8. Arbejdsmarkedets randgruppe

8.1. Indledning

I dette kapitel beskrives udviklingen for personer med en svag tilknytning til arbejdsmarkedet, i denne sammenhæng afgrænset som de personer, der i løbet af en 3-årig periode har været ledige, aktiverede, sygemeldte m.v. i mindst 80 pct. af tiden. Nogle af disse indgår formelt set i arbejdsstyrken, andre gør ikke, men de kan alle siges at befinde sig på eller tæt ved randen af arbejdsmarkedet. Med en samlet betegnelse benævnes de randgruppen, jf. boks 8.1nedenfor.

Formålet er at opnå øget indsigt i forhold, som påvirker tilgangen til og afgangen fra randgruppen, idet en vurdering af de fremtidige muligheder for at øge arbejdsudbuddet gennem en formindskelse af gruppen med svag arbejdsmarkedstilknytning må ske på baggrund af en analyse heraf. Beskrivelsen af randgruppen er desuden en opdatering af analyser fra tidligere Finansrede­gørelser af grupper med svag tilknytning til arbejdsmarkedet, der – som føl­ge af manglende statistikgrundlag – tidligere kun har kunnet opgøres frem til 1998.

Siden 1996 er randgruppen reduceret i takt med faldet i langtidsledigheden. Det skyldes overvejende et fald i antallet af de personer i randgruppen, der er i arbejdsstyrken. Der er ikke sket en tilsvarende reduktion i antallet af personer tilhørende andre grupper med svag arbejdsmarkedstilknytning. Det drejer sig blandt andet om øvrige kontanthjælpsmodtagere, personer i revalidering og langvarigt sygemeldte. Personer fra disse grupper har ofte problemer ud over ledigheden i form af f.eks. misbrug, svag integration, herunder manglende danskkundskaber, eller helbredsproblemer.

Analysen viser, at der samlet set er en betydelig gennemstrømning i randgruppen, og at ganske mange – navnlig personer, der kun har ledighed som problem – opnår beskæftigelse. Analysen indikerer, at svage økonomiske inci­­ta­menter øger risikoen for fastholdelse i en svag tilknytning til arbejdsmarkedet. En del af tiltagene i Flere i arbejdeog integrationspakken er rettet mod at forbedre arbejdsmarkedsdeltagelsen i randgruppen, både i og uden for arbejdsstyrken. Det ventes derfor, at størrelsen af randgruppen i et vist omfang yderligere vil kunne formindskes i de kommende år.

8.2. Randgruppens størrelse og sammensætning

Grundlaget for analysen er opgørelsen af antallet af personer, som over en 3-årig periode har været ledige, aktiverede, sygemeldte m.v. i mindst 80 pct. af tiden, jf. boks 8.1.

Boks 8.1. Randgruppe, marginalgruppe og socialgruppe

Randgruppen udgøres af personer, som i min. 80 pct. af tiden inden for en 3-årig periode har befundet sig i én eller flere af tilstandene: Ledighed med dagpenge eller kontanthjælp tilmeldt AF, aktivering, eksklusiv igangsætnings-/iværksætterydelse, uddannelsesorlov, sygedagpenge/sygemelding med løn under sygdom, revalidering, kontanthjælpsmodtagere uden rådighedsforpligtelse. Personer, som befinder sig i en tidlig tilbagetrækningsordning – i form af overgangsydelse, efterløn eller førtidspension – i slutningen af den sammenhængende periode, medtages ikke i randgruppen, selvom 80 procent-kravet måtte være opfyldt for perioden som helhed. Det er således valgt at udelade de varigt tilbagetrukne fra delanalysen af personer med ringe arbejdsmarkedstilknytning, idet disse personer erfaringsmæssigt kun yderst sjældent vender tilbage til arbejdsmarkedet. I randgruppen indgår personer både i og uden for arbejdsstyrken. I tidligere Finansredegørelser – f.eks. Finansredegørelse2000 og 2001 – har der været anvendt lidt andre afgrænsninger af personer med ringe og ustabil tilknytning til arbejdsmarkedet, nemlig marginalgruppen og socialgruppen. De præcise afgrænsninger er givet ved: Marginalgruppenomfatter personer, som har været ledige, i aktivering (eksklusiv iværksætter- og igangsætningsydelse) og/eller på uddannelsesorlov over 80 pct. af tiden i gennemsnit over en sammenhængende 3-årig periode. Socialgruppenomfatter personer, som i over 80 pct. af tiden i gennemsnit over en 3-årig periode har været på kontanthjælp, sygedagpenge/løn under sygdom, i revalidering, ledige, i aktivering eller på uddannelsesorlov, med mindrepersonen også indgår i marginalgruppen. Randgruppen svarer omtrent til foreningsmængden mellem social- og marginalgruppen, men fratrukket personer, som ultimo opgørelsesperioden er i tidlig tilbagetrækning. Forskellen svarer til ca. 3 pct. af randgruppen i alle årene. Se i øvrigt Finansredegørelse 2000, kapitel 5,for en nærmere diskussion af afgrænsningen af grupperne.

