Finansministeriets skriftlige indlæg vedrørende DØRs efterårsrapport 2009

DØRs finanspolitiske anbefaling for 2010 (og 2011).

DØR er enig i, at finanspolitikken er meget lempelig (”De danske politikere har valgt at føre en meget lempelig finanspolitik for at mildne konsekvenserne af krisen”), og DØR’s vurdering af finanspolitikkens aktivitetsvirkning er på linje med Finansministeriets skøn.

DØR anbefaler imidlertid yderligere væsentlige lempelser med en aktivitetsvirkning på mindst ½ pct. i 2010 og anbefaler endvidere fortsatte lempelser i 2011. DØR’s argumenter for yderligere finanspolitiske lempelser virker ikke overbevisende. DØRs finanspolitiske tommelfingerregel er endimensionel og DØRs anbefaling tager ikke tilstrækkeligt hensyn til øvrige relevante hensyn samt den betydelige usikkerhed om outputgabet i den aktuelle situation:

• Finanspolitikken i Danmark er samlet mere lempelig end i de fleste andre lande, og de automatiske stabilisatorer er formentlig samtidig større end i samtlige andre OECD-lande. De samlede offentlige finanser svækkes derfor relativt meget i Danmark svarende til godt 8 pct. af BNP fra 2008 til 2010 mod ca. 5 pct. af BNP i de andre EU-lande.
  
  
• De finanspolitiske lempelser og det store rentefald siden efteråret slår først fuldt ud igennem i resten af 2009 og 2010, samtidig med at der nu er tegn på fremgang i udlandet. Der er usikkerhed om det videre forløb, men det taler for at vente og bevare handlemuligheder.
  
  
• Yderligere lempelser kan presse renterne op og dermed dels modarbejde de aktuelle lempelsers effekt på aktiviteten og dels øge gældsbyrden og det fremtidige konsolideringsbehov. Hensyn til renten er vigtigere, fordi Danmark ikke er med i euroen og skal sikre fortsat troværdighed omkring fastkurspolitikken . Yderligere lempelser kan desuden svække de mellemfristede beskæftigelsesmuligheder via en yderligere forringelse af Danmarks konkurrenceevne, der i forvejen er svækket gennem det seneste årti.
  
  
• Finanspolitikken skal – udover at stabilisere økonomien på kort sigt – sikre en holdbar udvikling i den offentlige økonomi på lang sigt i lyset af stigningen i antallet af ældre og levetiden. Sunde og holdbare finanser er også nødvendigt for at have råderum til lempelser under næste lavkonjunktur. Omkring årsskiftet fremlægges Konvergensprogrammet, som opdaterer 2015-planen og gør status for de samlede finanspolitiske udfordringer. Jo mere finanspolitikken lempes på kort sigt, jo mere skal der strammes efterfølgende, og erfaringerne viser, at det er sværere at stramme finanspolitikken end at lempe den.
  
  
• Danmark skal tage højde for samarbejdet i EU , hvor landene har aftalt, at alle lande under forudsætning af et bæredygtigt opsving skal starte den finanspolitiske konsolidering senest i 2011. Danmark ventes, ligesom stort set alle EU-lande, at få en konkret anbefaling om konsolidering – formentlig i løbet af 2010 og med virkning fra 2011.

Læs "Udfordringer og hensyn i finanspolitikken for 2010 og de kommende år – kommentar til DØR-rapportens finanspolitiske anbefaling" 

De planlagte offentlige investeringer i 2009 og 2010 stiger for første gang siden midten af 1960’erne med tocifrede vækstrater to år i træk. Opgjort i pct. af BNP ventes niveauet i 2010 at være det største siden starten af 1980’erne.

Læs "Høj investeringsvækst i 2009 og 2010"

I papiret forklares blandt andet også, at investeringer i jernbaner, kloakker, vand og varmeforsyning, el-selskaber, større brobyggerier mv. ikke indgår i de offentlige investeringer.

Med DØR’s forslag om yderligere løft af de offentlige investeringer på 10 mia. kr. i 2010 vil realvæksten i investeringerne nå op på 42 pct. i 2010. Det skal i givet fald komme i forlængelse af en stigning på 15 pct. i indeværende år. Ikke i noget tidligere år har realvæksten været så høj ifølge foreliggende data, der rækker tilbage til slutningen af 1940’erne.

DØRs konjunkturvurdering er påvirket af et pessimistisk skøn for boligpriserne i 2010. Betydningen af det store rentefald siden efteråret – navnlig på rentetilpasningslån – og den kraftige vækst i husholdningernes disponible indkomster (som også DØR regner med) er forbavsende underspillet. Disse forhold er slet ikke nævnt i begrundelserne for boligprisudviklingen, selv om indkomster og rente er de primære kortsigtede drivkræfter også i de modeller, som DØR og andre anvender til konjunkturvurderinger.

