5. Skatteministeriet
§ 9. Skatteministeriet
Det er regeringens politik at sikre en retfærdig fordeling af det kollektive ansvar for finansieringen af velfærdssamfundet. Derfor er det en hovedopgave for skatteadministrationen at sikre, at alle borgere og virksomheder betaler den skat, de er forpligtede til, hverken mere eller mindre. Derudover skal reglerne administreres, så skatteopkrævningen foregår på den mest smidige og enkle måde for borgere og virksomheder i overensstemmelse med hensynet til borgeres og virksomheders retssikkerhed.
Regeringen vil i de kommende år forstætte arbejdet med at forenkle skatte- og afgiftsadministrationen, målrette og effektivisere kontrolindsatsen og forbedre borgernes retssikkerhed.
Informationsområdet
En række nye initiativer fra Told og Skat omfatter forbedringer i kommunikationen med borgere og virksomheder.
Der er blandt andet tale om:
- at sikre, at borgerne og virksomhederne får let adgang til kompetente svar på skatte- og afgiftsspørgsmål,
- at intensivere informationsindsatsen, herunder arbejde på at gøre komplicerede regler forståelige for borgere og virksomheder,
- at vejlede nystartede virksomheder og andre virksomheder i, hvilke løsninger der vil være de mest enkle for dem
- arbejde på at etablere en virksomhedstilpasset elektronisk selvangivelse
Initiativerne sættes i gang i 2000 og forventes at strække sig over flere år.
Let Løn
Med LetLøn forenkles virksomhedernes skatte- og lønadministration.
Når LetLøn er gennemført, betyder det, at virksomhederne kun behøver at indberette lønoplysninger ét sted. Der vil blive oprettet ét fælles modtagecenter hos Told og Skat, som skal tage imod en række indberetninger, der i dag sker til mange forskellige myndigheder og organisationer.
Efter planen kan det offentlige i en senere fase tilbyde at tage sig af opgørelser af A-skat, arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsopsparing, ATP og lønindeholdelse i de ansattes løn. Det betyder, at arbejdsgiverne med LetLøn ikke behøver at kende beregningsregler og satser, og at det ikke er nødvendigt at indsende oplysninger, som myndighederne allerede kender. Erhvervsministeren fremsætter lovforslag om LetLøn i folketingssamlingen 2000/2001.
Bedre retssikkerhed i skatte- og afgiftssager
Den nye lov om omkostningsgodtgørelse forbedrer borgernes og virksomhedernes retssikkerhed i skatte- og afgiftssager.
Den nye lov indebærer en klar forbedring af de tilskud, som det offentlige yder til borgere og virksomheder med henblik på at dække en del af udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med skatteankesager.
Før blev der i klage- og domstolssager ydet et tilskud på 38 pct. for personer og 32 pct. for selskaber. Fremover kan både personer og virksomheder som udgangspunkt få dækket halvdelen af deres udgifter. Derudover vil de sager, som skattemyndighederne rejser, udløse en godtgørelse på 85 pct.
Retssikkerheden er det centrale omdrejningspunkt for ordningen, da den enkelte borger eller virksomhed opnår godtgørelse, uanset om sagen vindes eller tabes. Ordningen er unik, både i nationalt og internationalt perspektiv.
Spilleområdet
Målet med loven om spilleautomater er at bekæmpe det voksende sorte marked ved at sætte en klar grænse for, hvem der må tjene penge på spil og kanalisere overskuddet fra spil videre til almenvelgørende formål og staten.
Der vil derfor blive indført regulering og kontrol af alle spilleautomater, ligesom opstilling og drift af alle spilleautomater vil kræve en tilladelse. Der indføres endvidere en generel afgift på spilleautomaternes bruttospilleindtægt, dvs. af spilleindsatserne fratrukket gevinster, dog med nedslag, såfremt der udloddes midler til velgørende formål eller til modtagere af tipsmidler.
For at regulere spillemarkedet oprettes derfor en spillemyndighed under Told- og Skattestyrelsen, der får til opgave at udstede tilladelser og elektronisk at registrere alle tilgængelige automater, uanset om de er almindeligt tilgængelige eller opstillet i private klubber og foreninger.
Erhvervsskattereform
De skattemæssige rammevilkår for erhvervslivet skal tilpasses, så de ikke indeholder unødige barrierer for tilpasningen af erhvervsstrukturen. Regeringen vil derfor fremsætte forslag til en omlægning af erhvervsbeskatningen, der sigter på at skabe mere ensartede skattemæssige rammevilkår for alle typer af virksomheder.