Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies
Forrige3  af  12Næste

2. CO2-udledning og Energiforbrug


2. CO2-udledning og Energiforbrug
Du har takket nej til cookies på denne hjemmeside, derfor kan vidoen ikke vises. Du skal tillade cookies for at kunne se videoen.

2.1. Indledning

Energiforbruget er tæt knyttet til den økonomisk aktivitet. Energiforbruget har afledte virkninger på miljøet bl.a. via luftforurening og udledning af drivhusgasser.

Siden 1970'ernes energikrise har en af energipolitikkens vigtigste målsætninger været energibesparelser. Siden 1990 har en begrænsning af udledningen af CO2 og andre drivhusgasser spillet en central rolle for indretningen af miljø- og energipolitikken.

Målsætningen er at reducere udledningen af CO2 fra afbrænding af fossile brændsler med 20 pct. i 2005 i forhold til 1988. Det er en delmålsætning, at CO2-udledningen fra det nationale trafikarbejde skal stabiliseres i samme periode. Med indgåelsen af den internationale Kyoto-aftale i december 1997 har Danmark endvidere forpligtet sig internationalt til betydelige reduktioner i udledningen af drivhusgasser.

For at opfylde målsætningen på CO2-området stilles meget betydelige krav om yderligere energieffektiviseringer og brændselsomlægninger i perioden frem til 2005. Det gælder især for delmålsætningen vedrørende trafiksektoren.

I dette kapitel redegøres for udviklingen i energiforbruget og CO2-udledningen siden 1975. Endvidere præsenteres fremskrivninger af CO2-udledningen frem til 2005. Fremskrivningerne har karakter af kravforløb, hvor kravene til CO2-indsatsen, der er nødvendig for at opfylde målsætningerne, analyseres.

2.2. Udledning af drivhusgassen CO2

Udledning af CO2 udgør langt den største del af den samlede udledning af drivhusgasser fra Danmark. Fremskrivningerne af CO2-udledningen viser, at der stilles krav om betydelige reduktioner - især til transportsektorens CO2-udledning - hvis 20 pct. målsætningen skal nås [1], jf. figur 2.1.

Figur 2.1. CO2-udledning, produktion og energiforbrug i kravforløbet
Billede: Figur 2.1. CO2-udledning, produktion og energiforbrug i kravforløbet
Kilde: Egne beregninger vha. EMMA-modellen og oplysninger fra Energistyrelsen.

Der præsenteres to fremskrivninger af CO2-udledningen. I den ene – energiforløbet – forudsættes ikke gennemført nye tiltag ud over de allerede besluttede. I den anden - kravforløbet - forudsættes gennemført nye supplerende initiativer på trafikområdet ud over de allerede fastlagte.

Energiforløbet viser, at CO2-udledningen i 2005 vil blive reduceret med 15 –16 pct. i forhold til 1988. Hvis der ikke gøres en yderligere indsats på trafikområdet eller stilles større krav til reduktion af CO2-udledningen i andre sektorer, vil der altså opstå en manko på 4-5 pct. i forhold til målsætningen.

2.3. Målsætninger i CO2-politikken

Øgede udslip af CO2 forøger koncentrationen af drivhusgasser. En øget koncentration af drivhusgasser i jordens atmosfære forstærker drivhuseffekten. Derved stiger temperaturen ved jordens overflade mærkbart og det globale klima påvirkes.

Kyoto-aftalen

På FN's klimatopmøde i Kyoto i december 1997 blev der indgået den første internationale aftale om reduktion af drivhusgasser. Forhandlingerne medførte, at industrilandene forpligter sig til at reducere udledningen af drivhusgasser med 5 pct. i forhold til udledningen i 1990 [2], jf. tabel 2.1.

Tabel 2.1. Kyoto-aftalen: Reduktion i udledning af drivhus-gasser i udvalgte industrilande
Skal nås i 2008 – 2012 Reduktion ift. 1990, pct. Udledning pr. indbygger 1990, tons CO2 pr. person1
USA -7 19
Japan -6 9
EU -8 9
Canada -6 16
Rusland 0 13
Industrilande omfattet af aftalen i alt -5 12
1) Omfatter CO2-udledning af forbrænding af fossile brændsler.
Kilde: Kyoto-aftalen og CO2-emissions from Fuel combustion 1972-95, IEA/OECD 1997

I forhandlingerne brugte den danske regering bl.a. den nationale danske udvikling og målsætning på CO2-området som argument for, at reduktioner i CO2-udledningen er mulige. På EU's rådsmøde i juni 1998 påtog Danmark sig derfor en relativ stor andel af de reduktioner, som EU er blevet pålagt, jf. tabel 2.2.

Tabel 2.2. Fordeling af EU's forpligtigelser i Kyotoaftalen
Mål i 2008-2012 ift. udledning i 1990 Reduktion af drivhusgasser, pct. Udledning af CO2,

tons pr. person

Luxemburg -28,0 29
Danmark -21,0 121
Tyskland -21,0 12
Østrig -13,0 8
Storbritannien -12,5 10
Belgien -7,5 11
Italien -6,5 7
Holland -6,0 11
Finland 0,0 11
Frankrig 0,0 7
Sverige +4,0 6
Irland +13,0 9
Spanien +15,0 6
Grækenland +25,0 7
Portugal +27,0 4
1) Klima- og importkorrigeret.
Kilde: Konklusion fra EU's rådsmøde og OECD Environmental Data (1995)

Det høje danske reduktionsmål skyldes dels det høje danske udslip pr. indbygger, dels at Danmark prioriterer CO2-reduktionen højt. I Kyoto-aftalen er angivet en række virkemidler til reduktion af CO2 og de øvrige drivhusgasser. Der udestår dog stadig internationale forhandlinger i FN om, hvilke spilleregler de internationale virkemidler – som f.eks. handel med CO2-kvoter - skal følge.

I EU er der endnu ikke taget beslutning om, hvilke fælles virkemidler, der kan anvendes for at opnå EU's forpligtigelse om en reduktion på 8 pct.

Danmark har i forbindelse med EU's rådsmøde i juni 1998 meddelt, at reduktionen på 21 pct. skal ses i forhold til udledningen i 1990 korrigeret for nettoeksport af el. I den nationale målsætning korrigeres også for eleksport. Den danske ratifikation af Kyoto-protokollen er endvidere afhængig af, at der bliver vedtaget fælles virkemidler til CO2-reduktion i EU.

Den nationale målsætning på CO2-området

Den nationale danske målsætning er som nævnt, at udledningen af CO2 i 2005 skal være reduceret med 20 pct. i forhold til udledningen i 1988.

Kyoto-aftalen indebærer en reduktion i industrilandenes udledning af drivhusgasser og er dermed første skridt på vejen mod en opbremsning af den globale opvarmning. Nedenfor fokuseres især på udviklingen i CO2-udledningen opgjort efter de nationale principper. Opfyldelsen af den nationale målsætning vil være et fingerpeg om, at Danmark er på vej mod at opfylde sine internationale forpligtelser.

