Kapitel 2. Nuværende ejendomsadministration i staten

Denne første model er inspireret af det private erhvervslejeområde. Her er der i princippet aftalefrihed, således at fordelingen af ansvar, pligter og rettigheder forbundet med det enkelte lejemål, frit kan aftales mellem parterne.

Vedrørende vedligehold og drift af erhvervslejemål er der dannet sædvaner, således at der for en stor dels vedkommende kan tales om standardvilkår.

Modellen indebærer, at ejer har ansvaret for alle opgaver knyttet til ejendomsadministrationen med undtagelse af den indvendige drift og vedligeholdelse, som er placeret og finansieret af brugerne. I staten betyder det, at den pågældende styrelse varetager ejerrollen. Dette gælder for lokaler forvaltet af Slots- og Ejendomsstyrelsen og Told- og Skattestyrelsen.

Det gælder – bortset fra centraladministrationens lokaler – at den egentlige bruger ikke betaler leje. Lokalerne kan enten være ejet af styrelsen eller lejet af private. Lejemål indgås dog i alle tilfælde af den centrale styrelse.

I den anden model varetager styrelsen alene anlægssiden (køb, salg og byggeri - dvs. alt hvad der kræver anlægsbevilling samt typisk også alternativet hertil i form af godkendelse af eksterne og centralt betalte lejemål) og den dertil knyttede lokaledisponering (prioritering og allokering blandt de underliggende institutioner m.v.). Ansvaret og finansieringen af hele driftssiden (administration, udvendig vedligeholdelse m.v. samt indvendig vedligeholdelse m.v. – dvs. alt hvad der kan dækkes af driftsbevillinger) er placeret hos brugerne. Dette gælder for Forsvarsministeriet, Forskningsministeriets og Undervisningsministeriets store statsinstitutioner m.fl., hvor der som nævnt ikke betales leje. Modellen gælder ligeledes for Kriminalforsorgen, hvor decentraliseringen primært skyldes, at det er de indsatte, der udfører opgaverne.

Foruden disse to mest karakteristiske modeller findes mange varianter.

Som den mest centralt styrede model, hvor samtlige anlægs- og driftsudgifter til ejendomsadministration reguleres centralt i styrelsen, kan nævnes domstolene og tilnærmelsesvis også politiet.

Som den mest brugerstyrede model, hvor samtlige anlægs- og driftsudgifter/opgaver til ejendomsadministration reguleres decentralt af brugeren, kan nævnes Risø og Seruminstituttet med udtalt selvstyre - også vedrørende anlæg og lokaledisponering - indenfor rammerne af en resultatkontrakt og de statslige bevillingsregler med visse ekstra frihedsgrader.

Selvstyret i disse sektorforskningsinstitutioner er lovreguleret, men langt fra så vidtgående som for Undervisningsministeriets mange selvejende institutioner, hvor der ved lov er indført finansiering ved drifts- og bygningstaxameter kombineret med ekstern låneadgang.

Dette svarer næsten til de lovbestemte rammer og vilkår, som gælder for statslige aktieselskaber og selvstændige offentlige virksomheder (P&T og DSB), som dog også har privatretlige regnskabsregler foruden egen låneadgang.

Det er karakteristisk for valg af organisering, at de ministerier, som har den højeste grad af specialindretning knyttet til lokalemassen, er de ministerier, som også har udlagt det største ansvar til brugerne – jf. Undervisningsministeriet, Forskningsministeriet og Forsvarsministeriet. Dette kan skyldes, at desto mere specialiseret kravene til lokaler, installationer og udstyr er, desto vanskeligere er det centralt at vurdere moderniserings- og vedligeholdelsesbehov m.v. samt varetage den tekniske drift. Det vil ikke i samme omfang være tilfældet for almindelige kontorlokaler.

Årsagen til dette kendetegn skal givetvis også ses i sammenhæng med, at f.eks. universiteter m.fl. har lovbestemt selvstyre i opgavevaretagelse og driftsøkonomi samt en forholdsvis stor bygningsmasse, der giver basis for at udlægge større dele af ejendomsadministrationen lokalt. Dette er ikke tilfældet for Forsvarsministeriet.

