11. Nationale bestræbelser i globalt perspektiv:

Af administrator Janos Bertok, OECD Public Management Service

De offentlige institutioner i OECD-landene står i dag over for vanskelige udfordringer og krav. Embedsmændene må forholde sig til nye og forskelligartede målsætninger og modstridende interesser i forbindelse med uddelegering af ansvar, forandringer i forholdet mellem den offentlige og den private sektor og øget afhængighed af markedsmekanismerne. Globaliseringen spiller også en væsentlig rolle og har betydet øget kontakt med anderledes etiske og kulturelle normer og bevirket at samfundets opfattelse af det offentlige har forandret sig. Begrænsede ressourcer har desuden skabt nye udfordringer for de offentlige institutioner i nogle OECD-lande og ført til nedskæringer og omstruktureringer, hvilket igen har ført til konvergens mellem offentlig og privat beskæftigelse. Tilliden til myndighederne er tilsyneladende faldende, og det er en vigtig politisk udfordring for landene i og uden for OECD. De offentlige institutioners pålidelighed og embedsmændenes troværdighed er helt centrale faktorer i god regeringsførelse, og politikernes og embedsmændenes fortsatte integritet er en grundlæggende bestanddel af det demokratiske samfund [1].

OECD-landenes regeringer har gennemført reformer af deres offentlige sektorer for at sikre øget fleksibilitet i opfyldelsen af offentlige målsætninger. Decentralisering og uddelegering af ledelsesansvar har reduceret kontrolapparatet og gjort systemerne mere fleksible, så embedsmændene i højere grad har mulighed for bruge deres egen dømmekraft. Den stigende anvendelse af metoder fra den private sektor har forbedret effektiviteten i den offentlige sektor, men samtidig har den ført til en opsplitning af det offentlige systems 'traditionelle' værdier, standarder og arbejdsmetoder. Det har skabt behov for forbedrede mekanismer til at fremme embedsmændenes ansvarlighed i forbindelse med deres udvidede beføjelser og til at sikre, at de retter sig efter de nye værdier og lever op til borgernes forventninger. Den rette balance mellem uddelegering og ansvarlighed er en væsentlig faktor i bestræbelserne på at sikre en velfungerende, professionel offentlig sektor. Når den traditionelle centrale regulering og kontrol reduceres, bliver værdierne – og de fælles interesser, som de indbefatter – endnu vigtigere, både som en rettesnor for korrekt handlemåde og som et fælles referencepunkt for hele embedsværket. For fortsat at fremme integriteten må der etableres en række støttemekanismer med særlig fokus på:

• At formidle og indskærpe kerneværdier og etiske standarder for embedsmændene (som en klar rettesnor og hjælp til at løse etiske dilemmaer).
• At sætte etik i højsædet og forebygge potentielle interessekonflikter, samt at satse på karriereudvikling som belønning til embedsmænd, der i deres handlemåde udviser en høj moral.
• At overvåge at disse målsætninger overholdes og at rapportere, påvise og påtale enhver forseelse.

OECD-landene har erkendt, at det er nødvendigt med en række forskellige mekanismer hvis man skal fremme etisk adfærd. PUMA har udviklet begrebet den Etiske Infrastruktur, der er rettet mod at fremme en samvittighedsfuld adfærd i den offentlige sektor som helhed. Hver funktion og hvert element i den Etiske Infrastruktur er i sig selv en væsentlig byggesten. Men de enkelte elementer bør supplere og understøtte hinanden for at opnå den nødvendige synergi og blive til en sammenhængende og integreret infrastruktur, der tager hensyn til det kulturelle og politisk-administrative miljø i hvert enkelt land. Infrastrukturens elementer kan inddeles i kategorier efter deres hovedfunktioner – vejledning, ledelse og kontrol – med den vigtige tilføjelse, at hvert element kan have flere funktioner:

• Vejledning får man gennem en politisk ledelses stærke engagement; erklæringer om grundlæggende værdier, for eksempel regler for korrekt handlemåde og arbejdsmæssige socialiseringsaktiviteter som uddannelse og kurser.
• Ledelsen kan operationaliseres via formulerede ledelsesprincipper og retningslinier inden for organisationerne, så man sikrer gunstige vilkår for den offentlige service, og ved at koordinere regeringens etiske tiltag og initiativer hos en særlig instans eller i et eksisterende organ i den centrale ledelse.
• Kontrollen sikres især gennem en juridisk struktur, der muliggør uafhængig efterforskning og retsforfølgelse; effektive mekanismer til kontrol og ansvarsplacering; gennemsigtighed, offentligt engagement og tilsyn.

