Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

Aftale om regionernes økonomi for 2014

04.06.2013
Regeringen har i dag indgået aftale med Danske Regioner om regionernes økonomi for 2014. Med aftalen sikres rammer for fortsat udvikling af sundhedsvæsenet.
Du har takket nej til cookies på denne hjemmeside, derfor kan vidoen ikke vises. Du skal tillade cookies for at kunne se videoen.

Aftalen markerer et markant løft på anlægsområdet i 2014 til et historisk højt aktivitetsniveau på over 7 mia. kr. (se faktaark). Anlægsniveauet skal bl.a. sikre realiseringen af de nye supersygehuse, nye akutmodtagelser og modernisering af det psykiatriske byggeri.

Der er med aftalen skabt grundlag for prioritering af knap 1,1 mia.kr. i 2014 til øget sygehusaktivitet og håndtering af øvrige sundhedsudgifter. Det finansieres via et løft på knap 500 mio. kr. samt regionalt råderum fra mindreudgifter til sygesikringsmedicin. 

Samtidig afsætter regionerne 250 mio. kr. til at sikre et mere sammenhængende sundhedsvæsen.

Med aftalen er regeringen og Danske Regioner enige om at indføre en ny udrednings- og behandlingsret i psykiatrien i to faser. Aftalen understreger, at psykiatrien er et højt prioriteret område. Samtidig sættes styrket fokus på lungesygdomme.

 

Centrale initiativer er for den regionale økonomi i 2014 er:

 

  • Markant løft af anlægsniveau til 7,4 mia. kr. i 2014 – inkl. OPP-projekter
  • 250 mio. kr. prioriteres i regionerne til en styrkelse af det sammenhængende sundhedsvæsen
  • Der indføres en udrednings- og behandlingsret i psykiatrien.
  • Prioritering af knap 1,1 mia.kr. til øget sygehusaktivitet og øvrige sundhedsudgifter
  • Øget synlighed og åbenhed om resultater i sundhedsvæsenet
  • Moderniseringsindsats gennem bedre regional kapacitetsanvendelse og økonomistyring

 

Incitamenterne på sundhedsområdet moderniseres gennem bl.a. en synlighedsreform og ændringer i de økonomiske incitamenter, der styrker fokus på kvalitet og samarbejde på tværs af sektorgrænser. Endelig indeholder aftalen konkrete tiltag til bedre kapacitetsanvendelse og indsatser for bedre økonomistyring på sygehusene, der sikrer modernisering og mere sundhed for pengene. 

Finansminister Bjarne Corydon glæder sig over aftalen med regionerne:

Det er en god aftale - både for patienterne og for landets økonomi. Vi lægger nye spor ud til, at sygehuse, kommuner og almen praksis i højere grad arbejder sammen om at skabe gode, sammenhængende patientforløb.

Med aftalen er vi blevet enige med regionerne om at indføre nye patientrettigheder i psykiatrien. Det bidrager til at skabe mere lighed i sundhedsvæsenet, og indfrier et centralt punkt i regeringsgrundlaget.

Og så markerer aftalen et betydeligt løft på anlægsområdet til et historisk højt aktivitetsniveau på over 7 mia. kroner. Det bidrager til styrket vækst og beskæftigelse samtidig med, at der bygges nye sygehuse, akutmodtagelser og at rammerne for den psykiatriske indsats løftes, siger Bjarne Corydon.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager udtaler:

Jeg er glad for den aftale, vi har lavet med regionerne i dag. Jeg hæfter mig særligt ved to ting: For det første at vi i 2014 og 2015 har prioriteret betydelige midler til at investere i nye og forbedrede sygehuse. Det er både til gavn for patienterne og for væksten, for investeringerne vil betyde flere arbejdspladser. For det andet indgår det i aftalen, at regeringen og Danske Regioner er enige om at fortsætte indsatsen for at modernisere regionernes del af den offentlige sektor med afbureaukratisering, styringseftersyn og fælles principper, siger Margrethe Vestager.

Sundhedsminister Astrid Krag udtaler:

Uanset om man lider af en svær depression eller alvorlige rygsmerter, så skal man have ens rettigheder i sundhedsvæsenet. Det er en hjørnesten i arbejdet med at ligestille psykiatrien med det øvrige sundhedssystem, at vi nu indfører en udrednings- og behandlingsret for psykiatriske patienter i takt med, at vi opbygger den nødvendige kapacitet. Det er store fremskridt, og jeg er glad i dag, siger sundhedsminister Astrid Krag.

Læs mere i Aftale om regionernes økonomi for 2014 i pdf her.

Læs om hovedelementer i regionsaftalen i pdf her.

Læs om løft af regionernes anlægsinvesteringer i pdf her.

Læs om regionale anlægsinvesteringer 2007-2014 i pdf her.

 




Presseansvarlig
Jakob Bøving Arendt
M 25 26 27 74
jakob@fm.dk