1. Miljøvurdering af finanslovforslaget

Du har takket nej til cookies på denne hjemmeside, derfor kan vidoen ikke vises. Du skal tillade cookies for at kunne se videoen. 1.1. Indledning

Et bæredygtigt miljø er sammen med økonomisk udvikling og styrke vigtige forudsætninger for en holdbar udvikling af samfundet.

Miljømæssig bæredygtig udvikling kræver blandt andet, at økonomisk fremgang sker uden tilsvarende vækst i forurening, affald og energiforbrug. Regeringen har siden 1993 prioriteret miljøet højt, og har med blandt andet Affald 21, Elreformen, Pesticidhandlingsplan II, Kemikaliestrategien og Vandmiljøplan II styrket den konkrete indsats for at bryde båndet mellem økonomisk udvikling og belastning af miljøet.

Det er en international opgave at sikre en mangfoldig natur samt rent vand, luft og jord. Hovedudfordringerne er truslen om klimaforandringer, tabet af biologisk mangfoldighed og uansvarlig brug af farlige kemikalier. Danmark søger derfor at være foregangsland både med hensyn til national miljøpolitik og ved at prioritere den internationale miljøbistand højt. Finanslovforslaget for 2001 afspejler disse forhold. Der er således indbudgetteret en række initiativer fra de senere års handlingsplaner, og den internationale miljøbistand, som skal udgøre 0,5 pct. af BNI i 2005, er under indfasning.

Nationalt vil udfordringerne de kommende år blandt andet være en øget indsats overfor kemikalier, pesticider og østrogenlignende stoffer i drikkevand, fødevarer og andre forbrugsvarer. På finanslovforslaget for 2001 iværksættes Pesticidhandlingsplan II fuldt ud, og derudover skal det på baggrund af resultaterne af den kommende midtvejsevaluering af Vandmiljøplan II vurderes, om indsatsen over for kvælstofudledningerne skal styrkes yderligere for at nå de opstillede mål.

1.2. Miljøvurdering af finanslovforslag

Miljøvurderingen af finanslovforslaget er i de senere år blevet en fast del af det materiale, der udgives i forbindelse med fremsættelsen af finanslovforslaget. Hensigten med miljøvurderingen af finanslovforslaget er at skabe et overblik ved at følge udviklingen i en række centrale miljøparametre. Endvidere skabes indblik i de politiske og økonomiske udfordringer ved at supplere miljøindikatorerne med mere dybdegående analyser af et udvalg af sektorer, bevillingsændringer eller områder af særlig interesse.

Det er hensigten, at de uddybende analyser i løbet af en årrække dækker alle sektorer og centrale miljøområder.

I miljøvurderingen af finanslovforslaget for 2001 sættes fokus på fysiske materialestrømme i produktion og forbrug, landbrugssektoren samt kemiske stoffer. I de foregående års miljøvurdering er der blandt andet sat fokus på energi- og klimaområdet, trafik, vandmiljøområdet og affald.

1.3. Miljøvurdering af finanslovforslaget for 2001

Finansloven påvirker samfundet bredt via aktiviteter, der har bevillingsmæssig hjemmel på finansloven. Det gælder også miljøområdet.

Miljøtilstanden påvirkes endvidere af en lang række materielle love, der ikke direkte har hjemmel på finansloven, da de ikke har bevillingsmæssige konsekvenser. Endelig har finansloven som samlelov en finanspolitisk rolle, hvor den samlede økonomiske aktivitet påvirkes og reguleres.

For at give et samlet overblik over finanslovforslagets indvirkning på miljøet indeholder kapitel 2 indikatorer for en række miljøområder og sektorer.

Miljøtilstanden
Luftområdet omfatter udslip af drivhusgasser, der er et globalt forureningsproblem, samt flygtige organiske opløsningsmidler (VOC), svovldioxid (SO2) og kvælstofilter (NOx), som primært skader det lokale og regionale miljø. Drivhusgas-fremskrivningen viser en reduktion af udslippet af drivhusgasser på 16 pct. i 2010 i forhold til 1990-niveauet. Det er vurderingen, at der er etableret og vil kunne etableres virkemidler, som samlet sikrer, at den ambitiøse målsætning om en 21 pct. reduktion af drivhusgas-udledningen kan opfyldes, jf. Klima 2012. Det forventes også, at målsætningerne om reduktion vedr. VOC, SO2 og NOx kan opfyldes. Der vil dermed ske en absolut afkobling af forureningen på luftområdet fra den økonomiske vækst – en absolut afkobling vil sige, at udledningerne falder trods økonomisk vækst. Tilsvarende betyder en relativ afkobling, at udledningerne stiger mindre end den økonomiske vækst.

