Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies
Forrige4  af  10Næste

4. Modeller for betalingsordninger på sundhedsområdet


4. Modeller for betalingsordninger på sundhedsområdet
Du har takket nej til cookies på denne hjemmeside, derfor kan vidoen ikke vises. Du skal tillade cookies for at kunne se videoen.

Af kommissoriet fremgår det, at arbejdsgruppen skal ”udarbejde forslag til, hvordan en betalingsordning kan udformes på forskellige områder. Ar­bejdsgruppen skal herunder beskrive økonomiske og administrative konsekvenser af de udarbejdede forslag. Arbejdsgruppen skal endvidere belyse de særlige problemer, en sådan be­talingsordning vil kunne medføre for socialt vanskeligt stillede grupper.

Endvidere fremgår det af kommissoriet, at: ”Arbejdsgruppen skal vurdere, i hvilket omfang ”noget-for-noget”-princippet kan gælde ”begge veje”, og begrunde det i de tilfælde, hvor det ikke er muligt eller hensigtsmæssigt at indføre en lignende ordning, hvis det er det offentlige, der ikke lever op til sine forpligtelser.

Det fremgår endelig af kommissoriet, at: ”Arbejdsgruppen skal endelig foretage en vurdering af, på hvilke områder indførelsen af en betalingsordning vil være rimelig og praktisk gennemførlig, bl.a. henset til de omkostninger det offentlige påføres som følge af udeblivelsen.

I dette kapitel beskrives de modeller for betalingsordninger, som arbejdsgruppen har drøftet for den primære og den sekundære sundhedssektor. Enkelte modeller har været drøftet i arbejdsgruppen men er på et tidligt tidspunkt i arbejdsgruppens drøftelser blevet fundet uhensigtsmæssige. Disse modeller vil kun blive beskrevet kortfattet i kapitlet.

Det skal generelt bemærkes, at arbejdsgruppen ikke finder at anvendelse af udeblivelsesgebyrer er hensigtsmæssigt i relation til psykiatriske lidelser. De psykiatriske lidelser udgør efter arbejdsgruppens opfattelse en særlig kategori, hvor udeblivelse fra behandling ikke kan vurderes på linje med udeblivelser fra behandling af somatiske lidelser. Udeblivelse fra behandling af psykiatriske lidelser kan således i sig selv være et symptom på den pågældende lidelse. Samtidig har nogle patienter med psykiatriske lidelser også parallelle sociale og økonomiske problemer, og disse udgør derfor en særlig udsat gruppe. Arbejdsgruppen har derfor vurderet, at der ikke bør opkræves gebyr ved udeblivelse fra psykiatrisk behandling.

4.1. Pligt eller ret til at opkræve udeblivelsesgebyrer

Arbejdsgruppen har drøftet, hvorvidt indførelse af udeblivelsesgebyrer på sundhedsområdet bør ske i form af en hjemmel, der giver den pågældende behandler/myndighed ret til at opkræve udeblivelsesgebyrer, eller i form af en pligt, der pålægger den pågældende behandler/myndighed at opkræve gebyr ved udeblivelser. Denne problemstilling går på tværs af den primære og den sekundære sundhedssektor, og arbejdsgruppen har derfor drøftet spørgsmålet om pligt eller ret generelt.

Fordelen ved en model, hvor behandlere/myndigheder har pligt til at opkræve gebyr er, at en sådan model er den mest vidtgående indførelse af princippet om ”noget for noget” og således er mest konsekvent i forhold til det overordnede mål om at sikre respekt for sundhedspersonalets tid og sundhedssektorens ressourcer generelt.

Imod en model, hvor behandlere/myndigheder har pligt til at opkræve gebyr ved udeblivelser, taler hovedsagligt, at en sådan model ikke tager højde for, at problemet med udeblivelser har et meget varierende omfang. På nogle områder er problemet med udeblivelser minimalt, og indførelsen af en pligt til at opkræve gebyrer ved udeblivelser vil ikke stå i et rimeligt forhold til problemets omfang og kun føre til unødigt administrativt besvær for de pågældende behandlere/myndigheder.

Henset til arbejdsgruppens kommissorium, hvorefter arbejdsgruppen skal vurdere ”på hvilke områder indførelsen af en betalingsordning vil være rimelig og praktisk gennemførlig”, er det derfor arbejdsgruppens opfattelse, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at indføre betalingsordninger på sundhedsområdet i form af en pligt til at opkræve udeblivelsesgebyrer.

