4. Særlige emner

I dette kapitel beskrives en række udvalgte emner, der er relateret til finanslovforslaget for 2002.

Emnerne dækker blandt andet aftalerne om den kommunale økonomi i 2002, udviklingen i antallet af overførselsmodtagere blandt de 15-66 årige, statens personaleforbrug, det rummelige arbejdsmarked, erhvervslivets vilkår, Danmark internationale indsats, Danmarks bidrag til EU-budgettet, Danmarks EU-formandskab i 2002, boligpakken og statslige indkøb.

Regeringen og de kommunale organisationer indgik den 15. juni 2001 aftaler om den kommunale økonomi for 2001. Der blev samme dag ligeledes opnået forhandlingsresultater med både Københavns kommune og Frederiksberg kommune.

Aftalen med Kommunernes Landsforening (KL) indebærer isoleret set en vækst i velfærdsudgifterne på 1,4 mia.kr. svarende til 1,2 pct. Aftalen med Amtsrådsforeningen indeholder en samlet vækst i amternes udgifter på 2,3 mia.kr. Den aftalte vækst i amternes nettodriftsudgifter eksklusive medicin er på 1,8 mia.kr. svarende til 2,7 pct., jf. tabel 4.1.

Note: Tabellen indeholder ikke tal for København og Frederiksberg kommuner, idet de indgåede aftaler med de to hovedstadskommuner ikke indeholder eksplicitte udgiftsniveauer.
1) Inklusive merudgifter i forbindelse med flere pladser til kriminelle unge.

Der er samlet set i kommuneaftalerne aftalt en realvækst i velfærdsudgifterne for den kommunale sektor på 3,5 mia.kr. Herudover er forudsat en vækst i de samlede udgifter til medicintilskud på 0,5 mia.kr. Samlet bidrager dette isoleret set til en realvækst i det offentlige konsum fra 2001 til 2002 på 4,0 mia.kr. I denne opgørelse er der beregningsteknisk forudsat en vækst i udgifterne i Københavns og Frederiksberg kommuner svarende til KL-kommunerne, idet der ikke indgås særskilte aftaler om økonomien i de to hovedstadskommuner.

Kommunerne
Aftalen med Kommunernes Landsforening bekræfter flerårsaftalen for 1999-2002 om den kommunale økonomi og service. De samlede serviceudgifter i 2002 forudsættes at udgøre 109,2 mia.kr. inklusiv realvækst plus reguleringer i medfør af DUT-princippet.

I udgangspunktet for opgørelsen af den økonomisk situation i kommunerne i 2002 er indlagt en niveaukorrektion på 0,3 mia.kr., som følge af en forventet budgetoverskridelse i 2001. Herudover er der aftalt en samlet realvækst i primærkommunerne på 1 pct. samt et niveauløft af kommunernes udgifter til det tunge sociale område på 350 mio.kr.

Som led i aftalen med KL er der afsat en lånepulje på 1,45 mia.kr. til øgede folkeskoleinvesteringer i 2002. Samtidig er den ordinære lånedispensationspulje forhøjet med 0,3 mia.kr.

Der er ved vurderingen af kommunernes (og amternes) økonomi lagt til grund, at lønudviklingen for offentlige ansatte eksklusive reststigninger og lignende bliver 2,5 pct. i 2002, jf. Økonomisk Oversigt, maj 2001.

Der er endvidere lagt til grund for aftalen, at det kommunale grundkapitalindskud ved opførelse af almene boliger i perioden 2002-2004 reduceres fra 14 pct. til 7 pct. af anskaffelsessummen.

Bloktilskuddet forøges i KL-kommunerne med 1,1 mia.kr. således, at der er finansiering til de aftalte udgifter.

Balancetilskuddet indebærer, at kommunernes gennemsnitlige udskrivningsprocent kan holdes uændret i 2002.

Amterne

Aftalen med Amtsrådsforeningen (ARF) bekræfter flerårsaftalen for sundhedsvæsenet udvikling 2000-2002. Det økonomiske råderum målrettes især forbedringer på sundhedsområdet.

Med amterne er der aftalt en vækst på sygehusområdet på 1,4 mia.kr., hvortil kommer væksten i udgifterne til øvrig sundhed og medicintilskud. Endvidere indgår en realvækst på de øvrige områder på 1 pct.