Hvis de medtagede ministeriers styring kan antages at være dækkende for styringen af ejendomsadministrationen i staten som helhed, synes revideringen af Slots- og Ejendomsstyrelsens ejendomsadministrationsordning i 1990 ikke at have smittet af på den interne styring i de øvrige ministerier, jf. også afsnit 2.4.

Ministeriernes styring er præget af en høj grad af centralisering og er formentlig ganske effektiv, hvad angår overholdelse af stramme bevillingsrammer. Men synliggørelse af udgifterne til lokaleforbrug finder ikke sted på det brugerniveau, hvor det kunne virke adfærdsregulerende og sikre optimal ressourceallokering i løsningen af de statslige opgaver, som finder sted i lokalerne. Med få undtagelser betaler brugerne ikke husleje. Kapitaludgifter til lokaler er derfor ikke en integreret del af udgiftsprioriteringen på institutionerne, for hvem det er gratis at presse på for større, mere tidssvarende og bedre placerede lokaler. Modstykket hertil er rammestyringen af styrelserne, som fastholder hele prioriteringsopgaven på anlægssiden og typisk også på størstedelen af driftssiden.

På erhvervslejeområdet er udgangspunktet for fordelingen af vedligeholdelsespligten mellem udlejer og lejer i henhold til lejeloven, at både den indvendige og den udvendige vedligeholdelse af ejendommen og det lejede påhviler udlejeren.

Bestemmelsen kan fraviges, således at der kan aftales en anden vedligeholdelsesfordeling mellem lejer og udlejer, typisk at en væsentlig del af vedligeholdelsen inde i selve lejemålet pålægges lejeren.

Den lejeretlige definition på indvendig vedligeholdelse er maling, hvidtning og tapetsering, mens den udvendige vedligeholdelse omfatter al anden vedligeholdelse af ejendommen og det lejede.

Vedligeholdelsesfordelingen aftales mellem lejer og udlejer som led i kontraktsforhandlingerne i forbindelse med lejemålets indgåelse. Lejevilkårene i øvrigt vil afhænge af, i hvilket omfang driftsudgifterne aftales opkrævet hos lejer. I kontrakten fastlægges nøjagtigt, hvilke typer af driftsudgifter der kan opkræves hos lejer. Udlejer kan derefter ikke senere opkræve andre typer driftsudgifter end de aftalte, hos lejer. Dette gælder dog ikke udgiftsarter, f.eks. nye afgifter, der ikke var kendte ved lejemålets indgåelse. Driftsudgifterne, som aftales opkrævet hos lejer, vil altid være anslåede beløb, men det er udlejers ansvar at foretage et realistisk skøn, idet en væsentlig højere driftsudgift end forudsat ved kontraktens indgåelse, vil være en bristet forudsætning for lejens fastsættelse.

Vedligeholdsarbejder kan opdeles i forskellige kategorier, afhængig af behovet for vedligehold. Forebyggende vedligehold sikrer, at ejendommens ydeevne er på et brugsmæssigt tilfredsstillende niveau. Et afhjælpende vedligehold udføres for at afhjælpe akut skade eller svigt. Genopretning er et kvalitetsspring, der helt eller delvis bringer ejendommen tilbage/op på et tidssvarende niveau.

Manglende vedligehold medfører på et eller andet tidspunkt et accellererende forfald, der udløser betydelige udgifter til genopretning. Ved en professionel styring af vedligeholdsarbejder, sætter man ind, før man passerer tærsklen for det accellererende forfald.

Udlejer har normalt ansvaret for ejendommens drift. Udlejer har dog som nævnt mulighed for at fakturere driftsudgifterne til lejerne på grundlag af et driftsregnskab. Driftsudgifter kan f.eks. være renholdelse af fællesarealer, snerydning, løn til varmemester/vicevært, forsikringer, vedligeholdelse af varmeanlæg, energimærkning og udarbejdelse af energiplan, henlæggelse til varme-, ventilations- og klima-, brandalarmeringsanlæg og elevator samt administration.

Set med brugerens øjne omfatter driften også ydelser som rengøring, vagt/sikring, receptionsservice m.v. Der er her tale om ydelser, som umiddelbart er ejeren uvedkommende, men som stadig hører med til brug af en ejendom.

