7. Skattetryk og skattebelastning

7.1. Indledning

Det danske skattetryk – målt som skatter og afgifter i pct. af BNP – er højt, også i en international sammenhæng. Vurderinger af skattetrykket skal dog foretages med forbehold. Skattetrykkets niveau og udvikling over tid er påvirket af en række tekniske forhold, som særligt ved internationale sammenligninger betyder, at skattebelastningen kan over- eller undervurderes.

På den ene side overvurderer det målte danske skattetryk isoleret set den reelle skattebyrde – også i forhold til udlandet – fordi der betales skat af indkomstoverførsler, fordi det offentlige betaler skat til sig selv, og fordi blandt andet børnefamilieydelser konteres som en offentlig udgift og ikke som et skattefradrag. Det høje skattetryk skal endvidere vurderes i lyset af bedre offentlige finanser herhjemme og dermed en væsentligt mindre forberedelse af befolkningens aldring i de fleste andre lande.

På den anden side undervurderes det danske skattetryk sammenlignet med udlandet, fordi afgifter – som er højere i Danmark end i de fleste andre lande – indgår som en del af BNP og dermed sænker det målte skattetryk. I samme retning trækker, at udgiften til sociale bidrag i andre lande i væsentligt højere omfang end i Danmark har karakter af tvungen privat opsparing frem for skat.

Korrigeret for disse forhold er der samlet set nogenlunde samme forskel mellem skattetrykket i Danmark og udlandet som målt ved det traditionelle skattetryk. Der er således ingen tvivl om, at Danmark har en større skatteudskrivning end stort set alle andre lande, målt som skatter, der afkobler størrelsen af betalingen fra de mulige offentlige ydelser og foretager omfordeling af indkomst.

I afsnit 7.2 korrigeres det traditionelle skattetryk for en lang række tekniske forhold. Formålet er at undersøge, i hvilket omfang det traditionelle skattetryk giver et rimeligt udtryk for den reelle skattebelastning for personer og virksomheder. Nettovirkningen af de tekniske korrektioner, som kan og bør fore­tages, er nogenlunde neutrale. Det er derfor – hvilket er et tilfælde – tæt på, at det officielle skattetryk målt som skatteindtægter i pct. af BNP også giver et rimeligt indtryk af, hvad der i gennemsnit betales i skat af en typisk erhvervsindkomst, når indkomstskat og afgifter lægges sammen.

I afsnit 7.3 forklares udviklingen i skattetrykket siden 1982 med vægt på politiske, strukturelle og konjunkturelle forhold, der har påvirket skattetrykket. Beskatningen steg betydeligt igennem 1980’erne, hvilket var nødvendigt på baggrund af det meget store offentlige underskud i starten af 1980’erne på op til 9 pct. af BNP. Igennem 1990’erne har skattetrykket været svagt stigende, hvilket ligeledes kan forklares med en stigning i de politisk besluttede ændringer i beskatningen samt ikke mindst den faldende rente, der har reduceret den negative nettokapitalindkomst, og dermed øget beskatningen.

De tre store skattereformer siden midten af 1980’erne har umiddelbart kun i begrænset omfang ændret indkomstskattetrykket for husholdningerne. Skattereformernes adfærdsvirkning har derimod gennem reduktionen af rentefradragets skatteværdi bidraget til at øge den private opsparing og reducere den negative nettokapitalindkomst. Herudover har øget indkomst af aktier og andre formueaktiver bidraget til højere provenu fra beskatningen af kapitalafkast.

I afsnit 7.4 sammenlignes det danske skattetryk med skattetrykket i Sverige, Tyskland og Holland med vægt på at korrigere for en række tekniske og institutionelle forskelle landene imellem, som slører de reelle forskelle i skattebelastningen. Særligt det forhold at sociale bidrag har en varierende ’grad af skat’ samt varierende udbredelse mellem landene analyseres nærmere. Det er specielt på pensionsområdet, at udbredelsen af sociale bidrag er lavere i Danmark end i udlandet. Det er samtidigt også på pensionsområdet, at der i andre lande er en omfattende individuel sammenhæng mellem størrelsen af betalinger og den senere ydelse. Korrigeres skattetrykket isoleret for de obligatoriske pensionsbidrags ’grad af skat’ øges forskellen mellem skattetrykket i Danmark og udlandet.

7.2. Skattetrykkets niveau og udvikling

Det traditionelle mål for skattetrykkets niveau og udvikling – målt som samlede skatter og afgifter i pct. af BNP – påvirkes af en række tekniske forhold, som ikke reelt udgør en del af skattebelastningen. Skattetryksmålet bør således renses herfor. Det gælder særligt den skattemæssige behandling af indkomstoverførsler, skattebetalinger fra den offentlige sektor til sig selv, betalingsforskydninger knyttet til pensionsopsparing og selskabsskat samt skatternes fordeling på direkte og indirekte skatter.

Formålet med korrektionerne er at få et mere retvisende billede af den faktiske skattebelastning for personer og virksomheder. Skattetryksmålet bør således udtrykke personer og virksomheders samlede skattebetaling sat i forhold til deres samlede indkomster.

Ud fra hensynet til at ligestille offentlige overførsler og private indkomster er en stor andel af de samlede overførsler i Danmark omfattet af skattepligt, og indgår dermed i skattetrykket. Imidlertid medfører beskatningen af husholdningernes indkomstoverførsler en beskatning af indkomst, der ikke er indeholdt i de forskellige mål for nationalindkomsten, herunder BNP. Beskatningen af indkomstoverførsler betyder derfor, at skattetrykket overvurderes. Fratrækkes skat af overførsler i de samlede skatter og afgifter, reduceres skattetryksmålet i forhold til det traditionelle skattetryk med 4-5 pct.enheder af BNP, jf. tabel 7.1.

Det er almindeligt, at offentlige virksomheder betaler moms og afgifter ved køb af varer og tjenester fra andre offentlige virksomheder. Skatteindtægter fra offentlige virksomheder er snævert knyttet til de offentlige udgifter. En fjernelse af disse skatter, og en tilsvarende reduktion af de offentlige udgifter vil således typisk være af rent regnskabsmæssig karakter, og vil næppe have adfærds- eller fordelingsmæssige virkninger af nævneværdig betydning.

Den offentlige sektors skattebetalinger bør derfor ikke medregnes, idet disse skatter ikke giver anledning til en skattebelastning for hverken personer eller virksomheder. Fratrækkes den offentlige sektors skattebetalinger, reduceres målet for skattetrykket med knap 2 pct.enheder.

Opbygningen af en fondsbaseret privat pensionsformue gennem fradragsberettigede pensionsindbetalinger medfører en udskydelse af skattebetalingerne. Herved sker der en teknisk reduktion af det traditionelle skattetryk i perioder, hvor der sker en opbygning af pensionsformuer – og dermed udskudte skatter – og en teknisk forøgelse i perioder, hvor udbetalingerne overstiger indbetalingerne. En korrektion for udskudte skatter knyttet til pensionsopsparing øger skattetrykket med 1-1½ pct.enhed, jf. tabel 7.1. Korrektionen afspejler dermed, at pensionsformuerne fortsat er under opbygning.

I modsætning til personskatter, som henføres til det år, hvor indkomsterne er optjent, henføres selskabsskatter til det år, hvor skatterne forfalder til betaling. Skattebetalingen er derfor korrigeret for forskellen mellem den registrerede selskabsskat i et nationalregnskabsår og selskabers slutskat i det tilsvarende indkomstår. Betalingsforskydningerne knyttet til selskabsbeskatningen har dog forholdsvis beskeden betydning for det traditionelle skattetryk, jf. tabel 7.1.

Tilsammen bevirker disse fire korrektioner, at målet for den reelle skattebelastning reduceres med omkring 4,5-5 pct.enheder.

Tabel 7.1. Skattetrykket korrigeret for tekniske forhold

						Ændring
	82	87	92	97	02	82-92	92-02	82-02
	----------------- Pct. ----------------					----Pct.enheder ----
Det traditionelle skattetryk, pct. af BNP	42,9	49,9	47,3	49,8	48,2	4,4	0,9	5,3
Skat af overførsler	-4,2	-4,0	-5,0	-5,1	-4,2	-0,8	0,8	0,0
Skat fra det offentlige til sig selv	-1,8	-1,8	-1,8	-1,7	-1,9	0,0	-0,1	-0,1
Udskudt skat i tilknytn. til pensionsopsparing	1,2	1,1	1,2	1,5	1,3	0,1	0,0	0,1
Betalingsforskydninger, selskabsskat	0,3	0,0	0,4	0,0	-0,2	0,1	-0,7	-0,6
Korrigeret skattetryk, pct. af BNP	38,4	45,2	42,2	44,5	43,2	3,7	1,0	4,7
Korrektion for afgifter i BNP1	6,3	8,6	6,2	7,6	7,5	-0,1	1,3	1,2
Korrigeret skattetryk, pct. af BFI	44,7	53,8	48,3	52,0	50,7	3,6	2,3	5,9
Korrektion for priv. nettorenteindt. og div. bet. fra udlandet (netto) ...........	0,4	-1,0	0,5	-0,4	0,6	0,1	0,0	0,2
Korrigeret skattetryk, pct. af BFI ekskl. priv. nettorenteindt. og div. bet. fra udl. (netto)	45,2	52,8	48,9	51,7	51,3	3,7	2,4	6,1

1) Korrektionen for afgifter foretages med udgangspunkt i det korrigerede skattetryk i pct. af BNP.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

I modsat retning trækker en korrektion for, at afgifterne indgår i opgørelsen af BNP. Da afgifterne ikke udgør en del af indkomstgrundlaget for skatterne, vil det traditionelle skattetryk derfor undervurdere skattebelastningen.

Den tekniske effekt af afgifterne på den målte skattebelastning kan renses ud ved i stedet at måle de korrigerede skatter i forhold til bruttofaktorindkomsten. Herved stiger den målte skattebelastning med omkring 6-8 pct.enheder, jf. figur 7.1. Korrektionen for afgifter i BNP er større i 2002 end i henholdsvis 1982 og 1992, hvilket afspejler, at afgifternes andel af BNP har været stigende.

