4. Embedsfolkets oversete problemer

Af professor Tim Knudsen, Københavns Universitet

Det er i høj grad velkomment, at Finansministeriet har taget initiativ til en debatbog om embedsmandsansvar, etik og værdier. Ikke fordi det i international sammenligning står dårligt til hos os, nok snarere tvært imod. Men det er velkomment, fordi vi lever i en brydning- og omstillingstid, hvor det er særligt vigtigt at være agtpågivende.

Dansk forvaltningskultur har i ringe grad op gennem historien været formaliseret. Der har været forbavsende få regler for embedsfolkets virksomhed. Skønt bl.a. tilblivelsen af forvaltningsloven i midten af 1980erne har medført visse præciseringer, så gælder det fortsat, at man i international sammenligning må forbavses over den fortsat lave formalisering. Endnu mere forbløffende er det måske, at dansk forvaltning i al fald på visse områder som f.eks. bekæmpelse af korruption har formået at placere sig i klodens absolutte elite – i de senere år endog som nummer et i verden, hvis man skal tro Transparency Internationals målinger. Men korruptionsniveauet har i flere århundreder været lavt i forhold til de lande, vi naturligt sammenligner os med.

Man kan diskutere, hvilken sammenhæng der er mellem en lav formalisering og et højt etisk niveau. Jeg tror, den rette måde at se denne sammenhæng på er at udgå fra den kendsgerning, at dansk statsbygning har været en usædvanlig langsom, kontinuert og rolig proces. Det har muliggjort en langsom bundfældning og en institutionalisering af gode traditioner, som i en homogen kultur var letforståelige for alle og som ikke behøvede stærke udtryk i drabelige love og tjenestereglementer.

Dertil kommer, at dansk centralforvaltning blev opbygget under enevælden under ganske særlige betingelser. Den danske enevældes særlige karakter vendt mod adelsvælde og dens stræben mod stor statslig autonomi – som bl.a. indebar, at kongemagten bestandigt stræbte efter den størst mulige reservation af statstjenernes loyalitet alene til kongen og staten – muliggjorde en frigørelse fra nepotisme, korruption og klientilisme før de fleste andre stater. Forbindelser, rang og stand betød mindre end noget andet sted i Europa for de statsansattes avancementsmuligheder – hvilket ikke er det samme som at disse forhold slet ingen rolle spillede hos os. Til gengæld fik loyalitet, kvalifikationer og individuelle meriter større vægt [1]. Kongemagten kunne imidlertid lade disse forhold præge personalepolitikken og dens daglige forvaltning uden at de nødvendigvis kom til klart udtryk i bestemmelser. Fordi kongerne personligt engagerede sig dybt i den daglige forvaltning af ansættelser og udnævnelser mm.

Den danske stat har desuden med relativ stor kontinuitet kunnet betale løn til de ansatte. Der har i perioder været problemer også hos os, men de synes mindre end andre steder. Det fremmede statsloyalitet og gjorde det lettere at komme fri af korruption.

Enevælden lagde stor vægt på, at domstole ikke skulle blande sig i forvaltningens arbejde. Det er formentlig baggrunden for, at vi som næsten de eneste i Europa (ved siden af Norge) ikke har fået forvaltningsdomstole. Det er også baggrunden for, at de almindelige domstole i praksis fortsat er meget tilbageholdende med at behandle sager, der vedrører forvaltningen.

En mere systematisk domstolskontrol ville ellers uden tvivl have trukket med sig, at normerne for forvaltningen for længst var blevet langt mere formaliserede og eksplicitte. I nogen grad har ombudsmanden indtaget rollen som domstolssurrogat og det har da også trukket bl.a. forvaltningsloven med sig.

