3. Dansk økonomi til 2010
3. Dansk økonomi til 2010
I dette kapitel præsenteres en opdateret mellemfristet fremskrivning af dansk økonomi til 2010.
Udgangspunktet er en forventning om aftagende ledighed de næste par år, blandt andet som følge af bedre internationale konjunkturer, og at initiativerne i blandt andet Forårspakken slår fuldt igennem i den indenlandske efterspørgsel.
Initiativerne i Forårspakken svækker stort set ikke gældsnedbringelsen eller finanspolitikkens langsigtede sammenhængskraft og øger ikke de mellemfristede krav til finanspolitikken. Indsatsen for at dæmme op for stigende ledighed er derfor gennemført, uden at mulighederne for at fastholde en holdbar linie i den økonomiske politik er blevet svækket.
De overordnede mellemfristede kriterier for finanspolitikken er fortsat skattestoppet og en holdbar udvikling i de offentlige finanser. Konkret planlægges efter, at det niveau for skatter, den aktuelle regulering af overførslerne og det niveau for offentlige forbrugsudgifter pr. bruger, som nås i 2010, vil kunne fastholdes i årene efter, dvs. uden at der bliver behov for opstramninger for at forhindre stigninger i den offentlige gæld.
Der er ikke politisk taget stilling til eller truffet beslutninger om den konkrete prioritering f.eks. mellem overførsler, service og skat efter 2010. Det er blandt andet disse valg, som Velfærdskommissionens arbejde skal give inspiration til.
Den mellemfristede fremskrivning viser, at den forudsatte vækst i det offentlige forbrug, skattestop og lavere skat på arbejdsindkomst kan realiseres inden for rammerne af en holdbar finanspolitik. Kravet er stort set uændret, at der skal gennemføres en yderligere strukturpolitisk indsats, som giver et selvstændigt og varigt bidrag til vækst i beskæftigelsen på 50-60.000 personer. Det skal ses i tillæg til de bidrag, som kan forventes med baggrund i blandt andet Flere i Arbejde og Skatteaftalen med fuld indfasning allerede i 2004, jf. Forårspakken.
I fravær af yderligere strukturpolitiske initiativer, som varigt kan øge beskæftigelsen med de nævnte 50-60.000 personer, udestår en finanspolitisk tilpasning på 1 pct. af BNP (i forhold til den vækst i indtægter og udgifter som er forudsat), eller initiativer som f.eks. via større beskæftigelse øger indkomstgrundlaget på den anden side af 2010.
Forudsætningerne bag fremskrivningen er ændret i forhold til Danmarks Konvergensprogram 2003, november 2003 (KP2003). Det hænger blandt andet sammen med, at der foreligger en ny befolkningsprognose, der er udarbejdet en ny konjunkturvurdering, hvor virkningerne af Forårspakken er indarbejdet, og de langsigtede krav til finanspolitikken er genberegnet, jf. boks 3.1.
Boks 3.1. Reviderede beregningsforudsætninger i forhold til KP2003
|
De foreløbige nationalregnskabstal for 2003 indebærer en mærkbar nedrevision af den underliggende stilling på de offentlige finanser i 2003, som bæres med over i de efterfølgende år.
I modsat retning trækker, at der i den nye befolkningsprognose er indarbejdet de gennemførte stramninger af udlændingeloven i 2002, som isoleret set medfører en forbedring af den finanspolitiske holdbarhed. Hertil kommer, at de nye overenskomster på LO/DA-området indeholder en forøgelse af det obligatoriske pensionsbidrag, der isoleret set reducerer reguleringen af overførsler og skattegrænser i perioden 2006-08.
Den nye befolkningsprognose indebærer en noget mindre befolkningsvækst end tidligere, hovedsageligt som følge af de gennemførte ændringer af udlændingeloven, som skønnes at reducere indvandringen. Revisionen indebærer en mindre vækst både i antallet af personer på overførselsindkomst og i antallet af beskæftigede samtidig med, at det beregnede demografiske træk på det offentlige forbrug er reduceret. Med en uændret målsætning for realvækst i det offentlige forbrug er væksten i ressourcerne til offentlig service pr. bruger dermed forøget i forhold til KP2003.
Samlet er de mellemfristede krav til finans- og strukturpolitikken stort set uændrede eller kun svagt skærpede. Det skal ses i sammenhæng med, at der indregnes et bidrag til større beskæftigelse som følge af større gennemsnitligt uddannelsesniveau i befolkningen. Det indebærer isoleret set en styrkelse af de offentlige finanser på ca. ¼ pct. af BNP, som ikke var indregnet i den tidligere fremskrivning.
Sammenfattende beskriver fremskrivningen forudsætningerne for at nå en række samfundsøkonomiske målsætninger, som er centrale for at sikre en stabil økonomisk udvikling samtidig med, at dansk økonomi er velforberedt, når stigningen i antallet af ældre sætter ind efter 2010, jf. boks 3.2.
Boks 3.2. Samfundsøkonomiske forudsætninger til 2010
|
3.2. Hovedtræk af det mellemfristede forløb
I det mellemfristede forløb forudsættes for perioden 2003-10 en gennemsnitlig vækst i BNP på omtrent 1¾ pct. årligt, jf. tabel 3.1. Afdæmpningen af væksten sammenlignet med perioden 1995-02 skyldes blandt andet, at det kraftige fald i ledigheden frem mod 2002 ikke kan gentages, og at der i modsætning til perioden siden 1995 kan forventes en reduktion af den gennemsnitlige arbejdstid frem til 2010 som følge af ændringer i befolkningens sammensætning og overenskomstaftalerne om flere feriefridage.
Fremskrivningen er baseret på en forudsætning om en stigning i arbejdsstyrken på knap 20.000 personer fra 2003 til 2010 og et fald i den faktiske ledighed på 40.000 personer. Det indebærer en samlet fremgang i beskæftigelsen på 60.000 personer, som er fordelt med godt 40.000 personer i den private sektor og knap 20.000 personer i den offentlige sektor.
En del af ledigheden i 2003 skønnes konjunkturbetinget (ca. 13.000 personer), mens arbejdsstyrken i 2003 vurderes at være lidt under sit strukturelle niveau (ca. 2.000 personer). Derfor kan en del af den forudsatte beskæftigelsesfremgang (15.000 personer) forventes at ske automatisk som følge af en normalisering af konjunktursituationen. Den resterende del af beskæftigelsesfremgangen på 45.000 personer har strukturel karakter.
Tabel 3.1. Samfundsøkonomiske nøgletal
|
|
1995-03 |
2004-05 |
2006-10 |
2003-10 |
|
|
Årlig vækst, pct. |
|
|
|
|
BNP, realt |
2,1 |
2,3 |
1,8 |
1,8 |
|
Forbrugerprisdeflator |
2,1 |
1,5 |
1,7 |
1,7 |
|
Nettoprisdeflator |
2,2 |
1,8 |
1,9 |
1,9 |
|
Timeløn |
4,0 |
3,6 |
3,8 |
3,8 |
|
|
1.000 personer, niveau i slutår |
Ændring | ||
|
Beskæftigede |
2718 |
2750 |
2778 |
60 |
|
- Privat |
1886 |
1912 |
1927 |
41 |
|
- Offentlig |
832 |
838 |
851 |
18 |
|
Arbejdsstyrke |
2889 |
2903 |
2908 |
19 |
|
Ledighed |
171 |
152 |
130 |
-41 |
|
Strukturel ledighed |
158 |
159 |
130 |
-28 |
|
|
Pct. af BNP, niveau i slutår |
Ændring | ||
|
Offentlig saldo |
1,2 |
1,7 |
2,0 |
0,8 |
|
Betalingsbalance |
3,0 |
3,0 |
3,9 |
0,8 |
|
Offentlig ØMU-gæld |
44,8 |
39,8 |
29,8 |
-15,0 |
|
Udlandsgæld |
15,0 |
6,6 |
-13,5 |
-28,6 |
Kilde: ADAM’s databank samt egne beregninger.
Som følge af den demografiske udvikling reduceres beskæftigelsen underliggende med godt 10.000 personer fra 2003 til 2010 i fravær af yderligere strukturpolitiske initiativer. En strukturel stigning i beskæftigelsen på 45.000 personer fra 2003 til 2010 forudsætter derfor en forstærket indsats, der giver et bidrag på i størrelsesordnen 50-60.000 personer fra 2003 til 2010.
Kravet til beskæftigelsesudviklingen og den forudsatte finanspolitik indebærer, at overskuddet på de offentlige finanser kan opgøres til ca. 1,6 pct. af BNP i gennemsnit fra 2003 til 2010. Det indebærer, at fremskrivningen opfylder kravet om finanspolitisk holdbarhed.
Fremskrivningen forudsætter årlige lønstigninger på ca. 3¾ pct. pr. år og forbrugerprisstigninger på omkring 1¾ pct. pr. år, der samlet betyder en reallønsfremgang på omtrent 2 pct. årligt i hele forløbet. Det svarer stort set til den historiske vækst i produktiviteten i de private byerhverv siden 1980.
Overskud på vare- og tjenestebalancen og faldende nettorenteudgifter på udlandsgælden medfører fortsat store betalingsbalanceoverskud. Det indebærer isoleret set en væsentlig reduktion af udlandsgælden, som med forbehold for de normalt betydelige værdireguleringer kan vendes til nettotilgodehavender i løbet af perioden 2006-10, jf. appendiks 3.1 for en nærmere gennemgang af hovedtrækkene i den private sektor.
3.3. Forudsætninger om finanspolitikken
Finanspolitikken er fastlagt efter at sikre en holdbar udvikling i de offentlige finanser. Finanspolitisk holdbarhed indebærer, at de opstillede sigtepunkter for beskatning og offentlige udgifter pr. modtager frem mod 2010 vil kunne fastholdes i årene efter, uden at der bliver behov for opstramninger for at forhindre ukontrollerede stigninger i den offentlige gæld.