Regeringer vælger én af to generelle tilgange til at forbedre den etiske adfærd i det offentlige. Den ene tilgang fokuserer på en streng overholdelse af foreskrevne administrative procedurer, på kontrolmekanismer og et detaljeret regelsæt, der definerer, hvad embedsmændene skal gøre, hvordan de skal gøre det, og hvad de ikke skal gøre. Det kalder man etisk ledelse baseret på føjelighed. Den anden tilgang, der er baseret på ambitioner og idealer, lægger vægt på motivation og ansporer således til god adfærd i stedet for at lægge vægt på overvågning og straffe fejl og forseelser. Det kalder man etisk ledelse baseret på integritet.

Trods de politiske, administrative og kulturelle forskelle medlemslandene imellem er OECD nået frem til en konsensus om den stærke komplementaritet mellem den føjeligheds- og den integritetsbaserede ledelses traditionelle tilgange. I et nyt storstilet tiltag betragtes bestemmelser og kontrol som centrale elementer, der dog ikke er tilstrækkelige til at sikre integriteten uden rådgivning og motivationsfaktorer. Med denne målsætning for øje har PUMA udviklet en checkliste bestående af 12 principper for etisk ledelse i den offentlige sektor [2]. Principperne afspejler fælles holdninger til god etisk ledelse og fungerer som et praktisk redskab for landene, når de skal vurdere dueligheden af elementerne i deres Etiske Infrastruktur.

Disse principper behandler for første gang i et internationalt dokument behovet for en gennemsigtig beslutningsproces, som offentligheden bør have mulighed for at følge med i. Desuden dækker principperne de forskellige former for synligt politisk engagement, ledernes rolle i sikringen af et frugtbart organisationsmiljø og de betingelser, der skal være opfyldt, før man slår alarm og afslører embedsmisbrug blandt offentligt ansatte. I april 1998 godkendte OECDs råd disse principper i en anbefaling. I anbefalingen gav medlemslandene tilsagn om løbende at vurdere principper, procedurer, kutymer og institutioner, der fremmer en høj integritet i embedsførelsen, forebygger embedsmisbrug og imødegår korruption. En kommende OECD-rapport præsenterer for første gang en omfattende database over integritetsfremmende initiativer i de 29 medlemslande, ligesom den giver et overblik over tendenser og gode fremgangsmåder inden for etisk ledelse.

Definition af kerneværdier er det første skridt, når man skal skabe en kultur, hvor embedsmændene og samfundet har en fælles forståelse af, hvordan personer, der bestrider et offentligt embede, forventes at optræde. Selv om disse kerneværdier kommer til udtryk på en række forskellige måder, herunder i juridiske dokumenter, som for eksempel forfatninger, og kampagneskrivelser, så henter OECD-landene værdierne fra de samme væsentlige kilder, nemlig samfund, demokrati og profession.

