Forrige8  af  21Næste

8. Indenrigsministeriet


§ 13. Indenrigsministeriet

Det er en væsentlig målsætning, at flygtninge og indvandrere deltager i samfundslivet på lige fod med andre borgere. Regeringen har med fremlæggelsen af en samlet handlingsplan for bedre integration af udlændinge i Danmark iværksat en række nye initiativer, der tager sigte herpå.

Med handlingsplanen får den enkelte borger, kommunerne og andre aktører i integrationsindsatsen en række nye muligheder. Samtidig præciseres den enkeltes forpligtelse til at gøre en aktiv indsats for at blive selvforsørgende og integrere sig i samfundet.

Den regionalpolitiske indsats sigter blandt andet på at understøtte en bæredygtig udvikling i landdistrikterne. Regeringen har derfor taget flere initiativer til en styrket indsats til udvikling af landdistrikter og vanskeligt stillede kommuner.

Handlingsplan for bedre integration
Integration af udlændinge i Danmark er en mærkesag for regeringen. Det er af stor betydning, at flygtninge og indvandrere udnytter sine ressourcer og bidrager til velfærdssamfundets fortsatte udvikling.

Regeringen fremlagde i februar 2000 en samlet handlingsplan for bedre integration af udlændinge i Danmark. Handlingsplanen indeholder blandt andet en række initiativer til styrkelse af danskundervisningen for udlændinge og udlændinges integration på arbejdsmarkedet og i samfundslivet.

Endvidere indføres en ny kommunal tilskudsordning for danskundervisning af udlændinge, der ikke er omfattet af integrationsloven. Ordningen skal forbedre kommunernes mulighed for at tilbyde danskundervisning til udlændinge.

I tilknytning til lovændringen gennemføres en administrativ styrkelse af Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriets departement for at sikre en hurtig og effektiv sagsbehandling.

Styrket asylsagsbehandling
Udlændingestyrelsen forventer et højere indkvarteringsomfang i asylcentersystemet i 2001 end forudsat på finansloven for 2000, svarende til en merudgift på ca. 150 mill.kr. i 2001 til indkvartering og underhold af asylansøgere.

Der er samtidig taget initiativ til at nedbringe den samlede tid, det tager udlændingemyndighederne at behandle en asylsag. Reduktionen af sagsbehandlingstiden giver kortere ventetid for asylansøgerne og mindsket pres på asylindkvarteringsstederne. Der kan derfor opnås såvel humanitære som økonomiske gevinster ved effektiviseringen af asylsagsbehandlingen.

Initiativet forventes sammen med rationaliseringer af driften af asylcentrene at nedbringe udgifterne til indkvartering og underhold af asylansøgere med ca. 95 mill.kr. i 2001.

Udvikling af landdistrikterne
Regeringen lægger vægt på at fremme erhvervsudvikling, service og bosætning i landdistrikterne. Der skal udvikles levedygtige landdistrikter med gode beskæftigelsesmuligheder og varierede tilbud til borgerne.

I forlængelse af denne målsætning er der afsat en ny bevilling på 22 mill.kr. årligt til fortsættelse af landdistriktspuljen. Midlerne anvendes til forsøgsprojekter, der kan medvirke til at fremme udviklingen i landdistrikterne, og som tilskud til forsknings- og informationsprojekter.

Puljen er forhøjet med 5 mill.kr. årligt til især vidensspredning og en forbedring af integrationsindsatsen i landkommunerne. Initiativet er en del af regeringens handlingsplan for bedre integration.

Regeringen ønsker herudover at forstærke indsatsen over for regioner, der har haft en mindre gunstig økonomisk udviking end resten af landet. Regeringen har derfor aftalt med Kommunernes Landsforening, at den eksisterende pulje på 40 mill.kr., som fra 2000 er afsat til vanskeligt stillede kommuner, forøges med 21 mill.kr. Forøgelsen finansieres af det kommunale bloktilskud.

Tilskuddet skal hjælpe kommunerne til – gennem strukturelle tiltag – at opnå forbedringer i kommunernes økonomi og undgå skattestigninger.

Forrige8  af  21Næste