Du har takket nej til cookies på denne hjemmeside, derfor kan vidoen ikke vises. Du skal tillade cookies for at kunne se videoen.
Aftalen om særlige feriefridage gælder i staten, folkekirken og ved de selvejende institutioner.
Den omfatter tjenestemænd, tjenestemandslignende ansatte samt overenskomstansatte omfattet af centralorganisationernes forhandlingsret.
Aftalen trådte i kraft 1. april 1999. Den omfatter derfor ikke medarbejdere, der er fratrådt før dette tidspunkt.
Ansatte, der ikke har ret til fuld løn under sygdom, er efter § 1, stk. 2, undtaget fra aftalen.
I tilfælde, hvor der gælder indskrænkninger i retten til fuld løn under sygdom – karensbestemmelser, minimumstimetal eller lignende – optjenes særlige feriefritimer fra det tidspunkt/i den periode, hvor der er ret til fuld løn under sygdom.
Det fremgår af aftalen om særlige feriefridage, at den kan fraviges for ansatte inden for undervisningsområdet, der er omfattet af Lærernes Centralorganisations eller herunder hørende organisationers forhandlingsret. Det kan dog kun ske i det omfang, de forhandlingsberettigede organisationer indgår særskilt aftale herom. Eventuelle fravigelser fremgår i givet fald af de respektive organisationsaftaler mv.
Ansatte, der ikke er omfattet af aftalen – enten fordi de er omfattet af overenskomster indgået med organisationer, der ikke er medlem af centralorganisationerne, eller fordi de er ansat i henhold til bekendtgørelser, regulativer eller lignende – kan have ret til særlige feriefridage som følge af henvisninger til aftalen eller selvstændige bestemmelser. Der henvises til de gældende overenskomster, regulativer mv.
Eventuelle tvivlsspørgsmål om, hvorvidt ansatte er omfattet af aftalen, forelægges for aftalens parter.