Der er i stedet meget fokus på den stigende ledigheds betydning for kontantpriserne uden at notere, at en af de centrale kanaler, hvorigennem stigende ledighed påvirker huspriserne – nemlig via vigende indkomster – netop ikke kan have stor relevans i den aktuelle situation, og at ledighedens niveau – og dermed risikoen for varige indkomsttab – trods alt ikke er eller ventes at stige til et specielt højt niveau i historisk lys. Desuden fremfører DØR, at kontantpriserne i 2010 dæmpes fordi rentefradraget sættes ned i 2012. Det forekommer ikke velbegrundet, idet rentefradraget kun sættes ned for renteudgifter over et relativt højt bundfradrag, samt at reduktionen af rentefradraget sker gradvist frem til 2019 (samtidig med at der er indført en kompensationsordning). I det hele taget forekommer kontantprisprofilen at være koblet helt af den forudsatte renteudvikling i DØRs vurdering.

Under overskrifter som ”Gældsmål i 2015-planen nås ikke” (s.7) og ”Nærmest umuligt at nå gældsmålet” (s. 142) vurderer DØR, at det i praksis bliver yderst vanskeligt at nå tilbage på sporet for gældsafviklingen inden 2015. Der er imidlertid ingen eksplicitte gældsmål i 2015-planen. De to grundlæggende omdrejningspunkter for finanspolitikken i planen er således holdbare offentlige finanser og mindst balance på den strukturelle offentlige saldo frem til 2015. Det er meldt ud, siden finanskrisen eskalerede, at det primære sigte aktuelt er at sikre strukturelle overskud eller balance på de offentlige finanser i 2015.

Der er således fortsat ikke noget gældsmål i 2015-planen, hvilket heller ikke ville være hensigtsmæssigt.

Læs "DØR om gældsmål og opdatering af 2015-plan"

DØR anbefaler indførelse af en særlig sundhedsskat. Sundhedsskatten skal årligt reguleres op, så indtægterne fra skatten løbende dækker de stigende sundhedsudgifter. Det fremgår blandt andet af rapporten, at ”Sundhedsbidrag løser det finanspolitiske holdbarhedsproblem... men giver store skattestigninger i starten” . Det vil reelt sige, at DØR nu tilsyneladende foreslår løbende skatteforhøjelser for at finansiere, at de offentlige udgifter kan udgøre en stadigt voksende andel af økonomien – selv om både skattetrykket og de offentlige forbrugsudgifter i forvejen er blandt de højeste i verden.

Ideen om løbende skatteforhøjelser går i en helt anden retning end i tidligere DØR-rapporter og strider grundlæggende både mod skattestoppet og mod tankerne i de langsigtede planer, som den nuværende og tidligere regering har arbejdet efter. Forslaget lægger reelt op til en betydelig skattestigning, der i sidste ende kan eliminere den sænkning af marginalskatten for topskatteydere, der er aftalt i 2009, og samlet øge marginalskatten for de, der ligger under topskattegrænsen.

Det forekommer tvivlsomt at begrunde ændringer i den samlede beskatning – og drage konklusioner om udviklingen i det samlede offentlige forbrug mange år frem – med afsæt i en vurdering af en enkelt udgiftspost (sundhed), og uden at inddrage udviklingen i og muligheden for at finansiere merudgifter via lavere vækst i andet offentligt forbrug eller lignende. Eksempelvis vil DØRs forudsatte mervækst i sundhedsudgifterne på 0,3 pr. år (udover det, der følger af demografien og den generelle produktivitetsvækst i samfundet) omtrent kunne modsvares ved, at den årlige realvækst i det øvrige offentlige (dvs. skattefinansierede) forbrug er godt 0,1 pct. pr. år mindre end ellers.

Læs "DØR og forslaget om en sundhedsskat"

For så vidt angår DØRs forslag om indførelse af konkurrenceudsættelse via rammeudbud på udvalgte sygehusydelser under det udvidede frie sygehusvalg, er det vigtigt huske, at der ikke er noget i den gældende lovgivning, der forhindrer regionerne i at konkurrenceudsætte sygehusydelser generelt. DØR konstaterer også selv, at regionerne kan anvende udbud som et supplement til det udvidede frie sygehusvalg. Regionerne kan således uden for den udvidede fritvalgsordning (dvs. på godt 97 pct. af den samlede sygehusaktivitet) indgå rammeaftaler om løsningen af udvalgte behandlingsopgaver (fx knæ- og hofteoperationer) og dermed opnå lavere takster end dem, der gælder under det udvidede frie sygehusvalg. Det er en helt central pointe, når der ses på et uudnyttet potentiale ved udbud i sygehussektoren generelt.