At afgifter indgår i BNP, bevirker endvidere, at det traditionelle skattetryk er følsomt over for forskydninger mellem vægten af afgifter og andre skatter i den samlede skattebetaling. Disse forskydninger kan være resultatet af lovgivning eller konjunkturer, hvor skift i forbrugskvoter og -sammensætning kan medføre forskydninger i afgifternes andel af den samlede skattebetaling.

En given stigning i beskatningen vil således påvirke det traditionelle skattetryk forskelligt afhængig af, om stigningen skyldes højere afgifter eller stigninger i andre skatter. En provenuneutral skatteomlægning, der øger betydningen af afgifterne, vil således medføre en teknisk reduktion af skattetrykket.

I skattetryksbrøken skal nævneren afspejle beskatningsgrundlaget – dvs. personer og virksomheders indkomst, som pålægges skattebetalinger. Det er således nødvendigt at korrigere for den private sektors nettorenteudgifter for at sikre, at de nettorenteudgifter, der beskattes, ligeledes indgår i skattegrundlaget. Derimod skal der ikke korrigeres for den offentlige sektors nettorenter, da de netop ikke indgår i beskatningsgrundlaget[1]. Herudover skal der korrigeres for nettobetalinger af erhvervsindkomster m.v. fra udlandet.

Tilsammen medfører de seks korrektioner for tekniske forhold, at skattetrykket forøges med 1½-3 pct.enheder. Skattebelastningen for personer og private virksomheder er således lidt højere end det traditionelle skattetryk udtrykker, jf. figur 7.1.

Det korrigerede skattetryksmål afspejler mere præcist den faktiske skattebelastning for personer og virksomheder, fordi der korrigeres for skat, som ikke betales af personer og virksomheder, fordi der korrigeres for indkomst, som ikke indgår i personer og virksomheders skattegrundlag og endelig fordi det sikres, at skatter henføres til det år, hvor indkomsten er optjent[2].

Figur 7.1. Skattetrykkets udvikling frem til 2010

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anm.: Beregningerne er foretaget med udgangspunkt i tabel 7.1.

BFI (p) er BFI fratrukket private nettorenteindtægter og diverse betalinger til udlandet (netto). Skøn frem til 2010 er baseret på den mellemfristede fremskrivning, jf. kapitel 4.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Skattetrykket frem til 2010

Skattestoppet indebærer, at ingen skat eller afgift må stige, uanset om den er fastsat i procentstørrelse eller i kronebeløb. Desuden lægges loft over den nominelle ejendomsværdiskat, mens den gennemsnitlige kommunale skatteprocent fra og med 2003 er forudsat uændret, jf. boks 7.1.

Nominalprincippet for stykafgifter og ejendomsværdiskat indebærer, at indtægterne fra disse områder stiger mindre end BNP og de offentlige udgifter, som med de givne regler m.v. automatisk stiger, når lønninger og priser stiger. Skattetrykket forventes frem til 2010 at falde med knap 1½ pct.enhed fra 48,2 pct. i 2002 til 46,8 pct. i 2010, jf. figur 7.1. Heraf vil skattestoppets fastfrysning af ejendomsværdiskat og punktafgifter i faste kronebeløb isoleret set reducere skatteindtægterne med ca. ¾ pct. af BNP i 2002-niveau frem til 2010, jf. kapitel 4.

Boks 7.1. Skattestoppet

Skattestoppet har afgørende betydning for tilrettelæggelsen af finans- og udgiftspolitikken. Sammen med kravet om fastholdte, solide overskud på de offentlige finanser, fastlægger skattestoppet således rammerne for udgiftspolitikken. Skattestoppet består af følgende fem overordnede punkter: 1.     Ingen skat eller afgift må sættes op. 2.     Opkræves skatten eller afgiften med en procentsats, f.eks. momsen, bliver procentsatsen ikke sat op. 3.     Opkræves skatten eller afgiften med et kronebeløb pr. enhed, f.eks. benzin- og dieselafgiften, sættes kronebeløbet ikke op. 4.     Hvis der er tvingende grunde til at indføre eller forhøje en skat eller afgift, vil dette ske således, at merprovenuet ubeskåret anvendes til at sænke en anden skat eller afgift. Samme princip vil blive anvendt, hvis det af miljømæssige grunde er ønskeligt at indføre eller forhøje en miljøafgift. Såfremt Danmark bliver nødt til at sænke en skat eller afgift som følge af EU-beslutninger eller internationale aftaler, kan mindreprovenuet kompenseres gennem forhøjelser af andre skatter eller afgifter. Det forudsættes, at en sådan omlægning er provenuneutral. 5.     Der lægges et loft over det kronebeløb, som boligejerne betaler i ejendomsværdiskat. Værdistigninger på fast ejendom vil derfor ikke udløse yderligere ejendomsværdiskat. Skattestoppet omfatter også kommuner og amtskommuner. Det betyder, at de gennemsnitlige kommunale indkomstskatteprocenter eller grundskyldspromiller ikke må stige over niveauet for 2002. Sker det, at skatten stiger i kommuner og amtskommuner, vil det blive modgået ved tilsvarende reduktioner af den statslige beskatning.

Skattestoppet udelukker ikke, at det samlede skattetryk vil kunne stige eller falde i et givet år med uændrede regler. De årlige udsving i skattetrykket som følge af udsving i skatteindtægterne fra selskabsskatter, personskatter og særligt pensionsafkastskatterne kan være ganske betydelige. Det skyldes ændringer i skattegrundlagets sammensætning og har ikke noget at gøre med skattestoppet. Også afgiftstrykket kan – til trods for fastfrysning af satserne på 2002-niveau – stige i en periode, hvor f.eks. privatforbruget vokser kraftigere end BNP. Stigningen i skattetrykket i 2004 skyldes således, at pensionsafkastskatten forventes at give et mere normalt afkast i modsætning til perioden 2001-03, hvor afkastet årligt har været under ½ mia.kr.

Gennemsnitlig personskat

Beskatningen af husholdningerne følger i store træk udviklingen i makroskattetrykket. Måles personskatten i forhold til erhvervsindkomsten, er personskatterne steget med ca. 5¾ pct.enheder siden 1983 for 25-59-årige fuldtidsbeskæftigede. Personskatterne målt i forhold til erhvervsindkomsten er dog ikke umiddelbart et godt mål, når personskatten skal sammenlignes over tid. Da nettokapitalindkomsten og de offentlige indkomstoverførsler indgår i skattegrundlaget, skal indkomsten korrigeres herfor, hvilket har afgørende betydning, eftersom særligt nettokapitalindkomsten har ændret sig betydeligt i perioden, jf. boks 7.2. Formålet er netop at vurdere beskatningen af indkomst i forhold til den samlede indkomsts størrelse (her benævnt bruttoindkomst). Foretages disse korrektioner er den gennemsnitlige personskat, steget med 2¼ pct.enheder fra 1983 til 2002, jf. tabel 7.2.

Tabel 7.2. Gennemsnitlig personskat for 25-59 årige fuldtidsbeskæftigede

				Ændring
	1983	1992	2002	83-92	92-02	83-02
	--- Pct. af indkomst ---			----- Pct.enheder -----
Personskat i pct. af erhvervsindk	34,6	39,4	40,3	4,7	0,9	5,7
Indkomstkorr. for nettokapitalindk	3,0	3,2	0,2	0,3	-3,0	-2,8
Indkomstkorr. for overførselsindk	-0,4	-1,0	-1,0	-0,7	0,0	-0,6
Gennemsnitlig personskat	37,2	41,6	39,5	4,3	-2,1	2,3
Bidrag fra effektiv moms og afgiftsbelastning på indkomst efter skat	12,8	13,0	15,4	0,3	2,3	2,6
Gennemsnitlig personskatinklusiv effektiv moms- og afgiftsbelastning	50,0	54,6	54,9	4,6	0,3	4,9

Anm.: De fuldt beskæftigede er defineret ved, at indkomsterstattende ydelser maksimalt udgør 10 pct. af den samlede indkomst. Den gennemsnitlige personskater beregnet som samlede personskatter i forhold til bruttoindkomsten. De samlede personskatter er summen af indkomstskat til stat og kommune, kirkeskat, ejendomsværdiskat, arbejdsmarkedsbidrag og DMP/SP-bidrag. Bruttoindkomsten er summen af erhvervsindkomst, overførselsindkomst (såvel skattepligtig som ikke skattepligtig) og kapitalindkomst inklusive 4 pct. afkast af ejerbolig. Beregninger for 2002 er foretaget på baggrund af lovmodeldata fra 2000.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Den gennemsnitlige personskat tager alene højde for, hvor meget af indkomsten, der betales i indkomstskatter. Når indkomsten forbruges, skal der endvidere betales moms og afgifter. Formålet med at indregne den effektive moms- og afgiftsbelastning er at måle, hvor meget en forbruger ud af en krones forbrug netto kommer til at aflevere til det offentlige. På den ene side betales moms og afgifter af forbruget, hvilket øger afgiftsbelastningen. På den anden side indeholder forbruget også udgifter til f.eks. bolig og offentlig transport som subsidieres, hvilket sænker den effektive moms- og afgiftsbelastning. I 2002 udgør den effektive moms- og afgiftsbelastning 25½ pct. af forbruget, jf. appendiks 7.1 til dette kapitel.

