1. God forvaltningsskik i samspillet med borgerne

Af ombudsmand, professor, dr.jur. Hans Gammeltoft-Hansen, Folketingets ombudsmand

Ansvar – Etik – Værdier

De tre ord udgør grundlaget for de efterfølgende betragtninger om den gode forvaltningsskik – dens grundlag, dens indhold, og dens konsekvenser. I dagliglivet opleves de nok forfra, men i eftertanken skal de begribes bagfra.

Værdierne er selve grundlaget. Af dem udspringer – mere eller mindre bevidst – hele vores adfærd i samværet og samspillet med andre mennesker, privat som professionelt. Disse grundlæggende værdier eller holdninger kan, når de skal overvejes eller udtrykkes, formuleres på mangfoldige måder. Men uanset udtryksmåder er det et fælles kendetegn, at de i deres dybeste grund altid angår det, vi kunne kalde menneskesynet og dermed også vort samfundssyn. Anskuer vi det andet menneske som en fælle eller en fremmed? Er de andre mennesker brikker i vort eget livsspil, eller genkender vi os selv i dem, i hvert fald stykkevis og delt? Ser vi på de store gruppers tarv, eller er det enkelte menneskes liv og tilværelse nøjagtig lige så væsentlig som de manges?

Næppe nogen af os vil med ærligheden i behold kunne svare entydigt ja eller nej til disse og andre tilsvarende spørgsmål. Vi kan måske befinde os i forskellige områder af skalaen mellem disse yderpunkter. Men afgørende for, om vi i et samfund som vort kan tale om kollektive værdier og holdninger som grundlag for adfærdsregler, er det, om vi trods alt i bred almindelighed kan enes så nogenlunde om, i hvilket stræk af skalaen vi befinder os i vort menneske- og samfundssyn. Eller i hvert fald ønsker at befinde os.

Det kan vi nok. Kristen kulturarv (og vel stadig hos en del også en egentlig livsholdning), oplysningstidens individ-orienterede humanisme, socialismens budskab om solidaritet, demokratiets forestilling om hver enkelt borger som styreformens byggesten, den både globale og europæiske menneskerettighedsideologi – alt dette og mere til er indfældet i os. Med større eller mindre styrke, stabilitet og gennemslagskraft over for anderledes virkende holdninger og impulser, ganske vist; men afgjort tilstedeværende i de dybere lag hos langt de fleste medlemmer af det danske samfund.

Derfor kan vi også i store træk enes om, at i vore kollektive og offentlige systemer skal det enkelte menneske, borgeren, betragtes som et selvstændigt og ligeværdigt individ, der skal respekteres og behandles som sådant. Derfor er det vores alment accepterede sigtepunkt, at statsapparatet og forvaltningen er til for borgerens og borgernes skyld, ikke omvendt.

Af disse grundlæggende værdiforestillinger afledes så et utal af adfærdsmønstre og handleregler, etikken. Det gælder på alle livsområder, private som offentlige. Og det gælder altså også inden for den meget væsentlige og synlige del af vort samfundsliv, der udgøres af forholdet mellem forvaltning og borger. Det er her begrebet, den gode forvaltningsskik, hører hjemme. Den er en særlig udfletning af den almindelige etik, forstået som handlereglerne og -mønstrene mennesker (og grupper af mennesker) imellem.

Knyttet til etikkens adfærdsnormer er så ansvaret. Her beskæftiger vi os med spørgsmålene om vores forpligtelse til at forsøge at følge de etiske adfærdsforskrifter, og om konsekvenserne af ikke at gøre det.