Den aftalte realvækst på sygehusområdet er vist i tabel 4.2 nedenfor.

Aftalen med Amtsrådsforeningen indeholder en samlet vækst i amternes udgifter på 2,3 mia.kr. Denne aktivitetsudvidelse er i aftalen finansieret af et merprovenu, som udmøntes i amterne i 2002 i forhold til 2001 (med uændrede skatteprocenter og uændret aktivitet), på 1,4 mia.kr. som følge af et højere skattegrundlag i 2002 i forhold til 2001.

Herudover forøges amternes bloktilskud permanent med 855 mio.kr. fra 2002 for at sikre, at der samlet set er finansiering til det aftalte udgiftsniveau.

Amternes bloktilskud forhøjes endvidere særskilt i 2001 med 100 mio.kr. til finansiering af en fremrykning af ventetidsplanen.

Balancetilskuddet indebærer, at amternes gennemsnitlige udskrivnings-procent kan holdes uændret i 2002. For amter med svag likviditet etableres en lånedispensationspulje i 2002 på 150 mio.kr., der fordeles af Indenrigsministeriet efter ansøgning.

Københavns og Frederiksberg kommuner
De indgåede aftaler med de to hovedstadskommuner indeholder ikke eksplicitte udgiftsniveauer og finansiering heraf. I forhandlingsresultatet har de to kommuner dog tilsluttet sig de initiativer, der er indeholdt i aftalerne med KL og Amtsrådsforeningen.

I 2002 forventes der at være 802.000 helårspersoner på indkomstoverførsler blandt de 15-66 årige. Det er et fald på 146.000 personer siden 1994, jf. tabel 4.3.

Note: Opgørelsen er eksklusive SU-modtagere samt personer på voksen uddannelsesstøtte (såvel VUS som SVU). Som følge af afrunding, summer tallene ikke nødvendigvis.
1) Skøn i overensstemmelse med augustvurderingen 2001.
2) Kontanthjælp dækker over kontanthjælpsmodtagere tilmeldt AF. Øvrige kontanthjælpsmodtagere dækker over personer med problemer ud over ledighed, og som ikke er tilmeldt AF samt personer på introduktionsydelse.
Kilde: Danmarks Statistik, FFL2002 og egne beregninger.

Udviklingen i antallet af overførselsmodtagere dækker over en række modsat rettede tendenser.

For det første er ledigheden faldet voldsomt siden 1994. Og det skønnes, at ledigheden vil falde yderligere fra ca. 149.000 personer i 2001 til knap 148.000 personer i 2002. Forventningen om en forsat faldende ledighed skal ses i lyset af, at BNP-væksten forventes at blive lidt højere i 2002 end tidligere skønnet samt et øget aktiveringsomfang. Målt i forhold til 1993, hvor ledigheden toppede, er faldet på ca. 200.000 personer.

I 2002 forventes der at være godt 100.000 personer på øvrig kontanthjælp samt revalidering, hvilket indebærer en lille stigning fra 2000 til 2002. Dette skyldes hovedsagligt en stigning i antallet af personer på introduktionsydelse.

Antallet af personer på overgangsydelse har været faldende siden 1996, hvor tilgangen til ordningen ophørte. Ordningen forventes at været endeligt udfaset i 2006.

Antallet af personer på syge- og barselsdagpenge forventes at stige fra 1999 til 2001 med næsten 10.000 personer. Denne stigning er primært af teknisk karakter, idet offentlige arbejdsgivere med virkning fra 1. januar 2000 er omfattet af loven om ret til refusion for udgifter til sygedagpenge ved sygefravær udover arbejdsgiverperioden på lige fod med private arbejdsgivere. Tidligere blev syge personer, der var ansat hos offentlige arbejdsgivere ikke registreret under sygedagpengeordningen.

Fra 2001 til 2002 skønnes antallet til gengæld at falde med ca. 7.000 personer. Det skyldes dels at sygedagpengeordningen for selvstændige og mindre private arbejdsgivere nedlægges fra 1. april 2002, dels at effekterne af det rummelige arbejdsmarked forventes at reducere antallet af personer på sygedagpenge.

Antallet af førtidspensionister er faldet med ca. 12.000 personer fra 1998 til 2001. Fra 2001 til 2002 forventes et beskedent fald på omkring 1.000 personer.