Arbejdsgruppens undersøgelser har dog samtidig vist, at der på nogle områder er ganske store problemer med udeblivelser, og at der derfor på disse områder kan være et behov for at kunne anvende udeblivelsesgebyrer som et redskab til at modvirke udeblivelsesproblemet. Det er derfor arbejdsgruppens vurdering, at modeller, der giver en ret til eller adgang til forsøg med at opkræve gebyrer, kan være en hensigtsmæssig løsning inden for nogle dele af sundhedssektoren.   

4.2. Praktiserende læger

Arbejdsgruppens undersøgelse af udeblivelser fra aftaler hos alment praktiserende læger viser, at de alment praktiserende læger skønner, at udeblivelsesprocenten ligger på 4,5 pct. Dette tal dækker dog over variationer i udeblivelsesprocenterne, ligesom nogle alment praktiserende læger slet ikke har udeblivelser, fordi de opererer med åben konsultation frem for et system, hvor patienterne aftaler tid til konsultation.

Konsekvenserne af udeblivelser må formodes at være mindre hos de alment praktiserende læger end hos fx privatpraktiserende speciallæger og på ambulatorier på grund af det løbende daglige indtag af patienter hos de alment praktiserende læger. Hos en alment praktiserende læge vil der således ofte sidde patienter i venteværelset, som kan tilses i tilfælde af andre patienters udeblivelse.

Samtidig er det arbejdsgruppens vurdering, at patienter ofte oplever ventetid ved konsultationer hos den alment praktiserende læge. Dette må ligeledes formodes at hænge sammen med lægernes løbende daglige indtag af patienter, som gør det vanskeligt for den enkelte læge at planlægge dagens konsultationer meget præcist.

Det er arbejdsgruppens vurdering, at anvendelsen af udeblivelsesgebyrer ikke vil være hensigtsmæssigt i relation til de alment praktiserende læger. Baggrunden for denne vurdering er, at problemet med udeblivelser skønnes at være relativt begrænset, fordi lægerne typisk har mulighed for at udfylde evt. ”huller” som følge af udeblivelser med andre patienter fra venteværelset. Samtidig vurderes udeblivelsesgebyrer at være uhensigtsmæssige ud fra en betragtning om ”noget for noget”. Det er således arbejdsgruppens vurdering, at lægernes problemer med udeblivelser i høj grad modsvares af patienternes gener ved ventetid hos lægen.

4.3. Speciallægeområdet

Arbejdsgruppens undersøgelse af speciallægeområdet viser, at speciallægerne skønner, at udeblivelsesprocenten ligger omkring 7,5 pct. Denne gennemsnitsprocent dækker dog over ganske varierede udeblivelsesprocenter inden for forskellige specialer og forskellige geografiske områder. Der er ikke nogen entydig sammenhæng mellem specifikke specialer og geografiske områder og udeblivelsesprocentens størrelse.

Speciallæger har på nuværende tidspunkt mulighed for at sanktionere indirekte ved udeblivelse. Speciallægen kan således afslutte patientens behandlingsforløb som følge af en eller flere udeblivelser. Det betyder, at patientens henvisning sendes tilbage til den henvisende instans (typisk patientens egen læge). Patienten må så rette henvendelse til den henvisende instans for at få en ny henvisning, og patienten kommer bagerst i køen til behandling hos speciallægen.

Arbejdsgruppen har drøftet følgende model for indførelse af gebyrer på speciallægeområdet (ved somatiske lidelser):

  1. Regeringen vil støtte, at der i overenskomsten mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Foreningen af Speciallæger indføres hjemmel for de enkelte speciallæger til at opkræve et gebyr ved udeblivelser.
  2. Det er en betingelse, at patienten er blevet gjort opmærksom på anvendelsen af udeblivelsesgebyret. Patienten kan fritages for en aftale ved at varsle sit afbud rettidigt. Derudover fritages patienter for gebyret, hvis der er tale om en undskyldelig udeblivelse.
  3. Gebyret skal have en størrelse, hvor gebyret ikke nødvendigvis dækker speciallægens fulde omkostninger ved udeblivelsen, men i stedet kan tænkes at virke adfærdsregulerende. Gebyrets præcise størrelse skal fastsættes i overenskomsten, men et beløb på mellem kr. 100 – 300 vurderes at være passende.
  4. Gebyret skal opkræves af og tilfalder den enkelte praktiserende speciallæge som kompensation for tabt indtægt.

