Kapitel 1. Anbefalinger og forslag

Du har takket nej til cookies på denne hjemmeside, derfor kan vidoen ikke vises. Du skal tillade cookies for at kunne se videoen.

Der er i perioden fra juni 1998 til maj 1999 gennemført en analyse af den statslige ejendoms- og byggeadministration. Analysen omfattede oprindeligt alene den statslige ejendomsadministration, men foranlediget af statsrevisorernes kritik af den statslige byggeadministration og efter indstilling fra By- og Boligministeriet besluttedes det i oktober 1998 at udvide analysen til også at omfatte den statslige byggeadministration.

Analysen er gennemført i en tværministeriel arbejdsgruppe om Statens Ejendomsadministration (SEA-gruppen) med deltagelse af By- og Boligministeriet, Slots- og Ejendomsstyrelsen, Undervisningsministeriet, Forskningsministeriet, Byggedirektoratet, Justitsministeriet, Indenrigsministeriet, Told- og Skattestyrelsen og Finansministeriet. Med inddragelsen af byggeadministrationen har Forsvarsministeriet også deltaget i arbejdet. Finansministeriet har varetaget formandskabet i arbejdsgruppen.

Arbejdsgruppens kommissorium og sammensætning fremgår af bilag 1.

Nedenfor gives en sammenfattet præsentation af sigte og anbefalinger, som afsluttes med en samlet oversigt over SEA-gruppens forslag i boks 1.1.

Statens samlede ejendomsportefølje er på godt 8 mill. m2 bruttoetageareal, når der ses bort fra Post Danmark, DSB og statslige aktieselskaber. Hertil kommer rådighed over ca. 1 mill. m2 lejede lokaler til statsligt brug.

De senere år har staten bygget for omkring 1,8 mia. kr. årligt, og ca. 90 pct. af statens anlægsudgifter til bygninger er blevet administreret af de tre særlige byggeadministrationer: Forskningsministeriets Byggedirektorat (BD: 1,0 mia. kr.), Forsvarets Bygningstjeneste (FBT: 0,5 mia. kr.) og Slots- og Ejendomsstyrelsen under By- og Boligministeriet (SES: 0,1 mia. kr.).

Staten har en lang tradition for helt overvejende at dække sit lokalebehov i egne bygninger opført til formålet og i forventning om varigt brug. Statens virksomhed er imidlertid ikke så stationær som den har været, hvortil kommer, at teknologisk betingede krav til modernisering af lokalernes indretning mm. alt i alt nødvendiggør en mere dynamisk lokaleforsyning.

Ligeledes giver den fremsatte kritik grund til at revurdere statens ejendoms- og byggeadministration for at sikre effektiviteten og mindske risikoen for fremtidige overskridelser på statens byggeprojekter.

Arbejdsgruppen anbefaler følgende hovedprincipper for statens lokalepolitik og ejendomsforvaltning fremover:

• Statens lokalepolitik åbnes for en højere grad af markedsorientering, dog med skyldigt hensyn til den politiske styring af statens opgaver

• Huslejebetaling og frit leverandørvalg for lokaler til statsligt brug indføres overalt, hvor dette er praktisk muligt og akceptabelt politisk

• Varetagelse af ejerrollen for statslige ejendomme og byggeri til udlejning organiseres særskilt med henblik på størst mulig professionalisme og fair konkurrence med private udlejere

• Udbud af ejendomsrelaterede tjenesteydelser som løbende administration, rådgivning, drift og vedligehold samt service øges i takt med dette markeds udvikling i relation til private erhvervsejendomme

• Den politiske styring af statens ejendoms- og byggeadministration fastholdes mere overordnet gennem indgåelse og opfølgning på resultatkontrakter og tillige konkret gennem forelæggelse af større investeringsbeslutninger.

Perspektivet er naturligvis at skabe de bedste og billigste fysiske rammer om varetagelsen af de statslige opgaver, herunder at optimere kapitalanvendelsen i forhold til driftsressourcerne i opgaveløsningen. Samtidig synliggøres totalomkostningerne ved varetagelse af hver enkelt statslig opgave løbende, hvad der skærper omkostningsbevidstheden såvel i den interne styring som i den politiske prioritering på tværs af opgaver.

