10. Arbejdets mening

Af biskop Jan Lindhardt, Roskilde Stift

Henrich Böll fortæller om en turist i Portugal, som overfor en søvnig fisker udvikler sin ide om at udnytte det smukke vejr for at gøre ikke kun en, men to eller tre eller fire fangster om dagen. “Du skulle senest om et år kunne købe en motor, om to år en båd til; om tre eller fire år kunne du måske have en lille kutter; med to både eller en kutter kunne du naturligvis kunne fange mere... Så skulle du bygge et lille kølehus, måske et røgeri og sidenhen en konservesfabrik, flyve omkring i egen helikopter, lokalisere fiskestimerne og dirigere din kutter med radio. Du kunne erhverve lakserettigheder, åbne en fiskerestaurant, eksportere hummer direkte til Paris uden mellemhandlere og så...” Fiskeren dunker ham i ryggen som man gør med et barn, der har fået noget i den gale hals. ”Ja og så”, spørger han stille. “Så”, siger den fremmede stille henført, “så kunne du sidde her roligt på havnen, dase i solen og se på det herlige hav”. “Men det er jo det jeg gør allerede nu”, siger fiskeren, “jeg sidder roligt på havnen og daser”.

Historien siger noget centralt om vort begreb om arbejde. På en mærkelig vis drømmer vi om at blive færdige med det. Fiskeren er nået derhen, hvor turisten gerne vil. Men skulle han komme det, turisten med den moderne arbejdsmoral, så lægger han sig ikke på stranden og daser, men kaster sig ud i nye projekter. Hvad er det, der driver ham til at arbejde selvom han forlængst har tjent til dagen og vejen? Når man i dag diskuterer arbejdsmarkedsproblemer, som f.eks. om hvor mange der står til rådighed for arbejdsmarkedet, om det ulykkelige i at være arbejdsløs, om orlovsordninger osv. – så har vi en skjult dagsorden, som er værd at drage frem. Det er den der bestemmer at vi “bør” arbejde, dvs. at det i sig selv er en grundlæggende “værdi” at arbejde.

I det gamle Grækenland og Rom talte man ikke om at være arbejdsløs, men om at være arbejdsfri. Kun hvis man var fri for at arbejde kunne man være et rigtigt menneske. De “frie kunstarter” (grammatik, dialektik, retorik, musik, geometri, aritmetik og astronomi), som udgjorde fagene i det antikke gymnasium, var “frie” fordi de kun sømmede sig for mennesker, der var “fri” for at arbejde og havde tiden til åndelige sysler og til at drive politik. For os skal derimod gymnasiet som enhver anden uddannelse forberede til arbejdslivet. Vi taler ikke om at være arbejdsfri men om at være arbejdsløs og det er der ikke noget glorværdigt i. Sproget ved godt hvad det gør, når det lægger os vurderinger i munden: benfri sild er fint, men det er benløse fugle ikke.

Kigger man nærmere efter i historien, så tyder meget på, at det er de middelalderlige munke, der har skabt det moderne arbejdsbegreb og dermed lagt grunden til vort industrisamfund. I klostrene gør man nemlig to “opfindelser”, som skulle vise sig at være skelsættende. Man inddelte døgnet i bedetimer: hver tredje time blev munkene kaldt til bøn. Herved opstår en nyt tidsbegreb, nemlig den “tomme tid”. Det var uret, der bestemte, hvornår munke skulle bede. Det er en tidsforståelse, der er ganske selvfølgelig for os, men som i virkeligheden har været meget vanskelig for kulturen at nå frem tid. Hvis man siger at man spiser kl. 18, så er det uret/tiden, der bestemmer, hvor vi skal spise. Hvis man derimod siger: når vi spiser er det spisetid, så er det handlingen, der bestemmer hvornår det er tid. Sådan tænkte man i antikken og sådan tænker mange folk i andre verdensdele endnu den dag i dag.