Resultaterne på luftområdet skyldes en omfattende økonomisk og administrativ regulering. I forbindelse med elreformen er der f.eks. indført et grønt elmarked og CO2-kvoter, der sikrer en betydelig CO2-reduktion frem mod år 2010.

Udledning af spildevand skader miljøet. Spildevand medfører udledning af næringsstoffer, som skaber miljøproblemer i overfladevandet og medvirker til forurening af grundvandet med blandt andet nitrat. Udledningen af kvælstof, fosfor og organisk stof via spildevand er faldet mærkbart i de senere år. Omvendt er udledningen af fosfor og kvælstof fra det åbne land – herunder landbruget – ikke reduceret som forudsat. Sigtet med Vandmiljøplan II er derfor primært at begrænse kvælstofudledningerne fra landbrugssektoren yderligere.

Affaldsbehandling og produktionen af affald indebærer ressourceforbrug og miljøbelastning. Målene på affaldsområdet er fastlagt i handlingsplanen – Affald 21. Den overordnede målsætning er at stabilisere de samlede affaldsmængder i 2004 og på sigt nedbringe dem. Målet søges blandt andet opfyldt ved brug af grønne afgifter og gebyrer. Affaldsproduktionen er stabiliseret siden 1996. Der er således siden 1996 sket en relativ afkobling af den samlede affaldsproduktion fra den økonomiske vækst, men der er fortsat tale om stigninger i industrien, husholdningerne og servicesektoren. En fremskrivning af affaldsproduktionen viser, at der under givne forudsætninger vil ske et yderligere fald i produktionen indtil år 2000, hvorefter der vil ske en stigning frem mod 2004. Stigningen vil imidlertid være mindre end den økonomiske vækst.

Beskyttelse af grundvand og jord er nødvendig for at sikre forsyningen af rent drikkevand. Den danske vandforsyning baseres på rent grundvand, som kun kræver en simpel behandling. Danmark har en udnyttelig grundvandsreserve på 1,8 mia. m3 pr. år. Dette overstiger forbruget på 1 mia. m3 pr. år, og der er generelt ikke mangel på drikkevand i Danmark. Forbruget har været nedadgående siden 1988.

Forurening af grundvandet kan ske som konsekvens af nedsivning af nitrater, pesticider eller andre miljøfremmede stoffer. Siden 1987 er knap 500 vandboringer blevet lukket på grund af forurening med disse stoffer. Vandmiljø- og Pesticidplanerne I og II har blandt andet haft til formål at forebygge forringelser i grundvandets kvalitet.

Den ny jordforureningslov fra 1999 giver samtidig bedre muligheder for at foretage en samlet prioritering og koordinering af den offentlige indsats på jordforureningsområdet. Det skønnes nu, at 3.000-4.000 forurenede lokaliteter vil indgå i den offentlige oprydningsindsats.

Særligt i byerne kan støj påvirke menneskers sundhed og velbefindende. Der er på finanslovforslaget for 2001 på linie med tidligere år afsat midler til brug for opfyldelse af målsætningen på støjområdet.

Beskyttelse af biodiversitet og landskabet sker blandt andet gennem naturbeskyttelsesloven, planloven, vandløbsloven og skovloven. Endvidere opstilles i Vandmiljøplan II en række mål for naturbeskyttelsen.

I tiden fra 1989 til 1998 er der som et led i naturforvaltningen blevet genoprettet 7.900 ha – søer, vandløb, enge, heder osv. Som led i Vandmiljøplan II skal der yderligere genoprettes 16.000 ha vådområder. Ifølge Vandmiljøplan II skal yderligere 20.000 ha tilplantes med ny skov frem til 2003. Målet fremover er yderligere tilplantninger på omkring 5.000 ha om året de næste 80 til 100 år.