Forpligtelsen til at bestræbe sig på (mere kan vi trods alt ikke gøre, så sandt som vi jo er mennesker og ikke maskiner) at overholde reglerne om god forvaltningsskik skulle meget gerne udspringe af hver enkelt forvalters indre tilskyndelser. Og allerbedst er det, når disse tilskyndelser end ikke er bevidste, men simpelt hen er gået hen og blevet til vaner og, i ordets bedste forstand, rutiner. Det er givet – og i øvrigt påvist – at også retsreglers efterlevelse i høj grad afhænger af, at folk som flest opfatter reglernes indhold som fornuftige og ligefrem moralsk rigtige, fremfor at det hele står og falder med en eller anden trussel om straf eller andre ubehageligheder. Og den højeste grad af efterlevelse får man, hvis folk holder helt op med at tænke over reglerne, og bare følger dem – rent vanemæssigt. Hvis ”kultur er vaner” (som det er blevet sagt af en dansk undervisningsminister), så er retskulturen bestemt også i høj grad baseret på vaner. – Og det samme gælder forvaltningskulturen, der er videre end, men også lapper ind over, retskulturen.

De rent umiddelbare konsekvenser af ikke at følge reglerne om god forvaltningsskik er antagelig ret få og små i forhold til forvaltningen og den enkelte forvalter selv. I langt de fleste tilfælde bliver det givetvis slet ikke konstateret på en måde, der fører til egentlige konsekvenser. Og selv om en borger i stedet for blot at lade frustrationen slippe ud gennem indignerede beretninger i venners kreds tager sig over at klage, så er de retlige konsekvenser i reglen til at overskue. En afgørelse eller beslutning bliver ikke ugyldig, selv om god forvaltningsskik er tilsidesat; det vil derimod kunne være tilfældet, hvis man har undladt at overholde egentlige retsregler om sagsbehandlingen m.v. Man kan naturligvis risikere en påtale fra sin egen eller en overordnet myndighed, eller en kritik fra ombudsmanden, hvis det bliver dokumenteret, at reglerne om god forvaltningsskik er blevet ignoreret. Men det er dog yderst sjældent, at sådanne reaktioner er af en blot tilnærmelsesvis dramatisk karakter. Som regel har de blot (og bør have) karakter af forholdsvis fredsommelige påmindelser.

Imellem værdierne og ansvaret står altså etikken, adfærdsreglerne – her den gode forvaltningsskik, om hvis indhold, karakter og betydning resten af disse betragtninger skal handle.

God forvaltningsskik – en opsamlingskategori

For snart 30 år siden blev Danmarks første ombudsmand ved sin afgang hædret med et festskrift. En af artiklerne i dette skrift [1] handlede om god forvaltningsskik, således som det var blevet introduceret og udviklet netop i ombudsmandens praksis. I artiklen skelnes der mellem to hovedkategorier af bedømmelsesgrundlag (målestokke) for ombudsmandens virksomhed: Det traditionelt forvaltningsretlige og så ”noget andet”.

Dette ”andet” er god forvaltningsskik. Og det er ikke tilfældigt, at det bliver betegnet på denne noget udflydende måde som ”noget andet”. For åbner man, også i dag, kassen med påskriften ”god forvaltningsskik” og tager dens indhold op til beskuelse, møder der én et noget broget syn. Har man trang til det systematiske og til at se en vis indre sammenhæng i begreberne, så er kategorien ”god forvaltningsskik” ikke særligt tilfredsstillende.

Det er ikke nemt at indse den klare indre, begrebsmæssige sammenhæng imellem, at man som offentligt ansat ikke må udtrykke sig nedladende eller krænkende over for en borger; at man ikke må modtage gaver eller andre fordele af blot nogen værdi i forbindelse med sin embedsførelse; at man ikke må smøle med sagerne; at man skal huske i begrundelsen for sine afgørelser at kommentere de af borgeren fremsatte synspunkter; at sagsakterne ikke må befinde sig i et syndigt og dermed uoverskueligt rod; at en myndighed i et eller andet omfang skal informere om f.eks. nye regler af betydning for borgerne; etc. etc.

Sandheden er nok den, at ”god forvaltningsskik” ikke blot er en opsamlingskategori, men snarere en rodekasse, hvor man uden videre lægger alt det hen, som forvaltningen skal gøre (eller lade være med at gøre) i sin sagsbehandling og adfærd, uden at det kan siges at være påbudt eller forbudt ved egentlige, skrevne eller uskrevne retsregler.