Og hvad der måske er endnu mærkeligere: hvis man ikke handler og der ingenting sker, så går tiden ikke. Europæere undrer sig over at indere kan ligge i ventesalen på en banegård og med stor tålmodighed vente på et tog, som måske først kommer dagen efter. Hvordan kan de dog holde ud at ligge der og spilde tiden, siger vi. Inderen – hvis han ikke mentalt er trådt ind i den moderne verden og har fået et armbåndsur – kan med rette svare udfra sine forudsætninger: ja, men her sker jo ingenting og derfor går tiden ikke. Han ved derfor i princippet heller ikke hvad det er at kede sig, fordi kedsomhed forudsætter at man ikke har noget at fylde tiden ud med. Vi siger, at hvis man keder sig, kan man prøve at “slå tiden ihjel” på forskellig vis. Eller måske kan situationen ændre sig, så at “tiden løber fra een”. Alle disse moderne udtryk forudsætter at tiden er en selvstændig størrelse, som går uanset om der sker noget eller ej. Det er en fiktion, som vore ure har gjort helt selvfølgelig for os. Det er en slags kunstig virkelighed, som munkene lagde grunden til (selvom deres vand- og sandure ikke var nær så pålidelige som vore små kvarts-maskiner), og som vi slet ikke kan tænke os foruden. Vi kan jo stirre på armbåndsuret og følge viserne, og se at tiden går sekund for sekund.

Evnen til at tænke tiden som tom, og tiden som en ressource, der stilles os til rådighed (men i begrænset omfang) synes at være den ene vigtige forudsætning for vort syn på arbejdet: det gælder jo om ikke at spilde den kort tid, men tværtom at udnytte den bedst muligt. Dette tidsbegreb tvinger os til en række opfindelser, som øger produktionen og transporthastigheden. I middelalderen f.eks. bedre og mere dybtgående plove, vand- og vindmøller, hurtiggående store skibe til søs etc. Vore dages maskiner, cykler, biler, flyvemaskiner etc. kan ses under det samme perspektiv: tiden er begrænset og det gælder derfor om at proppe så meget som muligt ind i den. Tiden går jo hvadenten vi vil eller ej, og det gælder derfor om at udnytte den bedst muligt.

I forlængelse af deres nyvundne opfattelse af tiden gjorde munkene en anden erfaring , der skulle blive skelsættende. Hvad skulle de lave mellem bedetiderne? Nogen tid måtte de bruge for at skaffe sig føde og klæder. Men der var tid til overs. Så skulle man synes at de blot kunne sætte sig til at meditere eller trille tommelfingre. Det kunne de nu ikke uden videre. Munkene havde ganske vist viet deres liv til Kristus og hele deres opmærksomhed skulle være himmelvendt og ikke rettet mod det jordiske. Men det er dog nemmere sagt end gjort.

Man bliver jo nemt grebet af de forkerte tanker, hvis man blot sidder og tænker, for tanker er ikke blot toldfrie men også ustyrlige. Ikke mindst tiden efter frokost kunne være farlig. Middagsdæmonen var en slem frister, der nok kunne lokke en ung munks tanker på afveje. Midlet mod dette var arbejdet. Arbejdet blev brugt som en terapi, for det kunne holde hænder og tanker beskæftiget, så man undgik fæle fristere af forskellig slags. Lediggang er derimod fandens hovedpude.

Men når arbejdet er beskæftigelsesterapi, så ændrer det jo helt karakter. Så er det sådan set ligegyldigt, hvad man laver eller fremstiller, fordi det er ikke resultatet, der tæller, men derimod selve processen, beskæftigelsen. Derfor indskærpes det også i klostertraditionen, at det er ligegyldigt om man tømmer latriner eller afskriver bibelske eller antikke håndskrifter; selvom man jo umiddelbart kunne tro at det sidste var det “fineste”.

Arbejdet løsgøres fra sit formål. Man skal arbejde – fordi man skal arbejde. For at få tiden til at gå, så man ikke sidder og keder sig og derved kommer på gale veje. Man skal ikke arbejde for at tjene penge eller for at fremstille noget bestemt, men med til det at være munk – og senere at være menneske – hører det at arbejde. Et nyt syn på arbejdet er opstået.

