsentlig større andel af dem, der trækker sig som 60-årige, som er faglærte eller har en videregående uddannelse, end tilfældet var i 1990. Det afspejler svagt stigende sandsynlighed for tilbagetrækning for disse grupper, men især at arbejdsstyrkens sammensætning er forskudt i retning af et højere uddannelsesniveau, jf. figur 3.8b.

Figur 3.8a. Sandsynligheder for tilbagetrækning fordelt efter bruttoindkomst året før

 

 

 

 

 

 

Figur 3.8b. Sandsynligheder for tilbagetrækning fordelt efter arbejdsmarkedsstatus året før

 

 

 

 

 

 

Anm.: Den betingede sandsynlighed angiversandsynligheden for at forlade arbejdsmarkedet givet, at personen var i arbejdsstyrken året før. Søjlerne angiver fordelingen på de enkelte kategorier af personer, der trak sig tilbage som 60-årig i henholdsvis 1990 og 2000. Bruttoindkomsten i 1989 er i 1999-niveau.

Kilde: IDA og egne beregninger.

Det markante skift i tilbagetrækningen fra det 59. til 60. år kan helt overvejende ikke tilskrives konjunkturforhold eller sundhedstilstand. Forlænges den aldersbetingede tilbagetrækningssandsynlighed for 50-59-årige med indikatorer for sundhedstilstanden, kan den rent helbredsbetingede tilbagetrækningssandsynlighed for 60-66-årige skønnes til omkring 4½-6½ pct. i gennemsnit i 1999, jf. boks 3.1.

Den faktiske tilbagetrækningssandsynlighed modsvarer skønsmæssigt en forskel i arbejdsstyrken på i størrelsesorden 115.000 personer i 1999 sammenlignet med en tilbagetrækning blandt de 60-66-årige i 1999, der alene afhang af sundhedstilstanden med mulighed for førtidspension. Det svarer til godt 4 pct. af arbejdsstyrken og modsvarer dermed en fremrykning af tilbagetrækningsalderen med ca. 2½ år.

Boks 3.1. Sandsynlighed for helbredsbetinget tilbagetrækning

Sammenhængen mellem tilbagetrækningssandsynligheden for 50-59-årige og forskellige indikatorer for sundhedstilstanden målt ved henholdsvis dødssandsynligheden, tilgangen til førtidspension og hospitalsudgifter pr. person er anvendt til at estimere en helbredsbetinget tilbagetrækningssandsynlighed for 60-66-årige. Sammenhængen mellem tilbagetrækningssandsynligheden for 50-59-årige og deres dødssandsynlighed i 1999 var således: Tilbagetrækningssandsynlighed = -0,4 + 3,2*dødssandsynlighed (0,18) (0,26) hvor standardafvigelser er angivet i parentes. Indsættes dødssandsynligheden for 60-66-årige som en indikator for udviklingen i sundhedstilstanden fås dermed et skøn for den helbredsbetingede tilbagetrækningssandsynlighed for 60-66-årige, som inddrager muligheden for førtidspension. Bruges dødssandsynligheden som indikator vil den helbredsbetingede tilbagetrækningssandsynlighed stige gradvist fra 3 pct. for 60-årige til 5,9 pct. for 66-årige, hvilket er markant under det faktiske niveau i 1999, jf. tabel a. Samme konklusion fås, hvis hospitalsudgifter pr. person eller tilgangen til førtidspension anvendes som indikator. For at rense for mulig substitution til efterløn de senere år er beregningerne baseret på tilgangen til førtidspension i 1990. Samlet ligger den helbredsbetingede tilbagetrækningssandsynlighed noget under niveauet i 1970. Det skal blandt andet ses i lyset af, at sundhedstilstanden generelt er øget og et underliggende fald i kvinders tilbagetrækning. Tabel a. Skønnet helbredsbetinget tilbagetrækningssandsynlighed for 59-66-årige
	59	60	61	62	63	64	65	66
Tilbagetræknings-sandsynlighed 1999..	2,9	31,0	22,5	17,8	26,7	21,7	19,4	16,4
Dødssandsynlighed	2,8	3,0	3,4	3,9	4,2	4,8	5,3	5,9
Førtidspension	3,2	5,9	7,2	8,1	7,9	7,3	6,6	-
Dødssandsynlighed og førtidspension	2,9	3,7	4,2	4,8	5,2	5,4	5,7	5,3
Hospitalsudgifter	2,3	3,7	3,4	4,3	4,4	4,0	5,7	5,1
1970 mønster	4,3	5,2	5,8	9,1	7,5	8,4	11,8	11,2
Kilde: Danmarks Statistik, Den Sociale Ankestyrelse og egne beregninger.

Stigningen i tilgangen til efterløn siden starten af 1990’erne modsvares blandt andet af afløb fra overgangsydelse[2]og er sket parallelt med en faldende nettotilgang til førtidspension blandt de 60-66-årige, jf. figur 3.9a. Det peger på mulig substitution fra førtidspension til efterløn, idet faldet i tilgangen til førtidspension ikke modsvares af mertilgang til revalidering eller sygedagpenge.

Selv når der korrigeres for substitution fra førtidspension, har der været en markant underliggende stigning i tilgangen til efterløn. Hvis den mulige substitution med førtidspension tillægges fuld vægt, er der således en stigning i tilgangen til efterløn fra 1990 til 1999 på knap 3 pct.enheder. Hvis der ses bort fra substitution, er stigningen på ca. 4¾ pct.enheder, jf. figur 3.9a.

Skærpede regler for at modtage førtidspension kan have medvirket til det kraftige fald i tilgangen blandt de 60-66-årige. Derudover er flere blevet berettiget til efterløn og har mulighed for at vælge efterløn frem for førtidspension.

Figur 3.9a. Nettotilgang til efterløn og førtidspension, pct. af 60-66-årige

 

 

 

 

 

 

Figur 3.9b. Aldersfordelte bruttotilgangsfrekvenser til efterløn

 

 

 

 

 

 

Anm.: Den aldersfordelte tilgang er opgjort i forhold til befolkningen i de enkelte aldersklasser. I figur 3.9b angiver det stiplede forløb tilgangen til efterløn i en situation med tilgangsfrekvenser som i 1998, mens det fuldt optrukne forløb fra 2000-2010 angiver tilgangen til efterløn i FR02-fremskrivningen. Som følge af muligheden for at gå på folkepension som 65-årig i 2004 er tilgangsfrekvensen blandt ”øvrige” i alle år målt som de 61-, 63- og 64-årige i forhold til den tilsvarende befolkningsgruppe.

Kilde: Danmarks Statistik, Arbejdsdirektoratet og egne beregninger.

Stigningen i antallet af efterlønsmodtagere modsvarer blandt andet af, at en stigende andel af de erhvervsaktive er blevet medlemmer af en a-kasse, og derfor har haft mulighed for at blive berettiget til efterløn. Desuden har en stigende andel af gruppen valgt at gå på efterløn (efterlønsgrad)[3]. Stigende efterlønsgrad omfatter samtidig bidrag fra afløb fra overgangsydelse og mulig substitution med førtidspension. Derimod har demografien kun ydet et begrænset bidrag i 1990’erne, jf. tabel 3.3.

Tabel 3.3. Dekomponering af stigningen i efterlønsmodtagere, 1983-2002

	1983-90	1983-95	1983-2000	1990-2000	2000-02
	1.000 personer
Demografi	-5,8	-9,8	0,2	4,8	7,5
Medlemsgrad1)	15,3	29,9	52,7	36,0	7,1
Efterlønsgrad2)	15,6	22,1	29,1	17,3	-4,9
I alt	25,0	42,2	82,0	58,1	9,7

1) Medlemsgrad: Andel af 60-66-årige, der er medlemmer af en a-kasse.

2) Efterlønsgrad: Andel af 60-66-årige a-kassemedlemmer, der er modtager efterløn.

