Fortsat fremgang i dansk økonomi

31-05-2010

Dansk økonomi voksede med 0,6 pct. i 1. kvartal 2010. Det viser Danmarks Statistiks første offentliggørelse af nationalregnskabstal for kvartalet. Særligt eksporten og privatforbruget trækker op i efterspørgslen.

Beskæftigelsen (ekskl. orlovsmodtagere) er samtidig steget med 3.000 personer efter at være faldet markant gennem 2009. Sammen med de seneste tal for ledigheden tyder det på, at langt hovedparten af virksomhedernes tilpasning af arbejdskraften i forbindelse med den internationale økonomiske krise er foretaget.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen udtaler:

Det er glædeligt, at dansk økonomi er kommet styrket ind i 2010. Fremgangen sker i høj grad i eksporten og det private forbrug, og det er en væsentlig forudsætning for, at økonomien kommer tilbage på sporet efter det kraftige tilbageslag i forbindelsen med den internationale økonomiske krise.

Jeg glæder mig særligt over, at faldet i beskæftigelsen er bremset op. Sammen med en noget mindre opgang i ledigheden, end vi tidligere havde frygtet, giver det et godt udgangspunkt for genopretningen af dansk økonomi, herunder den offentlige økonomi. Det har stor betydning for vækst og beskæftigelse, at troværdigheden om finanspolitikken kan bevares. Det vil blandt andet bidrage til, at vi fortsat kan nyde godt af en lav rente.