Jeg skal ikke her trætte med de mellemregninger som fører frem til vore dages avancerede økonomi og produktion, som jo langt overstiger at tømme latriner og skrive håndskrifter af. Men karakteren af arbejdet har ikke ændret sig så meget. Hvis man f.eks. i ældre tid, inden grønlænderne var indtrådt i den moderne verden, ville lave et rejepilleri på Grønland, så kunne man støde ind i følgende vanskeligheder (som er de samme i Afrika, Asien og alle andre steder, hvor den vesteuropæiske bevidsthed endnu ikke har sat sig på sindene), nemlig at de lokale arbejdere bestilte noget mandag og tirsdag og så ikke mødte resten af ugen. Hvilket for dem var helt meningsfuldt, for de havde tjent nok og kunne nu bruge tiden til noget andet. Men det kan direktøren for rejepilleriet naturligvis ikke acceptere. Er man ansat, skal man også arbejde onsdag, torsdag og fredag. Også selvom man ikke har brug for pengene. Hvorfor skal man det? Grønlænderne havde svært ved at forstå det. Vi kan sagtens forstå det, men vi har også været 1.000 år om at lære det.

Dette begreb om arbejde som er uden egentligt formål og som udfolder sig i en tom tid, skulle vise sig at være en enorm produktivkraft, som omdannede hele vor kultur og skabte rigdom og ekspansion over den ganske verden. Ja, men vi er jo ikke munke, vil nogen indvende. Ja hvem ved. Meget taler for at munkevæsenet, som jo blev afskaffet ved reformationen i det 16. århundrede, i virkeligheden lever videre inden i hver enkelt af os. Den indre munk lyder vækkeurets kalden hver morgen, hvadenten han har lyst til det eller ej. Sig så ikke at religion kun hører til i en anden verden.

Vi kan nemlig føje endnu en vigtig indsigt til i hvorledes hvorledes religion og økonomi griber ind i hinanden. Denne gang er det efter reformationen og kun i det protestantiske Nordeuropa; og på en måde, der skaber en hidtil uset kapitalistisk udvikling. Den tyske sociolog Max Weber (1864-1920) har vist, hvorledes de protestantiske, og særligt de reformert-calvinske kirkesamfund, var i stand til at give den kapitalistiske udvikling åndelig støtte, som gav den ny vind i sejlene efter reformationen. I klostrene havde man et motto som hed »ora et labora«, bed og arbejd. Det blev overtaget af protestanterne, som lod det gælde for det enkelte menneske i dets daglige verdslige tilværelse. Arbejdet blev gjort til en kristelig pligt og var ikke kun tidsfordriv eller terapi.

Forklaringen ligger i at man havde en meget asketisk holdning til denne verdens goder. Det betød, at man var meget sparsommelig og forsigtig med at bruge, hvad man havde indtjent. I stedet måtte man så investere det overskydende. Nu gentog det samme sig igen. Man fik påny overskud, denne gang større, og der blev endnu mere, som man måtte investere. Man havde sat en udvikling igang, der ligesom en rullende snebold antog stadig større dimensioner. De arbejdsomme puritanere blev rigere og rigere.

Hertil kom, at Det gamle Testamente spillede en meget stor rolle hos protestanterne, næsten på linie med Det nye Testamente. Her kunne man få et andet syn på penge, end det, som havde været herskende i middelalderen. Dengang var det nærmest fattigdom, som var idealet. Måske tydeligst udtrykt gennem tiggermunkene, der ikke måtte eje noget og som fortrinsvis skulle ernære sig ved tiggeri. I 1. Mosebog kunne man derimod læse om patriarkerne, Abraham, Isak og Jacob, som var umådeligt rige på gods, ikke mindst kvæg. Og det var ikke nogen tilfældighed, for når Gud velsignede dem, så viste det sig netop i, at kvæget formerede sig ekstra og patriarkerne blev endnu rigere.

