4. Landbrugssektoren – miljø og økonomi

Du har takket nej til cookies på denne hjemmeside, derfor kan vidoen ikke vises. Du skal tillade cookies for at kunne se videoen.4.1. Indledning

Landbrugsproduktionen har i et historisk perspektiv haft stor betydning for menneskers levevilkår. Øget fødevareproduktion har således haft indflydelse på såvel velstands- som sundhedsudviklingen i befolkningen. Landbrugsproduktionen har samtidig påvirket landskabsudviklingen og haft afledte virkninger på miljøet i form af udledninger af kvælstof, fosfor, drivhusgasser (metan, lattergas, CO2), spildevand samt kemiske stoffer, herunder pesticider.

Bevillingerne på de årlige finanslove er med til at påvirke landbrugets udvikling. Hovedparten af subsidierne til landbruget er imidlertid ikke nationale støtteordninger, men støtteordninger der fastlægges af den Europæiske Union for landbruget i hele EU, jf. afsnit 4.2.

Ændringer i landbrugsproduktionen og dermed i afgrødesammensætning, husdyrhold, dyrkningsmetoder og arealanvendelse kan have betydning for miljø og natur både på kort og på langt sigt. Samspillet mellem strukturudvikling, miljø og økonomi over længere sigt er derfor vigtigt, når landbrugs- og miljøregulering skal vurderes. Ændringer af de betydelige historisk betingede subsidier til landbruget vil således ofte have betydning for ikke bare økonomi og produktion, men også for miljø- og naturtilstanden. Det gælder f.eks. også den delvise omlægning af landbrugsproduktionen til økologisk drift, der vil have både driftsøkonomiske, samfundsøkonomiske og miljømæssige konsekvenser, jf. afsnit 4.3.

Den nationale miljø- og landbrugsregulering, f.eks. i form af Handlingsplan for bæredygtigt landbrug, Vandmiljøplan II, pesticidafgiften og Pesticidhandlingsplan II, søger at nedsætte landbrugets belastning af miljø- og naturtilstanden, jf. afsnit 4.4.

Betydningen af de internationale rammebetingelser for landbrugsproduktionen – og dermed den afledte miljø- og naturtilstand – illustreres ved en analyse af de økonomiske og miljømæssige konsekvenser af en liberalisering af den globale landbrugspolitik. Et bortfald af subsidier som følge af liberaliseringen vil medføre en mere ekstensiv anvendelse af landbrugsarealet i Danmark og dermed reduceret udvaskning af kvælstof og pesticider. En global liberalisering af landbrugssektoren vil ligeledes indebære en samlet velfærdsgevinst for Danmark på trods af en reduceret produktion i landbrugssektoren. Det er forudsat, at produktionsfaktorerne kan finde alternativ anvendelse i andre sektorer. Internationalt arbejder Danmark for en gradvis liberalisering af sektoren, da det langsigtede mål er, at erhvervet i stigende grad producerer på markedsvilkår og bliver mindre afhængigt af støtte og protektionisme.

4.2. Landbrugssektorens bidrag til samfundsøkonomien

Danmark har været et landbrugsland siden den yngre stenalder, hvor de første jordbrugere begyndte at bearbejde istidsaflejringerne. Gennem århundreder har jordbrugere ved opdyrkning af nye arealer gradvist ændret landet fra at være et naturlandskab til at være et kulturlandskab, hvor de dyrkede marker præger landskabet. Som brugere af hovedparten af jorden indgår landbruget i landskabsplejen.

Ændringer i landbrugets produktion, arealanvendelse, dyrkningsmetoder mv. har således haft betydning for landskabet, naturen, miljøet, økonomien og sundheden over en længere årrække. Landbrugets påvirkning af disse elementer bør derfor betragtes over en længere periode.

I år 1900 udgjorde landbrugsproduktionen omkring 30 pct. af Danmarks samlede faktorindkomst og dermed en væsentlig del af den danske økonomi. I takt med overgangen til et industrisamfund og senere et servicesamfund har landbrugets produktion imidlertid udgjort en stadig mindre del af Danmarks samlede faktorindkomst. Landbrugssektorens primære produktion udgør således nu omkring 3 pct. af den samlede BFI, jf. figur 4.1.

Figur 4.1. Udvikling i landbrugets andel af BFI, 1900-1995

Anm.: Korrigeret for databrud i 1920 pga. Sønderjyllands genforening med resten af Danmark.
Kilde: Dansk historisk Statistik 1814-1980 og Danmarks Statistik.

Udover produktionen af primære varer har landbrugssektoren følgeindustri i form af forarbejdning af primærprodukter og serviceydelser til produktionen. Landbrugssektorens produktion medfører således en faktorindkomst på 23 mia.kr. i forarbejdningsindustrien – hovedsageligt slagterier og mejerier, jf. tabel 4.1. Andre sektorer som f.eks. maskinstationer, leverandører af anlæg mv. leverer varer til landbrugssektoren svarende til en faktorindkomst på 22 mia.kr. Inklusiv følgeindustri skønnes landbrugssektoren at have en samlet beskæftigelse på omkring 153.000 fuldtidsbeskæftigede.

Tabel 4.1. Landbrugssektorens direkte og indirekte indflydelse på økonomien, 1997

	Faktorindkomst (mill.kr.)	Beskæftigelse1) (1.000 fuldtidsbeskæftigede)
Primære landbrug	25.855	74,4
- Vegetabilsk produktion	15.956	27,8
- Animalsk produktion	9.899	47,0
Forarbejdning	22.938	30,8
Forsyning	21.653	48,0
Landbrugssektoren i alt	70.446	153,3
Alle sektorer i alt	956.282	2.669,6

1) På grund af afrunding svarer summen af de angivne tal ikke til totalen.
Kilde: Landbrugets Økonomi - efteråret 1998, SJFI og Danmarks Statistik.

Opgøres landbrugssektorens direkte og indirekte produktion og beskæftigelse bidrager sektoren med omkring 7 pct. af den samlede faktorindkomst og 6 pct. af den samlede beskæftigelse i Danmark.

Landbrugssektoren indgår som en grundpille i det, der betegnes fødevareressourceområdet [1]. Fødevareressourceområdet er et af Danmarks væsentligste ressourceområder med ca. 20 pct. af de beskæftigede i de private erhverv samt en eksportværdi på over 100 mia.kr. eller godt 25 pct. af Danmarks eksport.

Subsidier til landbruget
Landbruget er et stærkt subsidieret erhverv. Der findes EU- og nationale støtteordninger indenfor både den vegetabilske produktion og den animalske produktion, jf. tabel 4.2. De nationale ordninger er for en vis del medfinansieret af EU som led i gennemførelsen af EU-landenes fælles landbrugspolitik.