Danmark har aldrig fået en egentlig forvaltningsuddannelse i lighed med f.eks. Frankrigs ENA. Juristerne hævdede længe positionen som generalister i forvaltning, men deres uddannelse var og er ikke en forvaltningsuddannelse. Heller ikke økonomerne er specielt uddannede i forvaltning. Politologer undervises om forvaltning, men knap nok i forvaltning. Det er også tvivlsomt om universitetet er det rette sted at give en meget praktisk forvaltningsuddannelse. At blive embedsmand i Danmark har altid betydet, at en meget stor del måtte læres i praksis på arbejdspladsen. Det var tidligere i høj grad en indføring i, hvordan man plejede at gøre. Visdomsbøger, overordnedes praktiske instruktioner og kollegiale vink og råd indførte novicen i det som den pågældende senere stort set uændret gav videre til yngre årgange. Værdier og normer blev formentlig i høj grad internaliserede gennem imitation uden større verbalisering. Denne oplæringsform implicerede heller ikke formalisering. Og den fungerede relativt godt så længe, man kørte på fastslåede traditioner, hvis oprindelse skulle findes i en fjern og glemt fortid under måske enevælden. Den fungerede også relativt godt så længe de fleste havde livsvarig tilknytning til de enkelte tjenestesteder.

Lav formalisering kan fremme fleksibilitet. Værdier, normer og arbejdstraditioner kan smidigt tilpasse sig nye forhold uden tunge beslutningsprocesser. Det kan dog næppe mellem ministerialreformen i 1848 og før de sidste en eller to generationer hævdes, at forvaltningen omstillede sig hurtigt. Til gengæld har man siden 1945 og især de seneste 25 år set meget dybe omstillinger, som for det meste nok er forløbet ret stilfærdigt. Indtil Tamil-sagen måske næsten for stilfærdigt.

Faren ved et ret velsmurt og lavt formaliseret system kan jo være, at ændringer bliver for lidt bemærket og overvejet. Denne fare øges af, at den relativt høje etiske standard let giver selvtilfredshed og manglende agtpågivenhed.

En af de ændringer, som har præget de seneste årtier, er en øget personalebevægelighed. Om den kan adskilligt positivt siges. Men den medfører også, at der på de enkelte offentlige arbejdspladser er en synkende andel af embedsfolket med et langt institutionshistorisk perspektiv på nutiden. Ikke sjældent har jeg hørt embedsfolk hævde, at dette eller hint forhold på deres arbejdsplads nok altid har været som nu. Når jeg går de pågældende nærmere på klingen viser det sig ofte, at altid ikke med sikkerhed er mere end de par år eller tre, som den pågældende har været ansat det givne tjenestested. Den øgede personalebevægelighed truer den historiske fornemmelse i institutionerne – og i øvrigt også i nogle tilfælde selve kontinuiteten og den arbejdsmæssige hukommelse i den pågældende institution. Netop på grund af forandringer er det derfor nu blevet mere nødvendigt med en mere eksplicit forvaltningshistorisk bevidsthed i forvaltningen, som kan give baggrund for en løbende refleksion over også, hvilke eventuelle tab og problemer forandringerne giver.

Bredere debat om embedsfolkets situation har i almindelighed ikke stor plads i mediebilledet. Men som allerede antydet var der dog i kølvandet på Tamil-sagen en mere omfattende debat, som tog betydningsfulde spørgsmål op. Uden at det kom til konklusioner på ret meget. Der er siden kommet en række værdifulde betænkninger, afhandlinger, debatbøger og artikler. Men det er alligevel min opfattelse, at debatten kun i 1993 fik anslået en bred vifte af temaer. Derefter er der sket en indsnævring af debatten til især at handle om politikere og embedsmænd. Og især siden betænkning 1354 fra 1998 om forholdet mellem minister og embedsmænd er debatten ved at dø ud, kvalt i almindelig tilfredshed og en voksende tro på, at vi nu nok sådan cirka har indrettet os på en måde, der vanskeligt kan gøres meget bedre. Og som i al fald ikke kan ændres uden meget store besværligheder, herunder af politisk art.

Den snævre debat om forholdet mellem minister og embedsmænd

Der er i sig selv en slags historieløs nutidsimperialisme, hvis man reducerer debatten om embedsfolkets relationer til deres omverden til forholdet mellem minister og (top)embedsmænd. Herved bortskærer man væsentlige aspekter, som nu nok var en overvejelse værd. Det er for centraladministrationens vedkommende ikke mindst spørgsmålene om forholdet til Folketinget (og i kommunerne embedsmændenes forhold til oppositionen og back-bencherne), forholdet til den gamle forestilling om almenvellet, forholdet til forestillingen om en retsstat, forholdet til faglige normer og værdier og forholdet til den bredere offentlighed, herunder kontakten med medierne.

