Forrige7  af  15Næste

Appendiks D. Skatteforvridningstillægget


Skattekilen mellem forbruger- og producentpriser medfører forvridning af aktiviteten i økonomien. Skattefinansiering af offentlige projekter medfører derfor et dødvægtstab i økonomien, hvorved forbrugerne lider et økonomisk tab, der er større end selve skatteprovenuet.

Ved udregning af omkostningerne ved skattefinansiering skal der benyttes følgende fremgangsmåde: Anlægsprojektets fordele og ulemper opstilles. De fordele og ulemper, der har budgetvirkning for staten, dvs. projektets udgifter og indtægter, tilbagediskonteres med den samfundsmæssige samfundsmæssige kalkulationsrente. Giver dette en negativ kapitalværdi, vil der være behov for skattefinansiering af projektet. En eventuel negativ kapitalværdi af projektets udgifter og indtægter vil være lig med projektets skattefinansieringsbehov. Er kapitalværdien positiv, er der ikke behov for skattefinansiering.

Skattefinansieringsbehov multipliceres med en faktor, der angiver marginalomkostningerne ved skattefinansiering. Herved fås et udtryk for skatteforvridningstabet. Dette medregnes i cost-benefit-analysen som en omkostning.

De marginale omkostninger ved at hæve skatterne kan estimeres empirisk for hvert skatteinstrument. Idet det antages, at offentlige projekter ikke finansieres via udskrivning af indirekte skatter, hvis formål blandt andet er at reducere eksterne effekter af forbruget af den beskattede vare, fastsættes den marginale efficiensomkostning som et vejet gennemsnit af de estimerede marginale efficiensomkostninger for beskatning af arbejdskraft og moms.

På baggrund af estimater af de marginale efficiensomkostninger ved moms og beskatning af arbejdskraft i Danmark, samt resultater fra forskellige internationale undersøgelser, fastsættes den gennemsnitlige efficiensomkostning med et forsigtigt skøn til 20 pct. Forvridningstabet i tilknytning til et helt eller delvist skattefinansieret offentligt projekt vil derfor blive beregnet som 20 pct. af nutidsværdien af det monetære netto-cash-flow til staten (20 pct. af skattefinansieringsbehovet). Forvridningstabet lægges til omkostningerne og indregnes i den samlede cost-benefit analyse.

Figur D.1. Beregning af skatteforvridningstabet

Billede: Figur D.1. Beregning af skatteforvridningstabet

Mens det er mest retvisende at henregne forvridningstabet som en omkostning ved projektet, vil en samfundsmæssig kalkulationsrente på 7 pct. i visse tilfælde tage tilstrækkelig højde for skatteforvridningstabet. En omregning af forvridningstabet til en årlig procentsats vil have den effekt, at et givet projekt kun får taget korrekt højde for det realiserede forvridningstab, såfremt projektets tidshorisont svarer til den tidshorisont, forvridningstabet ved omregning er forudsat spredt ud på. Det betyder, at en kalkulationsrente på 7 pct. kun kan anvendes ved projekter med en tidshorisont på mere end 20 år. Desuden vil mange projekter hverken være 100 pct. skattefinansierede eller 100 pct. brugerfinansierede.

Forrige7  af  15Næste