De nationale ordninger tæller eksempelvis "Støtte til udvikling af landdistrikterne". Ordningen har blandt andet et miljømæssigt sigte, da den omfatter tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger og tilskud til fremme af økologisk produktion inden for jordbrug og fiskeri.

"Tilskud i forbindelse med miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger" ydes primært som arealtilskud til særlig miljøvenlig drift af landbrugsarealer. Endvidere ydes tilskud til særlige demonstrationsprojekter. "Støtte til fremme af økologisk produktion inden for landbrug og fiskeri" ydes som henholdsvis økologiske arealtilskud, eksempelvis i forbindelse med omlægning, og økologiske udviklingstilskud blandt andet til fremme af økologisk jordbrug og forskning.

EU-ordningerne tæller hovedsageligt "Eksportstøtte" og "Produktionstilskud" samt "Hektarstøtte". Eksportstøtten ydes for at udligne, at verdensmarkedsprisen for landbrugsvarer normalt er lavere end markedsprisen i EU. Produktionstilskud ydes for at sikre en rentabel produktion af visse landbrugsprodukter samt for at sikre forarbejdning og afsætning af EU-producerede landbrugsvarer i konkurrence med importerede råvarer og industriprodukter. Hektarstøtten ydes til såvel dyrket som braklagt areal.

Ved ændringen af EU's landbrugspolitik i 1993 og udbygningen heraf med Dagsorden 2000 drejes landbrugsstøtten fra en prisstøttepolitik til et areal- og dyreenhedsbaseret princip. Dette vil alt andet lige vil føre til en mere ekstensiv og dermed mindre miljøbelastende landbrugspolitik. Hertil kommer den øgede satsning på støtte til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger.

Tabel 4.2. Tilskud til landbrugssektoren, bruttotal (mill.kr.)

	1994	1997	2000	20013)
Nationale ordninger1):	1.384	1.682	2.065	1.588
- Konsulentvirksomhed i jordbrug	131	136	140	121
- Støtte til udvikling af landdistrikterne2)	138	209	409	394
- Støtte til jordbrugets strukturudvikling	325	355	311	142
- Produktudvikling af jordbrugs- og fiskeriproduktion	146	210	401	176
- Tilskud til yngre jordbrugere	97	103	117	128
- Produktions- og promilleafgiftsfonde inden for landbrug, gartneri og fiskeri	163	229	267	283
- Tilskud til fødevare- og jordbrugsforskning	134	140	199	232
- Øvrige nationale ordninger	250	300	222	111
EU-ordninger:	10.963	8.939	9.247	9.528
- Produktionstilskud	1.791	1.356	1.586	1.590
- Hektarstøtte	4.084	4.683	4.693	4.980
- Eksportstøtte	4.875	2.857	2.944	2.951
- Øvrige EU ordninger	213	43	24	8
I alt	12.347	10.621	11.312	11.150

1) En del nationale ordninger er medfinansieret af EU (233 mill.kr. i 2001). EU-ordninger er fuldstændigt finansieret af EU.
2) Sammenlægning af de tidligere ordninger: Efteruddannelse inden for jordbrugserhvervene, Miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger, Støtte til strukturprojekter, Tilskud til foranstaltninger i ugunstigt stillede områder, Støtte til fremme af økologisk produktion inden for jordbrug og fiskeri samt Læplantning mv.
3) Det skal bemærkes, at tilskudsudviklingen fra 2000 til 2001 ikke umiddelbart er sammenlignelig. Det skyldes overgangen til ny tilsagnsbudgettering fra finanslovforslaget for 2001. Opgøres tilskud i 2001 efter udbetalinger (så direkte sammenligning bliver mulig), vil de totale tilskud stige med 368 mill.kr.
Kilde: Finansministeriet.

Udover tilskud medtaget i tabel 4.2. findes der enkelte andre tilskudsordninger, der retter sig mod landbrugserhvervet, eksempelvis "Refinansieringsordningen for landbrug" samt tilskud til vådområder og skovrejsning.

Formålet med "Refinansieringsordningen for landbruget" var at give jordbrugere mulighed for at opnå en rentelettelse ved at tillade refinansiering af realkreditlån samt andre lån. Nettoudgiften ved ordningen er betydeligt lavere end bruttoudgiften. Til eksempel har staten i 2001 en udgift på 361 mill.kr. i forbindelse med ordningen. Indtægten er 312 mill.kr., hvorfor nettoudgiften er et tilskud på 49 mill.kr.

Der eksisterer endvidere tilskud til genopretning af vådområder, som er en del af Vandmiljøplan II. Tilskuddet andrager 100 mill.kr. årligt i tidsrummet 2000 til 2003. Landbrugsbedrifter kan endvidere søge tilskud til skovrejsning.

Landbruget modtager derudover betydelig støtte over priserne. Denne støtte finansieres direkte af forbrugerne. Dette sker via mindsteprisinterventioner for såvel primære som forarbejdede varer. Interventionen betyder øgede priser på landbrugsvarer for forbrugere i den Europæiske Union. Hovedparten af denne støtte må i dag anses for kapitaliseret i jordværdien. Landbrugspolitikken i EU skal ses i lyset af ønsket om fødevareforsyningssikkerhed i EU og målsætningerne i landdistriktspolitikken.

Miljø- og Energiministeriet har i 2000 igangsat et forskningsprojekt. Forskningsprojektet har til dels formål at kortlægge de offentlige nationalt- og/eller EU-finansierede støttemidler af betydning for arealanvendelsen, der er udbetalt under de aktuelle støtteordninger for jordbrug og for natur/miljøforvaltning i to lokalområder. Dels at vurdere disse ordningers miljøkonsekvenser i relation til nationale og internationale mål og strategier for natur- og miljøbeskyttelsen og den regionplanlægning, der gælder for områderne.

4.3. Landbrugssektorens arealanvendelse og miljøpåvirkning

Landbruget påvirker miljø, natur og landskab. Et rent driftsøkonomisk udgangspunkt uden regulering vil være, at ressourcer i form af arbejdskraft, gødning, pesticider og energi anvendes i et omfang, der giver det optimale afkast og dermed bidrager til en god indtjening. Det driftsøkonomisk optimale forbrug er imidlertid forbundet med overskud af næringsstoffer, som tabes til miljøet. En erhvervsøkonomisk optimal pesticidanvendelse har endvidere negative effekter på miljø og natur. Endelig står landbruget for 20 pct. af Danmarks udledninger af drivhusgasser, hovedsageligt metan og lattergas men også CO2.

Landbrugets arealanvendelse
Landbruget lægger beslag på omkring 2,7 mill. ha, svarende til ca. 63 pct. af Danmarks areal på godt 4,3 mill. ha.