Endelig vil åbningen i forhold til ejendomsmarkedet generelt kunne bidrage til at sikre effektivitet i statens ejendoms- og byggeadministration og synliggøre rentabiliteten i statens kapitalforvaltning på bygningsområdet – om end kun i det omfang, der er eller opstår et marked for den relevante ejendomskategori og lokalitet, hvilket synes at være på vej i større omfang.

I centraladministrationen har der siden 1990 været indført huslejebetaling. Denne reform af SES' virksomhed, som vurderes positivt af alle berørte, anbefales nu videreudviklet til også at omfatte nye investeringsbeslutninger og udbredt til en langt større kreds af statslige lokaleforbrugere. Dette er kernen i SEA-gruppens forslag, som imidlertid har en række konsekvenser af organisatorisk og finansiel karakter som følger nedenfor.

Det må dog erkendes, at indførelse af husleje ikke vil kunne omfatte samtlige statens ejendomme. Kgl. slotte og unikke kulturinstitutioner vil f.eks. være undtaget, men også andre vil kunne argumentere for status quo - enten fordi det ikke findes politisk ønskeligt eller hensigtsmæssigt at adskille ejer- og lejerrollen, eller fordi huslejen alligevel blot ville blive refunderet og derfor ikke have en adfærdsregulerende effekt.

SEA-gruppen anbefaler, at der lægges betydelig vægt på at få flest mulige af statens lokaleforbrugere med ind under lejeordningen, bl.a. ved at stille skrappe resultatkrav til statens udlejer og lovfæste regler om lejeregulering, som værner lejerne mod misbrug af de monopollignende forhold, som fortsat vil herske for en stor del af statens ejendomme.

Men ideen med indførelse af husleje, nemlig at de statslige brugere selv skal dække omkostningerne ved lokaleforbruget, skal naturligvis finde udtryk i lejekontrakterne – både fra starten ved overgangen fra eje til leje og ved senere reguleringer over tid samt – som det nye i forhold til SES-modellen - i konsekvens af senere investeringer i ny-, om- og tilbygninger, herunder modernisering af de eksisterende lokaler, som alt sammen forudsætter indgåelse af en tillægskontrakt om lejeforhøjelse. Det er herved den tilstræbte optimering af ressourceindsatsen i brugerens opgavevaretagelse sikres inden for de dertil givne bevillinger.

Principielt anbefales, at lejen fra starten fastlægges og senere reguleres svarende til markedslejen, dvs. udfra et skøn over, hvad ejendommen kunne indbringe ved frasalg eller udlejning på erhvervslejemarkedet, hvor et sådant findes.

For langt de fleste statslige ejendomme findes der imidlertid ingen markedsleje at lægge til grund for huslejen. I stedet anbefales, at lejen gøres omkostningsbestemt, dvs. fastlægges ud fra kapitalomkostningerne (passende nedskrevet for de eksisterende, ældre ejendomme, men fuldt ud for senere bygningsinvesteringer) samt de løbende udgifter til administration, drift og vedligeholdelse mm afhængig af den nærmere ansvarsfordeling fastlagt i lejekontrakten.

Lejekontrakterne bør i alle tilfælde genvurderes, og lejen reguleres efter det lejedes værdi med 4-årige mellemrum svarende til reglerne i erhvervslejeloven (under revision) og den i dag gældende SES-ordning. Det anbefales, at også reguleringen afspejler markedet og dermed statens alternativomkostninger i videst muligt omfang, dvs. primært sker udfra det udlejedes værdi på markedet og sekundært sker udfra genanskaffelsesværdien i lyset af udviklingen i grundpriser og byggeomkostninger.