Regelgrundlaget
Der findes få interne statslige regler på området for bygningsvedligehold. I lov om statens byggevirksomhed m.v., lov nr. 228 af 19. maj 1971, (statsbyggeloven) har boligministeren hjemmel til at fastsætte regler for vedligeholdelse og drift af statens bygninger, jf. § 5. Reglerne er nærmere fastlagt i cirkulære om vedligehold af statens bygninger, byggestyrelsens cirkulære af 9. juni 1987 (vedligeholdscirkulæret).

Cirkulærets formål er i arkitektonisk, økonomisk, administrativ og teknisk henseende at sikre et vedligeholdstilsyn med statens bygninger. For de fredede og bevaringsværdige bygninger skal tillige gennemføres et bygningsplejetilsyn, jf. § 2.

De eksisterende bygninger er alle klassificerede i henholdsvis gruppe 1, 2 eller 3.

• Gruppe 1-bygningerne omfatter fredede bygninger og særligt bevaringsværdige bygninger, f.eks. ved at være tidstypiske, af historisk eller kulturel værdi eller værdifulde elementer i by- eller landskabsbilledet.
• Gruppe 2-bygninger omfatter bygninger, der ikke er omfattet af gruppe 1, men som alligevel er så værdifulde, at et bygningsfagligt tilsyn er påkrævet.
• Gruppe 3-bygninger omfatter de resterende bygninger.

For gruppe 1-bygninger har de kgl. bygningsinspektører ret og pligt til at forestå bygningspleje- og vedligeholdstilsyn.

Det drejede sig ved cirkulærets udstedelse om de daværende institutioner: Generaldirektoratet for Danske Statsbaner, Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet, Statens Lufthavnsvæsen, Københavns Lufthavnsvæsen, Forsvarets Bygningstjeneste og Boligministeriets Ejendomsdirektorat. For disse institutioner gælder, at de som en naturlig konsekvens af det udførte tilsyn tillige kan udføre arbejdet. Alternativt kan arbejdet udføres af de kgl. bygningsinspektører.

Alle typer af tilsyn skal ske 1 gang årligt for gruppe 1-bygninger. Ansvaret for, at vedligeholdelsesbehov indeholdt i en bygningssynsrapport imødekommes og efter hvilken prioritering, påhviler den til enhver tid værende ejer.

Vedligeholdscirkulæret og forarbejderne bag dette er udtryk for et ønske om at sikre en vis kontrol med kvaliteten af de tekniske arbejder i de bevaringsværdige ejendomme. Samtidig er der imidlertid tale om ganske komplicerede regler, som på grund af uklarheder skaber usikkerhed omkring fortolkningen. Reglerne skaber desuden friktion i forhold til brugere af gruppe 1-ejendomme, der selv ønsker at forestå f.eks. indvendige ombygninger. En revision af vedligeholdscirkulæret er under overvejelse.

For gruppe 2-bygninger vælger vedkommende styrelse selv, om vedligeholdstilsynet skal varetages af en kgl. bygningsinspektør eller af en anden arkitekt med afgang fra en af statens arkitektskoler og som hovedsageligt beskæftiger sig med byggeri.

Mens honorering af de kgl. bygningsinspektører for tilsynene med gruppe 1-bygninger sker ud fra faste aftaler og for Slots- og Ejendomsstyrelsens regning, afholder vedkommende styrelse selv udgifterne for tilsyn med gruppe 2-bygninger. Dette sker uanset om styrelsen ønsker at benytte en kgl. bygningsinspektør eller en anden arkitekt med eksamen.

For gruppe 3-bygninger kan styrelsen selv varetage vedligeholdstilsynet.

Der findes ikke derudover regler, som foreskriver drift og vedligehold for statens ejendomme.

Det kan nævnes, at der inden for SES' område arbejdes med en kategorisering af kontorejendomme kombineret med anvendelse af nøgletal og benchmarking og at dette danner grundlag for en systematisk vedligeholdelsespolitik.

På Byggedirektoratets område, universiteterne, varetages vedligeholdelse af det enkelte universitets bygningsforvaltning, der også har ansvaret for vagt, forsyning, energi og renholdelse. Da vedligeholdelsesindsats og bygningsforbedring (typisk funktionsændringer) ikke administrativt er adskilt, har Byggedirektoratet iværksat tilrettelæggelse af et overordnet styringssystem, der skal kunne give information om såvel vedligeholdelsesstand som –indsats.

