Appendiks A. Værdisættelse af ikke-markedsbaserede goder

Principielt skal alle virkninger af projektet indgå i cost-benefit analysen. De fleste projekter medfører imidlertid virkninger og effekter, der ikke har en umiddelbar markedsværdi. Det gælder f.eks. opgørelsen af tidsbesparelser, som ofte har stor betydning for offentlige infrastrukturinvesteringer, men det gælder også virkninger på miljøet, ulykkesrisiko mv.

Der er ofte knyttet metodiske vanskeligheder til kvantificeringen og værdisættelsen af de ikke-markedsbaserede goder. I dette kapitel gennemgås metoder til at værdisætte disse. Kapitlet er en kort introduktion til eksisterende opgørelsesmetoder.

Da det ofte er arbejds- og omkostningskrævende at udarbejde analyser til værdisætning af ikke-markedsbaserede goder, bør arbejdet afpasses efter størrelsen af det projekt, man ønsker at analysere. Ved mindre projekter kan man bruge estimater fra projekter, hvor man med en vis tilnærmelse kan overføre værdisættelsen af goderne til det pågældende projekt. Her vil problemer med, at forudsætningerne for værdisættelsen eventuelt ikke er helt identisk i de to projekter, blive opvejet af de ulemper, som prisfastsættelsen kan medføre i mindre undersøgelser, hvor begrænset tid og begrænsede ressourcer kan betyde, at man må acceptere visse usikkerheder og unøjagtigheder i værdisættelsen.

For at lette det ofte omkostningskrævende arbejde med at værdifastsætte ikke- markedsbaserede goder, og for at sikre størst mulig gennemsigtighed i de samfundsøkonomiske vurderinger, er der i vejledningens appendiks B opgjort estimater for værdisætningen af tid,

ulykker, støj og luftforurening. Estimaterne i appendiks B bør anvendes i de tilfælde, hvor projektets forudsætninger ikke kræver anden værdisættelse.

A.1. Metoder til værdisættelse af ikke-markedsbaserede goder

For goder, der ikke omsættes på et marked, eksisterer der ikke en markedspris, der kan danne udgangspunkt for

fastsættelsen af beregningsprisen. Der er således ikke et marked for ulykker, forurening mv.

Værdisættelsen må derfor baseres på en indirekte fastsættelse af forbrugerens adfærd eller forbrugerens betalingsvillighed for godet. Der er grundlæggende to metoder til at afdække betalingsvilligheden: markedsprismetoden og betinget værdisætning.

Markedsprismetoden
I markedsprismetoderne forsøger man at bruge erfaringer fra faktiske markedstransaktioner, der på en eller anden måde er knyttet til eksistensen af et ikke-markedsbaseret gode, til at fastsætte betalingsvilligheden for godet. Et eksempel herpå er prisfastsættelsen af støj ud fra forskelle i huspriser. Man benytter her information fra private goder, der er knyttet til ikke-markeds.baserede goder og fastsætter så betalingsvilligheden ud fra den observerede prisforskel mellem produkterne (huse med støj og huse uden). Ved markedsprismetoden forsøger man således at bruge faktiske markedspriser til fastsættelse værdien af konsekvenser, der ikke handles direkte på noget marked.

Rejseomkostningsmetoden og hedonistisk prissættelse er to eksempler på markedsprismetoden.

Rejseomkostningsmetoden
Rejseomkostningsmetoden benytter information fra markedet for private goder. Metoden bruges specielt ved værdisættelse af naturskønne områder. Forudsætningen for metodens gyldighed er, at forbrugeren betragter selve rejsen til området som en omkostning, og ikke ser rejsen som en del af ferien. Rejseomkostningerne og en eventuel entrebillet kan under disse forudsætninger betragtes som prisen for at besøge området. Ved at finde data om rejseomkostningerne og se på hvordan størrelsen af disse samvarierer med brugen af området, kan man i princippet fastsætte en efterspørgselsfunktion for området.