Et af de nyeste udtryk for den smalle debat er Jørgen Grønnegård Christensens artikel Det tidløse ministerstyre fra 1999. I den fremkommer en tilfredshed med status quo som også genfindes i betænkning 1354, som undertegnede i øvrigt var med til at udarbejde og som jeg fortsat anser for at være en ret vellykket betænkning, hvis man accepterer nogle snævre præmisser og at konklusionerne skulle bjærges gennem et mudret og modsætningsfyldt politisk farvand.

Essensen i den aktuelle tankegang på bjerget kan vist sammenfattes på følgende måde: Det er nu blevet almindeligt erkendt, at danske ministernære embedsmænd (der er i virkeligheden ret få kvinder på topniveau, så derfor ikke ”embedsfolk”) i dag møder en stærk forventning om at kunne yde politisk-taktisk rådgivning. I betænkning 1354 tales smukt om integrering af faglig og politisk-taktisk rådgivning. Man anerkender, at der er tale om en form for politisering.

Men det er imidlertid ikke en partipolitisering. Det drejer sig om en professionalisme, der kamæleonagtigt kan omstille sig til en hvilken som helst ministers politisk opfattelse. Det er i modsætning til forholdene for nogle generationer siden, hvor det politisk-taktiske i langt højere grad måtte blive politikernes egen hovedpine.

Samtidig er det blevet lettere at forflytte ministernære embedsmænd de seneste årtier. Nu opstår – eller fremkaldes – anledningerne for ministrene til at gå ind i udnævnelsessager på grund af den voksende mobilitet i chefgruppen hyppigere. I et vist omfang er man også begyndt at anvende tidsbegrænsede ansættelser. Departementscheferne skiftes hyppigere ud fra midten af 1970erne. Samtidig er mobiliteten også for de øvrige embedsmænd øget. Der er nemlig en større interministeriel mobilitet [2]. Uoverensstemmelser mellem ministeren og en embedsmand kan fremkalde, at embedsmanden frivilligt eller ufrivilligt må søge andre græsgange. Og i en sådan situation ville det jo være ejendommeligt, hvis ikke ministeren skulle ønske sig en ny person, der formodes at bidrage til ministerens politik – hvis ministeren da har en sådan.

Der er hermed umiddelbart ringe risiko for at ministernære embedsmænd vil afvise opgaver som upassende for embedsmænd.

Denne hovedkonklusion om at danske embedsmænd har en stærk interesse i at være loyale over for deres ministre må dog betinges nærmere. I embedsmændenes rådgivning og arbejde i øvrigt har de forskellige interesser, som alle kan afledes af den grundlæggende interesse i karrieremuligheder.

1) De ved, at ministerens forbliven på posten er usikker på længere sigt. Embedsmændene må anlægge et længere perspektiv og tage højde for den mulighed, at en politiker fra den nuværende opposition pludselig bliver minister. I forhold til en sådan minister skal embedsmændene helst fremstå med et ry for på den ene side at have været loyal over for den foregående minister. På den anden side vil stor følgagtighed medføre risici for at blive betragtet som enten politisk sammenspist med den afgående minister og dennes parti eller en holdningsløs opportunist. Embedsmændenes interesse i at være loyal over for den til enhver tid siddende minister balanceres derfor af en interesse i forhold til ministerens kurs – hvis denne har nogen – at træde en lidt blødere midterkurs med stor kontinuitet i det som uofficielt med stigende hyppighed kaldes ministeriets politik – uagtet at der ud fra en meget formel betragtning slet ikke eksisterer andet end ministerens politik.

2) Embedsmændene har ud fra ønsket om ministeriets langsigtede muligheder for at fungere en interesse i at undgå at ødelægge etablerede samarbejdsmønstre med ministeriets omverden, herunder interesseorganisationer. Det kan medføre en splittet loyalitetsfølelse hos embedsmændene, hvis en minister går på kollisionskurs mod sådanne samarbejdspartnere. Som en embedsmand har sagt det:

”Ministeriet kan jo ikke bruge det til noget, hvis ministeren bare vil profilere sig. Vi skal jo også leve videre med f.eks. organisationer og institutioner bagefter” [3]

Også denne interesse trækker i retning af en blødere midterkurs.