En holdbar finanspolitik kræver i henhold til beregningen et gennemsnitligt (strukturelt) overskud på de offentlige finanser på 1,6 pct. af BNP i perioden 2003-10. Det indebærer, at den offentlige gæld – og rentebetalingerne på gælden – falder markant, hvilket bidrager til at skabe plads til at finansiere de beregnede fremtidige udgiftsstigninger.
Det operationelle mål for finanspolitikken er at fastholde offentlige overskud på 1½-2½ pct. af BNP i gennemsnit frem mod 2010. Fastlæggelsen af målsætningen som et interval afspejler den usikkerhed, der er forbundet med beregningen af de langsigtede krav til den finanspolitiske holdbarhed. Det nødvendige gennemsnitlige (strukturelle) overskud på 1,6 pct. af BNP ligger i den lave ende af målintervallet.
Det offentlige overskud kan blandt andet afvige fra det opstillede målinterval som følge af konjunkturbevægelser eller midlertidige aktiekursudsving. Målsætningen om gennemsnitlige overskud til 2010 giver plads til, at de automatiske stabilisatorer kan virke fuldt ud og dermed bidrage til at dæmpe konjunkturudsving. Målsætningen kræver tilbageholdenhed i finanspolitikken, når ledigheden er lav og konjunkturerne er gode, med henblik på at sikre finanspolitiske handlemuligheder i tilfælde af større tilbageslag, jf. boks 3.3.
Boks 3.3. Målinterval for overskud på de offentlige finanser
|
Den overordnede målsætning for de mellemfristede fremskrivninger er, at de offentlige overskud i gennemsnit skal ligge i intervallet 1½-2½ pct. af BNP. Målsætningen er som nævnt opstillet som et interval for det gennemsnitlige overskud på de offentlige finanser som følge af usikkerheden i forbindelse med opgørelsen af kravet til overskud. En målsætning for det faktiske overskud i enkelte år er ikke hensigtsmæssigt. Hvis den faktiske saldo altid skulle holdes inden for målintervallet, ville konjunkturbetingede udsving skulle modgås ved at stramme finanspolitikken i nedgangstider og lempe i opgangsfaser. I så fald ville finanspolitikken forstærke konjunkturop- og nedgange, og de automatiske stabilisatorer ville ikke have mulighed for at virke fuldt ud. Tilsvarende kan aktiekursudsving – primært via pensionsafkastskatten – medføre betydelige ændringer i de offentlige finanser fra år til år, som det ikke vil være hensigtsmæssigt eller muligt at udjævne ved diskretionære indgreb. De mellemfristede fremskrivninger har altid haft karakter af strukturelle forløb, som ser bort fra mulige konjunkturudsving. I de mellemfristede forløb svarer det gennemsnitlige faktiske overskud således til det gennemsnitlige strukturelle overskud (ud over en forudsat tilpasning i forhold til det seneste konjunkturår). Ifølge beregningerne skal overskuddet på de offentlige finanser svare til ca. 1,6 pct. af BNP i gennemsnit for perioden 2003 til 2010. Det sikrer en holdbar finanspolitik, og at der på lang sigt er balance mellem indtægter og udgifter (også når der kommer flere ældre). Det nødvendige overskud ligger dermed inden for, men i den lave ende af, det målinterval for gennemsnitlige overskud på 1½ til 2½ pct. af BNP, der angiver det overordnede pejlemærke for finanspolitikken. | |
|
Faldet i den strukturelle offentlige saldo fra 2003 til 2004 skal ses i lyset af, at skattenedsættelserne gennemføres allerede i 2004. Modstykket hertil er en forbedring af den strukturelle saldo i den efterfølgende periode frem mod 2010 som følge af stram udgiftsstyring og yderligere strukturelle initiativer på arbejdsmarkedet, jf. figur a. I fremskrivningen er finanspolitikken således holdbar med de opstillede forudsætninger, selvom den strukturelle saldo ligger under målintervallet fra 2004 til 2006. |
Figur a. Faktisk og strukturel saldo |
|
| |
Det lavere offentlige overskud i 2004 skal ses i lyset af aftalen om lavere skat på arbejdsindkomst, som med Forårspakken er fuldt indfaset i 2004. Samlet set indebærer Forårspakken en begrænset svækkelse af den finanspolitiske holdbarhed på ca. ¼ mia. kr. (2004-niveau) eller 0,02 pct. af BNP. Initiativerne i Forårspakken påvirker derfor stort set ikke de langsigtede krav til finanspolitikken, jf. boks 3.4.
Boks 3.4. Forårspakken, offentlig gæld og finanspolitikkens holdbarhed
|
Virkningen på den finanspolitiske holdbarhed af initiativerne i Forårspakken kan anslås til knap ¼ mia.kr. (svarende til 0,02 pct. af BNP). En fremrykning af skattenedsættelserne i årene 2005-2007 til 2004 indebærer et umiddelbart provenutab frem til 2006. Provenutabet svarer med de anvendte rente- og vækstforudsætninger til en permanent merudgift på knap 200 mio.kr. og angiver rentevirkningen som følge af den afledte stigning i den offentlige gæld. Fremrykningen af investeringer m.v. kan omregnes til en varig merudgift på ca. 35 mio.kr., jf. tabel a. Tabel a. Varig svækkelse af den finanspolitiske holdbarhed
Anm.: Virkningen på den finanspolitiske holdbarhed angiver det varige stramningsbehov, der neutraliserer rentevirkningen af de nye initiativer. Kilde: Egne beregninger. Derimod vil den midlertidige suspension af SP ikke påvirke den finanspolitiske holdbarhed, da den rent tekniske forbedring af de offentlige finanser i 2004 og 2005 – som følge af lavere skattemæssige fradrag – modgås af lavere skatteprovenu fra pensionsudbetalingerne på længere sigt. Forårspakken indebærer isoleret set, at ØMU-gælden skønnes reduceret med ca. ½ pct. af BNP frem mod 2010, hvilket afspejler, at provenuvirkningerne af at fremrykke blandt andet skattenedsættelserne modvirkes af suspensionen af SP-indbetalingerne (dvs. lavere skattemæssig fradrag i 2004 og 2005) og afledte efterspørgselsvirkninger af Forårspakken. Begge forhold forøger på kort sigt overskuddet på den offentlige saldo og forstærker dermed gældsafviklingen. Suspensionen af SP indebærer på sigt mindre skattepligtige pensionsudbetalinger, hvorfor gældsafviklingen på langt sigt vil være mindre. |
De samlede beløb til henholdsvis lavere skat og realvækst i ressourcer til offentligt forbrug pr. bruger frem mod 2010 svarer til det afsatte beløb i den oprindelige 2010-fremskrivning En holdbar fremtid – Danmark 2010, jf. tabel 3.2, men prioriteringen mellem offentlige udgifter og beskatning – og dermed mellem offentligt og privat forbrug – er lagt om.
Tabel 3.2. Udmøntning af økonomisk råderum til skat og service, 2003-10
|
|
FR04 |
Oprindelig DK2010 |
|
|
Pct. af BNP | |
|
Realvækst i offentligt forbrug pr. bruger |
0,6 |
0,9 |
|
Lavere skat |
1,3 |
1,0 |
|
- skattestop |
0,7 |
- |
|
- lavere skat på arbejdsindkomst |
0,6 |
- |
|
- sikkerhedspulje |
- |
1,0 |
|
I alt |
1,9 |
1,9 |
Anm.: Beløbene angiver virkningen på den offentlige saldo i 2010. Udmøntningen af det økonomiske råderum til mere offentlig service er for DK2010-planen for sammenlignelighedens skyld set i forhold til det reale demografiske træk på den offentlige service, som kan beregnes med den nye befolkningsprognose og med de seneste oplysninger om køns-, alders- og herkomstfordeling af de offentlige forbrugsudgifter.
Kilde: DREAM’s befolkningsprognose, oktober 2003, ADAM’s databank samt egne beregninger.
De offentlige udgifter
Det er forudsat, at det reale offentlige forbrug øges med 0,7 pct. i 2004 og 0,5 pct. årligt fra 2005 til 2010, jf. boks 3.5.
Boks 3.5. Forudsætninger for udgiftspolitikken
|
Indkomstoverførslerne reguleres i henhold til satsreguleringsloven med udgangspunkt i lønudviklingen i den private sektor. De reale offentlige investeringer antages at stige med omtrent 2 pct. årligt. Det indebærer, at investeringerne udgør en nogenlunde konstant andel af BNP.
Den forudsatte realvækst i det offentlige forbrug overstiger det demografisk betingede træk på ressourcerne til offentlig service, som kan beregnes med baggrund i befolkningsforskydningerne og alders-, køns- og herkomstfordelingen af de offentlige udgifter.
Væksten i det beregnede demografiske træk udgør ca. 0,1 pct. årligt i perioden 2003-10. Der er derfor i gennemsnit plads til en vækst i de reale offentlige servicestandarder (realvækst i det offentlige forbrug i forhold til det beregnede demografiske træk) på ca. 0,4 pct. årligt frem til 2010, jf. tabel 3.3.
Tabel 3.3. Realvækst i offentligt forbrug og demografisk træk1)
|
|
|
|
2004 |
2005 |
2006-10 |
2003-10 | |
|
|
|
|
|
|
|
Årligt |
Akk. |
|
|
Realvækst, pct. | ||||||
|
Offentligt forbrug |
0,7 |
0,5 |
0,5 |
0,5 |
3,8 | ||
|
Beregnet demografisk træk |
0,2 |
0,2 |
0,1 |
0,1 |
0,9 | ||
|
Offentlige servicestandarder |
0,5 |
0,3 |
0,4 |
0,4 |
2,9 | ||
Anm.: Som følge af afrunding kan de offentlige servicestandarder afvige fra realvæksten i det offentlige forbrug, fratrukket det beregnede demografiske træk.