Andre miljømålsætninger på energiområdet

Hovedmålsætningen for miljøpolitikken på energiområdet er, at CO2-målsætningerne skal opfyldes, og at energisektoren skal være økonomisk og teknologisk effektiv. Der skal således anvendes den bedst mulige teknologi under hensyntagen til de samfundsøkonomiske omkostninger.

Afbrændingen af fossile brændsler – kul, olie og gas – giver udover CO2 også anledning til udledning af forurenende stoffer som SO2, NOx, der forårsager forsuring i Danmark og vore nabolande.Opfyldelsen af miljømålsætninger på disse områder kræver, at energiintensiteten skal reduceres i alle dele af samfundet. Det gælder i forsyningssektoren ved produktion af el og fjernvarme, men også i husholdninger og virksomheders slutanvendelse af energi.

Målopfyldelse på CO2-området vil bevirke, at udledning af andre skadelige stoffer vil blive reduceret. Således vil den danske udledning af SO2 og NOx falde væsentligt med opfyldelse af CO2-målsætningen, jf. også afsnit 2.13.

Som et led i EU-samarbejdet vil forsyningssektoren i de kommende år blive stillet over for nye udfordringer i form af liberaliseringer og øget konkurrence. På længere sigt vil virksomheder og forbrugere i stigende grad kunne vælge mellem flere forskellige leverandører af elektricitet. Den øgede konkurrence i elsektoren vil forbedre effektiviteten i produktionen af elektricitet m.v.

Et vigtigt mål for miljøpolitikken i forsyningssektoren fremover er at sikre miljømålsætningernes opfyldelse i et mere liberaliseret elmarked. Det kan bl.a. ske ved at stille krav om, at forbrugerne skal aftage en vis del grøn elektricitet. Herved skabes et særligt marked for vedvarende energi, som kan medvirke til at sikre opfyldelsen af miljømålsætninger med færrest mulige økonomiske omkostninger.

2.4. Instrumenter til reduktion af CO2

Der anvendes en lang række administrative og økonomiske virkemidler til opfyldelse af CO2-målsætningerne. De administrative virkemidler anvendes især i sektoren for forsyning med el og fjernvarme, mens de økonomiske virkemidler anvendes på de øvrige områder, især transportområdet, jf. den stiliserede oversigt i tabel 2.3.

Tabel 2.3. Virkemidler i den statslige miljøregulering af CO2
Energianvendelse Forsyning med: Husholdninger Erhverv: Transport
  El Fjernvarme Service Fremstilling
Afgift på CO2 0 + ++ ++ + 0
Tilskud til CO2-fattige brændsler ++ + + + + 0
Afgift på energiforbrug 0 + ++ + + ++
Afgift på output1 ++ 0 0 0 0 0
Tilskud til besparelser i energiforbrug 0 + + + ++ ++
Krav til teknologi2 ++ ++ + + + 0
Krav til CO2-intensitet2 + 0 0 0 + +
0 Instrumentet anvendes ikke
+ Instrumentet anvendes
++ Instrumentet anvendes i vidt omfang
1) Elafgift
2) F.eks. aftaler om energieffektivisering og andre administrative virkemidler

Regulering af forsyningssektorens CO2-udslip





Forsyning med el og fjernvarme har traditionelt været underlagt betydelig regulering, da dele af sektoren udgør et naturligt monopol. Begrænsning af CO2-udslip er først og fremmest sket ved at udvide andelen af el og varme, der fremstilles ved samproduktion. Derved spares brændsler i forhold til separat produktion. Denne kraftvarme produktion er fremmet ved tilskud til tilslutning til kraftvarme, afgiftsfordele ved samproduktion, subsidier til drift og anlæg af små kraftvarmeværker og påbud om tilslutning til fjernvarmenet. Andelen af elproduktionen, der produceres ved kraftvarme, er som resultat heraf øget kraftigt i de seneste 10 år, jf. tabel 2.4.

Tabel 2.4. Kraftvarmeproduktionens og vindenergiens andel af elproduktionen
Pct. 1988 1991 1994 1995 1996
Kraftvarmeandel 26 31 40 43 48
Vindenergis andel1 1,0 2,5 3,6 3,7 3,7
Vindmøllekapacitet, 1988 = 100 100 210 272 316 359
1) Udvikling i produktion af vindenergi følger ikke kapacitetsudviklingen, bl.a. fordi vindens styrke ikke er konstant.
Kilde: Oplysninger fra Energistyrelsen.

Fyring med kul giver højere CO2-udslip end fyring med olie, der igen giver højere udslip end fyring med naturgas. Ved fjernvarmeproduktionen tages hensyn til denne forskel, idet brændslerne er pålagt en CO2-afgift. Derudover pålægges brændsler til fjernvarmeproduktion en energiafgift. Brændsler til elfremstilling er ikke pålagt en CO2-afgift, men derimod betales der afgift ved forbrug af el. Elafgiften giver ikke tilskyndelse for elproducenterne til at vælge CO2-fattige brændsler. Der ydes i stedet subsidier til fremstilling af el med CO2-fattige brændsler. I de senere år er der især sket en udvidelse af elproduktion ved vindkraft så vindenergi i 1996 udgør knap 4 pct. af den samlede elproduktion, jf. tabel 2.4.

Der ydes tilskud til erhvervslivets investeringer i industrielle kraftvarmeanlæg. Investeringstilskuddet gives som led i tilbageføring af erhvervslivets CO2-afgifter, jf. regulering af erhvervenes CO2-udslip nedenfor.

Udover disse økonomiske virkemidler anvendes administrativ regulering. Det er f.eks. ikke muligt at opføre et kraftværk uden statslig tilladelse. En tilladelse kan indebære krav om brug af bestemt teknologi – f.eks. er det i dag ikke tilladt at opføre kulfyrede kraftværker. Anlæg af kraftvarmeværker har været prioriteret højt ligesom sektoren er blevet opfordret til at fyre med affald og andre biobrændsler. Derudover er hele varmeplanlægningen en del af miljøreguleringen. Uden udbygning af fjernvarmenettet vil det således ikke have været muligt at opnå de store kraftvarmeandele.

Regulering af erhvervenes CO2-udslip

Erhvervenes CO2-udledning reguleres hovedsageligt ved økonomiske virkemidler. Energiforbrug og CO2-udledning er pålagt afgifter. Finansielle virksomheder m.v. betaler fuld afgift, mens afgiftssatsen bliver lavere i erhvervsgrupper, der konkurrerer med udlandet og har en høj energiintensitet i produktionsprocessen, jf. tabel 2.5. Lempelsen afspejler hensyn til konkurrenceevne og beskæftigelse.