Problemet med rejseomkostningsmetoden er, at den alene indfanger betalingsvilligheden for den nuværende brug af området og ikke indfanger betalingsvilligheden for en mulig brug heraf. Det kan f.eks. være visheden om, at der er et naturområde tilgængeligt, hvis man eventuelt senere ønsker at benytte området. Herudover betyder forskelle mellem befolkningsgruppers indtægter, præferencer og alternative naturskønne områder, at der ofte kræves relativt komplicerede økonometriske teknikker til at fastsætte betalingsvilligheden. I Freeman (1993) findes der en nærmere beskrivelse af metoden.

Det kan være nyttigt i andre tilfælde end ved rejser til naturskønne områder at anvende information fra private goder, som er komplementære eller erstatter et miljøgode. Et vandfilter kan f.eks. reducere eller fjerne problemerne ved dårlig drikkevandskvalitet. Her kan efterspørgslen efter det private gode, vandfilteret, give en indikation af forbrugerens værdisættelse af det kollektive gode. Ofte er det imidlertid ikke muligt at finde private goder, der er perfekte erstatninger for det kollektive gode. Vandfilteret renser måske ikke drikkevandet godt nok, eller måske er husholdningen ikke ligeglad med, om drikkevandet rent faktisk renses i et filter eller kommer fra en ren vandkilde. Omkostningerne ved at anskaffe et vandfilter kan imidlertid benyttes til at fastsætte det kollektive godes minimumsværdi.

Hedonistiske metoder
I de hedonistiske metoder udnytter man, at en del af de goder eller indsatsfaktorer, som omsættes på markedet, har forskellige egenskaber. To parcelhuse kan f.eks. være forskellige når det gælder antallet af rum, udsigt og miljøbelastninger i nærmiljøet (f.eks. støj). Ved at sammenligne priser på boliger med forskellige egenskaber, kan man finde et udtryk for markedets vurdering af disse egenskaber. Metoden er dog begrænset til områder, hvor der findes relevante markedspriser.

Ligesom rejseomkostningsmetoden kræver de hedonistiske metoder ofte brug af relativt komplicerede økonometriske metoder. En nærmere beskrivelse af metoden findes blandt andet i Freeman (1993). De hedonistiske metoder kan ikke bruges på markeder, der er stærkt regulerede.

Betinget værdisætning
Ved betinget værdisætning forsøger man at afdække folks betalingsvillighed gennem spørgeskemaer, interviews mv. Der er tale om rent hypotetiske værdier, der ikke måler, hvad folk faktisk har betalt, men hvad de ville have betalt under givne forudsætninger. Det er årsagen til, at metoden kaldes betinget værdisætning. Svarene som er givet, er betinget af de forudsætninger, som skitseres i interviewsituationen. Man kan derfor ikke umiddelbart overføre betalingsvilligheden fra en undersøgelse til en anden, hvor spørgsmålet ville have indgået i en anden sammenhæng.

Spørgsmålenes hypotetiske karakter betyder, at der let kan opstå misforståelser mellem intervieweren og interviewobjektet. Dette vanskeliggør tolkningen af data fra betinget værdisætning. For at undgå misforståelser er det vigtigt, at respondenter stilles overfor hypotetiske situationer, der har et så realistisk skær som overhovedet muligt. Herved får respondenten det bedste grundlag for at værdisætte godet/ulempen, og de værste misforståelser kan undgås. En detaljeret omtale af betinget værdisætning findes i Mitchell og Carson (1989) og F. Møller (1996).

I modsætning til de markedsbaserede metoder kan betinget værdisætning opfange såkaldte ikke-brugsværdier eller eksistensværdier. Hermed menes, at en person som f.eks. ikke benytter et naturområde i dag, måske er villig til at betale for at kunne benytte godet senere eller slet og ret for at få vished om, at området f.eks. ligger uberørt hen. Metoden kan også opfange folks betalingsvillighed for, at andre har en mulighed for at benytte godet. Empiriske undersøgelser har vist, at ikke-brugsværdien undertiden udgør en stor del af betalingsvilligheden.