En statslig ejervirksomhed skal som hovedregel drives efter forretningsmæssige principper, men skal samtidig underkastes krav om høj ejer-

etik i forhold til de i praksis meget bundne statslige brugere, hvis frigørelsesmuligheder fra eksisterende lokaler ofte er begrænset til ud- og nybygningssituationer. Det anbefales derfor, at der indsættes en række statsklausuler i lejekontrakterne, som bl.a. forpligter ejer til aktivt at nedbringe lejetabet ved uforudsete ændringer i en statslig lejers virksomhed, der måtte følge af skiftende politiske flertal, og til at nedsætte lejen som kompensation til lejere i forældet byggeri for derved at medvirke til fortsat udnyttelse af de statslige ejendomme, som ikke må sælges, eller som kun kan sælges med betydeligt tab. Lejeforhandlinger må ske i fuld åbenhed mellem ejer og lejer, og det anbefales at etablere en uafhængig klageinstans som en slags statsligt huslejenævn til at løse evt. konflikter.

Indførelsen af husleje betyder, at de statslige brugere kan koncentrere sig om deres kerneopgaver og overlade ejerrollen til professionelle, men det må sikres, at overgangen fra ejer til lejer er fair. Det anbefales derfor, at bevillingsomlægningen fra eje til leje gennemføres udgiftsneutralt, dvs. at der sker en udgiftsneutral kompensation over hvert af de berørte fagministeriers driftsrammer i omlægningsåret.

Det vil være op til alle berørte fagministerier at tilrettelægge fordelingen af den samlede huslejekompensation på brugernes driftsbevillinger. Det anbefales gennemført udfra norm- eller aktivitetsbaserede principper og ikke (alene) udfra den konkret pålagte husleje, således at der gøres op med historisk betingede skævheder og skabes størst muligt incitament for de nye lejere til at revurdere det hidtidige, gratis lokaleforbrug. Da ønskede tilpasninger i lokaleforbrug sjældent er umiddelbart gennemførlige, vil der formentlig være behov for overgangsordninger i bevillingsfordelingen mellem brugerne.

Effekten af at indføre husleje vil naturligvis afhænge af, hvor store bevægelsesmuligheder brugeren reelt har i sine lokaledispositioner, herunder om selve bygningskonstruktionen gør det let at få ombygget, suppleret eller reduceret de foreliggende lokaler efter behov, om der kan skaffes bedre egnede lokaler på et økonomisk forsvarligt grundlag, samt om det i givet fald er politisk acceptabelt at fraflytte de ofte traditionsbundne adresser og bygningsmæssige rammer for brugerens virke. Men selv i de tilfælde, hvor bevægelsesfriheden er begrænset, vil den blotte registrering af lokaleomkostninger synliggøre de reelle udgifter ved drift af institutionerne og dermed lægge et yderligere pres på ledere og medarbejdere med henblik på en optimering af institutionernes virke.

SES forudsættes at bevare monopolet på lokaleforsyning af centraladministrationen ikke mindst for at sikre statens interesse i rådigheden over Slotsholmen og nærmeste omegn til formålet.

Men for at lægge det størst mulige markedspres på den statslige udlejningsvirksomhed anbefales overgangen fra eje til leje for alle andre statslige lokaleforbrugere ledsaget af frit leverandørvalg.

En sådan åbning af statens lokalepolitik vil i praksis være begrænset af udbuddet af passende lokaler, og derfor især have betydning for brugere af kontorejendomme i de større byer.

Men også brugere, som står overfor ekspansion i selv meget formålsbestemte lokaler, vil i stigende grad kunne vælge mellem statslige og private leverandører af skræddersyet byggeri til udlejning på markedsvilkår. Uanset ejerskab vil risikoen ved sådanne byggerier trække i retning af ganske lange lejemål og dertil svarende binding af statens midler.

Samtidig må det forventes, at udviklingen på markedet bl.a. med den såkaldte BOOT-model (Build-Own-Operate-Transfer) åbner for nye muligheder, som kan vise sig at være konkurrencedygtige for nogle statslige lokaleforbrugere.

Det anbefales, at statslige lokaleforbrugere i rollen som lejere aktivt afsøger markedet og herunder tager konkret stilling til fordelagtigheden af de nye muligheder med en højere grad af risikodeling, som i stigende grad byder sig til, ikke mindst når det gælder større nybyggeri. Fair konkurrence mellem statslige og private udlejere tilsiger samtidig, at der skabes parallelitet i deres finansieringsvilkår og symmetri i rammerne for deres virke, herunder at ledigblevne lokaler i statslige ejendomme kan udlejes til private.