Kilde: Arbejdsdirektoratet, Danmarks Statistisk og egne beregninger.

Fra 2000 til 2002 er der sket et fald i den andel af de forsikrede 60-66-årige, som valgte efterløn. Faldet skal ses på baggrund af efterlønsreformen. Men det kan også afspejle, at nogle forsikrede 60-66-årige ikke er berettiget til efterløn, samt at nye generationer af efterlønsberettigede 60-66-årige kan have lavere efterlønstilbøjelighed. Reformen giver blandt andet incitament til at udskyde tilbagetrækningstidspunktet til det 62. år. Blandt andet derfor forventes tilgangsfrekvensen at stige fra ca. 7 pct. til ca. 15 pct. blandt 62-årige i 2002. Det modsvares af et fald i tilgangen blandt 60-årige frem til 2010, jf. figur 3.9b.

Derudover medfører ændringen af den formelle pensionsalder, som fra 2004 er 65 år, at der ikke vil være tilgang til efterløn for de 65-66-årige fra 2004 til 2010. Nedsættelsen af folkepensionsalderen ventes at være stort set neutral for arbejdsudbuddet. Det skyldes dels, at erhvervsdeltagelsen i forvejen er lav for de 65-66-årige, og dels at den økonomiske tilskyndelse til at arbejde som nævnt er større som folkepensionist end som efterlønsmodtager.

Samlet ventes 168.500 personer at være på efterløn i 2002. For 60-64-årige ventes tilgangen til efterløn at stige lidt langsommere end antallet af 60-64-årige frem til 2010. Det dækker blandt andet over virkninger af efterlønsreformen, jf. figur 3.9b. Frem til 2010 ventes efterlønsreformen at yde et samlet bidrag til en svagere stigning i antallet af efterlønsmodtagere i størrelsesordnen 15.000 personer, jf. kapitel 6.

3.4. 25-49-årige og børnepasningsordninger

Hovedparten af befolkningen mellem 25 og 49 år – ca. 1.940.000 personer – har en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Godt 80 pct. af de 25-49-årige var beskæftigede i 2001, jf. figur 3.10a.

Modtagerne af indkomsterstattende overførsler blandt de 25-49-årige er primært ledige og aktiverede, jf. figur 3.10a. Mens andelen af førtidspensionister stort set har været konstant, er andelen på barselsdagpenge eller børnepasningsorlov steget siden 1995, jf. figur 3.10b. Stigningen skyldes primært muligheden for børnepasningsorlov, idet den andel, der modtager barselsdagpenge, har været konstant omkring 1½ pct. af de 25-49-årige siden 1990.

Den del af gruppen, som modtager sygedagpenge eller revalideringsydelse, er steget noget siden 1995. Det skal blandt andet ses i lyset af et stigende antal indvandrere fra mindre udviklede lande, som er i revalidering, uddannelsesaktivering og særlig aktivering.

Figur 3.10a. Arbejdsmarkedstilknytning blandt alle 25-49-årige

 

 

 

 

 

 

Figur 3.10b. Overførselsmodtagere fordelt på ordning i pct. af 25-49-årige

 

 

 

 

 

 

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Afholdelse af barselsorlov og børnepasningsorlov mindsker det effektive arbejdsudbud med omkring 55.000 helårspersoner svarende til ca. 3 pct. af den 25-49-årige befolkning, jf. figur 3.10b. Både barselsorlov og børnepasningsorlov bruges i langt overvejende grad af kvinder i alderen 20-40 år, idet børnepasningsorloven dog også i et vist omfang bliver brugt af kvinder mellem 40 og 50 år, jf. figur 3.11a. og b.

Figur 3.11a. Andel af aldersgruppe på orlov, kvinder, 2001

 

 

 

 

 

 

Figur 3.11b. Andel af aldersgruppe på orlov, mænd, 2001

 

 

 

 

 

 

Kilde: Danmarks Statistik.

Antallet af personer, der modtager barselsdagpenge, har siden midten af 1990’erne været omkring 35.000 helårspersoner[4].Børnepasningsorloven, som blev indført i 1994, har efter et par år med et højere ydelsesniveau siden 1997 haft en konstant bestand på ca. 20.000 helårspersoner,jf. figur 3.12a.

Figur 3.12a. Barsels- og børnepasnings-orlov, 1984-2001

 

 

 

 

 

 

Figur 3.12b. Erhvervsfrekvens, kvinder 30-39 år, 2001

 

 

 

 

 

 

Anm: I figur 3.12a er der for 1993 angivet den skønnede bestand på børnepasningsorlov i henhold til statsregnskabet. Ordningen var en aftalebaseret forsøgsordning for beskæftigede.

Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen, Danmarks Statistik og Eurostat.

Trods barsels- og børnepasningsordningernes effekt på kvindernes arbejdsudbud er erhvervsfrekvensen for danske kvinder i alderen 30-39 år på 89 pct. Det er det næsthøjeste niveau i Europa, jf. figur 3.12b. De øvrige lande med høj erhvervsfrekvens har også forholdsvis generøse vilkår for orlov fra arbejdsmarkedet med henblik på børnepasning.

Omkring ¾ af forløbene med børnepasningsorlov er blevet påbegyndt i umiddelbar forlængelse af barselsorlov, eller inden barnet er fyldt 1 år. Dette kan enten være betinget af et ønske om ikke at sende barnet i institution eller nødvendiggjort af manglende institutionsplads [5].

Knap 50 pct. af de barsel- og børnepasningsorlovsforløb, som blev afholdt af kvinder og afsluttet i 1996, vedrørte kvinder, som havde en beskæftigelsesgrad over 0,90 – dvs. kvinder der tilhørte kernearbejdsstyrken, jf. tabel 3.4.

Tabel 3.4. Beskæftigelsesgrader for kvinder henholdsvis 1 og 3 år efter barsel- og/eller børnepasningsorlovsforløb afsluttet i 1996

Orlov i måneder	Forudgående beskæftigelsesgrad
	Under 0,1	0,1-0,50	0,50-0,90	Over 0,90
0-3	0,21 / 0,38	0,23 / 0,47	0,53 / 0,69	0,58 / 0,83
3-6	0,20 / 0,30	0,39 / 0,47	0,60 / 0,67	0,79 / 0,83
6-9	0,19 / 0,39	0,40 / 0,52	0,65 / 0,72	0,79 / 0,85
9-12	0,18 / 0,32	0,40 / 0,50	0,61 / 0,61	0,78 / 0,79
12-18	0,33 / 0,44	0,35 / 0,45	0,64 / 0,73	0,77 /0,79
Over 18	0,34 / 0,49	0,41 / 0,61	0,46 / 0,55	0,63 / 0,66
Andel i pct	21	11	19	49

Anm.: Beskæftigelsesgraden er målt på grundlag af fuldtids ATP-indbetalinger. Beskæftigelsesgraden før orlov er beregnet for en periode fra januar 1994 til 4 måneder før orloven blev påbegyndt. Beskæftigelsesgraden efter orlov er beregnet for 12- måneders perioder, som starter 4 måneder efter orlovens ophør. Kun kvinder, som ikke siden 1996 har holdt orlov, er omfattet.

Kilde: Den sammenhængende socialstatistik, Danmarks Statistik.

Uanset den forudgående beskæftigelsesgrad og orlovens længde stiger beskæftigelsesgraden i årene efter orloven. Således er beskæftigelsesgraden 3 år efter orlovens ophør gennemsnitligt 10 pct.enheder højere end beskæftigelsesgraden 1 år efter orlovens ophør.

For kvinder med en helt marginal tilknytning til arbejdsmarkedet (en forudgående beskæftigelsesgrad på under 0,10) ses generelt en betydelig stigning i den efterfølgende beskæftigelsesgrad såvel 1 år efter som 3 år efter orloven. Gruppen omfatter primært kvinder, som går på orlov fra ledighed eller kontanthjælp, snarere end kvinder under uddannelse, da disse ikke er berettiget til barselsdagpenge eller børnepasningsorlovsydelse.