Tabel 2.5. CO2-afgiftssatser for erhverv 19991
  CO2-afgift,
kr. pr. ton
Afgifts-
grundlag
Mill. tons

Rumopvarmning
(Primært serviceerhverv)
700 2,5
Energi til proces, let
(El og alm. produktionsprocesser)
80 18,0
Energi til proces, let, med aftale 58 1,0
Energi til proces, tung
(Energiintensive processer)
20 0,3
Energi til proces, tung, med aftale 3 7,3
Sammenvejet for erhverv, ekskl. transport 113 29,1
Husholdninger 700 14,0
1) ”CO2-afgiftssats” angiver betaling af samlet energi- og CO2-afgift i forhold til CO2-udslip. Energiafgifterne, der kun er pålagt rumvarme, følger ikke CO2-intensiteten og derfor viser tabellen gennemsnit.
Kilde: Grønne afgifter og erhvervene (1995) og Bedre balance (1998).

CO2-afgiften tilbageføres til erhvervene. Tilbageføringen sker bl.a. ved at yde tilskud til energibesparelser i erhvervsvirksomheder. Desuden kan der ved indgåelse af aftale med staten om et program for energibesparelser gives rabat på afgiften. Endelig ydes støtte til forskning i energibesparende kapitaludstyr for erhvervene. Den seneste større ændring af CO2-regulering for erhvervene skete i 1995, hvor den nuværende lovgivning om afgifter, tilskud og aftaler blev gennemført. Afgifterne bliver gradvist forhøjet i perioden 1996-2000. Erhvervenes CO2-lovgivning evalueres i 1998.

CO2-udledningen i den offentlige sektor reguleres ved afgifter på energiforbrug, tilskud til energibesparelser, informationsaktiviteter (grønne regnskaber og indkøbspolitikker) og andre administrative virkemidler.

Regulering af husholdningernes energiforbrug

Husholdningernes forbrug af elektricitet og brændsler til opvarmning er reguleret ved afgifter. Der gives også mindre tilskud til energibesparelser. Administrativt påvirkes efterspørgslen ved offentlig rådgivning og information, ved mærknings- og konsulentordninger samt tilskud til forskning i energibesparelser.

Energiforbrug til transport

For biler er der afgifter på køb, ejerskab og benyttelse af bilen, mens den kollektive trafik modtager omfattende subsidier – enten direkte eller i form af afgiftsfritagelser. Hensigten er, at en stor del af transportarbejdet skal foregå med den kollektive trafik, hvor CO2-emissioner pr. person pr. km. i de fleste tilfælde er mindre end bilernes ved normal belægning. Der er også andre miljøfordele ved anvendelse af de fleste kollektive trafikformer frem for individuel transport f.eks. i form af reduktion af anden luftforurening, mindre trængsel og færre trafikulykker, jf. i øvrigt kapitel 3 om transportsektoren og miljøet.

Effektivitet af reguleringsinstrumenter

I regulering af CO2-forureningen anvendes således forskellige miljøinstrumenter. En del af reguleringen sker ved anvendelse af energiafgifter, CO2-afgifter, subsidier m.v., der alle betegnes som økonomiske styringsinstrumenter.

Regulering af CO2 medfører samfundsøkonomiske omkostninger. Årsagen er, at husholdninger og producenter får tilskyndelse til at ændre sammensætningen af forbrug og anvendelsen af produktionsfaktorer i forhold til, hvad de ellers ville have gjort. F.eks. vil reguleringen af CO2-udledning for en virksomhed betyde, at omkostningerne vokser eller indtjeningen falder, fordi virksomheden skal øge antallet af ansatte, investeringsomfanget eller salgsprisen. Dermed reduceres værditilvæksten i samfundet. Omkostningen ved reguleringen er mindre udbytte ved produktionen, mens gevinsten er et bedre miljø.

Alt andet lige er det optimalt for samfundet at anvende de instrumenter i miljøreguleringen, der giver de laveste samfundsøkonomiske omkostninger i forhold til reduktion af CO2-udledningen. Årsagen til, at der anvendes mange forskellige typer instrumenter i CO2-politikken er bl.a., at der er taget specielle hensyn til erhvervsforhold og imperfektioner på markederne m.v.

Der er forskel på effektiviteten af forskellige reguleringsinstrumenter. På afgiftsområdet, er afgifter, der skaber tilskyndelse hos virksomheder eller forbrugere til at skifte brændsel, at foretrække frem for andre afgifter. CO2-afgifter giver tilskyndelse til at tage hensyn til brændslernes CO2-belastning ved valg af brændsel. Eksempelvis er afgifter på brændselsanvendelsen i el- og varmeproduktionen mere økonomisk effektive end afgifter på de energitjenester, der leveres til husholdninger og virksomheder.

Afgiftsinstrumenter er også mere økonomisk effektive end administrative virkemidler, fordi omkostningerne ved et ekstra tons CO2-reduktion med administrative virkemidler ikke er ens for alle CO2-forbrugende virksomheder. Desuden kan CO2-afgifter aflaste andre skatter og f.eks. give mulighed for at nedsætte marginalskatten på lønarbejde, hvilket kan føre til øget beskæftigelse og indkomst. Der opstår derved en dobbelt dividende ved CO2-afgiften: Både arbejdsmarkedets funktionsmåde og miljøtilstanden forbedres.

Dette aspekt af miljøregulering er udførlig omtalt i Finansredegørelse 96, kapitel 8. Når det i nogle tilfælde alligevel kan være hensigtsmæssigt at anvende administrativ regulering skyldes det bl.a., at miljøregulering ofte vedrører komplicerede teknologiske forhold, hvor mere generelt virkende afgiftsinstrumenter ikke kan anvendes tilstrækkeligt præcist eller må suppleres med anden regulering.

2.5. Historisk CO2-udledning

Udledningen af CO2 er faldet med 5½ pct. fra 1988 til 1997 svarende til et fald på godt 0,6 pct. om året, jf. figur 2.2. I perioden 1988-93 var reduktionen i gennemsnit 0,3 pct. om året, mens reduktionen de seneste år har været gennemsnitlig 1,1 pct. om året. Produktionen er vokset ca. 20 pct. i 1988-1997 og følger dermed ikke CO2-udledningen, hvilket betyder, at der er sket et vist fald i CO2-intensiteten i perioden.

Figur 2.2. CO2-udledning, BFI og energiforbrug 1975-96
Billede: Figur 2.2. CO2-udledning, BFI og energiforbrug 1975-96
Anm.: CO2-emissionen og energiforbrug er korrigeret for eleksport og klimaudsving. CO2-intensiteten angiver forholdet mellem CO2 og BFI.
Kilde: Energistatistikken for 1996.


For at nå den nationale målsætning skal udledningen falde yderligere ca. 15 pct. frem til 2005 svarende til 2 pct. om året i gennemsnit. Der stilles altså krav om betydelige reduktioner i CO2-udledningen i perioden 1998-2005 og et hurtigere fald i CO2-intensiteten, end der tidligere er realiseret.