Lejemodellen forudsætter en adskillelse af ejer og bruger som uafhængige parter i forhandlingerne om lejekontrakter, herunder såvel for de eksisterende lokaler som for eventuelle senere tilpasninger og moderniseringer.

Det anbefales, at ejerrollen pålægges det lønsomhedskrav, at bygge- og udlejningsvirksomheden skal være fuldt indtægtsdækket, så der sikres en afstemning af ejendommenes brugsværdi med brugernes evne og vilje til at betale husleje.

Den udgiftspolitiske styring vil som et spejlbillede heraf skulle rettes mod driftsbevillingerne til – og nu totalomkostningerne ved – brugerens løsning af de pågældende statslige opgaver.

Af statens mange ejendomme vil de fleste være af den relativt upolitiske karakter, hvor indførelse af husleje med tilføjelse af det nævnte lønsomhedskrav giver grundlag for en forretningsmæssig varetagelse af ejerrollen, om end under en vis politisk kontrol til sikring af brugerorienteringen i et ofte svagt marked.

Arbejdsgruppen anbefaler, at der sker en reorganisering og professionalisering af ejerrollen for alle ejendomme til udlejning. Inspireret af erfaringer fra de øvrige nordiske lande er der opstillet en række modeller for organiseringen af ejerrollen:

• Kontraktstyret statsvirksomhed
Den kontraktstyrede statsvirksomhed er en nydannelse konstrueret til at kombinere en mere overordnet politisk styring (via resultatkontrakt og forelæggelse af større investeringsbeslutninger fra en ansvarlig minister) med rent forretningsmæssige relationer mellem en professionel udlejer og lejerne. Virksomheden får flere frihedsgrader til at betjene de statslige brugere som betalende kunder, herunder til at lånefinansiere investeringer, således at tidsprofilen matcher lejeindtægterne.

Formålet er at optimere brugsværdien for staten af en overvejende skræddersyet ejendomsportefølje ud fra en langsigtet betragtning og i tæt kontakt med de pågældende statslige lejere om deres lokalebehov og betalingsevne på både kort og langt sigt.

Virksomheden skal varetage udlejning af den eksisterende ejendomsportefølje samt forestå ændringer heri gennem køb, salg og byggeri. Den tilknyttede ejendoms- og byggeadministration forudsættes koncentreret om bestillerrollen såvel vedrørende ejendomsdrift og –vedligeholdelse mm som vedrørende byggeopgaver, idet alt udførende arbejde anbefales udbudt eller udlagt til underleverandører.

Alle større købs-, salgs- og byggeprojekter skal forelægges for de bevilgende myndigheder. Det anbefales, at konkrete investeringer forelægges løbende gennem aktstykke, men først når projektet er tilstrækkeligt afklaret til, at der er indgået en betinget huslejeaftale. Dette vil i væsentlig grad forbedre det politiske beslutningsgrundlag og samtidig formindske risikoen for overskridelser af tids- og budgetrammen, som har udløst stærk kritik i forbindelse med en række statslige byggeprojekter de senere år.

Der er opstillet to varianter af en kontraktstyret statsvirksomhed, hvor forskellen vedrører graden af politisk styring contra professionel frihed for virksomheden.

I den ene variant er statsvirksomheden opført på finansloven med adgang til at optage lån i statskassen. Investeringer under f.eks. 25 mill. kr., som ikke har særlig politiske interesse, skal ikke forelægges de bevilgende myndigheder.

I den anden variant er statsvirksomheden fortsat kontraktstyret under ministeransvar, men udskilt fra finansloven som selvstændig offentlig virksomhed med eget kapitalansvar, regnskab efter årsregnskabsloven og revision ved Rigsrevisor. Grænsen for forelæggelse af konkrete projekter for de bevilgende myndigheder forudsættes i denne variant hævet til f.eks. 100 mill. kr., og virksomheden kan optage lån til investeringer på det finansielle marked.

Det kan overvejes, hvorvidt og i hvilket omfang virksomheden også skal kunne belåne de eksisterende ejendomme som led i en mere aktiv porteføljepleje, som udnytter markedets muligheder for at imødekomme udviklingen i brugernes lokalebehov bedst og billigst. Dette vil endvidere kunne frigøre et engangsprovenu til statskassen ved virksomhedens etablering.