Denne overvågning skal sikre en tilfredsstillende og effektiv vedligeholdelse.

Det må konstateres, at forsknings- og uddannelsesinstitutionernes vedligeholdelsesindsats ligger på et lavere niveau end boligområdet og det private udlejningsbyggeri.

Uanset denne lavere indsats har der ikke vist sig større bygningsskader i forbindelse med de syn, som varetages af de kgl. Bygningsinspektører, hvilket må tilskrives, at universiteterne har en grundlæggende højere teknisk kvalitet. Statsbyggeriet har således ikke haft væsentlige byggeskader i de sidste 10-20 år.

Endelig kan nævnes, at Justitsministeriets vedligeholdelsespraksis er baseret på, at man på lokalt niveau kontraherer med en arkitekt, som på grundlag af bygningssyn lægger rammen for den løbende vedligeholdelse.

Incitamenter
I afsnit 2.2. er der redegjort nærmere for ansvarsfordelingen og der er udledt 2 forskellige modeller, hvor en styrelse efter den ene model har ansvaret for alle opgaver med undtagelse af den indvendige drift og vedligehold, som er brugers ansvar. I følge den anden model, bygger en styrelse ejendommen og stiller den herefter vederlagsfrit til rådighed for brugeren som til gengæld skal sørge for al vedligehold – såvel udvendig som indvendig.

Det omkostningstunge vedligehold er udvendig vedligehold. I modellen, hvor samme styrelse varetager både byggeri og anlæg og udvendig vedligeholdelse, har styrelsen et betydeligt incitament til at bruge bevillinger på vedligeholdsarbejdet, således at man undgår, at bygningen forfalder og en dyr genopretning vil være nødvendig. Udgifterne skal i sidste ende betales af den samme styrelses bevillinger (om end opdelt på drift og anlæg).

I modellen, hvor brugeren har bygningen stillet vederlagsfrit til rådighed, har brugeren ikke samme incitament til at bruge penge på det udvendige vedligehold og forebyggende arbejder. Det er op til institutionen at prioritere bygningsvedligehold i forhold til de andre udgifter ved at drive sin virksomhed.

Her vil brugeren nok sikre den aktuelle drift af bygningen, men om det gøres ved hovsaløsninger eller mere organiseret vedligeholdelse varierer formentlig, ligesom det kan være svært at modstå fristelsen til at anvende driftsbevillingerne til kerneopgaverne frem for til langsigtet vedligeholdelse af bygninger.

Ved bygningens forfald skal genopretning jo ske over styrelsens anlægsbevilling – ikke fra brugerens bevillinger. Fristelsen til at lade falde, hvad ikke kan stå, kan være stor – især hvis det øger udsigten til fuld genopretning og modernisering over anlægsbevillingen. Det må på den baggrund forventes, at der er stor forskel på den vægt, der tillægges kort- og langsigtede behov.

Denne kassetænkning er uheldig. Det må tilstræbes, at vedligeholde statens bygninger på et rentabelt niveau, således at man undgår at skulle iværksætte omkostningstungt vedligehold eller genopretning efter et accellererende forfald.

På erhvervslejeområdet har hver af parterne incitament til at være omkostningsbevidste med hensyn til de vedligeholdelsesudgifter, de er pålagt. For driftsudgifter, som udlejer har ansvar for, men som kan viderefaktureres til lejer, må lejer forholde sig kritisk til opkrævningerne og om nødvendigt gå i dialog med udlejer med henblik på at nedbringe driftsudgifterne.

Økonomi
Bygningsøkonomi er traditionelt blevet betragtet snævert som værende anlægsudgifter i forbindelse med projektering og opførelse af en ny bygning. En anden måde at opfatte bygninger på er ved hjælp af en livscyclusbetragtning.

Ved en totaløkonomisk betragtning, hvor man sætter fokus på hele bygningens levetid, skønnes det, at opførelse af en bygning beløber sig til 5-10 pct. af bygningens samlede økonomi, mens de resterende udgifter på 90-95 pct. går til afholdelse af udgifter til drift, vedligehold, bortskaffelse, energiforbrug m.v.

SEA-gruppen administrer 8,1 mio. m², jf. tabel 2.1. Antages udgifter til administration og vedligehold at være ca. 100 kr. pr. m² om året, giver det alene til disse to udgiftstyper en årlig udgift på 810 mio. kr. Hertil kommer de eventuelle tab som følge af fejlagtig eller manglende vedligehold.