For kvinderne i den absolutte kernearbejdsstyrke ses derimod, at den forudgående beskæftigelsesgrad på over 0,90 falder til omkring 0,80. Denne reducerede arbejdsmarkedstilknytning for kvinderne i kernearbejdsstyrken kan være forårsaget af såvel overgang til deltid (under 30 timer om ugen) som ledighed, idet der er kontrolleret for senere orlovsforløb.

Med vedtagelsen af den udvidede barselsorlov er der lukket for tilgang til børnepasningsorloven[6]. På baggrund af befolkningsfremskrivningen, en vurdering af afløbet fra børnepasningsorloven samt virkningerne af den udvidede barselsorlov skønnes den samlede bestand på barsel- og børnepasningsorlov at falde fra ca. 54.000 helårspersoner i 2001 til 51.000 helårspersoner i 2010,jf. figur 3.12a. Faldet skyldes primært udviklingen i antallet af nyfødte, mens udvidelsen af barselsorloven og afskaffelsen af børnepasningsorloven isoleret set ventes at reducere arbejdsstyrken med 3.000 personer.

3.5. Integration og indvandring

I 2000 var 42 pct. af indvandrerne fra mindre udviklede lande i beskæftigelse. Det er væsentligt mindre end for indvandrere fra mere udviklede lande, for hvem beskæftigelsesgraden kan opgøres til 57 pct. For øvrige danskere var beskæftigelsesgraden til sammenligning 75 pct., jf. figur 3.13a.

Danmark fremstår endvidere som det land i EU, der kan registrere den største forskel i erhvervsdeltagelse mellem nationale statsborgere og ikke-EU-statsborgere, jf. figur 3.13b.Det skal i nogen grad ses i lyset af, at erhvervsdeltagelsen for nationale statsborgere er højere end i de andre EU-lande.

Den lave erhvervsdeltagelse for indvandrere fra mindre udviklede lande kan skyldes en række forhold, herunder tradition for lavere arbejdsmarkedstilknytning i oprindelsesland, forskelle i familiestruktur, aldersprofil, en endnu forholdsvis kort opholdstid i Danmark, sprogkundskaber, og uddannelsesniveau samt mulige institutionelle barrierer f.eks. i tilknytning til niveauet for understøttelse og mindstelønninger[7].

Figur 3.13a. Arbejdsmarkedsstatus for indvandrere og øvrige danskere, 2000

 

 

 

 

 

 

Figur 3.13b. Erhvervsfrekvens. Forskel mellem nationale og ikke-EU-statsborgere, 2001

 

 

 

 

 

 

Anm.: Til figur 3.13a.: 15-66-årige, aktiverede i støttet beskæftigelse defineres som beskæftigede. Til figur 3.13b.: 15-64-årige, nationale statsborgeres erhvervsfrekvens fratrukket ikke-EU-statsborgeres erhvervsfrekvens i pct.enheder.

Kilde: Egne beregninger på IDA, Eurostat.

Indvandrernes børn (efterkommere) har en væsentlig højere erhvervsdeltagelse end deres forældre. Erhvervsdeltagelsen for efterkommere fra mindre udviklede lande udgør således 62 pct. Det ligger nærmere niveauet for danskfødte (71 pct.) end for indvandrere (41 pct.), idet der her er kontrolleret for, at øvrige danskere og indvandrere har en anden alderssammensætning end efterkommere, jf. figur 3.14a.

Det er vanskeligt at vurdere, hvorvidt efterkommernes erhvervsdeltagelse vil svare til øvrige danskeres senere i livsforløbet, når efterkommeres nuværende lave gennemsnitsalder tages i betragtning. Af efterkommerne i den arbejdsdygtige alder (15-66 år) er således 98 pct. under 30 år.

Siden 1994 er beskæftigelsen steget betydeligt for indvandrere fra mindre udviklede lande. Stigningen følger den generelle profil for beskæftigelsen og skal blandt andet ses i lyset af en generelt fordelagtig beskæftigelsesudvikling i perioden. Beskæftigelsen er dog steget relativt mere end for øvrige danskere, hvilket blandt andet kan skyldes, at beskæftigelsen for indvandrere er mere konjunkturfølsom end for øvrige danskere.

Figur 3.14a. Arbejdsmarkedsstatus for gruppen med alder som efterkommere fra mindre udviklede lande, 2000

 

 

 

 

 

 

Figur 3.14b. Arbejdsmarkedstilknytning for indvandrere fra mindre udviklede lande, 1980-2000

 

 

 

 

 

 

Anm.: 15-66-årige, aktiverede i støttet beskæftigelse er defineret som beskæftigede. I figur 3.14a. er de aldersfordelte arbejdsmarkedstilknytningsfrekvenser for danskfødte og indvandrere fastholdt, men data er vægtet, så aldersgruppernes tyngde svarer til aldersprofilen for efterkommere fra mindre udviklede lande.

Kilde: Egne beregninger på IDA.

Erhvervsdeltagelsen for indvandrere fra mindre udviklede lande har i de senere år været stort set uændret og ligger på 50 pct. i 2000. Det er lavere end niveauet tilbage i 1980, hvor gruppen af indvandrere imidlertid var langt mindre og anderledes sammensat, jf. figur 3.14b.

Figur 3.15a. Erhvervsfrekvens, 35-årig mand

 

 

 

 

 

 

Figur 3.15b. Erhvervsfrekvens, 35-årig kvinde

 

 

 

 

 

 

Anm.: Figurerne bygger på tværsnitsdata. Dette kan betyde, at den positive sammenhæng mellem opholdstid og erhvervsfrekvens overvurderes, idet indvandringens sammensætning på oprindelseslande har ændret sig i retning af flere indvandrere fra lande med en meget lav erhvervsfrekvens. Således har indvandrerne en lavere erhvervsfrekvens for given opholdstid, jo senere de er indvandret.

Kilde: DREAM-gruppen.

Der er en klar positiv sammenhæng mellem indvandreres opholdstid og deres arbejdsmarkedstilknytning, jf. figur 3.15a og b, der viser sammenhængen mellem opholdstid og erhvervsfrekvens for 35-årige mænd og kvinder.

For en gennemsnitlig 35-årig mandlig indvandrer fra mindre udviklede lande øges erhvervsfrekvensen fra kun godt 25 pct. af niveauet for en 35-årig danskfødt i året efter ankomst til et niveau på ca. 90 pct. efter 15 års ophold i landet. For kvindelige indvandrere når niveauet op på knap 75 pct. af erhvervsfrekvensen for en 35-årig danskfødt efter 15 års ophold.

Indvandrere fra mere udviklede lande har generelt større erhvervsdeltagelse end indvandrere fra mindre udviklede lande, mens tempoet i ”indtrængningen” på arbejdsmarkedet fremstår nogenlunde ensartet for de to grupper. Den positive sammenhæng mellem opholdstid og erhvervsfrekvens gælder for stort set alle aldersgrupper, men er mest markant for de 30-50-årige, jf. appendiks 3.1 til dette kapitel.

Udviklingen i den gennemsnitlige opholdstid og det afledte arbejdsstyrkebidrag afhænger af niveauet for nettoindvandringen, hastigheden hvormed indvandreres arbejdsmarkedsstatus bliver ”normaliseret”, og hvor høj en arbejdsmarkedstilknytning indvandrere kan forventes at nå op på.

Med udgangspunkt i DREAM-gruppens seneste befolkningsprognose skønnes, at den gennemsnitlige opholdstid for indvandrere fra mindre udviklede lande vil været steget med 2,4 og 2,9 år for henholdsvis mænd og kvinder i 2010, jf. figur 3.16a. Den gennemsnitlige opholdstid for indvandrere fra mere udviklede lande vil være stort set uændret, jf. figur 3.16b. For alle indvandrere under ét opnås derfor samlet set en stigning i den gennemsnitlige opholdstid på 1,3 år.

