Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

Regeringen: Brugerne skal give karakter til den offentlige service

28.11.2002
Hvordan mener brugerne, at den offentlige sektor bliver bedre – og hvordan finder man lettest ud af, hvad brugerne mener om den service de får? Det er nogle af de spørgsmål regeringens to nye håndbøger eller værktøjskasser skal give svar på.
Du har takket nej til cookies på denne hjemmeside, derfor kan vidoen ikke vises. Du skal tillade cookies for at kunne se videoen.

Med offentliggørelsen i dag af Webhåndbog om brugerinddragelse og Vejledning om Brugerundersøgelser fremlægger regeringen 22 konkrete forslag til, hvordan dialogen mellem det offentlige og brugerne kan gøres bedre. Blandt forslagene er borgermøder og visionsseminarer, ligesom der gives gode råd til hvordan man sikrer, at der kommer noget ud af anstrengelserne. Herunder er der en ”trin for trin” vejledning til, hvordan den offentlige sektor fastholder arbejdet med at inddrage brugerne. En offentlig sektor, der bliver bedre til at lytte er en del af regeringens moderniseringsprogram.

Finansminister Thor Pedersen siger:
”Det handler ikke kun om at kunne gøre mere for de samme penge, det handler også om at give brugernes erfaringer videre til andre. Kun dermed skaber vi et bedre grundlag for et frit valg mellem de mange serviceleverandører. Brugerne skal vide præcist hvilken vare de får.”

Brugernes karakterbog over den offentlige sektors service skal derfor danne grundlag for arbejdet med at gøre den offentlige sektor mere lydhør og vedkommende.

Socialminister Henriette Kjær udtaler:
”Hvem er bedre end brugerne selv til at se, hvordan den offentlige service kan gøres bedre. Det er de konkrete erfaringer og de gode eksempler man kan lære noget af, og det er dem vi skal have frem i lyset.”

Web-håndbog om brugerinddragelse udgives af Socialministeriet og Finansministeriet og Vejledning om Brugerundersøgelser udgives af KL, Amtsrådsforeningen og Finansministeriet. De to publikationer kan nås ved hjælp af regeringens moderniseringshjemmeside på
www.moderniseringsprogram.dk. Vejledning om Brugerundersøgelser kan også bestilles som bog fra Schultz Information, telefon 43 63 23 00 eller schultz@schultz.dk.



Kontorchef
Elisabeth Hvas 
T: 33923860