Boks 7.2. Den gennemsnitlige personskat og indkomstbegreber

Stigningen i den gennemsnitlige personskat har reelt fundet sted fra 1983 til 1988, hvor provenuet fra beskatningen er steget med godt 4 pct.enheder, jf. figur a.Fra 1988 til 1993 er skatten nogenlunde konstant og fra 1993 falder gennemsnitsskatten med godt 1 pct.enhed. Det markante fald i 1998 hænger sammen med skattereformen Ny Kurs, hvor der ved indførelsen var forudsat et lavere personskattetryk fra 1998 og frem. Konjunktursituationen op gennem 1990’erne, herunder risikoen for overophedning af økonomien og forværring af betalingsbalancen, medførte dog et indgreb i form af Pinsepakken, der indførtes i 1999, og som medførte, at beskatningen i 1999 kom tilbage på niveauet for 1997. Udviklingen i den gennemsnitlige personbeskatning afhænger i særlig grad af, hvilket indkomstbegreb der benyttes, jf. figur a. Den gennemsnitlige personskat er steget fra 1983 til 1988, hvorefter personskatten har været svagt faldende frem til 1998. Måles personskatten i pct. af erhvervsindkomst (BFI) eller i pct. af indkomsten tillagt positiv nettokapitalindkomst, har der derimod været tale om en stigning i skattebelastningen i hele perioden – om end aftagende fra 1988 og frem. Denne forskel skyldes, at den negative nettokapitalindkomst er faldet siden slutningen af 1980’erne, hvilket har øget beskatningsgrundlaget. Betragtes udviklingen i skatten – der jo indeholder skat af kapitalindkomst – uden at indkomstbegrebet indeholder den faldende negative nettokapitalindkomst, gives det indtryk, at skatten på erhvervsindkomst er steget siden slutningen af 1980’erne, hvilket ikke har været tilfældet, jf. senere. Hvis afkast af bolig ikke indeholdes i bruttoindkomstbegrebet, stiger skattetrykket med godt 2 pct.enheder, jf. figur b. Det har således betydning for niveauet for gennemsnitsskatten, hvordan boligafkastet behandles.
Figur a. Udvikling i den gennemsnitlige personskat for 25-59 årige fuldtidsbeskæftigede, 1983-2002	Figur b. Udvikling i den gennemsnitlige personskat med og uden 4 pct. afkast af ejerbolig 1983-2002
Anm.: Skat/BFI er de samlede skatter i pct. af erhvervsindkomsten. Skat/indkomst inkl. nki er samlede skatter i pct. af personlig indkomst tillagt positiv nettokapitalindkomst inkl. afkast af ejerbolig. Se endvidere anmærkning til tabel 7.2. Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

 

Den gennemsnitlige personskat inklusive effektiv moms- og afgiftsbelastning er knap 55 pct. i 2002, sammenlignet med 50 pct. i 1983, jf. tabel 7.2, hvoraf den effektive moms- og afgiftsbelastning bidrager med godt 2½ pct.enheder til stigningen i skattebelastningen.

Afgifter adskiller sig fra indkomstskat i den forstand, at der er usikkerhed om den reelle størrelse af afgifterne målt i forhold til indkomsten. Eksempelvis er der for den effektive moms- og afgiftsbelastning forudsat, at der hverken opspares penge, som benyttes på et senere tidspunkt, hvor afgiftstrykket kan være lavere, eller at forbruget finder sted i udlandet, hvor afgiftstrykket kan være lavere. Afgiftstrykket har også betydning for vurderingen af incitamenterne til at arbejde. Selv om virkningen på incitamenterne måske er lidt mindre på grund af usikkerhed om den præcise afgiftsbelastning, bør afgifterne indgå i en vurdering af den faktiske skattebelastning og marginalskattebetragtningerne.

Den effektive moms- og afgiftsbelastning varierer ganske betydeligt i perioden dels som følge af ændringer i moms- og afgiftssatser, dels som følge af udsving i privatforbruget, herunder særligt bilkøbet, jf. figur 7.2a. Stigningen fra 1993 til 1999 skyldes en kombination af politisk bestemte stigninger i afgiftssatserne og øget privatforbrug, herunder øget bilkøb. Det betyder således, at hvor gennemsnitsskatten er faldet marginalt fra 1993 til i dag, så har den gennemsnitlige personskat inklusive effektiv moms- og afgiftsbelastning været svagt stigende, jf. figur 7.2b.

Figur 7.2a. Udvikling i effektiv moms- og afgiftsbelastning	Figur 7.2b. Gennemsnitlig personskat og gennemsnitlig marginalskat inklusive effektiv moms- og afgiftsbelastning

Anm.: Opgørelse af den effektive moms- og afgiftsbelastning er vist i appendiks 7.1. Skatterne i figur 7.2b er beregnet for 25-59-årige fuldtidsbeskæftigede. Se endvidere anmærkning til tabel 7.2.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Inklusiv effektiv moms- og afgiftsbelastning udgør marginalskatten 64½ pct. i 2002. Den gennemsnitlige marginalskat er faldet med omkring 5,5 pct.enheder siden 1993, men stigningen i den effektive moms- og afgiftsbelastning bevirker, at reduktionen i marginalskatten inklusiv moms- og afgiftsbelastningen kun er på 2½ pct.enheder.

7.3. Dekomponering af udviklingen i skattetrykket

Siden 1982 er skattetrykket målt i pct. af BNP steget 5,3 pct.enheder, jf. tabel 7.3.I perioden 1982-87 voksede skattetrykket med 7 pct.enheder, primært som følge af stigende personskatter og stigende afgifter. I perioden 1987-92 faldt skattetrykket noget blandt andet på grund af lavere indtægter fra moms- og forbrugsafgifter, men også selskabsskatten bidrog til et fald i skattetrykket. Stigningen i skattetrykket fra 1992 til 2002 kan primært henføres til øgede indtægter fra grønne afgifter samt fra selskabsskatter.

Tabel 7.3. Skattetrykkets fordeling på skattearter, 1982-2002

						Ændring
	1982	1987	1992	1997	20021)	82-92	92-02	82-02
	Pct. af BNP					Pct.enheder
Personskatter2)	23,2	25,4	26,0	26,4	25,8	2,8	-0,2	2,6
Moms	9,6	9,4	9,5	9,8	9,6	-0,2	0,1	-0,1
Afgifter af varer	7,7	9,6	7,4	8,3	8,2	-0,3	0,7	0,5
Heraf:
- Energiafgifter	1,5	2,5	1,6	1,9	2,3	0,2	0,7	0,9
- Miljøafgifter	0,0	0,1	0,3	0,7	0,7	0,3	0,4	0,6
- Bilafgifter m.v	1,6	2,1	1,5	2,1	1,7	-0,1	0,1	0,1
- Øvrige afgifter	4,7	5,0	4,0	3,7	3,5	-0,7	-0,4	-1,1
Selskabsskat	1,1	2,2	1,6	2,6	3,0	0,4	1,4	1,9
Realrenteafgift/pensionsafkastskat	0,0	1,5	1,3	1,1	0,0	1,3	-1,3	0,0
Øvrige skatter3)	1,2	1,8	1,5	1,6	1,6	0,3	0,1	0,4
Skattetryk i pct. af BNP	42,9	49,9	47,3	49,8	48,2	4,4	0,9	5,3

1) Skøn for 2002. For energi-, miljø-, og bilafgifter er data fra den seneste konjunkturvurdering anvendt til at beregne vækstrater for 2002 og derpå fremskrive 2001-værdier til 2002.

2) Personskatter indeholder kildeskatter, AM-bidrag, ejendomsværdiskat, bo- og gaveafgift samt andre personskatter.

3) Øvrige skatter indeholder bidrag til sociale ordninger.

Kilde: Danmarks Statistik, Skatteministeriet og egne beregninger.

Stigningen i skattetrykket siden 1982 er en anelse større end det, som kan henføres til virkninger af den økonomiske politik, der isoleret har øget skattetrykket med 5 pct.enheder siden 1982, jf. tabel 7.4. Strukturelle forhold har bidraget med en stigning på 0,5 pct.enheder, mens tekniske og øvrige forhold har reduceret skattetrykket med 0,1 pct.enhed.

Tabel 7.4. Bidrag til ændring i skattetrykket, 1982 til 2002

	82-84	84-86	86-88	88-90	90-92	92-94	94-96	96-98	98-00	00-02	82-02	92-02	82-02
	Pct.enheder af BNP
Øk. politik1)	0,8	2,7	2,6	-1,5	-0,3	-0,6	0,4	1,2	0,4	-0,6	4,3	0,7	5,0
Heraf:
Personskat m.v2)	-0,1	1,3	1,3	-0,2	0,2	-0,6	-0,5	-0,2	0,1	-0,9	2,4	-2,0	0,4
Kommuneskatter	1,1	0,0	0,6	0,0	0,3	0,1	0,4	0,5	0,2	0,2	1,9	1,4	3,3
Afgifter3)	-0,3	0,8	0,7	-0,8	-0,7	0,0	0,5	0,9	0,3	0,1	-0,3	1,8	1,5
Selskabsskatter	0,0	0,5	0,0	-0,4	-0,1	0,0	0,0	0,0	-0,2	-0,1	0,0	-0,3	-0,3
Ejendomsskatter4)	0,2	0,1	0,0	-0,1	0,1	-0,2	-0,1	0,0	0,0	0,1	0,3	-0,2	0,1
Strukturel. effekter	0,3	-0,3	0,0	0,3	0,0	0,7	0,0	-0,4	0,0	-0,1	0,3	0,2	0,5
Heraf:
Strukturledighed	0,1	0,0	0,2	0,1	0,0	-0,1	-0,3	-0,4	-0,2	-0,1	0,4	-1,0	-0,6
Personlig nettokapitalindkomst 5)	0,3	-0,3	-0,1	0,2	0,0	0,8	0,3	0,0	0,2	0,0	0,1	1,3	1,4
Lign.m. fradrag6)	0,0	0,0	-0,2	0,0	-0,1	-0,1	0,0	0,0	0,1	0,0	-0,2	-0,1	-0,3
Tekniske forhold	2,1	0,8	-1,3	-2,3	0,6	2,5	-0,4	-0,6	-1,7	0,1	-0,1	0,0	-0,1
Heraf:
Konj. i overførsler	-0,1	-0,4	0,6	0,3	0,1	0,3	0,1	-0,4	-0,2	-0,1	0,4	-0,1	0,3
Bruttoficering og nettoficering7)	0,0	0,0	0,0	0,0	0,0	1,0	-0,5	-0,2	0,0	0,0	0,0	0,3	0,3
Ændr. i afg. belagt privatforbrug	0,0	0,8	-0,2	-1,1	0,0	0,2	0,8	0,5	-0,2	-0,5	-0,5	0,8	0,3
Afgiftsændr. effekt på BNP8	0,2	-0,9	-0,2	0,9	0,4	-0,1	-0,7	-0,7	0,0	0,2	0,4	-1,3	-0,9
Ejendomsværdier	-0,1	0,2	0,1	-0,3	-0,2	0,1	0,0	0,1	0,1	0,1	-0,3	0,3	0,0
Realrenteafgift/ Pensionsafkastskat	0,6	0,5	0,5	-0,4	0,1	0,2	-0,2	-0,4	-0,2	-0,7	1,3	-1,3	0,0
Selskabsskattebasen	1,3	0,1	-1,0	-0,2	0,1	0,5	0,3	0,5	-0,2	0,7	0,5	1,7	2,2
Residual	0,2	0,4	-1,0	-1,6	0,1	0,4	-0,2	-0,1	-0,9	0,4	-1,9	-0,5	-2,3
Ændr. i skattetryk	3,2	3,2	1,2	-3,5	0,3	2,5	0,0	0,2	-1,3	-0,6	4,4	0,9	5,3

1) Ændringer i skattesatser samt diskretionære ændringer i skattegrundlag.