Hovedkonklusionen er altså, at danske embedsmænd i vid udstrækning har en egeninteresse i at følge deres minister, dog med de reservationer, at de har en vis længeresigtet interesse i at skele til både muligheden af, at der kommer en minister af en anden partifarve og/eller andre mål og prioriteringer. De har også en længeresigtet interesse i at undgå, at ministeren får lejlighed til at beskadige ministeriets samarbejdsrelationer med interesseorganisationerne i ministeriets omgivelser. Begge reservationer trækker i retning af at ministeriets politik i højere grad vil søge midten og kontinuiteten end ministerens politik.

Der er altså ud fra denne betragtning ingen alvorlige trusler mod demokratiet fra bureaukratiets side.

Spørgsmålet er snarere om ikke embedsmændene er for loyale over for ministrene. Der kan være risiko for, at embedsmænd følger deres minister så langt, at de ikke bremser eventuelle ulovligheder. Hvor hyppigt dette problem opstår, ved vi ikke meget om. Det mest kendte eksempel på det er den manglende evne hos Justitsministeriets embedsmænd til at stoppe deres minister i den såkaldte Tamil-sag, som er grundigt belyst, og som førte til en rigsretsdom over ministeren.

Stort set her slutter den danske debat i disse år. Jeg skal i det følgende give nogle eksempler på, at debatten kunne være langt bredere.

Nogle – glemte – spørgsmål og problemer

En ældre tids noget vage forestillinger om, at embedsfolket ikke er ministerens og ministeriets, men statens og almenvellets, synes helt gået tabt. Det er i al fald vanskeligt at finde moderne sproglige udtryk for dem – men moderne talekultur er vel også mindre patetisk end fortidens. Men man kunne måske ellers forestille sig, at sådanne forestillinger var blevet moderniseret i retning af, at embedsfolket tjente demokratiet og retsstaten. I svensk statskundskab markerer Lennart Lundquist sig da også i disse år med et opgør mod det han kalder økonomismen i den offentlige sektor, der forfladiger den offentlige sektors rolle. Lundquist ser en rolle for embedsfolket som demokratiets vogtere. Man må understrege forskellen mellem den offentlige og den private sektor. Man må præcisere den offentlige etos. Man må forbedre embedsmændenes forudsætninger for at udvise civilcourage. Man må uddanne i offentlig etos. Man må udforme et sanktionssystem mod brud mod demokrativærdierne. Man må sørge for at kontrollen af forvaltningen ikke alene fokuserer på økonomiværdier, men hele den offentlige etos.

I den noget mere prosaiske danske forvaltningspolitologi, der angiveligt hævder en såkaldt rationel institutionalisme, er det nok vanskeligt at være så ambitiøse som Lundquist. Dertil kommer, at vi har andre institutionelle forudsætninger. Men man kan lade sig inspirere og samtidig udgå fra, at det drejer sig om at skrue institutionerne sådan sammen, at embedsfolket får en naturlig egeninteresse i at forfølge de mål, man ønsker de skal forfølge. Man kan hæfte sig ved, at forestillingerne om at tjene staten og almenvellet mere end ministrene i virkeligheden udviklede sig før parlamentarismen. At de overlevede et stykke ind i det tyvende århundrede skyldes, at hverken konge eller en stor del af embedsmændene havde draget de fulde konsekvenser af ministerstyret. Det hang sammen med kongens stærke placering i Juni-Grundloven. At denne placering i praksis gradvist blev svækket og især ændret, da parlamentarismen blev gennemsat, stod ikke alle klart. Også efter 1901 var der embedsmænd, der forestillede sig, at det nyttede at klage over en minister til kongen. Nogle gjorde det faktisk, men med ringe succes. Karakteristisk er det også, at gesandt Kauffmann i USA under 2. verdenskrig mente selv at kunne tolke, hvad der var den nationale interesse med en anklage for højforrædderi hængende over sig, idet han søgte forståelse for dispositioner i strid med både regering, minister og ministerium på Amalienborg. Parlamentarismen blev da også først fastslået i Grundloven af 1953. Danske forvaltningspolitologer har nok siden da været mest optaget af at fastslå, at embedsmændene først og sidst havde en pligt til at tjene ministeren med den demokratiske legitimitet. Nu da målet er nået var det måske på tide at skifte grammofonpladen ved at bidrage med forslag til institutionelle kontrolmekanismer, som bremser misbrug af den politiske magt?