En del af de allerede besluttede tiltag får først fuld virkning om nogle år. Den faktiske virkning af disse tiltag er derfor usikker. Et eksempel på dette er, at de i 1995 vedtagne CO2-afgiftsforhøjelser for erhvervene først får fuld virkning i 2000. Et andet eksempel er de planlagte omstillinger i forsyningssektoren, hvor omstilling til el- og varmeproduktion med mindre CO2-holdige brændsler først får fuld virkning mod slutningen af perioden.

Der er en række tendenser i udviklingen i CO2-udledningen, der peger på, at den nationale målsætning ikke nås med de nuværende tiltag. Udviklingen på transportområdet tyder således ikke på, at CO2-udslippet i denne sektor er på vej mod en stabilisering.

Tabel 2.6. CO2-udledning i Danmark
I alt 1988 = 100 1988 1990 1995 1996
I alt 100 100 96 96
Husholdninger 10 9 8 8
Produktionserhverv 15 15 16 17
Serviceerhverv 6 6 5 6
Transport 17 17 19 19
Forsyningserhverv 52 52 48 46
Anm.: CO2 fra udenrigsfly og militærtransport er henregnet til service.
Kilde: Energistatistikken 1996 og oplysninger fra Energistyrelsen.

Udledning af CO2 fra forsyningen med el og fjernvarme er faldet gennem de sidste 5-6 år, hvilket har stor betydning, fordi udledningen udgør ca. halvdelen af den totale udledning, jf. tabel 2.6.

CO2-udledningen i transportsektoren er vokset, jf. figur 2.3., hvilket skyldes, at energi- og CO2-intensiteten stort set har været konstant siden 1988. CO2-udledningen er derfor steget i takt med væksten i bruttofaktorindkomsten.

Figur 2.3. Aktivitet og CO2-udledning i de fire hovedsektorer
Billede: Figur 2.3. Aktivitet og CO2-udledning i de fire hovedsektorer
Anm.: Den offentlige sektor er indeholdt i handel og service
Kilde: Energistatistikken for 1996


I produktionserhvervene er udledningen stort set uændret i forhold til 1988. Det uændrede udledning skal ses på baggrund af den voksende produktion, hvorfor der er sket et vist fald i CO2-intensiteten. Derimod udvikler udledningen fra husholdninger, handel og service sig gunstigt, idet både energi- og CO2-intensitet er faldet kraftigt.

2.6. Fremskrivning af udviklingen i CO2–udledning og energiforbrug frem til 2005

Der er udarbejdet to fremskrivninger af CO2-udledningen fra 1996 til 2005 opgjort efter nationale principper.

Den ene - energiforløbet - er en fremskrivning, hvor der ikke forudsættes gennemført nye initiativer ud over de allerede vedtagne. Fremskrivningen viser, at CO2-udledningen i 2005 kun vil blive reduceret med 15 –16 pct. i forhold til 1988 eller ca. 12 pct. i forhold til 1996.

Den manglende målopfyldelse skyldes, at udledningen af CO2 i trafiksektoren vurderes at vokse med 25 pct. i forhold til 1988 niveauet. For at opfylde målsætningen på trafikområdet skal afgifterne forhøjes mærkbart frem mod 2005. For det resterende områder vurderes målsætningen med nogen usikkerhed at blive opfyldt med de allerede besluttede tiltag.

I den anden fremskrivning - kravforløbet - forudsættes, at CO2-politikken suppleres med betydelige afgiftsforhøjelser på trafikområdet i perioden frem til 2005. I kravforløbet er det antaget, at forhøjelsen primært sker i form af afgifter på benyttelse af vejstrækninger (roadpricing).

Endvidere er det antaget, at energieffektiviteten i nye biler øges i overensstemmelse med aftalen mellem EU-kommissionen og den Europæiske bilproducentorganisation, således at den årlige forbedring i bilparkens energieffektivitet udgør 2,0 pct. årligt mod 0,7 pct. i energiforløbet, jf. kapitel 3 for en detaljeret beskrivelse.

For både energi- og kravforløbet gælder, at der ikke er tale om egentlige prognoser. Det er således ikke givet, at alle de besluttede tiltag kan gennemføres på de forudsatte tidspunkter og med den forudsatte effekt. Virkningen af tilskud til energibesparelser og administrative virkemidler – f.eks. i form af normer og mærkning – er således usikker. Det skal ligeledes bemærkes, at der også for en realisering af energiforløbet stilles krav om en betydelig forbedring af energi- og CO2-intensiteten i forhold til den historiske udvikling. Energiforløbet og kravforløbet afviger kun for så vidt angår trafiksektorens CO2-udledning.

Om CO2-politikken forudsættes generelt, at den politik, der er beskrevet i energihandlingsplanen Energi 21 fra 1996, gennemføres. Konkret er forudsat følgende om CO2-politikken i energiforløbet:

  • For afgiftsområdet er forudsat, at husholdningernes afgifter øges frem til 1998 som fastlagt i skattereformen. Afgifterne for produktionserhvervene vokser i forbindelse med indfasning af CO2-afgifterne i 1996-2000. Endvidere stiger afgifterne for husholdninger og transportområdet i 1998-2002 som følge af pinsepakken. Efter 2002 fastholdes det reale afgiftsniveau.
  • Det er forudsat, at der vil ske en udbygning med kraftvarme, bl.a. decentralt, således, at andelen af el, der produceres ved kraftvarme øges til et niveau, der er ca. 2½ gange højere end i 1988. Samtidig omlægges forsyningssektorens brændselsforbrug i retning af større anvendelse af vedvarende energi og naturgas og mindre anvendelse af kul, jf. tabel 2.7.

Tabel 2.7. Omlægning af forsyningssektorers brændselsforbrug
I alt 1996 = 100 1988 1993 1996 2002 2005
Kul o.lign. 81 80 69 39 35
Olieprodukter 6 3 4 3 3
Naturgas 6 8 15 28 27
Vedvarende energi 6 9 12 20 23
I alt 99 101 100 89 88
Kilde: Energistatistikken, EMMA-databanken, oplysninger fra Energistyrelsen og egne beregninger.

