Vismændene forventer fald i ledigheden og gode offentlige finanser

31.05.2005
Vismændene har i dag kl. 12.00 offentliggjort sin forårsrapport om dansk økonomi. Rapporten indeholder bl.a. en vurdering af konjunktursituationen i Danmark og skøn for udviklingen frem mod 2007.

I en kommentar til den nye rapport fra Det Økonomiske Råd siger Finansminister Thor Pedersen:

”Vismændene forventer fortsat fremgang i dansk økonomi, med fald i ledigheden, stigende beskæftigelse og gode offentlige finanser. Det er på linje med de skøn, som vi i Finansministeriet offentliggjorde i går. Dansk økonomi er sund, og vi er godt rustet til at håndtere de fremtidige udfordringer.”

Rapporten indeholder desuden en række analyser og vurderinger af det danske overførselssystem.

” Jeg synes, at der er mange nyttige analyser, og jeg regner med, at Velfærdskommissionen tager tråden op på god og kritisk vis. Velfærdskommissionen vil fremlægge sine anbefalinger i slutningen af året. Til foråret 2006 vil regeringen fremlægge en plan, som vil række mindst til 2015. Planen vil bl.a. blive udarbejdet i lyset af anbefalingerne fra Velfærdskommissionen”, siger Thor Pedersen.