Den betingede værdisætnings hypotetiske svar gør, at metoden er mere udsat for fejlkilder end de markedsbaserede metoder. Det er vigtigt, at intervieweren er sikker på, at den udtrykte betalingsvillighed er reel. Problemerne hermed kan reduceres ved blandt andet at gøre opmærksom på, at positiv betalingsvillighed reducerer mængden af ressourcer, der kan bruges til andre formål, og ved at spørge om betalingsvillighed (Willingness to Pay) fremfor kompensationskrav (Willingness to Accept). Betalingsvilligheden afspejler det beløb, som en respondent er villig til at betale for et givet gode eller betalingsvilligheden for at undgå en given ændring. Kompensationskrav svarer til hvad respondenten som minimum skal have for at acceptere en given ændring (forværring). Normalt viser værdisætning fastsat efter betalingsvillighed lavere estimater end værdisætning fastsat efter kompensationskrav. Erfaringer med brugen af de to metoder viser således, at respondenter har tendens til at kræve en kompensation for at acceptere en given forværring, der overvurderer deres reelle betalingsvillighed for at undgå forværringen. Man bør derfor så vidt muligt anvende opgørelser, der er baseret på betalingsvillighed fremfor kompensationskrav.

Boks A.1. Betalingsvillighed eller kompensationskrav 4

En undersøgelse udført af Bishop and Heberlein viste, at jægere i Wisconsin var villige til at betale 20$ for et jagttegn til gæs. Jægere, der allerede havde et jagttegn, udtrykte imidlertid, at de skulle have 100$ for at afgive jagttegnet. Der er givet adskillige forklaringer på den store forskel i opgørelsen af jagttegnets værdi. Herunder inkonsistens i datamaterialet, systematisk bias i undersøgelsen og selve spørgsmålets natur. Blandt andet er det blevet fremført, at jægere med jagttegn højst sandsynligt generelt værdsætter jagt på gæs højere end jægere uden jagttegn, hvorfor der ligger en implicit bias i undersøgelsen.

Undersøgelsens resultat – den store forskel i værdisættelsen af henholdsvis betalingsvillighed og kompensationskrav - er imidlertid ikke enestående. Der er fremkommet en række hypoteser, der forsøger at forklare, hvorfor værdisætning via kompensationskrav har tendens til at give højere værdier end værdisætning via betalingsvillighed.

• Respondenter kan give protestsvar, når de bliver spurgt om kompensationskrav, hvis respondenterne ikke accepterer den implicitte ejendomsrets forståelse, som ligger bag spørgsmål om kompensationskrav for at afgive et gode, man besidder. Det betyder, at respondenten betragter situationen som illegitim eller som usandsynlig. Det kan lede til svar som ”Jeg vil ikke sælge” eller ”Jeg vil have et ekstremt højt beløb eller kompensation for at acceptere dette”.
• Respondenter kan være forbeholdne og usikre over for de opstillede alternativer. Usikre, risikoaverse personer og manglende tid til at vurdere spørgsmålet i detaljer kan medføre, at betalingsvilligheden nedtones og at kompensationskravet overvurderes i forhold til situationer præget af sikkerhed, risikoneutralitet og god tid til at sætte sig ind i spørgsmålet. Undersøgelser har vist, at det primært er respondentens kompensationskrav, der falder, i kraft af at respondenten får mere tid og vished om godet/ulempen.
• En tredje forklaring er Prospect Theory. Forklaringen er baseret på en deskriptiv analyse af folks forståelse af værdien af henholdsvis en gevinst eller et tab i en neutral referencesituation. Tesen er, at folk har en asymmetrisk værdifunktion af det identiske gode a og b alt efter om ændringen af godet er en forværring eller forbedring. Prospect theory tager således ikke udgangspunkt i den økonomiske teoris grundlære om, at individer maksimerer den samlede forventede nytte, og hvor en ændring af de identiske værdier a og b vægtes ens, uanset om ændringen er en forbedring eller forværring. Hvis f.eks. der tages udgangspunkt i en identisk ændring i nytte a og b, hvor a repræsenterer en forværring og b en forbedring, foreskriver Prospect Theory, at folk vil kræve en højere kompensation (a') for at opgive godet end deres betalingsvillighed (b') for at opnå selv samme gode. Det skyldes, at respondenter ikke vurderer selve omfanget af en given forværring/forbedring, kun det faktum om det er en forværring eller forbedring, samt at folk har en tendens til at stille sig skeptiske overfor, om de nu også reelt får det gode, de er blevet stillet i udsigt. To forhold der, ifølge Prospect Theory, systematisk giver en bias i værdisætningen af henholdsvis betalingsvillighed og kompensationskrav.