Miljøet i den offentlige sektor er under forandring, og det skaber behov for en opdatering af kerneværdierne. Over en tredjedel af medlemslandene har opdateret kerneværdierne i deres offentlige systemer inden for de seneste fem år, og den løbende vurdering fortsætter. I forbindelse med ændringerne har OECD-landene lagt vægt på de 'traditionelle' værdier, men de har samtidig givet værdierne et moderne indhold og kombineret dem med 'nye' værdier for at afspejle, at kulturen i den offentlige sektor i stigende grad er resultatorienteret. Upartiskhed rangerer højest på listen over kerneværdier. Det indebærer i dag også lige adgang til det offentliges serviceydelser og lighed for loven. De opdaterede 'traditionelle' værdier udgør stadig rygraden i det offentlige systems værdier: upartiskhed, lovgyldighed og integritet er de tre kerneværdier, der oftest omtales i OECD-landene, og det er dem, der afgør det offentlige systems særlige karakteristika. Men de er blevet suppleret med 'nye' værdier, eksempelvis effektivitet og gennemsigtighed, hvilket afspejler udviklingen af de sociale krav og ændringerne inden for offentlig ledelse. Og selv de 'nye' værdier har ændret indhold: For eksempel betyder gennemsigtighed også, at man aktivt udleverer oplysninger, og ikke blot at man sikrer adgang til offentlige oplysninger.

Kerneværdierne er vejledende for embedsmændene, når de i deres daglige arbejde skal bedømme, hvad der er godt og korrekt. For at føre værdierne ud i livet har næsten alle OECD-lande udarbejdet en mere detaljeret beskrivelse af de principper, som embedsmænd forventes at overholde i følsomme situationer. Disse principper afstikker grænserne for embedsmændenes handlemåder, særligt med hensyn til behandling af tjenstlige oplysninger, anvendelse af offentlige ressourcer, modtagelse af gaver eller goder samt arbejde uden for tjenesten. I hele OECD-området har der været en gennemgående tendens til at lovgive om principperne for embedsførelse, selv om de principper, der forventes, også er formuleret i vejledende dokumenter. I Sverige blev der i slutningen af 1999 nedsat et parlamentsudvalg, der skulle analysere reglerne for bibeskæftigelse i hele den offentlige sektor og om nødvendigt foreslå forbedringer.

Der er behov for at skærpe opmærksomheden over for specifikke grupper, der arbejder med følsomme områder, eller som har en høj risiko for at havne i interessekonflikter. Det drejer sig særligt om funktioner af central betydning for staten og områder, hvor borgerne er helt afhængige af offentlige serviceydelser. Langt de fleste OECD-lande anvender supplerende retningslinier for særlige grupper eller professioner ud over de generelle standarder, der gælder for alle embedsmænd. Medlemslandene fokuserer særligt på retsvæsen og told- og skattevæsen samt på politi og forsvar. Et af de nye områder, der viser sig, er den politisk-administrative grænseflade, som godt halvdelen af landene allerede har udstukket særlige retningslinier for. Nogle lande har også udarbejdet et kodeks for ministre, der skal vejlede dem i varetagelsen af regeringens arbejde. Den største udfordring, landene nu står over for, består i at sikre, at der gælder konsekvente regler for embedsførelse i hele det offentlige system, og samtidig tage hensyn til de respektive sektorer og instansers særpræg.

Generelt er det lovgivningen, der udgør grundlaget for efterforskning, anmeldelse, disciplinærsager og retsforfølgelse, når embedsmænd ikke lever op til de foreskrevne regler for embedsførelse. Dog har stadig flere lande inden for den seneste tid inkorporeret elementer fra deres Etiske Infrastruktur i lovgivningen, eksempelvis kerneværdier og regler for korrekt handlemåde.

Når værdier skal føres ud i livet, må man først udbrede kendskabet til kerneværdierne og gennemføre uddannelse, der skærper embedsmændenes bevidsthed. Et stort flertal blandt medlemslandene formidler viden om kerneværdierne, og over halvdelen af landene gør en særlig indsats for at oplyse nye medarbejdere om værdierne, når de træder ind i tjenesten. I en tredjedel af landene er værdierne anført i ansættelseskontrakten. Næsten alle OECD-lande gennemfører uddannelse, der som overordnet mål har at skærpe tjenestemændenes bevidsthed om etiske spørgsmål, men der lægges i stigende grad vægt på at give embedsmændene de fornødne færdigheder til håndtere etiske dilemmaer. Desuden er embedsmændene ikke alene, når de står over for etiske dilemmaer på arbejdspladsen. I de fleste lande har de mulighed for at bede deres overordnede om råd, ligesom der i nogle lande er adgang til eksterne instanser, for eksempel særlige centrale institutioner der skal sikre en neutral rådgivning. Et stigende antal lande anerkender fordelene ved at anvende ny teknologi, særligt Internettet og cd-rommer, til at give oplysninger om værdier og forskrevne principper og til at undervise embedsmænd i etiske spørgsmål.