1) I tabellen er vist realvæksten i det offentlige forbrug ekskl. afskrivninger (dvs. offentlig lønsum og nettovarekøb). Realvæksten i det samlede offentlige forbrug (dvs. inkl. afskrivninger) kan godt afvige herfra, hvis de reale afskrivninger vokser hurtigere eller langsommere end den resterende del af det offentlige forbrug. Det har imidlertid hverken betydning for væksten i ressourcerne til offentlig service eller overskuddet på de offentlige finanser, idet offentlige afskrivninger også posteres som en indtægt på de offentlige finanser.
Kilde: ADAM’s databank, DREAM’s befolkningsprognose, oktober 2003, samt egne beregninger.
Realvækst i det offentlige forbrug svarende til det beregnede demografiske træk kan ikke opfattes som udtryk for et uændret serviceniveau, blandt andet fordi løbende effektiviseringer indenfor den offentlige sektor kan give et bidrag til bedre service i tillæg til væksten i ressourcerne. Desuden kan ressourcerne til de højt prioriterede serviceområder vokse mere end den gennemsnitlige vækst i ressourcerne til offentligt forbrug, hvis ressourcerne til andre områder vokser mindre.
I forhold til den offentlige gæld og presset på skatterne er det udviklingen i det nominelle offentlige forbrug i forhold til skattegrundlaget, som er afgørende. I perioden fra 2003 til 2010 falder det nominelle offentlige forbrug (ekskl. afskrivninger) med 0,7 pct. af BNP, hvilket isoleret set medvirker til en reduktion i den offentlige gæld.
Udviklingen i det nominelle offentlige forbrug forudsætter, at lønudviklingen i den offentlige sektor følger udviklingen i den private sektor, og at væksten i deflatoren for det offentlige nettovarekøb følger nettoprisstigningerne i den private sektor.
Det mellemfristede forløb indeholder en stigning i den offentlige beskæftigelse på knap 20.000 personer fra 2003 til 2010, jf. tabel 3.4. Det svarer til en gennemsnitlig årlig vækst i beskæftigelsen på ca. 2.500 personer.
Som følge af aftalerne om flere feriefridage og ændret alderssammensætning er der indregnet et fald i den gennemsnitlige årlige arbejdstid på i gennemsnit 0,2 pct. årligt fra 2003 til 2010. Det indebærer, at det samlede antal udførte arbejdstimer i den offentlige sektor øges med ca. 0,1 pct. årligt i gennemsnit. Den forudsatte realvækst i nettovarekøbet giver herudover mulighed for køb af lidt flere personalekrævende tjenesteydelser i den private sektor.
Tabel 3.4. Forudsætninger om offentlig forbrug og investeringer
|
|
1995-03 |
2004-05 |
2006-10 |
2003-10 |
|
|
Årlig ændring, 1.000 personer |
|
|
|
|
Offentlig beskæftigelse |
6,9 |
2,8 |
2,6 |
2,1 |
|
|
Årlig vækst, pct. |
|
|
|
|
Offentlige investeringer, realt |
2,7 |
5,1 |
1,5 |
1,7 |
|
Offentlig beskæftigelse |
0,9 |
0,3 |
0,3 |
0,2 |
|
Antal udførte arbejdstimer |
1,3 |
0,3 |
0,2 |
0,1 |
|
Offentligt nettovarekøb |
3,8 |
1,2 |
1,1 |
1,2 |
|
|
Årlig vækst, pct. |
|
|
|
|
Forbrugsdeflator |
2,4 |
2,6 |
3,1 |
2,9 |
|
Implicit timelønsdeflator |
2,9 |
3,1 |
3,8 |
3,6 |
|
Løn i privat sektor |
4,0 |
3,6 |
3,8 |
3,8 |
Anm.: Det offentlige forbrug som andel af BNP er vist ekskl. afskrivninger.
Kilde: ADAM’s databank samt egne beregninger.
Den konkrete fordeling af ressourcerne til offentlig service mellem køb af varer og tjenesteydelser i den private sektor og offentlig beskæftigelse vil blandt andet afhænge af rekrutteringsmulighederne, den teknologiske udvikling, mulighederne for gevinster ved udlicitering og den konkrete prioritering af de offentlige serviceudgifter.
For at styrke højteknologisk forskning og innovation i Danmark har regeringen indgået aftale om at oprette en højteknologisk forsknings- og innovationsfond " Højteknologifonden" fra 1. januar 2005. Fonden forventes tilført i gennemsnit mindst 2 mia. kr. årligt i perioden 2005-12, som finansieres ved engangsindtægter, salg af statslige aktiver m.v., jf. boks 3.6.
Boks 3.6. Højteknologifonden
|
Regeringen har indgået aftale om at oprette en højteknologisk forsknings- og innovationsfond ”Højteknologifonden” fra 1. januar 2005. Den nye fond får til opgave at satse strategisk inden for højteknologisk forskning og innovation i Danmark. Fondens kapital opbygges ifølge aftalen gradvist gennem en årlig tilførsel fra staten i årene 2005-2012. Tilførslen vil være i gennemsnit mindst 2 mia. kr. årligt finansieret af engangsindtægter, salg af statslige aktiver m.v., således at fonden i 2012 tilstræbes at have en grundkapital på mindst 16 mia. kr. Indskud i fonden forventes at ske, så selve opbygningen af fonden ikke påvirker den offentlige gæld. I henhold til aftalen vil fondens udbetalingsmuligheder som udgangspunkt være bestemt af størrelsen af afkastet af kapitalen. Der åbnes dog også mulighed for ekstraordinære udlodninger af grundkapitalen. Antages det, at der foretages udbetalinger fra fonden svarende til størrelsen af afkastet af kapitalen, og at udbetalingerne ikke erstatter udgifter, som ellers ville have været afholdt over finansloven, vil finanspolitikkens holdbarhed isoleret set svækkes med 0,03 pct. af BNP. Hvis udbetalingerne fra fonden netop andrager det årlige afkast af kapitalen, vil udbetalingerne isoleret set indebære en stigning i ØMU-gælden på skønsmæssigt 0,2 pct. af BNP i 2010. En mindre (større) årlig udbetaling fra fonden indebærer alt andet lige en mindre (større) effekt på ØMU-gælden i 2010. Medmindre forskningsmidlerne målrettes private virksomheder, vil udgifterne på forskningsområdet finansieret via fonden i vidt omfang blive henført til det offentlige forbrug i nationalregnskabet. Det indebærer en forøgelse af realvæksten i det offentlige forbrug, der dog ikke i udgangspunktet vurderes at påvirke den forudsatte realvækst på 0,5 pct. om året i gennemsnit i perioden 2005-2010. Afhængig af udbetalingsprofilen fra fonden vil den opgjorte realvækst i det offentlige forbrug dog i enkelte år kunne udgøre knap 0,6 pct. |
De offentlige indtægter
Omdrejningspunktet i skattepolitikken er skattestoppet, som indebærer, at ingen skat eller afgift må stige, uanset om den er fastsat i procentstørrelse eller i nominelle kronebeløb, jf. boks 3.7. Desuden er der loft for den nominelle ejendomsværdiskat. På grund af nominalprincippet for punktafgifter og ejendomsværdiskat vil skattestoppet – som beregningsteknisk er forudsat videreført til 2010 – isoleret set reducere den betalte skat med 0,6 pct. af BNP i perioden 2003 til 2010 sammenlignet med et forløb, hvor punktafgifter m.v. fastsat i kronebeløb aktivt øges i takt med priserne. Det er en reel reduktion af skattebelastningen, fordi det betalte beløb falder i forhold til indkomsterne.
Boks 3.7. Forudsætninger for skattepolitikken
|
Udover at stoppe den historiske tendens til højere beskatning (især på kommune- og amtsniveau) vil skattestoppet også bidrage til at sikre en strammere styring af udgifterne.
Forårspakken indebærer en samlet reduktion af beskatningen af arbejdsindkomst på ca. 10 mia. kr. i 2004-niveau (svarende til knap 0,7 pct. af BNP), som er ligeligt fordelt på et beskæftigelsesfradrag og en forhøjelse af mellemskattegrænsen. Reduktionen af arbejdsindkomstbeskatningen er finansieret inden for de mellemfristede rammer. Formålet med lavere skat på arbejdsindkomst er at øge tilskyndelsen til at søge arbejde frem for at være på overførselsindkomst (især beskæftigelsesfradraget) og at øge tilskyndelsen til at arbejde mere for personer, der allerede har job (især højere bundgrænse for mellemskatten), jf. Fordeling og Incitamenter, 2004.
Aftalen om beskatning af olie- og gasindvinding i Nordsøen indebærer større statslige indtægter. De øgede indtægter forbedrer isoleret set den finanspolitiske holdbarhed og medvirker til en hurtigere gældsnedbringelse, jf. boks 3.8.
Boks 3.8. Nordsø-aftalen
|
Gældsudviklingen i fremskrivningen er påvirket af Nordsø-aftalen mellem regeringen og A.P. Møller-Mærsk om fordelingen af indtægterne fra olie- og gasudvinding i Nordsøen. Aftalen indebærer større statslige indtægter fra Nordsø-aktiviteterne. Det øgede provenu medgår til hurtigere gældsnedbringelse og betyder isoleret set, at den offentlige gæld vil være omkring 1 pct. af BNP mindre i 2010 end i den oprindelige DK2010-plan, hvor disse ekstraindtægter ikke var indregnet. Nordsø-aftalen forbedrer isoleret set den finanspolitiske holdbarhed med godt 0,1 pct. af BNP, jf. tabel 1. Tabel 1. Nordsø-aftalens virkning på holdbarheden og niveauet for ØMU-gæld i 2010 i forhold til den oprindelige DK2010-plan
Anm.: Der er i beregningen forudsat en merrealrente på godt 2½ pct. Nordsø-aftalen m.v. indeholder ud over ændringer i skattereglerne virkningerne af en ny prognose for olie- og gasproduktionen i Nordsøen samt nye skøn for oliepris og dollarkurs. Indtægterne var også medregnet i 2010-fremskrivningen til Danmarks Konvergensprogram 2003. |
3.4. Arbejdsmarked og produktionsmulighederUdviklingen i beskæftigelsen
I perioden 2003 til 2010 er det forudsat, at den strukturelle beskæftigelse vokser med 45.000 personer. Den faktiske beskæftigelse, som aktuelt ligger under det skønnede strukturelle niveau, er forudsat at stige med 60.000 personer.
