Notat: Fortolkning af nulvækst i det reale offentlige forbrug

Det er blevet fremført, at uændret offentlig service skulle kræve en realvækst i det offentlige forbrug på ca. 0,7 pct. om året (ved uændret befolkning mv.), og at Finansministeriet skulle have fremført dette synspunkt.

Det er forkert.

Nulvækst i det offentlige forbrug realt betyder, at udgifterne løbende stiger i takt med pris- og lønudviklingen. Det vil sige, at det overordnet er muligt at fastholde samme antal ansatte og købe samme varer og tjenester fra den private sektor (ved uændret kvalitet og sammensætning mv.).

Nulvækst betyder således, at de ressourcer der tilføres til offentligt forbrug er realt uændret – de hverken stiger eller falder, når udgifterne holdes i ro.

Mulige produktivitets- og effektivitetsfremskridt i det offentlige kan dermed ”blive i sektoren” og medgå til at styrke kvalitet og omfang. Nulvækst betyder derfor ikke, at kvaliteten af den offentlige service svækkes i absolut forstand; tværtimod vil der være forbedringer i kraft af løbende effektiviseringer og produktivitetsfremskridt.

I Konvergensprogrammet er det beregningsteknisk lagt til grund, at realvæksten i det offentlige forbrug er nul fra 2011 til 2013. Forløbet indebærer, at den offentlige beskæftigelse er uændret fra 2010 til 2013. Det kan ses i lyset af, at den offentlige beskæftigelse i år (2010) skønnes at være ca. 8.000 personer højere end i det forrige Konvergensprogram fra 2008. De beregningstekniske forudsætninger indebærer, at den offentlige beskæftigelse i 2013-15 er ca. 6-8.000 personer højere end i den oprindelige 2015-plan fra 2007. Det står s. 105 i Konvergensprogrammet.

Den offentlige beskæftigelse i 2010 er desuden den højeste nogensinde.

Det offentlige forbrugs andel af samfundsøkonomien

Frem til 2010 er det offentlige forbrugs andel af BNP (og konjunkturrenset BNP) steget til det højeste niveau nogensinde – blandt andet fordi realvæksten i det offentlige forbrug i nogle år har været højere end det planlagte.

Med en forudsætning om nulvækst i det offentlige forbrug vil udgifternes andel af BNP falde lidt igen. I 2015 – hvor det antages, at konjunktursituationen er normaliseret – vil udgifternes andel af økonomien imidlertid fortsat være større end i alle år fra 1984 til 2007.

Beregningstekniske antagelser i 2015-planen for forløbet efter 2015

De beregningstekniske antagelser, der anvendes i 2015-planen i det tekniske forløb efter 2015 indebærer, at udgifterne til offentligt forbrug udgør en konstant andel af BNP, når bl.a. demografien er stabil. Det indebærer, at der kan være plads til realvækst i det offentlige forbrug, forudsat bl.a., at der er produktivitetsvækst i den private sektor. Dvs. at ressourcerne til det offentlige i den situation kan øges, uden at det offentlige forbrug udgør en stigende andel af BNP.

Der er blevet henvist til en fodnote i en teknisk baggrundsrapport til 2015-planen, hvor det er angivet at:

”I et ”neutralt forløb” med uændret befolkningssammensætning og uændret beskæftigelse, hvor det nominelle offentlige forbrug udgør en uændret andel af økonomien, varekøbskvoten er konstant, og produktivitetsvæksten i den private sektor udgør 2 pct. om året, opgøres en realvækst i det offentlige forbrug på ca. 0,7 pct. om året. Denne realvækst indebærer, at antallet af offentligt ansatte pr. bruger kan være konstant, og realvæksten i varekøbet kan udgøre 2 pct. om året på linje med den forudsatte produktivitetsvækst i den private sektor. I tillæg til denne ”neutrale” realvækst i det offentlige forbrug på ca. 0,7 pct. om året vil der ved forskydninger i befolkningens sammensætning komme et demografisk bidrag til den reale forbrugsvækst.”

Noten knytter sig netop til de beregningsprincipper, som anvendes i Finansministeriets langsigtede fremskrivninger (efter 2015). Det centrale omdrejningspunkt her er som nævnt, at de offentlige udgifter til forbrug udgør en konstant andel af nominelt BNP (ved uændret befolkningssammensætning). Med dette hovedprincip, vil der være plads til realvækst i det offentlige forbrug, hvis der er realvækst i økonomien.

I eksemplet er der her tale om, at økonomien (produktiviteten i den private sektor) vokser med 2 pct. og at realvæksten i varekøbet er på 2 pct. om året. Alternativt kunne vækstrammen bruges til flere beskæftigede og uændret varekøb.

Med de fremskrivningsprincipper, der anvendes, kan der altså tilføres flere ressourcer til den offentlige sektor uden at det offentlige forbrugs andel af BNP stiger – når der er vækst i økonomien (og befolkningen er uændret). Det ”neutrale” knytter sig alene til at andelen af BNP er konstant – ikke til serviceniveauet.

Hvis der ikke er vækst i økonomien vil fremskrivningsprincipperne betyde, at der ikke er plads til realvækst i det offentlige forbrug. For ellers vil udgifterne ikke udgøre en konstant andel af BNP. Nulvækst i økonomien betyder dermed også nulvækst i det reale offentlige forbrug – hvis udgifterne skal udgøre en konstant andel af BNP.