Landbrugssektoren benytter primært jordarealet til at skabe værdi. Den animalske produktion hænger i væsentlig omfang sammen med det dyrkede areal. For at beskytte vandmiljøet er husdyrproduktionen underlagt visse restriktioner. I landbrugsloven stilles der blandt andet krav om sammenhæng mellem ejet areal og antal dyr. I miljøbeskyttelsesloven fastlægges harmonikravene, dvs. krav til hvor meget husdyrgødning, der må udbringes pr. ha dyrket areal. Harmonikravet sætter en øvre grænse for den animalske produktion.

I tidsrummet 1900 til 1940 var størrelsen af det dyrkede areal relativt konstant, hvorefter arealet reduceredes til nu at udgøre 80 pct. af det dyrkede areal i 1900, jf. figur 4.2.

Figur 4.2. Udvikling i dyrket landbrugsareal og husdyrhold, 1900-1998

Anm.: Korrigeret for Sønderjyllands genforening med resten af Danmark i 1920. Husdyrhold er angivet i antal fåreækvivalenter.
Kilde: Dansk historisk Statistik 1814-1980 og Danmarks Statistik.

Efter industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet udbyggedes landbrugsarealet gennem opdyrkning af store hedearealer, regulering af vandløb, dræning af enge, tørlægning af moser, søer mv. Herved er der sket en afgørende ændring af det danske kulturlandskab med stor betydning for flora og fauna.

I begyndelsen af 1930'erne blev infrastrukturen for alvor udbygget, hvilket åbnede for udvikling og bebyggelse i de indre dele af landet. Langs disse net opstod nye byer og bebyggelse. Købstæderne voksede kraftigt, og der påbegyndtes en udflytning til villakvarterer udenfor byområderne. Disse tendenser bidrog til, at landbrugsarealet blev reduceret. Efter Anden Verdenskrig har arealanvendelsen været stærkt påvirket af urbanisering, udbygning af sommerhusområder, naturgenopretning mv. med fortsat reduktion i landbrugsarealet som følge, jf. tabel 4.3.

Tabel 4.3. Arealanvendelsen i Danmark (pct.)

	1951	1982	1995
Landbrugsareal1)	70	67	63
Skove og plantager	10	12	11
Bebyggelse, infrastruktur mv.	12	15	16
Moser, søer, strandeng mv.	8	6	10
I alt	100	100	100

1) Dyrket og braklagt areal.
Kilde: Forskningscentret for Skov og landskab.

Variationen i husdyrholdet har været væsentlig større end variationen i landbrugsarealet, jf. figur 4.2. Produktionen toppede i starten af 1960'erne primært på grund af en historisk stor produktion af fjerkræ, som aftog kraftigt de efterfølgende år. Den kraftige stigning i 1970'erne skyldtes hovedsagelig en øget produktion af svin.

Produktionen af svin og fjerkræ var kraftigt stigende i starten af 1990'erne og har herefter været forholdsvis stabil. På grund af mælkekvoterne er antallet af malkekøer faldet siden 1983. Produktionen pr. ko – produktiviteten – er imidlertid øget i samme tidsrum.

Gennem perioden er landbrugsproduktionen således blevet intensiveret. Husdyrholdet pr. ha dyrket areal er steget markant siden starten af 1900-tallet. Intensiteten er dog samlet reduceret en smule siden 1960, jf. figur 4.2.

Værditilvæksten i landbrugssektoren pr. ha dyrket areal er også øget i perioden. Den økonomiske vækst i resten af samfundet er dog steget relativt mere, hvorfor landbrugssektorens bidrag til samfundsøkonomien er reduceret relativt.

Fodnoter

[1] Fødevareressourceområdet omfatter hele værdikæden fra primær producent over forarbejdning til salg inden for det samlede fødevareområde, jf. definition fra Danmarks Statistik, Generel erhvervsstatistik nr. 15, 1999.

 

Arealanvendelse frem mod 2025
Der er lagt flere planer for arealanvendelsen fremover. I Vandmiljøplan II vil realiseringen af forudsætningerne kræve, at der i perioden 1998 til 2003 etableres vådområder, gennemføres skovrejsning, omlægges til økologisk landbrug mv. svarende til i alt godt 400.000 ha i det omfang arealanvendelserne ikke er overlappende. Dette areal svarer til omkring 10 pct. af Danmarks areal, jf. tabel 4.4.

Tabel 4.4. Arealkonsekvenser af Vandmiljøplan II, 1998-2003

Etablering af vådområder	16.000 ha
Skovrejsning	20.000 ha
Miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger i Særligt Følsomme Landbrugsarealer (SFL)	88.000 ha
Omlægning til økologisk jordbrug	170.000 ha
Efterafgrøder på yderligere 6 pct. af landbrugsarealet	120.000 ha

Herudover er der blandt andet en målsætning om, at skovarealet skal fordobles i løbet af 100 år.

Forskningscentret for Skov & Landskab har udarbejdet et scenario for arealanvendelsen i Danmark baseret på, at eksisterende målsætninger på området realiseres. Skovarealet inklusiv eng- og græsareal forventes her at stige med 30 pct. frem til 2025, jf. tabel 4.5.

Tabel 4.5. Udvikling i arealanvendelsen i Danmark, 1995-2025

	1995 (Pct. af samlet areal)	2025 2) (Pct. af samlet areal)	Ændring (pct.)	Ændring (ha)
Landbrugsareal 1)	63	58	-8	-230.000
Skove og plantager	11	14	30	140.000
Bebyggelse, veje og bane	16	18	7	50.000
Moser, søer, strandeng mv.	10	11	10	40.000
I alt	100	100	0	0

1) Dyrket og braklagt areal.
2) På grund af afrunding svarer summen af de angivne tal ikke til totalen.
Kilde: Forskningscentret for Skov & Landskab.

Medtages forventningen for udvikling af bebyggelse mv., vil det samlede landbrugsareal reduceres med 8 pct., fordelt på en 15 pct. reduktion af det dyrkede areal og en 30 pct. forøgelse af landbrugsarealet i brak.

Med udgangspunkt i de regionale og lokale forudsætninger stræbes der efter en selvbærende udvikling i landdistrikterne, som kan sikre fortsat bosætning, etablering af arbejdspladser og fastholdelse af et tilstrækkeligt serviceniveau. Region- og kommuneplanerne skal sikre, at byudviklingen ikke sker spredt, men i tilknytning til eksisterende bysamfund, så de åbne landområder friholdes for bebyggelse.

Der vil fortsat gennem naturforvaltningen blive gjort en indsats for at skabe bedre forhold for naturen i det åbne land, både gennem en ændret arealanvendelse og gennem bevarende planlægning.

