6. Offentlige pensioner for den enkelte

6.1. Indledning

Det offentlige pensionssystem påvirker – som omtalt i kapitel 5 – finanspolitikkens holdbarhed, når middellevetiden og tilbagetrækningsmønstret ændrer sig. Derudover har det stor betydning for den enkelte borgers økonomi og beslutning om tilbagetrækning. Dette kapitel beskriver det offentlige pensionssystem – inklusive efterløn, da denne har betydelige fællestræk med folkepensionen – fra de enkelte skatteyderes og pensionisters synspunkt. Der lægges særlig vægt på de forandringer, der ventes at ske i de kommende år på grund af modningen af arbejdsmarkedspensionerne og stigningen i befolkningens middellevetid.

Folkepensionisternes gennemsnitlige disponible indkomst skønnes at stige fra omkring 120.000 kr. i 2000 til ca. 140.000 kr. i 2045 målt ved det nuværende lønniveau. Det skyldes først og fremmest, at udbetalingerne fra privat pensionsopsparing ventes at vokse fra ca. 40.000 til ca. 90.000 kr. i 2045. Dertil kommer, at pensionisternes indtægter fra ATP og SP anslås at stige fra omkring 5.000 til 25.000 kr. Dette er stigninger, der sker i tillæg til den almindelige velstandsfremgang, som kan andrage 1-2 pct. om året.

Stigningen i pensionsudbetalingerne ventes at bidrage til en mere jævn fordeling af pensionisternes indkomster, da den kraftigste udbygning af arbejdsmarkedspensionerne ventes at ske for kortuddannede og faglærte, der i dag kun har en ubetydelig pensionsformue. Samtidig vurderes folkepensionen fremover at udgøre en mindre andel af indkomstgrundlaget end i dag, fordi de større private pensionsudbetalinger fører til modregning i pensionstillægget.

I øjeblikket kan folkepensionen netto efter skat finansieres med hvad, der svarer til ca. 9 pct. af de 18-64-åriges bundskattegrundlag. Den forestående stigning i antallet af ældre tager finanspolitikken allerede i dag højde for gennem målsætningen om overskud på det offentlige budget på gennemsnitligt 1½ - 2½ pct. af BNP. Dette modsvarer indirekte, at der af hensyn til de stigende pensionsudgifter afsættes hvad der svarer til omkring 12 pct. af de erhvervsaktives bundskattegrundlag til finansiering af folkepension, selvom omkostningen i øjeblikket kun udgør ca. 9 pct. af bundskattegrundlaget.

Det skal understreges, at dette – og analyserne i kapitlet i øvrigt – alene vedrører den del af udgiftsstigningen, der er knyttet til folkepension m.v., og altså ikke det offentlige forbrug.

Under antagelse af, at hver person gennem afgifter og indkomstskat bidrager med 12 pct. af sit bundskattegrundlag, vurderes de unge generationer netop at kunne finansiere deres egne pensioner over et livsforløb.

Der finder en væsentlig omfordeling sted gennem folkepensionssystemet, idet kortuddannede, faglærte og personer med kort videregående uddannelse betaler mindre skat til pension, end de modtager i pensionsydelser over et livsforløb. De kortuddannede modtager mindre end andre uddannelsesgrupper i folkepension over et livsforløb på grund af kortere middellevetid end andre uddannelsesgrupper, men til gengæld bidrager kortuddannede væsentligt mindre til finansieringen end gennemsnittet.

Hvis middellevetiden skulle stige mere end forventet, vil pensionsindtægterne over et livsforløb stige. En stigning på 1 år udover det forudsatte skønnes at føre til et fald i nettobidraget til folkepension på ca. 50.000 kr. for de fleste uddannelsesgrupper. En sådan merudgift vurderes at kunne finansieres med yderligere omkring 0,4 pct. af de erhvervsaktives bundskattegrundlag.

Efter en kort beskrivelse af pensionssystemets opbygning og baggrund i afsnit 6.2, indeholder afsnit 6.3 og 6.4 en beskrivelse af pensionisters og efterlønsmodtageres nuværende og fremtidige indkomster. Afsnit 6.5 og 6.6 betragter størrelsen af ind- og udbetalinger over et livsforløb til henholdsvis folkepension og efterløn. Endelig vurderer afsnit 6.7 konsekvenserne af længere levetid end forventet og ændringer i tilbagetrækningsmønstre.

6.2. Historie og baggrund

Offentlig alderdomsforsørgelse har eksisteret i Danmark siden 1891. Dermed har det i over 100 år været anset for en offentlig opgave at bidrage til forsørgelsen af samfundets ældste. I de første år forsørgedes kun ældre, der kunne påvise et forsørgelsesbehov. I 1922 indførtes aldersrenten, som blandt andet indebar ret til pension for alle over pensionsalderen – dog med indtægtsafhængig aftrapning af ydelsen. Folkepensionen blev etableret i 1956, hvilket blandt andet medførte sanering af en række tillæg og fastsættelse af et mindstebeløb, som var uafhængigt af pensionistens indkomst.

Folkepensionen varetager grundlæggende tre hensyn. Den overfører – gennem det offentlige – indkomst fra den erhvervsaktive periode til pensionsalderen, den medfører en omfattende omfordeling fra personer med høj indkomst til personer med lav indkomst, og den sikrer en grundlæggende dækning for alle ældre, inklusive personer, der ikke har haft råd og forudseenhed til at foretage tilstrækkelig opsparing og ikke har familie, der kan varetage forsørgelsen.

Som med andre velfærdsordninger har det været nødvendigt at finde en balance mellem hensynet til på den ene side at sikre den ønskede grunddækning for alle og på den anden side at undgå en for stor belastning af incitamenterne til at arbejde og spare op. Da stort set alle ældre over en vis alder i praksis er på pension frem for i arbejde, ville et system med kraftigere indtægtsgraduering af grunddækningen med henblik på at opnå lavere beskatning for erhvervsaktive næppe reducere de samlede uundgåelige incitamentsvirkninger af sådanne omfordelende ordninger. I et sådant system ville erhvervsaktive således kunne indrette beslutninger om arbejde og opsparing i forventning om fremtidige indtægtsgraduerede ydelser i stedet for den umiddelbare skat.

Folkepensionens rent opsparingserstattende element indebærer, at erhvervsaktive betaler skat til en fremtidig ydelse, der i praksis forrentes med satsreguleringen af den offentlige pension.

Folkepensionens omfordeling sker ved, at den offentlige ydelse er uafhængig af, hvad den enkelte har betalt i skat som erhvervsaktiv. Det betyder, at betalingen er stigende med indkomsten, mens ydelsen enten er ens for alle eller større for personer med lav indkomst som pensionist. Endvidere er den årlige folkepension uafhængig af, hvornår den enkelte går på pension.

Disse omfordelende effekter indebærer samtidig, at folkepensionen og tilsvarende ydelser uundgåeligt giver en betydelig tilskyndelse til tidligere tilbagetrækning sammenlignet med individuelle, opsparingsbaserede ordninger.

Den offentlige pension er – bortset fra ATP – helt uafhængig af tidligere arbejdsindkomst og omfordeler derfor mere end de offentlige pensioner i næsten alle andre lande. Modstykket er, at den offentlige pension ikke omfatter den betydelige opsparing, som personer med højere arbejdsindkomst end gennemsnittet må foretage for at opnå en pensionsdækning, der står mål med deres arbejdsindkomst. I Danmark foregår den individuelle pensionsopsparing – bortset fra ATP – inden for private pensionsordninger.