Nu lærer ganske vist al protestantisk kristendom, at mennesket ikke retfærdiggøres ved gerninger. Det kan altså ikke nytte noget at tjene en masse penge sammen og tro, at man så har gjort sig fortjent til Guds kærlighed. Sådan tænkte man da heller ikke. Man hyldede i stedet tanken om at frelsen tilhørte Gud alene: den er slet ikke menneskets sag Gud har forudbestemt (prædestineret) fra evighed af, hvem der skal frelses og hvem der skal fortabes, og det kan mennesket ikke gribe ind i. Men af Det gamle Testamente havde man som sagt lært, at Guds velsignelse kan give sig kontante udslag. Hvad var så mere nærliggende end at sige til sig selv: måske er der en mening med at jeg tjener så mange penge. Måske er det fordi Guds velsignelse hviler over mig, og jeg hører derfor ikke til de fortabte. Mange fjernede ”måske” fra deres tankegang. Derfor ser vi det mærkværdige, at en lære om at alt er forudbestemt, er i stand til at drive folk ud i rastløst arbejde for stadig at nå videre af rigdommens vej. Hermed går man udover den middelalderlige opfattelse af arbejdet som terapeutisk tidsfordriv og gør det at arbejde til et tegn på at man har Guds nåde. Men som i klostrene kræves der ikke noget bestemt arbejde. Det skal ikke være nyttigt eller til gavn for næsten og samfundet eller have et bestemt formål. Men det skal give profit, som kan være et tegn på Guds velvilje. Hermed får man en økonomisk struktur, som ved siden af klostrenes opfindelse af den tomme tid, kræver stadig mere: nye teknologiske opfindelser, som kan øge profitten, afskaffelse af toldgrænser, som hindrer handelen, indførelse af et liberalt demokrati, hvor man har næringsfrihed uden øvrighedens indblanding, fjernelse af alle hindringer for investering og profit. Man fik også et nyt værdisæt, idet ret (menneskerettigheder) i forhold til andre trådte i stedet for pligt, for dermed at beskytte individet mod overgreb fra myndigheder og andre og samtidig sikre at individet så vidt muligt ikke blev hæmmet af at have pligter overfor andre.

På denne måde kommer der noget økonomisk ind i gudsforholdet. Men nok så vigtigt er det, at økonomien bliver guddommelig. Derfor bliver arbejdet i protestantismen en pligt i sig selv, hvad det formentlig aldrig har været i nogen anden kultur. I antikken var et menneske »frit« – og frie mennesker var de eneste der betød noget i samfundet dengang – hvis man var fri for at arbejde og kunne hengive sig til politik, kunst eller videnskab. At arbejde hørte slaverne til. Og i middelalderen havde man formentlig en langt kortere arbejdsdag end i dag, og i hvert fald havde man langt flere fridage. Det klosterlige arbejde i middelalderen er nok det, som kommer det protestantiske arbejdsideal nærmest, men her havde arbejdet trods alt karakter af beskæftigelsesterapi for at holde uheldige tanker væk. I protestantisk kultur bliver arbejdet i sig selv noget værdifuldt og gudvelbehageligt. Her kan man ikke være arbejdsfri, men arbejdsløs og det er noget helt andet. Arbejdsledighed er nemlig noget nær gudsbespottelse. I vort moderne sekulariserede samfund gælder dette stadigvæk, selvom vi ikke længere giver det en religiøs begrundelse. Arbejdet er det, som mere end noget andet giver livet værdi. Derfor ser vi med stor bekymring på de psykisk og fysisk invaliderende følger for dem, der er ramt af arbejdsløshed. Et synspunkt, som man vanskeligt ville have forstået i tidligere tider.

