13.06.2013

Aftale om kommunernes økonomi for 2014 – viljen til reformer styrker velfærden


  • Enighed om den samlede økonomi for folkeskolereformen, bl.a. gennem bedre prioritering af de nuværende ressourcer og et løft af bloktilskuddet til kommunerne.
  • Der prioriteres 300 mio. kr. mere til forebyggelse og sundhed.
  • De kommunale anlægsinvesteringer løftes med 2 mia. kr., så niveauet når 18,1 mia. kroner i 2014.

Det er alt sammen resultatet af den aftale, regeringen og KL har indgået den 13. juni om kommunernes økonomi for 2014.

Med aftalen sætter regeringen og KL fokus på den betydelige omstilling af kommunernes opgaveløsning, som følger med henholdsvis folkeskolereformen samt reformerne af førtidspension og fleksjob samt kontanthjælp på beskæftigelsesområdet.

Boks 1. Centrale initiativer i aftalen om kommunernes økonomi for 2014

  • Samarbejde om implementeringen af en ny folkeskole, herunder et løft af folkeskoleområdet med godt 200 mio. kr. i 2014 og permanent med godt 400 mio. kr. fra 2015. Samtidig løftes bloktilskuddet med i alt 1,8 mia. kr. frem mod 2017. Der afsættes desuden over 1 mia. kr. til kompetenceløft.
  • Styrkelse af kommunernes forebyggende og sundhedsfremmende indsats med 300 mio. kr.
  • Et markant løft af kommunernes anlægsinvesteringer på 2 mia. kr.
  • Styrkelse af kommunernes likviditet gennem et ekstraordinært løft af kommunernes bloktilskud med 3,0 mia. kr.
  • Med Moderniseringsaftalen frigøres i alt 1½ mia. kr. til borgernær service i 2013 og 2014.
  • Fortsat regelforenkling, herunder på beskæftigelses- og folkeskoleområdet.

Med aftalen fremlægger regeringen og KL samtidig en række nye initiativer til at forny og udvikle opgaveløsningen, bl.a. inden for digitalisering og digital velfærd. Hermed er der i 2013 og 2014 skabt et råderum i kommunerne på i alt 1½ mia. kr., som kommunerne kan prioritere til den borgernære service.

Finansminister Bjarne Corydon udtaler:

Aftalen viser med al ønskelig tydelighed, at man også i krisetider kan løfte velfærden og styrke fællesskabet, hvis viljen til at prioritere og reformere er til stede. Vi investerer massivt, så vi får nye skoler og moderne institutioner. Samtidig har vi fået økonomien bag to vigtige reformer på plads. Det betyder helt konkret, at kommunerne nu kan tage fat på at arbejde efter de målsætninger, der ligger i folkeskolereformen og reformen af førtidspension og fleksjobordningen.

Derudover er vi enige om at styrke sundhedsindsatsen i kommunerne og at fortsætte arbejdet med at forenkle og forny den offentlige sektor, så vi kan frigøre penge til kernevelfærd. Alt i alt en god aftale, som både regeringen og kommunerne kan være stolte af.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager udtaler:
 
Jeg er glad for aftalen. Det er særligt en god dag for folkeskolen, for vi tager afgørende skridt mod at realisere reformen allerede fra skoleåret 2014/2015. Og så har vi afsat ekstra midler til det nære sundhedsvæsen. Alt sammen inden for en ansvarlig økonomisk ramme.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen udtaler:

Det er en god aftale i lyset af den nuværende økonomiske situation. De kommunale investeringer fastholdes på et højt niveau samtidig med, at den kommunale service forbedres, fordi der frigives ressourcer som følge af afbureaukratisering og andre moderniseringstiltag, og fordi kommunerne får lidt flere penge til at styrke velfærden. Folkeskolen får et markant løft, og ligesom sidste år prioriteres den forebyggende og sundhedsfremmende indsats i kommunerne. Det er også positivt, at kommunerne nu i højere grad kommer til at bruge arbejds- og praktikpladsklausuler, og at lånemulighederne til udbredelsen af mobil- og bredbånd i udkantsområderne styrkes.

Læs aftale om kommunernes økonomi for 2014 her.

Læs om hovedelementerne i kommuneaftalen her.

Læs om et fagligt løft af folkeskolen her.

Læs bilag 1 om god økonomistyring i kommunerne her.

Læs bilag 2 om fuld kompetencedækning her.

Læs bilag 3 om principper for kommunal-statsligt samarbejde her.

Læs bilag 4 om digitalisering og digital velfærd her.

Pressehenvendelser

Presseansvarlig

Heidi Birgitte Nielsen
2526 2795
hebni@fm.dk

Publikationer