Med udgangspunkt i sammenhængen mellem opholdstid og integration på arbejdsmarkedet vil den højere gennemsnitlige opholdstid for alle indvandrere automatisk øge erhvervsfrekvensen svarende til et arbejdsstyrkebidrag i størrelsesorden 7.000 personer i 2010.

Regeringen har taget en række initiativer til at forbedre integrationen af indvandrere, jf. boks 3.2. I arbejdsstyrkefremskrivningen forudsættes, at øget integration og øget gennemsnitlig opholdstid øger erhvervsdeltagelsen for indvandrere med i alt 18.000 personer fra 2000 til 2010. Heraf kan som nævnt ca. 7.000 personer være et resultat af øget gennemsnitlig opholdstid.

Figur 3.16a. Gennemsnitlig opholdstid, indvandrere fra mindre udviklede lande

 

 

 

 

 

 

Figur 3.16b. Gennemsnitlig opholdstid, indvandrere fra mere udviklede lande

 

 

 

 

 

 

Kilde: DREAM-gruppen.

De 18.000 personer svarer til, at erhvervsfrekvensen øges med 4-5 pct.enheder for alle indvandrere. Indvandrere fra mindre udviklede lande opnår således en erhvervsfrekvens som i 1990, jf. figur 3.14b, mens forskellen i erhvervsfrekvens i forhold til øvrige danskere indsnævres til et niveau, som er lidt lavere end i Sverige, jf. 3.13b.

Boks 3.2.Regeringens initiativer på integrationsområdet

Kun personer, som har opholdt sig 7 ud af de sidste 8 år i Danmark, har med virkning fra den 1. juli 2002 ret til fuld kontanthjælp/introduktionsydelse. Udlændinge og danskere, som efter den 1. juli 2002 ankommer til Danmark og ikke opfylder optjeningskravet, vil i stedet være berettiget til en nedsat ydelse – starthjælp. Indførelsen af starthjælp vil øge den økonomiske tilskyndelse til at søge arbejde for nytilkomne udlændinge. I forlængelse af regeringens udspil På vej mod en ny integrationspolitik, marts 2002 har arbejdsmarkedets og de kommunale parter aftalt følgende (konklusionspapir, 23. maj 2002): en aktiv start for alle nyankomne flygtninge og indvandrere, herunder sprogundervisning og aktivering rettet mod arbejdsmarkedet, en trinvis opkvalificering til arbejdsmarkedet, hvor en fleksibel kombination af sprogundervisning, uddannelse og virksomhedspraktik skal sikre, at de ledige "følges" ind på arbejdsmarkedet, ordinær ansættelse så tidligt som muligt: Arbejdsmarkedets parter vil indgå særlige aftaler, der fastlægger løn og ansættelsesvilkår, der kan imødekomme flygtninge og indvandreres specifikke behov (opkvalificering, sprogundervisning m.v.). Regeringens påtænkte lovgivningsinitiativer på integrationsområdet fremgår af handlingsplanen Flere i arbejde.

3.6. Unge 16-29 år, uddannelse og gennemførselstider

Der er siden starten af 1980’erne blevet færre unge mellem 16 og 29 år. Samtidig er erhvervsdeltagelsen faldet for denne gruppe, navnlig i perioden fra 1987 til 1996, jf. figur 3.17a. Arbejdsstyrken for de 16-29-årige er derfor reduceret med ca. 150.000 personer fra 1981 til 2001, selv om antallet af personer i gruppen kun er faldet med omkring 124.000 personer.

Figur 3.17a. De 16-29-åriges tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelse

 

 

 

 

 

 

Figur 3.17b. Andelen af de 18-29-åriges på overførselsordninger inkl. SU

 

 

 

 

 

 

Anm.: Øvrige i arbejdsstyrken og uddannelsessøgende i arbejdsstyrken giver til sammen andelen af 16-29-årige i arbejdsstyrken (erhvervsfrekvensen). Der er databrud mellem 1997 og 1998 for personer uden for arbejdsstyrken.

Kilde: Danmarks Statistik – RAS og den sammenhængende socialstatistik.

Faldet i erhvervsdeltagelsen modsvares primært af en stigning i den andel, som betegnes øvrige personer uden for arbejdsstyrken. Denne gruppe omfatter blandt andet personer på midlertidig og permanent tilbagetrækning, kontanthjælpsmodtagere med andre problemer end ledighed, selvforsørgende m.v.

Til gengæld er ledigheden reduceret med 7½ pct.enhed siden 1994, således at den nu – i modsætning til tidligere – ligger under den gennemsnitlige ledighed for alle aldersgrupper. Faldet i ledigheden afspejles blandt andet i et fald i den andel af de 18-29-årige, der modtager dagpenge, og skal blandt andet ses i lyset af ’ungeindsatsen’ fra 1996, som var rettet mod de ledige under 25 år,jf. figur 3.17b. Faldet i ledigheden har modvirket den demografiske tendens til lavere beskæftigelse.

Andelen af uddannelsessøgende er steget markant, især i 1990’erne. Da de uddannelsessøgende i stigende omfang har haft erhvervsarbejde, har påvirkningen af den samlede erhvervsdeltagelse været relativt beskeden. Siden 1996 har erhvervsdeltagelsen således været nogenlunde konstant, trods en fortsat stigning i den andel, der er under uddannelse, jf. figur 3.17a. Det stigende uddannelsesomfang har medført et løft i den andel af gruppen som modtager SU, jf. figur 3.17b.

Figur 3.18a. Deltidsfrekvens og uddannelsessøgende i arbejdsstyrken, 16-29 år

 

 

 

 

 

 

Figur 3.18b. Erhvervsfrekvenser for 15-24-årige og 25-29-årige i EU-landene, 2001

 

 

 

 

 

 

Kilde: Danmarks Statistik – RAS, og Eurostat, og egne beregninger.

Deltidsfrekvensen for de 16-29-årige er steget parallelt med stigningen i den andel af de erhvervsaktive, som samtidig er under uddannelse, jf. figur 3.18a.Stigningen i deltidsfrekvensen er udtryk for, at det stigende uddannelsesomfang på kort sigt har medført en reduktion i arbejdsudbuddet målt i timer per person. Omregnet til fuldtidspersoner er arbejdsstyrken for 16-29-årige således faldet med ca. 175.000 personer fra 1981 til 2001, mens faldet i arbejdsstyrken i personer til sammenligning som nævnt var ca. 150.000.

På længere sigt vil et højere reelt uddannelsesniveau alligevel formentlig øge det effektive arbejdsudbud. Det skyldes, at personer med en erhvervskompetencegivende uddannelse i gennemsnit har lavere ledighed, længere arbejdstid, højere erhvervsdeltagelse og trækker sig senere tilbage fra arbejdsmarkedet end personer uden en erhvervskompetencegivende uddannelse, jf. boks 3.3.

Erhvervsfrekvenserne for danske 15-24-årige ligger meget højt sammenlignet med de øvrige EU-lande, mens Danmark kun indtager en midterplacering for de 25-29-årige, jf. figur 3.18b.Det skyldes, at de danske unge i højere grad arbejder samtidig med, at de studerer, men at uddannelserne også færdiggøres senere sammenlignet med de andre EU-lande. Det bekræftes blandet af en OECD-opgørelse, der viser, at andelen af arbejdsstyrken, der er under uddannelse for de 25-29 årige i 1999, er ca. 30 pct. i Danmark og ca. 10 pct. for EU-landene, (OECD, Education at Glance, 2001).