Miljøprofiler for sektorer
En oversigt over miljøindikatorer på sektorniveau viser, at der i alle sektorer på hovedparten af de udvalgte sektorindikatorer sker enten absolut eller relativ afkobling af udledningen af forurenende stoffer fra den økonomiske vækst.

I industrien er der sket en absolut afkobling fra den økonomiske vækst af udledninger til vand, samt af SO2 og VOC, og en relativ afkobling af udledningen af CO2. Omvendt er der ingen afkobling sket, hvad angår affaldsproduktionen, energiforbruget og udledningen af NOx.

For landbruget er der sket en absolut afkobling hvad angår metanudledning, overskudskvælstof og behandlingshyppighed med pesticider. Endvidere er målsætningen om en halvering af aktivt stof for pesticider nået. En sådan afkobling er imidlertid ikke tilstrækkelig for kvælstofudledning og reduktion af behandlingshyppighed med pesticider, idet langt kraftigere reduktioner er nødvendige for at nå de opstillede mål.

På trafikområdet er der sket en absolut afkobling fra den økonomiske vækst, hvad angår udledninger af partikler, NOx, SO2, CO og HC. Omvendt er der ingen afkobling sket for CO2, hvor udledningerne er steget.

Der er opstillet en række målsætninger for transportsektoren, jf. Klima 2012 og Begrænsninger af transportsektorens CO2-udslip. Således er det målsætningen, at kurven for transportsektorens udslip af CO2 knækkes, så den stadige stigning i CO2-udslip bringes til ophør. Regeringen vil inden udgangen af 2000 fremlægge en konkret handlingsplan for de initiativer, der kan bidrage til at sikre, at kurven for transportsektorens CO2-udslip knækkes.

Energisektorens miljøpåvirkning er afkoblet fra den økonomiske vækst. Udledningen af NOx og især SO2 er faldet betydeligt i de senere år, ligesom sektorens klima- og eksportkorrigerede CO2-udledninger er faldet med 8 pct. i tidsrummet fra 1988 til 1998.

I de senere år er der sket en absolut afkobling af husholdningernes miljøpåvirkninger fra forbruget, hvad angår CO2-udledningerne, der er faldet med 23 pct., vandforbruget, der er faldet med 28 pct. og husholdningers fosforudledninger, der er faldet med 87 pct. Omvendt er der kun sket en relativ afkobling for energiforbruget i husholdningerne, der har været nogenlunde konstant, og ingen afkobling hvad angår affaldsproduktion, der er steget med knap 9 pct. fra 1994 til 1998.

I den offentlige sektor er CO2-udledningen faldet. Elforbruget er steget, men det samlede energiforbrug, der også omfatter elforbruget, er faldet med 7 pct. fra 1988 til 1998. Omvendt er affaldsproduktionen i den samlede servicesektor (offentlig og privat) steget med 12 pct. inden for de seneste år.

Bevillingsændringer med miljøeffekt
For at understøtte den generelle gennemgang af miljøtilstanden er de enkelte ministerier til brug for årets miljøvurdering anmodet om at gennemføre en konkret vurdering af bevillingsændringers miljøvirkning.

Bevillingsændringer med miljøeffekt fra 2000 til 2001 er sammenfattet nedenfor, hvor både bevillingsændringer på udgifts- og indtægtssiden er opgjort.

Tabel 1.1. Bevillingsændringer med miljøeffekt, indtægter og udgifter

	2000 (B-året)	2001 (F-året)	Ændring1) (mill.kr.)
Udgifter	9.421	9.708	287
- heraf international miljøbistand og ulandsbistand med miljøeffekt	2.211	3.258	1.048
Indtægter	61.416	61.881	465

1) Der er indført ny tilsagnsbudgettering fra finanslovforslaget for 2001. Tallene for 2000 og 2001 er derfor ikke umiddelbart sammenlignelige.

Opgørelsen viser en stigning på 287 mill.kr. i udgiftsbevillingerne på milljøområdet fra 2000 til 2001. Som led i målsætningerne om et øget dansk internationalt engagement på miljøområdet, er det den internationale miljøbistand, der er opprioriteret på udgiftssiden.

