Handlingsplan for at frigøre ressourcer til borgernær service

02.06.2008
Regeringen offentliggør i dag "Borgernær service. Handlingsplan for at frigøre ressourcer til borgernær service."

Regeringen offentliggør i dag "Borgernær service. Handlingsplan for at frigøre ressourcer til borgernær service."

Kommuner og regioner skal i de kommende år frigøre ressourcer, som kan anvendes til at forbedre deres service til borgerne. En sådan omprioritering er nødvendig, fordi samfundsøkonomien sætter snævre rammer for væksten i de offentlige udgifter, og fordi det er vanskeligt at rekruttere nye medarbejdere til de offentlige serviceopgaver. Samfundsøkonomien vil i de kommende år vokse langsommere, bl.a. som følge af en faldende arbejdsstyrke.

Derfor præsenterer regeringen i dag en handlingsplan, der peger på, at kommuner og regioner umiddelbart kan frigøre ressourcer til service svarende til 2,2 mia. kr. i 2009 stigende til 7 mia. kr. i 2013.

Handlingsplanen peger på fire veje til at frigøre ressourcer:

  1. Færre udgifter til administration giver flere penge til service.
  2. Færre udgifter til indkøb og energi giver flere penge til service.
  3. Mindre sygefravær giver flere ressourcer til service.
  4. Ny teknologi og bedre arbejdstilrettelæggelse frigør ressourcer til service.

Handlingsplanen skal gennemføres i et samarbejde med kommuner og regioner. Det er regeringens målsætning, at der skal frigøres ressourcer for 1 mia. kr. i 2009 stigende til 5 mia. kr. i 2013. De frigjorte ressourcer skal forblive i kommuner og regioner for at styrke deres muligheder for at yde en god service til borgerne – uden at de ansatte skal løbe hurtigere.

Finansminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:

"Vi står over for en dobbeltsidet udfordring. De offentlige udgifter kan ikke vokse i det samme tempo som hidtil. Samtidigt er det vanskeligt at rekruttere flere medarbejdere. Vi kan derfor ikke samlet set tilføre mange flere penge eller medarbejdere til den offentlige service."

"Løsningen er ikke at slå flere stillinger op, som plejehjem og sygehuse alligevel ikke kan besætte. Løsningen er heller ikke, at medarbejderne skal løbe stærkere, for vi skal passe på vores medarbejderes helbred og trivsel. Man kan derimod sige, at det er de kloge løsningers tid. Det er tid til, at vi tager alle moderne hjælpemidler i brug".

"Handlingsplanen peger på, at der er milliarder at hente for kommuner og regioner ved systematisk at se på, hvordan tingene kan gøres på en ny måde. Den succesfulde gennemførelse af kommunalreformen viser, at kommuner og regioner har en stor omstillingsevne. Jeg har derfor al mulig grund til at tro, at kommuner og regioner vil kunne tage denne udfordring op og sikre en fortsat udvikling af servicen til borgerne."

Download handlingsplanen her .

For yderligere oplysninger kontakt Søs Marie Serup på 33 92 40 08 eller 25 26 27 34.



Kommunikationschef
Søs Marie Serup 

Tlf.: 33 92 40 08

Mobil:  25 26 27 34

sse@fm.dk