Forrige14  af  21Næste

15. Kulturministeriet


§ 21. Kulturministeriet

Regeringen anser mulighederne for udfoldelse af et aktivt fritids- og kulturliv, som en vigtig betingelse for at skabe kvalitet i den enkeltes og familiernes liv. Målet om at bringe gode kulturtilbud ud til alle er stort set nået i Danmark. Uanset om man bor i hovedstaden eller Holstebro, er afstanden til biblioteker, koncertsale, museer, aktivitetshuse og idrætsforeninger overkommelig.

Udfordringen for de kommende års danske kulturpolitik er derfor at udvikle dansk kulturtradition og værdier i det 21. århundredes nye sammenhænge – både hvad angår informationsteknologien, globaliseringen og mødet mellem flere kulturer. Fremtidens kulturpolitik skal skabe rammer for en dialog, som kan skabe både respekt for forskelle og fælles værdier på tværs af kulturer.

De nye initiativer, som skal bidrage til en fortsat udvikling af kulturlivet i Danmark, gennemføres uden vækst i det samlede udgiftstryk. Løbende effektivitetsforbedringer, produktivitetsstigninger og omprioritering i kultursektoren sikrer, at nye initiativer kan iværksættes.

IT og medier
Viden er den vigtigste faktor i informationssamfundet. Den nye informationsteknologi giver adgang til langt større mængder af informationer end nogensinde før. Med vedtagelsen af den nye bibliotekslov har regeringen ønsket at sikre alle adgang til den nye teknologi og til de enorme mængder af potentiel viden som den giver adgang til. Den nye bibliotekslov gør det obligatorisk for bibliotekerne at stille musikbærende materialer og elektroniske informationsressourcer til rådighed herunder internet og multimedier. Desuden etableres en direkte internetadgang til bibliotekernes bogregister – Danbib-basen – således at lånerne for fremtiden kan låne bøger mv. fra deres hjemmecomputer. Kommunerne er via kommuneaftalerne blevet kompenseret for de merudgifter som følger af den udvidede forpligtelse.

Den ny informationsteknologi sætter også sit præg på radio og tv-området. Om få år vil det være muligt at opbygge sin egen individuelle radio eller tv-kanal. Vi vil hver især kunne sidde hjemme foran vores skærme og vælge vore billeder, helt uafhængigt af, hvad andre mennesker vælger.

Regeringen finder at Public Service radio og tv er en vigtig faktor for at sikre sammenhængskraften i befolkningen. Det sæt af værdier, som udgør public service begrebet sikrer desuden et radio og tv-system som betjener hele befolkningen og ikke kun det brede flertal, således som de kommercielle tv-stationer har en tendens til. Derfor var en af hovedmålene i forårets medieforlig at styrke public service radio og tv til den voldsomme konkurrence på mediemarkedet både fra internettet og fra de kommercielle radio og tv-stationer.

Til at overse udviklingen på hele radio-tv området oprettes et radio-tv-nævn og forsøgsordningen med tilskud til medieskoler, som har løbet i periode 1997-2000 fastholdes og udbygges.

Bevaring og formidling af kulturarven
Mange danskere føler usikkerhed overfor, hvad globaliseringen kommer til at betyde for vores fremtid. Hvad betyder det øgede internationale samarbejde, internationaliseringen af økonomien og tilstedeværelsen af nydanskere for dansk kultur og identitets fremtid. Derfor står vi overfor en fælles udfordring. Vi må åbne os og øve os i at skabe gode kulturmøder, og samtidig må vi styrke kendskabet til vore egne kulturelle rødder. Kun ved at være forankrede i egen kultur kan vi møde det fremmede med åbent sind.

Museerne er lokale og nationale videnscentre, der indsamler, bevarer og formidler viden om vores kulturarv og relaterer den til samtid og til fremtid. For at sikre, at museerne fortsat kan varetage denne rolle planlægger regeringen en justering af museumsloven. Desuden arbejdes der på Kulturministeriets område med en lang række muligheder for at gøre kulturarven tilgængelig på internettet.

Kunst
For at forbedre den statslige indsats på kunstområdet reorganiseres det administrative netværk. Der oprettes et Internationalt Kultursekretariat, som skal samle opgaverne vedrørende Danmarks kulturudveksling med udlandet og formulere en langsigtet strategi på området. Der oprettes på tilsvarende vis et Kunstsekretariat, som skal samle sekretariaterne for Teaterrådet, Statens Musikråd, Kulturministeriets Udviklingsfond og Litteraturrådet.

Som opfølgning på Betænkning om Billedkunst fra 1998 vil regeringen fremsætte lovforslag, der etablerer en selvstændig lovgivning på området.

Byggerier på kulturområdet
En vigtig prioritet i de forløbne års kulturpolitik har været at føre de fysiske rammer for de statslige kulturinstitutioner op på et niveau, som gør dem i stand til at møde det 21. århundredes udfordringer. Det er en udvikling der fortsætter i de kommende år: Det Kongelige Teaters Nye Scene skal istandsættes næste år, så den står klar når byggeriet af et nyt skuespilhus ved Turbinehallerne igangsættes. Der udskrives arkitektkonkurrence om skuespilhuset i efteråret 2000 og byggeriet forventes påbegyndt i 2002/2003. Senest et år efter påbegyndes byggeriet af et operahus. Det ligger derudover fast, at Danmarks Radio kan sætte deres byggeri i Ørestaden i gang.

Forrige14  af  21Næste