Opmærksomheden på embedsmændenes politisk-taktiske rådgivning har i den offentlige debat været overgået af en fokusering på nogle ansættelser med partipolitiske overtoner især i ministersekretariaterne. Derimod er den i det repræsentative demokratis perspektiv væsentligere udvikling, at centraladministrationen i høj grad er omstillet fra at være reaktiv til proaktiv, policyformulerende, stort set udblændet af diskussionen. Heller ikke i betænkning 1354 fik det en særlig rolle, hvilket kommissoriet heller ikke lagde op til. Denne policiering er med en enkelt undtagelse stort set forblevet overset. Formentlig fordi den har uoverskuelige implikationer for hele vort samlede demokratis virkemåde, herunder partiernes og de folkevalgte forsamlingers rolle.

Kombinationen af policiering og øget politisk-taktisk rådgivning kan medføre, at embedsmænd tilpasser analyser og argumenter til det politisk ønskede resultat i en sådan grad, at det går ud over sagligheden og den professionelle kvalitet. Det kan udarte i misinformation af Folketing og offentlighed. Det var man faktisk opmærksom på i debatten i forbindelse med Tamil-sagen, men opmærksomheden synes forsvundet. Dengang gjorde man opmærksom på risikoen for, at embedsmændene i deres iver for at hjælpe deres ministre og fremme ministerens/ministeriets politik ikke orienterer Folketing og offentlighed tilstrækkeligt sagligt og præcist. Måske er det ikke altid iver, misinformation kan også skyldes pres fra ministeren. Embedsmændene kan føle sig pressede til agere ”ordludere” og bevidst vildledning af Folketinget kan være en ”kunstart”, ja, god evne til at vildlede Folketinget er til tider nærmest blevet opfattet som forfremmelsesgrund [4]. Der er næppe rimelig tvivl om, at Folketinget ofte kun oplever at få halv besked, men i hvilket omfang misinformering af Folketing og offentlighed er et reelt problem i dansk centraladministration kan ikke gøres op. Men man kan pege på, at der lejlighedsvist har været rettet en særdeles kyndig kritik mod ministerielle analyser, beregninger og bemærkninger til lovforslag.

En ministeriel ansættelse er ikke længere en investering i en karriere i netop dette ministerium, det er en investering i CV'et. Man kan forvente øget troløshed og et instrumentelt forhold til ansættelsen i sammenligning med de mere klassisk bureaukratiske forhold, vi havde tidligere. Ansættelse fremmer CV-projektet frem for korpsånden. I andre lande som f.eks. Frankrig, hvor man i mange år har kendt til springende karrieremønstre, har man været opmærksom på, at det kan give problemer med loyaliteten over for tjenestestedet. Identifikationen med den pågældende institution svækkes. Det kan have sine gode sider, idet myndigheder ikke så let bliver pindsvinestillinger vendt mod forandring. Men forholdet til arbejdet kan også blive præget af personlige kalkuler, der fører til satsning på spektakulære opgaver og projekter, hvis værdi først kan afgøres efter mange år, men som kan være egnede til at skabe opmærksomhed om medarbejderen. Der kan være en risiko for, at medarbejderen udnytter viden erhvervet på arbejdspladsen til private formål – eventuelt efter at arbejdspladsen er forladt. Det har franskmændene i langt højere grad diskuteret og forholdt sig til, fordi det så længe har været et problem hos dem. Var det ikke på sin plads om man i Finansministeriet studerede franskmændenes diskussion?