Arbejdsgruppen anbefaler, at der indføres en ny kontraktstyret statsvirksomhedsmodel til professionel varetagelse af ejendoms- og byggeadministration på ejer-ministerens vegne, og det anbefales, at virksomheden får størst mulig frihed i forretningsmæssige dispositioner incl. lånefinansierede investeringer, hvortil der er kontraktsmæssig, om end langsigtet indtægtsdækning.

• Statsligt ejendomsselskab A/S
Arbejdsgruppen blev i sit kommissorium anmodet om at vurdere hensigtsmæssigheden af ”en hel eller delvis overførsel af den statslige ejendomsportefølje til privatretligt regi i sammenhæng med det nyetablerede Freja A/S.”

For at ejerrollen skal kunne varetages på aktieselskabsform i statsligt og/eller privat regi og dermed følge eksemplet fra det svenske Vasakronan AB, som er et fuldt kommercialiseret ejendomsselskab på vej mod børsnotering, forudsættes porteføljen begrænset til omsættelige ejendomme, for hvilke selve ejerskabet ikke er afgørende for staten af politiske eller historiske grunde. Etablering af selskabet kunne formentlig bedst ske gennem en udbygning af Freja A/S til også at omfatte ejendomme, som brugerne fortsat ønsker at leje, men som staten ikke er bundet til at eje eller leje.

Formålet med selskabet ville være at optimere kapitalværdi og –afkast af ejendommene, og staten ville kunne få frigjort kapital gennem belåning eller frasalg af de ved selskabets stiftelse overførte ejendomme eller ved eventuelt senere aktiesalg til private investorer.

Men derudover ville muligheden for politisk styring af investeringer mm være stærkt begrænset. For at tjene sit formål skulle ledelsen styre udfra en professionel vurdering af markedsmuligheder og –risici og have fuld frihed til at handle i selskabets interesse uden positiv særbehandling af de statslige lejere. Det er heri, at den potentielle økonomiske gevinst ved aktieselskabsmodellen fremfor statsvirksomhedsmodellen ligger – og den vil være sikrest, hvis ejerskabet udvides med eller overgår til private investorer.

Skulle der være politisk tilslutning til noget sådant, vil der også være en mere direkte vej at gå ved simpelthen at udbyde de frie ejendomme til salg via Freja A/S og indbyde til forhandling af ”sale and lease back” vilkår med private ejendomsselskaber m.fl., som også vil være mulige leverandører til dækning af nye lokalebehov på markedsvilkår, evt. som BOOT-projekter.

Det vil dog være betænkeligt at afgive ejerskabet – og dermed sætte de statslige brugeres lokaleforsyning på spil – medmindre der foreligger et velfungerende marked med flere konkurrerende leverandører. Denne betingelse skønnes kun at være opfyldt for ca. ½ mill. ud af de 8 mill. m2 etagemeter, som i dag er i statens eje.

Alt i alt har arbejdsgruppen ikke fundet grundlag for at anbefale et statsligt ejendomsselskab A/S, men peger i stedet på varianter af en ny statsvirksomhedsmodel for al udlejningsvirksomhed.

Arbejdsgruppen har afslutningsvis opstillet to forslag til placering af ejendomme og brugere i en ny struktur for statens ejendoms- og byggeadministration på færre ejere med større kompetence efter indførelse af husleje.

Struktur I: Samling i 3 specialer:
Forsvar og lignende
Universiteter og lignende
Administration og lignende

Der foreslås en moderat samling af al udlejningsvirksomhed i tre specialer, som bygger videre på de nuværende tre særlige ejendoms- og byggeadministrationer, der også dækker langt de største brugere i dag. Ejerskabet af alle øvrige udlejningsejendomme fordeles mellem de tre specialer. De tre specialer reorganiseres som kontraktstyrede statsvirksomheder. For forsvarets vedkommende er dog forudsat en nærmere undersøgelse af hensigtsmæssigheden af ændringer i den nuværende forvaltning.