Hertil kommer, at god forvaltningsskik har en tendens til at omfatte såvel det største som det mindste. Det er god forvaltningsskik at respektere og opfatte den borger, hvis hele tilværelse og velfærd måske afhænger af ens afgørelse, som et selvstændigt og ligeværdigt væsen; dette er udtryk for den store etik. Men det er også god forvaltningsskik at præsentere sig ved navn over for borgeren eller stemple navnet under sin svært læselige underskrift i brevet til borgeren; dette er den lille etik, også kaldet ”etikette”.

På mange punkter har de store, afgørende etiske adfærdsnormer fundet udtryk i retsregler, og er dermed formelt set gledet ud af området for god forvaltningsskik. Men ikke alt er egnet til regulering i lovregler eller retsgrundsætninger. Underneden ligger stedse den gode forvaltningsskik, der både er fundamentet for de egentlige retsregler og samtidig det, der fylder ud, hvor reglerne ikke strækker til, såvel i de store og afgørende sammenhænge som på de mindre, etikette-prægede punkter; mest dog det sidste.

En vis struktur er nødvendig, hvis man skal danne sig et overblik over indholdet af dette tilsyneladende virvar af regler og anvisninger. Nogle skillelinier må drages; og her er der navnlig to opdelinger, som byder sig til.

Den første sondring går mellem de normer, der knytter sig nøje til de eksisterende retsregler, og dem, som ikke har den fjerneste forbindelse med noget, der ligner retsregler. I forvaltningslovens §§ 22-24 er der f.eks. regler om begrundelse af forvaltningsafgørelser. Begrundelsespligten i disse bestemmelser er naturligvis undergivet visse begrænsninger. Men uden for paragraffernes afgrænsede område er der situationer, hvor det alligevel vil være god forvaltningsskik at give en begrundelse; disse normer udgør altså en art forlængelse af lovreglerne. Omvendt må man sige, at f.eks. reglen om at tale og skrive høfligt til borgeren eller om at præsentere sig ved navn ikke på nogen måde står i forbindelse med en specifik forvaltningsretlig retsregel.

Den anden sondring går på tværs af den første. Den drejer sig om, hvorvidt en norm vedrører behandlingen af en konkret sag og anden adfærd i forhold til en bestemt borger, eller om den angår forvaltningens og de ansattes adfærd i almindelighed uden særlig tilknytning til konkrete sager eller andre borgerrelationer. De ovennævnte eksempler (udvidet begrundelsespligt, præsentation og høflig sprogbrug) knytter sig til den konkrete sagshåndtering. Omvendt er den almindelige regel om, at man ikke gennem modtagelse af gaver eller andre fordele i forbindelse med embedsførelsen må undergrave tilliden til forvaltningen, udtryk for en helt generel adfærdsnorm uden nødvendig tilknytning til konkret sagsbehandling eller lignende.

Kombinerer man disse to sondringer, får man fire kategorier som vist i følgende skema:

God forvaltningsskik	i konkrete forhold	som generel adfærd
i tilslutning til retsregler	A	B
uden tilknytning til retsregler	C	D

Ud fra denne opdeling kan man gruppere mangfoldigheden af regler og anvisninger således, at de inden for hver enkelt af de fire grupper A-D fremstår med en vis ydre lighed og indre sammenhæng. Dermed skulle selve indholdet af den gode forvaltningsskik blive noget nemmere at overskue, forstå og dermed tilegne sig.

I det følgende afsnit gennemgås de fire grupper med angivelse af eksempler fra ombudsmandens praksis.