Hvis ovenstående analyse er træffende, kaster den et lys over vore motiver til at arbejde. De er således kun i begrænset omfang ”meningsfulde” i retning af at opnå en god indtjening eller at frembringe et nyttigt produkt. Noget andet er at dette som resultat ofte vil være vanskeligt at undgå, når man glad og gudhengivent kaster sig over arbejdets møje. Vi bilder os ganske vist ind at vi gør det for pengenes skyld, men det er kun i begrænset omfang tilfældet. Rolf Jensen, direktør for Institut for Fremtidsforskning, har engang udtalt at han mener at dette vil blive endnu tydeligere i fremtiden. For eksempel vil man ikke længere i ansættelsessamtaler diskutere løn. Det vil føles ligeså taktløst som at spørge den udkårne den første aften, hvor man har inviteret hende ud: ”Og hvordan ligger det så med de formuemæssige forhold?”

Dette medfører paradoksalt nok, at der ikke bliver så stor forskel mellem offentligt og privat ansatte. De første kan jo vanskeligt siges at udføre arbejdet for lønnens skyld, mens man ofte kunne antage dette om de sidste, som i hvert fald i ledende stillinger vil være betydeligt bedre aflønnede. Men i virkeligheden er det udfra det allerede sagte ikke en nyhed at lønnen spiller en sekundær rolle. Det ser nemlig ud til at vi er nødt til at arbejde, næsten ligegyldigt hvad lønnen måtte være. Hvis man dog heraf ville udlede, at man kan operere med meget store forskelle mellem de forskellige former for ansættelse, har man dog nok presset synspunktet mere end det kan bære. De offentligt ansatte vil i givet fald blive vrede over at være behandlet meget uligt andre, men det vil på den anden side sikkert ikke medføre nedgang i deres arbejdsindsats, som bæres at en helt andet grundlag.

Der er næppe tvivl om, at den moderne industrielle udvikling ikke havde været tænkelig uden den religiøse pligtbegrundelse. Vækkeuret er et protestantisk dogme, som kan måle sig i vigtighed med mange teologiske læresætninger. Fremtiden må så besvare det spændende spørgsmål om den tekniske og industrielle fremgang lader sig opretholde, hvis mennesker ikke længere har en religiøs baggrund for at stå op om morgenen og gøre sin gudgivne pligt: at gå på arbejde.

Så vidt man kan se er det denne “arbejdsreligion” der ligger bag vort syn på arbejdet, som vi som ingen anden kultur sætter i højsædet og som vi bruger til at presse de arbejdsløse ud på arbejdsmarkedet; det er jo det, der giver livet mening, mener vi. De fleste af de arbejdsløse behøver dog ikke noget pres, for de har selv indbygget denne arbejdsreligion og føler det derfor uholdbart at gå ledig. Det giver mening at gå på arbejde – fordi selve det at arbejde er meningsfuldt. Det er en ren cirkelslutning og vi lever indenfor denne cirkel.

Nu kunne man så spørge: hvis vort arbejdsbegreb er historisk betinget, kan vi så ikke forholde os frit til det og eventuelt tage afsked med det? Måske – men det er sandelig lettere sagt end gjort. Vor psykologi og vore forestillinger om religion, politik og andre vigtige ting som bl.a. arbejdet, er ganske vist historisk betingede. Men derfor er de lige gennemslagskraftige. Det føles ikke 'naturligt' for os at gå ledig.

Spørgsmålet er også om vi skulle tage afsked med denne livskraftige forestilling – hvis vi altså kunne. Burde man ikke snarere holde fast ved dette arbejdsbegreb, som har vist sig at være så produktivt ved at skabe en rig og facetteret kultur. Også fordi alle andre lande i verden har – eller er ved at anskaffe sig – dette syn på arbejdet og vi derfor lever i en verden med hård konkurrence. Vor forestilling om arbejdet er ganske vist paradoksal, fordi den på en gang fratager arbejdet forbindelsen med dets formål (man skal arbejde under alle omstændigheder ligegyldigt hvad meningen er) og samtidig foregiver denne forestilling at være vort livsindhold. Kan vi leve med dette paradoks? Ja, vi kan formodentligt. “En travl mand har tid til meget”, sagde den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag. Et moderne motto, som munkene ville have nikket genkendende til.

Lindhardt, Jan & Anders Uhrskov (1997): Fra Adam til robot. Arbejdet historisk og aktuelt, København: Gyldendal.