Offentliggørelse af Finansministeriets redegørelse om dynamiske effekter af offentligt forbrug og offentlige investeringer

Finansministeriet har netop oversendt en rapport til Folketingets Finansudvalg, hvori der redegøres for ministeriets behandling af offentligt forbrug og offentlige investeringer i forbindelse med vurdering af adfærdsvirkninger af økonomisk-politiske tiltag.

Rapporten har fokus på såkaldte dynamiske effekter på arbejdsudbud, produktivitet og de offentlige finanser, der som udgangspunkt kan tilskrives strukturelle adfærdsændringer hos husholdninger og virksomheder.

Rapporten er en opfølgning på et samråd i Finansudvalget den 28. juni 2017, hvor finansministeren stillede udvalget en skriftlig redegørelse i udsigt. I forhold til spørgsmål angående tilgangen til indregning af dynamiske effekter af offentligt forbrug og offentlige investeringer slår rapporten fast, at:

• Ministerierne har en forpligtigelse til at levere retvisende skøn for virkningerne af økonomisk-politiske tiltag. Finansministeriets skøn for, hvilke effekter forskellige tiltag vil have på samfundsøkonomien, skal derfor bygge på fagligt solide empiriske og metodemæssige grundlag. Det er en politisk beslutning, hvor meget vægt der lægges på de opgjorte dynamiske effekter set i forhold til fordelingsvirkninger, som der også skønnes over, samt andre hensyn. 
  
  
• Finansministeriets overordnede regneprincip er, at der generelt skal indregnes de dynamiske effekter, der er tilstrækkeligt grundlag for, herunder empirisk. Der er således ikke tale om, at Finansministeriet af princip skulle afvise at indregne dynamiske effekter af fx offentligt forbrug.
  
  
• Finansministeriet har ikke en egentlig regnemodel for dynamiske effekter af offentligt forbrug. Det skyldes, at det empiriske og metodemæssige grundlag for at etablere sådan en model ikke er til stede. 
  
  
• Fravær af en egentlig regnemodel for dynamiske effekter af offentligt forbrug udelukker ikke, at der kan indregnes effekter af konkrete tiltag, når grundlaget vurderes at være til stede. Finansministeriets etablerede regnemodeller giver således i sig selv ikke et udtømmende billede af, hvornår der kan og vil blive indregnet dynamiske effekter.
  
  
• Det er som udgangspunkt ikke muligt at skønne over, hvilke effekter det vil have at afsætte flere penge til sundhed, uddannelse, børnepasning mv., hvis det ikke kan specificeres mere konkret, hvilke tiltag pengene skal gå til. Det svarer til, at man skal vide præcist, på hvilken måde skatterne lempes (fx bundskat, topskat, beskæftigelsesfradrag mv.), førend der kan skønnes over virkningerne på arbejdsudbuddet af at sætte skatterne ned med et givent beløb.
  
  
• Finansministeriet har regneprincipper for, hvordan ændringer i sammensætningen af arbejdsstyrkens uddannelsesniveau påvirker arbejdsudbuddet og produktiviteten, som kan understøtte indregning af sådanne effekter i forbindelse med tiltag, hvor der er grundlag for at forudsætte en effekt på uddannelsesniveauet. Der lægges endvidere op til fremadrettet rutinemæssigt at indregne et vækstbidrag fra offentlige investeringer i bygninger og anlæg, som afspejler en direkte effekt på produktionskapaciteten i økonomien.
  
  
• Når vurderinger af konkrete tiltag under det offentlige forbrug, som det ofte er tilfældet, ikke leder til indregning af dynamiske effekter, skyldes det først og fremmest, at der mangler empirisk grundlag i de konkrete tilfælde.

Der er i debatten om Finansministeriets regneprincipper blevet stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt det giver anledning til balancerede konsekvensvurderinger, når der rutinemæssigt indregnes dynamiske effekter på arbejdsudbuddet af ændringer i personbeskatningen, mens der kun sjældent er tilstrækkeligt grundlag for at indregne dynamiske effekter af offentligt forbrug.

Efter Finansministeriets opfattelse er der ikke grundlag for at drage generelle konklusioner om, at de konsekvensvurderinger, der udarbejdes, af den grund skulle være ubalancerede. Dette bygger overordnet set på følgende betragtninger:

En række af udgifterne til offentligt forbrug kan medvirke til at understøtte fx arbejdsudbud og produktivitet sammenlignet med en situation, hvor disse ikke blev afholdt eller var meget lave. Ofte fremhæves det offentlige forbrug på sundhed, uddannelse, børnepasning eller ældrepleje som eksempler, men det kan også gøre sig gældende på andre områder.

Potentialet for yderligere positive effekter må dog som udgangspunkt forventes at være begrænset af, at der set i en international eller langsigtet historisk sammenhæng i forvejen anvendes mange ressourcer på offentligt forbrug i Danmark.

Fx må de positive effekter på fx arbejdsudbuddet af yderligere offentligt forbrug på sundhed, uddannelse, børnepasning og ældrepleje forventes at være mindre, når befolkningen i udgangspunkt har adgang til et grundlæggende velfungerende sundhedssystem og størstedelen af unge, børn og ældre henholdsvis tager en uddannelse, passes i daginstitution eller modtager ældrepleje, såfremt de har behov.

Dertil kommer, at der ud over de potentielle positive effekter også kan være modsatrettede, negative effekter. Eksempelvis kan den enkelte alt andet lige opretholde en tryg og rimelig tilværelse med en lavere arbejdsindkomst, når det offentlige stiller sundhedsbehandlinger, uddannelser, børnepasning mv. gratis til rådighed sammenlignet med en situation, hvor den enkelte selv skulle betale for disse ydelser. Dette svarer til, at en skattelempelse også gør det muligt for den enkelte at opretholde et givet forbrug med en lavere arbejdsindkomst. En sådan indkomst- eller hængekøjeeffekt indgår derfor også i den samlede vurdering, når der skønnes over arbejdsudbudsvirkningerne af konkrete skattelettelser.