Pensionsalderen var oprindeligt fastsat til 60 år. Siden da er pensionsalderen ændret fem gange, hvoraf tre ændringer var i opadgående retning og to i nedadgående. De seneste knap 50 år har folkepensionsalderen fortrinsvis været 67 år, med en justering til 65 år i forbindelse med efterlønsreformen i 1999, jf. figur 6.1a. Nedsættelsen af folkepensionsalderen i 1999 med virkning fra 2004 skal ses i sammenhæng med reformen af efterløn, der havde til hensigt at øge tilbagetrækningsalderen.

Efterlønnen fra 1979 kan i betydeligt omfang sammenlignes med en nedsættelse af pensionsalderen til 60 år, idet dog ikke alle er medlemmer af ordningen, og idet ordningen fordrer et vist bidrag i form af kontingent. Efterlønsreformen fra 1999 indførte endvidere en vis sammenhæng mellem ydelser og tilbagetrækningsalder, hvilket ikke gælder for folkepensionen.

Figur 6.1a. Middellevetid og pensionsalder, 1945-2005

Figur 6.1b. Gnst. tilbagetrækningsalder og restlevetid for 65-årige, 1982-2000

Anm.: Pensionsalderen var frem til 1984 lavere for enlige kvinder.

Kilde: Danmarks Statistik samt egne beregninger.

Tilbagetrækningsalderen har haft en faldende tendens, hvilket sammen med stigende restlevetid for pensionister indebærer, at den enkelte modtager offentlig pension i længere tid, jf. figur 6.1b.

Grundpillen i det offentlige pensionssystem er folkepensionen, der fra 2004 udbetales fra det fyldte 65. år og p.t. har 709.000 modtagere, jf. tabel 6.1. Folkepensionen består af et grundbeløb, som 97 pct. af folkepensionisterne i januar 2002 modtager i sin helhed, og et pensionstillæg, som gradueres efter al supplerende indkomst (grundbeløbet gradueres kun efter erhvervsindkomst) og derfor kun udbetales i fuldt omfang til 62 pct. af folkepensionisterne.

Tabel 6.1. Pensions- og tilbagetrækningsordninger fra 2004

	Antal modtagere	Årlig udbetaling¹⁾	Ret til ydelse
	1.000	Mia. kr.
Folkepension
- Grundbeløb	709	34,4	Alle over 65 år. Afh. af erhv. indk.
- Pensionstillæg	632	21,6	Alle over 65 år. Indtægtsafhængig.
- Boligydelse til folkepens	215²⁾	4,2	Folke- og førtidspens. Afh. af boligudgift og indtægt.
Efterløn	161	21,1	60-64 år, der har betalt kont.
ATP	475	3,4	Over 65 år, der har betalt bidrag.
Særlig Pensionsopsparing	41	0,1	Over 65 år, der har betalt bidrag.

Anm.: Antal modtagere er per 1. kvartal 2002.

1) Til folkepensionister og efterlønsmodtagere i 2000.

2) Husstande, december 2001.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Folkepensionens grundbeløb udgør årligt knap 53.000 kr. pr. person, og det maksimale pensionstillæg er knap 25.000 kr. pr. person for samlevende pensionister og 53.000 kr. for enlige, jf. tabel 6.2. Dertil kommer boligydelse, helbredstillæg (til dækning af udgifter til medicin, tandbehandling, kiropraktik, fysioterapi osv.), varmetillæg, nedslag i ejendomsværdiskat, befordringsrabat, personlige tillæg (til dækning af udgifter for økonomisk vanskeligt stillede pensionister) samt det netop indførte særlige tillæg.

Udgifterne til folkepensionsydelserne dækkes løbende af det offentliges indtægter fra skatter og afgifter. Det betyder, at de erhvervsaktive generationer betaler til pensionisterne, og at der således ikke foregår nogen opsparing til den enkeltes folkepension.

Efterlønnen blev indført i 1979 og er senest blevet ændret i 1999. Efterlønnen ydes ifølge den nye ordning til personer på 60-64 år, der har betalt kontingent til ordningen i mindst 25 år. I begyndelsen af 2002 modtog 161.000 personer efterløn. Hvis efterlønnen påbegyndes som enten 60- eller 61-årig, udbetales op til 91 pct. af den maksimale dagpengesats, hvorimod 100 pct. af dagpengene kan udbetales, hvis efterlønnen først påbegyndes efter det fyldte 62. år, og hvis man har arbejdet et vist antal timer, siden man fyldte 60 år. Desuden ydes en skattefri præmie til de efterlønsberettigede personer, der fortsætter med at arbejde på fuld tid efter, de er fyldt 62 år.

Tabel 6.2. Maksimale årlige satser for forskellige pensionsydelser, 2002

	Sats
	Kr. pr. år
Folkepension
- grundbeløb	52.524
- grundbeløb og pensionstillæg, samlevende	77.196
- grundbeløb og pensionstillæg, enlige	105.396
Boligydelse, maksimum	31.920
ATP-pension	21.444
Efterløn
- fra 60 år	143.000
- fra 62 år	157.040
- skattefri præmie	37.688

Kilde: ATP og Sociale ydelser 2002, Forsikringsoplysningen.

Kun ca. 20-25 pct. af efterlønnen til 60-64-årige netto efter skat (inklusive udgiften til præmiering af senere tilbagetrækning) forventes finansieret af kontingentet over et livsforløb. Resten finansieres af de generelle skatter og afgifter.

Arbejdsmarkedets Tillægspension, ATP, er en opsparingsordning, der er obligatorisk for lønmodtagere. Derudover er der bidrag fra modtagere af visse overførselsindkomster og mulighed for frivillig indbetaling fra selvstændige. ATP kan fra 2004 udbetales fra det fyldte 65. år, men forhøjes ved udsættelse af starttidspunktet. Fuld ATP-pension er i 2002 godt 21.000 kr. om året. Ydelsen adskiller sig fra de ovenfor nævnte offentlige pensionsordninger ved at afhænge af den enkeltes indbetalte bidrag. Der er således ikke nogen skattefinansiering af ATP udover en vis medfinansiering af ATP-bidragene for overførselsmodtagere.

Med virkning i 1998 oprettedes Den Midlertidige Pensionsopsparing, DMP, som fra 1999 afløstes af den Særlige Pensionsopsparing (SP). SP udgøres af indbetalinger fra samtlige indkomster, der er pligtige til at betale arbejdsmarkedsbidrag, samt de fleste overførselsindkomster. Ordningen var i 1999 og 2000 en skat med omfattende omfordeling, men er fra og med 2001 en individuel opsparing. Opsparingen i SP udbetales fra det fyldte 65. år over en periode på 10 år. Der indgår således ikke skattefinansiering af SP.

6.3. Pensionisternes nuværende indkomster

Satser på efterløn og folkepension i forhold til erhvervsindkomst

Efterlønnen svarer maksimalt til ca. 92 pct. af en ufaglært LO’ers disponible erhvervsindkomst ved overgang til efterløn som 62-årig, jf. tabel 6.3. Da efterlønssatserne er uafhængige af erhvervsindkomst (bortset fra de lavest lønnede, idet efterlønnen højest kan udgøre 90 pct. af hidtidig bruttoarbejdsindkomst), er kompensationsgraden lavere desto højere indkomst som erhvervsaktiv. Således svarer efterlønnen til godt 2/3 af en faglært LO’ers arbejdsindkomst og godt halvdelen af en funktionærs arbejdsindkomst.