2) Ekskl. kommuneskatter.

3) Inkl. effekten af at stykafgifter ikke automatisk inflationsreguleres (fiscal drag). Isoleret reducerer fiscal drag skattetrykket med 3,6 pct.enheder i perioden 1982-02. Stigningen i det samlede bidrag afspejler, at afgifterne er øget mere end priserne. Beregningerne indeholder endvidere effekten af indførelse og ændring i AMBI og lønsumsafgift.

4) Ændringer i skattesatsen for de pågældende skatter. Denne metode afviger fra den traditionelle opgørelse ved beregning af finanseffekten, hvor effekten fra ejendomsskatter er målt som en mervækst i forhold til BNP-væksten.

5) Ændret skattegrundlag for beskatning af husholdningernes nettokapitalindkomst.

6) Ændret fradragsgrundlag.

7) Nettoficering henviser til det forhold, at indfasningen af arbejdsmarkedsbidraget reducerede de skattepligtige overførsler, svarende til en nettoficering.

8) Effekten af indirekte skatter på størrelsen af BNP. En ændring i de indirekte skatter får således kun ca. halv effekt på skattetrykket, fordi BNP tilsvarende ændres.

Kilde: Danmarks Statistik, Skatteministeriet og egne beregninger.

For perioden 1982-02 har de statslige personskatter bidraget med en stigning på 0,4 pct.enheder, mens bidraget fra afgifter og ejendomsskatter tilsammen er 1,6 pct.enheder. Selskabsskatten har trukket i den modsatte retning og reduceret skattetrykket med 0,3 pct.enheder, hvilket skyldes den generelle nedsættelse af selskabsskattesatsen fra 40 pct. i 1982 til 30 pct. i 2002.

Det væsentligste bidrag fra økonomisk politik stammer fra de stigende kommunale personskattesatser, som har forøget skattetrykket med 3,3 pct.enheder. Det afspejler, at kommune- og amtsskattesatserne sammenlagt er steget med mere end 7½ pct.enheder siden 1982 – fra knap 25 pct. til 32,6 pct. Stigningen i de kommunale skattesatser afspejler ikke alene lokalpolitiske beslutninger. Ud af den samlede stigning i de kommunale skattesatser fra 1992 til 2002 på 3,2 pct.enheder, er knap halvdelen indeholdt som forudsætning i aftaler med KL og Amtsrådsforeningen.

Fra 1982 til 1992 forøgede den økonomiske politik skattetrykket med omkring 4¼ pct.enheder, hvilket primært var en følge af en stigning i de statslige personskatter samt i kommuneskatterne. Derimod bidrog afgiftspolitikken med et fald på knap ¼ pct.enhed. Det afspejler, at den manglende indeksering af stykafgifterne mere end opvejede de diskretionære ændringer af afgiftssatserne. Endelig bidrog ejendomsbeskatningen med en stigning i skattetrykket på omkring 0,3 pct.enhed. Stigningen i skatterne som følge af den økonomiske politik fra 1982 til 1987 skal primært ses i lyset af de økonomiske balanceproblemer på daværende tidspunkt, herunder særligt det meget store underskud på de offentlige finanser i 1982.

Fra 1992 til 2002 forøgede den økonomiske politik skattetrykket med 0,7 pct.enheder, hvilket netto kan henføres til stigningen i kommuneskatter. Faldet i de statslige personskatter sænkede skattetrykket med 2 pct.enheder, mens afgiftspolitikken forøgede skattetrykket med 1,8 pct.enheder, hvilket afspejler omlægningen fra indkomstskatter til grønne afgifter ved periodens to skattereformer i 1994 og 1999. Ved begge reformer blev nye afgifter indført og eksisterende afgifter blev forhøjet med det formål at finansiere lettelser i indkomstskatten samt at tilskynde til mere miljøbevidst adfærd.

Ejendomsskatterne er reduceret med 0,2 pct.enheder i 1992-02. Faldet skyldes primært reduktion i lejeværdisatsen i 1994. Omvendt stiger ejendomsskatterne fra og med indførelsen af Pinsepakken i takt med, at folk køber ny bolig og dermed overgår til 1 pct. ejendomsværdiskat. For at få et dækkende billede af beskatningen af boligejere, skal reduktionen i ejendomsskatterne dog ses i sammenhæng med de politisk bestemte reduktioner i skatteværdien af rentefradraget, jf. senere.

Skattetrykket er påvirket af en række strukturelle forhold, der har forøget skattetrykket siden 1982. I perioden 1982-92 var stigningen primært en følge af den højere strukturledighed, der øgede skattetrykket med ½ pct.enhed. Siden 1992 har strukturelle forhold hævet skattetrykket med omkring 0,2 pct.enheder. Dette bidrag dækker over, at den skattetryksdæmpende effekt af den faldende strukturledighed (som reducerede skattetrykket med 1 pct. enhed), samt reduktion i størrelsen af de ligningsmæssige fradrag, blev mere end opvejet af den skattetryksforøgende effekt af mindre negativ personlig nettokapitalindkomst (der forøgede trykket med 1,3 pct.enheder). Den personlige negative nettokapitalindkomsts andel af BNP er således næsten halveret siden 1992, jf. senere omtale.

En række tekniske forhold har dæmpet væksten i skattetrykket siden 1982 med omkring 0,1 pct.enheder.

Faldet i afgiftsbelagt forbrug sænkede skattetrykket med ½ pct.enhed i 1982-92. Effekterne af lavkonjunkturen fra 1987 – med et fald i det afgiftsbelagte forbrugs andel af BNP – mere end opvejede effekterne af højkonjunkturen fra 1982 til 1986, jf. senere omtale af afgiftstrykket. I 1992-02 har udviklingen i afgiftsbelagt forbrug omvendt ført til stigende skattetryk.

Eftersom indirekte skatter indgår i BNP vil ændringer i afgiftsprovenuet som følge af ændringer i afgiftssatser og forbrug påvirke størrelsen af BNP. Det medfører, at effekten på skattetrykket af provenuændringer reduceres[3]. Samlet har stigningen i skattetrykket som følge af politikændringer og ændringer i forbruget umiddelbart øget skattetrykket med 1,8 pct.enheder fra 1982 til 2002. Da BNP tilsvarende stiger med 1,8 pct. enheder, skal der således tages højde for en teknisk reduktion af skattetrykket på 0,9 pct.enheder i perioden 1982-02, jf. tabel 7.4.

Lavkonjunkturen fra 1987 var præget af faldende ejendomsværdier, hvilket mere end opvejede den skattetryksforøgende effekt af de stigende ejendomsværdier under højkonjunkturen 1982-86 og medførte et konjunkturbetinget fald i skattetrykket på 0,4 pct.enheder.

I modsat retning trak realrenteafgiften, som øgede skattetrykket med 1,3 pct.enheder i perioden 1982-92. Provenuet fra realrenteafgiften/pensions-afkastskatten er dog faldet siden 1992 som følge af det faldende reale renteniveau – i 2001 og 2002 er pensionsafkastet således historisk lavt. Dette har bidraget til et fald i skattetrykket på godt 1,3 pct.enheder fra 1992 til 2002. Omvendt har provenu fra beskatningen af selskaber – ud over de politisk betingede ændringer i selskabsskattesatsen – øget skattetrykket med 1,7 pct.enheder i perioden, hvilket til dels skyldes øget provenu fra beskatning af eksempelvis den finansielle sektor samt de kulbrinteskattepligtige selskaber.

Under højkonjunkturen 1982-86 bidrog skattebetalingen af overførsler med et teknisk betinget fald i det samlede skattetryk på ½ pct.enhed, jf. tabel 7.4. I den efterfølgende lavkonjunktur 1987-92 var bidraget en stigning i skattetrykket på omkring 1 pct.enhed.

Bruttoficeringen af kontanthjælp og sociale pensioner i 1994 bidrog til at øge beskatningen af overførselsmodtagere og medførte dermed en teknisk stigning i skattetrykket. I modsat retning trækker indfasningen af arbejdsmarkedsbidraget i 1994-98. Da overførselsmodtagere ikke betaler arbejdsmarkedsbidrag medførte indførelsen af arbejdsmarkedsbidraget en lavere satsregulering af overførsler og dermed en delvis nettoficering af overførselsindkomster. Brutto- og nettoficeringen bevirkede tilsammen en teknisk stigning i skattetrykket på 0,3 pct.enheder fra 1992 til 2002.

Bidragene fra økonomisk politik, strukturelle- og tekniske forhold bidrager med en lidt for høj stigning til forklaring af det faktiske skattetryk, hvilket afspejler sig i et negativt residual, jf. tabel 7.4. Et sådant residual beregnes primært for perioden 1986-90. Årsagerne hertil kan ikke umiddelbart dekomponeres, men kan blandt andet skyldes en substitution fra højere til lavere beskattede aktiviteter.

Konjunkturpåvirkning af skattetrykket

Konjunkturerne påvirker skattetrykket i både op- og nedadgående retning. Eksempelvis stiger det højt beskattede bilkøb og til dels øvrige forbrugsafgifter, selskabsskat og pensionsafkastskat i en højkonjunktur mere end produktionen og bidrager således til øget skattetryk. Herudover kommer effekten af progressionen i skattesystemet, der, som følge af forsinkelse i reguleringen af progressionsgrænserne, i de første år af en højkonjunktur vil bidrage til stigende skattetryk.