Ud fra markedsundersøgelser kan man ligeledes skønne, at statens udgifter til vagt og rengøring er i samme størrelsesorden, d.v.s. ca. 800 mio. kr. årligt.

Da energi og øvrige forsyninger skønnes at være af samme størrelsesorden, bliver de samlede bygningsdriftsudgifter for den statslige ejendomsforvaltning på ikke under 2,5 mia. kr. årlig.

Der er en betydelig interesse for effektivisering af dette område, men det skal påpeges, at en brugsmæssig effektivisering – begrænsning af lokaleforbruget – indeholder de største muligheder for besparelser på området, ligesom en sådan formentlig vil være nødvendig, hvis de fremtidige mål for CO2-udledning skal opfyldes.

Finansministeriet og Forskningsministeriet har i år iværksat en analyse af lokalebelastningen og udnyttelsen af lokalerne på universiteterne.

Nøgletalsstyring
Med nøgletal skabes mulighed for at sammenholde udgifter til f.eks. vedligehold, forsyning, renhold og administration pr. m². Institutioner kan sammenligne sine nøgletal år for år og ud fra dette evt. justere niveauet for drift og vedligeholdelse.

På ejendomsområdet findes der nøgletal i kraft af foreningen DFM-nøgletal, som er en selvstændig forening under Foreningen Dansk Facilities Management-netværk. DFM består af offentlige og private ejendomsejere og administratorer. Kernen i nøgletalsprojektet er at udvikle fælles standarder for ejendomsdrift, og gør det muligt for ejendomsadministratorer og ejere at benchmarke udgifter til ejendomsdrift indbyrdes. Nedenfor er angivet et eksempel på nøgletal.

Kontorejendomme (privat og offentlig), ejers forpligtelse

Statens kontoplan giver desværre ikke mulighed for at udtrække de relevante oplysninger til brug for sammenligning mellem institutionerne. Underkonto 16.50 Reparations- og vedligeholdelsesomkostninger omfatter nemlig både reparation og vedligeholdelse af bygninger samt forskelligt teknisk udstyr, ligesom visse lejeudgifter konteres der.

I maj 1999 sættes Statens Ejendomsinformationssystem (SE) i drift af By- og Boligministeriet. Systemet vil fuldt udnyttet give en meget væsentlig forbedring af mulighederne for at fremlægge nøgletal på det statslige område. Det primære formål med systemet er at give ministerier og deres ejendomsforvaltninger mulighed for at skabe et let tilgængeligt overblik over deres egne ejendomme og lejemål.

Systemets opbygning vil gøre det muligt at trække oplysninger om antal m², anvendelse af m² samt eksempelvis huslejens størrelse. Det vil samtidig være muligt at skelne mellem eje, leje, udleje, fremleje, genudlejning, ledig mv. Systemet giver endvidere mulighed for frivillig indberetning af udgifter til drift og vedligehold. Oplysningerne kan anvendes af den enkelte institution.

Baggrunden for SES-reformen
Regeringens koordinationsudvalg gav i 1988 tilslutning til at nedsætte et hurtigtarbejdende udvalg, der skulle fremkomme med forslag til løsning af centraladministrationens lokaleproblemer. Udvalget blev desuden bedt om at foretage en undersøgelse og vurdering af fordele og ulemper ved at centraladministrationens lokaleforbrug finansieres ved brugerbetaling.

Udvalget fandt, at den gældende ordning, hvorefter det daværende Boligministeriets Ejendomsdirektorat stillede lokaler og forskellige serviceydelser i forbindelse hermed til rådighed for centraladministrative kontorer i hovedstadsområdet havde følgende ulemper:

• Ordningen skjulte en væsentlig del af de enkelte ministeriers/styrelsers reelle udgifter og førte til ufuldstændige enkeltbudgetter.

• Ordningen harmonerede dårligt med økonomisk decentralisering og delegation af økonomisk kompetence og ansvar til de enkelte ministerier og styrelser.

• Den manglende prissætning og præcisering af ydelserne kunne skabe urealistiske forventninger hos brugerne og utilfredshed med de leverede ydelser.