Tabel 6.3. Kompensationsgrader, forskellige familietypeeksempler, enlige

2002

	Ufaglært LO’er			Faglært LO’er			Funktionær
	Arb.	Eftl.	Pens.	Arb.	Eftl.	Pens.	Arb.	Eftl.	Pens.
	1.000 kr.
Lønindkomst	193	0	0	275	0	0	371	0	0
Folkepension	0	0	105	0	0	105	0	0	105
ATP-indtægt	0	0	14	0	0	14	0	0	14
Efterløn	0	157	0	0	157	0	0	157	0
Boligstøtte	5	5	18	0	5	18	0	5	18
Samlet indkomst	193	162	138	275	162	138	371	162	138
Bidrag til A-kasse	7	3	0	7	3	0	7	3	0
Fagforeningskontingent	6	6	0	6	6	0	3	6	0
Indkomstskat	51	44	33	84	44	33	133	44	33
Arbejdsmarkedsbidrag	16	0	0	22	0	0	30	0	0
Disponibel indkomst	118	108	105	155	108	105	199	108	105
	Pct.
Kompensationsgrad		92	89		70	67		54	53

Anm.: Tabellen viser efterlønnen for en person, der påbegynder efterløn som 62-årig. Pensionisten i eksemplet modtager grundbeløb, fuldt pensionstillæg og 2/3 af fuld ATP.

Kilde: Egne beregninger og Finansministeriet Fordeling og incitamenter, 2002, jf. kap. 4.

Folkepensionens maksimale sats er mindre end den viste efterlønssats. Derfor er kompensationsgraden for folkepension inklusive boligydelse 1-4 pct.enheder lavere end for efterlønnen. Det bør dog bemærkes, at den reelle kompensationsgrad er højere end det viste, fordi der til pensionister ydes en række øvrige tillæg og rabatter, som ikke er medregnet.

Kompensationsgraderne inkluderer ikke eventuelle effekter af modregning i den offentlige pension på grund af arbejdsmarkedspension. For personer med arbejdsmarkedspensioner er folkepensionens kompensationsgrad (eksklusive private pensionsudbetalinger) mindre end det viste, men den samlede dækningsgrad er generelt større.

Kompensationsgraderne overvurderer tilskyndelsen til at gå på efterløn. En person, der overvejer efterløn, bør ikke blot sammenligne erhvervsindkomst og efterløn, men også tage højde for, at efterlønsreformen indebærer en belønning ved forbliven på arbejdsmarkedet. 60- og 61-årige kan enten opnå højere årlig ydelse ved at udskyde modtagelsen af efterløn til det fyldte 62. år eller optjene ret til en skattefri præmie, hvis man fortsætter med erhvervsarbejde efter det 62. år.

Indkomstnedgangen ved at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet som 60-årig frem for som 62-årig er for en ufaglært ca. 3.000 kr. om måneden eller 35.000 kr. om året, jf. tabel 6.4. Det svarer til, at prisen for at holde fri er ca. 21 kr. pr. time. Prisen beregnes som den tabte erhvervsindkomst og tabte fremtidige ydelser fratrukket indkomsten på efterløn.

Tabel 6.4. Årlig pris på fritid som 60-årig, forskellige indkomstgrupper

	Ufaglært LO’er	Faglært LO’er	Funktionær
	1.000 kr.
Bortfald af erhvervsindkomst:
(1) Disponibel indkomst	118	155	199
Mindre fremtidige ydelser:
(2) Lavere ydelse 62-64 år¹	23	23	23
Indkomst på efterløn:
(3) Efterløn	143	143	143
(4) Boligstøtte	5	5	5
(5) Indkomstskat	42	42	42
(6) Disponibel indkomst	106	106	106
(7) Prisen på fritid, (1)+(2)-(6)	35	72	116
	Kr.
Prisen pr. måned	3.000	6.000	9.700
Prisen pr. time	21	44	70

Anm.: Tabellen illustrerer prisen på fritid ved tilbagetrækning som 60-årig frem for som 62-årig. Hvis alternativet er tilbagetrækning senere end ved 62 år, består omkostningen ikke i lavere fremtidig efterlønsydelse, men bortfald af skattefri præmie. Størrelsesordenen af de to er dog ens.

1) Nutidsværdi af det årlige nettotab i alderen 62-64 år ved 5 pct. diskontering.

Kilde: Egne beregninger.

I praksis er prisen på fritid højere end tabellen viser, idet den udbetalte efterløn på grund af modregning for lønindkomst og pensionsopsparing i mange tilfælde er lavere end de viste maksimale efterlønssatser.

Prisen på fritid er væsentligt højere for faglærte og funktionærer, fordi disse uddannelsesgrupper har større erhvervsindkomst. For faglærte modsvarer den forøgede fritid en forskel i disponibel indkomst på omkring 6.000 om måneden eller 72.000 kr. om året ved at være på efterløn som 60-årige. For funktionærer er de tilsvarende tal 9.700 kr. om måneden eller ca. 116.000 kr. om året. Det svarer til henholdsvis ca. 44 og 70 kr. pr. time fritid.

Tilskyndelsen til at gå på efterløn er stort set den samme for 62-årige som for 60-årige. Virkningen på den disponible indkomst for en ufaglært er 3.000 kr. om måneden og ca. 36.000 kr. om året ved at vælge efterlønnen som 62-årig, hvilket svarer til 22 kr. pr. time, jf. tabel 6.5. For faglærte og funktionærer er prisen på fritid henholdsvis 44 og 71 kr. pr. time. Den forventede virkning af efterlønsreformen belyses i boks 6.1.

Boks 6.1. Virkninger af efterlønsreformen

Efterlønsreformen ventes at bidrage til en svagere stigningstakt i antallet af efterlønsmodtagere, således at antallet af modtagere i 2010 afdæmpes med omkring 15.000 personer, jf. figur a.

Siden efterlønsreformens ikrafttræden i 1999 er der sket et vist fald i andelen af 60-66-årige a-kassemedlemmer, der er på efterløn. Dette kan være et tegn på, at reformen hidtil har virket som forventet, men indtil videre kan det ikke helt udelukkes, at nedgangen i efterlønsgraden primært skyldes forbigående udsving i tilbagetrækningsmønstret.

På grund af den underliggende stærke demografiske vækst i aldersgruppen ventes en fortsat – men mere afdæmpet – stigning i antallet af efterlønsmodtagere frem mod 2010.

Efter 2010 vil der som følge af modregning for pensionsformuer være et stigende incitament til senere tilbagetrækning for personer med høj pensionsopsparing i takt med opbygningen af pensionsformuerne.

Figur a. Virkningen af efterlønsreformen

Kilde: Egne beregninger.

Tabel 6.5. Årlig pris på fritid som 62-årig, forskellige indkomstgrupper

	Ufaglært LO’er	Faglært LO’er	Funktionær
	1.000 kr.
Bortfald af erhvervsindkomst:
(1) Disponibel indkomst	118	155	199
Mindre fremtidig ydelse:
(2) Tabt skattefri præmie¹⁾	33	33	33
Indkomst på efterløn:
(3) Efterløn	157	157	157
(4) Boligstøtte	5	5	5
(5) Indkomstskat	48	48	48
(6) Disponibel indkomst	114	114	114
(7) Prisen på fritid, (1)+(2)-(6)...	36	73	117
	Kr.
Prisen pr. måned	3.000	6.100	9.800
Prisen pr. time	22	44	71

1) Årlig andel af nutidsværdien af den maksimale skattefrie præmie.

Kilde: Egne beregninger.