I modsat retning trækker den skattetryksdæmpende effekt af færre på indkomstoverførsel. En konjunkturopgang, der medfører stigende beskæftigelse og fald i antallet af overførselsmodtagere, vil ikke medføre samme vækst i skattegrundlaget som i produktionen. Væksten i skattegrundlaget udgør alene forskellen mellem indkomsten som overførselsmodtager og indkomsten som beskæftiget. Dette forhold trækker i retning af et faldende skattetryk under en højkonjunktur, og omvendt i en lavkonjunktur, jf. boks 7.3.

Boks 7.3. Eksempel på konjunkturernes indvirkning på skattetrykket

I eksemplet vises med udgangspunkt i beskatningen af overførsler en stiliseret opgørelse af skattegrundlaget og skattebetalingen i normalsituationen og i en højkonjunktur. Beskatningen af overførsler bevirker, at konjunkturfremgangen øger produktionen (BNP) relativt mere end beskatningsgrundlaget, hvorved skattetrykket falder, jf. tabel a. Tabel a. Belastning af skat på overførsler i højkonjunktur
			Normalsituation		Højkon-junktur			Difference
1.BFI			86		88			2
2.Afgifter			14		14			0
3.=1+2: BNP			100		102			2
4.Overførsler			14		13			-1
5.=1+4: Grundlag for direkte skatter................			100		101			1
6.Gnst. direkte skattesats			36 pct.		36 pct.			0 pct.
7.=5*6: Direkte skatter			36,0		36,4			0,4
8.=2+7: Skatter og afgifter i alt			50,0		50,4			0,4
9.=8/3: Skattetryk			50,0 pct.		49,4 pct.			-0,6 pct.
Beregning på ADAM af et eksogent stød til økonomien giver ikke noget entydigt resultat på skattetrykket, jf. tabel b.Skattetrykket stiger i de første 2 år efter det ekspansive stød til økonomien, men falder derefter til et niveau under udgangssituationen. Tabel b. Skattetryk i højkonjunktur
	1 år	2 år		3 år		5 år	10 år		15 år
Forskel i skattetryk	0,05	0,03		-0,05		-0,14	-0,08		-0,04
Heraf: Forskel i personskattetryk	-0,20	-0,14		-0,10		-0,04	0,01		0,00
Forskel i afgiftsskattetryk	0,07	-0,01		-0,08		-0,07	0,00		-0,01
Forskel i selskabsskattetryk	0,42	0,32		0,17		-0,12	-0,14		-0,04
Forskel i andre skatter	-0,24	-0,13		-0,04		0,09	0,06		0,01
Anm.: Stødet til økonomien er foretaget i form af en stigning i privatforbrug og eksport, svarende til en mervækst i BNP på 2 pct. alene i udgangsåret, hvorefter vækstraterne er uændrede. Der er således tale om et niveauskifte i BNP. Eksperimentet er foretaget med eksogen rente og løn. Kilde: Egne beregninger.

Det er ikke umiddelbart entydigt hvilken effekt, der vejer tungest. Beregninger på ADAM viser, at skattetrykket stiger initialt, hvor det efter 3 år falder til et niveau under udgangssituationen, jf. boks 7.3. Personskatterne falder initialt som forventet, men modsvares af stigende afgifter. De konjunkturbetingede ændringer i skattetrykket er under alle omstændigheder relativt små i forhold til de faktiske ændringer i skattetrykket i højkonjunkturperioderne 1982-86 og 1993-98. Forklaringen på stigende skattetryk kan således ikke findes i konjunkturudviklingen, men skal i højere grad findes i den førte økonomiske politik, jf. tabel 7.4.

Afgifternes indvirkning på skattetrykket

Moms og afgifter har – set over hele perioden fra 1982 til 2002 – bidraget med en stigning i skattetrykket på 0,4 pct.enheder. Indførelse og stigning i afgifterne i perioden 1985-88 samt i forbindelse med skattereformerne Ny Kursfra 1993 og Pinsepakken fra 1998 har bidraget til en stigning i moms og afgiftssatser med 1,5 pct.enheder. I perioden 1982-92 skete der et fald i forbruget af afgiftsbelagte varer primært i form af reduktion i momsbelagt forbrug, hvilket reducerede skattetrykket med 0,5 pct.enheder. I perioden 1992-02 har forbruget af afgiftsbelagte varer modsat været svagt stigende til trods for en markant stigning i afgiftssatserne, særligt i punktafgifterne, jf. boks 7.4.

Husholdningernes nettokapitalindkomst

Ved både 1987, 1994 og 1999 skattereformerne har en målsætning været at tilpasse rentefradragets størrelse til de omkringliggende lande og reducere tilskyndelsen til låntagning. Herudover bidrog reduktionen af rentefradragets skatteværdi til finansiering af personskattenedsættelser.

Den deraf følgende adfærdsændring, i form af højere opsparing, har bidraget til at styrke samfundsøkonomien og til at reducere renten. Den effektive obligationsrente er faldet med ca. 15 pct.enheder siden 1982, jf. figur 7.3a. Rentefaldet bidrog sammen med de forbedrede konjunkturer til at øge huspriserne fra 1993. Herudover blev mulighederne for at konvertere realkreditlån forbedret, hvilket blev yderligere attraktivt på grund af den faldende rente.

Samlet bidrog den større opsparing og den lavere rente – herunder bedre konverteringsmuligheder – til, at den negative personlige nettokapitalindkomsts andel af BNP blev næsten halveret i perioden 1992-2002, jf. figur 7.3b.

Boks 7.4. Afgiftstrykket

Den førte økonomiske politik har bidraget til det stigende afgiftstryk. Særligt i 1982-88 og med skattereformerne Ny Kursog Pinsepakken, hvor der blev indført flere grønne afgifter, herunder opjustering af eksisterende punktafgifter særligt på energi, har bidraget til øget skattetryk. I enkelte tilfælde er der foretaget deciderede nedsættelser af punktafgifter. Dette er primært sket i perioden 1987-92 blandt andet med henblik på at opnå lavere grænsehandel. I 1988 indførtes et arbejdsmarkedsbidrag af private virksomheders momsgrundlag (AMBI). AMBI’en blev dog relativt hurtigt afskaffet igen i 1992, hvor den modsvaredes af en stigning i momssatsen fra 22 pct. til 25 pct. Det faktiske forbrug af afgiftsbelagte varer har tilsvarende bidraget til ændringer i skattetrykket. Specielt bilkøbet har via skatteindtægterne fra registreringsafgiften bidraget til udsving i skattetrykket. Bilkøbet var medvirkende til at hæve skattetrykket under højkonjunkturen fra 1982 til 1986, da bilkøbet næsten blev fordoblet. I den efterfølgende lavkonjunktur faldt bilkøbet tilbage til niveauet fra 1982 og blev således halveret, hvilket var medvirkende til at dæmpe skattetrykket under lavkonjunkturen fra 1987. Bilkøbet steg igen frem til 1997/98, hvor niveauet fra 1986 (i faste priser) blev nået. Siden da er bilforbruget igen næsten halveret frem til 2001. Tabel a. Bidrag til ændring i skattetrykket fra moms- og afgiftstrykket
	82-84	84-86	86-88	88-90	90-92	92-94	94-96	96-98	98-00	00-02	82-92	92-02	82-02
	Pct.enheder af BNP
Ændr. i moms- og afgiftstryk1)	0,4	1,5	-0,4	-1,6	-0,4	0,7	0,3	1,0	-1,2	0,2	-0,4	0,8	0,4
Politik2)	-0,3	0,8	0,7	-0,8	-0,7	0,0	0,5	0,9	0,3	0,1	-0,3	1,8	1,5
heraf : Momssatsen	0,0	0,0	1,0	0,0	0,0	0,0	0,0	0,0	0,0	0,0	1,0	0,0	1,0
Punktafg.satser3)	-0,7	0,7	0,0	-0,8	-0,7	-0,2	0,3	0,7	0,3	0,2	-1,6	1,3	-0,3
Registreringsafg	0,3	0,1	-0,3	-0,1	-0,1	0,2	0,0	0,0	-0,1	0,0	0,0	0,1	0,1
Øvrige afgifter	0,1	0,0	0,0	0,1	0,1	0,1	0,2	0,2	0,1	-0,2	0,4	0,4	0,8
Forbrug4	0,0	0,8	-0,2	-1,1	0,0	0,2	0,8	0,5	-0,2	-0,5	-0,5	0,8	0,3
heraf: Momsbel. varer	-0,1	0,1	-0,3	-0,5	-0,3	0,1	0,1	0,1	-0,3	0,0	-1,2	0,1	-1,1
Punktafg. varer	-0,3	0,2	0,2	-0,4	0,2	0,1	0,1	0,1	0,0	-0,3	0,0	0,1	0,0
Bilkøb	0,4	0,5	-0,2	-0,3	0,0	-0,1	0,5	0,2	0,0	-0,3	0,5	0,3	0,8
Øvrigt forbrug	0,0	0,0	0,1	0,0	0,0	0,0	0,0	0,1	0,1	0,1	0,2	0,2	0,4
Afgiftsændr. effekt på BNP5	0,2	-0,9	-0,2	0,9	0,4	-0,1	-0,7	-0,7	0,0	0,2	0,4	-1,3	-0,9
Residual	0,6	0,7	-0,6	-0,6	-0,1	0,5	-0,4	0,3	-1,3	0,4	-0,1	-0,4	-0,5
1) Svarer til summen af ”Moms” og ”Afgifter af varer” i tabel 7.3. 2) Politisk bestemte ændringer, svarer til ”Afgifter” fra tabel 7.4. 3) Inklusiv effekten af fiscal drag. 4) Svarer til ”Ændr. i afg. belagt privatforbr.” fra tabel 7.4. 5) Svarer til ”Afgiftsændr. effekt på BNP” fra tabel 7.4. Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Figur 7.3a. Rente og huspriser

Figur 7.3b. Personlig nettokapitalindkomst

 

 

 

 

 

Kilde: ADAM, Danmarks Statistik og egne beregninger.

Provenuet fra personlig nettokapitalindkomst har som følge heraf bidraget til en stigning i skattetrykket på 2,6 pct.enheder. Heraf skyldes 1,2 pct.enheder lavere skatteværdi af rentefradraget, mens 1,4 pct.enheder kan tilskrives fald i den negative personlige nettokapitalindkomst, jf. tabel 7.5.