Målsætningen er gennem planlægning at forbedre grundlaget for en flersidig arealanvendelse, så flere arealkrav kan opfyldes på samme areal, og konflikter om anvendelsen af det åbne areal kan forebygges.

Hensyn til miljø og natur skal integreres yderligere i lovgivningen, herunder også lovgivningen på landbrugsområdet, og i EU's fælles landbrugspolitik. Sådanne hensyn omfatter mål om at bevare og gendanne levesteder og biotoper, økologiske processer, landskaber, geologiske formationer, kulturhistoriske spor og fortidsminder i skov og landskab, samt nedbringe belastningen med næringsstoffer og miljøfremmede stoffer (herunder bekæmpelsesmidler) på levesteder for dyr og planter – i vand og på land.

Landbrugssektorens kvælstoftilførsel
Gennem det 20. århundrede har der været en tendens til kraftig intensivering af landbrugets produktion.

En mere intensiv udnyttelse af jorden har medført en stigende tilførsel af gødning på landbrugsarealerne frem til midten af 1980'erne. Siden er handelsgødningsforbruget faldet 40 pct. frem til 1999. Handelsgødning blev introduceret i 1800-tallet, men blev dog frem til slutningen af Anden Verdenskrig kun anvendt i mindre omfang. Udviklingen i mængden af tilført husdyrgødning afspejler udviklingen i husdyrholdet.

I 1990'erne har der været et fald i forbruget af kvælstof på trods af en økonomisk vækst i sektoren. Initiativerne på området har medført en absolut afkobling af anvendelsen af kvælstof fra den økonomiske udvikling. Mængden af tilført kvælstof er imidlertid fortsat større end mængden af fraført kvælstof, og faldet i kvælstofforbruget har ikke været tilstrækkeligt stort til at opfylde målsætningen på området.

Kvælstofholdig handelsgødning har i vid udstrækning erstattet den biologiske kvælstofbinding. Det vil sige, at kvælstofbinding er blevet flyttet fra en mikrobiel proces ved planterødderne til en industriel proces. Det vurderes, at den mikrobielle kvælstofbinding op til midten af 1950'erne udgjorde et par hundrede tusinde ton kvælstof (N) årligt. Denne kvælstofbinding er nu reduceret til et niveau på 40.000-50.000 ton kvælstof årligt.

Den første vandmiljøplan blev vedtaget i 1987. Planen omfattede foranstaltninger vedrørende spildevandsrensning, opbevaring af husdyrgødning og en reduktion af jordbrugets tilførsel af kvælstof til omgivelserne.

Målet var over en 5-årig periode at reducere den samlede kvælstofudvaskning i samfundet med 50 pct. fra 290.000 ton til 145.000 ton pr. år. Kvælstofudvaskningen fra landbruget blev vurderet til 230.000 ton, og målsætningen var en reduktion af markbidraget med 100.000 ton.

Vandmiljøplanens initiativer blev i 1990 vurderet som utilstrækkelige til at nå planens målsætninger og blev derfor i 1991 fulgt op af Handlingsplanen for et bæredygtigt landbrug. I handlingsplanen blev der introduceret nye initiativer med henblik på at sikre opfyldelse af målsætningerne i Vandmiljøplanen. De væsentligste initiativer var krav om udnyttelsesprocenter ved anvendelse af husdyrgødning og maksimale kvælstofnormer til de forskellige afgrøder (bedriftskvote).

Det er primært iværksættelsen af Handlingsplanen for et bæredygtigt landbrug, som har ført til et væsentligt fald i landbrugets anvendelse af kvælstof i 1990'erne, jf. figur 4.3.

Figur 4.3. Udvikling i landbrugets kvælstoftilførsel, 1900-1998

Anm.: Den biologiske kvælstofbinding skønnes at have udgjort et par hundrede tusinde ton kvælstof frem til århundredes midte og er siden faldet til ca. 40-50.000 ton. Husdyrgødning er korrigeret for ændret opgørelsesmetode i 1988.
Kilde: Miljøstatistik 1999.

På trods af reduktionerne viste det sig, at målet ikke kunne nås med initiativerne. I forbindelse med finansloven for 1998 blev der indgået aftale mellem Regeringen og et bredt udsnit af Folketingets partier om en forstærket indsats for yderligere at begrænse kvælstofudledningen fra landbruget (Vandmiljøplan II) for således at sikre, at den oprindelige målsætning fra 1987 opfyldes.

Planens hovedinitiativer omfatter blandt andet en generel reduktion af gødningstilførslen, bedre udnyttelse af næringsstofressourcerne samt øgede bevillinger til genopretning og etablering af vådområder, skovrejsning og fremme af økologisk landbrug.

Ved indgåelsen af Vandmiljøplan II blev det aftalt, at Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks Jordbrugsforskning efter udløbet af gødningsåret 1999/2000 skal afgive en midtvejsvurdering af, hvorvidt der samlet må forventes en reduktion af markbidraget på 100.000 ton kvælstof med udgangen af år 2003. I begyndelsen af år 2001 fremlægger regeringen på basis heraf en redegørelse for hvilke initiativer, vurderingen giver anledning til.

I den forbindelse er aftaleparterne enige om, at såfremt forskningsinstitutionernes vurdering peger på et væsentligt andet resultat i 2003 end forudsat, må indsatsen på baggrund af redegørelsen skærpes eller lempes så den forudsatte målopfyldelse nås.

Landbrugets anvendelse af pesticider
Forbruget og behandlingshyppigheden af pesticider steg markant i begyndelsen af 1980'erne. Herefter er anvendelsen faldet absolut, jf. figur 4.4. Således er der i 1990'erne sket en absolut afkobling af pesticidforbruget fra den økonomiske udvikling i landbrugssektoren.

Figur 4.4. Udvikling i forbrug af pesticider, 1981-1998

Anm.: Indeks 100 er dannet af gennemsnittet af forbruget af pesticider i tidsrummet fra 1981 til 1985.
Kilde: Danmarks Miljøundersøgelser

I handlingsplanen for nedsættelse af forbruget af pesticider fra 1986 var målsætningen at reducere forbruget målt i forhold til 1981-85 niveauet med 50 pct. inden 1997 – målt i såvel kilo aktivstof som i behandlingshyppighed. Behandlingshyppigheden angiver hvor mange gange landbrugsarealet i gennemsnit kan sprøjtes med pesticider anvendt i normal dosis.

Endvidere skulle man via godkendelsesordningen for pesticider, herunder revurderingen af "gamle" pesticider, dreje forbruget over mod midler, der var mindre farlige for miljøet og sundheden.

Som led i at nå målsætningen blev der blandt andet igangsat en opprioritering af rådgivnings- og forskningsindsatsen og en obligatorisk uddannelse i anvendelse af pesticider.