Ad. 1) Modellen indebærer, at der på speciallægeområdet arbejdes frem imod en ordning svarende til de ordninger, som kendes på andre dele af sygesikringens område, hvor der i overenskomsterne mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og brancheorganisationerne optræder en hjemmel for behandlerne til at opkræve et gebyr ved patienters udeblivelse fra behandling.

Overenskomster mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Foreningen af Speciallæger skal ifølge lov om offentlig sygesikring godkendes af Indenrigs- og sundhedsministeren, førend de har gyldighed.[42] Finansministeriet og Indenrigs- og sundhedsministeriet udpeger hver 1 observatør til Sygesikringens Forhandlingsudvalg. Den nuværende overenskomst mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Foreningen af Speciallæger udløber den 31. marts 2005. 

Modellen indebærer således, at overenskomsten mellem speciallægerne og Sygesikringens Forhandlingsudvalg tilføjes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at speciallægerne har ret til at opkræve et gebyr ved patienters udeblivelse. Det er så op til speciallægen selv at vurdere, om opkrævning af udeblivelsesgebyr er nødvendigt og hensigtsmæssigt i den enkelte praksis. Baggrunden for at indføre en ret til at opkræve gebyr frem for en pligt er, at problemet med udeblivelser varierer meget fra praksis til praksis. For en del speciallæger er problemet med udeblivelser så lille, at det ikke skønnes nødvendigt eller hensigtsmæssigt at opkræve udeblivelsesgebyrer. Omvendt oplever andre store problemer med udeblivelser og har derfor ønsket udeblivelsesgebyrer som et redskab til at imødegå udeblivelserne.

Ad. 2) Modellen indebærer, at speciallægerne kan opkræve gebyrer allerede fra første udeblivelse. Dette princip kendes fra tandlæger, fysioterapeuter og psykologer.

Det er en forudsætning, at patienten er gjort bekendt med udeblivelsesgebyrets eksistens. En sådan bekendtgørelse kan enten ske ved, at der i receptionen skiltes med udeblivelsesbestemmelsen, og at udeblivelsesbestemmelsen omtales i en eventuel indkaldelse. Hvis patienten forud for en udeblivelse har meldt rettidigt afbud, bortfalder gebyrmuligheden.

En hjemmel til at opkræve gebyr allerede ved første udeblivelse giver anledning til en nærmere drøftelse af spørgsmålet om undskyldelige udeblivelser. Overordnet set indebærer denne model, at patienten kan fritages for gebyr, hvis der er tale om en såkaldt undskyldelig udeblivelse. Eksempler på undskyldelige udeblivelser er egen pludselig sygdom, pludselig sygdom eller død i nærmeste familie, omfattende trafiknedbrud og andre force-majeure-hændelser. Spørgsmålet om, hvornår der er tale om en undskyldelig udeblivelse, vil dog uundgåeligt indebære et vist mål af skøn. Princippet kendes allerede fra blandt andet fysioterapeuter og psykologer, hvor det ikke vurderes at give anledning til større vanskeligheder. 

Ad. 3) Størrelsen af gebyret for patienters udeblivelse fra aftaler med speciallæger må fastsættes i overenskomsten efter forhandlinger mellem Foreningen af Speciallæger og Sygesikringens Forhandlingsudvalg, men det er arbejdsgruppens vurdering, at gebyrstørrelsen bør ligge mellem 100 - 300 kr. Et beløb i denne størrelsesorden vurderes både at dække omkostningerne ved at administrere betalingsordningen og forventes at virke adfærdsregulerende med henblik på færre udeblivelser. Samtidig vil et gebyr på mellem 100 og 300 kr. ligge på niveau med udeblivelsesgebyrerne for de øvrige private erhvervsdrivende sundhedspersoner under sygesikringen. Evt. udgifter til inddrivelse bør finansieres via gebyrer, således at borgere, som ikke har betalt et skyldigt beløb efter gennemførelse af rykkerprocedure, pålægges at betale alle omkostninger til inddrivelse.

Der er mange forskelligartede behandlinger på speciallægeområdet, og speciallægens omkostninger/tabte indtægt ved patientudeblivelser vil derfor variere fra speciale til speciale, ligesom det vil variere inden for den enkelte speciallæges behandlingsformer. Et udeblivelsesgebyr, som afspejler disse differentierede omkostninger skønnes imidlertid at være meget vanskeligt at administrere både for læger og patienter. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at der i overenskomsten fastlægges én gebyrstørrelse, som gælder for hele speciallægeområdet.