Folkepensionens grundbeløb udbetales til alle over 65 år (fra 2004), der har erhvervsindkomst på mindre end 398.000 kr. (dog aftrappes grundbeløbet ved erhvervsindkomst over 223.000 kr.). Pensionstillægget aftrappes ved højere indkomster, og afhænger udover erhvervsindkomst også af andre supplerende indkomster samt en eventuel ægtefælles indkomst. Dermed skal erhvervsindkomsten inklusive folkepension sammenlignes med den isolerede folkepension, når beslutningen om pensionering skal træffes. For en ufaglært betyder det, at indkomstnedgangen ved pension er omkring 4.700 kr. om måneden eller ca. 56.000 kr. om året, selvom forskellen mellem disponibel løn og folkepension blot er ca. 13.000 kr. om året, jf. tabel 6.6. Tilskyndelsen til at gå på pension er altså for den ufaglærte væsentlig mindre end tilskyndelsen til at gå på efterløn som 62-årig.

For faglærte 65-årige er den disponible indkomstforskel omkring 84.000 kr. pr. år eller 51 kr. pr. time ved at trække sig tilbage. Det skyldes, at den erhvervsaktive, faglærte 65-årige modtager en betydelig folkepension og boligstøtte.

For funktionærer er tilskyndelsen til at trække sig tilbage som 62- og 65-årig stort set ens, idet den i begge tilfælde modsvarer omkring 70 kr. pr. time.

Det bemærkes, at tabel 6.6 ligesom tabel 6.4 og 6.5 viser minimumsskøn for prisen på fritid, idet folkepensionsydelsen er forudsat at være tæt på den maksimale sats for en enlig pensionist, der modtager boligydelse og ikke har modregning for supplerende indkomst.

Tabel 6.6. Årlig pris på fritid som 65-årig, forskellige indkomstgrupper

	Ufaglært LO’er	Faglært LO’er	Funktionær
	1.000 kr.
Bortfald af erhvervsindkomst:
(1) Lønindkomst	193	275	371
(2) Folkepension	67	44	17
(3) Arbejdsmarkedsbidrag	15	22	30
(4) Indkomstskat	84	108	144
(5) Disp. indk. (1)+(2)-(3)-(4)	161	189	214
Indkomst på folkepension:
(6) Disponibel indkomst	105	105	105
(7) Prisen på fritid, (5)-(6)	56	84	109
	Kr.
Prisen pr. måned	4.700	7.000	9.100
Prisen pr. time	34	51	66

Kilde: Egne beregninger.

Beslutningen om at gå på pension eller efterløn er en afvejning af, om værdien af fritid overstiger prisen på fritid, jf. figur 6.2a. Denne afvejning er helt individuel, da den afhænger af, hvilken værdi den enkelte tillægger den tid, der ved ophør af arbejde frigøres til andre formål.

Figur 6.2a. Årlig pris på fritid, forskellige uddannelsesgrupper

Figur 6.2b. Samlet forventet offentlig pensionsydelse, forskellig tilbagetr.alder

Anm.: Beregningerne bag figur 6.2a er vist i tabel 6.4-6.6. Figur 6.2b viser samlet forventet efterløn, folkepension og boligydelse efter skat uden tidsdiskontering. De viste ydelser er maksimale satser, dvs. uden modregning. Beregningen forudsætter den nuværende gennemsnitlige middellevetid i befolkningen.

Kilde: Egne beregninger.

En person, der vælger at fortsætte sin erhvervskarriere efter pensions- eller efterlønsalderen er nået, opnår større indkomst fra arbejde, men går til gengæld glip af pensionsydelser fra det offentlige. Det skyldes, at folkepensionens årlige ydelse er uafhængig af tilbagetrækningsalderen. Efterlønsydelsen forhøjes ved udskydelse af tilbagetrækningen til 62 år, men forhøjelsen kompenserer kun delvist for den mistede efterløn som 60- og 61-årig. Således kan man modtage op til i alt omkring 1,7 mio.kr. i efterløn og folkepension efter skat, hvis man er berettiget til efterløn og træder tilbage som 60-årig, jf. figur 6.2b. Dette beløb falder til ca. 1,5 mio.kr. som 62-årig og 1,3 mio.kr. som 65-årig.

Ved privat pensionsopsparing er man typisk berettiget til et bestemt beløb, således at den årlige ydelse forhøjes, hvis man vælger senere pensionering.

Det forhold, at man går glip af offentlige ydelser ved at fortsætte på arbejdsmarkedet, kan opfattes som en implicit skat på arbejdsindkomst. I forhold til bruttoindkomsten er den implicitte skat, der skal lægges til den gennemsnitlige indkomstskatteprocent, omkring 40 pct. for ufaglærte, ca. 30 pct. for faglærte og godt 20 pct. for funktionærer, jf. tabel 6.7. Dermed bliver den samlede, implicitte beskatning af erhvervsindkomst omkring 70-80 pct. for 60- og 62-årige på tværs af faggrupper. Efter det fyldte 65. år er den implicitte skat for kortuddannede lavere, fordi der udbetales en vis folkepension til denne gruppe på trods af erhvervsarbejde.

Tabel 6.7. Implicit skat på arbejdsindkomst

	Ufaglært	Faglært	Funktionær
	Pct.
60 år
Indkomstskat	35	39	44
Implicit skat	43	30	22
I alt	78	69	66
62 år
Indkomstskat	35	39	44
Implicit skat	42	29	22
I alt	77	68	66
65 år
Indkomstskat	32	34	37
Implicit skat	19	24	24
I alt	51	58	61

Anm.: Indkomstskat angiver den gennemsnitlige indkomstskatteprocent inklusive arbejdsmarkedsbidrag. Implicit skat er bortfaldet af offentlig ydelse i forhold til bruttoindkomst.

Kilde: Egne beregninger.

Dækningen ved pension inklusive arbejdsmarkedspensioner m.m.

Kompensationsgradeni familietypeeksemplerne ovenfor, dvs. de offentlige ydelser ved efterløn og folkepension i forhold til indkomsten ved fortsat arbejde, er omkring 90 pct. for enlige kortuddannede. Kompensationsgraden er faldende med størrelsen af indkomsten til omkring 50 pct. for enlige videregående uddannede, jf. tabel 6.8.

Tabel 6.8. Kompensations- og dækningsgrader

	Kortuddannede		Faglærte			Videregående⁴⁾
	Efterløn	Pension	Efterløn		Pension	Efterløn	Pension
	Pct.
Kompensationsgrad¹⁾
- enlige	92	89		70	67	54	53
- par	93	68		74	55	54	39
Implicit dækningsgrad²⁾..	64	58		65	64	65	77
Individuel dækningsgrad³⁾	75	82		73	82	81	87

Anm.: Jf. appendiks 6.1 for mere detaljerede oplysninger.

1) 2002. Ydelsens sats efter skat i forhold til typisk familietypeindkomst. Ny efterlønsordning, hvor personen antages at gå på efterløn som 62-årig.

2) 2000. Gnst. disponibel indkomst i forhold til indkomst for 55-59-årige.

3) 1993-2000. Disp. indkomst i forhold til personens seneste arbejdsindkomst.

4) Angiver funktionærer i forbindelse med kompensationsgraderne.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Den implicitte dækningsgrad, dvs. den faktiske indkomst inkl. arbejdsmarkedspension m.v. for modtagere af efterløn og folkepension i forhold til den faktiske indkomst for tilsvarende grupper i arbejde som 55-59-årige, er for kortuddannede og til dels for faglærte mindre end kompensationsgraden og udviser ikke samme faldende profil med størrelsen af indkomsten.