Boks 3.3. Uddannelsens betydning for det effektive arbejdsudbud

Der er en tendens til, at personer med et højere uddannelsesniveau har et større effektivt arbejdsudbud set over livet, når der tages højde for ledighed, arbejdstid og tilbagetrækning. Tabel a viser et beregningseksempel for det samlede antal år på arbejdsmarkedet, herunder i fuldtidsbeskæftigelse for en person, som har et uddannelses- og arbejdsmarkedsforløb, som angivet i tabellen. Det fremgår, at antal år på arbejdsmarkedet efter fuldført uddannelse er størst for ufaglærte, men at antal år opgjort i fuldtidsbeskæftigelse (inkl. arbejde før fuldført uddannelse) øges med uddannelsesniveauet. Det skyldes, at personer med højere uddannelsesniveau typisk har længere arbejdstid, lavere ledighed og senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, jf. tabel a. Tabel a. Uddannelse arbejdstid, tilbagetrækning og ledighed
	Ufaglært	Faglært	KVU	MVU	LVU
Medianalder ved fuldført uddannelse3)	18	24	27	27	28
Gnst. alder ved tilbagetrækning2)	60,3	61,6	63,1	63,9	65,4
Antal år på arbejdsmarkedet efter fuldført uddannelse	42,3	37,6	36,1	36,9	37,4
Ledighedsprocent	9,7	6,9	4,7	3,1	4,4
Gnst. ugentlig arbejdstid (timer) 1)	36,3	37,9	37,6	37,2	39,4
Antal år i fuldtidsbeskæftigelse inkl. arbejde under uddannelse4)	37,4	37,9	38,0	39,0	41,4
1) Omfatter fuldtids- og deltidsbeskæftigede, der er beskæftiget hele året, 2000. 2) Gennemsnit fra 1990-2000. 3) Opgørelse fra 2000. 4) Beregnet for en person, som fuldfører sin uddannelse, trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet og har en ugentlig arbejdstid og ledighed som angivet i tabellen. Antal år i fuldtidsbeskæftigelse er inklusive arbejde mellem 18 år og fuldført uddannelse, hvor der er antaget, at 1/3 af tiden benyttes til erhvervsarbejde. Midlertidig tilbagetrækning indgår derimod ikke. Kilde: Lovmodeludtræk (lønregistret), IDA-stikprøve, RAS-statistikken og Undervisningsministeriet. Tages der ikke højde for et vist omfang af erhvervsarbejde før endt uddannelse, reduceres forskellen mellem uddannelseskategorierne betydeligt. På den anden side er der ikke taget højde for omfanget af midlertidig tilbagetrækning.

Udviklingen i arbejdsstyrken for de 16-29-årige frem mod 2010

Frem til 2010 er det forudsat, at arbejdsstyrken for de 16-29-årige falder med omkring 40.000 personer. Det indebærer et stort set uændret niveau for erhvervsdeltagelsen for gruppen under ét.

Gruppens sammensætning forskydes imidlertid i retning af de helt unge årgange (mellem 16 og 21) med lavere erhvervstilknytning. Derfor vil den demografiske udvikling trække i retning af faldende gennemsnitlig erhvervsdeltagelse. FR02-fremskrivningen til 2010 indebærer derfor som udgangspunkt, at der for de enkelte køn og årgange sker en svag stigning i erhvervsdeltagelsen. Det giver isoleret set et arbejdsstyrkebidrag på 13.000 personer i forhold til en udvikling, hvor erhvervsdeltagelsen for de enkelte køn og årgange er uændret fra 2000 til 2010, jf. figur 3.19a.

Figur 3.19a. Arbejdsstyrken 16-29 år

 

 

 

 

 

 

Figur 3.19b. Uddannelsessøgende i arbejdsstyrken 16-29 år

 

 

 

 

 

 

Figur 3.19c. Uddannelsessøgende uden for arbejdsstyrken 16-29 år

 

 

 

 

 

 

Figur 3.19d. Øvrige uden for arbejdsstyrken 16-29 år

 

 

 

 

 

 

Anm.: Figurerne viser bestandsfrekvenserne, dvs. andelene af befolkningen mellem 16 og 29 år, historisk og for grundforløb og FR02-fremskrivningen (FR02), jf. boks 3.3.

Kilde: RAS-statistikken og egne beregninger.

Det er beregningsteknisk antaget, at øget integration bidrager med 3.000 personer, som modsvares af en tilsvarende reduktion i andelen af øvrige uden for arbejdsstyrken, herunder primært kontanthjælpsmodtagere. Desuden er der indarbejdet et bidrag på 10.000 personer som følge af hurtigere gennemløb i uddannelsessystemet, f.eks. ved en reduktion af det ekstra tidsforbrug i systemet, jf. appendiks 3.3.

Boks 3.4 Beregning af grundforløb og FR02-fremskrivningen

I grundforløbetforudsættes, at uddannelsesintensiteten for de enkelte aldersgrupper og køn øges frem til 2010, jf. appendiks 3.2. Det er endvidere forudsat, at denne stigning i andelen af uddannelsessøgende ikke påvirker erhvervsdeltagelsen fordelt på alder og køn. Antallet af personer i arbejdsstyrken falder derfor med 45.000 personer. Det svarer til en demografisk udvikling, hvor erhvervsdeltagelse fordelt på alder og køn holdes konstant, jf. tabel a. Antallet af uddannelsessøgende i arbejdsstyrken stiger i grundforløbet med ca. 38.000 personer fra 2000 til 2010 i forhold til den demografiske udvikling. Antallet af personer i arbejdsstyrken, der ikke er uddannelsessøgende, falder tilsvarende. Antallet af uddannelsessøgende uden for arbejdsstyrken er også fremskrevet med udgangspunkt i de historiske tendenser og stiger med ca. 9.000 personer i forhold til den demografiske udvikling. Det antages modsvaret af et tilsvarende fald i antallet af øvrige uden for arbejdsstyrken, jf. tabel a. Tabel a. Ændring i arbejdsmarkedstilknytning for 16-29-årige fra 2000 til 2010 i grundforløbet og FR02-fremskrivningen, 1000 personer
1.000 personer	I arbejds-styrken	Heraf under uddan-nelse	Udenfor arbejds-styrken	Heraf under uddan-nelse	Heraf øvrige
Demografi1)	-45	14	8	13	-5
Grundforløb2)	-45	52	8	22	-14
Bedre integration3)	3	0	-3	0	-3
Hurtigere udd.forløb	10	-24	-10	-10	0
FR02-fremskrivning	-32	28	-5	12	-17
Anm.: FR02-fremskrivningen skal opfattes som et eks. på en mulig realisering af kravet til arbejdsstyrkeudviklingen. Det har i fremskrivningerne ikke været muligt at tage hensyn til herkomst, idet de uddannelsessøgende i RAS-statistikken ikke er opdelt på herkomst før 1998. 1) Uddannelses- og erhvervsfrekvenser fastholdt på 2000-niveau. 2) Demografisk forløb plus øgede uddannelsesfrekvenser. 3) Herunder Flere i arbejde. Kilde: Egne beregninger. I FR02-fremskrivningener der som eksempel på en udmøntning af kravet om øget erhvervsdeltagelse svarende til 13.000 personer indregnet et bidrag på 3.000 personer fra bedre integration af indvandrere (en reduktion af øvrige uden for arbejdsstyrken) og 10.000 personer som følge af hurtigere uddannelsesforløb (en reduktion af uddannelsessøgende uden for arbejdsstyrken) i forhold til grundforløbet. Initiativer rettet mod at få de unge hurtigere igennem uddannelsessystemet antages at medføre et proportionalt fald i antallet af uddannelsessøgende i og udenfor arbejdsstyrken. Antallet af uddannelsessøgende i arbejdsstyrken falder således med 24.000 personer i forhold til grundforløbet. Reduktionen af uddannelsessøgende i arbejdsstyrken påvirker arbejdsudbuddet målt i timer per person i positiv retning, idet der bliver færre 16-29-årige i arbejdsstyrken med deltidsbeskæftigelse.