I udvalget var man af den opfattelse, at en optimering af ressourceanvendelsen i den enkelte institution ville være en fordel for staten som helhed og udvalget fandt, at indførelse af brugerbevillinger ville indebære følgende fordele:

• at lokale- og serviceomkostningerne fremover ville kunne indgå i institutionens generelle prioriteringsovervejelser,
• at sammenhæng mellem ønsker og udgifter blev synlige for brugerne og tilskyndede dem til alternative prioriteringer og omkostningsbevidsthed,
• at de enkelte ministerier og styrelsers budgetter blev mere ”ærlige”, til glæde for offentlighed og folketing og under hensyntagen til forholdet til de forretningsdrivende.

Udvalget konkluderede derfor, at betaling for alle ydelser vedrørende ejendomsforvaltning og lokaleservice kunne overføres til brugerbevilling.

På baggrund af udvalgsarbejdet blev der pr. 1. januar 1990 indført brugerbetaling og Boligministeriets Ejendomsdirektorats bevillinger blev lagt ud til brugerne med undtagelse af bevillinger til slotte og haver samt myndighedsopgaver. Der blev samtidig indført brugerbetaling for benyttelse af de statslige kontorlokaler.

Det blev fastlagt, at den nydannede Slots- og Ejendomsstyrelse skulle opkræve en lokaleafgift for benyttelse af de statslige kontorlokaler, men efter aftale mellem Finansministeriet og Slots- og Ejendomsstyrelsen blev der fastlagt en meget ”skematisk” afgift, som blev reguleret stort set i overensstemmelse med de årlige prisstigninger på finansloven. Afgiften blev fastsat på basis af beliggenhed i forhold til Slotsholmen og således, at afgiften skulle være størst for lokalerne på selve Slotsholmen. Der blev med andre ord ikke taget hensyn til lokalernes standard og øvrige kvaliteter.

I 1996 blev der gennemført en lejeværdivurdering for statsejendomme og fastsat en lokaleafgift på markedsniveau. Samtidig blev der fastsat en lokaleafgift for sekundærlokalerne (arkiver m.v.). Fremover reguleres lokaleafgiften hvert år svarende til de almindelige prisstigninger i finansloven og sideløbende gennemfører Slots- og Ejendomsstyrelsen en nyvurdering af lejeniveauet for samtlige lokaler hvert 4. år, således at lokaleafgiften tilpasses, hvis den væsentligt afviger fra markedslejen. Denne ordning svarer til, hvad der gælder for private erhvervslejemål.

Virkninger af indførelse af brugerbevilling for lokaleafgift/leje
I 1996 da ordningen havde fungeret i ca. 6 år gennemførte Slots- og Ejendomsstyrelsen en undersøgelse af virkningerne af indførelsen af brugerbetaling af leje/lokaleafgift. Undersøgelsen viste, at det samlede arealforbrug i den del af centraladministrationen, der har til huse i lokaler, som administreres af Slots- og Ejendomsstyrelsen, var steget med ca. 11 pct. i perioden 1990-1996, mens det samlede antal årsværk var steget med ca. 1 pct. Det gennemsnitlige arealforbrug pr. årsværk var steget med ca. 6 pct. I 1990 udgjorde lokaleafgiften i gennemsnit pr. m² 1.073 kr. i 1996-priser. I 1996 var dette beløb 1.039 kr. svarende til et fald på 3 pct.

Det ændrede lokaleforbrug pr. årsværk var ifølge ministerierne i vidt omfang begrundet i forhold, som ikke kunne relateres til, at der i 1990 blev indført brugerbetaling, som f.eks. omstruktureringer eller ressortomlægninger og deraf følgende flytninger. I den forbindelse skal det også nævnes, at der i perioden skulle gennemføres brandsikring på Slotsholmen. Som en konsekvens heraf steg arealforbruget pr. årsværk på Slotsholmen og arealforbrug pr. udflyttet medarbejder ændrede sig som følge af indflytning i nye lokaler, bl.a. i Holmens Kanal.

Slots- og Ejendomsstyrelsens undersøgelse for perioden 1990–1996 kunne således ikke med sikkerhed dokumentere, om indførelse af brugerbetaling på leje/lokaleafgift havde ført til nogen ændring i brugernes lokaleforbrug.