At den implicitte dækningsgrad er lavere for kortuddannede skyldes først og fremmest, at den gennemsnitlige lønindkomst for denne uddannelsesgruppe er betydeligt højere end forudsat i familietypeeksemplerne. Dertil kommer, at den faktisk udbetalte efterløn og folkepension i gennemsnit er lavere end de maksimale satser, der anvendes i familietypeeksemplerne. Endelig er de kortuddannedes private pensionsudbetalinger meget begrænsede. Omvendt er den implicitte dækningsgrad højere end kompensationsgraden for højtuddannede, hvilket skyldes, at denne gruppe har et betydeligt omfang af supplerende indkomster.

For alle uddannelsesgrupperne fremstår en implicit dækningsgrad ved efterløn på omkring 2/3 af den disponible indkomst for erhvervsaktive i samme aldersgruppe. Da de erhvervsaktives indkomst er stigende med uddannelsen, afspejler det, at omfanget af privat pensionsopsparing og anden supplerende indkomst er større for personer med videregående uddannelse. Dette synes i endnu større omfang at gælde for pensionister. Fordelingen af pensionisternes indkomster uddybes i boks 6.2.

Boks 6.2. Sammenligning af pensionisters og 25-59-åriges indkomster

Den gennemsnitlige disponible indkomst er højere for erhvervsaktive end for pensionister, idet pensionisternes gennemsnitlige disponible indkomst i 2000 udgjorde ca. 116.000 kr., mens den gennemsnitlige indkomst for de 25-59-årige er ca. 143.000 kr., jf. figur a.

Pensionisternes indkomstfordeling er mere ensartet end de erhvervsaktives, idet forskellen mellem den gennemsnitlige disponible indkomst i 1. og 10. decil er godt 25.000 kr. større for 25-59-årige end for over 66-årige.

Endelig kan det konstateres, at de 10 pct. pensionister med lavest indkomst har gennemsnitligt ca. 5.000 kr. højere disponibelt beløb end de 10 pct. dårligst stillede erhvervsaktive.

Figur a. Disponible indkomster for erhvervsaktive og pensionister

Anm.: Metoden til opgørelse af de ækviva- lerede disponible indkomster er beskrevet i Fordeling og Incitamenter 2002, appendiks 2.1.

Kilde: Egne beregninger.

De individuelle dækningsgrader, målt som den enkeltes disponible indkomst efter tilbagetrækning sammenlignet med den samme persons seneste disponible indkomst som erhvervsaktiv, er væsentligt højere end den implicitte dækningsgrad. Dette afspejler blandt andet overvægten af personer med lavere indkomst blandt de, der trækker sig tidligt tilbage. Hertil kommer, at beregningen af den individuelle dækningsgrad er baseret på de yngste årgange af pensionerede, som har større privat pensionsopsparing end gennemsnittet af de pensionerede.

Samtidig er den individuelle dækningsgrad nogenlunde ens på tværs af uddannelsesgrupper, hvilket afspejler, at højere privat pensionsopsparing synes at opveje, at størrelsen af de offentlige ydelser aftager med indkomsten.

6.4. Fremskrivning af disponible indkomster

Omfanget af privat pensionsopsparing stiger betydeligt i disse år. Det skyldes først og fremmest, at arbejdsmarkedspensionerne udbredes til nye fagområder, og at bidragsprocenterne øges.

Den stigende indbetaling til privat pension vil føre til, at pensionisternes indkomster stiger. Pensionisterne vil således i fremtiden have højere indkomster end i dag, og dækningsgraden i forhold til erhvervsindkomst vil ligeledes stige. Samtidig vurderes folkepensionen fremover at udgøre en mindre andel af indkomstgrundlaget end i dag, fordi de større private pensionsudbetalinger fører dels til modregning i pensionstillægget, dels til større, samlede indkomster end i dag.

Til belysning af pensionisternes fremtidige indkomstforhold foretages i dette afsnit en fremskrivning af pensionerne for personer, der hele deres liv har indbetalt fuldt udbygget arbejdsmarkedspension. Derfor foretages fremskrivningen for generationen af 35-39-årige i 2015. Beregningen tager udgangspunkt i de nuværende 35-39-åriges indkomster og pensionsindbetalinger i 1999 og 2000. Det antages, at de 35-39-årige i 2015 ligner samme aldersgruppe i 2000. Ved hjælp af en række forudsætninger om blandt andet lønstigninger, bidragsprocenter og forrentning beregnes pensionsudbetalinger i 2045 for gruppen af 35-39-årige i 2015, jf. boks 6.3.

Folkepensionisternes gennemsnitlige disponible indkomst skønnes – målt med det nuværende lønniveau – at stige fra omkring 134.000 kr. i 2000 til ca. 143.000 kr. i 2045 for enlige og fra 109.000 kr. til 137.000 kr. for par, jf. tabel 6.9.

Købekraften af den gennemsnitlige disponible indkomst skønnes at blive betydeligt større i 2045 end i 2000. En årlig produktivitetsstigning på 1½ pct., der kan antages at medføre årlige lønstigninger på 1½ pct. udover prisstigningerne, vil således omtrent fordoble pensionisternes købekraft i 2045 i forhold til i 2000. Hvis produktivitetsstigningen antages at være 1 pct. om året, bliver købekraften ca. 1½ gange så stor som i dag.

Boks 6.3. Beregningsforudsætninger for indkomstfremskrivningen

Opgørelsen af pensionisternes økonomiske situation i 2045 bygger dels på en fremskrivning af pensionsformuen som anvendt i holdbarhedsberegningen i kapitel 5, dels på en fremskrivning af de 35-39-åriges pensionsindbetalinger og indkomster i 1999 og 2000.

Størrelsen af de samlede pensionsudbetalinger opgøres på basis af en fremskrivning fra holdbarhedsberegningen. De væsentligste forudsætninger i relation til pensionerne er:

Den nominelle rente på obligationer er på 6,5 pct.
Lønningerne stiger med 2,0 pct. realt
Inflationen er på 1,8 pct.
Den reale forrentning af pensionsformuen efter skat er på 3,7 pct.

Den reale forrentning af pensionsformuen afhænger af sammensætningen af investeringerne på aktier og obligationer.

Den benyttede metode til fremskrivning af pensionsindbetalingerne svarer til beskrivelsen i Et bæredygtigt pensionssystem, bilag 4.1, samt i et arbejdsnotat, der udleveres ved henvendelse til Finansministeriet.

Det forudsættes, at der parallelt med udbygningen af arbejdsmarkedspensioner sker et fald i den øvrige opsparing. Beregningen er foretaget som i det scenario, der i Et bæredygtigt pensionssystem, bilag 4.1 betegnes ”nogen fortrængning”.

Fremskrivningen bør betragtes som et realistisk scenario blandt flere mulige forløb. Den væsentligste usikkerhedsfaktor er den gennemsnitlige årlige forrentning, i form af ”merrealrenten”, dvs. forskellen mellem forrentningen efter skat og lønstigningstakten. De beregnede dækningsgrader skønnes at være ca. 5-10 pct.enheder lavere, hvis forrentningen forudsættes 1 pct.enhed lavere.

Tabel 6.9. Gennemsnitlig disp. indkomst for pensionister, 2000 og 2045.

	Enlige		Par
	2000	2045	2000	2045
	1.000 kr.
Folkepension og boligstøtte	101	86	69	53
Pensionsudbetalinger	37	78	42	98
ATP- og SP-indtægt	6	23	6	26
Formueafkast	34	18	35	25
Skat	45	63	43	65
Disponibel indkomst	134	143	109	137

Anm.: Gnst. disp. indk. pr. person i 2000-lønniveau, 65-69-årige i 2045, 68-72-årige i 2000. I begge år er der set bort fra lønindkomst m.v., og folkepension, skat og boligstøtte er beregnet i overensstemmelse hermed. I par indgår kun gifte/samlevende, hvor partneren er i samme aldersgruppe.