Indholdet af god forvaltningsskik

Før man vender sig til en konkretisering og eksemplifikation af de ovennævnte fire grupper af normer m.v., er der grund til at minde om, at indholdet af den gode forvaltningsskik er en dynamisk størrelse. Dette gælder i flere henseender; men her er der navnlig grund til at understrege, at eftersom god forvaltningsskik i vidt omfang hører til i de almenetiske anskuelser og handlereglers område, ændrer de i nogen måde indhold set over tid. Ikke at de i bund og grund skifter karakter – det gør de almenetiske normer jo heller ikke – men tyngdepunkter og accenter kan skifte. Hertil kommer, at almindelige udviklinger, f.eks. inden for teknologien eller i embedsværkets organisationsformer, vil præsentere nye problemstillinger også i henseende til indholdet af den gode forvaltningsskik. Den fremlæggelse eller eksemplifikation, der gives nedenfor, beskriver derfor det nutidige stade. Skulle beskrivelsen gives om 15-20 år, ville meget utvivlsomt stadig stå fast, men noget ville formentlig være gledet i baggrunden, og nyt ville være kommet til.

A: God forvaltningsskik som en forlængelse af de retlige sagsbehandlingsregler

Ovenfor er reglerne om begrundelsespligt nævnt som eksempel på denne gruppe. Andre eksempler kunne være partshøring og klagevejledning. Om begge dele findes der lovregler (først og fremmest forvaltningslovens §§ 19-21 og §§ 25-26). Pointen er nu, at det i visse situationer kan følge af god forvaltningsskik, at der skal partshøres eller gives klagevejledning, selv om det falder uden for de pågældende lovreglers område.

Efter forvaltningsloven § 19 er der f.eks. kun pligt til at høre over faktiske oplysninger; den berørte borger skal have besked om, hvilke oplysninger om sagens faktum (f.eks. om størrelsen af et areal, om den hidtidige brug af et efternavn, om bestemte episoder under et ansættelsesforhold, etc.), forvaltningen er i besiddelse af og agter at lægge til grund for sin afgørelse. Men i talrige ombudsmandsudtalelser er det fastslået, at ved særligt indgribende afgørelser følger det af god forvaltningsskik, at der også skal partshøres over andet og mere end de faktiske oplysninger. F.eks. i sager om uansøgt afskedigelse af offentligt ansatte bør myndigheden fremlægge sit foreløbige syn også på den retlige vurdering af de faktiske oplysninger og tilkendegive sin hensigt om afskedigelse (eller eventuelle andre disciplinære reaktioner) for den pågældende, som dermed kan få mulighed for at kommentere det, og måske påvirke den endelige afgørelse.

Efter forvaltningsloven §§ 25-26 er der ikke pligt til i almindelighed at vejlede om muligheden for at indbringe en afgørelse for domstolene. Men, som også anført i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, vil det være god forvaltningsskik alligevel at vejlede den skuffede borger om denne mulighed, hvis et sagsanlæg kunne være nærliggende, f.eks. fordi der på det pågældende område er særlige regler for, at sagen kan indbringes for domstolene.

Selv om en myndighed ikke er forpligtet til på eget initiativ at oplyse, at dens afgørelse ikke kan påklages til højere instans, vil det dog ofte være hensynsfuldt over for borgeren samtidig med afgørelsen at meddele dette. Det vil, som anført i ombudsmandsudtalelser, være bedst stemmende med god forvaltningsskik, at man efter omstændighederne bringer borgeren ud af en mulig forvisning om, at sagen kan bringes videre til en højere instans, når dette ikke er tilfældet.

B: Generelle adfærdsnormer i tilslutning til retsregler

Som bekendt eksisterer der retsregler om inhabilitet. Om den såkaldte specielle inhabilitet (dvs. i forhold til en konkret sag) findes der lovbestemmelser (forvaltningsloven §§ 3-6), medens reglerne om generel inhabilitet (således at man pga. interessekonflikter ikke kan bestride en bestemt stilling eller post) og om myndighedsinhabilitet skal findes i uskrevne, men ret præcise retsgrundsætninger.

