Løhde: Tyskland kan lade sig inspirere af det digitale Danmark

19-11-2018

Innovationsminister Sophie Løhde deltager i denne uge i Tysklands største digitaliseringsmesse, der bl.a. stiller skarpt på digitaliseringen af den offentlige sektor.

Sammenlignet med Tyskland fylder vi ikke meget på landkortet, men når det gælder offentlig digitalisering fylder vi internationalt set godt op i landskabet. FN har faktisk kåret os som verdensmestre i digitalisering. Og det er også baggrunden for, at tyskerne har udvalgt Danmark som sit officielle partnerland, der bl.a. skal give inspiration til en digital omstilling af vores naboland. Det kan vi godt være stolte af.

Sådan lyder det fra innovationsminister Sophie Løhde, der i denne uge rejser til den tyske hovedstad sammen med en dansk delegation under ledelse af statsminister Lars Løkke Rasmussen for at deltage i Tysklands største digitaliseringsmesse 'Smart Country Convention'.

Delegationen, der også består af energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt, sundhedsminister Ellen Trane Nørby og mere end 30 danske virksomheder, skal sætte fokus på danske digitale-løsninger og erfaringer.   

Dansk Erhverv, Dansk Industri og Eksportforeningen vil også være til stede ved 'Smart Country Convention', som finder sted i perioden fra den 20. til 22. november.

Det er første gang, at Berlin-messen afholdes. Og det er forventningen, at messen vil tiltrække 10.000 beslutningstagere fra den offentlige sektor, politik, de digitale erhverv, interesseorganisationer og forskningsverdenen.