På indtægtssiden oppebæres et merprovenu på 465 mill.kr. blandt andet som følge af den fortsatte indfasning af Pinsepakken.

Samlet set viser gennemgangen af miljøindikatorer, sektorprofiler og bevillingsændringerne, at finanslovforslaget for 2001 vil have en positiv indvirkning på miljøet.

1.4. Fysiske materialestrømme i produktion og forbrug

Samfundets brug af naturressourcer inddrages ofte i debatten om en miljømæssig bæredygtig udvikling. I den forbindelse bliver der ind imellem efterlyst fysiske opgørelser af ressourceforbruget som supplement til opgørelser af den økonomiske aktivitet i f.eks. nationalregnskabet.

Opgørelsen af ressource- og materialestrømme kan ske i værdier (i kroner) eller fysiske enheder (i ton).

Værdien af økonomisk aktivitet er belyst via f.eks. nationalregnskabet, der giver indblik i, hvordan værdien af ressourcer anvendes i samfundet. En mængdemæssig opgørelse af materialestrømme har kun i begrænset omfang været anvendt i Danmark. I kapitel 3 præsenteres en opgørelse af de fysiske materialestrømme i Danmark, hvor der opstilles indikatorer for materialeforbruget målt i ton.

Det nationale materialeforbrug (DMC) defineres som det ressourcetræk, der anvendes for at tilvejebringe det nationale forbrug. DMC opgøres som dansk produktion tillagt import og fratrukket eksport. DMC er på ca. 18 ton om året pr. indbygger, jf. tabel 1.2.

I det totale materialeforbrug (TMC) indgår tillige vægten af ikke-benyttede ressourcer, dvs. materialer, der påvirkes, men som ikke direkte indgår i produkterne (23 ton pr. indbygger). Det kan f.eks. være overjord, der flyttes i forbindelse med råstofudvinding. TMC svarer til DMC tillagt ikke-benyttede ressourcer og udgør 41 ton pr. indbygger.

Det totale materialebehov (TMR), der angiver ressourceforbruget ved dansk produktion (samlet input i dansk produktion), er for Danmark opgjort til ca. 51 ton pr. indbygger, hvilket er lavt i forhold til andre industrilande.

Tabel 1.2. Indikatorer for materialeforbrug i dansk økonomi (1990)

Ton pr. indb.
	Nationalt materialeforbrug (DMC)	18
+	Ikke-benyttede ressourcer i forbindelse med dansk forbrug	23
=	Totalt materialeforbrug (TMC)	41
+	Eksport (benyttede og ikke-benyttede)	10
=	Det totale materialebehov (TMR)	51

En fremskrivning af det nationale materialeforbrug (DMC) samt det totale materialeforbrug (TMC) viser, at forbruget stort set er uændret i 2010 i forhold til 1990-niveauet. Fremskrivninger viser endvidere, at det totale materialebehov (TMR) falder frem til 2000, hvorefter TMR stiger til over udgangsniveauet i 1990. Stigningen kan tilskrives øget handel. De tre indikatorer viser en relativ afkobling mellem ressourcetræk målt i ton og økonomisk vækst.

Opgørelser af aggregerede fysiske indikatorer er dog forbundet med en række problemer.

Opgørelser sammenvejet i ton tager ikke højde for, at koblingen mellem forbrug af ressourcer og miljøbelastning varierer afhængig af ressource og anvendelse. Desuden tages ikke hensyn til udvikling i renere teknologi og miljøforbedrende tiltag. Endelig giver vægten af ressourcer ikke umiddelbart en indikation af den reelle miljøbelastning.

1.5. Landbrugssektoren – miljø og økonomi

Landbrugsproduktionen har i et historisk perspektiv haft stor betydning for velstands- og sundhedsudviklingen i befolkningen. I kapitel 4 redegøres for, at landbrugsproduktionen også har haft betydning for den landskabelige udvikling samt afledte virkninger på miljøet i form af udledninger af kvælstof, fosfor, drivhusgasser (metan, lattergas, CO2), spildevand samt kemiske stoffer, herunder pesticider.

Landbrugets belastning af miljø- og naturtilstanden søges blandt andet nedsat gennem den nationale miljø- og landbrugsregulering f.eks. i form af Handlingsplan for bæredygtigt landbrug, Vandmiljøplan II, pesticidafgiften og Pesticidhandlingsplanen.