Reglerne om de forskellige former for inhabilitet er ikke blot etableret for at forebygge usaglige, og dermed forkerte, afgørelser. De har også det videregående sigte at bidrage til, at der i almindelighed består en tillid til forvaltningens uafhængighed af uvedkommende interesser, til dens upartiskhed. Inhabilitetsreglerne forlænges her af normerne i den gode forvaltningsskik om bl.a. forvaltningens adfærd i henseende til modtagelse af gaver og andre fordele. Et illustrativt eksempel findes i en ombudsmandsudtalelse fra 1976 [2]. Det drejede sig om en sag, hvor tre kommunalbestyrelser havde ladet sig invitere til en revy med efterfølgende middag af det firma, som (uden licitation) havde fået ordren på at vedligeholde kommunernes veje. Ombudsmanden fandt

”at synspunkter, der er beslægtede med de betragtninger, der ligger til grund for bl.a. inhabilitetsreglerne, taler for, at personer i offentlig tjeneste eller hverv undlader i deres egenskab af offentligt ansatte mv. at modtage begunstigelser fra private, der efter deres art og/eller den sammenhæng, hvori de ydes, efter en generel bedømmelse kan være egnede til at skabe tvivl om, at de pågældendes afgørelser, herunder indgåelse af kontrakter, sker på en upartisk måde”.

At gå i teateret og spise middag på en tilfreds forretningsforbindelses regning er i retlig forstand hverken korruption eller inhabiliterende. Men det er heller ikke opbyggeligt for omverdenens tillid; så derfor er det i strid med indholdet af den gode forvaltningsskik.

Et andet eksempel på en generel forpligtelse, der ligger i forlængelse af egentlige retsregler, vedrører vejledningen af borgerne.

I forvaltningsloven § 7 pålægges det forvaltningen at yde fornøden vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Hensigten med denne retsregel om almindelig hjælpsomhed giver sig selv. Det samme gør den videregående forpligtelse, som forvaltningen har til at informere og oplyse om nye regler eller en ændret praksis af væsentlig betydning for befolkningen som helhed eller bestemte grupper af borgere. Denne almindelige informationspligt hviler ikke på retsregler, men er et led i den gode forvaltningsskik. Den kan opfyldes (og bliver i vidt omfang opfyldt) på mangfoldige måder; gennem annoncer og andre medieindslag, oplysningsfoldere, breve, etc. Det ville formentlig være teknisk umuligt at beskrive og sammenfatte den i lovregler. Men i den gode forvaltningsskiks blødere og mere fleksible system udgør den et naturligt led.

C: Anvisninger, uden tilknytning til retsregler, om adfærden i sagsbehandling og andre konkrete relationer til borgerne

I denne gruppe finder man bl.a. retningslinierne for sagsbehandlingstiden, der ganske vist altid må bero på en konkret vurdering, hvilket dog ikke er det samme som, at spørgsmålet er blottet for generelle anvisninger. En sag bør således ikke henligge urørt i lang tid uden nogen form for ekspeditioner; journalisering af post skal så vidt muligt ske umiddelbart efter modtagelsen og ikke vente 1-2 måneder, som tilfældet var i et ministerium, der blev indklaget for ombudsmanden [3]; hvis sagen alligevel trækker ud, skal borgeren underrettes herom og om grunden hertil samt så vidt muligt om prognosen for sagens færdiggørelse; rykkere fra borgeren skal besvares; en myndighed, der sender sagen til udtalelse hos andre, er selv ansvarlig for at udtalelsen fremkommer inden for en rimelig tid; etc.