Varetagelsen af de kgl. slotte og haver forudsættes fortsat henlagt til Slots- og Ejendomsstyrelsen - også efter omdannelse og fordobling i ejerrollen for de administrative ejendomme. Endvidere anbefales varetagelsen udvidet med historiske ejendomme og anlæg, som staten ikke længere bruger efter sit oprindelige formål, men ønsker bevaret og åbnet i videst muligt omfang for offentligheden.

Struktur I ligner i sin struktur den svenske løsning. Hovedvægten er lagt på at få indført huslejemodellen så gnidningsfrit som muligt ved at basere strukturen på et største-brugerprincip, men med krav om skarpere adskillelse mellem ejer- og lejerrollen og sikring af den fornødne ekspertise til mere forretningsmæssig varetagelse af udlejnings- og byggeopgaver.

Der flyttes ikke ressort for de tre ejervirksomheder, som henhører under forsvars-, forsknings- og by- og boligministeren, men ejerskabet til ejendomme – hvor der indføres husleje – flyttes fra de øvrige fagministerier, hvor det ikke skønnes hensigtsmæssigt at etablere egen ejervirksomhed. Det drejer sig især om ejendomme og byggerier under Justitsministeriet og Kulturministeriet, hvor der i øvrigt næppe vil kunne indføres husleje i hele ressortet.

For de fagministerier, som forbliver ejere og dermed potentielle bygherrer, anbefales det at overveje rammeaftaler om henlæggelse (med en klar ansvarsfordeling) af byggeadministrationen til en af de specialiserede ejervirksomheder for derved at sikre den fornødne ekspertise. Sådanne rammeaftaler vil i lighed med en mere ad hoc tilrettelæggelse af byggesager skulle forelægges By- og Boligministeriet.

Struktur II. Samling af al udlejningsvirksomhed og bygningsforvaltning

I struktur II fortages en konsekvent udskillelse af ejendoms- og byggeadministration fra fagministerielt regi overalt, hvor dette skønnes muligt. Undtaget er primært forsvaret.

Herved lægges op til et brud med hovedprincippet i den gældende statsbyggelov og i stedet lægges vægt på at samle forvaltningen af de civile ejendomme i en særskilt organisation (f.eks. kaldet Statens Bygningstjeneste) med den dobbelte opgave dels at drive bygge- og udlejningsvirksomhed rettet indad mod statens lokaleforbrug, dels at forvalte bygninger rettet udad mod kronens brug og offentlighedens interesser i kulturarven.

Ejerskabet til enkelte, større kulturinstitutioner mm forudsættes at forblive i fagministerielt regi (og uden husleje), men bygningsforvaltningen foreslås varetaget i den nye bygningstjeneste i henhold til obligatoriske henlæggelsesaftaler med fagministeren som ejer og eventuel bygherre samt bevillingshaver. Hermed samles og styrkes byggeadministrationen også for de store byggerier under især Kulturministeriet.

Der etableres kun en ny kontraktstyret statsvirksomhed med udgangspunkt i en sammenlægning af Slots- og Ejendomsstyrelsen og Byggedirektoratet, som samler al udlejningsvirksomhed, byggeri og bygningsforvaltning på det civile område. Bygningstjenesten skal varetage sine to hovedopgaver på forskellige vilkår og med hvert sit formål:

• Lokaleforsyning af de statslige brugere på forretningsmæssige vilkår med fuld indtægtsdækning

• Bygningsforvaltning vedr. de slotte, der er stillet til rådighed for kronen mm og byggeri for de store kulturinstitutioner mm henlagt efter aftale og med bevillingsdækning.

Det anbefales, at der opstilles særskilte resultatmål, som afspejler denne forskel, samt at økonomien i henholdsvis den forretningsmæssige og den almennyttige del holdes strengt adskilt for at undgå krydssubsidiering af førstnævnte, som det er hensigten at åbne for konkurrence i videst muligt omfang. By- og Boligministeriet vil være det mest naturlige ressort og dermed ansvarlig for forhandling af resultatkontrakt m.v. for virksomheden.

