Forrige15  af  21Næste

16. Miljø- og Energiministeriet


§ 23. Miljø- og Energiministeriet

Med Miljø- og Energiministeriets finanslovforslag for 2001 fastholder regeringen sin høje prioritering af miljøområdet, hvor Danmark søger at være foregangsland både med hensyn til den nationale miljøpolitik og ved en høj prioritering af den internationale miljøbistand.

Miljøpolitikken er i en god gænge. Regeringen har opnået mange positive resultater. Miljøpolitikken er blevet bedre integreret i mange erhvervssektorer. Det gælder f.eks. energisektoren og industrisektoren, hvor udslippet af drivhusgasser og forurenende stoffer til luft og vand er faldende. Det gælder affaldsbehandlingen, hvor genanvendelse af affaldet er steget. På landbrugsområdet er der med Vandmiljøplan II og pesticidhandlingsplanerne skabt et godt grundlag for et mere miljøvenligt landbrug. Naturområdet er styrket med øget skovrejsning, pesticidfri skovdrift, naturgenopretning og en øget indsats for bevarelse af den biologiske mangfoldighed.

Et af fremtidens større problemer kan blive kemikalier, pesticider og østrogenlignende stoffer i drikkevand, fødevarer og andre forbrugsvarer. Eksperternes viden om disse stoffers virkning på miljøet og menneskets helbred er begrænset, og Miljøstyrelsen er derfor i gang med at styrke indsatsen indenfor kemikalieområdet.

Med vedtagelsen af den nye jordforureningslov er der skabt grundlag for en mere effektiv og intensiveret oprydning efter fortidens forureninger.

I løbet af de kommende år vil regeringen i samarbejde med organisationer, erhvervsliv, lokale myndigheder og andre udarbejde en national plan for bæredygtig udvikling.

Iværksættelse af Pesticidhandlingsplan II
Regeringen ønsker at begrænse anvendelsen af de miljø- og sundhedsskadelige pesticider.

På finanslovforslaget for 2001 iværksættes Pesticidhandlingsplan II fuldt ud. Pesticidhandlingsplanen bygger på en række af de anbefalinger, som Bicheludvalget fremkom med i sin rapport fra 1999. Udmøntningen af Pesticidhandlingsplan II indebærer samlet set, at der indenfor Fødevare-, Forsknings- og Miljø- og Energiministeriets områder afsættes i alt 256,7 mill.kr. i perioden 2000-2003 til at nedbringe belastningen af miljøet og sundheden og fjerne overforbruget af pesticider.

Den internationale miljøindsats
Regeringen prioriterer den internationale miljøbistand højt. Et andet centralt mål på miljøområdet er derfor, at den internationale miljø-, freds- og katastrofeindsats gradvist skal opbygges til et niveau på 0,5 pct. af BNI i 2005.

På finanslovforslaget for 2001 fortsættes indfasningen derfor af den internationale miljøbistand under Miljø- og Energiministeriet. Det indebærer, at der er afsat knap 1,2 mia.kr. indenfor MIFRESTA-rammen.

Afhjælpning af stormfaldet i december 1999
I december 1999 medførte stormfaldet omfattende ødelæggelser for såvel private skovejere som for statsskovbruget.

For at afbøde virkningerne af stormfaldet for det danske skovbrug iværksættes en række ekstraordinære foranstaltninger i det statslige skovbrug. Det drejer sig blandt aadet om hugststop, etablering og drift af vandlagre, og intensivering af plante- og frøproduktionen til det samlede danske skovbrug.

De statslige initiativer indebærer en række uforudsete merudgifter i 2000, som vil blive finansieret i de efterfølgende år. Der tilføres derfor Skov- og Naturstyrelsen 150 mill.kr. i perioden 2001-2004.

Omprioriteringer og væsentlige budgetforbedringer på FFL 2001
Udover ovenstående initiativer fastholdes indsatsen på hovedparten af de øvrige miljøområder. Der foretages således ikke væsentlige omprioriteringer inden for Miljø- og Energiministeriets område i 2001.

Indenfor energiområdet udfases den midlertidige bevilling til tilskud til energibesparelser i erhvervslivet. Udfasningen skyldes, at puljen til fremme af energieffektivisering i erhvervslivet på i alt 1,8 mia.kr., som blev oprettet i forbindelse med den grønne afgiftspakke i 1995, nu er tilbageført som forudsat. Bevillingen udgør herefter 177,8 mill.kr. i 2001.

Forrige15  af  21Næste