Et andet eksempel er det allerede nævnte om, at adfærden over for borgeren skal være høflig og hensynsfuld – også over for personer, der efter en almen målestok selv kan opfattes som temmelig irriterende. Det er ikke god forvaltningsskik at skrive f.eks. følgende:

”Således foranlediget skal man herved søge at gøre det forståeligt for Dem. … uden i øvrigt at vurdere Deres juridiske lægmandsbetragtninger nærmere, bemærkes …” [4]

eller (til en herboende udenlandsk forsker):

”Man vil anbefale Dem – i Deres egen interesse – at vælge et mere passende sprogbrug – ikke mindst når De som udenlandsk statsborger retter henvendelse til den danske undervisningsminister”

eller (til en socialklient):

”Denne gang er det sidste advarsel og det er snart på tide, at du bare bliver lidt voksen. … Når du ikke får nogen løn eller bistandshjælp, skal du ikke starte med at 'platte' din moder for penge. Jeg kan ikke se anden udvej end du må lade dig forsørge af dine mandlige bekendtskaber”. [5]

Af en anden art end det, de anførte eksempler illustrerer – men stadig indbefattet i kravet om hensynsfuldhed – er forvaltningens pligt til at bestræbe sig på at skrive i et enkelt og forståeligt sprog, så vidt muligt tilpasset adressatens forudsætninger. Her er der ikke tale om klar efterlevelse eller ikke-efterlevelse af en norm, men om en løbende og vanskelig proces. Samtidig er den vigtig, fordi sprogbrugen ikke blot er et redskab for forståelsen, men også afspejler og påvirker forvaltningens holdninger til dem, den skal betjene.

Som et par andre eksempler, blandt mange, inden for denne gruppe kan nævnes præsentationen i brev eller samtale (borgeren har krav på at stå i kontakt med en person, ikke med et apparat), samt at skriftlige henvendelser efter omstændighederne bør besvares skriftligt [6]. Her bevæger vi os inden for den almindelige etikettes område, hvor man som offentligt ansat i og for sig blot skal optræde på samme måde, som man efter almindelig god tone ville gøre i private forhold.

D: Generelle normer uden tilknytning til retsregler

I denne gruppe finder man bl.a. retningslinierne for, hvorledes de enkelte forvaltninger bør indrette sig for i almindelighed at være tilgængelige for borgernes henvendelser. Rimelige åbningstider for personlige eller telefoniske henvendelser, hensigtsmæssige informationstavler eller anden tilsvarende oplysning, fysiske forhold der tilgodeser den eventuelt påkrævede diskretion, tilgængelighed for handicappede, o.m.a. er eksempler. De nærmere krav afhænger selvsagt af arten af den enkelte forvaltnings virksomhed samt af det omfang, hvori den umiddelbart betjener publikum.

Også nogle af de rent ordensmæssige normer hører til i denne gruppe, som f.eks. at dokumenterne i en sag skal holdes samlet eller i hvert fald kunne fremfindes og foreligge i den fornødne sammenhæng, eller at journalføringen skal være korrekt og udtømmende.

Afsluttende bemærkninger

Det kan diskuteres, om betegnelsen ”god forvaltningsskik” er særligt dækkende. ”Skik” viser sædvanligvis hen til noget, man plejer at gøre og har gjort gennem længere tid, en slags kutymer, det der er ”skik og brug”.

Ser man på udviklingen af god forvaltningsskik som et system af normer og anvisninger, må det nok indrømmes, at i ikke helt få tilfælde er reglerne blevet introduceret som noget forholdsvis nyt; mere som noget man bør gøre, end som udtryk for noget forvaltningen i almindelighed allerede gør. Det forholder sig langt fra altid på denne måde. Men der er alligevel ganske mange eksempler på, at ombudsmanden (som den instans, der i det væsentlige har været ansvarlig for udviklingen af ”god forvaltningsskik” til noget, der ligner et normsystem) har præsenteret forvaltningen for regler og anvisninger, der ikke hidtil har været særligt udbredte.

Alligevel kan det nok forsvares at anvende udtrykket ”skik”. Som understreget indledningsvis – og som det forhåbentlig er fremgået af beskrivelsen af selve indholdet af den gode forvaltningsskik – er der jo ikke tale om et mystisk og fra ganske almindelige adfærdsnormer løsrevet fænomen. Tværtimod så afspejler den gode forvaltningsskik de almindelige opfattelser af, hvad der anses for anstændigt, høfligt og rimeligt i mellemmenneskelig adfærd, tilsat almindelig sund fornuft.