Antallet af personer på efterløn skønnes at være 168.000 i 2002, hvilket er en stigning på 57.000 personer siden 1994. Det kan dels forklares ved den demografiske udvikling og dels af andelen af personer, der er berettiget til efterløn, er stigende. Stigningen forventes at forsætte, givet den forventede demografiske udvikling, men afdæmpes af efterlønsreformen.

Antallet af personer på orlov skønnes at være godt 19.000 i 2002. Orloven dækker fra og med 2002 kun personer på børnepasningsorlov, da uddannelsesorloven til den tid vil være udfaset og erstattet af uddannelse inden for den aktive arbejdsmarkedspolitik. Orlovsordningerne under et er faldet med 58.000 personer siden 1995, hvor orlovsomfanget var på sit højeste niveau med 77.000 personer.

4.4 Statens personaleforbrug

Gennem de senere år har statens personaleforbrug ligget på et niveau tæt ved 140.000 – med en svagt voksende tendens. Denne udvikling er dog vendt i 2000, hvor der er konstateret et fald, jf. figur 4.1.

Figur 4.1. Udviklingen i statens personaleforbrug, 1993-2002 Note: Statens aktiviteter er opgjort med den afgrænsning, der er gældende i 2002. Tallene for de enkelte år er derfor sammenlignelige. Personaleforbrug for årene 1993-2000 er opgjort på baggrund af regnskabstal. Tallene for 2001 og 2002 er baseret på budgetteringen på FL 2001 og FFL 2002. Budgettal er som hovedregel højere end det forbrug, der efterfølgende registreres på regnskabet. Det skyldes en tendens til forsigtig budgettering, ligesom vakante stillinger vil medvirke til, at det faktiske forbrug bliver mindre.

Opgørelsen af personaleforbruget er korrigeret for selskabsdannelser. Et eksempel herpå er, at DSB pr. 1. januar 1999 blev omdannet til selvstændig offentlig virksomhed. Dermed udgår DSB af opgørelser over statens personaleforbrug. I de korrigerede tal for statens personaleforbrug er DSB således holdt udenfor opgørelsen i hele perioden.

I figur 4.2 ses udviklingen for de største ministerområder. Undervisnings-, Forsvars- og Justitsministeriet udgør med ca. 90.000 årsværk størstedelen af statens personaleforbrug. Indenfor disse områder er der samlet set tale om en stigning i perioden fra 1993 til 2002.

Figur 4.2. Statens personaleforbrug på udvalgte områder, 1993-2002

Note: Opgørelsen er korrigeret for ressortomlægninger mellem ministerier samt selskabsdannelser, hvorved opgørelsen for hele perioden afspejler den nuværende arbejdsdeling mellem ministerierne.

Den største stigning ses på Undervisningsministeriets område, hvor personaleforbruget forøges med knap 8.000 årsværk over hele perioden. Denne udvikling afspejler den øgede tilgang til uddannelsessystemet i perioden. En knap så stor tilgang ses på Justitsministeriets område, hvor årsværksforbruget stiger med omkring 1.000 årsværk.

Det største fald ses indenfor Forsvarsministeriets område, hvor der over hele perioden ses et fald på ca. 4.000 årsværk. Indenfor de mellemstore områder er der ikke tale om markante ændringer i årsværksforbruget i perioden fra 1993-02. Den største stigning ses på Arbejdsministeriets område, hvor tilgangen udgør ca. 700 årsværk over perioden. På Trafikministeriets område er der tale om en svagt faldende tendens i personaleforbruget, mens der indenfor Skatteministeriets område ses et stort set konstant årsværksforbrug over hele perioden. I bilag 5 ses statens personaleforbrug på alle ministerområder.

De væsentligste ændringer i det budgetterede personaleforbrug fra 2001 til 2002 er vist i tabel 4.4. For staten som helhed er der tale om et fald i personalebudgettet på ca. 12.310000 årsværk, men der er tale om modsatrettede tendenser på forskellige områder. Langt det størsteparten fald heraf kan tilskrives den budgetterede personalereduktion på Forsvarsministeriets område. Herudover er der tale om modsatrettede tendenser på forskellige områder. Størst stigning i personalebudgettet ses indenfor Undervisningsministeriets område, hvor Aarhus Universitet og Aalborg Universitet er budgetteret med stigninger på henholdsvis 201 og 200 årsværk.