Kilde: Egne beregninger.

I takt med modningen og udbygningen af arbejdsmarkedspensionerne forventes udbetalingerne fra private pensioner at stige til omtrent det dobbelte i 2045. Tilsvarende anslås en stigning i de gennemsnitlige årlige udbetalinger fra ATP og SP fra omkring 5.000 til 25.000 kr. Omvendt fører de højere private pensionsudbetalinger til modregning i folkepensionens pensionstillæg, således at folkepensionen – inklusive boligstøtte – vurderes at falde fra et gennemsnit på ca. 100.000 kr. i 2000 til ca. 90.000 kr. i 2045 for enlige og fra ca. 70.000 kr. til omkring 50.000 kr. for par.

Stigningen i pensionsudbetalingerne er størst for kortuddannede og faglærte, fordi disse grupper i 2000 kun havde opbygget en ubetydelig pensionsformue, og idet der forventes en kraftig udbygning af arbejdsmarkedspensionen for disse uddannelsesgrupper i årene frem mod 2045. Således vurderes den gennemsnitlige individuelle dækningsgrad for kortuddannede pensionister at stige fra godt 80 pct. i 2000 til knap 100 pct. i 2045, jf. figur 6.3a ogb.

Figur 6.3a. Individuelle dækningsgrader for pensionister, 2000 og 2045

Figur 6.3b. Forventede disp. indkomster for erhvervsaktive og pensionister, 2045

Kilde: Egne beregninger.

De beregnede dækningsgrader for 2045 overvurderes i nogen grad, idet udbetalinger fra arbejdsmarkedspensioner fuldt ud er henregnet som indkomst for pensionisterne, mens det delvist sammenhængende fald i den øvrige private opsparing og dermed afkastet heraf regnes som lavere indkomst for både erhvervsaktive og pensionister. Generelt skal de forholdsvis høje dækningsgrader også vurderes i lyset af, at indkomsterne ved pensionering sammenlignes med erhvervsindkomsten efter fradrag af pensionsindbetalinger.

6.5. Folkepension og skattebetalinger over et forventet livsforløb

Folkepension fordelt på aldersgrupper og køn

Den årlige folkepension og boligydelse udgjorde i 2000 gennemsnitligt 71.000 kr. efter skat (inklusive en betydelig gruppe med uoplyst uddannelsesbaggrund, der trækker gennemsnittet op). De kortuddannede, kvindelige pensionister modtager med knap 78.000 kr. i gennemsnit mere end andre uddannelsesgrupper. Den laveste gennemsnitlige ydelse for en uddannelsesgruppe er 31.000 kr. til mænd med lang videregående uddannelse, hvilket skyldes, at denne gruppe i højere grad end andre får modregnet for supplerende indtægt. Typisk er den offentlige pensionsydelse stigende med alderen, fordi udbetalingerne fra privat pensionsopsparing og omfanget af erhvervsarbejde er størst for de yngste pensionister, jf. figur 6.4a ogb. Desuden stiger andelen af enlige med alderen, hvilket giver ret til højere folkepension og boligydelse. Den gennemsnitlige folkepension er højere for kvinder end mænd i alle uddannelsesgrupper, hvilket kan tilskrives, at kvinder typisk har lavere supplerende indkomster og trækker sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet.

Figur 6.4a. Gennemsnitlig folkepension og boligydelse efter skat, mænd

Figur 6.4b. Gennemsnitlig folkepension og boligydelse efter skat, kvinder

Anm.: Da stikprøven indeholder for få kvindelige pensionister med lang videregående uddannelse, vises denne uddannelsesgruppe ikke i figur 6.4b.

Kilde: Egne beregninger.

For at belyse uddannelsesgruppernes typiske samlede folkepension over et livsforløb er det nødvendigt at tage hensyn til forskelle i levetid. Således har kvinder højere forventet levetid end mænd, og personer med videregående uddannelse har højere forventet levetid end kortuddannede, jf. tabel 6.10.

Tabel 6.10. Forventede antal leveår efter 65 år for en ung person, forskellige uddannelsesgrupper, 2001

	Mænd	Kvinder
Kortuddannede	9	13
Faglærte	10	15
Videregående	13	17

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Under forudsætning af, at en persons folkepension på forskellige alderstrin fordeler sig som gennemsnittet i befolkningen i 2000, kan en ung person i gennemsnit efter skat forvente at modtage omkring 830.000 kr. i folkepension og boligydelse gennem sit liv ved pensionering som 65-årig, jf. tabel 6.11 ogboks 6.4. Dette tal er en sum af forventede ydelser på forskellige alderstrin under hensyntagen til overlevelsessandsynligheder. Der tages udgangspunkt i de gennemsnitlige udbetalinger i 2000. Dog vil en ung person kunne forvente større private pensionsudbetalinger end en gennemsnitlig pensionist i 2000, og derfor forudsættes en øget modregning i pensionstillægget i henhold til beregningerne i afsnit 6.4. Desuden er der forudsat en fremtidig uddannelsessammensætning, som er i overensstemmelse med prognoser herfor.

Tabel 6.11. Forventet folkepensionsydelse efter skat over livsforløb for ung generation i 2000

	Mænd	Kvinder	Alle
	1.000 kr.
Kortuddannet	620	990	800
Faglært	660	1.030	840
Kort videregående uddannelse	770	1.180	970
Mellemlang videregående uddannelse	590	970	770
Lang videregående uddannelse	450	740	600
Alle	640	1.030	830

Anm.: Generationen antages som 65-66-årige at modtage folkepension og boligydelse i samme omfang som 67-69-årige i 2000. Da stikprøven indeholder for få kvindelige pensionister med lang videregående uddannelse, er der foretaget en forholdsmæssig beregning af pensionsudbetalingerne til denne gruppe kvindelige pensionister. Jf. desuden boks 6.4.

Kilde: Egne beregninger.

Der er store forskelle på den forventede pensionsydelse over et livsforløb for forskellige køn og uddannelsesgrupper. Således kan en ung mand, der påregner at tage en lang videregående uddannelse, forvente at modtage ca. 450.000 kr., hvorimod en kvinde med kort videregående uddannelse kan forvente at få knap 1,2 mio.kr. gennem sit liv. Forskellen skyldes, at mænd med lang uddannelse har større supplerende indtægter fra løn og pensionsopsparing end den nævnte gruppe kvinder, hvilket reducerer folkepensionens ydelse. Desuden lever kvinder gennemsnitligt længere.

Boks 6.4. Beregning af betalinger over forventet livsforløb

Livsforløbsberegningerne i dette afsnit er dannet ud fra oplysninger om individuelle indkomster og skatter i 2000 fra en stor stikprøve af den danske befolkning. På grundlag af stikprøven er der beregnet gennemsnitlige skattebetalinger og modtagne nettopensionsydelser for forskellige uddannelsesgrupper og aldersgrupper. For en given uddannelsesgruppe dannes livsforløbet herefter som en sum af betalingerne på tværs af alle aldersgrupper, idet der tages hensyn til overlevelsessandsynligheder. Dermed forudsættes det, at indkomster, skatter og pensioner over livsforløbet er som i 2000.