Bidraget til arbejdsstyrken på de nævnte 10.000 personer, som henregnes til hurtigere uddannelsesforløb, svarer skønsmæssigt til, at den gennemsnitlige uddannelsestid skal reduceres fra omkring 6¾ år til 6¼ år, eller ca. ½ år. Det svarer til, at det ekstra tidsforbrug pr. person i gennemsnit mindskes med knap 15 pct. i 2010 og bygger på en stiliseret forudsætning om, at hurtigere gennemløb ikke påvirker det gennemsnitlige niveau for erhvervsdeltagelsen for de studerende, jf. boks 3.4 [8].

Mens hurtigere uddannelsesforløb i sig selv øger arbejdsstyrken med 10.000 personer, kan virkningen på arbejdsudbuddet opgjort i fuldtidspersoneropgørs til ca. 22.000, dvs. godt det dobbelte af den umiddelbare virkning på arbejdsstyrken. Det skyldes antagelsen om, at studerende med erhvervsarbejde også færdiggør deres uddannelse hurtigere, hvormed deres gennemsnitlige arbejdstid øges. Desuden må de unges gennemsnitlige produktivitet formodes at stige, fordi de hurtigere gør brug af deres uddannelseskompetencer.

FR02-fremskrivningen – og forøgelsen af erhvervsdeltagelsen på 13.000 personer – skal ses i forhold til en udvikling (grundforløbet), hvor der er taget højde for, at uddannelsesintensiteten for de enkelte køn og årgange forventes at stige væsentligt frem til 2010, jf. appendiks 3.2. Denne stigning i uddannelsesomfanget skønnes kun i begrænset omfang at påvirke den samlede erhvervsdeltagelse, fordi de unge fortsat i vid udstrækning ventes at have erhvervsarbejde ved siden af studierne, jf. figur 3.19b. Den forventede stigning i antallet af uddannelsessøgende, som ikke indgår i arbejdsstyrken, er begrænset og forudsættes ikke at påvirke erhvervsdeltagelsen i væsentligt omfang, jf. figur 3.19c[9]. Det svarer i store træk til erfaringerne gennem de senere år.

Mens den samlede virkning på arbejdsstyrken som følge af større uddannelsesintensiteter i grundforløbet således er begrænset, vil virkningen på det effektive arbejdsudbud målt i timer være mere mærkbar. Det skyldes, at en større del af de unge vil arbejde på deltid i takt med at uddannelsesaktiviteterne øges, og at den gennemsnitlige arbejdstid for gruppen under ét derfor reduceres. Den samlede virkning kan anslås til et fald i gruppens gennemsnitlige arbejdstid på i størrelsesordenen 3 pct. i forhold til et forløb med uændret erhvervsdeltagelse og uddannelsesintensiteter fra 2000 til 2010.

På længere sigt kan en sådan stigning i uddannelsesomfanget imidlertid som nævnt påregnes at øge arbejdsudbuddet målt i timer.

3.7. Arbejdstid

Som i de fleste andre vestlige lande er den gennemsnitlige arbejdstid reduceret markant gennem de seneste 30 år. Den aftalteog faktiskeårlige arbejdstid er således faldet med henholdsvis 15½ og 17½ pct. siden starten af 1970’erne, jf. figur 3.20a[10]. Det skal blandt andet ses i lyset af et stigende velstandsniveau og heraf afledt ønske om mere fritid.

Siden 1995 har der været en svagt stigende tendens i den gennemsnitlige arbejdstid. Senest er arbejdstiden f.eks. steget med godt 0,6 pct. fra 2000 til 2001. Stigningen i arbejdstiden siden 1995 knytter sig især til et fald i deltidsfrekvensen på knap 8 pct., jf. figur 3.20b.Tendensen til fald i arbejdstiden er dermed foreløbig ophørt på trods af, at den aftalte arbejdstid er faldet yderligere som følge af flere feriefridage. Det afspejler formentlig, at feriefridagene foreløbig ikke er udnyttet fuldt ud, og at arbejdsmarkedet har været presset. Samtidig kan en reduktion af den gennemsnitlige marginalskat med omkring 4½ pct.enheder siden 1987 have bidraget til at dæmpe faldet i arbejdstiden.

Figur 3.20a. Aftalt og gennemsnitlig arbejdstid i industrien

 

 

 

 

 

 

Figur 3.20b. Deltidsfrekvenser over tid fordelt på køn

 

 

 

 

 

 

Anm.: For perioden 1970-1980 er deltidsfrekvensen opgjort for aldersgruppen 15-64 år. I perioden 1981-2001 er deltidsfrekvensen opgjort for aldersgruppen 15-66 år.

Kilde: Danmarks Statistik, Beskæftigelsesundersøgelser (1970-1980) og Registerbaseret Arbejdsstyrkestatistik (1981-2001), ADAM’s databank og egne beregninger.

Arbejdstiden ligger lavt i forhold til lande, Danmark normalt sammenlignes med, jf. figur 3.21a. Det skal blandt andet ses i lyset af et højt marginalt skatteniveau og en høj erhvervsdeltagelse for kvinder, der typisk arbejder færre timer end mændene, jf. boks 3.5. Et højt velstandsniveau og mange studerende i arbejdsstyrken har givetvis også betydning.

Boks 3.5. Mulige årsager til ændring i arbejdstiden

Partielle regressionsmodeller viser, at der er en signifikant korrelation mellem arbejdstiden og henholdsvis marginalskatten og kvindernes erhvervsfrekvenser på tværs af en række OECD-landejf. figur a. og b. Forklaringsgraderne i disse to-dimensionelle modeller er dog forholdsvis beskedne, så resultaterne og koefficienterne skal tolkes med forsigtighed. Endvidere mister de forklarende variable deres signifikans i modeller, hvor flere variable inddrages samtidig. Udover marginalskatten er der således forsøgt en model hvor velstandsniveauet (BNP pr. Capita) inddrages samtidig med marginalskatten og kvindernes erhvervsfrekvens. Dette tyder på en vis grad af sammenhæng mellem de forklarende variable og understreger yderligere usikkerheden i resultaterne. I de to-dimensionelle regressioner modsvares en reduktion af marginalskatten, der svarer til en forøgelse af efter skat-lønnen på 1 pct., en stigning i den gennemsnitlige arbejdstid på 0,08 og 0,25 pct. afhængig af det anvendte timebegreb (henholdsvis gennemsnitlige ugentlig arbejdstid og årlig arbejdstid). I begge tilfælde er koefficienten til marginalskatten netop signifikant på et normalt 95 pct. konfidensniveau, men forklaringsgraden er under 25 pct. De seneste danske empiriske studier peger til sammenligning på en arbejdsudbudselasticitet på ca. 0,1. Kvindernes erhvervsdeltagelse forklarer alene ca. 24 pct. af variationen i den gennemsnitlige årlige arbejdstid. Koefficienten har en t-værdi på 2,2 og kan fortolkes således, at en forøgelse af kvindernes erhvervsdeltagelse på 1 pct.enhed modsvarer en reduktion af den årlige arbejdstid med ca. 8 timer, jf. figur b.
Figur a. Årlige gennemsnitlige arbejdstid og marginalskat	Figur b. Årlige gennemsnitlige arbejdstid og kvinders erhvervsfrekvens
Anm.: Marginalskatten er for en gift person med 2 børn og indkomst 100-67 pct. af APW. Arbejdstiden er i de private erhverv. Alle tal vedrører år 2000. Kilde: OECD, Eurostat samt USA’s, New Zealand’s og Japan’s statistikbureauer.

Tendensen til en afdæmpning af faldet i arbejdstiden de senere år er ikke kun et dansk fænomen. I en række af de lande, Danmark normalt sammenlignes med, har der også været tale om en afdæmpning og for nogle lande mindre stigninger i den gennemsnitlige arbejdstid, jf. figur 3.21b.

Figur 3.21a. Årlige arbejdstimer, udvalgte lande 2000

 

 

 

 

 

Figur 3.21b. Gennemsnitlig årlig arbejdstid, udvalgte lande

 

 

 

 

 

Anm.: I figur 3.21a markerer den vandrette streg niveauet for Danmark. I figur 3.21b. er de seneste offentliggjorte tal for Frankrig og Japan fra 1999. Figurerne dækker over det totale antal arbejdstimer på et år i forhold til det samlede antal beskæftigede inkl. deltidsbeskæftigede. For Danmark vises det gennemsnitlige årlige antal arbejdstimer i industrien.