Personaleforbruget i tilknytning til indkvartering af asylansøgere er budgetteret med et fald på knap 500 årsværk. Der er dog stor usikkerhed forbundet med det budgetterede årsværksforbrug indenfor dette område, da behovet for personale er meget afhængigt af eksterne faktorer.

4.5. Det rummelige arbejdsmarked

Regeringen har i de senere år gennemført en række initiativer, som har bidraget til at styrke den aktive linje i social- og arbejdsmarkedspolitikken. Det drejer sig blandt andet om en tidligere og mere fleksibel opfølgning i sygedagpengesager, bedre sammenhæng i de kommunale udgifter i forbindelse med henholdsvis aktive og passive tilbud, en kommunal forpligtelse til at sikre en reel arbejdsprøvning osv. forud for tilkendelse af førtidspension mv.

Det overordnede formål med initiativerne har været at sikre, at personer, som har mistet – eller er på vej til at miste – tilknytningen til arbejdsmarkedet, får mulighed for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet frem for at modtage passiv forsørgelse. Derved skabes der større mulighed for, at personer på kanten af arbejdsmarkedet kan bidrage til egen forsørgelse til gavn for både den enkelte og samfundet som helhed.

Den mellemfristede fremskrivning En holdbar fremtid – Danmark 2010 er regeringens bud på håndteringen af de udfordringer, som følger af ændringer i befolkningens sammensætning. Målet er at opretholde velfærdssamfundets serviceniveau samtidig med, at antallet af ældre stiger og skatten holdes i ro.

Udfordringen er blandt andet at øge beskæftigelsen med 100.000 personer. Det skal ske både ved, at personer, der i dag er på overførsler, kommer i beskæftigelse og ved at færre beskæftigede får langvarig offentlig forsørgelse. Et mere rummeligt arbejdsmarked er forudsætningen for, at udfordringen kan imødekommes.

Også med den vedtagne førtidspensionsreform øges behovet for et mere rummeligt arbejdsmarked, idet reformen forudsætter en stigning i antallet af personer, som fastholdes på arbejdsmarkedet frem for at modtage førtidspension.

På denne baggrund er der i foråret 2001 udarbejdet et samlet oplæg Brug for alle, som beskriver, hvordan arbejdsmarkedet kan gøres mere rummeligt. Der redegøres blandt andet for de hidtil iværksatte initiativer med henblik på at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt. Samlet set vurderes det i oplægget, at udfordringen i forhold til at fremme det rummelige arbejdsmarked ikke umiddelbart ligger i nye ordninger eller ny lovgivning.

De centrale elementer i Brug for alle er, at der ved udbygningen af et mere rummeligt arbejdsmarked skal fokuseres på følgende:

• En tidlig fastholdelsesindsats, herunder en målrettet styrkelse af opfølgningen i sygedagpengesager, i forhold til personer på kanten af arbejdsmarkedet med henblik på at mindske afgangen fra arbejdsmarkedet til passiv forsørgelse.
• At sikre ny beskæftigelse til personer med langvarig ledighed, nedsat arbejdsevne mv., som er rettet med personer, der har været uden job i længere tid.
• At målgruppen for et mere rummeligt arbejdsmarked er bred og omfatter såvel personer, der er forsikrede mod ledighed, som ikke-forsikrede personer. Der lægges endvidere op til – inden for de eksisterende rammer – at gøre en særlig indsats med henblik på at forbedre flygtninge og indvandreres muligheder for at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet.
• Samtidig slås det fast, at antallet af fleksjob ikke er et mål for, om arbejdsmarkedet bliver mere rummeligt. Fleksjob bør således kun være en mulighed for personer med permanent nedsat arbejdsevne, hvis alternativet er permanent offentlig forsørgelse i form af førtidspension.

Brug for alle har udgjort grundlaget for drøftelserne med blandt andet kommunerne forud for indgåelsen af aftalerne om den kommunale økonomi for 2002 og udarbejdelsen af finanslovforslaget for 2002. Drøftelserne har blandt andet drejet sig om, hvordan et mere rummeligt arbejdsmarked kan fremmes yderligere.

Et mere rummeligt arbejdsmarked vil medføre offentlige mindreudgifter til passiv forsørgelse i form af et lavere antal overførselsmodtagere. Det er imidlertid meget vanskeligt at skønne over dels effekterne af et mere rummeligt arbejdsmarked, dels på hvilke områder de positive effekter vil slå igennem.