I stigende grad involveres danske embedsfolk på Danmarks vegne i internationalt arbejde. Man synes fra dansk side at tage det for givet, at først og sidst identificerer sig med og er loyale over for danske interesser. Men man kunne måske hæfte sig ved, at det er en almindelig kendt socialpsykologisk mekanisme, at der ved tilbagevendende kontakter i netværk italesættes og institutionaliseres visse fælles forståelser. Det er også et stykke ad vejen jo særdeles hensigtmæssigt. Men et sted kan man jo overskride den nationale interesse og loyalitetsforpligtelse. Danske studier af den slags spørgsmål er endnu få, men flere er på vej, og de bør nok studeres nærmere efterhånden, som de kommer.

Forvaltningspolitiske betragtninger

Selv om mere viden på en række områder ville være en fordel, finder jeg det alligevel passende på det grundlag, jeg kender, at slutte med nogle præliminære konkluderende forvaltningspolitiske betragtninger.

Den offentlige forvaltning er udsat for mange og ikke så sjældent uforligelige krav og forventninger. For eksempel kravene om på en gang at være sensitiv over for det partipolitiske og alligevel stå uden for. Ofte kan vi ikke optimere, blot satisfiere os gennem kompromiser. Men spørgsmålet er om vi ikke i dansk forvaltning er gået for langt i retning af at udsætte de samme embedsfolk for til dels modsatrettede krav, som de pågældende så må ”integrere” sig ud af. I forbindelse med udarbejdelsen af Betænkning 1354 var vi bl.a. i Stockholm. Fra svensk side blev det hævdet, at vi i Danmark havde politiserede karriereembedsmænd, netop fordi vi ikke havde et system med politiske hjælpere. Svenskerne har jo statssekretærer, politisk rådgivere og mediemedarbejdere rekrutteret på partipolitiske kriterier. Derfor kan karriereembedsfolket bedre koncentrere sig om det faglige og det juridiske. Tilmed har man i de svenske ministerier en retschef, som regel en tidligere dommer, som har den opgave at kontrollere om arbejdet også er juridisk holdbart.

Man kan altså i højere grad end i Danmark fordele funktionerne og hensynene organisatorisk og personnelt. Uden nødvendigvis at kopiere den svenske model kunne vi måske lade os inspirere. Det ville forekomme konsistent med den i dansk forvaltningspolitologi foretrukne rationelle institutionalisme at lede overvejelserne i retning af noget sådant.

Rationel institutionalisme må også lede til en anden anbefaling. Hvis man vil sikre høj retssikkerhed og ansvarlighed samt fortsat gardering mod magtfordrejning, nepotisme, korruption og vildledning af Folketing og offentlighed, findes der faktisk et universalmiddel. Det blev anbefalet allerede fra 1936 af den mand, som udviklede dansk forvaltningsret, professor Poul Andersen. De fleste embedsfolk har altid strittet imod dette universalmiddel. Politikerne har efterhånden mistet entusiasmen. Men nu fjerner IT-udviklingen den klassiske undskyldning for ikke at indføre fuld offentlighed i forvaltningen bl.a. med adgang til postlister: At det vil være for dyrt.

Størst mulig offentlighed og transparens giver eksterne kontrolmuligheder. En reel risiko for at blive taget i eventuelt fagligt fusk eller ulovligheder er det mest effektive middel mod disse problemer. Det gælder også komplicerede modelberegninger af økonomi, økologiske forhold, teknik etc., hvor det er af stor betydning, at modeller og beregninger kendes af andre end forvaltningen, f.eks. private organisationer. Endelig kunne man overveje at retsbeskytte embedsmænd, som lækker information om ulovligheder i forvaltningen til medierne i lighed med den måde, man har beskyttet embedsmænd i Sverige.

Behovet for forvaltningshistorisk bevidsthed

Den hastigere forandringstakt og de mere omskiftelige personaleforhold betyder, at ureflekteret overtagelse af ”plejer”, hverken er tilstrækkelig eller fungerer helt så sikkert som tidligere. Der er behov for en mere reflekteret viden om det som forandres. Forvaltningshistorie kan være et middel til at øge denne. Enkelte ministerier som Finansministeriet og Statsministeriet har markeret jubilæer med en flot historisk publikation. Men som helhed har ministerierne forvaltet deres fortid på en noget tilfældig måde. For ikke så længe siden markerede bl.a. Undervisningsministeriet og Økonomiministeriet jubilæer med lidt hastigt sammenskrabet stof af vekslende kvalitet. Man må ærgre sig over, hvad vi gik glip af, fordi ministerierne ikke i tide tog initiativ til nogle gennemarbejdede og professionelle publikationer.