Tabel 7.5. Bidrag til ændring i skattetrykket fra personlig nettokapitalindkomst

	82-84	84-86	86-88	88-90	90-92	92-94	94-96	96-98	98-00	00-02	82-92	92-02	82-02
	Pct.enheder af BNP
Bidrag i alt	0,1	-0,3	0,6	0,2	0,0	0,9	0,4	0,1	0,5	0,1	0,6	2,0	2,6
Heraf:
- Politik1	-0,2	0,0	0,7	0,0	0,0	0,1	0,0	0,1	0,4	0,1	0,5	0,7	1,2
- Skatte-grundlag2).	0,3	-0,3	-0,1	0,2	0,0	0,8	0,3	0,0	0,2	0,0	0,1	1,3	1,4

Anm.: Den skattepligtige indkomst blev ikke opdelt på bidrag fra personlig indkomst og personlig kapitalindkomst før med skattereformen fra 1987. Opgørelsen af personlig kapitalindkomst for 1982-1986 er således baseret på fordelingen af kapitalindkomst mellem personlig kapitalindkomst og virksomhedskapitalindkomst for 1987. Beregning af skatteværdien af personlig nettokapital er foretaget under forudsætning af, at kapitalindkomsten er marginal indkomst, og dermed ikke modsvaret af personfradrag eller bundfradrag. Afvigelser mellem bidrag i alt og sum af enkeltkomponenter skyldes dekomponeringsresidual.

1) Effekten af ændrede beskatningsregler.

2) Effekten af ændring i den personlige nettokapitalindkomst.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Ændringerne i kapitalindkomstbeskatningen har tilsvarende afgørende betydning for udviklingen i husholdningernes skattetryk. Det gennemsnitlige personskattetryk – målt som samlede personskatter i procent af bruttoindkomsten – er nogenlunde uændret fra 1987 til i dag. Men renteudviklingen, herunder reduktionen af rentefradragets skatteværdi, har haft afgørende betydning for sammensætningen af personskatten.

Beskatningen af nettokapitalindkomst har således isoleret set bidraget med en stigning i personskatten på 3,6 pct.enheder for de 25-59-årige fuldtidsbeskæftigede,jf. tabel 7.6.En dekomponering af bidrag fra nettokapitalindkomsten viser, at faldet i den negative nettokapitalindkomst isoleret set bidrager med en stigning i det gennemsnitlige personskattestryk på 2,1 pct.enheder, hvor den lavere skatteværdi af rentefradraget bidrager med en stigning på 1,5 pct.enheder. Ligeledes har beskatningen af øvrig kapitalindkomst været stigende. Fra 1992 og frem er skatten af øvrig kapitalindkomst steget med 0,4 pct.enheder.

I modsat retning trækker lavere skat af indkomst samt lavere skat af lejeværdi/ejendomsværdiskat med tilsammen 4,4 pct.enheder. Samlet er den gennemsnitlige personskat faldet med 0,5 pct.enheder.

Tabel 7.6. Ændring i personskat fordelt på skattebaser, 1987 til 2002

Ændring i gennemsnitlig personskat sfa.:	87-92	92-97	97-02	87-02
	Pct.enheder
Gennemsnitlig personskat	1,6	-1,2	-0,8	-0,5
Bidrag fra:
Personlig indkomst	1,9	-3,6	-2,5	-4,1
Lejeværdi /ejendomsværdiskat	-0,3	-0,4	0,4	-0,3
Nettokapitalindkomst	0,1	2,4	1,2	3,6
- heraf ændr. i nettokapitalindkomsten	0,0	1,8	0,3	2,1
- heraf ændr. i beskatningsregler	0,1	0,6	0,8	1,5
Øvrig kapitalindkomst1	-	0,3	0,1	0,42)

Anm.: Beregningerne er foretaget for 25-59-årige fuldtidsbeskæftigede. Dekomponeringen er foretaget ved at fordele de personlige indkomstskatter på den del, der påhviler lejeværdi, nettokapitalindkomst, øvrig kapitalindkomst og den personlige indkomst. Opdelingen af skatterne følger princippet for hver enkelt skattetype og de skattemæssige regler i de betragtede år. Metoden svarer til den, der anvendes i Fordeling og Incitamenter, juni 2002. Se endvidere anmærkning til tabel 7.2.

1) Øvrig kapitalindkomst består af dansk og udenlandsk aktie- og udbytteindkomst samt formueindkomst (frem til 1996). Pga. vanskeligheder med at afgrænse beskatningen af kapitalindkomsten, er øvrig kapitalindkomst ikke opgjort for perioden før 1992.

2) Ændring i perioden 1992-02.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Den mindre negative beskatning fra nettokapitalindkomst har fundet sted fra slutningen af 1980’erne og frem til midten af 1990’erne, med særlig stor virkning fra 1993 til 1994, jf. figur 7.4.

Figur 7.4. Udviklingen i skat af nettokapitalindkomst

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anm.: Figuren indeholder ikke øvrig kapitalindkomst. Se endvidere anmærkning til tabel 7.6 og tabel 7.2.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Med udgangspunkt i familietypeberegninger er det muligt yderligere at dekomponere udviklingen i nettokapitalindkomsten på effekten fra renteudviklingen og boligprisudviklingen. Boks 7.5 viser et eksempel på, hvordan de store ændringer som følge af de 3 skattereformer, samt renteniveau og huspriser har påvirket indkomstskatten for en specifik familie i ejerbolig fra 1986 til i dag. Familietypeberegningerne anskueliggør det forløb, som de fleste boligejere har oplevet de seneste 15 år. Skattebetalingerne er stort set uændrede gennem hele perioden, men den disponible indkomst er dog forbedret markant, netop fordi renten og dermed renteudgifterne er faldet. Hertil kommer en betydelig kapitalgevinst som følge af prisstigningen på ejerboliger.

Boks 7.5. Skat-, rente- og boligprisernes virkning på skattetrykket

Ændringerne i renteniveau, huspriser og kapitalindkomstbeskatningen har medført betydelige ændringer i skattebetalingen for familier i ejerbolig. Tabel a nedenfor viser, hvordan skattetrykket – målt som skatter i pct. af bruttoindkomsten – er ændret fra 1986 til 2002 fordelt på bidrag fra indkomstskatter, ejerboligbeskatning, boligprisudviklingen samt renteudviklingen. Bruttoindkomsten er summen af erhvervsindkomst, overførselsindkomst og nettokapitalindkomst analog til beregningerne af skattetrykket for de 25-59-årige, jf. tabel 7.2. Beregningerne er lavet med udgangspunkt i en familietype, bestående af 2 LO-arbejdere med børn. Beregningerne viser således den økonomiske situation for familietyper med bestemte kendetegn vedrørende beskæftigelse, løn, bolig o.l. Det er således ikke bestemte familier, der følges over tid, men familier, som er i en sammenlignelig situation på forskellige tidspunkter. Familien i det pågældende eksempel bor således i samme type bolig, men boligen er købt på forskellige tidspunkter. Familierne har således betalt af på lånet i lige mange år, men til forskellige renteomkostninger afhængig af renteniveau og boligens pris på købstidspunktet. Der er derfor et nogenlunde konstant forhold mellem gæld og boligværdi. Tabel a. Ændring i den gennemsnitlige personskat for en LO-parfamilie i ejerbolig
Ændring i det gennemsnitlige skattetryk sfa.:	1986-1992	1992-2002	1986-2002
	Pct.enheder
1. Indkomstskat	-3,9	-7,2	-11,2
2. Ejerboligbeskatning ved given boligværdi	0,6	1,5	2,1
- heraf lejeværdi/ejendomsværdiskat	-0,4	-0,7	-1,1
- heraf skatteværdi af rentefradrag	1,0	2,2	3,2
3. Effekt af ændret boligværdi	1,0	-2,4	-1,3
- heraf effekt på lejeværdi	-0,4	0,6	0,3
- heraf effekt på rentefradrag	1,4	-3,0	-1,6
4. Renteudgifternes effekt på rentefradrag	3,7	5,8	9,5
5. Skattetryk (1+2+3+4	1,5	-2,3	-0,9
6. Rentebetalinger	-7,4	-5,2	-12,6
7. Samlet effekt af skatter og rentebetalinger (5+6	-5,9	-7,6	-13,5
Anm.: Skattetrykket er beregnet som den samlede skat i procent af bruttoindkomsten. Rentebetalingerne er beregnet som de samlede renteudgifter ligeledes i pct. af bruttoindkomsten. Familietypeberegningerne inddrager kun forhold der vedrører den enkelte familietype. Fordelen herved er, at det giver mulighed for – som i nærværende eksempel – præcist at udskille skatteeffekterne af forskellige økonomiske forhold, herunder ændringerne i boligpriser og rente. Ulempen er, at familietypeberegningerne ikke nødvendigvis er repræsentative for befolkningens økonomiske situation som helhed, herunder som følge af at der er tale om forsimplede økonomiske forhold for en familie. Kilde:Egne beregninger.

 

For LO-parfamilien er indkomstskatterne isoleret reduceret med 11,2 pct.enheder. Effekten af ændringer i ejerboligbeskatningen trækker i hver sin retning. På den ene side er beskatningen af ejerbolig faldet, hvilket reducerer skattetrykket med 1,1 pct.enhed. På den anden side er skattefradraget for negativ nettokapitalindkomst reduceret fra godt 62 pct. i 1986 til 33 pct. i 2002 for LO-familien, hvilket isoleret svarer til en stigning i skattetrykket på 3,2 pct.enheder. Priserne på ejerbolig ift. indkomstudviklingen er steget siden 1986, hvilket bidrager til at øge skattetrykket med 0,3 pct.enheder, som følge af stigende lejeværdi. Omvendt trækker den relative stigning i ejerboligpriserne i retning af højere negativ nettokapitalindkomst og dermed lavere skat, svarende til et fald i skattetrykket på 1,6 pct.enheder. Denne effekt skyldes det forhold, at familietyperne bor i en bolig, de har købt inden for de sidste 10 år, og som er belånt op til 80 pct. Familien fra 2002 vil således alene pga. boligens pris have højere renteudgifter end familien fra 1987 (ved uændret rente). Samlet er skattetrykket sfa. boligprisudviklingen indirekte faldet med 1,3 pct.enheder. Faldet i renteniveauet fra ca. 10 pct. til 5,5 pct., og de deraf følgende lavere renteudgifter betyder lavere negativ nettokapitalindkomst, hvilket medfører en stigning i beskatningen på 9,5 pct.enheder. Samlet er indkomstskatten, når der tages hensyn til ændringerne som følge af indkomstskatter, ejerboligbeskatning, boligprisudviklingen og renteudviklingen, faldet med 0,9 pct.enheder fra 1986 til 2002 for LO-parfamilien i ejerbolig. Herfra skal yderligere fratrækkes lavere rentebetalinger, der er faldet med 12,6 pct.enheder af bruttoindkomsten. Det samlede resultat er således, at LO-parfamiliens udgifter til skat og renter i pct. af bruttoindkomsten er faldet med 13,5 pct.enheder. Dette svarer omvendt til, at den disponible indkomst efter skat og renteudgifter i pct. af bruttoindkomsten tilsvarende er steget med 13,5 pct.enheder.

