3. Aftale mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti om: Trafikpakke (22. oktober 2002)Du har takket nej til cookies på denne hjemmeside, derfor kan vidoen ikke vises. Du skal tillade cookies for at kunne se videoen.
Der er mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti enighed om at gennemføre følgende tiltag og initiativer på trafikområdet:
1. Omprioritering af takstnedsættelsesmidler til jernbanevedligehold
Afskaffelse af takstnedsættelsestilskuddet fra 2004 sker som del af en samlet omprioritering af statens udgifter til kollektiv trafik. Tilskuddet til takstnedsættelse har ikke ført til en øget benyttelse af den kollektive trafik. Aftalepartierne er enige om, at det fortsat er vigtigt at styrke den kollektive trafik. Derfor foreslås, at takstnedsættelsesmidlerne i stedet anvendes til en forbedring af vedligeholdelses- og reinvesteringsindsatsen på baneområdet. En velfungerende jernbaneinfrastruktur er en grundlæggende betingelse for udviklingen af fremtidens kollektive trafikforsyning.
Der sker således en prioritering af togtrafikkens kvalitet på bekostning af den hidtidige prioritering af en relativ billig kollektiv trafikbetjening.
Den på regeringens finanslovforslag forudsatte omprioritering af midler fra den generelle takstnedsættelsesordning til øget jernbanevedligehold gennemføres. Omprioriteringen indebærer, at der fra og med 2004 årligt overflyttes ca. 360 mio.kr. (2003-PL) fra den generelle takstnedsættelsesordning til en forstærket indsats for genopretning af jernbanenettet. Indsatsen vil ikke alene omfatte hovedstrækninger. I det omfang jernbanenettet i yderområderne er nedslidt, vil en renovering af disse indgå i prioriteringen.
Regeringen vil forelægge en samlet plan for vedligeholdelse af jernbanenettet i 2003.
2. Flerårsaftale for vedligeholdelsen af statsvejnettet
For statsvejnettet er der konstateret et vedligeholdelsesmæssigt efterslæb i størrelsesordenen 780 mio.kr. (99-pl) ved udgangen af 1999. Med henblik på at indlede en indhentning af dette efterslæb samt afsætte de nødvendige midler til at opretholde normaltilstanden på statsvejnettet gennemføres en 4-årige vedligeholdelsesaftale for statsvejnettet dækkende perioden 2004-2007. Aftalen indebærer i forhold til regeringens finanslovforslag en årlig merbevilling til vedligeholdelse på ca. 315 mio.kr. i 2004 og 2005, ca. 307 mio.kr. i 2006 samt i alt 605 mio.kr. i 2007. Merbevillingen afholdes inden for råderummet for offentlige investeringer.
3. Ny mole ved Thorsminde havn
Thorsminde havn er i dag plaget af tilsandinger af havneindløbet. Med henblik på at afhjælpe dette problem gennemføres anlæg af en ny mole. Det er vurderet, at den ny mole vil reducere tilsandingsproblemet med ca. 65 pct. og medføre en årlig driftsbesparelse på ca. 2 mio.kr., når molen er taget i brug. Anlægget forventes af koste i alt ca. 20 mio.kr., heraf 5 mio.kr. i 2003 og 15 mio.kr. i 2004. Udgiften i 2003 finansieres ved omprioritering inden for Trafikministeriets rammer. Udgiften i 2004 afholdes inden for råderummet for offentlige investeringer.
4. Forstærkning af digerne ved Rejsby og Ballum
Der er konstateret et behov for en forstærkning af digerne ved Rejsby og Ballum. En forstærkning af digerne vil gøre digerne både bredere og højere således, at de bedre kan stå imod en evt. ny storm. Der afsættes 15 mill.kr. til statslig medfinansiering af en digeforstærkning. 5 mio.kr. finansieres ved omprioritering inden for Trafikministeriets rammer. Den resterende del af udgiften afholdes inden for råderummet for offentlige investeringer.
5. Opgradering af jernbanestrækningen Gedser-Nykøbing
Jernbanestrækningen Gedser-Nykøbing kan i dag kun befærdes med en maksimalhastighed på 80 km/t. Med henblik på at sikre mulighed for at afvikle jernbanetrafik med en maksimalhastighed på 100 km/t afsættes ca. 15 mio.kr. til en levetidsforlængelse af sporene.
Det er en forudsætning, at der er udsigt til, at en trafikbetjening København – Berlin via Gedser vil blive genoptaget.
6. Færgebetjeningen af mindre danske øer
Indenrigs- og Sundhedsministeren har nedsat en arbejdsgruppe med henblik på at få foretaget en belysning af mulighederne for at opretholde og udvikle tre mellemstore danske øer som levedygtige samfund især på baggrund af øernes beliggenhed og de trafikmæssige forhold.
Baggrunden for nedsættelsen af arbejdsgruppen er en henvendelse fra de fire borgmestre fra Marstal, Ærøskøbing, Samsø og Læsø kommuner om de fire kommuners økonomiske situation og fremtidsudsigterne for øerne.
Øernes transportsituation tages op til drøftelse på baggrund af resultatet af rapporten fra Indenrigs- og Sundhedsministerens arbejdsgruppe.
Når der gennemføres nye udbud af færgebetjeningen af små øer, vil takstpolitikken blive taget op til overvejelse.