Omkostningsbaseret værdisætning
I visse tilfælde kan man finde en approksimation for godets værdi ved hjælp af omkostningsbaseret værdisætning. Her fokuseres der direkte på de afholdte omkostninger i forbindelse med en ekstern effekt. F.eks. kan omkostningen ved uheld opgøres som tabt arbejdsindtægt, omkostninger til sygehusophold mv., mens skaderne ved luftforurening kan opgøres som omkostningerne i form af udbedring af skader på bygninger, tabt produktionsværdi i landbruget, sundhedsudgifter mv. Metoden kan ikke afsløre alle de samfundsøkonomiske omkostninger forbundet med effekten, og metoden bør kun anvendes, såfremt det ikke er muligt at få den nødvendige information fra de markedsbaserede metoder eller den betingede værdisætning.

Implicit værdisættelse
Selvom f.eks. et miljøgode ikke kan værdisættes eksplicit, kan en faktisk prioritering fra politisk side indebære en implicit værdisættelse. Folketinget kan således vedtage det dyreste af to forslag ud fra en betragtning om det dyre forslags miljøvirkninger. Her vil forskellen mellem de to alternativers pris kunne opfattes som en indikation for Folketingets implicitte værdisættelse af miljøeffekten. Metoden giver ikke et udtryk for borgernes efterspørgsel efter godet, men er alene et udtryk for, hvad politikerne har vist sig villige til at lade skatteyderne betale. Indførelsen af miljøafgifter (CO2-afgifter mv.) kan f.eks. ses som et udtryk for den politiske betalingsvillighed for et givet gode.

>Ekspertpaneler
Ved fastsættelsen af befolkningens præferencer kan det være et problem, at befolkningen kun har begrænset viden om det aktuelle gode. Det gælder f.eks. ved projekter, der har betydning for den biologiske mangfoldighed, hvor selve betalingsvilligheden ikke knytter sig til projektet men til opretholdelsen af den biologiske mangfoldighed. Her er betalingsvilligheden sjældent baseret på individuelle præferencer men på subjektive vurderinger af sandsynligheder, som kun er svagt funderet. Respondenterne har kun lille erfaring i at udtrykke værdien i kroner. Her kan der udvikles værdisættelsesmetoder, som er baseret på at afdække præferencer hos et udvalg af eksperter på det aktuelle område, fremfor at anslå befolkningens betalingsvillighed som helhed. Her skal man være særlige opmærksom på, at der ikke i opgørelsen sker en implicit positiv bias i værdisættelsen af godet. Metoden er i sit teoretiske grundlag i en vis modstrid med den samfundsøkonomiske vurdering, fordi den ikke måler borgernes egne præferencer og dermed betalingsvillighed.

A.2. Sammenfatning

Der kan ikke peges på en enkelt metode til værdisætning af ikke-markedsbaserede goder. Valget af metode må afpasses til de praktiske muligheder for anvendelsen af metoderne.

Spørgsmålet om valg af metode er i høj grad knyttet til den karakter, som pågældende gode har. Det anbefales, at værdisættelsen begrænses til områder, hvor aktørerne direkte eller indirekte har erfaring med at værdisætte det aktuelle gode i økonomiske størrelser. De skitserede metoder er således bedre egnet til at estimere lokale støjgener og brug af naturskønne områder end måling af betalingsvillighed for f.eks. truede dyrearter eller globale miljøproblemer.

Ved værdisættelsen af goder behæftet med store usikkerhedsmarginer, kan man bruge intervalværdier for parametrene i stedet for singulære værdier. Herved kan man få anskueliggjort den usikkerhed, der er knyttet til opgørelsen af de samfundsøkonomiske konsekvenser ved et givet tiltag.

Fodnoter

4. Mitchell, R.C. og Carsen, R. T., Using Surveys to Value Public Goods: The Contingent

Valuation Method, Resources for the Future Washington, D.C., 1989 og Stevens, Joe B., The Economics of Collective Choice, Westview Press, 1993.