Konsekvensvudering af EU-forslag


Statsfinansielle konsekvenser af forslag til EU-retsakter indgår som et vigtigt aspekt, når sagen drøftes i EU-beslutningsproceduren. Dette gælder nationale såvel som EU-budgetkonsekvenser.

For at sikre, at de økonomiske konsekvenser er belyst forud for fastlæggelse af dansk holdning udarbejder det ansvarlige ressortministerium en konsekvensvurdering af det pågældende forslag. Den statsfinansielle konsekvensvurdering fremgår i regeringens samlenotater til Folketingets Europaudvalg på linje med vurderinger af de samfundsøkonomiske og erhvervsøkonomiske konsekvenser samt vurderinger af konsekvenserne for beskyttelsesniveauet. Som eksempel på en sag med væsentlige statsfinansielle konsekvenser kan nævnes aftalen om de den flerårige finansielle ramme for 2014-2020.

Sigtet med den statsfinansielle konsekvensvurdering er, at der altid foreligger en retvisende vurdering af en sags økonomiske konsekvenser for det offentlige forud for den danske stillingtagen, og at relevante ministerier som led heri inddrages rettidigt i vurderingen af sager med væsentlige statsfinansielle konsekvenser. Heri ligger også, at EU-retsakter og beslutninger mv. principielt ikke adskiller sig fra lovforslag, folketingsbeslutninger og regeringsudmeldinger i forhold til kravet om forudgående konsekvensvurderinger.

Finansministeriet engagement
Ressortministeriet er ansvarlig for vurderingen af de økonomiske konsekvenser, ligesom nationale merudgifter som udgangspunkt afholdes inden for de eksisterende bevillingsrammer. I det omfang nationale merudgifter undtagelsesvist ikke forventes afholdt inden for ressortministeriets eksisterende rammer, eller medfører væsentlig omprioritering inden for ministeriets budget, indgår Finansministeriet i en drøftelse om sagens håndtering. Finansministeriet engagerer sig ligeledes i behandlingen af EU-forslag, der forventes at medføre øgede udgifter eller betydelige omprioriteringer på EU’s budget.

I sager med særligt tungtvejende økonomiske konsekvenser kan sagen forelægges regeringens økonomiudvalg som led i regeringens beslutningsprocedure.

Regeringens samlenotater indeholdende konsekvensvurderinger findes på Folketingets EU-Oplysnings hjemmeside.


Sidst opdateret: 15.11.2011 af INT


5. kontor

T 33 92 33 33