  • Der er forudsat fortsatte tilskud til investering og drift af industrielle kraftvarmeanlæg. Tilsvarende er der forudsat uændrede regler for støtte til vinddreven elproduktion, hvilket – sammen med aftalen med elværkerne om udbygning med havvindmøller - betyder, at produktionskapaciteten knap tredobles i forhold til 1996.
  • Det forudsættes, at der ydes tilskud til energibesparelser i erhvervslivet for i alt 1,8 mia.kr. som fastlagt i forbindelse med energipakken i 1995. Tilsvarende forudsættes, at der indgås aftaler om energieffektivisering med særlig energiintensive erhverv. Det forudsættes, at de tilskudsmidler, der var afsat i forbindelse med den tidligere CO2-afgift fra 1992 bortfalder fra 1999.
  • For husholdningerne forudsættes, at der i fremskrivningsperioden ydes tilskud til omstilling af ældre boliger til kraftvarme m.v. Det forudsættes, at Elsparefonden gennemfører de planlagte aktiviteter. Desuden forudsættes, at der sker energimærkning af ejendomme, at hårde hvidevarer energimærkes og, at der opstilles normer for køle- og fryseskabe. Endvidere gennemføres tiltag overfor stand-by forbrug af elektricitet. Endelig forudsættes, at der ydes tilskud til energieffektive produkter og at informationsindsats over for forbrugeren fortsat styrkes. I den offentlige sektor, der tegner sig for en stor del af energiforbruget til service, forudsættes, at der gives tilskud til energibesparelser, gennemføres grønne regnskaber og indkøbspolitikker og andre administrative virkemidler.
  • På trafikområdet er forudsat, at benzinafgiften følger de vedtagne afgiftsstigninger frem til 2002.

2.7. Det anvendte modelgrundlag

Til fremskrivning er anvendt den makroøkonomiske model EMMA, der er specielt udviklet til analyser af CO2-udledning, jf. boks 2.1.

usynligt billede.Tjener kun layout formål.

Boks 2.1. Energi- og emissionsmodeller til Adam (EMMA)
Finansministeriet har siden oktober 1997 anvendt en ny computermodel til analyser af bl.a. CO2-problematikken. Modellen – der kaldes EMMA – kan anvendes sammen med ADAM. Modellen er udviklet i fællesskab af Risø, Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks Statistik. Modellen er offentligt tilgængelig på internetadressen www.dst.dk.

Modellen giver mulighed for at analysere koblingen mellem samfundsøkonomi og CO2-udledning. Også energiforbrug og udledning af svovl og NOx kan analyseres.

EMMA-modellen giver mulighed for f.eks. at vurdere i hvor høj grad afgifter kan bidrage til, at Danmark opfylder CO2-målsætningen.

I EMMA beskrives, hvorledes forbruget af forskellige energityper afhænger af bl.a. den økonomiske vækst, energipriserne og af de tekniske forhold på kraftvarmeværkerne. Modellen er udarbejdet med udgangspunkt i økonomisk teori, og modellens relationer er overvejende fastlagt ved hjælp af økonometrisk analyse af det danske energiforbrug.

usynligt billede.Tjener kun layout formål.

EMMA-modellen kan ikke umiddelbart vurdere virkningen af andre initiativer end afgifter. Derfor har Energistyrelsen bidraget med effektvurderinger af administrative virkemidler, ligesom styrelsen har udarbejdet en fremskrivning af forsyningssektoren og generelt har skønnet over omfanget af brændselsomlægninger.

Der gennemføres i øjeblikket en evaluering af effekten af CO2-afgifterne for erhvervene, SO2-afgifter, tilskud til energibesparelser og aftaler om energieffektiviseringer mellem energistyrelsen og energitunge virksomheder, der blev indført med Energipakken i 1995. Da evalueringen ikke er afsluttet, må det forventes, at der kan ske ændringer i fremskrivningens opdeling på teknologi og skøn over politikeffekter osv. Endvidere vil der i forbindelse med afrapporteringen af evalueringen af Energipakken fra 1995 blive præsenteret en ny CO2-fremskrivning.

2.8. Antagelser om produktion, importpriser og energibesparende teknologi

Energiforbruget er knyttet til den økonomiske aktivitet. Det kan være energianvendelse ved produktion af varer og tjenester eller husholdningernes energiforbrug. For erhvervene afhænger energiforbruget især af udviklingen i BFI og for husholdningerne af udviklingen i de disponible indkomster og det private forbrug. Derudover spiller udvikling i de reale priser på energi og i energibesparende teknologi en vigtig rolle for sammensætningen af erhvervenes anvendelse af produktionsfaktorerne og husholdningernes forbrug, og dermed for energiforbruget.

Fremskrivningerne af CO2 i denne miljøvurdering er begge baseret på den mellemfristede fremskrivning i Finansredegørelse 1997, hvor den økonomiske vækst er ca. 2½ pct. om året i fremskrivningsperioden, jf. tabel 2.8. [3]

Det private forbrug af varer og tjenester påvirker husholdningernes energiforbrug. Fra 1997 til 2005 indgår der i fremskrivningen en vækst i privatforbruget på 2,6 procent p.a. mod en historisk vækst på 2,3 pct.

Udviklingen i prisen på importeret råolie og kul er medbestemmende for udviklingen i forbrugerprisen på energi. Det er forudsat, at disse priser i fremskrivningsperioden følger den seneste langtids prisprognose fra det internationale energiagentur (IEA). I prognosen vil den reale oliepris stige til 19 $ pr. tønde i 1999 for derefter at have et konstant realt niveau til 2010. De faktiske oliepriser forventes at ligge lavere i 1998 og 1999 end skønnet af IEA. Det antages, at de reale olie- og kulpriser vil stabiliseres på det af IEA skønnede niveau i perioden frem mod 2005. Det indebærer, at importpriserne realt vil stige med i gennemsnit 1,4 pct. årligt i fremskrivningen, jf. tabel 2.8. nedenfor.

Tabel 2.8. Forudsætninger om produktion, råolieprisog energiteknologi

  Niveau Gennemsnitlige vækstrate i pct.
  1996
Mia. kr.
1988-
1993
1994-
1996
1997-
2005
1988-
2005
Produktion (BFI):
I alt
863 1,1 2,8 2,5 2,1
Produktionserhverv 281 0,8 3,8 2,7 2,3
Serviceerhverv 582 1,2 2,3 2,5 2,1
Privat forbrug 472 0,9 2,8 2,6 2,3
Real importpris på råolie - 0,4 0,3 1,3 0,6
Trend i energibesparende tekniske fremskridt - 1,1 1,1 1,1 1,1
Kilde: Egne beregninger og EMMA-databanken.

Energiforbruget i husholdninger og erhverv påvirkes af udviklingen i tekniske fremskridt inden for energiteknologi i husholdningsapparater, kontormaskiner og kapitaludstyr. De tekniske fremskridt indebærer fald i den trendmæssige energianvendelse. Det forudsættes, at den tekniske udvikling fra 1996-2005 svarer til den historiske udvikling i perioden 1988-96. En del af den tekniske udvikling skyldes forskellige teknologifremmende politiktiltag, mens en anden del skyldes almindelige tekniske fremskridt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2.9. Energiforløbet i hovedtræk

Hvis den besluttede CO2-politik gennemføres som planlagt, er der mulighed for at realisere betydelige reduktioner i den totale CO2-udledning. Udledningen fra transportsektoren kan dog ikke opfylde delmålsætningen på området, hvorved fremskrivningen kun indebærer en reduktion i CO2 i 2005 på 15-16 pct. i forhold til 1988-niveauet, jf. figur 2.4. Hvis transportsektoren opfyldte delmålsætningen på området, ville den samlede nationale målsætning om en 20 pct. reduktion i 2005 kunne opfyldes.