En tredjedel af OECD-landene har rådført sig med særlige grupper i og uden for det offentlige system, og de har endda offentliggjort deres udkast om værdier i det offentlige system for at give offentligheden mulighed for at kommentere udspillet. Det berørte personale blev inddraget i revideringsprocessen, og det var en afgørende forudsætning for etableringen af en gensidig forståelse mellem embedsmændene, ligesom det siden lettede implementeringen af ændringerne.

Opbygningen af et gunstigt arbejdsmiljø begynder med nogle generelle ledelsestiltag. OECD-landene lægger stor vægt på at skabe et miljø, der sikrer gennemsigtighed. Initiativer fra ledelsens side, eksempelvis fastsættelse af standarder for rettidighed, krav om begrundelser for beslutninger og procedurer for kompensation efter fejlagtige beslutninger, betragtes som de væsentligste redskaber til at sikre gennemsigtighed. Risikovurdering er et nyt redskab, der bruges til at indkredse sårbare områder og indføre særlige forholdsregler og kontrolforanstaltninger, for eksempel princippet om fleres samtidige tilstedeværelse. Forvaltningen af menneskelige ressourcer spiller desuden en vigtig rolle for sikringen af et etisk miljø gennem udvikling af professionalisme og håndhævelse af gennemsigtighed i det daglige arbejde. OECD-landene er opmærksomme på betydningen af en god forvaltning af de menneskelige ressourcer, og stort set alle medlemslande tager udgangspunkt i en persons hidtidige indsats inden for det offentlige ved udnævnelser og forfremmelser. Langt de fleste lande sikrer åbenhed i udvælgelsesprocessen ved at offentliggøre såvel rekrutteringsregler som stillingsopslag, og desuden tager over halvdelen af landene etiske forhold med i betragtning ved ansættelser og vurdering af medarbejderes indsats.

Langt de fleste OECD-lande retter opmærksomheden mod interessekonflikter ved at kræve udpegning af og rapportering om sådanne. To tredjedele af landene har udviklet særlige forholdsregler mod korruption på følsomme områder, eksempelvis inden for offentlige anskaffelser. OECD-landene lægger stadig større vægt på at rette ekstra opmærksomhed mod embedsmænd i stillinger, der er særligt udsatte i forbindelse med korruption, og landene er ligeledes opmærksomme på behovet for at indføre særlige forholdsregler for de embedsmænd, der beskæftiger sig med disse områder. Forholdsreglerne kan eksempelvis bestå i særlige regler og retningslinier, skærpet kontrol eller hyppige omrokeringer.

Offentliggørelse af private interesser gør beslutningsprocessen i det offentlige mere gennemsigtig. Med få undtagelser kræver OECD-landene afdækning af personlige, økonomiske interesser for at minimere muligheden for, at der opstår konflikter mellem offentlige pligter og private interesser. Omkring halvdelen af landene kræver også redegørelse for beskæftigelse uden for det offentlige og modtagelse af gaver. Kravet om indsigt gælder typisk folkevalgte og højtstående embedsmænd, og kun i enkelte lande er alle embedsmænd underlagt kravet. Fra og med marts 2000 gælder kravet dog også dommere i Finland. Visse følsomme sektorer, for eksempel told- og skattemyndigheder, har også skærpede krav om redegørelse. Det altoverskyggende formål med redegørelsespligten er at forebygge interessekonflikter og yde vejledning. Nogle lande anvender dog indsigtsretten til at opklare sager om ulovlig berigelse og som et redskab i efterforskning og disciplinærsager. Generelt er der krav om redegørelse, når en person indtræder i embedsværket og derefter på årsbasis i godt halvdelen af OECD-landene. I de fleste tilfælde er oplysningerne kun til intern, officiel brug og behandles fortroligt, men nogle lande gør dem offentligt tilgængelige for at opretholde den offentlige indsigt.