Der har i de senere år været en stigning i subsidierne rettet mod økologisk landbrugsproduktion. Omlægning til økologisk produktion er blandt andet blevet prioriteret i forbindelse med Vandmiljøplan II. Allerede med de nuværende omlægninger har Danmark et af de relativt største økologiske landbrugsarealer i EU. Beregninger viser, at afkastet på økologisk drevne bedrifter på grund af omlægningstilskud giver en mærkbar tilskyndelse til overgang til økologisk drift.

Landbrugssektoren er en af de sektorer, der er omfattet af størst protektionisme i EU og i andre lande. Subsidier, nationale støtteordninger, eksportstøtte mv. er alle med til at forvride produktionen og handelsmønsteret mellem EU og andre lande. Subsidier og eksportstøtte indebærer, at produktionen af landbrugsvarer alt andet lige øges, hvilket lægger beslag på en større del af ressourcerne, end hvis priserne ikke er støttet. Subsidier, der tilskynder til mere intensiv produktion, vil ofte øge landbrugets belastning af miljøet.

Ved ændringen af EU's landbrugspolitik i 1993 og udbygningen heraf med Dagsorden 2000 drejes landbrugsstøtten fra en prisstøttepolitik til et areal- og dyreenhedsbaseret princip, som alt andet lige vil føre til en mere ekstensiv og dermed mindre miljøbelastende landbrugsproduktion. Hertil kommer den øgede satsning på støtte til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger.

Betydningen af de internationale rammebetingelser for landbrugsproduktionen på økonomi, miljø- og naturtilstand er i kapitel 4 illustreret ved en hypotetisk analyse af de økonomiske og miljømæssige konsekvenser af en fuld liberalisering af den globale landbrugspolitik. Et bortfald af subsidier som følge af liberaliseringen vil medføre en mere ekstensiv anvendelse af landbrugsarealet i Danmark og dermed reduceret udvaskning af kvælstof og pesticider. Der vil også opstå økonomiske gevinster som følge af bedre udnyttelse af produktionsfaktorene i den globale økonomi, jf. tabel 1.3.

Tabel 1.3. Makroøkonomiske og miljømæssige effekter af global liberalisering af landbrugssektoren i Danmark (pct.)

Indkomst	0,5
Investeringer	0,2
Handel	0,9
Beskæftigelse	0,0
Tilført gødning	-16,7
Tilført pesticider	-9,0

Kilde: SJFI.

Den globale indkomst vurderes på lang sigt at ville stige med 0,4 pct., mens Danmarks indkomstgevinst vurderes til at ville udgøre 0,5 pct. svarende til 4,7 mia.kr. Det er markante effekter i lyset af, at sektoren kun udgør henholdsvis 10 pct. og 7 pct. af den samlede globale og den samlede danske produktion.

Beregningerne illustrerer, hvorledes der ofte kan være både økonomiske og miljømæssige gevinster ved at fjerne erhvervssubsidier, der forvrider prisdannelsen på produkter eller produktionsfaktorer. Priserne bør dog også afspejle de samfundsmæssige omkostninger ved forurening. En fuld liberalisering kan derfor ikke erstatte miljømæssig regulering, men reguleringens styrke kan reduceres. De samfundsøkonomiske omkostninger ved forurening kan ofte mest hensigtsmæssigt indarbejdes i priserne ved anvendelse af økonomiske virkemidler som afgifter eller omsættelige kvoter.

I praksis er mulighederne for liberalisering af landbruget afhængig af de internationale forhandlinger i blandt andet WTO (Den internationale verdenshandelsorganisation). Det er næppe på kort sigt realistisk at forudsætte, at der vil ske så store fremskridt i forhandlingerne, at de miljømæssige gevinster ved en fuld liberalisering kan indhøstes.

1.6. Kemiske stoffer – forbrug og regulering

I kapitel 5 gives en beskrivelse af målsætningerne og tilhørende strategi på kemikalieområdet. Endvidere redegøres for hvordan målsætningerne kan opfyldes under hensyntagen til både miljømæssige og økonomiske forhold via internationalt samarbejde og ved anvendelse af økonomiske virkemidler.