Det må dog antages, at de positive udgiftsmæssige konsekvenser af et mere rummeligt arbejdsmarked vil slå bredt igennem på en række overførselsområder tættest på arbejdsmarkedet. Der bliver dels tale om færre nye modtagere af overførsler som følge af mindre afgang fra arbejdsmarkedet, dels at flere langtidsledige mv. opnår ny beskæftigelse på arbejdsmarkedet.

På denne baggrund er det ved udarbejdelsen af finanslovforslaget forudsat, at et mere rummeligt arbejdsmarked primært vil have positive udgiftsmæssige konsekvenser for det offentlige i forhold til antallet af kontanthjælpsmodtagere, antallet af sygedagpengemodtagere, antallet af forsikrede ledige samt i noget mindre grad beskæftigelsen for flygtninge og indvandrere under integrationsprogrammet.

I tabel 4.5. nedenfor vises de skønnede årlige statslige mindreudgifter som følge af et mere rummeligt arbejdsmarked, som er indarbejdet på regeringens finanslovforslag for 2002.

4.6. Erhvervslivets vilkår

Samfundets velstand og velfærd afhænger at et produktivt og konkurrencedygtigt erhvervsliv. Dette sikres bedst med fri konkurrence under gunstige rammebetingelser. Gode rammer er først og fremmest et generelt højt uddannelsesniveau samt velfungerende arbejds- og kapitalmarkeder. Dertil kommer betydningen af en effektiv offentlig sektor og nem adgang til ny viden, som kan anvendes i virksomhedernes udvikling af nye produkter og produktionsmetoder.

I de senere år har den økonomiske udvikling bidraget positivt til erhvervslivets rammevilkår. Ikke mindst faldet i den strukturelle ledighed har muliggjort en øget indenlandsk aktivitet uden uholdbare stigninger i løn og priser. Udviklingen har også givet sig udslag i store stigninger i erhvervslivets investeringer. Endelig har den makroøkonomiske politik muliggjort en stabil valutakurs over for EU-landene og et lavt renteniveau. Med regeringens økonomiske strategi frem mod 2010 er grundlaget lagt for at de seneste års gunstige udvikling i erhvervslivets vilkår kan fortsætte.

Der er i de seneste år taget en række initiativer, der skal bidrage til, at Danmark får gavn af overgangen til en mere videnbaseret økonomi. Det drejer sig blandt andet om en øget indsats på forskningsområdet og bedre rammer for risikovillig kapital og iværksættere. Regeringens samlede erhvervsstrategi .dk21. udstikker retningslinierne for arbejdet med at forbedre erhvervslivets rammevilkår yderligere. Strategien indeholder en række nye initiativer, som skal bidrage til, at det danske erhvervsliv kan tage skridtet ind i den nye økonomi.

Virksomhedernes konkurrenceevne og lovgivningsbestemte omkostninger
Virksomhedernes internationale lønkonkurrenceevne har været relativt stabil siden midten af 1990'erne trods periodens økonomiske højkonjunktur, jf. figur 4.3. Fra 1993 til 1995 udviste den danske konkurrenceevne et fald.

Udviklingen i konkurrenceevnen kan i højere grad tilskrives den indenlandske omkostningsudvikling end udviklingen i den effektive valutakurs. Bevægelsen i valutakurserne skønnes således i perioden fra 1993 til 2002 kun at bidrage med en mindre forværring af erhvervenes konkurrenceevne med omkring ¼ pct. Forværringen dækker dog over forholdsvist store svingninger i valutakursens påvirkning af konkurrenceevnen fra år til år. Således ventes den gennemsnitlige årlige ændring i den effektive kronekurs – op eller ned – at andrage ca. 2 pct. for perioden 1993-2002.

Virksomhedernes indenlandske omkostningsudvikling er i væsentlig grad drevet af lønstigninger, mens ændringerne i skatter og afgifter samt diverse erhvervsrelaterede offentlige udgifter som følge af ny lovgivning kun udgør en mindre del af virksomhedernes samlede omkostningsudvikling. I perioden 1993 til 2002 ventes en gennemsnitlig årlig stigning på 3,8 pct. i de danske timelønninger. I samme periode skønnes ændringer i virksomhedernes omkostninger som følge af ny lovgivning at andrage gennemsnitligt omkring 0,3 pct. årligt målt som andel af erhvervenes lønsum.