Forskellen mellem stigningen i den faktiske og strukturelle beskæftigelse på 15.000 personer afspejler konjunkturforhold. Den faktiske arbejdsstyrke i 2003 skønnes at ligge 2.000 personer under den strukturelle arbejdsstyrke, mens den faktiske ledighed i 2003 skønnes at ligge omkring 13.000 personer over det strukturelle ledighedsniveau, jf. figur 3.1a, 3.1b.og kapitel 2.
I fremskrivningen forudsættes en gradvis normalisering af konjunkturerne, således at niveauet for den faktiske arbejdsstyrke og ledighed er lig det strukturelle niveau fra og med 2006. Indarbejdelsen af et strukturelt niveau for arbejdsstyrken er nyt i forhold til tidligere fremskrivninger. Forskellen mellem den faktiske arbejdsstyrke og det strukturelle niveau afspejler konjunkturfølsomheden i arbejdsstyrken primært som følge af, at unges erhvervsfrekvens afhænger af beskæftigelsesmulighederne, jf. kapitel 2.
|
Figur 3.1a. Strukturel og faktisk arbejdsstyrke |
Figur 3.1b. Strukturel og faktisk ledighed |
|
|
|
Anm.: Basisforløbet angiver den skønnede udvikling i fravær af yderligere tiltag.
Kilde: Egne beregninger.
Den forudsatte vækst i beskæftigelsen vurderes at kræve yderligere strukturpolitiske initiativer, som øger den strukturelle beskæftigelse med 58.000 personer fra 2003 til 2010, jf. tabel 3.4. I forhold til KP2003 er kravene til nye strukturtiltag omtrent uændret, jf. appendiks 3.2 og appendiks 3.3.
Tabel 3.4. Stigning i beskæftigelsen fra 2003 til 2010
|
|
KP2003 |
FR04 |
|
|
1.000 personer | |
|
1. Basisforløb for strukturel beskæftigelse |
-1 |
-12 |
|
2. Forudsat bidrag fra nye initiativer (ikke-udmøntede krav) |
53 |
58 |
|
3. Stigning i strukturel beskæftigelse (1+2) |
52 |
45 |
|
4. Konjunkturbidrag |
14 |
15 |
|
- Heraf fra arbejdsstyrke |
- |
2 |
|
- Heraf fra ledighed |
14 |
13 |
|
5. Stigning i faktisk beskæftigelse (3+4) |
66 |
60 |
Anm.: Som følge af afrunding kan stigningen i beskæftigelsen afvige fra summen af bidragene.
Kilde: Egne beregninger.
Stigningen i beskæftigelsen frem mod 2010 skal ses i sammenhæng med, at den demografiske udvikling isoleret set reducerer beskæftigelsesfrekvensen med ca. 2½ pct. til 2010. Den forudsatte vækst i beskæftigelsen indebærer således, at beskæftigelsesfrekvensen for de 15-64-årige stiger fra godt 74 pct. i 2003 til 75,5 pct. i 2010, jf. figur 3.2a. Men hvis befolkningens størrelse og sammensætning på alder, køn og herkomst antages konstant efter 2003, ville beskæftigelsesfrekvensen imidlertid stige til godt 77 pct. i 2010.
Betydningen af den demografiske udvikling viser sig således ved, at et forløb med uændret strukturel erhvervsfrekvens (opdelt på køn, alder og herkomst) og ledighedsprocent fra 2003 indebærer et fald i den strukturelle beskæftigelse på 53.000 personer frem til 2010, jf. figur 3.2b.
|
Figur 3.2a. Erhvervs- og beskæftigelsesfrekvens 15-64-år 1) |
Figur 3.2b. Strukturel og faktisk beskæftigelse |
|
|
|
Anm.: Basisforløbet angiver den skønnede udvikling i fravær af yderligere tiltag.
1) Den standardiserede erhvervs- og beskæftigelsesfrekvens (std.) i figur 3.2a viser fra 2003 og frem effekten af ændringer i frekvenserne opdelt på alder, køn og herkomst med en befolkningssammensætning som i 2003. Før 2003 er der ikke taget højde for befolkningens sammensætning på herkomst.
Kilde: Danmarks Statistik samt egne beregninger.
Stigningen i beskæftigelsen frem mod 2010 forudsætter derfor, at højere strukturel beskæftigelsesfrekvens for de enkelte køn, alders- og herkomstkategorier skal give et samlet bidrag på 98.000 personer, hvor knap halvdelen kan ske i fravær af yderligere tiltag. Stigende erhvervsdeltagelse er forudsat at give det største bidrag på knap 75.000 personer.
Det demografisk betingede fald i beskæftigelsen er større end i KP2003. Det skyldes primært indarbejdelsen af den nye befolkningsprognose fra DREAM, som indebærer mindre indvandring og dermed, at væksten i antallet af personer i de normalt erhvervsaktive aldre er reduceret frem mod 2010.
Det er vurderingen, at den strukturelle beskæftigelse kan falde med 12.000 personer fra 2003 til 2010 i fravær af yderligere strukturelle tiltag (basisforløbet for den strukturelle beskæftigelse). Det er primært lavere tilgang til førtidig tilbagetrækning (i perioden 1996 til 2001), et øget uddannelsesniveau og den skønnede virkning af allerede vedtagne reformer, der øger den strukturelle beskæftigelse i forhold til det demografiske bidrag, jf. tabel 3.5 og appendiks 3.4.
Tabel 3.5. Bidrag til stigning i strukturel beskæftigelse, 1.000 personer
|
|
Ændring 2003-10 |
|
Demografisk bidrag1) |
-53 |
|
Afskaffelsen af overgangsydelsen |
10½ |
|
Førtidspensionsreform og ændret tilgang m.v. |
17 |
|
Efterlønsreform og ændret tilgang m.v. |
-8 |
|
Øget uddannelsesniveau2) |
13 |
|
Flere i arbejde |
10 |
|
Effekt af beskæftigelsesfradrag i skatteaftalen |
3½ |
|
Omlægning af barselsorlov |
-4 |
|
Andre bidrag |
-1 |
|
Basisforløb for strukturel beskæftigelse |
-12 |
|
Krav til nye strukturtiltag, der øger erhvervsdeltagelsen |
36 |
|
Krav til nye strukturtiltag, der reducerer ledigheden |
22 |
|
2010-forløb (kravforløb) |
45 |
Anm.: Som følge af afrunding kan stigningen i beskæftigelsen afvige fra summen af bidragene.
1) Her er forudsat uændret aggregeret ledighedsprocent og uændret erhvervsfrekvens for de enkelte køns-, alders- og herkomstgrupper fra 2003 til 2010. En detaljeret beskrivelse af bidragene til beskæftigelsesstigningen kan ses i appendiks 3.2 og 3.3.
2) Effekten af et øget uddannelsesniveau indregnes som et fald i tilgangen til førtidspension og efterløn, som ikke er indregnet i de viste bidrag fra disse ordninger i tabellen.
Kilde: Egne beregninger.
Afskaffelsen af overgangsydelse, ændret tilgang til og reformerne af førtidspension og efterløn vurderes samlet at øge erhvervsdeltagelsen svarende til et beskæftigelsesbidrag på 20.000 personer frem til 2010, jf. figur 3.3a og 3.3b og tabel 3.5.
|
Figur 3.3a. Tilgang til førtidig tilbagetrækning, 15-64-årige |
Figur 3.3b. Antal på førtidig tilbagetrækning, 15-64 år |
|
|
|
Anm.: I forløbet med uændret tilgang er tilgangsfrekvenserne fastholdt i hele fremskrivningsperioden. Overgangsydelsen blev afskaffet i 1996, hvorfor tilgangen har været nul siden. For førtidspension er tilgangsfrekvenserne fra 2002, som er det sidste år, inden førtidspensionsreformen træder i kraft, benyttet. For efterløn er benyttet tilgangsfrekvenser fra 1997-98, da det er de sidst kendte, der ikke er påvirket af efterlønsreformen.
Kilde: Egne beregninger.
Et generelt stigende uddannelsesniveau frem mod 2010 vurderes at kunne bidrage til at øge erhvervsdeltagelsen svarende til 13.000 personer fra 2003 til 2010 som følge af, at erhvervsfrekvensen er stigende i uddannelsesniveauet, jf. boks 3.9. Den større erhvervsdeltagelse modsvares primært af lavere tilgang til førtidspension og efterløn.
Initiativerne i Flere i arbejde skønnes at øge beskæftigelsen med ca. 10.000 personer, hvoraf 5.000 personer indgår via en reduktion af den strukturelle ledighed.
Endelig bidrager aftalen om lavere skat på arbejdsindkomst, der i kraft af Forårspakken er fremrykket, så den får fuld virkning i 2004. For det første styrker indførelsen af beskæftigelsesfradraget tilskyndelsen til at tage et arbejde, hvilket skønnes at øge beskæftigelsen med ca. 3.500 personer på sigt. For det andet ventes den højere indtægtsgrænse for mellemskat at øge arbejdsudbuddet, navnlig via længere gennemsnitlig arbejdstid. De to tiltag vurderes samlet set at øge arbejdsstyrken svarende til indsatsen fra 10-12.000 fuldtidsbeskæftigede. Idet længere arbejdstid gavner de offentlige finanser mindre end øget beskæftigelse, svarer den samlede effekt på den finanspolitiske holdbarhed til en forøgelse af beskæftigelsen på ca. 9.000 personer.