I 1996 indførtes en generel afgift på bekæmpelsesmidler. Denne afgift blev ved udgangen af 1998 fordoblet.

Det er endnu ikke lykkedes at realisere målsætningen på pesticidområdet. I 1994 nærmede forbruget sig målreduktionen på 50 pct. Faldet modgås dog af en markant stigning i 1995, formentlig som følge af lageropbygning forud for afgiftforhøjelsen pr. 1. januar 1996. Formodningen underbygges af, at der skete et markant fald i salget igen i 1996 og 1997, jf. figur 4.4.

Reduktionen i forbruget, målt som ton aktivstof, skyldes primært, at de nyere pesticider kan anvendes i meget lavere doser med den samme effekt.

Ifølge pesticidhandlingsplanene skal behandlingshyppigheden også reduceres med 50 pct. Dette mål er endnu ikke nået, idet behandlingshyppigheden kun er reduceret med omkring 9 pct. i 1997 i forhold til 1981-85 niveauet. En del af forklaringen på den manglede målopfyldelse er en øget dyrkning af vinterafgrøder, der er et krav i dansk kvælstofpolitik.

Af Pesticidhandlingsplan I fremgik det, at der ved vurdering af forbruget skulle tages hensyn til de naturlige svingninger som følge af f.eks. forekomst af skadegørere, ændringer i sædskiftet, og at der i forbruget efterhånden indgår mindre skadelige midler. Korrigeres for ændringer i afgrødesammensætningen, har der været et fald i den gennemsnitlige behandlingshyppighed på 27 pct. siden 1981-85. [2] Faldet i den afgrødespecifikke behandlingshyppighed modsvares til dels af, at der dyrkes flere arealer med afgrøder, som sprøjtes relativt mere.

En statusredegørelse fra 1997 slog fast, at målsætningerne på pesticidområdet ikke var opfyldt med hensyn til behandlingshyppigheden.

På baggrund af Folketingets enstemmigt vedtagne dagsordensforslag omhandlende sikring af Danmarks vandmiljø blev der nedsat et udvalg med uafhængig sagkundskab, som skulle vurdere de samlede konsekvenser af en afvikling af pesticidforbruget inden for jordbrugserhvervene. Udvalget, det såkaldte Bicheludvalg, afleverede resultaterne af sit arbejde i marts 1999.

Udvalget anbefalede en trestrenget strategi for nedsættelse af pesticidanvendelsen, som indebærer en generel nedsættelse af brugen af pesticider, nedsættelse af eksponeringen af biotoper samt en øget økologisk omlægning.

Bichel-udvalgets analyser og anbefalinger dannede grundlaget for Pesticidhandlingsplan II, der blev udsendt i marts 2000.

Målet for nedsættelse af behandlingshyppigheden vil blive fastsat etapevis. Der etableres et delmål for 2002 og herefter nye delmål hvert tredje år. Ved evalueringen ved udgangen af 2002 vil der blive fastsat delmål for den kommende 3-års periode.

Reduktionsmålet for første etape er en behandlingshyppighed på under 2,0 pr. år inden udgangen af 2002. Det er i den nye pesticidhandlingsplan slået fast, at belastningen af miljøet afhænger af den reelle behandlingshyppighed. I vurderingen af, hvorvidt reduktionsmålene er opfyldt, vil effekten af ændringer i afgrødesammensætningen hverken blive inddraget i beregningen af behandlingshyppigheden eller i vurderingen af hvorvidt reduktionsmålene er opfyldt.

For at fremme en generel nedsættelse af behandlingshyppigheden og til udpegning af særligt følsomme områder er der bevilliget penge til rådgivnings- og demonstrationsprojekter og til videreudvikling af beslutningsstøttesystemer.

Etablering af randzoner på agerjord i omdrift (pløjejord eller ager) langs målsatte vandløb og søer over 100 m2 skønnes ved fuld målopfyldelse at udgøre 50.000 ha, heraf skal der ved udgangen af år 2002 være udlagt randzoner på i alt 20.000 ha.

Virkemidler til friholdelse af arealer langs målsatte søer og vandløb er en større grad af målrettethed i anvendelsen af braklægning under arealstøtteordningen samt etablering af sprøjtefrie og gødningsfrie randzoner under de miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger.

Bicheludvalget anbefalede, at muligheden for at ændre pesticidafgiften fra en værdiafgift til en afgift på behandlingshyppighed undersøges. På den baggrund undersøger en arbejdsgruppe under Skatteministeriet nu denne mulighed.

Endelig vil der ske en revision af godkendelsesordningen for pesticider samt en opdatering af bekendtgørelsen om undervisning af erhvervsmæssige brugere af bekæmpelsesmidler (sprøjteføreruddannelsen), der blandt andet tager højde for den seneste viden og informationsteknologi.

Økologisk produktion
Den økologiske dyrkningsmetode betragter hele dyrkningssystemet med planter, dyr, jord og luft som en helhed. Næringsstofkredsløbet, dyrevelfærd, etiske og miljømæssige hensyn tillægges vægt i økologiske landbrug, hvor der ikke anvendes handelsgødning og pesticider.

Kvælstofstilførslen består primært af husdyrgødningen og biologisk kvælstoffiksering. I henhold til de danske regler på området er det tilladt at supplere egen produktion af økologisk husdyrgødning med indkøb fra konventionelle landbrug med op til 25 pct. af de dyrkede afgrøders behov for kvælstof. Det er endvidere tilladt at supplere de økologiske bedrifters egen foderproduktion med indkøb fra konventionelle jordbrug med op til 15-25 pct. af det totale foderforbrug. Efter august 2000, hvor EU's nye økologiforordning træder i kraft, vil det kun være tilladt at anvende 10-20 pct. ikke-økologisk foder.

Den økologiske produktion er mest udbredt i landbrug med kvæg. Det skyldes, at kvæg kan konsumere store mængder grøntfoder, som kan produceres af kvælstoffikserende planter. Endvidere er grøntfoder let at producere uden bekæmpelse af ukrudt. På omkring 65 pct. af de økologisk dyrkede arealer dyrkes græs og grøntfoder.

I Vandmiljøplan II indgår det som forudsætning, at det økologiske areal øges med 170.000 ha i perioden 1998 til 2003. Det økologiske jordbrug vil herved udgøre ca. 10 pct. af det samlede landbrugsareal.