Fremskrivningen indebærer, at CO2-intensiteten falder kraftigere end energiintensiteten. Det opnås ved, at brændselsforbruget forskydes mod naturgas og vedvarende energi.

Figur 2.4. Energi- og CO2-intensitet i energiforløbet
Billede: Figur 2.4. Energi- og CO2-intensitet i energiforløbet
Kilde: Energistatistikken for 1996 og egne beregninger.

Den største reduktion i udledningen af CO2 finder sted i forsyningssektoren, jf. tabel 2.9. Produktionserhvervene og husholdningerne bidrager også med reduktioner i udledningen, mens udledningerne fra serviceerhvervene vil stige en smule. Transportsektoren øger udledningen af CO2 med 2,5 mill. tons i forhold til 1988-niveauet, svarende til en stigning på 25 pct. Udledningen fra transportsektoren øges med 12 pct. i perioden 1996-2005.

Tabel 2.9. Udvikling i CO2-udslip i energiforløbet frem til 2005
  Niveau
Mill.kr.
Gennemsnitlig vækstrate Ændring
Mill. tons
Pct.
  1996 1988- 1993 1994-1996 1997-2005 1988- 2005
Forsyningserhverv 28,3 -0,5 -2,9 -3,8 -11,7
Produktionserhverv 10,2 -0,2 2,8 -1,0 -0,1
Serviceerhverv 3,5 -2,9 3,4 2,5 0,7
Husholdninger 4,9 -3,1 -2,0 -1,1 -1,7
Transport 11,7 1,5 2,4 0,8 2,5
I alt 58,6 -0,5 -0,5 -1,6 -10,3
Anm.: Transport vedrører ikke udledning fra militær transport og udenrigsfly, der er opført under serviceerhverv.
Kilde: Energistatistikken for 1996, EMMA-databanken og egne beregninger.

Den samlede energiintensitet falder i fremskrivningen 22 pct. i forhold til 1996 og indebærer for alle sektorer reduktioner i energiintensiteten, jf. figur 2.5.

Figur 2.5. Sektorudvikling i energiintensitet i energiforløbet
Billede: Figur 2.5. Sektorudvikling i energiintensitet i energiforløbet
Anm.: Figuren viser udviklingen i bruttoenergiforbrug i forhold til aktiviteten i hver sektor. For erhvervene er energiforbruget sat i forhold til BFI, for husholdningerne i forhold til det private forbrug og for transporten i forhold til samlet BFI.
Kilde: Energistatistikken og egne beregninger.


CO2-intensiteten i produktionserhvervene falder med godt 40 pct. i forhold til 1988-niveauet, jf. figur 2.6. En del af reduktionen sker ved reduktioner i energiintensiteten jf. ovenfor, men der stilles også krav om betydelige reduktioner i CO2-udledningen pr. energienhed.

Omlægninger i forsyningssektoren vil bidrage med en del af denne reduktion, men også erhvervenes egne brændselsindkøb drejes mod mere CO2-fattige brændsler såsom vedvarende energi og naturgas. CO2-afgifter, tilskud og aftaler for erhvervene giver tilskyndelse hertil.

I serviceerhvervene og husholdningerne afspejler udviklingen i CO2-intensitet i høj grad udviklingen i energiintensitet og den faldende CO2-belastning fra forsyningssektoren. For trafikken afspejler udviklingen i CO2-intensiteten udviklingen i energiintensiteten, da der ikke forventes større mulighed for brændselsomlægninger i transportsektoren frem mod 2005.

Figur 2.6. Sektorudvikling i CO2-intensitet i energiforløbet
Billede:
Anm.: CO2-intensiteten angiver CO2-udledning i forhold til aktiviteten i hver sektor. For erhvervene er energiforbruget sat i forhold til BFI, for husholdningerne i forhold til det private forbrug og for transporten i forhold til samlet BFI.
Kilde: Energistatistikken for 1996 og egne beregninger.


De faldende energiintensiteter i fremskrivningen skyldes bl.a., at de reale priser på energi antages at være stigende, jf. figur 2.7, og at der sker en øget anvendelse af energibesparende teknologi. Ved stigende energipriser bliver det mere rentabelt for virksomheder og husholdninger at investere i energibesparende tiltag eller tilrettelægge produktion og forbrug på en måde, så der anvendes mindre energi.

Siden 1988 er prisen på husholdningernes energiforbrug steget mest, primært på grund af stigende afgifter. Prisudviklingen for transport og serviceerhverv har udviklet sig stort set parallelt, mens produktionserhvervenes energipriser indtil 1995 lå på et lavere niveau end i 1988.

Figur 2.7. Sektorudvikling i reale energipriser
Billede:
Kilde: EMMA-databasen og egne beregninger.

2.10. Kravforløbet

I energiforløbet opfylder transportsektoren ikke delmålsætningen om uændret udslip i 2005 i forhold til 1988. I kravforløbet fremskrives transportområdet derfor med netop en så kraftig dosering af afgifter på vejbenyttelse, der er nødvendig for at nå målsætningen på transportområdet, jf. også kapitel 3 om trafiksektoren og miljøet. Forskellen på energiforløbet og kravforløbet er derfor den manko, der fremkommer som følge af de stigende CO2-udledninger fra transportsektoren. jf. figur 2.8.

Figur 2.8. Udvikling i CO2-udledning og CO2-intensitet 1988-2005
Billede: Figur 2.8. Udvikling i CO2-udledning og CO2-intensitet 1988-2005
Kilde: Egne beregninger med EMMA-modellen

CO2-intensiteten falder kraftigere i kravforløbet end i energiforløbet. Intensiteten falder i gennemsnit 4,5 pct. om året i kravforløbet mod 4,0 pct. i energiforløbet i 1996-2005. Historisk er CO2-intensiteten faldet 2,2 pct. i gennemsnit i 1988-1996. CO2-reduktionen i energiforløbet er i sig selv forøget i forhold til den historiske udvikling, jf. tabel 2.10.

Ved at sammenholde det samlede provenu for energi-, CO2- og benzinafgifter fra de enkelte sektorer med den samlede CO2-udledning fra sektorerne kan der beregnes en implicit CO2-afgift pr. udledt tons CO2.