Boks 3.9. Fremskrivning af arbejdsstyrkens uddannelsesniveau
|
Uddannelsesmønsteret i 2001 viser et højere uddannelsesniveau blandt yngre generationer i forhold til ældre generationer. Det vil udmønte sig i et generelt højere uddannelsesniveau i takt med, at yngre generationer erstatter de ældre. For befolkningen som helhed fører dette til en stigning i andelen med en videregående uddannelse og dermed et sandsynligt bidrag til øget arbejdsstyrke, jf. figur a. Frem mod 2010 fås et bidrag til arbejdsstyrken på 13.000 personer, mens der på sigt er et bidrag på godt 25.000 personer. I basisforløbet for udviklingen i beskæftigelsen indregnes kun bidraget fra et øget uddannelsesniveau frem til 2010. Bidraget kan primært henføres til, at der historisk ses en lavere tilgang til førtidspension og efterløn for personer med et højere uddannelsesniveau. I det omfang dette mønster kan tilskrives systematiske forskelle i arbejdsvilkår (og ikke andre personspecifikke forhold) kan et højere uddannelsesniveau forventes at bidrage til større erhvervsdeltagelse. Betragtes isoleret set fremskrivningen af arbejdsstyrken, vil andelen af personer med en videregående uddannelse være svagt stigende, mens andelen med en faglært uddannelse vil falde, jf. figur b. Derimod kan andelen af ufaglærte stige på trods af en faldende tendens de senere år. Det skyldes dels, at der i medfør af befolkningsprognosen bliver flere indvandrere, hvoraf en relativt større andel er forudsat ufaglærte. Desuden er der et teknisk bidrag fra en stigende andel af 15-25-årige i befolkningsprognosen, som ligeledes repræsenterer en relativt større andel af ufaglærte. Figur a. Bidrag til arbejdsstyrken fra et højere uddannelsesniveau, 15-66-årige
Figur b. Arbejdsstyrkens uddannelsesniveau, 15-66-årige
Kilde: IDA samt egne beregninger. |
Med et skønnet fald i den strukturelle beskæftigelse på 12.000 personer fra 2003 til 2010 i fravær af yderligere tiltag, forudsætter forløbet yderligere initiativer, som kan øge den strukturelle beskæftigelse med 58.000 personer for at realisere den forudsatte beskæftigelsesstigning i det mellemfristede forløb.
De yderligere krav til større beskæftigelse omfatter mulige bidrag fra blandt andet forbedret integration af indvandrere på arbejdsmarkedet, hurtigere gennemstrømning i uddannelsessystemet samt en styrket seniorpolitik. Mens den stigning i beskæftigelsesfrekvensen, som skønnes at komme af sig selv (de udmøntede tiltag), primært vedrører de 35-64-årige, er de nævnte ikke-udmøntede initiativer beregningsteknisk indregnet, således at beskæfti-gelsesfrekvensen øges for alle aldersgrupper, jf. figur 3.4a.
|
Figur 3.4a. Ændring i strukturel beskæftigelsesfrekvens, 2003-10 og strukturel beskæftigelse i 2003 |
Figur 3.4b. Erhvervsfrekvens opdelt på herkomst, 15-64-år |
|
|
|
Anm.: I figur 3.4b angiver den stiplede linie erhvervsfrekvensen for indvandrere fra mindre udviklede lande, hvis de gradvist frem mod 2010 opnår samme erhvervsfrekvens (opdelt på alder og køn) som indvandrere fra mere udviklede lande.
Kilde: Danmarks Statistik samt egne beregninger.
De ikke-udmøntede krav til øget erhvervsdeltagelse på 36.000 personer kan opnås ved hjælp af flere forskellige initiativer, jf. tabel 3.6.
Tabel 3.6. Illustration af potentiale for øget erhvervsdeltagelse, 1.000 pers.
|
|
Bidrag til arbejdsstyrke |
|
Senere tilbagetrækning (½ år) |
20 |
|
Gennemsnitlig uddannelsestid reduceret med ½ år |
10 |
|
Øget integration1) |
25 |
1) Beregningen af øget integration forudsætter, at indvandrere fra mindre udviklede lande opnår samme erhvervsfrekvens (opdelt på alder og køn) som indvandrere fra mere udviklede lande.
Kilde: Ene beregninger.
For eksempel skønnes arbejdsstyrken at kunne blive knap 25.000 personer større end i basisforløbet, hvis indvandrere fra mindre udviklede lande opnår samme erhvervsdeltagelse (opdelt på køn og alder) som indvandrere fra mere udviklede lande, jf. figur 3.4b. Et sådant forløb vil dog ikke være let at realisere selv med en betydelig integrationsindsats[1].
Forudsætningen om at nå et ledighedsniveau på 4½ pct. af arbejdsstyrken i 2010 indebærer, at ledigheden altovervejende er af kortere varighed og modsvares af jobskifte og særlige forhold som dagpenge under ferie, midlertidig hjemsendelse, supplerende dagpenge m.v. Det vil stille betydelige krav til arbejdsmarkedets funktionsmåde. De gennemførte strukturforbedringer, inklusive målretningen af den aktive arbejdsmarkedspolitik og skærpede rådigheds- og optjeningskrav, skal således fastholdes samtidig med, at der bygges videre i samme retning, jf. også Flere i arbejde.
Udviklingen i antal udførte arbejdstimer
Et forudsat fald i den gennemsnitlige arbejdstid frem mod 2010 reducerer isoleret set det effektive arbejdsudbud i fremskrivningen. Stigningen i antallet af ældre og helt unge i arbejdsstyrken medfører en reduktion i den gennemsnitlige arbejdstid, idet disse grupper i gennemsnit arbejder mindre end midaldrende. Derudover indebar overenskomsterne i 2000 et fald i den aftalte arbejdstid frem til 2004 som følge af flere feriefridage. I positiv retning trækker skatteaftalens anslåede virkninger på den gennemsnitlige arbejdstid.
Samlet set er det forudsat, at den gennemsnitlige arbejdstid – under forudsætning af uændret aftalt arbejdstid efter 2004 – vil falde med 1 pct. fra 2003 til 2010, jf. tabel 3.7. I fravær af skatteaftalens virkninger ville faldet have svaret til 1,3 pct.
Tabel 3.7. Bidrag til vækst i antal udførte arbejdstimer
|
|
2003 |
2005 |
2010 |
2003-10 |
|
|
Pct. af arbejdsstyrken |
|
|
|
|
Ledighed |
5,9 |
5,3 |
4,5 |
-1,4 |
|
|
1.000 personer |
|
|
|
|
Ledighed |
171 |
152 |
130 |
-41 |
|
Arbejdsstyrke |
2.889 |
2.903 |
2.908 |
19 |
|
Beskæftigelse |
2.718 |
2.750 |
2.778 |
60 |
|
|
Timer pr. person |
Vækst | ||
|
Gennemsnitlig årlig arb.tid |
1.537 |
1.532 |
1.522 |
-1,0 |
|
|
Mio. timer |
Vækst | ||
|
Arbejdsudbud |
4.439 |
4.446 |
4.425 |
-0,3 |
|
Beskæftigelse |
4.177 |
4.213 |
4.227 |
1,2 |
Kilde: ADAM’s databank samt egne beregninger.
Produktivitet
Timeproduktiviteten i de private byerhverv antages i gennemsnit at vokse med ca. 2 pct. årligt i perioden 2003-10. Det svarer til den historiske udvikling siden 1980. For hele den private sektor forudsættes timeproduktiviteten at vokse med ca. 2¼ pct. årligt. Da nationalregnskabet ikke opgør produktivitetsstigninger i den offentlige sektor, hvor ca. 30 pct. af de beskæftigede er ansat, regnes med en vækst i timeproduktiviteten for økonomien som helhed på ca. 1¾ pct. årligt, jf. tabel 3.8.
Sandsynligheden for at nå den forudsatte stigning vil styrkes med en markant strukturpolitisk indsats. Initiativerne i forlængelse af regeringens vækststrategi Vækst med Vilje, regeringen 2002, vil bidrage til at realisere den forudsatte produktivitetsvækst på 2¼ pct. for den private sektor som helhed, som er i overkanten af de seneste års erfaringer.
Tabel 3.8. Timeproduktivitet
|
|
1980-95 |
1996-03 |
1980-03 |
2003-10 |
|
|
Årlig vækst, pct. |
|
|
|
|
Private byerhverv |
2,1 |
1,6 |
1,9 |
1,9 |
|
Privat sektor |
2,6 |
1,9 |
2,4 |
2,1 |
|
Hele økonomien |
2,1 |
1,4 |
1,9 |
1,7 |
Kilde: ADAM’s databank samt egne beregninger.
Højere produktivitet er den væsentligste drivkraft bag fortsat fremgang i produktion og velstand. Derimod kan større produktivitetsvækst som udgangspunkt ikke forventes at styrke de offentlige finanser, selvom skatteindtægterne vokser, når produktiviteten og dermed indkomsterne øges. Modstykket hertil er, at udgifterne stiger i nogenlunde samme omfang, fordi næsten alle offentlige udgifter reguleres med lønudviklingen i den private sektor i kraft af satsreguleringen og offentlige overenskomster, jf. kapitel 4.