Ad. 4) Gebyret skal opkræves af den enkelte speciallæge som delvis kompensation for omkostninger/tabt indtægt ved udeblivelser. Således har modellen ikke nogle direkte administrative konsekvenser for det offentlige. Modellen vil i stedet have administrative konsekvenser for den enkelte speciallæge.

Speciallægerne har allerede i dag et afregnings-/opkrævningssystem til brug ved lægernes afregning med sygesikringen. For at opnå betaling fra sygesikringen skal praktiserende speciallæger indrapportere udførte behandlinger til sygesikringen. En sådan indrapportering foregår i praksis ved, at den praktiserende speciallæge sender en regning til sygesikringen, hvoraf de udførte ydelser og afregningsbeløbet fremgår. Ved behandling af personer, der enten ikke er dækket eller kun delvist er dækket af sygesikringen, udleverer speciallægen en regning direkte til patienten. Det betyder, at der hos de praktiserende speciallæger allerede forefindes et opkrævnings-/afregningssystem, som kan anvendes til opkrævning af udeblivelsesgebyrer. Anvendelse af udeblivelsesgebyrer vil således kun i begrænset omfang føre til øget administration for speciallægerne.

Da det opkrævede gebyr tilfalder den enkelte speciallæge, vil anvendelsen af udeblivelsesgebyrer umiddelbart betyde en merindtægt for speciallægen i forhold til i dag, hvor lægerne ikke kompenseres for patienters udeblivelse. Merindtægten fungerer som en delvis kompensation for omkostninger/tabt indtægt ved udeblivelser. I det omfang anvendelsen af udeblivelsesgebyrer fører til en reduktion af udeblivelser, vil merindtægten reduceres tilsvarende.

Som angivet i denne rapports afsnit 2.6. skal modeller for indførelse af udeblivelsesbetaling vurderes i forhold til regeringens gebyrpolitik. Ved indførelse af en hjemmel i speciallægernes overenskomst, som giver speciallægerne ret til at opkræve gebyr ved udeblivelse, er der imidlertid tale om at give en række private erhvervsdrivende mulighed for bedre udnyttelse af deres ressourcer. De praktiserende speciallæger er private erhvervsdrivende og er som sådan ikke omfattet af regeringens gebyrpolitik.

4.3.1. Konsekvenser for socialt vanskeligt stillede grupper

Arbejdsgruppens undersøgelser har vist, at over halvdelen af de praktiserende speciallæger vurderer, at der er en særlig gruppe af borgere, som udebliver oftere end andre. Speciallægerne peger på, at det hovedsageligt er indvandrere og borgere under 30 år, der befinder sig i denne gruppe.

Dette tyder på, at borgere under 30 år samt indvandrere vil blive særlig ramt af et evt. udeblivelsesgebyr. Det er imidlertid væsentligt at påpege, at der ikke findes egentlige registreringer af, hvem der udebliver, og det er således ikke på baggrund af arbejdsgruppens undersøgelser muligt at afgøre om udeblivelsesgebyrer vil medføre særlige problemer for ”socialt vanskeligt stillede grupper”.

4.3.2. Noget-for-noget

I forlængelse af ovenstående model og i henhold til kommissoriet har arbejdsgruppen overvejet om princippet om ”noget-for-noget” kan gælde i relation til aftaler på speciallægeområdet.

Speciallægerne modtager afregning per afviklet behandling/konsultation og har derfor en klar interesse i ikke at aflyse aftaler med patienterne. Den økonomiske omkostning for speciallægen ved at aflyse en aftale med en patient, vil som oftest være betragteligt større end det tiltænkte udeblivelsesgebyr.

Det er derfor arbejdsgruppens vurdering, at der ikke er behov for i yderligere omfang at indføre et ”noget for noget” princip på området. Den eksisterende økonomiske incitamentsstruktur på området vurderes i tilstrækkelig grad at sikre speciallægens interesse i ikke at aflyse patientaftaler/forsinke patientaftaler.

4.4. Udeblivelsesgebyrer på sygehusområdet

Arbejdsgruppens undersøgelser viser, at den gennemsnitlige udeblivelsesprocent på ambulante behandlinger ligger på lige omkring 4 pct. Denne gennemsnitsprocent dækker dog over ganske varierede udeblivelsesprocenter inden for forskellige specialer og forskellige geografiske områder. Der er ikke nogen entydig sammenhæng mellem specifikke specialer og geografiske områder og udeblivelsesprocentens størrelse. Det betyder, at nogle ambulatorier oplever meget store problemer med udeblivelser, mens problemet er minimalt andre steder. Andelen af udeblivelser fra planlagte operation med indlæggelse ligger omkring 1 pct.