7.4. International sammenligning af skattetryk

Skattetrykket i Danmark er højt set i international sammenhæng, når skattetrykket måles ved det simple skattetryksmål – skatter og afgifter i pct. af BNP, jf. figur 7.5.

Danmark har sammen med Sverige og Østrig et skattetryk i omegnen af 50 pct. De lande, som ligger omkring EU-gennemsnittet, har typisk et skattetryk på 40-45 pct., herunder Frankrig, Tyskland og Holland.

Internationale sammenligninger af skattetryk skal fortolkes med forsigtighed, fordi de påvirkes af en række tekniske og institutionelle forskelle mellem landene.

Figur 7.5. Skattetryk i forskellige lande, 2001

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anm.: Det viste skattetryk er skatter og afgifter i pct. af BNP.

Kilde: Eurostat.

Således er overførsler skattepligtige i Danmark, mens de i en række andre lande typisk er skattefri eller gives som skattefradrag. Korrigeres for forskelle i beskatning af indkomstoverførslerhar Danmark – sammen med Sverige – stadig et relativt højt skattetryk, men forskellene indsnævres, jf. tabel 7.7.

Hertil kommer, at landene afviger med hensyn til anvendelsen af offentlige tilskud eller skattefradrag til sociale formål. Gives offentlig støtte som skattefradrag frem for som et direkte tilskud, vil det målte skattetryk isoleret set blive reduceret på trods af, at skattebelastningen er upåvirket. I Danmark støttes børnefamilierne gennem kontante tilskud, mens de i eksempelvis Tyskland støttes gennem skattefradrag. Korrigeres herfor, stiger det målte skattetryk i Tyskland med 1,7 pct.enhed.

Landene afviger også med hensyn til, i hvor høj grad offentlige virksomheder betaler moms og afgifter ved køb af varer og tjenester fra andre dele af den offentlige sektor. Idet den offentlige sektors skattebetalinger til sig selvikke giver anledning til en skattebelastning for den private sektor, men alene har en teknisk indvirkning på skattetrykket, bør det målte skattetryk renses herfor. En korrektion for den offentlige sektors skattebetaling indebærer, at skattetrykket i Danmark og Sverige reduceres med ca. 2 pct.enheder relativt til Tyskland og Holland, jf. tabel 7.7.

Tabel 7.7. Korrigeret skattetryk, 2001

	SWE	DK	DEU	NDL
Skattetryk, 2001	54,3	49,5	41,7	40,0
	Pct.
Tekniske korrektioner:
Skat af overførsler	-3,8	-4,2	0,0	-1,6
Skattefradrag til sociale formål1	0,0	0,0	1,7	0,0
BFI-korrektion2	9,3	10,1	5,6	5,8
Offentlig skat til sig selv3	-2,3	-1,9	0,0	-0,1
Korrigeret skattetryk	57,5	53,5	49,0	44,1
Heraf:
Obligatoriske sociale bidrag til offentlig pension4)	5,3	1,0	8,0	7,6
Øvrige skatter	52,2	52,5	41,0	36,5
Primær strukturel saldo5	7,2	3,1	0,4	2,4
Korrigeret skattetryk fratrukket strukturel saldo...	50,3	50,4	48,6	41,7

1) Anvendelsen af fradrag frem for direkte tilskud til sociale formål. Korrektionen for DEU udgøres af et børnefradrag.

2) Korrektion af skattebase for afgifter.

3) Data for SWE og DEU inkluderer kun moms. DEU beregnet vha. 2000-data.

4) For DK kategoriseres den særlige pensionsopsparing (SP) som et socialt bidrag i 2001 (SP udgjorde ½ pct. af BNP i 2001). Fra 2002 kategoriseres SP derimod som en individuel opsparing.

5) Den offentlige sektors primære overskud.

Kilde: Adema, W., Net Social Expentditure 2nd edition, OECD 2001,Eurostat, OECD, nationale myndigheder samt egne beregninger.

Landene afviger endvidere med hensyn til skatternes sammensætning på direkte og indirekte skatter. Lande med en relativt høj andel af afgifter vil alt andet lige få et lavere skattetryk end lande, hvor afgifter spiller en mindre rolle for skatteindtægterne. Det skyldes, at afgifterne tæller med i det indkomstmål (BNP), som skatterne normalt måles i forhold til. Hvis skattebelastningen sættes i forhold til BFI, som – modsat BNP – ikke indeholder afgifter, øges skattetrykket i Danmark relativt til Holland og Tyskland med omkring 5 pct.enheder, hvilket afspejler at Danmark har en højere andel af afgifter i beskatningen, jf. tabel 7.7.

Der bør ydermere tages højde for, at udbredelsen af obligatoriskesociale bidrag til offentlig pensioner langt større i andre lande end i Danmark. I Sverige, Tyskland og Holland udgør disse bidrag 5-8 pct. af skattetrykket, mens andelen i Danmark er 1 pct., jf. tabel 7.7.Nogle af disse bidragsfinansierede pensionsordninger har så betydelige individuelle elementer, at de har karakter af private opsparingsordninger. Sådanne bidrag virker derfor mindre forvridende på incitamentet til at arbejde end det system af generelle indkomstskatter, som i Danmark finansierer hovedparten af de offentlige pensioner.

Korrigeres skattetrykket for obligatoriske bidrag til offentlig pension øges forskellen mellem skattetrykket i Danmark og udlandet, jf. figur 7.6.

Figur 7.6. Simpelt og korrigeret skattetryk, 2001

 

 

 

 

 

 

 

 

Anm.: I figuren illustrerer den mørkeblå søjle det korrigerede skattetryk, ekskl. obligatoriske bidrag til offentlige pensionsordninger, som helt eller delvist har karakter af bunden individuel opsparing og hvor den senere pension individuelt afhænger af størrelsen af de indbetalte beløb. Disse obligatoriske pensionsbidrag (markeret med lyseblå) kan kun delvist opfattes som en skat.

Kilde: Danmarks Statistik, nationale myndigheder og egne beregninger, jf. kapitel 7.

Endelig bør der tages højde for, at en del af forskellen i skattetryksniveauet mellem lande afspejler, at den finanspolitiske konsolidering varierer. Korrigeres for det primære strukturelle overskudpå de offentlige finanser reduceres forskellen i det målte skattetryk mellem Danmark og Tyskland med knap 3 pct.enheder – forudsat at tilpasningen sker på indtægtssiden, jf. tabel 7.7. Der kunne herudover argumenteres for også at korrigere for den langsigtede finanspolitiske holdbarhed, jf. boks 7.6.

Boks 7.6. Korrektion for strukturel saldo og finanspolitisk holdbarhed

At skattetrykket i Danmark og Sverige er 8-14 pct. enheder højere end i Holland og Tyskland afspejler blandt andet, at den offentlige sektors primære overskud – svarende til skatteindtægter minus udgifter til offentligt forbrug og overførsler, men eksklusiv renter – er højere i de to førstnævnte lande. Korrigeret for primært overskud mindskes forskellen med 1-6 pct. enheder, jf. tabel a. Tabel a. Strukturel saldo og finanspolitisk holdbarhed, 2001
	SWE	DK	DEU	NDL
	Pct. af BNP
1. Skattetryk	54,3	49,5	41,7	40,0
2. Strukturelt primært overskud	7,2	3,1	0,4	2,4
3. Krav til primært overskud i alt (4.)+(5.)	5,5	3,1	3,7	6,1
4. Heraf vedr.: offentlig gæld	0,0	0,5	0,9	0,8
5. demografi mv	5,5	2,7	2,8	5,3
6. Holdbarhedskorrektion (3.)-(2.)	-1,8	0,1	3,3	3,7
7. Skattetryk renset for overskud (1.)-(2.)..	47,1	46,4	41,3	37,6
8. Holdbarhedskorrigeret skattetryk (1.)+(6.)	52,5	49,6	45,0	43,7
Kilde: Eurostat, OECD, EPC og egne beregninger, jf. kapitel 5. På sigt vil de offentlige finanser påvirkes kraftigt i retning af øgede udgifter i forbindelse med de demografiske forskydninger. Tillige med rentebyrden vedr. den aktuelle offentlige gæld fordrer en holdbar finanspolitik således betydelige primære overskud på kort sigt – for de viste lande 3-6 pct. af BNP – hvis behovet for fremtidige ændringer af finanspolitikken skal modvirkes. Den finanspolitiske konsolidering i Danmark og Sverige er i udgangspunktet større end i Holland og Tyskland. For Danmarks tilfælde vurderes finanspolitikken således at være stort set holdbar, mens skattetrykket i Sverige skønnes at kunne reduceres med knap 2 pct. af BNP (under forudsætning af bl.a. et gunstigt forløb for beskæftigelse, erhvervsfrekvens m.v.). Med den aktuelle finanspolitik står Tyskland og Holland derimod over for betydelige udfordringer, idet den primære saldo i disse lande vil skulle styrkes svarende til 3-4 pct. af BNP for at sikre holdbare offentlige finanser. Den korrektion af finanspolitikken, der før eller siden vil blive nødvendig i Holland og Tyskland, kan udmøntes gennem enten lavere udgifter eller højere skatter. Forudsættes det beregningsteknisk, at tilpasningen alene foretages på indtægtssiden, vil skattetrykket således skulle forøges med 3-4 pct. af BNP, mens skattetrykket i Sverige vil kunne sænkes med godt 2 pct. af BNP, jf. tabel a. Korrigeret for finanspolitikkens holdbarhed mindskes spændet mellem skattetrykket i de viste lande således fra 8-14 til 5-9 pct. enheder, som nævnt under den forudsætning, at alene skattepolitikken tilpasses med henblik på at sikre holdbare offentlige finanser.

