Du har takket nej til cookies på denne hjemmeside, derfor kan vidoen ikke vises. Du skal tillade cookies for at kunne se videoen.
8.1. Udviklingen i de statslige institutioners interne miljøpolitik
De statslige institutioners driftsudgifter udgør omkring 6 pct. af finanslovforslagets samlede udgifter. I 2001 forventes udgifterne til egentlig drift at andrage ca. 24 mia.kr.
De offentlige institutioners inddragelse af miljøhensyn i driften har en effekt på miljøet blandt andet via grøn indkøbspolitik og styring af energi-, varme- og vandforbrug.
I 1997 oplyste i alt 47 ministerier, styrelser og andre statslige institutioner om miljøinitiativer. I 2000 er tallet vokset til 166 ud af i alt 350 statslige institutioner. Oplysningerne vedrørende de statslige institutioner er indhentet fra ministerierne, som er blevet bedt om at oplyse om miljøindsatsen i ministeriet samt styrelser og institutioner under ministeriet.
Der har generelt været en stigning i antallet af statslige institutioner, der inddrager væsentlige miljøområder i deres drift. Antallet er imidlertid stagneret det seneste år, jf. figur 8.1.
Figur 8.1. Statslige institutioner som har indberettet miljøtiltag

Anm.: Data omfatter 47 statslige institutioner i 1997, 69 statslige institutioner i 1998, 165 statslige institutioner i 1999 og 166 statslige institutioner i 2000.
Kilde: Indberetninger fra ministerier om miljøindsatsen i departement, styrelser og institutioner.
Der har været en stigning i inddragelsen af alle omfattede miljøområder fra 1999 til 2000. Da antallet af statslige institutioner, som indgår i opgørelsen, er uændret i forhold til sidste år, kan stigningerne i indsatsen på miljøområderne tilskrives en generel opprioritering af området i institutionerne. [1] Det ses således, at samtlige miljøområder inddrages af relativt flere statslige institutioner i forhold til 1999, jf. figur 8.2.
Figur 8.2. Andelen af statslige institutioner som har indberettet miljøtiltag

Anm.: Data omfatter 47 statslige institutioner i 1997, 69 statslige institutioner i 1998, 165 statslige institutioner i 1999 og 166 statslige institutioner i 2000.
Kilde: Indberetninger fra ministerier om miljøindsatsen i departement, styrelser og institutioner.
Over 80 pct. af alle statslige institutioner, der indberetter miljøtiltag, inddrager miljøhensyn i deres indkøbspolitik. Grøn indkøbspolitik er dermed den oftest anvendte form for miljøtiltag i institutionerne. De indkøbsområder, hvor der oftest inddrages miljøhensyn, er kontorartikler, kontormøbler, papir, edb-udstyr samt i forbindelse med rengøring.
53 pct. af institutionerne, der indberettede miljøtiltag i 1999, inddrog varmeforbruget i den interne miljøpolitik. Denne andel er efterfølgende steget betydeligt. Således har 66 pct. af institutionerne inddraget varmeforbruget i den interne miljøpolitik i 2000. Også vandforbruget bliver i stigende grad inddraget af institutionerne, og her er der det seneste år sket en stigning fra 42 til 51 pct. Inddragelsen af vandforbruget har været støt stigende fra 1997, hvilket stemmer godt overens med det generelle fald i vandforbruget og den stigende pris på vand, jf. figur 2.7. i kapitel 2.
Der er i 2000 udarbejdet miljøhandlingsplaner for 45 pct. af de statslige institutioner, der indberetter miljøtiltag. Handlingsplanerne omhandler et eller flere forskellige miljøområder og må karakteriseres som meget detaljerede og omfattende for en række af de statslige institutioner. Typisk lægges der vægt på indkøbspolitik, papirforbrug, affaldsbehandling og energieffektivisering.
Af de statslige institutioner, der indberetter miljøtiltag, er andelen, som har foranstaltninger vedrørende affaldsbortskaffelse og genanvendelse, steget fra ca. 45 pct. i 1997 til næsten 75 pct. i 2000. Der udarbejdes i dag grønne regnskaber i over en tredjedel af de statslige institutioner, hvilket er mere end en fordobling i forhold til 1998, men stort set uændret i forhold til 1999.
