21.04.2013

Delaftale om Vækstplan DK: Første skridt mod stærke virksomheder og flere arbejdspladser


Udvidet BoligJobordning i 2013 og 2014. En mia. kroner til voksen- og efteruddannelse. Og en indsats mod grænsehandel. Det er bl.a. resultatet af den delaftale regeringen i dag har indgået med Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Med delaftalen er der enighed om de første elementer i regeringens vækstplan. Delaftalen indeholder bl.a. en afskaffelse af den vægtbaserede emballageafgift, en stigning i momsfradrag for virksomheders hotelovernatninger, en fremrykning af afgiftslempelserne på procesenergi samt en styrket indsats for udkantsområder.

Med delaftalen igangsættes initiativer for i alt mere end 17 mia. kroner til at skabe vækst og arbejdspladser frem til 2020. I alt indeholder regeringens Vækstplan DK initiativer for i alt ca. 75 mia. kroner frem til 2020.  

Finansministeren glæder sig over delaftalen.

Vi tager nu et solidt skridt mod flere arbejdspladser i Danmark. Men det er kun et første skridt. I alt vil regeringen med Vækstplan DK investere i alt ca. 75 mia. kroner over de næste seks-syv år. Dermed får vores virksomheder kræfterne til at trække fuldt igennem, når opsvinget kommer, så flere danskere får et arbejde at stå op til, siger finansminister Bjarne Corydon.

Delaftalen styrker erhvervslivet lyder det fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager.

Med aftalen i dag lemper vi en række afgifter for erhvervslivet. Det vil sammen med regeringens øvrige initiativer være med til at sætte gang i væksten og beskæftigelsen, som er vores hovedprioritet, siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager.

Skatteminister Holger K. Nielsen glæder sig over, at delaftalen skaber vækst nu og her.

Vækstplan DK handler om at skabe rammerne for opsvinget for dansk økonomi, men ligeså vigtigt er det, at vi skaber job her og nu. Derfor er det godt, at vi med dagens aftale viderefører BoligJobordningen i 2013 og 2014. Det vil skabe flere tusind arbejdspladser de kommende år hos især de små håndværksvirksomheder, der har hårdt brug for en håndsrækning. Samtidig har vi afsat 1 mia. kroner til en massiv investering i efteruddannelse og opkvalificering af faglærte og ufaglærte. Det er jeg meget tilfreds med, siger skatteminister Holger K. Nielsen.

Finansministeren opfordrer nu oppositionen til at gå konstruktivt ind i de sidste forhandlinger.

Jeg ser frem til, at den samlede Vækstplan kommer på plads, så vi får løftet de offentlige investeringer med i alt ca. 14 mia. kroner de næste år, og samtidig gjort det attraktivt at lægge industriarbejdspladser i Danmark, blandt andet ved en afskaffelse af CO2-afgiften på el. Når vi får slået de sidste søm i, kan virksomhederne komme i gang med at investere i nye arbejdspladser til danskerne, og det regner jeg da bestemt med, at oppositionen vil tage ansvar for sker hurtigt, siger Bjarne Corydon. 

Klik her for at læse delaftalen i pdf

Klik her for at læse pressresuméer i pdf

Publikationer