Kilde: OECD, Employment Outlook, 71,2002 og ADAM’s databank.

På den baggrund er udviklingen i arbejdstiden vanskelig at bedømme. Mens fortsat velstandsfremgang trækker ned, må det i forvejen lave niveau for arbejdstiden antages at reducere risikoen for yderligere fald. Udviklingen påvirkes imidlertid også af mange andre forhold, herunder uddannelsesniveauet, kulturelle forhold, som f.eks. familiemønstre og tendensen til mere fleksible arbejdstider. Udviklingen i retning af mere fleksible arbejdstider risikerer således at medføre lavere gennemsnitlig arbejdstid, hvis de gældende aftaler har udgjort en reel begrænsning i den enkeltes mulighed for at gennemføre et ønske om mere fritid. Omvendt kan større fleksibilitet i forhold til, hvor og hvornår arbejdet skal udføres, trække i retning af større arbejdstid.

Frem til 2010 er det forudsat, at der ikke aftales yderligere arbejdstidsforkortelser ved kommende overenskomster. Alligevel falder den gennemsnitlige årlige arbejdstid fra 2000 til 2010 med godt 1½ pct. Det dækker over allerede gennemførte aftaler om flere feriefridage og forskydninger i befolkningssammensætningen. I forhold til Økonomisk Redegørelse, januar 2002, er faldet i arbejdstiden afdæmpet med ca. 1 pct.enhed. Det skyldes primært udviklingen i den faktiske gennemsnitlige arbejdstid i 2001, jf. kapitel 4.

3.8. Arbejdsstyrkefremskrivningen

Udviklingen i arbejdsstyrken frem til 2010 er vurderet med udgangspunkt i en ny befolkningsprognose fra DREAM (september 2002). Udviklingen i sammensætningen og størrelsen af befolkningen i den nye befolkningsprognose bidrager isoleret set til at reducere arbejdsstyrken med 53.000 personer frem til 2010 under forudsætning af uændret erhvervsdeltagelse (demografisk grundforløb). I forhold til den forrige befolkningsprognose er faldet 13.000 personer mindre som følge af en generel opjustering af befolkningen.

Det forudsættes, at øget erhvervsdeltagelse for de enkelte aldersgrupper bidrager til, at arbejdsstyrken øges med 65.000 personer frem til 2010 (FR02-fremskrivningen). Dermed forudsættes, at større erhvervsdeltagelse skal bidrage til at øge arbejdsstyrken med 118.000 personer.

Tabel 3.5. Udviklingen i arbejdsstyrken fra 2000 til 2010, 1.000 personer

Demografisk grundforløb		-53
Konstant tilgang til overgangsydelse		+26
Konstant tilgang til førtidspension		+42
Konstant tilgang til efterløn		-6
Konstant tilgang		9
Førtidspension		+3
- reform	(+24)
- korrektion	(-14)
- effekt på andre ordninger (ledigheds- og fleksydelse m.v	(-7)
Efterløn		+9,5
- reform samt ophævelse af bopælskrav	(+14)
- korrektion	(-4,5)
Omlægning af barselsorlov mv		-4,5
- udvidelse af barselsorlov og afskaffelse af børnepasningsorlov	(-2)
- forbedring som følge af FL 2002	(-1)
- pasning af børn i eget hjem	(-3)
- færre nul-årige	(+1,5)
Flere i arbejde		+5
Aktiverede		+2
Udmøntet forløb		24
Ikke-udmøntede krav		41
FR02-fremskrivningen		65

Kilde: Egne beregninger.

Det vurderes, at 77.000 ud af det samlede krav på 118.000 personer kan realiseres som følge af allerede vedtagne tiltag, det stedfundne fald i tilgangen til tidlig tilbagetrækning samt den anslåede virkning i tilknytning til Flere i arbejde, jf. tabel 3.5. For at nå målsætningen kræves derfor yderligere tiltag, som kan øge arbejdsudbuddet svarende til 41.000 personer, jf. nedenfor.

Udviklingen i arbejdsstyrken i fravær af nye tiltag (udmøntet forløb)

Det vurderes, at arbejdsstyrken samlet set vil stige med knap 25.000 personer fra 2000 til 2010 i fravær af nye tiltag. Det afspejler det stedfundne fald i tilgangen til tilbagetrækning, efterløns- og førtidspensionsreformerne samt virkningerne af Flere i arbejde. Desuden er der taget højde for udvidelsen af barselorloven i forbindelse med Finansloven for 2002 og muligheden for tilskud til pasning af børn i eget hjem.

En videreførelse af det lavere niveau for tilgangen til tidlig tilbagetrækning frem til 2010 bidrager med godt og vel halvdelen af den i FR02-fremskrivningen forudsatte stigning i erhvervsdeltagelsen. Således vil konstante aldersspecifikke tilgangsfrekvenser til førtidig tilbagetrækning medføre, at antallet af personer på disse ordninger samlet set reduceres med 62.000 personer. Det indebærer isoleret set en stigning i arbejdsstyrken på 9.000 personer fra 2000 til 2010, jf. figur 3.22a ogb.

Figur 3.22a. Tilgang til førtidig tilbagetrækning, 15-64 år

 

 

 

 

 

 

Figur 3.22b. Antal på førtidig tilbagetrækning, 15-64 år

 

 

 

 

 

 

Kilde: Egne beregninger.

Figur 3.23a. Tilgang til førtidspension, 15-64 år

 

 

 

 

 

 

Figur 3.23b. Antal på førtidspension, 15-64 år

 

 

 

 

 

 

Figur 3.23c. Tilgang til overgangsydelse

 

 

 

 

 

 

Figur 3.23d. Antal på overgangsydelse

 

 

 

 

 

 

Figur 3.23e. Tilgang til efterløn, 60-64 år

 

 

 

 

 

Figur 3.23f. Antal på efterløn, 60-64 år

 

 

 

 

 

 

Anm.: I forløbene med fast bestandsfrekvens er andelen af modtagere i de enkelte aldersgrupper i 2000 antaget uændret. I forløbene med uændret tilgang er i stedet tilgangsfrekvenserne fastholdt i hele fremskrivningsperioden. For førtidspension og efterløn er tilgangsfrekvenserne fra henholdsvis 2001 og 1997-1998 benyttet.

Kilde: Egne beregninger.

Det er særligt overgangsydelse og førtidspension, der giver positive bidrag. Således reduceres antallet af 15-64-årige på overgangsydelse og førtidspension med henholdsvis 26.000 og 42.000 personer. Det skyldes afskaffelsen af overgangsydelsen og en videreførelse af det indtrufne fald i tilgangen til førtidspension i de seneste år. Antallet af efterlønsmodtagere stiger omvendt med 6.000 personer ved uændret tilgangsmønster. Det skyldes blandt andet stigende tilgang til efterløn i årene, før efterlønsreformen trådte i kraft, jf. figur 3.23a til f.

Det er antaget, at det lavere antal førtidspensionister modsvares af en tilsvarende stigning i arbejdsstyrken. Dette modsvares blandt andet af oprettelsen af et større antal fleksjob som alternativ til førtidspension.

Tilgangen til førtidspension i 2001 var lav. Derfor er indlagt en vis stigning i tilgangsfrekvensen frem til 2002. I forhold til et forløb med uændret tilgangsmønster fra 2001 medfører denne korrektion en stigning i bestanden af førtidspensionister på ca. 14.000 fra 2000 til 2010.