Ledelsen har også pligt til at overvåge, at de forskrevne principper overholdes. Interne kontrolforanstaltninger er et redskab, der gør lederne opmærksomme på individuelle uregelmæssigheder og generelle svigt i organisationen. OECD-landene har enten styrket eksisterende juridiske redskaber eller skabt et juridisk grundlag for den interne kontrol. Intern kontrol er et almindeligt anerkendt redskab i OECD-området, der forebygger korruption gennem overvågning af forvaltningen af offentlige ressourcer og påvisning af og rapportering om individuelle overskridelser og generelle svigt i systemet. Desuden resulterer den interne kontrol i anbefalinger af ledelsesmæssige forbedringer, og i nogle tilfælde rapporteres der direkte til det politisk niveau. De fleste lande har intern kontrol i hver instans og hvert departement, og der udarbejdes kontrolredegørelser på årsbasis eller efter behov. Resultaterne af redegørelserne meddeles sædvanligvis ledelsen af de pågældende instanser, og kun få lande gør rapporterne offentligt tilgængelige. De interne kontrolredegørelser suppleres ofte af en form for ekstern overvågning, der også tjekker effektiviteten af de interne kontrolsystemer.

De institutioner, der gennemfører uafhængige undersøgelser af det offentlige systems arbejde, holder i sidste instans embedsmændene ansvarlige over for offentligheden. Intern og ekstern revision anerkendes i mange lande som vigtige redskaber til afsløring og efterforskning af svig og korruption, da disse har til formål at føre tilsyn med lovgyldigheden og rigtigheden af statens indtægter og udgifter. Nogle få lande anvender intern revision, men i langt de fleste OECD-lande anvendes ekstern revision, der generelt udføres af de højeste revisionsinstanser, der har jurisdiktion over hele det offentlige system. For at holde offentligheden orienteret er det fast kutyme at offentliggøre de eksterne revisionsrapporter i to tredjedele af landene.

Anmeldelse af embedsmisbrug og beskyttelse af anmelderne er anliggender som regeringerne i OECD-landene tager sig af i stadigt stigende omfang. To tredjedele af medlemslandene kræver enten af deres embedsmænd, at de skal anmelde embedsmisbrug, og/eller indfører foranstaltninger, der skal gøre det lettere at rapportere om embedsmisbrug. Blandt de lande, der gør en målrettet indsats for at fremme anmeldelser, har to tredjedele defineret de regler og procedurer, der skal følges i landets lovgrundlag, mens andre lande har defineret reglerne og procedurerne i deres interne regelsæt. Desuden er både ledere og særligt udpegede instanser forpligtet til at tilbyde assistance og efterforskning i de enkelte sager. Der er et synligt og generelt behov for at yde beskyttelse til anmeldere i OECD-landene. Næsten halvdelen af medlemslandene tilbyder generel beskyttelse, særligt inden for rammerne af det offentlige system. De mest udbredte forholdsregler er juridisk beskyttelse og anonymitet.

Landene styrker også offentlighedens muligheder for at afsløre fejl og embedsmisbrug. OECD-landene har meget til fælles, hvad angår procedurer for borgere, der vil afsløre misbrug eller fejl begået af embedsmænd. To tredjedele af medlemslandene giver borgerne tilsvarende muligheder, for eksempel fastlagte klageprocedurer, ombudsmand og rådgivningscentre eller mulighed for telefonisk henvendelse. Nu til dags er Internettet et nyt redskab, som borgerne kan bruge til at anmelde embedsmisbrug.