3.5. De offentlige finanserOffentlig saldo og offentlig gæld
Med de forudsatte nye strukturtiltag og stram udgiftsstyring vil den strukturelle offentlige saldo i stort set hele fremskrivningsperioden være inden for det opstillede målinterval på 1½-2½ pct. af BNP, som i de senere år har været det overordnede sigtepunkt for en holdbar finanspolitik, jf. boks 3.10. Skattenedsættelserne i starten af 2004 og initiativerne i Forårspakken betyder, at den strukturelle saldo korrigeret for suspensionen af SP-bidraget ligger under målintervallet i årene 2004-06. Modstykket hertil er en forbedring af den strukturelle saldo i den efterfølgende periode frem mod 2010 som følge af en stram udgiftsstyring og yderligere strukturtiltag på arbejdsmarkedet.
Det er vurderingen, at overskuddet på den offentlige saldo kan udgøre ca. 1,6 pct. af BNP i gennemsnit frem til 2010, jf. figur 3.5a.
|
Figur 3.5a. Offentlige saldo |
Figur 3.5b. Offentlig gæld |
|
|
|
Målet for offentlige overskud er opstillet som et interval for at tage højde for usikkerhed i beregningen af det specifikke krav til sikring af finanspolitikkens holdbarhed. Den offentlige saldo skal i perioden 2003-10 i gennemsnit ligge inden for intervallet, men der er plads til afvigelser f.eks. på grund af midlertidige aktiekursudsving eller konjunkturbevægelser.
Boks 3.10. Mulig statistisk revision af niveau og interval for den offentlige saldo
|
Eurostat har truffet beslutning om at såkaldte ”fundede” pensionskasser med fastlagte bidrag uden offentlige garantier og med individuelt øremærkede, aktuarmæssigt neutrale udbetalinger, men som forvaltes af en offentlig enhed, skal bogføres som en privat pensionsordning i nationalregnskabet. På baggrund af Eurostats beslutning er det sandsynligt, at Danmarks Statistik beslutter, at ATP fremover behandles svarende til, hvordan SP indgår i nationalregnskabet. Det har betydning for opgørelsen af det offentlige overskud og ØMU-gælden. Beslutningen om, at disse pensionsfonde holdes ude af den offentlige saldo, betyder som hovedregel, at man får et mere retvisende billede af de offentlige finanser, da der er tale om indbetalinger, som er præcist disponeret til fremtidige udbetalinger og derfor ikke anvendes til dækning af andre offentlige udgifter – f.eks. til pension og pleje. Beslutningen har derimod ikke betydning for vurderingen af den finanspolitiske holdbarhed, idet der i opgørelsen af den finanspolitiske holdbarhed allerede korrigeres for ATP. Ændringen medfører en teknisk nedjustering af overskuddet på de offentlige finanser og målintervallet for gennemsnitlige offentlige overskud til 2010 på i gennemsnit knap 1 pct. af BNP. Dermed vil målintervallet angive et nødvendigt offentligt overskud på ½-1½ pct. af BNP, jf. tabel a. Tabel a. Revision af den offentlige saldo, målintervallet og den offentlige ØMU-gæld
Den forventede ændring af kategoriseringen af ATP indebærer desuden en opjustering af den opgjorte ØMU-gæld på 1,2 pct. af BNP i 2003 stigende til skønnet 1,8 pct. af BNP i 2010, jf. tabel 1. Det skyldes, at ATP’s beholdning af statsobligationer efter ændringen ikke længere vil fradrages som et aktiv i opgørelsen af ØMU-gælden. |
Overskuddet på staten og kommunernes saldo indebærer, at den offentlige ØMU-gæld kan falde fra knap 45 pct. af BNP i 2003 til knap 30 pct. af BNP i 2010, jf. figur 3.5b. Reduktionen af ØMU-gælden er dermed på linje med KP2003. Niveauet for ØMU-gælden i 2010 skal ses i lyset af en historisk oprevision af ØMU-gælden for perioden 1992-2002, jf. tabel 3.9 og jf. Økonomisk Redegørelse, maj 2004, kapitel 5.
Det centrale kriterie i 2010-fremskrivningen er finanspolitisk holdbarhed, og tempoet i gældsnedbringelsen kan derfor ændres fra gang til gang uden, at det påvirker senere generationers muligheder for bedre offentlig service eller lavere skat. Variationen i niveauet for ØMU-gælden i forskellige fremskrivninger skyldes således blandt andet, at behovet for gældsnedbringelse frem til 2010 også afhænger af den anslåede udvikling i offentlige indtægter og udgifter efter 2010. Derudover betyder det forhold, at ØMU-gælden er opgjort som en bruttogæld (der primært omfatter statens og kommunernes obligationsgæld), at øget udlån til blandt andet statsgaranterede selskaber (der reelt er en samtidig opskrivning af statens aktiver og passiver) isoleret set vil øge den opgjorte ØMU-gæld uden, at det påvirker kravene til finanspolitikken.
Tabel 3.9. Offentlig ØMU-gæld
|
|
|
|
2000 |
2003 |
2005 |
2010 |
Ændring 2003-10 |
|
|
|
|
Pct. af BNP | ||||
|
FR00 |
50,0 |
42,4 |
37,7 |
26,9 |
-15,5 | ||
|
DK2010 |
48,3 |
39,2 |
33,8 |
23,5 |
-15,7 | ||
|
FR01 |
47,2 |
38,1 |
32,4 |
22,0 |
-16,1 | ||
|
ØR02, januar |
46,8 |
40,1 |
35,1 |
24,4 |
-15,7 | ||
|
FR02 |
46,8 |
42,1 |
36,7 |
26,0 |
-16,1 | ||
|
ØR03, maj |
47,3 |
42,5 |
38,1 |
28,1 |
-14,4 | ||
|
KP2003 |
47,3 |
42,7 |
38,7 |
27,5 |
-15,2 | ||
|
FR04 |
50,1 |
44,8 |
39,8 |
29,8 |
-15,0 | ||
Kilde: ADAM’s databank samt egne beregninger.
Det forudsatte overskud i stat og kommuner bidrager til en reduktion i ØMU-gælden på 16 pct. af BNP fra 2003 til 2010. Derudover kan finansielle poster – herunder betalingsforskydninger på skatteområdet, emissionskurstab, genudlån m.v. – forøge ØMU-gælden med ca. 2½ pct. af BNP, jf. tabel 3.10. Overskuddet i de offentlige fonde (ATP m.v.) medgår ikke til at afdrage ØMU-gælden. Over en længere periode må de finansielle poster forventes at bidrage negativt under forudsætning af, at de offentlige aktiviteter knyttet hertil følger udviklingen i BNP.
I perioden 1995-02 var de finansielle poster neutrale i forhold til reduktionen i den opgjorte ØMU-gæld. Det kan blandt andet henføres til salg af statslige aktiver (aktier i Tele Danmark m.v.) og ændringer i kredittiden ved afregning af moms og kildeskat. Stramninger af kredittiden er udtryk for en reel stramning af finanspolitikken, hvorimod aktivsalg ikke kan forventes at forbedre den finanspolitiske holdbarhed, idet den umiddelbare reduktion i den opgjorte gæld som udgangspunkt modvares af færre fremtidige statslige udbytteindtægter.
Tabel 3.10. Dekomponering af ændringen i den offentlige ØMU-gæld
|
|
1995-03 |
2004-05 |
2006-10 |
2003-10 |
|
|
Pct. af BNP |
|
|
|
|
ØMU-gæld, niveau slutår |
44,8 |
39,8 |
29,8 |
29,8 |
|
Ændring i ØMU-gæld |
-26,1 |
-2,8 |
-8,3 |
-15,0 |
|
Bidrag til ændring i ØMU-gæld: |
|
|
|
|
|
- Stat og kommuners saldo |
-21,1 |
-2,8 |
-9,0 |
-15,9 |
|
- ATP’s/DSP’s andel af statsobl.1) |
-4,8 |
-0,3 |
-0,8 |
-1,6 |
|
- Finansielle poster m.v.2) |
-0,2 |
0,3 |
1,5 |
2,5 |
1) Denne post afspejler, at fondenes (ATP m.v.) og DSP’s beholdning af statsobligationer fradrages i den målte ØMU-gæld.
2) Denne post indeholder indtægter fra salg af statslige aktiver (privatiseringer m.v.), betalingsforskydninger på skatteområdet, emissionskurstab og genudlån m.v.
Kilde: ADAM’s databank samt egne beregninger.
I fremskrivningen af ØMU-gælden er det forudsat, at statslige genudlån til statsgaranterede selskaber m.v. øges med ca. 3 mia. kr. pr. år. Korrigeret for statslige genudlån skønnes ØMU-gælden reduceret fra ca. 50 pct. af BNP i 2000 til ca. 30 pct. af BNP i 2010.
Den offentlige sektors finansielle aktiver er ikke inkluderet i ØMU-gælden. I Danmarks Statistiks nationalregnskabsbaserede opgørelse af den offentlige nettogæld inkluderes alle finansielle aktiver og passiver. I 2000 udgjorde denne offentlige nettogæld knap 10 pct. af BNP, og den skønnes i 2010 vendt til en nettofordring på 9 pct. af BNP.
Ved opgørelsen af finanspolitikkens holdbarhed er det centrale gældsmål den offentlige nettogæld eksklusive nettoaktiver i offentlige fonde, herunder ATP, dvs. den del af nettogælden, som vedrører stat og kommuner. I fremskrivningen skønnes dette gældsmål reduceret fra godt 29 pct. af BNP i 2000 til ca. 12½ pct. af BNP i 2010, altså mere end en halvering, jf. tabel 3.11.