Kortuddannede lever kortere end andre befolkningsgrupper, og det medfører, at den forventede folkepensionsydelse over et livsforløb er lavere end for andre uddannelsesgrupper, selvom den gennemsnitlige ydelse pr. person er højere. Således er ydelsen over livsforløbet typisk højere for personer med kort videregående uddannelse og for faglærte end for kortuddannede.

Finansiering af folkepension fordelt på aldersgrupper og køn

Som omtalt i afsnit 6.2 er folkepensionen indrettet således, at ydelserne betales af det løbende skatteprovenu fra samtlige statslige skatter og afgifter. For at illustrere, hvorledes finansieringen af folkepensionen er fordelt på personer, må man således gøre en antagelse om personernes indbetaling af skatter og afgifter. Det ville imidlertid være forbundet med stor usikkerhed at fordele betalingen af afgifter på enkeltpersoner. Derfor fordeles finansieringen i henhold til en forudsætning om indkomstskatter. Det forudsættes, at personen indbetaler til folkepension i forhold til sit bundskattegrundlag. Derved beregnes en skat, der – ved udeladelse af på den ene side de progressive indkomstskatter og på den anden side afgifterne – kan betragtes som et rimeligt overslag over den samlede, individuelle indbetaling til folkepension via alle skatter og afgifter.

I øjeblikket kan nettofolkepensionen finansieres med ca. 9 pct. af de 18-64-åriges bundskattegrundlag. I 2040 vurderes nettofolkepensionen at udgøre, hvad der svarer til omkring 13 pct. af bundskattegrundlaget til den tid. Dette bygger på antagelser om, at:

indkomstfordelingen for 18-64-årige i 2040 er som i 2000,
en forventet udvikling i befolkningens alders- og uddannelsessammensætning, samt
ydelsesaftrapning som beregnet i afsnit 6.4 på grund af modningen af arbejdsmarkedspensionerne.

Denne stigning i pensionsudgifterne tager finanspolitikken allerede højde for i dag. Dette sker via målsætningen om overskud på de offentlige finanser på 1½ - 2½ pct. af BNP i konjunkturmæssigt neutrale år, jf. kapitel 5. Dette overskudskrav udspringer af ønsket om en holdbar finanspolitik. Målsætningen indebærer, at der i disse år spares op til den forventede fremtidige demografiske udfordring.

Den del af overskuddet på det offentlige budget, som direkte kan henføres til stigende folkepensionsudgifter, svarer til ca. 3 pct.enheder på bundskatten for 18-64-årige. Det vil sige, at der i disse år afsættes 3 pct.enheder udover de 9 pct., som modsvarer finansiering af den øjeblikkelige folkepension, altså i alt 12 pct. Hensigten er at undgå, at det bliver nødvendigt at hæve skatten eller sænke ydelserne, når der bliver flere ældre. Denne strategi indebærer en opsparing, som forebygger, at den på langt sigt nødvendige finansiering fuldt ud svarer til stigningen i udgifterne (finansieringen afdæmpes fra de nævnte 13 til 12 pct., fordi den sker tidligere).

Med en betaling svarende til 12 pct. af bundskattegrundlaget for samtlige 18-64-årige udgør den gennemsnitlige indbetaling til folkepensionen omkring 17.000 kr. om året. Da der er forudsat en proportional skat, er betalingerne jævnt stigende med indkomsten. Størst indbetaling foretages af personer med lang videregående uddannelse, nemlig gennemsnitligt omkring 35.000 kr., mens kortuddannede i gennemsnit betaler ca. 13.000 kr. om året. Indbetalingen er for de fleste uddannelsesgrupper størst omkring 40-49-års alderen, hvor de gennemsnitlige indkomster kulminerer, jf. figur 6.5a ogb.

Hvis der som i det foregående afsnit forudsættes en indbetaling til folkepension svarende til 12 pct. af bundskattegrundlaget, kommer en gennemsnitlig ung til at betale ca. 830.000 kr. gennem sit liv, hvorved generationen netop finansierer udgiften til sin egen folkepension, jf. tabel 6.12.

Figur 6.5a. Årlig skattebetaling til folkepension og boligydelse, mænd

Figur 6.5b. Årlig skattebetaling til folkepension og boligydelse, kvinder

Kilde: Egne beregninger.

Tabel 6.12. Forventet skattebetaling til folkepension over livsforløb

	Mænd	Kvinder	Alle
	1.000 kroner
Kortuddannet	710	510	610
Faglært	940	660	800
Kort videregående uddannelse	1.030	740	890
Mellemlang videregående uddannelse	1.230	830	1.030
Lang videregående uddannelse	1.500	1.230	1.370
Alle	990	660	830

Anm.: Skattesatsen i beregningen er en bundskat på 12 pct. Dermed belyser beregningen den isolerede virkning af folkepension og boligydelse givet de offentlige udgifter i 2000 til blandt andet øvrige overførsler. Kun personer i alderen fra 18-64 antages at bidrage til nettofolkepensionen. Jf. desuden boks 6.4.

Kilde: Egne beregninger.

Højtuddannede betaler under de givne forudsætninger over dobbelt så meget i skat til folkepension som kortuddannede. Således må en kortuddannet ung i gennemsnit forvente at skulle betale omkring 600.000 kr. til folkepension i løbet af sit liv, jf. tabel 6.12. Indbetalingen stiger jævnt med uddannelsesniveauet, og en person med lang videregående uddannelse kommer i gennemsnit til at betale knap 1,4 mio.kr. over sit livsforløb.

Mænd betaler ca. 2-400.000 kr. mere end kvinder i alle uddannelsesgrupper, fordi mændenes indkomster gennemsnitligt er højere end kvindernes.

Gennem et typisk livsforløb betaler kortuddannede gennemsnitligt godt 600.000 kr. til folkepensionen, men modtager omkring 800.000 kr. i folkepension og boligydelse, jf. figur 6.6.

Figur 6.6. Gennemsnitlige ind- og udbetalinger til folkepension og boligydelse over et livsforløb

Anm.: Da stikprøven indeholder for få kvindelige pensionister med lang videregående uddannelse, er der foretaget en forholdsmæssig beregning af pensionsudbetalingerne til denne gruppe kvindelige pensionister. Se desuden anm. til tabel 6.12.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Faglærte og personer med kortere videregående uddannelse har med de valgte forudsætninger ligeledes overskud på henholdsvis ca. 40.000 kr. og 80.000 kr. pr. person. Personer med mellemlange videregående uddannelser bidrager netto omkring 250.000 kr. og gruppen med lange videregående uddannelser bidrager med knap 800.000 kr. pr. person over et livsforløb.

Udover omfordelingen på tværs af uddannelser finder der også en omfordeling sted fra mænd til kvinder via pensionssystemet. Det skyldes dels, at kvinder gennemsnitligt har lavere indkomst end mænd og dermed betaler mindre skat, dels at kvinder trækker sig tilbage tidligere og lever længere, hvilket giver højere udbetalt pensionsydelse over et livsforløb.

Sammenligning med Sverige

I Sverige er det offentlige pensionssystem for nylig blevet ændret, således at der bliver tættere sammenhæng mellem indbetalinger til pension og pensionsydelser over livet. Omfordelingen er mindre i Sverige end i Danmark, idet svenskernes pensionsindbetalinger ganske vist er højere for de længere uddannelser, men til gengæld er udbetalingerne tilsvarende større, fordi udbetalingerne afhænger af de individuelle indbetalinger, jf. figur 6.7a ogb.

Figur 6.7a. Ind- og udbetalinger til folkepension, kortuddannede og mellemlang videregående uddannelse, Danmark

Figur 6.7b. Ind- og udbetalinger til offentlig pension, kortuddannede og mellemlang videregående uddannelse, Sverige

Anm.: Figur 6.7b illustrerer, hvorledes det svenske offentlige pensionssystem ville virke med den danske indkomstfordeling og demografi i 2000.