Regeringen udsendte i januar 1999 en kemikaliestrategi, hvori det fremhæves, at kemikalieproblemer ofte er af universel karakter og dermed resulterer i grænseoverskridende forurening. Arbejdet med at begrænse forbruget af farlige kemiske stoffer skal derfor ikke blot foregå på nationalt plan, men også i internationalt regi i såvel EU som globalt.

Et tæt internationalt samarbejde på området er nødvendigt, da de skadelige effekter ved brug af visse kemiske stoffer er af grænseoverskridende karakter.

På nationalt plan skal arbejdet med anvendelsesbegrænsninger intensiveres. Det skal som udgangspunkt sikres, at begrænsningen opnås med de lavest mulige samfundsøkonomiske omkostninger. Strategien lægger endvidere op til, at indsatsen på området skal gradueres efter, hvor farlige de kemiske stoffer er. Svært nedbrydelige og stærkt bioakkumulerbare stoffer skal sammen med stoffer, der kan medføre uoprettelige skader, prioriteres højest.

Økonomiske virkemidler har allerede været anvendt med god effekt ved en national begrænsning af forbruget af sundheds- og miljøskadelige kemikalier, idet stoffer som CFC, klorerede opløsningsmidler, bekæmpelsesmidler, PVC og phthalater er afgiftsbelagt.

Brugen af afgifter sikrer, at forbrugsreduktionen sker, hvor det samfundsmæssigt er billigst at opnå miljøforbedringen. Ydermere sikres, at "forureneren betaler princippet" håndhæves.

Der kan imidlertid være tilfælde, hvor afgifter ikke kan benyttes. Forbruget af visse problematiske kemikalier kan vurderes at være forbundet med helt uacceptable miljøskader, hvorfor forbud kan overvejes. Ligesom det kan være nødvendigt at benytte administrative virkemidler som eksempelvis anvendelsesbegrænsninger, hvis afgifter ikke kan benyttes med tilstrækkelig skattemæssig effektivitet.

I forbindelse med aftalerne om Finansloven for 2000 blev det endvidere besluttet at gennemføre en analyse vedrørende mulighederne for øget anvendelse af afgiftsregulering på kemikalieområdet. Denne analyse er sendt i høring. I rapporten overvejes blandt andet nye afgifter på to kemikalier – MTBE og visse drivhusgasser – og en afgiftsforhøjelse på klorerede opløsningsmidler.

1.7. Afgifter, subsidier og miljøudgifter

I kapitel 6 foretages en opgørelse af de samlede miljørelaterede udgifter og indtægter på finanslovforslaget for 2001. Der gives endvidere en oversigt over udviklingen i miljøadministrativ regulering samt en oversigt over ministeriernes skøn over miljøvirkningen af subsidier, tilskud og skatteudgifter.

De samlede statslige miljørelaterede bruttoudgifter er steget fra ca. 4,7 mia.kr. i 1992 til 9,7 mia.kr. i 2001.

Et generelt bidrag til væksten i miljøudgifterne siden 1992 er den internationale miljøbistand. Fra 1992 til 2001 er den internationale miljøbistand vokset fra 0,6 mia.kr. til 3,2 mia.kr. [1] Udgiftvæksten i den internationale miljøbistand bidrager således til at forklare omkring halvdelen af den samlede vækst i de miljørelaterede udgifter på finansloven.

Samlet set kan det konkluderes, at der er sket en opprioritering af miljøområdet målt ved det statslige udgiftsniveau siden starten af 1990'erne både nationalt og internationalt.

Også andre udgifter på finanslovforslaget har i en række tilfælde indirekte, afledte miljøeffekter. Det gælder især på tilskudsområdet, der udgør en væsentlig del af udgifterne på finanslovforslaget.

Der budgetteres med tilskudsudbetalinger på finanslovforslaget på 52,4 mia.kr. i 2001. Ministerierne vurderer, at der for størstedelen af tilskuddene hverken er positive eller negative miljøeffekter. Ministerierne angiver, at omkring 13,4 mia.kr. af de samlede tilskudsmidler har en forventet positiv effekt på miljøet.

En væsentlig del af de tilskud, der vurderes at have positive miljøeffekter, er bistand til udviklingslandene. Miljøhensyn og krav om en bæredygtig udvikling indgår som væsentlige tværgående hensyn ved tilrettelæggelsen af bistanden til udviklingslandene.