Randgruppen er reduceret med knap 30.000 personer siden 1996, jf. figur 8.1a, og udgør nu godt 4 procent af den 15-66-årige befolkning, jf. tabel 8.1.

Figur 8.1a. Rand-, marginal- og socialgruppe, 1996-2000

 

 

 

 

 

Figur 8.1b. Randgruppens fordeling på aktiviteter, helårspersoner, 2000

 

 

 

 

 

Anm.: Den første sammenhængende periode, for hvilken randgruppen kan opgøres i overensstemmelse med definitionen i boks 8.1, er 1.kv.94 til og med 4.kv.96. Det skyldes, at der blandt andet må anvendes individbaserede data om deltagelse i arbejdsmarkedsforanstaltninger (AMFORA),som først blev indsamlet fra og med 1994. Summen af social- og marginalgruppens personer overstiger svagt antallet i randgruppen, jf. boks 8.1. Fordelingen af randgruppens helårspersoner i fig. 8.1b er summen af de individuelle deltagelsesgrader i de forskellige ordninger. Uddannelsesorlov, som udgør en meget lille andel, er inkluderet under aktivering. Andeter inklusiv beskæftigelse.

Kilde: Egne beregninger på 10 pct.-stikprøve af befolkningen i alderen 15-66 år, som følges i perioden 1994 til 2000. Stikprøven omfatter blandt andet data fra IDA, AMFORA, den Sammenhængende Socialstatistik samt CRAM.

Faldet er sammensat af et fald i marginalgruppen, hvis personer overvejende har ledighed som problem, og som i overvejende grad står til rådighed for arbejdsmarkedet, og en svag stigning i socialgruppen, hvis medlemmer i mindre grad er omfattet af et rådighedskrav, og for en stor dels vedkommende er uden for arbejdsstyrken, jf. figur 8.1a[1]. Udviklingen i marginalgruppen følger konjunkturudviklingen tæt, mens socialgruppens størrelse tilsyneladende er ufølsom over for konjunktursituationen.

Af de godt 150.000 helårspersoner i randgruppen i 2000 udgjorde aktivering en fjerdedel af tidsanvendelsen i gruppen. Hertil kommer 9 pct. revalidering, hvormed aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger omfatter godt en tredjedel af randgruppen målt i helårspersoner, jf. figur 8.1b.

En fjerdedel udgøres af ledighed med rådighedsforpligtelse og kan – sammen med aktiveringsandelen – forventes at udgøre den jobparate andel af randgruppen[2]. Godt en fjerdedel af tidsanvendelsen udgøres af kontanthjælp uden rådighed. Beskæftigelse m.m. (andet) udgør ca. 7 pct. af randgruppen. Dermed er den gennemsnitlige beskæftigelsesgrad i randgruppen væsentligt lavere end den maksimalt tilladelige – på 20 pct. – i kriteriet for af indgå i randgruppen

Randgruppens sammensætning

Randgruppens sammensætning afspejler til dels befolkningens fordeling på alder, uddannelse, køn m.v. Der er imidlertid overrepræsentation af personer med bestemte karakteristika. Fordelt efter uddannelse er det således primært ufaglærte, og fordelt efter alder er det især de 30-49-årige – i 2000 til dels også 50-59-årige – der indgår med større hyppighed i randgruppen end andre, jf. tabel 8.1.

