Forrige19  af  35Næste

5. Case: Grindsted Erhvervsskole


Tlf. 75 32 13 00

Grindsted Erhvervsskole har ca. 400 elever, heraf 325 på HH og 60 på HG. Der er ansat ca. 50 lærere.

Selvfungerende grupper på Grindsted Erhvervsskole

  • Underviserne er delt op i selvfungerende grupper, som følger de samme klasser og de samme elever
  • Uddelegering af ansvar til de selvfungerende grupper
  • Underviserne lærer af hinanden på tværs af faggrænser

Baggrund

Siden 1992 har man på Grindsted Erhvervsskole taget tilløb til at øge det tværfaglige samarbejde mellem lærerne. Stigende klassekvotienter har bl.a. været med til at sætte fokus på kvaliteten i undervisningen. Efter at medarbejderne ved et seminar havde spillet LOs uddannelses- og udviklingsspil i 1996 stod det klart, at der var et udtalt behov for samarbejde mellem lærerne.

Indledende proces

Gennem en række seminarer kom medarbejderne og ledelsen frem til, at man ville etablere selvfungerende grupper blandt underviserne. Først som forsøgsordning på HG (Handelsskolernes Grunduddannelse) i 1996-1997. Det følgende skoleår udvidede Grindsted Erhvervsskole ordningen til HH (Højere Handelseksamen). Alle undervisere blev etableret i selvfungerende grupper.

Hvad har man gjort?

6-8 lærere udgør hver gruppe. Hver gruppe står for undervisningen i alle fag for 3-4 klasser. Den samme gruppe undervisere følger den samme gruppe elever igennem de 3 år uddannelsen varer. Der udstikkes fra ledelsen en økonomisk ramme og en ramme for fag. Hver gruppe har derefter ansvar for deres årsplan, struktureringen af undervisningen indenfor disse rammer og vikardækning. Ledelsen udpeger en gruppeleder, der deltager i gruppeledermøder hver 14. dag, og hver gruppe holder møde én gang om ugen.

Effekt/status

Effekten af denne omstrukturering har været meget positiv, selvom omstillingen har været tidskrævende. Det kræver mere arbejde af underviserne end tidligere. Men der er ingen, der vil tilbage til den tidligere stabsorienterede ledelsesform. Meldingerne fra eleverne var hurtigt, at de kunne mærke, at lærerne begyndte at snakke sammen. Den organisatoriske ændring blev efterhånden opfattet positivt af lærerne, og den større arbejdsglæde hos disse smittede af på eleverne.

Undervisningen er i sig selv blevet meget mere helhedsorienteret. De selvfungerende grupper har åbnet op for, at man kan arbejde med længerevarende og målrettede undervisningsforløb. Der opstår tættere bånd mellem lærerne og klasserne. For underviserne har oprettelsen af selvfungerende grupper også betydet, at der sker en meget større udveksling af erfaringer på tværs af faggrupper. Tidligere snakkede faggrupperne sammen, om det de havde til fælles, nemlig deres fag. Nu indgår underviserne i bredt sammensatte grupper af lærere, hvor man ikke har fagene til fælles. Dermed "tvinges" lærerne til at diskutere, hvad der konstruktivt kan arbejdes sammen om, og hvad man kan lave - underviserne lærer af hinanden.

Gode råd og erfaringer

  • Vær tålmodig - det er en længerevarende proces at gå fra et system, der bygger på "læreren som sin egen direktør", til en undervisning, hvor lærerne i grupper skal koordinere og tilrettelægge undervisningen sammen.
  • Samtidig er det også vigtigt, at de udpegede gruppeledere formår at holde gryden i kog, således at der sker en fortsat udvikling.
Forrige19  af  35Næste

 
Indholdsfortegnelse