Arbejdsgruppen anbefaler, at bygningstjenesten får karakter af en selvstændig offentlig virksomhed med hovedvægt på generel ejendomskompetence og udstrakt professionalisering indenfor givne lov- og kontraktmæssige rammer. I sin struktur ligner struktur II mest den nye finske løsning, som dog har endnu videre selvstyre, idet kun frasalg (men ikke investeringer) af en vis størrelse skal forelægges til politisk godkendelse.

Ligesom indførelse af husleje er valget af ny struktur potentielt indgribende overfor alle berørte – og indebærer ressortændringer i voksende omfang fra struktur I til struktur II. Arbejdsgruppen har fundet det mest hensigtsmæssigt at lægge strukturforslagene frem til politisk beslutning uden indstilling, men med understregning af, at der også kan tænkes varianter af de beskrevne forslag.

Med henblik på at udmønte forslagene anbefaler arbejdsgruppen:

• at der træffes en regeringsbeslutning om hovedprincipperne og hovedstruktur
• at der fremsættes forslag om en ny statsbyggelov, som afspejler, at fremtidige byggerier normalt sker på lejevilkår, hvorved fagministrene frigøres fra lokaleforsyningsansvaret. Endvidere skal der fastlægges principper for lejefastlæggelse og regulering
• at indplacering i den nye ejerstruktur sker efter en konkret gennemgang
• at de(n) nye ejervirksomhed(er) snarest herefter etableres som kontraktstyrede statsvirksomhed(er)
• at der indgås huslejekontrakter med alle lokaleforbrugere under den nye betalingsordning - og modsvarende ændringer i deres driftsbevillinger
• at bevillingsomlægning m.m. udmøntes på FL 2001.

Hermed lægges op til en sammenhængende og bredspektret omlægning, som det vil være meget tids- og ressourcekrævende at gennemføre. Første trin vil være, at der træffes beslutning om hovedprincipperne og hovedstrukturen, hvilket gerne skulle ske i sommeren 1999 efter en høringsrunde i berørte ministerier. Herefter kan en ny statsbyggelov fremsættes til vedtagelse i efteråret 1999, strukturomlægningen ske i løbet af 2000 og selve udmøntningen af husleje mm foretages i forbindelse med udarbejdelsen af FFL2001 til ikrafttræden fra 1. januar 2001.

Boks 1.1. Oversigt over arbejdsgruppens forslag

Husleje for brug af lokaler i statslige ejendomme Principbeslutning om at indføre huslejebetaling for brugere af statslige ejendomme i videst muligt omfang Udgiftsneutral kompensation over hver af de berørte fagministeriers driftsramme i omlægningsåret Markedsbestemt husleje for frie ejendomme Omkostningsbestemt husleje for bundne ejendomme, men reguleret periodevis for eventuel markeds- og genanskaffelsesværdi Indførelse af frit valg af lokaleleverandør, herunder som skræddersyet byggeri, for brugere, som betaler husleje Indførelse af lånefinansiering mod huslejedækning for udlejningsvirksomhed

Organisering af ejerrollen Reorganisering af ejerrollen for alle ejendomme, for hvilke der indføres husleje Indførelse af en ny kontraktstyret statsvirksomhedsmodel til professionel varetagelse af ejendoms- og byggeadministration på ejer-ministerens vegne Størst mulig frihed i forretningsmæssige dispositioner incl. lånefinansierede investeringer, hvortil der er kontraktmæssig, omend langsigtet indtægtsdækning Fornøden forelæggelse af konkrete investeringer for de bevilgende myndigheder sker først efter projektforslag og betinget huslejeaftale foreligger, således at beslutningsgrundlaget er afklaret

Samlet reform af statens ejendoms- og byggeadministration Regeringsbeslutning om hovedprincipper og hovedstruktur Lovforslag om ny eller ændret statsbyggelov til vedtagelse i efteråret 99 Konkret gennemgang og indplacering i en ny ejerstruktur, herunder stillingtagen til undtagelser fra hovedreglen om indførelse af husleje og adskillelse af ejer og lejer Etablering af ejervirksomhed(er) ifølge den valgte hovedstruktur i 2000 Indgåelse af lejekontrakter med alle lokaleforbrugere under den nye betalingsordning til ikrafttræden pr. 1.1.2001 Udmøntning af bevillingsomlægning m.m. på FL 2001