Desuden er kvinder og personer med oprindelse uden for Danmark, herunder særligt indvandrere fra mindre udviklede lande, mere hyppigt repræsenteret i randgruppen. Eksempelvis er risikoen for at indgå i randgruppen i 2000 1½ gang større for kvinder end mænd, knap dobbelt så stor for ufaglærte som for faglærte og ca. 5½ gange større for personer med oprindelse i et mindre udviklet land end for personer med oprindelse i Danmark, jf. tabel 8.1.

Som følge af den generelle reduktion i randgruppens størrelse er sandsynligheden for at indgå i gruppen faldet for de fleste med undtagelse af henholdsvis 50-59-årige[3]og personer fra andre mere udviklede lande.

Tabel 8.1. Randgruppens karakteristika, 1996 og 2000

	Beskæftigede1)		Randgruppe
		2000	1996		2000
		----- Pct. af -----
		Beskæf-tigede	Rand­gruppe	Befolk-ning	Rand­­-gruppe	Befolk-ning
Alder:
17-29 år		27	23	4,4	18	3,1
30-49 år		49	59	7,5	58	6,1
50-59 år		21	13	3,6	23	4,9
60-66 år		3	4	2,3	1	0,6
Uddannelse:
Ufaglært		40	66	6,7	64	5,9
Faglært		37	25	3,9	26	3,2
KVU		4	3	4,4	3	3,5
MVU2)		13	4	2,1	5	1,9
LVU		5	2	2,7	2	2,3
Rådighed: 3)
Med rådighedsforpligtelse .		-	60	-	51	-
Uden rådighedsforpligtelse.		-	33	-	43	-
Ikke klarlagt/irrelevant		-	7	-	7	-
Køn:
Kvinder		47	55	5,7	61	5,2
Mænd		53	45	4,5	39	3,3
Oprindelse:
Danmark		95	81	4,4	75	3,5
Andre mere udviklede lande4)		3	4	7,1	7	8,5
Mindre udviklede lande ......		2	15	25,0	18	19,7
Geografi:
Storbyområder5)		47	46	5,9	51	4,5
Øvrig land		53	54	4,4	49	4,1
I alt, 1.000 personer		2.705	182,2	5,1	154,2	4,3

1) Personer uden for randgruppen, som har en positiv ATP-beskæftigelsesgrad i 2000 (eksklusiv tilbagetrukne).

2) Inklusiv bachelorer.

3) Med rådighedsforpligtelse: Ledige tilmeldt AF samt aktiverede (inklusiv uddannelsesorlov). Uden rådighedsforpligtelse: Kontanthjælps­­modtagere, som ikke er tilmeldt AF, personer i revalidering samt sygedagpengemodtagere.

4) Mere udviklede landeomfatter EØS-landene eksklusiv Danmark, Nordamerika samt Australien og New Zealand.

5) Storbyområderomfatter Københavns og Frederiksberg kommuner samt Frederiksborg, Københavns, Roskilde og Århus amter. Øvrig landinkluderer både arbejdsmarkedsmæssigt gunstige områder som for eksempel Ringkøbing Amt og sva­gere områder som Lolland-Falster og Bornholm. Der kan derfor være betydelige variationer inden for denne kategori.

Kilde: Nationalregnskabet og egne beregninger, jf. henvisning til figur 8.1.

Der er store forskelle i ændringerne over tid i sand­syn­lighederne for at indgå i henholdsvis marginalgruppen og socialgruppen. Randgruppen er især formindsket i storbyområderne, hvilket alene kan henføres til et fald i marginalgruppen, mens formindskelsen har været begrænset i det øvrige land, jf. tabel 8.1 og tabel 8.2.

Forøgelsen af socialgruppen kan, når der tages hensyn til befolkningsændringerne i perioden, henføres til en stigning blandt henholdsvis 50-59-årige, ufaglærte og faglærte, kvinder, samt personer bosiddende uden for storbyområder.

