Aftale om pandemiberedskab
Aftale om et pandemiberedskab
Baggrund
Fugleinfluenza er en fuglesygdom, og den skal først og fremmest håndteres som sådan. På den baggrund er der på det veterinære område taget en række forholdsregler i Danmark, EU og internationale samarbejdsfora.
Imidlertid eksisterer risikoen for, at fugleinfluenzavirus kan udvikle sig til en influenzavirus, der kan smitte fra menneske til menneske, og i den situation skabe en influenzapandemi, eller der kan opstå en anden hidtil ukendt influenzavirus og i den situation skabe en influenzapandemi, som vil kunne smitte en stor del af befolkningen og medføre risiko for øget dødelighed. Sundhedsstyrelsen har på den baggrund i juni 2005 udarbejdet en række anbefalinger til en styrkelse af det danske, humane beredskab. En egentlig plan for det danske humane pandemiberedskab (en pandemiplan) er under udarbejdelse i Sundhedsstyrelsen. Planen ventes at være færdig i 2005.
Regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har på den baggrund aftalt at styrke det danske beredskab i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens faglige anbefalinger.
I 2004 blev der på aktstykke bevilliget 20 mio. kr. til en styrkelse af pandemiberedskabet i Danmark. Midlerne finansierer udgifter ved opbygning af lagre af lægemidler og/eller vacciner, opbygning af et beredskab til overvågning og hurtig påvisning af nye influenzavirus, samt Sundhedsstyrelsens rådgivning i forbindelse med pandemisk influenza i Danmark. Der er foreløbig indkøbt et beredskabslager af det antivirale middel, Tamiflu, til brug i den tidlige fase af en evt. pandemi. Lageret svarer til, at 30.000 personer kan behandles i 5 dage.
Styrkelse af beredskabet
I Sundhedsstyrelsens redegørelse fra 30. juni 2005 giver styrelsen sin vurdering af den aktuelle situation og sine anbefalinger til en styrkelse af beredskabet. I overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens faglige anbefalinger har partierne aftalt følgende:
• At Danmark sikres en vaccinegaranti straks.
Partierne er enige om, at regeringen optager forhandlinger med en eller flere producenter med henblik på at opnå en vaccinegaranti så hurtigt som muligt.
Udgifterne til en sådan vaccinegaranti skønnes at ville udgøre omkring 10 mio.kr. årligt, - afhængig af kontraktbetingelserne og i lyset af den aktuelle markedssituation. I 2005 kan udgifterne forsigtigt skønnes at udgøre 2 mio. kr.
• At der i Danmark opbygges et lager af antivirale midler.
Partierne er enige om, at regeringen indkøber Tamiflu med henblik på følgende forebyggende og behandlingsmæssige indsats:
- behandling af de personer, som måtte få influenza, og som vil være i størst risiko for alvorlig sygdom og død,
- profylakse til personer, som har været udsat for smitte og som tilhører risikogruppen eller udsættes for smitte i den meget tidlige fase af pandemien og
- langtidsforebyggelse til personer, der udfører livsvigtige funktioner.
Såfremt den mængde Tamilflu, der foreslås indkøbt, anvendes i overensstemmelse med ovennævnte forebyggelses- og behandlingsstrategi, vil der være dækning af ca. 6 pct. af befolkningen.
Hvis den indkøbte mængde i givet fald alene anvendes til behandling af smittede patienter, vil der kunne opnås en højere dækningsgrad (19 pct.).
Herudover er partierne enige om, at regeringen indkøber Amantadin til forebyggende behandling af 150.000 personer, der varetager livsvigtige funktioner i det danske sundhedsvæsen.
Den samlede udgift skønnes at være omkring 65 mio. kr. – afhængig af prisen på købstidspunktet.
Partierne har noteret sig, at lægemidlerne har en holdbarhed på 5 år, men at (dele af) lægemidlerne indkøbes i pulverform til senere opblanding. Herved opnås dels, at lægemidlerne kan anvendes som mikstur til behandling af bl.a. børn og nyresyge og dels, at lægemidlerne har en længere holdbarhed. Der vil som følge af den begrænsede holdbarhed være udgifter til fornyelse af lageret i 2010 eller senere.
Der er 9 mio.kr. til rest på den eksisterende bevilling fra 2004. På den baggrund skønnes merudgifterne til de aftalte initiativer at udgøre følgende årlige beløb.
Tabel 1 Udgifter ved indkøb af vaccinegaranti og antiviraler
| Mio. kr., 06-pl | 2005 | 2006 | 2007 | 2008 | 2009 |
| Vaccinegaranti, skøn* | 2 | 10 | 10 | 10 | 10 |
| Opbygning af antivirale lagre | 65 | - | - | - | - |
| Udgifter i alt | 67 | 10 | 10 | 10 | 10 |
| Finansiering ved forbrug af eksisterende bevilling | -9 | ||||
| Merudgifter | 58 | 10 | 10 | 10 | 10 |
Note: * De årlige udgifter til en vaccinegaranti beror på en konkret forhandling med producenten, men skønnes med nogen usikkerhed at ville udgøre omkring 10 mio. kr. – afhængig af kontraktbetingelserne og i lyset af den aktuelle markedssituation. I 2005 er beløbet ansat til skønsmæssigt 2 mio. kr. henset til det fremskredne tidspunkt på året.
Aftalen forudsætter, at sagen forelægges Finansudvalget på et aktstykke dækkende 2005 og 2006. Forudsat Finansudvalgets tilslutning til aktstykket, vil der derefter kunne optages forhandlinger om køb af vaccinegaranti og indkøb af antivirale midler. Udgifter fra 2007 og frem vil blive indarbejdet på de årlige finanslove.
• Evt. nordisk vaccineproduktion
Partierne har noteret sig, at der på vaccineområdet, på initiativ af de nordiske landes sundhedsministre, er igangsat et udredningsarbejde med henblik på at vurdere mulighederne for, at de nordiske lande i fællesskab etablerer en vaccineproduktion. Udredningsarbejdet afsluttes i november måned 2005. Herefter skal de nordiske landes sundhedsministre drøfte, hvilke initiativer der skal tages.
• Personlige beskyttelsesmidler
En række ikke-medikamentelle foranstaltninger har effekt overfor influenza. Dette drejer sig om hygiejniske foranstaltninger og visse beskyttelsesmidler.
Partierne har noteret sig, at Sundhedsstyrelsens kommende pandemiplan vil indeholde faglige anbefalinger til hygiejniske foranstaltninger og anvendelse af personlige beskyttelsesmidler.
• Den globale indsats
Etablering af et stærkt globalt beredskab er et vigtigt element i bekæmpelsen af globale epidemier. Danmark følger de aktuelle drøftelser i internationale fora tæt.
Partierne er enige om, at regeringen bakker op om internationale initiativer til støtte for det globale beredskab, herunder ikke mindst for at styrke U-landenes beredskab.
Partierne har i den forbindelse noteret sig, at WHO den 7. – 9. november 2005 afholder et internationalt møde om fugleinfluenza og pandemisk influenza, hvor bl.a. den globale indsats vil blive drøftet.
• Opfølgning
Partierne vil løbende følge det danske pandemiberedskab. Ministeren vil som led heri i starten af 2006 tage initiativ til at indkalde partierne til en drøftelse, når Sundhedsstyrelsens pandemiplan og rapporten fra udredningsarbejdet om en evt. nordisk vaccineproduktion foreligger.