Tabel 3.11. Udviklingen i forskellige offentlige gældsbegreber
|
|
2000 |
2003 |
2005 |
2010 |
|
|
Pct. af BNP |
|
|
|
|
Den offentlige bruttogæld (ØMU-definition) |
50,1 |
44,8 |
39,8 |
29,8 |
|
- ekskl. genudlån til statslige selskaber |
49,9 |
43,7 |
38,6 |
27,9 |
|
Offentlig nettogæld |
9,9 |
4,1 |
0,2 |
-8,6 |
|
- ekskl. offentlige fonde (ATP m.v.) |
29,2 |
22,9 |
19,6 |
12,4 |
Overskuddet på de offentlige finanser indebærer, at renteudgifterne falder betydeligt som andel af BNP frem mod 2010. Nettorenteudgifterne skønnes således reduceret fra 0,7 pct. af BNP i 2003 til –0,2 pct. af BNP i 2010, mens nettorenteudgifterne for staten og kommunerne falder fra 1,8 til 0,9 pct. af BNP i perioden 2003 til 2010, jf. tabel 3.12.
Fraset renteudgifterne falder udgiftstrykket med 1,9 pct. af BNP fra 2003 til 2010. Det er fordelt mellem indkomstoverførslerne, som reduceres med 1,0 pct. af BNP, og det offentlige forbrug, som falder med 0,7 pct. af BNP.
Tabel 3.12. Offentlige indtægter og udgifter
|
|
|
|
2003 |
2005 |
2010 |
Ændring 2003-10 |
|
|
|
|
Pct. af BNP |
|
|
|
|
Offentlig saldo |
1,2 |
1,7 |
2,0 |
0,8 | ||
|
Offentlig saldo ekskl. fonde |
0,1 |
1,0 |
1,1 |
1,0 | ||
|
Nettorenteindtægter |
-0,7 |
-0,5 |
0,2 |
0,9 | ||
|
Nettorenteindtægter ekskl. fonde |
-1,8 |
-1,3 |
-0,9 |
0,9 | ||
|
|
|
|
|
| ||
|
Primære indtægter |
53,2 |
52,6 |
51,3 |
-1,9 | ||
|
- skatter |
49,1 |
48,4 |
47,4 |
-1,7 | ||
|
- øvrige |
4,2 |
4,1 |
3,9 |
-0,2 | ||
|
|
|
|
|
| ||
|
Primære udgifter |
51,4 |
50,4 |
49,5 |
-1,9 | ||
|
- offentligt forbrug |
26,5 |
26,0 |
25,5 |
-0,9 | ||
|
- indkomstoverførsler |
18,1 |
17,6 |
17,1 |
-1,0 | ||
|
- øvrige |
6,8 |
6,8 |
6,9 |
0,0 | ||
1) Ekskl. offentlige afskrivninger.
Kilde: ADAM’s databank samt egne beregninger.
De primære indtægter falder med 1,9 pct. af BNP fra 2003 til 2010, hvoraf 1,7 pct. af BNP kan henføres til lavere skattetryk. Lavere skat på arbejdsindkomst bidrager med 0,7 pct. af BNP.
Endvidere reducerer skattestoppet det opgjorte skattetryk med ca. 0,4 pct. af BNP. Det er ca. 0,2 pct. af BNP mindre end opgjort i pct. af BNP i 2002-niveau, hvilket afspejler, at den mindre stigning i afgifterne dæmper BNP-væksten jf. tabel 3.13.
Det kraftige fald i aktiekurserne i 2001 og 2002 indebærer, at provenuet fra pensionsafkastskatten har udgjort stort set 0 pct. af BNP i disse to år, mens det i 2003 udgjorde 0,4 pct. af BNP. Fra 2004 og frem er forudsat en tilbagevenden til mere normale afkast, hvilket sammen med opbygningen af pensionsformuen betyder, at pensionsafkastskatten udgør 1 pct. af BNP i 2010. Det medfører isoleret set en stigning i skattetrykket på 0,6 pct. af BNP fra 2003 til 2010.
Tabel 3.13. Ændring i skattetrykket
|
|
|
2003-10 |
|
|
|
Pct. af BNP |
|
1. Besluttede skattenedsættelser |
-1,2 | |
|
1.1 Skattestop |
-0,4 | |
|
- lavere nominelt BNP |
+0,2 | |
|
- skattestop i 2002-niveau |
-0,6 | |
|
1.2 Lavere skat på arbejdsindkomst |
-0,7 | |
|
1.3 Afgiftslettelse sfa. ophævelse af 24-timers regel |
-0,1 | |
|
2. Tekniske bidrag m.v. |
-0,5 | |
|
2.1 Pensionsafkastskat |
+0,6 | |
|
2.2 Husholdningernes nettorenteindtægter |
-0,6 | |
|
2.3 Indkomstoverførsler |
-0,4 | |
|
2.4 Selskabsskat |
-0,3 | |
|
2.5 Øvrige |
0,2 | |
|
3. Skattetryk (1+2) |
-1,7 | |
Kilde: ADAM’s databank samt egne beregninger.
Modstykket til den stigende pensionsopsparing er en reduktion af husholdningernes fri opsparing. Det giver sig udslag i færre skatteindtægter fra husholdningernes rente- og udbytteindtægter (netto) som i fremskrivningen reducerer skattetrykket med 0,6 pct. af BNP fra 2003 til 2010.
Den forudsatte nedgang i antallet af modtagere af (skattepligtige) indkomstoverførsler indebærer desuden færre skattebetalinger og dermed et fald i skattetrykket på omtrent 0,4 pct. af BNP fra 2003 til 2010. Endvidere bidrager en forudsat normalisering af det aktuelt høje provenu fra selskabsskatten til et fald i skattetrykket på 0,3 pct. af BNP.
Holdbarheden af de offentlige finanser
Omdrejningspunktet i det mellemfristede forløb er en holdbar finanspolitik. Det vil sige, at overskuddet på de offentlige finanser inklusive virkninger af den forudsatte udvikling frem til 2010 er tilstrækkeligt til at finansiere den stigning i de offentlige nettoudgifter efter 2010, som med de opstillede beregningstekniske indtægts- og udgiftsregler følger af befolkningsaldringen. Konkret sikrer overskuddet frem til 2010, at stigningen i udgifterne (netto) kan finansieres samtidig med, at staten og kommunernes nettogæld kan forventes at udgøre en nogenlunde konstant andel af BNP på sigt.
I 2003 skønnes overskuddet på den strukturelle primære saldo for stat og kommuner at udgøre 2,5 pct. af BNP. Dette overskud – som er renset for konjunkturbetingede udsving – kan opfattes som den nuværende reserve – eller opsparing – som skal medgå til at finansiere nettorenteudgifter og stigende fremtidige nettoforpligtelser for den offentlige sektor. Kravet i den mellemfristede fremskrivning er, at dette overskud i de enkelte år har en størrelse, der er tilstrækkeligt til at finansiere det nævnte udgiftspres. Det er præcist opfyldt i den aktuelle fremskrivning, som derfor opfylder kravet om finanspolitisk holdbarhed.
Tabel 3.14. Bidrag til den finanspolitiske holdbarhed opgjort i 2003
|
|
Strukturel |
|
|
Pct. af BNP |
|
1. Stat og kommuners primære saldo |
2,5 |
|
2. Demografisk betinget stigning i nettoudgifter m.v. netto |
-2,7 |
|
3. Rentebyrde af den offentlige nettogæld |
-0,7 |
|
4. Skattestop1) |
-0,6 |
|
5. Lavere skat på arbejdsindkomst |
-0,7 |
|
6. Bidrag fra gennemførte strukturtiltag (udmøntet bidrag) |
0,7 |
|
7. Stram udgiftsstyring2) |
0,5 |
|
8. Bidrag fra nye strukturtiltag (ikke-udmøntet bidrag) |
1,0 |
|
9. Holdbarhedsindikator i 2010-forløb |
0,0 |
1) Skattestoppet reducerer isoleret set de offentlige skatteindtægter med ¾ pct. af BNP i 2002-niveau frem mod 2010. Beregnet som en fast årlig udgift med udgangspunkt i 2003 modsvarer skattestoppet 0,6 pct. af BNP af det finanspolitiske råderum i forhold til et forløb med prisindeksering af punktafgifterne m.v.
2) Målt i forhold til et forløb, hvor den offentlige forbrugsudgift pr. bruger fra og med 2004 reguleres med den generelle lønstigning.
Kilde: Egne beregninger.
De fremtidige nettoforpligtelser for den offentlige sektor, der navnlig følger af befolkningsaldringen og det forventede fald i indtægter fra indvinding i Nordsøen, kan omregnes til en fast årlig belastning på 2,7 pct. af BNP i 2003, jf. tabel 3.14 (række 2).
Statens og kommunernes nettogæld medfører herudover en rentebyrde på ca. 0,7 pct. af BNP. Rentebyrden består af den del af renteudgifterne, der ikke udhules af BNP-væksten, og derfor kræver finansiering for at undgå, at gælden stiger som andel af BNP (række 3).
Hertil kommer, at skattestoppet frem til 2010 og indregningen af lavere skat på arbejdsindkomst i medfør af Forårspakken lægger beslag på et råderum svarende til henholdsvis 0,6 og 0,7 pct. af BNP (række 4 og 5).
I modsat retning trækker, at stigningen i erhvervsdeltagelsen og faldet i strukturledigheden, som forudsættes realiseret i fravær af nye initiativer på arbejdsmarkedet, i sig selv indebærer et finanspolitisk råderum på ca. 0,7 pct. af BNP (række 6). Dette bidrag indregner blandt andet de gavnlige strukturvirkninger af lavere skat på arbejde og virkningerne af handlingsplanen Flere i arbejde, som samlet skønnes at øge den effektive beskæftigelse med knap 20.000 personer. Bidraget på 0,7 pct. af BNP svarer til omtrent halvdelen af det råderum, som skattestoppet og lavere skat på arbejdsindkomst lægger beslag på.