Ombudsmandens opgave har derfor i nogen måde bestået i, efter behov, at oversætte og artikulere disse almindelige holdninger ind i det særlige område, der udgøres af forvaltningens sagsbehandling og adfærd over for borgerne. På et tidspunkt har det f.eks. måttet konstateres, at selv om man måske formelt har overtaget i forhold til andre (som arbejdsgiver, forælder, lærer, hospitalslæge, etc.), så er tiden løbet fra, at dette formelle forhold i sig selv er fuldt tilstrækkeligt til at bære de instrukser, ordrer og beslutninger, man foretager over for de undergivne. Det er efter omstændighederne også nødvendigt, eller i hvert fald hensigtsmæssigt, at man afslører sine grunde – ja, måske ligefrem lægger dem frem til forudgående drøftelse. Inden for forvaltningskulturen må dette føre til anvisninger om begrundelse og partshøring, der netop i sin tid er blevet introduceret som god forvaltningsskik; på samme måde som krumtappen i megen lægelig behandling i dag er blevet det informerede samtykke.

Selv om nogle af normerne om god forvaltningsskik derfor har været – og vel også i fremtiden vil kunne vise sig at være det – nye på området, er det alligevel meningsfuldt at betegne dem som skik og brug, blot i en bredere forstand.

Indledningsvis blev det nævnt, at forvaltningen er til for borgernes skyld, og ikke omvendt. Men dette er jo som bekendt ikke ensbetydende med, at forvaltningens opgave og mulighed altid er at stille den enkelte borger tilfreds. Når det gælder indholdet af afgørelserne og den øvrige virksomhed, vil det sædvanlige være, at forvaltningen er den, der formidler og selv udøver en afvejning af forskellige interesser. Det kan være interessekonflikter mellem private parter eller mellem den enkelte borger og de almene hensyn. Denne afvejning sker ved anvendelsen af lovregler og andre forskrifter og ved udøvelsen af det nødvendige skøn. I sagens natur må det ganske ofte føre til, at det er forvaltningens og den enkelte forvalters utaknemmelige opgave at meddele borgeren en, set med den pågældendes øjne, dårlig besked.

Men netop i lyset af denne virkelighed er det af den allerstørste betydning, at dér, hvor man faktisk har muligheden for at gøre det bedste for den enkelte borger – i sagsbehandlingen og i hele adfærden – da også gør det.

Jeg vil tro, at for de fleste, som arbejder i det offentlige regie med borgervendte funktioner, hører det til de største professionelle glæder at kunne hjælpe den enkelte til det, han eller hun ønsker. Men en næsten lige så stor glæde er det nok, hvis man en gang imellem er så heldig at modtage en tilkendegivelse af indholdet: ”Jeg fik ikke ret; men jeg vil gerne takke for den omhyggelige og venlige behandling”.

Litteratur

Christensen, Bent (1994): Forvaltningsret. Prøvelse, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, s. 307ff

DJØF's fagligt etiske arbejdsgruppe (1993): Fagligt etiske principper i offentlig administration, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Gammeltoft-Hansen, Hans (m.fl.) (1994): Forvaltningsret, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Holm, Niels Eilskou (1986): Forvaltningsloven som minimumslov, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Møller, Jens og Jens Olsen (1998): At arbejde i forvaltningen, København: Nyt Juridisk Forlag

Ombudsmandsloven med kommentarer (1999), København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Fodnoter

[1] Bent Christensen (1971): ”Ombudsmandens bedømmelsesgrundlag” i Festskrift til Stephan Hurwitz, s. 113ff.

[2] Folketingets Ombudsmands beretning 1976, s. 83.

[3] Folketingets Ombudsmands beretning 1974, s. 193.

[4] Folketingets Ombudsmands beretning 1990, s. 162.

[5] Folketingets Ombudsmands beretning 1983, s. 259.

[6] Se til eksempel Folketingets Ombudsmands beretning 1962, s. 38.