Sygehusene har allerede på nuværende tidspunkt mulighed for at sanktionere ved udeblivelse på den måde, at sygehuset kan vælge at afslutte patientens behandlingsforløb som følge af en eller flere udeblivelser. Det betyder, at patientens henvisning sendes tilbage til den henvisende instans (typisk patientens egen læge). Patienten må så rette henvendelse til den henvisende instans for at få en ny henvisning, og patienten kommer bagerst i køen til behandling, medmindre dette vurderes uhensigtsmæssigt ud fra et lægeligt perspektiv.

Arbejdsgruppen har drøftet en model for indførelse af udeblivelsesgebyrer på sygehusområdet, som indebærer, at der i sygehusloven indføjes en bestemmelse, som giver mulighed for at amterne kan etablere forsøgsordninger med udeblivelsesgebyrer. Indenrigs- og Sundhedsministeren har i marts 2004 fremsat lovforslag herom.

Af Indenrigs- og Sundhedsministerens lovforslag fremgår, at amtskommunerne skal kunne ansøge Indenrigs- og Sundhedsministeriet om tilladelse til forsøg med opkrævning af gebyrer ved patienters udeblivelse.

Af Indenrigs- og Sundhedsministerens lovforslag fremgår, at et gebyr efter omstændighederne vil kunne fastsættes til fx 500 kr. Gebyret skal beregnes på baggrund af værdien af den behandling, som sygehuset har stillet til rådighed for patienten, men som patienten udebliver fra. Gebyrets størrelse skal dog normalt ikke modsvare værdien, og må ikke overstige den. Desuden bør en forsøgsordning udformes således, at udgifter til inddrivelse ved manglende betaling finansieres via gebyrer, således at borgere, som ikke har betalt et skyldigt beløb efter gennemførelse af rykkerprocedure, pålægges at betale alle omkostninger til inddrivelse.

Det er arbejdsgruppens vurdering, at en forsøgsordning bør udformes således, at patienter skal gøres bekendte med udeblivelsesgebyrets eksistens. En sådan bekendtgørelse kan blandt andet ske ved, at udeblivelsesgebyrer omtales i en indkaldelsesskrivelse. Hvis en patient forud for en udeblivelse har meldt rettidigt afbud, bør gebyrmuligheden bortfalde.

Forsøgsordninger, hvor der gives mulighed for at opkræve gebyr allerede ved første udeblivelse giver anledning til en nærmere drøftelse af spørgsmålet om undskyldelige udeblivelser. Overordnet set er det arbejdsgruppens opfattelse, at patienten bør fritages for gebyr, hvis der er tale om en såkaldt undskyldelig udeblivelse. Dette er der også lagt op til i Indenrigs- og Sundhedsministerens lovforslag. Eksempler på undskyldelige udeblivelser er egen pludselig sygdom, pludselig sygdom eller død i nærmeste familie, omfattende trafiknedbrud og andre force-majeure-hændelser. Spørgsmålet om, hvornår der er tale om en undskyldelig udeblivelse, vil dog uundgåeligt indebære et vist mål af skøn.

Såfremt eventuelle forsøgsordninger  gøres permanente, bør spørgsmålet om klagemuligheder overvejes.

Arbejdsgruppen har noteret sig, at flere amter allerede har iværksat forskellige initiativer med henblik på at mindske omfanget af  udeblivelser.

4.4.1. Administrative og økonomiske konsekvenser for de offentlige myndigheder

Et udeblivelsesgebyr vil typisk skulle opkræves af de enkelte sygehuse/sygehusafdelinger som delvis kompensation for omkostninger ved udeblivelser. En forsøgsordning med udeblivelsesgebyrer vil således have administrative konsekvenser for det enkelte sygehus/sygehusafdeling.

Der forefindes i reglen ikke i forvejen et afregnings-/opkrævningssystem på de enkelte sygehuse/sygehusafdelinger, der kan bruges til opkrævning af udeblivelsesgebyrer. Det betyder, at sygehusene/sygehusafdelingerne skal etablere et opkrævningssystem samt varetage det administrative arbejde forbundet med at opkræve udeblivelsesgebyrer. Det vurderes, at et opkrævningssystem kan etableres relativt billigt for så vidt sygehuset vælger en teknologisk løsning, der er så enkel som mulig – fx regnskabsførelse i Excel og indbetaling via kontanter eller manuelle indbetalingskort.