I perioden fra 1996-1998, som ligeledes er undersøgt, er det samlede arealforbrug steget med ca. 3 pct. mens det samlede antal årsværk er steget med ca. 2 pct. Det gennemsnitlige arealforbrug pr. årsværk er steget med ca. 1 pct. Fra 1996 til 1998 var udgiften til lokaleafgift pr. m² faldet fra 1.093 kr. i 1998-priser til 967 kr. svarende til et fald på 12 pct.

En anden virkning af SES-reformen om indførelse af brugerbevilling for lokaleafgift/leje har været, at Slots- og Ejendomsstyrelsen som formidler af lokaler til centraladministrationen, hvad enten det drejer sig om statsejendomme eller om lejede lokaler, er blevet drejet over i en brugerorienteret rolle.

De enkelte ministerier og styrelser har samtidig fået mulighed for at tilpasse lokaleindretningen i forbindelse med strukturændringer og i takt med indførelse af alternative og fleksible kontorindretninger, baseret på den enkelte institutions behov – en udvikling, der utvivlsomt vil forstærkes fremover.

Den tilstræbte adskillelse mellem henholdsvis ministerier og styrelser som betalende bestillere og Slots- og Ejendomsstyrelsen som leverandør af lokaler og serviceydelser har, som hensigten var, medvirket til en generel professionalisering af Slots- og Ejendomsstyrelsens ydelser. Dette kombineret med, at Slots- og Ejendomsstyrelsen er ophørt med at tilbyde ydelser på områder, hvor styrelsen ikke var konkurrencedygtig, har medført, at styrelsen har kunnet fokusere på at sikre kunderne produkter, der lever op til deres forventninger og til faglige standarder. Drift og vedligehold af statsejendommene er blevet styrket gennem opstilling af en langsigtet strategi for genopretning og vedligehold, ejendomsregnskaber for hver enkelt ejendom, nøgletal for ejendomsdrift og digitalisering af tegningsmateriale.

Virkning af indførelse af brugerbetaling for indvendig vedligeholdelse
Der blev også for indvendig vedligeholdelse indført brugerbetaling fra 1990 således, at den indvendige vedligeholdelse blev overladt til brugerinstitutionen. Mange af centraladministrationens lokaler bar præg af, at der ikke var foretaget tilstrækkelig genopretning af slid og ælde og almindelig opgradering i årenes løb. Efter overgangen til brugerbevilling er det Slots- og Ejendomsstyrelsens vurdering, at den indvendige vedligeholdelse af centraladministrationens lokaler i vidt omfang er blevet opgraderet, således at lokalerne ikke længere, som det var tilfældet før overgangen til brugerbevilling i 1990, ligger langt under niveauet for private administrationslokaler.

Samlet lokaleforsyning til centraladministrationen
På trods af ønsket om decentralisering og indførelse af brugerbevillinger på lokaleområdet, blev Slots- og Ejendomsstyrelsens centrale placering som repræsentant for staten som ejer og lejer bevaret under reformen. Dette skete for at sikre et samlet overblik over centraladministrationens lokaler og lokalebehov og give fleksibilitet og effektivitet i anvendelsen af den samlede lokalemasse, dvs. såvel de statsejede ejendomme som de erhvervslejemål Slots- og Ejendomsstyrelsen indgår og stiller til rådighed for centraladministrationen.

Ønsket om den fortsatte centralisering af tilvejebringelse og administration af centraladministrationens lokaler i hovedstadsområdet var baseret på de fordele, som man i perioden fra Boligministeriets Ejendomsdirektorats oprettelse i 1973 til ordningens revurdering i 1990 kunne konstatere. Det er Slots- og Ejendomsstyrelsens opfattelse, at disse fordele uændret er til stede. Specielt for så vidt angår fleksibiliteten og overblikket i forbindelse med lokalefremskaffelse fremgår det af de flytninger og omrokeringer, der har været inden for centraladministrationen siden 1990, at det har været væsentligt, at denne opgave varetages af en central myndighed. De nævnte fordele kan selvsagt i dag vurderes anderledes i forhold til andre styringsmæssige betragtninger.

Endelig kan der afslutningsvis peges på, at SES-reformen med etableringen af SES som en central enhed har bidraget til at reducere lokalepresset fra ministerierne, og således modvirket prisstigninger.