Fra den 1. januar 2003 træder imidlertid førtidspensionsrefomen i kraft, hvilket skønnes at reducere nytilgangen til førtidspension med ca. 3.000 på årsbasis. Frem til 2010 medfører den lavere tilgang således en reduktion af bestanden af førtidspensionister på ca. 24.000 personer. I forhold til forløbet med konstante tilgangsfrekvenser opnås dermed et samlet arbejdsstyrkebidrag fra førtidspension på 10.000 personer (24.000-14.000).

I modsat retning trækker, at der som følge af førtidspensionsreformen forventes en vis afledt tilgang til andre ordninger såsom ledigheds- og fleksydelse på 7.000 personer.

Det er forudsat, at efterlønsreformen, modvirket af ophævelsen af kravet om bopæl i Danmark, reducerer tilgangen til efterløn svarende til en samlet reduktion i efterlønsbestanden på 14.000 personer i forhold til et forløb med uændret tilgangsmønster. Desuden korrigeres for, at en stigende medlemsgrad i fremskrivningsperioden delvist slår ud i et større antal på efterløn i fremskrivningen. Denne korrektion øger antallet på efterløn med 4.500 personer. I forhold til forløbet med konstante tilgangsfrekvenser opnås dermed et samlet arbejdsstyrkebidrag fra efterlønsreformen, ophævelsen af bopælskravet samt korrektion på 9.500 personer.

Vedtagelsen af den udvidede barselsorlov vurderes at øge antallet af barselsydelsesmodtagere med 22.500 personer frem til 2010, når der tages hensyn til, at barselorloven blev udvidet yderligere med Finanslovsaftalen for 2002. En lavere fertilitet og dermed færre nul-årige i 2010 reducerer imidlertid antallet på barsel med 1.500 personer.

Afskaffelsen af børnepasningsorloven ventes isoleret set at reducere antallet af orlovsmodtagere med 19.500 personer. Tilskud til pasning af børn i eget hjem vurderes at reducere arbejdsstyrken med 3.000 personer. Disse personer er fremstillingsmæssigt placeret under børnepasningsorlov, således at antallet på orlov samlet kun falder med 16.500 personer.

Samlet set haves dermed en tilgang til disse ordninger på 4.500 personer som følge af omlægningen af barselssystemet og indførslen af tilskud til pasning i eget hjem, mens arbejdsstyrken reduceres tilsvarende.

Flere i arbejdevurderes at øge arbejdsstyrken med 5.000 personer. Det kan tilskrives færre aktiverede og en øget indsats på kontanthjælpsområdet – primært for indvandrere.

Derudover vurderes antallet af aktiverede i og uden for arbejdsstyrken at falde med henholdsvis 3.000 og 5.000 personer fra 2000 til 2010. Det betyder netto, at arbejdsstyrken øges med yderligere 2.000 personer til 2010.

Samlet set bidrager de udmøntede krav dermed til at øge arbejdsstyrken med 77.000 personer i forhold til det demografiske grundforløb, hvor arbejdsstyrken falder med 53.000. I det udmøntede forløb stiger arbejdsstyrken således med 24.000 personer fra 2000 til 2010.

De ikke-udmøntede krav

FR02-fremskrivningen forudsætter en stigning i den samlede erhvervsdeltagelse, som er større end i forløbet med udmøntede krav. Denne manko – eller de ikke-udmøntede krav – skønnes til 41.000 personer.

De ikke-udmøntede krav er i FR02-fremskrivningen beregningsteknisk indlagt i form af bedre seniorpolitik, et mere rummeligt arbejdsmarked, styrket integration, effekt af voksen- og efteruddannelsesreformen og effekten af, at unge kommer hurtigere i gennem uddannelsessystemet, jf. tabel 3.6. Det skal understreges, at den beregningstekniske opdeling af de ikke-udmøntede krav ikke skal ses som et konkret mål for de enkelte områder.

Tabel 3.6 Eksempel på de ikke-udmøntede krav til stigningen i arbejdsstyrken fra 2000 til 2010 i FR02-fremskrivningen, 1.000 personer

Samlet ikke-udmøntet krav	41
- Bedre seniorpolitik og rummeligt arbejdsmarked	5
- Færre revaliderede	4
- Øget integration af indvandrere	18
Heraf øget gennemsnitlig opholdstid for indvandrere	(7)
- Voksen- og efteruddannelsesreform	4
- Hurtigere gennemstrømning i uddannelsessystemet	10

Kilde: Egne beregninger.

Det forudsættes, at bedre seniorpolitik og et mere rummeligt arbejdsmarked sikrer, at antallet på efterløn reduceres med yderligere 5.000 personer i forhold til det udmøntede forløb frem til 2010. Desuden antages, at antallet af revaliderede reduceres med 4.000 personer.

Øget opholdstid for indvandrere fra 2000 til 2010 ventes at øge arbejdsstyrken med 7.000 personer, mens en styrket indsats for integration forudsættes at bidrage til at øge arbejdsstyrken med 11.000 personer primært som følge af færre kontanthjælpsmodtagere, jf. afsnit 3.5.

Voksen- og efteruddannelsesreformen betød, at uddannelsesorloven fra 1. januar 2001 blev afskaffet, men at det i stedet blev muligt at opnå voksenuddannelsesstøtte (SVU) eller voksen- og efteruddannelsesgodtgørelse. Denne ændring giver en teknisk forøgelse af arbejdsstyrken, da personer på uddannelsesorlov statistisk set ikke registreres som erhvervsaktive, mens personer på SVU omvendt registreres som en del af arbejdsstyrken.

Endelig er forudsat, at hurtigere gang gennem uddannelsessystemet kan bidrage til at øge arbejdsstyrken med 10.000 personer frem til 2010, jf. afsnit 3.6.

I forhold til tidligere offentliggjorte tal for de ikke-udmøntede krav er der tale om en nedjustering på 12.000 personer, jf. boks 3.6.

Boks 3.6 Ændring i de ikke-udmøntede krav i forhold til Flere i arbejde – et debatoplæg

IFlere i arbejde – et debatoplæg, maj 2002” blev de ikke-udmøntede krav opgjort til 53.000 personer. Forskellen kan primært tilskrives nye skøn for efterløn og førtidspension, effekten af pasning af børn i eget hjem, de skønnede effekter af Flere i arbejdeog et reduceret krav som følge af revurderingen af de offentlige finanser, herunder at arbejdstiden mod forventning steg fra 2000 til 2001, jf. tabel a. Tabel a. Ændring i de ikke-udmøntede krav i forhold til Flere i arbejde – et debatoplæg, 1.000 personer
Flere i arbejde – et debatoplæg	53
- Korrektion1)	-2,5
- Efterløn2)	+3,5
- Førtidspension	+3
- forbedring af barselsorlov som følge af FL02	+1
- Pasning af børn i eget hjem	+3
- Færre nul-årige	-2,5
- Aktiverede	+1,5
- Flere i Arbejde	-5
- Reduceret krav	-14
FR02-fremskrivning	41
1) I forhold til Flere i arbejde – et debatoplægreduceres de ikke-udmøntede krav med 2.500 personer som følge af en korrektion. Dette skyldes, at der for fremskrivningen af barselsorloven og aktiveringsordninger er et (implicit) udmøntet krav i fremskrivningen, der før blev rubriceret som ikke-udmøntede.   2) De 3.500 flere på efterløn dækker for det første over en underliggende svagt stigende tilgang, hvilket isoleret set medfører en stigning på 4.500 personer og for det andet, at forløbet med konstante tilgangsfrekvenser medfører 1.000 personer færre på efterløn i forhold til forrige fremskrivning.   Kilde: Egne beregninger. De i forrige afsnit gennemgåede ændringer i de udmøntede krav i forbindelse med efterløn, førtidspension, barselsorlov m.v. og virkningen af tiltagene i Flere i arbejdebevirker samlet set, at de ikke-udmøntede krav øges med 4.500 personer. Korrektionen og det lavere krav til væksten i arbejdsstyrken i personer fra 2000 til 2010 reducerer derimod de ikke-udmøntede krav med 16.500 personer, således at forskellen er på 12.000 personer.