Tabel 2.10. Udvikling i CO2-udledning frem til 2005 i energi- og kravforløbet
  Niveau
Mill. tons
Gennemsnitlig ændring
Pct.
Ændring
Mill. tons
  1996 1988-
1993
1994-
1996
1997-
2005
1988-
2005
I alt Energiforløb 58,6 -0,5 -0,5 -1,6 -10,3
  Kravforløb 58,6 -0,5 -0,5 -2,1 -12,8
Transport Energiforløb 11,7 1,5 2,4 0,8 2,5
  Kravforløb 11,7 1,5 2,4 -1,6 0,0
Anm.: Transport vedrører ikke udledning fra militær transport og udenrigsfly, der i stedet er opført under serviceerhverv.

Kilde: Energistatistikken for 1996, EMMA-databanken og egne beregninger.

I kravforløbet er målsætningen opnået ved en forhøjelse af afgifter på vejbenyttelse svarende til en stigning i de implicitte CO2-afgifter i trafiksektoren på realt 210 pct. frem til 2005, mens energiforløbet blot forudsætter uændret realt afgiftstryk. I kravforløbet er trafikområdet således belagt med en afgift, der er knap 3 gange så høj som for husholdninger og knap 7 gange så høj som for servicesektoren, jf. tabel 2.11.

Tabel 2.11. Implicitte reale CO2-afgifter på sektorer, kravforløbet
I alt 1996 = 100 1988 1996 2002 2005
I alt 80 100 151 175
Produktionserhverv 0 20 31 33
Serviceerhverv 56 56 70 71
Husholdninger 95 131 178 182
Transport 229 233 366 494
Kilde: Energistatistikken, EMMA-databanken og egne beregninger

Uden andre hensyn end økonomisk effektivitet burde alle forureningskilder pålægges en ensartet CO2-afgift, da hver tons udledt CO2 forurener lige meget. Ved at pålægge en ensartet CO2-afgift sikres, at CO2-udledningen reduceres netop der, hvor det er billigst. En given reduktion af CO2-udledningen vil således ske til lavest mulige omkostninger.

De danske CO2-afgifter er imidlertid differentierede for at tage hensyn til bl.a. konkurrenceevne. Dette begrundes med, at en udflytning af meget CO2-forurenende virksomheder kun vil reducere den nationale CO2-udledning, men ikke den internationale CO2-udledning. Der vil således ikke forekomme nogen positiv global miljøeffekt.

Udformningen af CO2-afgiften må således afspejle den rette afvejning mellem afgiftens effektivitet samt konkurrence- og miljøhensyn. Det er dog tvivlsomt om en så kraftig afgiftsforhøjelse, som er nødvendig i kravforløbet på trafiksektoren, er den samfundsøkonomisk mest hensigtsmæssige måde at nå målopfyldelsen på.

Allerede med de besluttede tiltag er afgifterne på transportsektorens anvendelse af brændsler og CO2-udledninger højere end de, der gælder for øvrige energianvendelser. Det må derfor overvejes, om de yderligere tiltag, der formentlig er nødvendige for at opfylde målsætningen om en 20 pct. reduktion, nødvendigvis skal ske alene via tiltag overfor trafiksektoren. I så fald må en større del af reduktionen i CO2-udledning forudsættes at skulle ske via nye tiltag over for husholdninger, forsyningssektoren eller erhvervene.

2.11. Virkningen af tiltag i energi- og kravforløbet

Virkningen af den indsats, der allerede er besluttet, indebærer en reduktion i CO2-udledningen på ca. 10 mill. tons CO2 i 2005, jf. tabel 2.12, svarende til en reduktion på 15-16 pct. af 1988-niveauet. Hvis kravforløbets afgiftsstigninger på transportsektoren gennemføres, vil det indebære en yderligere reduktion på 2,5 mill. tons CO2. Det vil medføre en samlet reduktion på 12,8 mill. tons CO2, svarende til 20 pct. af 1988-niveauet.

Tabel 2.12. CO2-virkning af afgifter og andre politik-instrumenter 1988 – 2005
Ændring i udledning, mill. tons 1988-1996 1996-2005
  Historisk Fremskrivning
Energiforløb i alt   -2,6 -7,7
  Heraf politik:   -5,8 -13,0
    CO2-afgifter1 -1,1 -2,1
    Politik i forsyningssektoren2 -3,3 -8,2
    Andre instrumenter3 -1,4 -2,7
  Heraf øvrige forhold:   3,2 5,3
    Økonomisk vækst 4,6 10,6
    Teknologisk udvikling i energiforbrug -1,4 -2,8
    Realvækst i importpriser på energi 0,3 -0,7
    Andet4 -0,3 -1,8
Nye afgiftstiltag på trafikområdet5   - -2,5
Kravforløb i alt   -2,6 -10,2
1) Virkning af ændring i niveauet for energi-, CO2- og SO2-afgifter 1996-2002.
2) Virkning af tilskud til elproduktion og andre initiativer, der udvider den decentrale elkapacitet samt krav om brændselsomlægninger
3) Virkning af tilskud og aftaler til energibesparelser i erhvervene og initiativer til effektivisering i husholdningernes energiforbrug m.v.
4) Resterende påvirkning som følge af andre forhold, afrunding, aggregering m.v.
5) Virkningen af ændringer i niveauet for brændselsafgifter og roadpricing på transportområdet.
Kilde: Egne beregninger ved EMMA-modellen.




I modsat retning af de politiske initiativer trækker den økonomiske vækst. Vækstens positive bidrag til CO2-udledning afdæmpes af den løbende teknologiske udvikling. Uden den planlagte indsats i CO2-politikken ville CO2-udledningen vokse.

Historisk har ændringer i forsyningssektoren spillet den vigtigste rolle. Det skønnes, at det er muligt at reducere CO2-udledningen med 8,2 mill. tons. i 2005 via øget VE-produktion, udvidelse af den decentrale elkapacitet samt yderligere brændselsomlægninger i forsyningssektoren.

Stigende afgifter, som følge af indfasningen af CO2-afgiften på erhverv, skattereformen samt pinsepakken medfører en skønnet reduktion på 2,1 mill. tons CO2. Den isolerede virkning af pinsepakken skønnes at bidrage med et fald i CO2-udledningen på 0,5 mill. tons CO2 i 2005.

Tilskud og aftaler om energibesparelser i erhvervene samt en effektivisering af husholdningernes energiforbrug via forskellige administrativ regulering skønnes at kunne bidrage med et fald i CO2-udledningen på i alt 2,7 mill. tons i 2005.

I kravforløbet sikres målopfyldelsen ved at øge afgifterne på transportbændsler og indføre roadpricing svarende til en reduktion på 2,5 mill. tons CO2.

Vurdering af CO2-politikkens virkninger er behæftet med usikkerhed. Desuden er der usikkerhed om både udviklingen i de øvrige forhold, der påvirker CO2-udledningen, og størrelsen af CO2-påvirkningen. F.eks. er der usikkerhed forbundet både med skøn over udviklingen i importpriserne på energi frem til 2005 og effekten af den teknologiske udvikling på CO2-udledningen. Usikkerheden omkring disse størrelser opsamles i mankoen.

