Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

Dansk høringssvar til revision af EU’s budget

16.04.2008
EU-Kommissionen skal i 2008/2009 fremlægge deres bud på fremtidens EU-budget og har på den baggrund anmodet alle interessenter om bidrag. Regeringen ser dette som en god mulighed for en fordomsfri debat om EU-budgettets anvendelsesmuligheder.
Du har takket nej til cookies på denne hjemmeside, derfor kan vidoen ikke vises. Du skal tillade cookies for at kunne se videoen.

Regeringen har netop fremsendt sit høringssvar. Konkret kan følgende fremhæves:

  1. Den direkte landbrugsstøtte er gradvist blevet drejet i retning af produktionsneutral direkte støtte frem for produktionsforvridende tilskud. Den direkte støttes væsentligste effekter er imidlertid kunstigt høje priser på landbrugsjord og at nødvendige strukturtilpasninger i erhvervet udskydes. Den direkte landbrugsstøtte bør derfor afvikles. En fuld udfasning bør kunne gennemføres frem til 2025.
  2. Det primære formål med samhørighedspolitikken er solidaritet og understøttelse af væksten i de svagt stillede dele af Unionen. Midlerne bør derfor fokuseres på de fattigste lande og regioner i Unionen, hvor nytteværdien er størst. Samtidig bør strukturfondsadministrationen reformeres, strømlines og forenkles.
  3. Parallelt med udfasningen af den direkte landbrugsstøtte og yderligere fokusering af strukturfondsindsatsen bør der afsættes flere midler til de EU-politikker, der kan skabe merværdi for EU som helhed i form af vækst og større parathed til at opnå de fulde fordele ved den stigende globalisering. Blandt de oplagte indsatsområder er forskning, herunder særligt inden for energi og klima, udvikling og uddannelse.
  4. EU skal i fremtiden påtage sig et større globalt ansvar og repræsentere alle medlemslande samlet. Det vil naturligt føre til et behov for at afsætte flere midler på EU-budgettet til bl.a. den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og EU's rolle i det internationale bistandsarbejde.
  5. Forvaltningen af EU’s midler skal fortsat forbedres. Sammenhæng mellem budgetlægningen og resultaterne af evalueringer, forvaltningsrevisioner mv. bør styrkes. Samtidig må det sikres, at midlerne forvaltes i overensstemmelse med reglerne både internt i Kommissionen og i medlemslandene. Mekanismer til at understøtte dette bør udvikles.
  6. Særlige rabatordninger er ikke rimelige. Alle lande bør på lige fod medfinansiere de udgifter, som de selv har været med til at vedtage. Med en udvikling som skitseret ovenfor skabes et logisk og fremadrettet budget, hvormed den sidste rest af argumentation for diverse rabatordninger bortfalder.

De anførte synspunkter i regeringens høringssvar nyder bred støtte i Folketinget.

Læs regeringens høringssvar her.

Samtlige høringssvar og baggrundsoplysninger findes på følgende link:

http://ec.europa.eu/budget/reform/index_en.htm