Fra Københavns Universitets side er der udgået et samarbejde med bl.a. en række arkivarer, der har ført til en del forvaltningshistoriske publikationer, senest ”Dansk forvaltningshistorie” på mere end to tusinde sider.

Litteratur

Baunsgaard, Bernhaard (1993): ”Anmeldelse af Johan Garde: Om lovbemærkninger sandhedsværdi”, Nordisk Administrativt Tidsskrift nr. 2/1993, 74. årgang, København: Rhodos

Betænkning nr. 786: Personalebevægelighed i centraladministrationen (1976): København: Udvalget vedrørende friere personalebevægelser i centraladministrationen

Betænkning nr. 1354: Forholdet mellem minister og embedsmænd (1998): København: Udvalget om forholdet mellem minister og embedsmænd

Bogason, Peter (2000): Dansk forvaltningshistorie efter 1950, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Christensen, Jørgen Grønnegård (1999): ”Det tidløse ministerstyre” i Andersen, Jørgen Goul m.fl. (red.): Den demokratiske udfordring, København: Hans Reitzels Forlag

DJØF's fagligt etiske arbejdsgruppe (1993): Fagligt etiske principper i offentlig administration, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Garde, Johan (1993): Lovbemærkningers sandhedsværdi - om miljøreformen 1990-91, København: Gad

Jensen, Hanne Nexø og Tim Knudsen (1999): ”Senior Officials in the Danish Central Administration: From Bureaucrats to Policy-Professionals and Managers” i Page, Edward C. og Wright, Vincent (eds.): Bureaucratic Élites in Western European States: A Comparative Analysis of Top Officials, Oxford: Oxford University Press

Kampmann, Tage (1993): Inden for murene, Odense: Odense Universitetsforlag

Knudsen, Tim og Ditlev Tamm (red.) (2000): Dansk forvaltningshistorie indtil 1901, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Knudsen, Tim og Ditlev Tamm (red.) (2000): Dansk forvaltningshistorie 1901-53, København: Jurist- og Økonomiforbundets Forlag

Knudsen, Tim (1997): Politiseres/policieres centraladministrationen? Arbejdspapir nr. 8, 1997, Demokratiprojektet, København: Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Knudsen, Tim (1996): ”Modeller og offentlighed”, Samfundsøkonomen marts 1996:2, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Knudsen, Tim (1995): Dansk statsbygning, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Lundquist, Lennart (1998): Demokratins väktare, Lund: Arkiv förlag

Schmidt, Erik Ib (1993): Fra psykopatklubben, København: Gyldendal

Vahr, Jesper (u.å.): Samspillet og rollefordelingen mellem ministrene og den administrative ledelse i danske departementer. En analyse af barrierer og hjælpemidler for tilvejebringelsen af politisk ledelse, speciale fra Århus: Institut for Statskundskab, Århus Universitet

Fodnoter

[1] Tim Knudsen (1995): Dansk statsbygning, kap. 9.

[2] Se f.eks. Tim Knudsen (1997): Politiseres/policieres centraladministrationen?, eller Hanne Nexø Jensen & Tim Knudsen (1999): Senior Officials in the Danish Central Administration: From Bureaucrats to Policy-Professionals and Managers.

[3] Jesper Vahr (u.å.): Samspillet og rollefordelingen mellem ministrene og den administrative ledelse i danske departementer, s. 80, 118.

[4] Se f.eks. Bernhard Baunsgaard (1993): Anmeldelse af Johan Garde: Om lovbemærkningers sandhedsværdi, s. 61; Johan Garde (1993): Lovbemærkningers sandhedsværdi; Tage Kampmann (1993): Inden for murene; eller Erik Ib Schmidt (1993): Fra Psykopatklubben, s. 398.