OECD-landene anerkender enstemmigt, at overskridelse af det offentlige systems principper følges op af disciplinærsager ved den institution, hvor fejlen er forekommet. Alle regeringer har udviklet generelle rammer for disciplinærsager, som dels giver lederne et praktisk redskab til at gribe ind i tide og på et retfærdigt grundlag, og dels sikrer de berørte embedsmænd en retfærdig sagsbehandling. I de fleste lande er lovgivningen – såvel på det civilretslige område som de særlige paragraffer, der gælder det offentlige system – det vigtigste grundlag for disciplinærsager og sanktioner mod embedsmænd. Dog fungerer særlige dokumenter for de respektive instanser samt offentlige ansættelseskontrakter ofte som et supplement til det generelle juridiske grundlag. I nogle sager er brud på de administrative regler samtidig et brud på straffeloven. Lederne spiller en afgørende rolle for, at de disciplinære tiltag iværksættes rettidigt i deres afdelinger, men de kan også modtage assistance fra eksterne institutioner. I mange lande er det lederne i de respektive institutioner i den offentlige sektor, der har pligt til at opdage brud på reglerne og til rettidigt at straffe regelbrud med administrative og disciplinære tiltag. Landene søger også at sikre en retfærdig behandling af disciplinærsager, hovedsageligt ved at yde embedsmændene garantier under sagsbehandlingen. En af de væsentlige garantier, som de fleste lande yder, er muligheden for juridisk assistance i disciplinærsager.

Selv om ledere i den offentlige sektor har det primære ansvar for at indlede efterforskningen af påstået embedsmisbrug, så er eksterne institutioner fortsat det vigtigste redskab til efterforskning og prøvelse af sager om embedsmisbrug i det offentlige system. To tredjedele af landene har oprettet efterforskningsenheder, der opererer med jurisdiktion i hele embedsværket, mens der i næsten halvdelen af landene allerede gennemføres intern efterforskning i de enkelte offentlige instanser. Færre end en tredjedel af landene benytter sig af specialiserede efterforskningsenheder, der opererer med jurisdiktion over en bestemt sektor. Desuden har to tredjedele af landene anført, at de har særlige mekanismer og procedurer til rådighed, der påpeger embedsmisbrug over for organer, der udfører uafhængig efterforskning af aktiviteterne i den offentlige sektor. OECD-landene søger at garantere objektiv og upartisk efterforskning og prøvelse af sager og at opretholde uafhængigheden hos de involverede institutioner gennem særlig lovgivning.

Vellykkede integritetsfremmende tiltag består af en kombination af handlinger, der er indbyrdes forenelige, og som er indrettet efter det generelle miljø i den offentlige sektor. Denne erkendelse fører til behovet for at koordinere de mange forskelligartede aktiviteter og sikre, at disse integritetsfremmende tiltag er forenelige, samt at de supplerer hinanden. Enkelte lande har udviklet en kompleks række af tiltag, mens lige godt halvdelen af landene har givet en eller flere centrale institutioner til opgave at koordinere iværksættelsen af integritetsfremmende tiltag, herunder at sikre at de forskellige lovmæssige regulativer er indbyrdes forenelige og at yde national rådgivning i forbindelse med udvikling af forebyggelsesstrategier inden for de enkelte instanser. Der lægges stadig større vægt på at inddrage NGOer og fagforeninger i såvel udarbejdelsen som gennemførelsen af integritetsfremmende tiltag.

Inden for den enkelte instans er det ledelsens opgave at vurdere medarbejderens adfærd, men de fleste OECD-lande har udviklet særlige procedurer for og pålagt bestemte organisationer at vurdere effektiviteten af integritetsfremmende tiltag og forebyggelse af embedsmisbrug inden for det offentlige. Generelt har centrale instanser, ministerier med ansvar for det offentlige systems politik samt revisionsinstitutioner, til opgave at udarbejde vurderinger og opsummere deres konklusioner i rapporter hvert eller hvert andet år. Det mest anvendte redskab i OECD-landene er analyse af generelle svigt i systemet og af udviklingen inden for strafferets- eller disciplinærsager. Selv om nogle lande ikke har en overordnet procedure eller en central institution til at vurdere effektiviteten af tiltag, der skal fremme etisk adfærd og forebygge embedsmisbrug i hele det offentlige system, så gør disse lande en indsats for at vurdere særligt følsomme områder af den offentlige sektors aktiviteter.