Det økologisk dyrkede areal er steget fra 20.000 ha i 1993 til 150.000 ha i 1999 svarende til 6 pct. af landbrugsarealet, jf. figur 4.5. Dermed er Danmark et af de lande i EU med den højeste andel økologisk dyrket areal. [3]

Figur 4.5. Udviklingen i økologisk jordbrug, 1988-1999

Kilde: Danmarks Statistik

Aktionsplan for Økologi I fra 1995 (Aktionsplan for fremme af den økologiske fødevareproduktion i Danmark) fastlagde rammerne for økologisk produktion. Aktionsplanen er fulgt op af Aktionsplan II - Økologi i udvikling, som fastlægger rammerne for økologiens udvikling i perioden 1999 til 2003. Aktionsplan II lægger op til en udviklingsorienteret strategi for den økologiske omlægning, hvor omlægningen til økologisk driftsform lettes ved bearbejdning af økonomiske, produktionsmæssige og adfærdsmæssige barrierer. Udgangspunktet for strategien er, at den økologiske jordbrugsproduktion skal fremmes i overensstemmelse med forbrugernes efterspørgsel.

Den betydelige økologiske produktion er formentlig en konsekvens af de gunstige støtteordninger, der er indført for økologiske bedrifter samt forbrugernes efterspørgsel efter økologiske varer og interesseorganisationernes indsats på området.

Støtteordningerne til økologisk produktion giver således en mærkbar økonomisk tilskyndelse til omlægning fra konventionel til økologisk produktion.

Økologisk drift opnår – udover de generelle tilskud, som ydes til alle bedrifter – følgende tilskud: [4]

• Driftstilskud (600 kr. årligt pr. ha)
• Omlægningstilskud (450 kr. årligt pr. ha i år 1 og 2)
• Supplerende økologitilskud (i gennemsnit 830 kr. årligt pr. ha i år 1-5)

Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske institut (SJFI) har på baggrund af udvalgte planteavlsbedrifter på henholdsvis lerjord og sandjord og på baggrund af de eksisterende støtteordninger til økologisk jordbrug beregnet den økonomiske tilskyndelse til at omlægge driften fra konventionel til økologisk jordbrug. Første henholdsvis sidste omlægningsår forudsættes i beregningerne at være 2000/2001 og 2005/2006.

Beregningerne tager udgangspunkt i historiske priser, omkostninger og udbytter. Når et fremtidigt støttebehov skal vurderes, bør der indgå forventede/aktuelle pris- og omkostningsniveauer tillagt et vist incitamentstillæg.

Videreføres de eksisterende nationale støtteordninger og omlægges EU-markedsordningerne i overensstemmelse med Dagsorden 2000, vil en økologisk bedrift under omlægning kunne opnå et gennemsnitsresultat på 1.208 kr. pr ha., hvilket svarer til mere end en fordobling af resultatet for en tilsvarende konventionel drift (526 kr. pr. ha), jf. tabel 4.6.

Tabel 4.6. Driftsresultater ved økologisk planteavl (kr. pr. ha)

Økologisk drift	2001	2002	2003	2004	2005	2006	Gennem- snit	Forskel ifht. konventionel drift 1)
Resultat inklusiv alle støtteordninger	735	1.940	2.090	1.341	862	279	1.208	682
Resultat uden supplerende økologitilskud	-637	656	1.257	987	549	279	515	-11

1) Gennemsnitsresultatet for en tilsvarende konventionel drift er vurderet til 526 kr. pr ha.
Anm.: I beregningerne er første henholdsvis sidste omlægningsår forudsat at være 2000/2001 og 2005/2006.
Kilde: Omlægning til økologisk planteavl – analyse af de økonomiske konsekvenser på udvalgte planteavlsbedrifter, SJFI 2000.

Ændringen i omkostningsstrukturen efter omlægning til økologi vurderes af SJFI af være begrænset. Udgiften til gødning reduceres, mens udgiften til udsæd, som skal være økologisk, øges markant. Omkostningen til kemikalier bortfalder endvidere ved omlægningen. De samlede stykomkostninger er således beregnet til at være stort set de samme.

Uden det supplerende økologitilskud – så der alene ydes drifts- og omlægningstilskud – forringes resultatet i gennemsnit med 830 kr. pr. ha i år 1-5. Resultaterne ved økologisk drift og konventionel drift er dermed stort set de samme og tilskyndelsen til omlægning dermed reduceret betydeligt, jf. tabel 4.6.

Tilskuddet til den økologiske produktion i form af udviklingsstøtte og arealtilskud bør principielt ses som en tidsbegrænset foranstaltning, der tilpasses i takt med, at den økologiske produktion bliver mere konkurrencedygtig, og der kan opnås tilstrækkelige merpriser hos forbrugerne for de økologiske produkter. Der er i dag en relativt større stigning i driftsoverskuddet i de økologiske landbrug, hvilket på sigt bør kunne lede til en udfasning af dele af tilskuddet til de økologiske jordbrugere. Tilskudsbehovet vil dog blandt andet afhænge af pris- og omkostningsudviklingen, teknologi- og produktionsudviklingen samt hensynet til ordningens rolle i forbindelse med realiseringen af en række miljømæssige målsætninger.

Fodnoter

[2] Jf. Miljø og energi nr. 24, Statistiske efterretninger 1999, Danmarks Statistik.

[3] Jf. Institute of Rural Studies på The University of Wales, Aberystwyth, hjemmesiden.

[4] Jf. Omlægning til økologisk planteavl – analyse af de økonomiske konsekvenser på udvalgte planteavlsbedrifter, SJFI 2000, for en gennemgang af tilskud ydet specielt til økologisk drift.

 

Afvikling af støtte til landbrugssektoren via international liberalisering
Landbrugssektoren er en af de sektorer, der er omfattet af størst protektionisme i EU og i andre lande/regioner. EU-subsidier, nationale støtteordninger, eksportstøtte, harmonikrav mv. er alle med til at forvride produktionen og handelsmønsteret mellem EU og andre lande.

Generelt bør priserne på varer afspejle de faktiske omkostninger ved at producere dem. Et rigtigt prissignal indebærer, at produktionen og efterspørgslen på en vare står i et hensigtsmæssigt forhold til produktionen og efterspørgslen på andre varer. Subsidier og eksportstøtte indebærer, at produktionen af landbrugsvarer alt andet lige øges, hvilket lægger beslag på en større del af ressourcerne, end hvis priserne ikke var forvredet. Subsidier og eksportstøtte mv. medfører dermed alt andet lige, at ressourcerne i samfundet kan anvendes mere effektivt i andre sektorer, end den i sektor der modtager støtten.

Handelshindringer reducerer varernes fri bevægelighed, og dermed en hensigtsmæssig international arbejdsdeling, hvor hvert land producerer de varer, landet er relativt bedre til at producere.

Der er gennem mange år arbejdet med at liberalisere den internationale handel. Den internationale verdenshandelsorganisation WTO, der omfatter 134 medlemslande, er i gang med en ny forhandlingsrunde, hvor handelshindringerne i især landbrugssektoren er i fokus.

Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut har gennemført beregninger af effekterne af en fuld liberalisering af landbrugssektoren, jf. tabel 4.8. Beregninger af konsekvenser forbundet med en omfattende og global omlægning – her en fuld liberalisering af landbrugssektoren – er selvsagt forbundet med usikkerhed.

Tabel 4.8. Makroøkonomiske effekter af global liberalisering af landbrugssektoren (pct.)

	Globalt	Danmark
Indkomst	0,4	0,5
Investeringer	-0,6	0,2
Handel	4,6	0,9
Beskæftigelse	0	0

Kilde: Landbrugets Økonomi efteråret 1999 og nye beregninger, SJFI.

Effekterne er vurderet af SJFI på baggrund af modelsimulationer på generelle ligevægtsmodeller. For skøn over de globale effekter er der benyttet en global generel ligevægtsmodel og den dertil hørende globale såkaldte GTAP database. De nationale effekter er beregnet ved at sammenkæde den globale model med en national generel ligevægtsmodel for Danmark – AAGE – der er specielt udviklet til analyser af landbrugssektoren, jf. boks 4.3.

Ved en fuld liberalisering vurderes den globale indkomst på lang sigt at ville stige med 0,4 pct., mens Danmarks indkomstgevinst vurderes til at ville udgøre 0,5 pct. svarende til 4,7 mia.kr. Det er markante effekter i lyset af, at sektoren kun udgør henholdsvis 10 pct. og 7 pct. af den samlede globale og den samlede danske produktion.

Indkomsteffekten opnås ved en bedre udnyttelse af produktionsfaktorerne på verdensplan. Endvidere vil en afvikling af den omfattende importbeskyttelse i EU medføre betydelige fordele i form af lavere priser på landbrugsvarer i Danmark.

De anvendte modeller er karakteriseret ved at alle markeder – herunder også arbejdsmarkedet – er i ligevægt, idet der på langt sigt antages fuld pris- og løntilpasning. Modellen beskriver dermed de langsigtede effekter, hvor alle tilpasningsomkostninger er afholdt. Eventuel frigjort arbejdskraft i landbrugssektoren antages dermed at ville kunne anvendes i andre sektorer, hvor arbejdskraften kan anvendes mere effektivt.

Boks 4.3. Generelle ligevægtsmodeller

Generelle ligevægtsmodeller er baseret på økonomiske sammenhænge, som beskriver effekterne af tiltag på lang sigt. Generelle ligevægtsmodeller er karakteriseret ved en beskrivelse af sammenhænge mellem flere markeder, hvor der ofte antages fuldkommen konkurrence og fleksibel pris- og løntilpasning. Eksempelvis vil en faldende efterspørgsel på ét marked betyde, at virksomheder, der producerer til dette marked, vil frigøre arbejdskraft og medføre faldende kapitalefterspørgsel. På længere sigt fører dette til lavere aflønning af arbejdskraft og kapital med afledte positive effekter i form af lavere omkostninger for virksomheder, der producerer i alle øvrige markeder.

GTAP (Global Trade Analysis Project)
De globale effekter af en handelsliberalisering af landbrugssektoren er vurderet ved GTAP-databasen og den dertil knyttede generelle ligevægtsmodel. Den globale database indeholder 45 nationale og regionale input-output tabeller og bilaterale handelsstrømme mellem disse lande og regioner i 50 forskellige varer og tjenester.

Den benyttede model er en statisk global model. Analysen er således begrænset til en statisk komparativ analyse, som formentlig undervurderer de langsigtede dynamiske konsekvenser som f.eks. stigende konkurrence på en række markeder og et voksende kapitalapparats påvirkning af indkomsten på længere sigt.

AAGE (Agricultural Applied General Equilibrium Model for the Danish Economy)
Den generelle ligevægtsmodel for Danmark er en traditionel statisk model, der tager udgangspunkt i den neoklassiske teori for den profitmaksimerende virksomheds adfærd under fuldkommen konkurrence. Virksomhedernes inputefterspørgsel er bestemt i overensstemmelse med en CES-produktionsfunktion. Husholdningerne er nyttemaksimerende, hvor fordelingen af det samlede forbrug sker ved et lineært udgiftsystem.

Alle markeder – herunder også arbejdsmarkedet – er i ligevægt, idet der på langt sigt antages fuld pris- og løntilpasning. Modellen beskriver dermed de langsigtede effekter, hvor alle tilpasningsomkostninger er afholdt.

Modellen indeholder en beskrivelse af vigtige instrumenter i den fælles landbrugspolitik. Mælkeproduktionen er således bundet til mælkekvoten, hvor afkastet fra mælkekvoten tilfalder mælkeproducenterne som personlig indkomst. Støtteformer som handyr-præmier og støtte til ammekøer er ligeledes beskrevet i modellen. Hektarpræmier til korn og oliefrø er modelleret som et subsidie til aflønningen af jord. Det betyder, at f.eks. en forøgelse af hektarpræmierne alt andet lige vil medføre en stigende aflønning af jorden.

Verdensmarkedspriserne på landbrugsprodukter vil ændres markant ved en global liberalisering af landbrugssektoren. Dette medfører ændrede vilkår for dansk landbrugs eksportmuligheder og produktionsvilkår.

En liberalisering af EU's landbrugspolitik vil endvidere indebære, at EU's udgifter til den fælles landbrugspolitik bortfalder. Disse udgifter udgør omkring halvdelen af EU-budgettet. Det antages i scenariet, at besparelsen på EU-budgettet fordeles proportionalt mellem medlemslandene, og dermed reduceres Danmarks overførsler til EU.

Liberaliseringen i Danmark opnås dermed i scenariet blandt andet ved at fjerne mælkekvoter, handyr-præmier, ammeko-præmier samt hektarpræmierne.

SJFI forventer, at priserne på såvel primære som forarbejdede landbrugsvarer vil blive reduceret ved en handelsliberalisering. Priserne på primære varer reduceres med 8 pct. for vegetabilske produkter og 10 pct. for de animalske produkter, mens prisen for de forarbejdede landbrugsvarer under ét reduceres med 6 pct., jf. tabel 4.9.

Tabel 4.9. Ændringer i dansk produktion mv. ved handelsliberalisering af landbrugssektoren (pct.)

	Priser	Produktion	Beskæftigelse
Primære varer	-9,3	-12,1	- 7,9
Vegetabilske produkter	-8,0	-15,9	- 5,0
Animalske produkter	-10,1	-10,0	- 10,2
Forarbejdede landbrugsvarer	-6,4	-15,9	- 7,6
Øvrige industrier	0,2	1,1	0,4
Samlet	-0,5	0,2	0,0

Kilde: SJFI 2000.