Figur 4.3. Konkurrenceevneudvikling1) og årlige ændringer i timeløn, lovgivningsbestemte omkostninger og den effektive kronekurs, 1993-2002 Note: Ændringen i de lovgivningsbestemte omkostninger er opgjort i pct. af lønsummen. Opgørelsen er baseret på lovgivning vedtaget siden 1993, som opgjort til Industriens Udviklingsgruppe. Ændringer i erhvervsfremmeudgifter er dog opgjort inkl. hjemmeserviceordningen mv. Med hensyn til lovgivning vedtaget i folketingsåret 2000/2001 er der tale om foreløbigt skøn. De lovgivningsbestemte omkostninger i 2002 omfatter finanslovforslaget.
1) Et stigende konkurrenceevneindeks angiver en forbedret konkurrenceevne. Den danske lønudvikling i konkurrenceevneopgørelsen er opgjort som udviklingen i de direkte lønomkostninger tillagt ændringen i de lovgivningsbestemte omkostninger. Da opgørelser over de lovgivningsbestemte omkostninger ikke eksisterer i udlandet er den udenlandske lønudvikling opgjort som udviklingen i de direkte og indirekte lønomkostninger.
Kilde: Økonomisk Oversigt, august 2001 (Økonomiministeriet), Erhvervslivet og reguleringen 1999/2000 (Erhvervsministeriet) samt egne beregninger.

Også i 2002 skønnes de danske lønstigninger på ca. 4 pct. at dominere i forhold til de lovgivningsbestemte omkostninger. Finanslovforslaget for 2002 skønnes således – eksklusiv ændrede tilsagn til erhvervsfremme - samlet at indeholde tiltag, som påvirker virksomhedernes omkostninger i opadgående retning med 1¾ mia.kr. svarende til knap 0,4 pct. af erhvervenes lønsum.

De højere omkostninger for virksomhederne kan primært henføres til forslagene om afskaffelse af ATP-kompensationen, CO2-afgiftspakken samt en budgetregulering på 1,2 mia.kr. på indtægtsbudgettet, der beregningsteknisk er forudsat udmøntet på højere dieselafgifter, ændrede afgifter på affaldsvarme samt en generel prisindeksering af en række afgifter.

Den samlede erhvervsfremmeindsats

Til trods for forbedringer i erhvervenes rammevilkår og betydeligt bedre konjunkturer i 2002 end i 1992, indeholder Finanslovforslaget for 2002 betydeligt højere tilsagn til erhvervsfremmeudgifter end de afholdte udgifter i 1992, jf. tabel 4.6. Tilsagn til erhvervsfremmebevillinger andrager knap 8 mia.kr. på FFL2002, hvilket er en stigning på knap 2 mia.kr. i forhold til 1992.

I forhold til slutningen af 1990'erne har bevillingerne til erhvervsfremme i 2001 og 2002 udvist et vist fald. Det skyldes blandt andet, at opgørelserne baseret på bevillingstal i budgetårene 2001 og 2002 på grund af ændrede regler for budgetteringen af tilsagn indført i forbindelse med FFL2001 ikke umiddelbart er sammenlignelige med opgørelserne baseret på regnskabstal i de tidligere år. Herudover er der tale om en mindreudgift som følge af ophør af driftsstøtte til skibsbygning. Udfasningen af driftsstøtten sker i fællesskab med de andre EU-lande, hvilket må forventes at mindske effekten på værfternes konkurrenceevne. Endvidere bidrager omlægningen af elproduktionstilskuddet markant til faldet.

Sammenlignet med FL2001 er der tale om en nedgang i omfanget af tilsagn på FFL2002 på knap ½ mia.kr. Det skyldes blandt andet, at en bevilling til Danmarks første netværkssamfund udelukkende optræder på FL2001, og at tilsagnene til tilskud til mere brancheorienteret forskning inden for fødevare- og jordbrugssektorerne udviser et fald. Herudover bidrager nedlæggelsen af erhvervsservicepuljen til lavere niveau for erhvervsfremme af iværksættere. Et fald i bevillingerne til eksportfremme skal endvidere ses på baggrund af en generel tendens til faldende tilskud til dette formål over årene.