Kilde: Egne beregninger.

6.6. Efterløn og skattebetalinger over et livsforløb

På grundlag af blandt andet skatteoplysninger fra 2000 skønnes det, at omkring ¾ af alle 35-59-årige vælger at indbetale kontingent til den nye efterlønsordning, jf. tabel 6.13. De kortuddannede betaler i mindre omfang kontingent end andre uddannelsesgrupper, skyldes at der i denne gruppe er flere førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere, som ikke kan tilmelde sig efterlønsordningen. Den største tilslutning til efterløn findes blandt faglærte og personer med mellemlang videregående uddannelse.

Tabel 6.13. Andel betalere af efterlønskontingent blandt 35-59-årige, 2000

	Mænd	Kvinder
	Pct.
Kortuddannet	64	63
Faglært	83	85
Kort videregående uddannelse	75	83
Mellemlang videregående uddannelse	79	90
Lang videregående uddannelse	64	75
I alt	73	76

Kilde: Egne beregninger på basis af en stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen.

Der skønnes at være omkring 140.000 efterlønsmodtagere, når den nye efterlønsordning omkring 2030 er fuldt indført, og efterlønsmodtagerne har betalt kontingent gennem et helt arbejdsliv. Der er en ret betydelig usikkerhed om indbetalingsmønstret på sigt, fordi der indtil videre blot foreligger oplysninger for et enkelt helt år.

Under forudsætning af at indbetalingsmønstret for 2000 er konstant, kommer medlemmerne af efterlønsordningen årligt til at betale omkring 3,2 mia.kr. via kontingentet eksklusive skatteværdien af kontingentfradraget. Under hensyntagen til overlevelsessandsynligheder og forventet tilbagetrækningsalder forventes udgiften til efterløn efter skat (inklusive skattefri præmie for udsættelse af pensionering til 65 år) at blive ca. 15,5 mia.kr. om året målt i 2000-prisniveau. Det indebærer, at godt 20 pct. af nettoudgiften til efterløn skønnes finansieret af kontingentet. Derudover skal godt 12 mia.kr. finansieres af de generelle skatter og afgifter. Hvis dette beløb fordeles til samtlige (medlemmer og ikke-medlemmer) under 60 år, så svarer det til, at hver person indbetaler ca. 2,7 pct. af bundskattegrundlaget til efterlønnen.

I beregningerne er alene taget højde for umiddelbare virkninger af kontingentbetaling og størrelsen af den offentlige ydelse til efterløn, men ikke konsekvenserne for de offentlige skatteindtægter i øvrigt af efterlønnens konsekvenser for erhvervsdeltagelsen.

Blandt kortuddannede mænd, der har betalt kontingent og vælger at modtage efterløn, er der et overskud på efterlønsordningen på knap 70.000 kr. pr. person, mens tilsvarende mænd med mellemlang videregående uddannelse modtager ca. 30.000 kr. mere end de indbetaler, jf. figur 6.8a. Både kortuddannede kvinder og kvinder med mellemlang videregående uddannelse har overskud på efterlønnen på henholdsvis ca. 130.000 og 120.000 kr.

Ikke-medlemmer betaler via skatten til efterløn, men har ikke mulighed for at få udbetalinger fra ordningen. Det giver en nettobetaling på op til ca. 240.000 kr. for videregående uddannede mænd, der ikke er medlemmer, jf. figur 6.8b.

Figur 6.8a. Medlemmers ind- og udbetalinger til efterløn, kortuddannede og mellemlang videregående uddannelse

Figur 6.8b. Ikke-medlemmers skattebetalinger til efterløn, kortuddannede og mellemlang videregående uddannelse

Anm.: Figur 6.8a viser de medlemmer, der får udbetalt efterløn, mens udbetalingerne er mindre til modtagere af den skattefri præmie (gennemsnitligt mellem 80.000 og 100.000 kr.).

Kilde: Egne beregninger.

6.7. Konsekvenser af levetid og tilbagetrækning

Konsekvenser af stigende levetid

Beregningerne i de foregående afsnit bygger på DREAM’s befolkningsprognose, hvori der forventes en stigning i den gennemsnitlige levealder på omkring 3½ år for mænd og 1½ år for kvinder i løbet af de kommende 40 år. Hvis levealderen stiger mere end forudsat, vil det betyde, at pensionisterne gennemsnitligt får folkepension i længere tid. Dermed stiger den enkeltes pensionsindtægter over et livsforløb, hvorimod skatteindbetalingen ikke ventes at ændre sig nævneværdigt.

Hvis mændenes levealder stiger med 1 år mere end forudsat, vurderes det gennemsnitlige nettobidrag til folkepension at falde med omkring 50.000 kr. over et livsforløb for alle uddannelsesgrupper, jf. figur 6.9a.

Figur 6.9a. Nettobidrag over livsforløb til folkepension, stigning i levetid

Figur 6.9b. Nettobidrag over livsforløb, ændring af tilbagetrækningsalder

Kilde: Egne beregninger.

Beregningerne tager ikke hensyn til, at længere levetid alt andet lige vil føre til lavere, årlige udbetalinger fra privat pensionsopsparing, hvilket under de nuværende regler vil forøge folkepensionsydelsen og dermed forstærke faldet i nettobidrag.

Konsekvenser af ændret tilbagetrækning

Det offentlige danske pensionssystem er indrettet således, at den samlede offentlige pension er mindre, hvis man efter at have nået pensionsalderen udskyder tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet. Det skyldes, at størrelsen af den årlige pensionsydelse er uafhængig af, hvornår man lader sig pensionere.

Konsekvensen er, at man med en tidligere tilbagetrækning kan sikre sig større samlede pensionsudbetalinger gennem et livsforløb samtidig med, at indbetalingen til pension bliver mindre.

Ved pensionering som 65-årig er nettobidraget til folkepension over et livsforløb mindre end ved tilbagetrækning som 66-årig, jf. figur 6.9b. Dette gælder for alle uddannelsesgrupper. Således skønnes nettobidraget at blive reduceret med omkring 50.000 kr. over et livsforløb for samtlige uddannelsesgrupper.

Konsekvenserne af ændringer i levetiden og tilbagetrækningsalderen er alene belyst for størrelsen af de offentlige ydelser og ikke for den enkeltes arbejdsmarkedspension.

For både arbejdsmarkedspensioner og individuel pensionsopsparing er der således hel eller delvis sammenhæng mellem indbetalingerne og ydelserne for den enkelte.

Ved tidligere tilbagetrækning vil den årlige private pensionsudbetaling være mindre, således at den samlede pension over livsforløbet ikke afhænger af tilbagetrækningstidspunktet.

Længere levetid for den enkelte vil isoleret set føre til større private pensionsudbetalinger over livsforløbet, mens en stigning i den forventede levetid for alle medlemmer af en private pensionsordning under ét typisk vil føre til en lavere årlig udbetaling, således at den samlede pension over livsforløbet – for givne indbetalinger – er nogenlunde uændret.

I Danmark er der en skarp sondring mellem på den ene side den omfordelende offentlige pension og på den anden side de supplerende såkaldt aktuarmæssigt neutrale private pensionsordninger. I andre lande, herunder Sverige, rummer det offentlige pensionssystem i større grad en blanding af disse to elementer, og der har i nogen lande været en vis styrkelse af det aktuarmæssige hensyn.

Forrige7 af 22Næste

Top