Det offentlige system har behov for en veldefineret målsætning i en verden i hastig forandring, der kræver nye arbejdsmetoder af embedsmændene. Regeringerne bør formulere denne målsætning i en erklæring, der skal vejlede embedsmændene om deres mål, roller og værdier. Det er et afgørende skridt i fornyelsen og indarbejdelsen af en moderne kultur i den offentlige sektor. Men målsætningserklæringer skal formidles på en sådan måde, at de på den ene side bliver tydelige og forståelige for offentligheden og på den anden side bliver integreret i den offentlige sektor. For at opretholde tilliden til de offentlige institutioner er det af afgørende betydning, at målsætningen og de forskrevne principper er synlige for offentligheden.

Det er nødvendigt yderligere at justere de mekanismer der skal sikre værdier, så at de afspejler de fortsatte forandringer inden for offentlig ledelse. De seneste tendenser inden for offentlig ledelse tyder på, at landene har erkendt behovet for at justere grundlaget for integritetsfremmende tiltag og for at integrere disse tiltag i den generelle ledelse. Integritetsfremmende tiltag bør ikke betragtes som en isoleret og separat aktivitet, men som en integreret del af alle ledelsessystemer. I de fortsatte bestræbelser på at opbygge en Etisk Infrastruktur, bør vægtningen ændres fra bekæmpelse til forebyggelse. Landene erkender i stigende grad behovet for forebyggelse, da de har konstateret, at jo mere de gør for at forebygge, jo mindre bliver behovet for bekæmpelse. Forebyggelse er billigere på længere sigt og har i sig selv en positiv indvirkning på det offentlige systems kultur og på forholdet mellem det offentlige og civilsamfundet.

Regeringerne må forberede sig på situationer, der kan svække respekten for det offentlige systems særlige værdier og forskreven opførsel, og udarbejde passende indgreb, der kan forebygge skadevirkningerne heraf. Borgerne har tillid til offentlige institutioner, når de ved, at offentlige embeder bruges til at gavne almenvellet. I forhold til for blot få år siden kræver borgerne en langt højere grad af gennemsigtighed og ansvarlighed hos embedsmænd og statslige institutioner. Eksempelvis forventer offentligheden flere oplysninger om private interesser, der griber ind i offentlige institutioners beslutningsprocesser, særligt på grænsefladen mellem den offentlige og den private sektor. Kravet om større gennemsigtighed i det offentlige er en væsentlig drivkraft i OECD-landene, herunder forventningen om korrekt afdækning af private interesser inden for lobbyvirksomhed.

Fremtidens udfordring består i at finde frem til, hvordan man bedst anvender de nye metoder, der skal indarbejde integritet i en verden, der hele tiden forandrer sig. Strukturforandringer har i de seneste to årtier gjort ansættelse i den offentlige sektor stadig mere lig ansættelse i den private sektor. Desuden kræver den forbedrede udveksling mellem den offentlige og den private sektor en hurtig indarbejdning af kerneværdier og principper, så man sikrer, at værdierne afpasses efter de ydelser, der udføres, og efter offentlighedens interesser i bredere forstand. Men det bliver stadig vanskeligere for et offentligt system at indarbejde etik, og opretholdelse af det offentliges særlige forskrifter kræver at lederne yder en stor indsats for at motivere embedsmændene. Ved at udforske metoder hvormed man kan udnytte de nye teknologier optimalt, får man mulighed for at finde utraditionelle teknikker og praktiske løsninger, der afspejler de udfordringer, som embedsmænd vil stå over for i de kommende år.

[1] Artiklen er baseret på en rapport fra OECD, skrevet af Public Management Committee (PUMA), og giver en sammenlignende fremstilling af tendenserne inden for de etiske ledelsesinitiativer, der anvendes af regeringerne i OECD-landene. Yderligere oplysninger, herunder udgivelser og links, kan findes på Internetadressen.

[2] Principperne samt en kort forklaring af hver enkelt af dem kan læses i PUMA Policy Brief No.4 on Principles for Managing Ethics in the Public Service, OECD, Paris, maj 1998, og på Internetadressen.