Den forudsatte realvækst i det offentlige forbrug er endvidere større end det beregnede reale demografiske træk og indebærer derfor et ressourcemæssigt standardløft, som kan opgøres til ca. 9 mia. kr. i 2004-niveau (ca. 0,6 pct. af BNP). Med den forudsatte løn- og prisudvikling vil forbrugsudgifterne målt i pct. af BNP imidlertid reduceres med 0,7 pct. af BNP fra 2003 til 2010. Målt i forhold til et forløb, hvor den nominelle udgift til offentligt forbrug pr. bruger følger lønudviklingen (som indebærer et fald i forbrugsudgifterne på 0,2 pct. af BNP), vil en stram udgiftsstyring dermed styrke holdbarheden af de offentlige finanser med 0,5 pct. af BNP (række 7).
I det mellemfristede forløb er som nævnt forudsat en yderligere strukturel stigning i beskæftigelsen på 50-60.000 personer ud over de allerede gennemførte initiativer. I fravær af denne merstigning i beskæftigelsen udestår ifølge beregningerne en finanspolitisk tilpasning på 1,0 pct. af BNP (række 8).
Samlet opfylder det mellemfristede forløb kravet om finanspolitisk holdbarhed. Den primære saldo korrigeret for fremtidige nettoforpligtelser – den såkaldte holdbarhedsindikator – kan derfor opgøres til 0,0 pct. af BNP i 2003 (og i efterfølgende år). Holdbarhedsindikatoren angiver den permanente hypotetiske finanspolitiske tilpasning, som er nødvendig, for at finanspolitikken kan videreføres uden efterfølgende ændringer i skattesatser eller udgiftsstandarder.
Den beregnede holdbarhedsindikator for de offentlige finanser er upåvirket af, om den opgøres i forhold til den faktiske eller strukturelle offentlige saldo. En eventuel forskel vil modsvare rentevirkningen af den samlede konjunkturbetingede forringelse (eller forbedring) af den primære saldo, indtil konjunktursituationen normaliseres. Den finanspolitiske holdbarhed kan derfor også opgøres til 0,0 pct. af BNP, når der tages udgangspunkt i den faktiske primære saldo i stat og kommuner, jf. boks 3.11.
Boks 3.11. Holdbarhedsindikatoren i et faktisk og strukturelt forløb
|
Den fremtidige strukturelle stigning i de samlede offentlige nettoforpligtigelser modsvarer som nævnt et årligt beløb på 2,5 pct. af BNP i 2003. Normalisering af de svækkede konjunkturer i 2003 giver imidlertid et selvstændigt positivt bidrag til den primære saldo på 0,6 pct. af BNP og mindsker dermed stigningen i de faktiske nettoforpligtigelser. Så på trods af, at den faktiske primære saldo kun udgør 1,9 pct. af BNP i 2003, kan holdbarhedsindikatoren også her opgøres til 0,0 pct. af BNP, jf. tabel a. Tabel a. Finanspolitisk holdbarhed opgjort i 2003
|
Det beregnede krav til den primære saldo i stat og kommuner på 2,5 pct. af BNP kan omregnes til et krav til den strukturelle offentlige saldo, som opgjort i 2003 svarer til 1,7 pct. af BNP, jf. tabel 3.15. Tilsvarende for den faktiske offentlige saldo udgør kravet hertil og overskuddet 1,2 pct. af BNP i 2003.
Tabel 3.15. Krav til den strukturelle offentlige saldo opgjort i 2003
|
|
Strukturel |
Faktisk |
|
|
Pct. af BNP | |
|
1. Krav til stat og kommuners primære saldo |
2,5 |
1,9 |
|
2. Stat og kommuners nettorenteudgifter |
-1,7 |
-1,8 |
|
3. Saldo i offentlige fonde (ATP m.v.) |
0,9 |
1,1 |
|
4. Krav til den offentlige saldo (1+2+3) |
1,7 |
1,2 |
|
5. Den offentlige saldo |
1,7 |
1,2 |
|
6. Holdbarhedsindikator (4-5) |
0,0 |
0,0 |
Anm.: Som følge af afrundinger kan differencen mellem den offentlige saldo og kravet hertil være forskellig fra holdbarhedsindikatoren.
Kilde: Egne beregninger.
3.6. Virkning på de offentlige finanser af øget beskæftigelse
Bidraget til øget finanspolitisk råderum fra de allerede gennemførte tiltag på arbejdsmarkedet er opgjort til knap 0,7 pct. af BNP. Tiltagene forbedrer de offentlige finanser, idet personer kommer i beskæftigelse i stedet for at modtage overførsler. Råderummet kan beregningsteknisk opdeles i bidrag fra de enkelte tiltag, jf. tabel 3.16 og boks 3.12. I appendiks 3.5 sammenlignes med tilsvarende beregninger med den generelle ligevægtsmodel DREAM, der stort set giver samme resultater.
Tabel 3.16. Bidrag fra udmøntede krav til strukturel beskæftigelse
|
|
|
|
|
|
|
1.000 pers. |
Pct. af BNP | |
|
1) Bidrag allerede vedtagne tiltag |
41 |
- |
0,58 |
|
Afskaffelsen af overgangsydelsen |
10½ |
0,28 |
0,19 |
|
Førtidspensionsreform og ændret tilgang m.v. |
17 |
0,21 |
0,23 |
|
Efterlønsreform og ændret tilgang m.v. |
-8 |
0,22 |
-0,12 |
|
Øget uddannelsesniveau |
13 |
0,19 |
0,16 |
|
Flere i arbejde |
10 |
0,27 |
0,18 |
|
Beskæftigelsesfradrag1) |
3½ |
0,29 |
0,07 |
|
Andre bidrag (herunder omlægning af barselsorlov) |
-5 |
- |
-0,14 |
|
2) Bidrag fra skattepakke på arbejdstid |
(7½) |
(0,17) |
0,09 |
|
3) Samlet udmøntet bidrag (1+2) |
- |
- |
0,67 |
Anm.: Som følge af afrunding kan summen af bidragene afvige fra den samlede effekt på råderummet.
1) Det er beregningsteknisk forudsat, at beskæftigelsesfradraget reducerer antallet af kontanthjælpsmodtagere med 3.500 personer.
Kilde: Egne beregninger.
Godt 40.000 personer kommer i beskæftigelse som følge af lavere tilgang til førtidig tilbagetrækning og den skønnede virkning af allerede vedtagne reformer. Det øger isoleret set råderummet med knap 0,6 pct. af BNP. Det primære bidrag kommer fra færre på førtidspension, overgangsydelse og kontanthjælp. Desuden medfører den højere grænse for betaling af mellemskat, at beskæftigelsen i timer øges svarende til 7.500 personer, hvilket giver et positivt bidrag til råderummet på knap 0,1 pct. af BNP.
Boks 3.12. Marginalberegninger
|
De offentlige finanser forbedres, når beskæftigelsen stiger, og antallet der modtager overførselsindkomst falder, dels fordi faldet i antal overførselsmodtagere giver en udgiftsbesparelse, dels fordi skattegrundlaget stiger med større privat beskæftigelse. I gennemsnit fås et positivt bidrag til råderummet på 0,25 pct. af BNP, når beskæftigelsen øges, og antallet på overførsler reduceres med 15.000 personer frem mod 2010. Virkningen på de offentlige finanser afhænger af hvilke typer overførselsmodtagere, der reduceres, blandt andet som følge af forskelle i overførselssatser, den skønnede gennemsnitlige arbejdstid og udviklingen i antal berørte personer efter 2010. I beregningen stiger beskæftigelsen gradvist med 15.000 personer fra 2005 til 2010, mens antal overførselsmodtagere falder tilsvarende. Det svarer for f.eks. efterløn til, at den årlige tilgang reduceres med godt 3.500 personer fra et niveau på godt 30.000 i 2003. Efter 2010 fastholdes erhvervs- og bestandsfrekvenserne opdelt på alder, køn og herkomst, hvorved effekten på beskæftigelsen efter 2010 kan afvige fra de 15.000 personer som følge af befolkningsændringer. For kontanthjælpsmodtagere er den langsigtede effekt på beskæftigelsen f.eks. godt 18.000 personer, jf. figur a. Den større stigning i beskæftigelsen efter 2010 kan primært tilskrives et stigende antal indvandrere fra mindre udviklede lande, da der i udgangsåret er relativt mange i denne gruppe på kontanthjælp. Det medfører isoleret set, at effekten af øget beskæftigelse som følge af lavere tilgang til kontanthjælp er større end for f.eks. efterløn. Kontanthjælpsmodtagere er typisk i de erhvervsaktive aldre, hvor også antallet af arbejdstimer er højt, jf. figur b, hvilket antages at øge marginaleffekten sammenlignet med f.eks. virkningen af lavere tilgang til efterløn. Figur a. Ændring i antal personer
Figur b. Aldersfordeling for dem der kommer i beskæftigelse og gnst. arbejdstid
Anm.: De stiplede linier i figur b angiver den gennemsnitlige arbejdstid for de 15.000 personer, der kommer i beskæftigelse fra henholdsvis kontanthjælp og efterløn (højre akse). Kilde: Egne beregninger. Arbejdstiden og den gennemsnitlige timeløn er forudsat ens for alle beskæftigede. Denne forsimplende antagelse kan medføre en overvurdering af de marginale virkninger på de offentlige finanser. Modsat undervurderes gevinsten ved, at studerende kommer i ordinær beskæftigelse, idet en stor del af har studiejob og dermed tæller med i beskæftigelsen. [1] Effekten på holdbarheden afhænger blandt andet af, hvilke personer som forudsættes at komme i arbejde blandt andet som følge af forskellige overførselssatser, jf. afsnit 3.6. [2] Fremskrivningen indebærer et lavt gennemsnitligt ledighedsniveau, hvilket kræver, at et mærkbart konjunkturtilbageslag undgås i perioden frem til 2010. Konjunkturbetingede stigninger i ledigheden har dog på længere sigt ikke betydning for de finanspolitiske muligheder, fordi den medfølgende svækkelse af finanserne kan forventes modsvaret af forbedringer, når konjunkturerne igen vender. |