Tilbage står, at uanset den anvendte metode og diverse korrektioner har Danmark, sammen med Sverige, et relativt højt skattetryk. Det danske skattetryk afspejler et højt offentligt serviceniveau og en betydelig grad af økonomisk omfordeling gennem skatte- og udgiftspolitikken, hvilket bidrager til en betydeligt mere ligelig fordeling af den økonomiske velstand end i de fleste andre lande.

Hertil kommer, at de offentlige finanser i Danmark – set i et langsigtet perspektiv – er betydeligt sundere end i de fleste andre EU-lande, herunder blandt andet Tyskland og Holland. Det aktuelt relativt høje danske skattetryk afspejler således også gældsnedbringelsen og strategien med holdbare overskud på de offentlige finanser.

Obligatoriske bidrag til offentlig pension

Sammenligninger af skattetryk mellem Danmark og udlandet vanskeliggøres af, at udbredelsen af sociale bidrag er langt større i andre lande end i Danmark og i mindre grad end i Danmark har karakter af en reel skat. Sociale bidrag i Danmark udgør omkring 2 pct. af BNP, mens sociale bidrag udgør omkring 15 pct. af BNP i Sverige, Tyskland og Holland, jf. figur 7.7a og b.

I nogle lande har disse bidragsfinansierede ordninger betydelige individuelle elementer, idet der er en direkte sammenhæng mellem de betalte bidrag og de rettigheder, der opnås. Herved mindskes bidragenes forvridende effekt på den enkeltes incitament til at arbejde, idet betalingerne således helt eller delvist er udtryk for tidsforskudt løn. Ordningerne bidrager dermed kun lidt eller slet ikke til at omfordele mellem høj- og lavindkomstgrupper. En direkte sammenhæng mellem indbetaling og individuel rettighed eksisterer kun få steder i det danske skattesystem (ATP, a-kasse bidrag og efterlønsbidrag). Hovedreglen i Danmark er, at der ikke er nogen sammenhæng mellem skattebetaling og individuelle rettigheder.

Figur 7.7a. Fordeling af skatteindtægter, 2001

Figur 7.7b. Fordeling af sociale bidrag, 2001

 

 

 

 

 

Kilde: EU-kommissionen, Danmarks Statistik, nationale myndigheder og egne beregninger.

På pensionsområdet, hvor udbredelsen af sociale bidrag er betydeligt lavere i Danmark end i udlandet, er der i andre lande en omfattende individuel sammenhæng mellem størrelsen af betalinger og den senere ydelse. I Danmark består de obligatoriske bidrag til offentlig pension alene af arbejdsmarkedets tillægspension (ATP), som udgør ½ pct. af BNP (i 2001 kategoriseredes SP tillige som et socialt pensionsbidrag og udgjorde ½ pct. af BNP). De offentlige pensioner (folkepensionen m.v.) finansieres derimod ikke via sociale bidrag, men via de generelle indkomstskatter. Arbejdsmarkedspensionerne i Danmark er individuelle opsparingsordninger, som er aftalt på arbejdsmarkedet. Indskuddene til de danske arbejdsmarkedspensioner er således ikke skatter og optræder derfor ikke i det samlede skattetryk.

I andre lande findes ordninger næsten tilsvarende de danske arbejdsmarkedspensioner, men i modsætning til i Danmark finansieres disse af obligatoriske sociale bidrag og er dermed en del af skattesystemet. Disse bidrag optræder altså i skattetrykket på trods af, at ordningerne kan have karakter af individuelle opsparingsordninger. En manglende korrektion for sociale pensionsbidrags ’grad af skat’ vil derfor undervurdere forskellen i skattetrykket mellem Danmark og udlandet, jf. boks 7.7.

Forskellen i udbredelsen af obligatoriske sociale bidrag til offentlig pension mellem lande afspejler forskellige velfærdsmodeller og herunder specielt, hvordan retten til sociale overførsler er sikret. I Danmark kan alle der har behov (og opfylder kravet om 40 års bopælstid i Danmark) modtage offentlig pension, mens retten til offentlig pension i eksempelvis Tyskland afhænger af den forudgående tilknytning til arbejdsmarkedet og indbetaling til det obligatoriske forsikringssystem.

Boks 7.7. Sociale pensionsbidrags lighed med opsparingsordninger

I en række lande har de offentlige pensionsordninger mange ligheder med private opsparingsordninger, herunder en direkte sammenhæng mellem bidragsbetaling og pensionsudbetaling og dermed en lavere grad af omfordeling end de almindelige indkomstskattebaserede ydelser i Danmark. Modstykket er, at bidragene virker mindre forvridende på incitamentet til at arbejde end det system af generelle indkomstskatter, der finansierer hovedparten af de offentlige pensioner i Danmark. Betragtes udbetalingsformen isoleret fremstår Holland som det land, hvor de obligatoriske bidrag til offentlige pensioner har den højeste ’grad af skat’. Holland anvender den mest omfordelende udbetalingsmekanisme – en såkaldt ’flat rate’, hvor alle får udbetalt det samme beløb uafhængigt af tidligere indkomstniveau og beskæftigelse, jf. figur a.I Danmark er udbetalingerne af den offentlige pension ligeledes ikke stigende med tidligere indkomst (bortset fra ATP-udbetalinger, der følger beskæftigelsesomfanget). Den omfordelende effekt af offentlige pensioner afhænger også af finansieringsformen. I Danmark finansieres de offentlige pensioner (bortset fra ATP) af generelle skatter, hvorved indbetalingerne er stigende med indkomsten. I Holland betaler alle beskæftigede med en løn over 0,8 af gennemsnitslønnen i fremstillingserhverv (Average Production Wage – APW) derimod det samme lump-sum pensionsbidrag, hvorved der ikke omfordeles inden for denne gruppe af beskæftigede, jf. figur b.Hertil kommer, at for beskæftigede med en løn over 0,8 APW forvrider pensionsbidraget således ikke incitamentet til at arbejde, da marginalskatten ikke påvirkes. Det Hollandske system omfordeler således fra beskæftigede med en løn over 0,8 APW til beskæftigede med lavere lønninger samt ikke-beskæftigede. Op mod halvdelen af de sociale bidrag til den offentlige pension kan derfor ikke betegnes som skat, men derimod som bidrag til en individuel opsparingsordning.
Figur a. Offentlig (netto)pension for forskellige lønniveauer samt for ikke-beskæftigede, 1995	Figur b. Årlige pensionsbidrag i forhold til årlige pensionsudbetalinger for forskellige lønniveauer, 2000-regler
Anm.: Familietypeberegninger på 1995 data under 1999-pensionsregler (figuren afspejler derfor ikke at ATP senere hen har fået karakter af individuel opsparing). APW er ca. 275.000 dkr. Kilde: ESO, 1999.	Anm.: Gennemsnitlig årlig indbetaling som erhvervsaktiv ift. den årlige udb. som pensionist i offentlige pensionssystemer. Kilde: SFI og Finansredegørelse,2001.

 

Udbetalingerne er delvist proportionale med tidligere arbejdsindkomst i Tyskland, hvor pensionsudbetalingen er proportional med den tidligere løn op til et maksimum, som svarer til 1,7 af APW. Endvidere er der kun en mindre grad af omfordeling mellem beskæftigede og ikke-beskæftigede til fordel for hjemmegående husmødre samt personer, som tidligere har været beskæftigede og modtager indkomsterstattende ydelser i forbindelse med invaliditet eller tidlig tilbagetrækning. For beskæftigede med løn under 1,7 APW har de sociale bidrag til pension således karakter af en individuel opsparingsordning. Det anslås derfor, at omkring ¾ af de obligatoriske sociale pensionsbidrag ikke har karakter af skat. Sverige startede i 1999 indfasningen af et nyt pensionssystem, som bevirker, at de sociale pensionsbidrag får karakter af en individuel opsparingsordning, når systemet er fuldt indfaset. Under det nye system skal de beskæftigedes sociale obligatoriske pensionsbidrag ikke længere finansiere den garanterede minimumspension, som i stedet finansieres via det generelle skattesystem. For en beskæftiget bliver 1/7 af det sociale pensionsbidrag indsat på en fuldt ud individuel pensionsopsparing. 6/7 af pensionsbidraget tilgår et ’Defined Contribution (DC) Pay As You Go (PAYG)’ system, som er selvfinansierende og autonomt i forhold til det øvrige statsbudget. At DC-systemet er PAYG-baseret bevirker, at der ikke fuldt ud er tale om en individuel opsparingsordning som følge af, at en andel af indbetalingerne tilgår en ’buffer fund’ til imødegåelse af det stigende antal ældre. Det anslås derfor, at omkring ¾ af de obligatoriske sociale pensionsbidrag ikke har karakter af skat. Korrigeres skatterne for den anslåede andel af sociale pensionsbidrag, der har karakter af individuelle opsparingsordninger, reduceres skattetrykket i Sverige, Tyskland og Holland med omkring 4-6 pct.enheder, mens reduktionen i Danmark er cirka 1 pct.enhed (svarende til ATP og SP), jf. tabel a. Tabel a. Sociale bidrag til pension der skønnes ikke at være skatter, 2001
	SWE	DK1)	NDL	DEU
	Pct. af BNP
1. Sociale bidrag til pension	5,3	1,0	7,6	8,0
	Andel
2. Andel af SB til pension, der ikke er skat	¾	1	½	¾
	Pct. af BNP
3. SB til pension, der ikke er skat (=1*2)	4,0	1,0	3,8	6,0
Anm.: Korrektioner er baseret på skøn. 1) For DK bestod de sociale bidrag til pension i 2001 af ATP og SP, som hver udgjorde ½ pct. af BNP. Med tilbagevirkende kraft blev det i 2002 vedtaget, at SP indbetalt i 2001 fuldt ud tilfalder den enkelte indbetaler. Kilde: Nationale myndigheder, Eurostat, OECD, ESO, Danmarks Statistik samt egne beregninger.