2.12. CO2-effekt af nye tiltag og andre ændringer på finanslovforslaget for 1999

Med pinsepakken tages der en række nye initiativer med virkning fra 1999, der har særlig betydning for CO2-udledningen. Det drejer sig bl.a. om en forhøjelse af benzinafgiften og en forhøjelse af energiafgifterne samt en reserve til styrkelse af den kollektive transport.

Ændringer siden finansloven for 1998 skønnes at bidrage med en reduktion på i alt 0,2 mill. tons udledt CO2 i 2005, jf. tabel 2.13. Aftalen om pinsepakken, hvor der blev vedtaget forhøjelser af energi- og benzinafgifterne, skønnes at reducere udledningen af CO2 med 0,5 mill. tons.

Tabel 2.13. CO2-effekt i 2005 af ændringer siden finansloven for 1998
Mill. tons CO2
Pinsepakke -0,5
Ændringer af budgettering CO2-tilskud1 +0,3
I alt -0,2
1) Omfatter nye skøn m.v. vedrørende tilskud til elproduktion med vindmøller og tilskud til energibesparelser i virksomheder.
Kilde: Egne beregninger ved EMMA-modellen og oplysninger fra Energistyrelsen.

En forsættelse af hidtidige regler for tilskud til elproduktion skønnes at medføre en hurtigere udbygning af vindmølleparken end hidtil forudsat, og dermed bidrage med et fald i CO2-udledningen. I modsat retning trækker den reducerede ramme for CO2-tilskud til energibesparelser i erhvervs-virksomheder, jf. afsnit 2.6. Nettobidraget af de to ændringer skønnes at øge udledningen af CO2 med 0,3 mill. tons i 2005.

2.13. Udledning af SO2 og NOx

Udledning af svovl og NOx virker forsurende på omgivelserne og forårsager skader på skov, planter og fisk samt bygninger. Størstedelen af den danske udledning falder ned i vore nabolande. Den vigtigste kilde til udledning af svovl er forsyningssektoren. For NOx er de vigtigste kilder forsyningssektoren og transportområdet. Forsyningserhvervet er bl.a. underlagt kvoteregulering.

Målsætningen på SO2-området er at reducere udledningen af SO2 med 80 pct. i 2000 i forhold til 1980. Målsætningen på NOx-området er, at udledningen af NOx i 1998 skal være 30 pct. mindre end i 1986. På transportområdet er målsætningen, at udledningen af NOx skal reduceres med 40 pct. inden 2000 og 60 pct. inden 2010 i forhold til 1988.

De skrappe krav til reduktion i CO2-udledningerne indebærer sammen med udviklingen i forsyningssektoren og en øget andel af katalysatorer, at udledningerne af svovl (SO2) og kvælstofoxider (NOx) reduceres mere end krævet i målsætningerne, jf. figur 2.9.

De danske afgifter på energiområdet bevirker, at der gives tilskyndelse til reduktion af udledning af SO2 og NOx, fordi et reduceret energiforbrug alt andet lige også reducerer udledningen af disse stoffer.

Udledningen af SO2 og NOx afhænger også af kvaliteten af brændslerne, graden af rensning efter forbrænding samt - for NOx - også af forbrændingsbetingelserne. Der er således flere muligheder for at nedbringe udledningen af svovl og kvælstof end udledningen af CO2.

Figur 2.9. Udledning af SO2 og NOx frem til 2005
Billede: Figur 2.9. Udledning af SO2 og NOx frem til 2005
Kilde: DMU og egne beregninger med EMMA

Derfor reguleres udledningen af f.eks. SO2 ved både energiafgifter, SO2-afgifter og faste kvoter for kraftværkernes udledning af svovl.

2.14. Sammenfatning

Fremskrivningerne af CO2-udledningen til 2005 viser, at målsætningen om en reduktion af udledningen med 20 pct. af 1988-niveauet ikke kan nås med de tiltag, der er besluttet på nuværende tidspunkt.

Når målsætningen ikke nås uden nye initiativer, skyldes det, at CO2-udslippet fra transportsektoren forventes at stige med omkring 25 pct. i perioden 1988-2005. Delmålsætningen på transportområdet er en stabilisering af CO2-udledningen i 2005 på 1988-niveauet.

Fremskrivningen af energiforløbet viser, at selv med et fravær af nye tiltag vil CO2-udledningen i 2005 blive reduceret ganske betydeligt, svarende til et fald på 15-16 pct. i forhold til 1988-niveauet. Når udledningen kan reduceres så betydeligt, skyldes det, at der allerede er besluttet meget omfattende tiltag til begrænsning af CO2-udledningen.

Fremskrivningen af kravforløbet viser, at der skal gennemføres meget betydelige afgiftsstigninger i transportsektoren såfremt delmålsætningen på trafikområdet skal opfyldes. Udviklingen i transportsektorens energiforbrug behandles detaljeret i kapitel 3, hvor det vises, at der via en kombination af roadpricing og stigninger i brændstofafgifterne svarende til en real forhøjelse på mere end 200 pct. i forhold til 1998 niveauet vil kunne sikres en stabilisering af CO2-udledningen fra trafiksektoren.

Allerede med de besluttede tiltag er afgifterne på transportsektorens anvendelse af brændsler højere end de, der gælder for øvrige energianvendelser. Det må derfor overvejes om de yderligere tiltag, der formentlig er nødvendige for at opfylde målsætningen om en 20 pct. reduktion, nødvendigvis skal ske alene via tiltag overfor trafiksektoren. Hvis reduktionen ikke alene skal ske i transportsektoren, må en større del af reduktionen i CO2-udledning forudsættes at skulle ske via nye tiltag over for husholdninger, forsyningssektoren eller erhvervene.

Den samlede effekt af finanslovforslaget for 1999 på CO2-udledningen i 2005 skønnes at svare til en reduktion på 0,2 mill. tons.

Det samlede energiforbrug forventes at udvikle sig relativt stabilt med klart faldende energiintensitet og en reduktion i forbruget af fossile brændsler. Målsætningerne på SO2- og NOx-området forventes at blive nået uden nye tiltag på området.

Fodnoter

[1] Kravforløbet viser, hvilke krav, der stilles til udviklingen i energi- og CO2-intensitet for at målsætningen kan nås. Fremskrivningen er således ikke en decideret prognose.

[2] Drivhusgasser er CO2, metan, lattergas samt industrigasserne HFC, PFC og SF6. CO2 er langt den mest betydende drivhusgas.

[3] I forhold til fremskrivningen præsenteret i Budgetoversigt 1 1998 er der mindre afvigelser, der ikke har indflydelse på fremskrivning af det samlede energiforbrug eller CO2-udledning. Når den seneste mellemfristede fremskrivning ikke anvendes skyldes det, at EMMA-modellen endnu ikke er blevet tilpasset den seneste ADAM-version.



Forrige3  af  12Næste