Indberetningerne viser, at miljøinitiativer ofte er forbundet med øgede omkostninger, som i en række tilfælde er mindre end besparelserne ved initiativerne. Ved igangsættelse af miljøinitiativer er det således vigtigt, at omkostningen ved tiltaget sættes i relation til værdien af miljøeffekten.
8.2. Eksempler på tiltag i statslige institutioner
En række statslige institutioner har udarbejdet omfattende handlingsplaner og retningslinier, der bl.a. tilgodeser miljøet ved indkøb, eller omhandler styring af el-, varme- og vandforbrug. Følgende eksempler på miljøtiltag i statslige institutioner er udvalgt, så de illustrerer den store bredde i tiltagene.
Forsvarets miljøstrategi beskriver ministeriets og tilhørende myndigheders miljøpolitik og overordnede miljømål. I overensstemmelse hermed er eksempelvis forsvarets vandforbrug reduceret med 32 pct. i tidsrummet 1993 til 1999, ligesom udslippet af CO2 er reduceret med 38 pct. og energiforbruget med 33 pct.
I Beredskabsstyrelsen er der ved alle beredskabscentre uddannet medarbejdere i energiledelse. Der er endvidere – som en del af implementeringen af Beredskabsstyrelsens miljøhandlingsplan – indskrevet krav om, at beredskabscentrene skal spare på el, vand og varme.
Statsministeriet har indført en grøn indkøbspolitik, hvorefter ministeriet inddrager miljø-, energi- og arbejdsmiljøhensyn på linie med pris, kvalitet, service, leveringsbetingelser, betalingsvilkår mv. Hele produktets livscyklus fra produktion til bortskaffelse inddrages ved miljøvurderingen, og så vidt muligt anvendes miljømærkede produkter eller produkter, som lever op til kravene for miljømærker.
Aarhus Universitet har udarbejdet en indkøbs- og handlingsplan for gennemførelse af miljø- og energibevidste indkøb. Målsætningerne i handlingsplanen holdes, og det forventes, at nuværende og påtænkte tiltag fører til forbrugsreduktioner på 8.500 m3 vand, 1.000.000 kWh el, 1.000.000 kg CO2 og 873,5 MWh varme.
På Økonomiministeriets område følges fælles overordnede mål på det driftsmæssige område. Så vidt muligt skal nye pc'ere opfylde kravene i EPA's Energy Star, TCO 95 og CE-mærket, ligesom nye printere helst skal benytte energiøkonomiske tonerpatroner. Endvidere benyttes lavenergipærer, sparerør og halogenpærer, hvor det er muligt, og rengøring sker med anvendelse af miljørigtige rengøringsmidler.
Retslægerådet har i henhold til Justitsministeriets miljøpolitik og miljøhandlingsplan – i forening med de øvrige statslige institutioner på adressen – pr. 1. januar 2000 iværksat en ordning med grøn renovation. Ordningen medfører større genbrug af papir, glas og pap, og forventes at resultere i en mindre besparelse.
Statens Luftfartsvæsen har formuleret en overordnet indkøbspolitik, hvori det hedder: "SLV skal – under hensyntagen til pris, funktion og kvalitet mv. – købe de produkter og tjenesteydelser, som i deres livscyklus skader miljøet mindst".
Forbrugerstyrelsen har udarbejdet en miljøhandlingsplan og et grønt regnskab. Heraf fremgår det, at CO2 -udslippet er reduceret med 7 pct. og vandforbruget reduceret med ca. 20 pct. i 1999 i forhold til 1998. Også styrelsens indkøbspolitik tager højde for miljødimensionen. Således skal styrelsens rengøringsselskab benytte miljømærkede rengøringsmidler, hvor dette er muligt, ligesom der anvendes miljøgodkendte trykkerier.
Fodnoter
[1] En mere detaljeret opgørelse af de indberettede miljøtiltag i de statslige institutioner er tilgængelig på Finansministeriets internetside: www.fm.dk.