Landbrugssektoren vil ifølge SJFI tilpasse sig de nye priser ved at producere færre primære såvel som forarbejdede varer under ét. Underliggende påvirkes især produktionen af råmælk, grovfoder og sukkerroer, som reduceres med henholdsvis omkring 34, 34 og 39 pct. Ydermere reduceres kreaturslagtning med 37 pct.

Produktionen og forarbejdningen af svinekød forventes at stige med 13 pct. på trods af en lavere international afregningspris på svinekød. Det skyldes en forbedring af konkurrenceevnen som følge af lavere priser på input som foder og jord, hvilket reducerer enhedsomkostningerne.

Effekterne på beskæftigelsen i landbrugssektoren følger stort set effekterne på produktionen. Samlet reduceres beskæftigelsen i landbrugssektoren med omkring 9.000, som frigøres til beskæftigelse i andre sektorer.

Landbrugssektorens tilpasning til en liberalisering af sektoren vil have virkning på resten af økonomien – og dermed på priserne. Samlet øges de øvrige sektorers produktion som følge af elimineringen af forvridningerne i landbrugssektoren og den deraf afledte økonomiske vækst, som hovedsageligt skyldes en kraftig vækst i det private forbrug grundet lavere forbrugerpriser og højere realløn.

Ændringen af landbrugets produktionsmønster påvirker sektorens arealanvendelse, udnyttelse af jorden og dermed mængderne af tilført gødning og pesticider.

Landbrugsarealet er en konstant og i praksis fuldt udnyttet ressource. Det betyder, at en faldende rentabilitet i særlig grad afspejler sig i prisen på landbrugsareal. Når landbrugsarealet bliver billigere, flyttes den optimale faktorkombination således, at der anvendes færre hjælpestoffer, kapital og arbejdskraft pr. produceret enhed. Den optimale faktorkombination har dermed større indhold af jord i forhold til hjælpestoffer, kapital og arbejdskraft. Dermed bliver landbrugsproduktionen under ét drevet mere ekstensivt efter en global liberalisering af handelen med landbrugsvarer.

Samlet skønnes mængderne af tilført gødning og pesticider at blive reduceret med henholdsvis 17 og 9 pct., jf. tabel 4.10. En liberalisering af sektoren vil således bidrage positivt til opfyldelse af målsætningen om en 50 pct. reduktion af pesticidforbruget og målsætningerne i Vandmiljøplan II. Anvendelsen af areal til kornproduktion øges med 4 pct., mens mængderne af tilført gødning og pesticider reduceres med omkring 9 pct. Anvendelsen af areal til produktion af kartofler øges med 55 pct., mens den tilførte mængde af gødning og pesticider kun øges med 5-6 pct. Korn og kartofler produceres dermed mere ekstensivt i et frihandelsregime i forhold til den nuværende situation.

Tabel 4.10. Ændringer i arealanvendelsen, tilført kvælstof og pesticider (pct.)

	Arealanvendelse	Gødning	Pesticider
Korn	3,9	-8,8	-8,9
Raps	-12,8	3,6	1,3
Kartofler	55,0	5,3	5,6
Sukkerroer	62,6	-77,2	-39,5
Grovfoder	-15,9	-33,4	-37,0
I alt	0,0	-16,7	-9,0

Kilde: SJFI 2000

Afgrøderne bliver alle produceret mere ekstensivt bortset fra produktionen af raps, hvilket skyldes, at raps i udgangssituationen dyrkes ekstensivt som følge af hektarpræmiernes indflydelse på fordelingen af areal til denne produktionsform.

4.5. Konklusion

Landbrugssektoren har på trods af, at sektoren bidrager med en relativt lille del af værditilvæksten i Danmark, en væsentlig betydning på miljøtilstanden og den landskabelige sammensætning.

Reguleringen på kvælstof- og pesticidområdet samt den kraftigt øgede økologiske produktion har medført, at landbrugssektorens anvendelse af kvælstof og pesticider gennem 1990'erne er blevet reduceret trods periodens betydelige økonomisk vækst. Reduktionerne har imidlertid ikke været tilstrækkelige til at nå de opstillede mål.

De samfundsøkonomiske omkostninger ved denne regulering er formentlig højere end nødvendigt, hvis der alene fokuseres på effekten i form af reduceret udledning af nitrat og pesticider. Tiltagene bidrager imidlertid også til fremme af målsætninger om skovrejsning, naturgenopretning og flersidig arealanvendelse. I begyndelsen af 2001 fremlægger regeringen en midtvejsvurdering af Vandmiljøplan II udført af Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks Jordbrugsforskning vedrørende udsigten til målopfyldelse på kvælstofområdet.

Der gives i dag en mærkbar støtte til omlægning til økologisk drift. Danmark har således et af de relativt største økologisk dyrkede arealer i EU. Tilskuddene til økologisk produktion bør principielt ses som en tidsbegrænset foranstaltning, som tilpasses i takt med, at den økologiske produktion bliver mere konkurrencedygtig.

Landbrugsområdet er i EU – som i resten af verden – stærkt præget af protektionisme. Landbrugsproduktionen opnår en lang række direkte og indirekte nationale og internationale tilskud af betydeligt omfang. Det skal understreges, at en væsentlig del af disse tilskud er omfattet af EU's landbrugspolitik, og derfor tæt knyttet til forudsætningen for denne politik, som blandt andet er begrundet i regionale og fordelingspolitiske hensyn.

En beregning, hvor tilskuddene til landbruget fjernes og handlen med landbrugsvarer liberaliseres fuldt ud, kan illustrere landbrugssubsidiernes indvirkning på miljø og samfundsøkonomi. Scenariet indebærer, at landene vil producere de landbrugsvarer, som de er relativt bedst til. Dette vil gavne den samlede produktion og forbrug på verdensplan. Ydermere vurderes en liberalisering at ville medføre en reduktion i anvendelsen af kvælstof og pesticider med henholdsvis 17 og 9 pct. i Danmark.

Der vil således både være miljømæssige og økonomiske gevinster forbundet med en liberalisering, hvorefter priserne afspejler de ægte produktionsomkostninger.

De totale samfundsøkonomiske omkostninger vil på grund af forurening mv. imidlertid fortsat være højere end produktionsomkostningerne alene. En fuld liberalisering kan derfor ikke erstatte miljømæssig regulering, men behovet for regulering kan reduceres. De samfundsøkonomiske omkostninger ved forurening kan ofte mest hensigtsmæssigt indarbejdes i priserne ved anvendelse af økonomiske virkemidler som afgifter eller omsættelige kvoter, jf. OECD [8].

Fodnoter

[8] OECD Economic Surveys – Denmark, OECD, juni 2000.