Herudover indgår Miljø- og Energiministeriets tilskud og en række tilskud under Fødevare-, Indenrigs-, Forsknings-, Erhvervs- og Trafikministeriet med en positiv miljøeffekt.

En væsentlig del af den miljøpolitiske indsats prioriteres via grønne afgifter. Det hænger blandt andet sammen med, at afgiftsinstrumentet er et velegnet og omkostningseffektivt reguleringsinstrument. Endvidere er det fortsat målsætningen, at en større del af beskatningen skal ske via afgifter på anvendelse af knappe naturressourcer, mens beskatningen af arbejdsindkomst skal lempes.

Provenuet fra de grønne afgifter er således steget fra 30,4 mia.kr. i 1992 til et forventet provenu på 62 mia.kr. i 2001. Miljø- og energiafgifter udgør ca. 2/3 af provenuet, mens den sidste 1/3 stammer fra transportafgifter.

Væksten i de grønne afgifter har dannet grundlag for en tilsvarende lettelse af de statslige indkomstskatter.

Ud over direkte tilskud på udgiftsbudgettet gives der også via finanslovforslagets indtægtsbudget en række indirekte tilskud i form af skattefritagelser og fradrag – såkaldte skatteudgifter.

De miljørelaterede skatteudgifter kan opgøres til omkring 11,8 mia.kr. Heraf vurderes ca. 24 pct. at have overvejende positive virkninger på miljøet, mens 16 pct. af skatteudgifterne overvejende vurderes at påvirke miljøet negativt.

Den administrative regulering er i lighed med den økonomiske regulering blevet udbygget i perioden 1993 til 2000.

På centrale områder bygger den danske miljøpolitik således på en kombination af både administrativ og økonomisk regulering.

1.8. Miljøvurdering af lovforslag og statslige institutioners miljøindsats

I kapitel 7 bliver der redegjort for principperne bag og erfaringerne med miljøkonsekvensvurderinger af regeringsforslag. Siden 1993 har alle ministerier haft pligt til at udarbejde en beskrivelse af de erhvervsøkonomiske og miljømæssige konsekvenser af lovforslag mv.

Ud af de 288 regeringsforslag fremlagt i Folketingssamlingen 1999/2000 er de miljømæssige konsekvenser beskrevet i 17 pct. af forslagene og i 77 pct. af forslagene er det angivet, at der ikke er miljømæssige konsekvenser ved forslaget.

Det er det ressortministerium, som udarbejder et regeringsforslag, der har ansvar for at gennemføre en miljøkonsekvensvurdering. For at støtte denne proces er Miljø- og Energiministeriet i færd med at revidere den eksisterende vejledning om miljøkonsekvensvurdering af lovforslag. I forbindelse med udgivelsen af vejledningen er det blandt andet hensigten at gennemføre kurser for medarbejdere i ministerierne.

I kapitel 8 gives en oversigt over de statslige institutioners inddragelse af miljøhensyn i driften.

De statslige institutioners driftsudgifter udgør omkring 6 pct. af finanslovforslagets samlede udgifter. I 2001 forventes udgifterne til egentlig drift at andrage ca. 24 mia.kr.

I 1997 oplyste i alt 47 ministerier, styrelser og andre statslige institutioner om miljøinitiativer. I 2000 er tallet vokset til 166 statslige institutioner. Der findes i alt 350 statslige institutioner. Antallet af statslige institutioner, der inddrager væsentlige miljøområder i deres drift, er stagneret.

Der har imidlertid været en stigning i inddragelsen af alle medtagne miljøområder fra 1999 til 2000. Da antallet af statslige institutioner som indgår i opgørelsen er uændret i forhold til sidste år, kan stigningerne i indsatsen på miljøområderne tilskrives en generel opprioritering af området i institutionerne.

Fodnoter

[1] Der er indført en ny tilsagnsbudgettering fra finanslovforslaget for 2001. Det betyder, at udgiftsniveauet under MIFRESTA-rammen ligger ca. 1 mia.kr. højere end det ville have gjort, hvis den hidtidige budgetteringspraksis var fulgt i 2001.