Ved anvendelse af en enkel teknologisk løsning vil enhedsomkostningerne ved opkrævning imidlertid ligge noget højere end ved anvendelse af fx et fuldt maskinelt opkrævningssystem. Det må være op til det enkelte sygehus at vurdere, om det kan betale sig at investere i et fuldt maskinelt opkrævningssystem henset til omfanget af opkrævninger på det enkelte sygehus. Fastsættelsen af gebyrstørrelsen bør således tage hensyn til, at sygehusene kan vælge en enkel teknologisk løsning ved opkrævning.

Da det opkrævede gebyr tilfalder de enkelte sygehuse, vil anvendelsen af udeblivelsesgebyrer umiddelbart betyde en merindtægt for sygehusene i forhold til i dag, hvor ambulatorierne ikke kompenseres for patienters udeblivelse. Der vil dog samtidig være omkostninger forbundet med at administrere ordningen. Indtægten fungerer som en delvis kompensation for omkostninger/tabt indtægt ved udeblivelser. I det omfang anvendelsen af udeblivelsesgebyrer fører til en reduktion af udeblivelser, vil merindtægten reduceres tilsvarende.

4.4.2. Konsekvenser for socialt vanskeligt stillede grupper

Arbejdsgruppens undersøgelser tyder ikke på, at der er en klar sammenhæng mellem social status og udeblivelsesfrekvens. De fleste besvarelser i arbejdsgruppens undersøgelse peger således på, at der ikke i væsentligt omfang er bestemte socialgrupper, der udebliver mere end andre. Nogle få afdelinger peger dog på, at der er en svag overrepræsentation af ressourcesvage personer og indvandrere blandt de udeblevne. Et enkelt amt angiver endelig, at der er en tendens til at yngre erhvervsaktive udebliver lidt oftere end andre.

Det er imidlertid væsentligt at påpege, at der ikke findes egentlige registreringer af, hvem der udebliver, og det er således ikke på baggrund af arbejdsgruppens undersøgelser muligt at afgøre om udeblivelsesgebyrer på sygehusområdet vil medføre særlige problemer for ”socialt vanskeligt stillede grupper”.

4.4.3. Noget-for-noget

I forlængelse af ovenstående model har arbejdsgruppen overvejet om princippet om ”noget-for-noget” kan gælde i relation til aftaler om behandling på sygehusene.

Det er arbejdsgruppens vurdering, at sygehusene med fordel kan gøres til genstand for incitamentsregulering i form af takststyring. En øget anvendelse af taktstyring vil sikre, at sygehusene har et økonomisk incitament til at undgå aflysninger, fordi aflysninger vil medføre en reduktion i de økonomiske bevillinger.

Af regeringens aftale med amterne om amternes økonomi for 2004 fremgår, at anvendelsen af takststyring på sygehusområdet gradvist skal forøges.[43]

Regeringen og amterne er enige om en strategi, hvor indførelsen af en øget brug af takststyring sker gradvist. Fra 2004 skal amterne enkeltvist som minimum afregne 20 pct. af bevillingerne til egne sygehuse direkte på baggrund af præsteret aktivitet. I 2005 skal der gennemføres en evaluering af erfaringerne med amternes anvendelse af samt effekterne af takststyring. Som led i evalueringen skal en hensigtsmæssig målsætning for omfanget af takststyring i sygehusvæsenet for de kommende år drøftes. [44]

Det er på den baggrund arbejdsgruppens vurdering, at princippet om ”noget-for-noget” generelt i tilstrækkelig grad finder anvendelse i forhold til sygehusenes aflysninger af behandlinger.

I forbindelse med indførelse af forsøgsordninger med udeblivelsesgebyrer bør der dog efter arbejdsgruppens opfattelse udvises særlig forsigtighed i relation til planlagte operationer med indlæggelse.

Arbejdsgruppens undersøgelser har vist, at problemet med udeblivelser fra operationer med indlæggelse er meget begrænset, idet andelen af udeblivelser i gennemsnit ligger på cirka 1 pct. Andelen af aflysninger fra sygehusenes side ligger i samme størrelsesorden.

Udeblivelser fra planlagte operationer med indlæggelse er dog typisk mere omkostningstunge for sygehusene end udeblivelser fra ambulante behandlinger. I forbindelse med udeblivelse fra planlagte operationer med indlæggelse risikerer sygehusene at stå med tomme operationsstuer og teams af specialister og sygeplejersker, der ikke uden videre kan omdirigeres til andre opgaver.

Forrige4  af  10Næste