Tabel 8.2. Marginal- og socialgruppe, 1996 og 2000

	Marginalgruppe		Socialgruppe
	1996	2000	1996	2000
Alder:	Pct. af befolkningen
15-29 år	1,5	0,6	2,9	2,5
30-49 år	3,5	1,7	4,2	4,4
50-59 år	2,6	8,1	1,4	2,0
60-66 år	2,6	0,6	0,5	0,5
Uddannelse:
Ufaglært	2,9	1,7	4,0	4,3
Faglært	2,4	1,5	1,7	1,9
KVU	2,5	1,7	2,0	1,8
MVU	1,2	0,8	0,9	1,1
LVU	1,8	1,2	0,9	1,1
Køn:
Kvinder	2,7	1,9	3,2	3,5
Mænd	2,4	1,2	2,3	2,2
Oprindelse:
Danmark	2,3	1,4	2,2	2,2
Andre mere udviklede lande	3,7	2,2	3,7	6,5
Mindre udviklede lande	7,7	4,0	17,6	16,0
Geografi:
Storbyområder	2,8	1,4	3,2	3,2
Øvrig land	2,2	1,6	2,3	2,6
I alt	2,5	1,5	2,8	2,9

Anm.:Tallene angiver pct. af befolkningen i de enkelte kategorier. Jf. anm. til tabel 8.1 for definitioner af kategorierne.

Kilde: Jf. henvisning til figur 8.1.

Vigtige arbejdsmarkedsaktiviteter og –ydelser i randgruppen

Personerne i randgruppen bevæger sig i større eller mindre omfang rundt mellem en eller flere overførselsindkomster i løbet af tre-årsperioden, personernes status opgøres henover. Endvidere vil nogle have kortere perioder med beskæftigelse. Det er således kun en del af gruppen, der er helt uden tilknytning til arbejdsmarkedet i hele perioden.

Antallet af personer med ledighed som vigtigste tilstand er mere end halveret siden 1996 og udgør godt 40.000 personer i 2000, jf. figur 8.2a.Samtidig er antallet med aktivering som vigtigste arbejdsmarkedstilstand steget, og samlet set er der dermed sket en fordobling – fra 17 pct. i 1996 til 35 pct. i 2000 – af den andel af randgruppens personer, der har en aktiv ydelse (omfatter her aktivering, revalidering samt uddannelsesorlov) som den primære ydelse i 2000.

Skiftet over imod en større relativ vægt på aktivforanstaltninger har haft sigte på, dels at begrænse risikoen for at fastholde personer i langvarige passive ledighedsforløb, og dels at opkvalificere ledige til arbejdsmarkedets behov.

Der har siden 1996 været en behersket stigning i antallet af personer, som har henholdsvis sygedagpenge eller kontanthjælp uden rådighed som vigtigste ydelse, hvilket afspejler stigningen i socialgruppen, jf. figur 8.2a.

Figur 8.2a. Randgruppen fordelt efter primære ydelse, 1996-2000

 

 

 

 

 

 

Figur 8.2b. Randgruppen fordelt efter vigtigste og næstvigtigste aktiviteter, 2000

 

 

 

 

 

 

Anm.: Aktivering er i figur 8.2b inklusiv uddannelsesorlov. Øvrige ydelseromfatter sygedagpenge og kontanthjælp uden AF-tilmelding.

Kilde: Jf. figur 8.1.

Der er en betydelig cirkulation mellem ledighed og aktivering, hvilket viser sig ved, at omkring 2/3 af personerne med ledighed som vigtigste tilstand deltager i aktiveringsforløb som næstvigtigste aktivitet og omvendt for personer med aktivering som vigtigste aktivitet, jf. figur 8.2b.Kun meget få ledige eller aktiverede har ingen næstvigtigste aktivitet, dvs. som er ledige eller aktiverede i hele 3-årsperioden.

Der er derimod ingen typisk næstvigtigste aktivitet for kontanthjælpsmodtagere uden AF-tilmelding. Det skyldes formentlig, dels at nogle mister dagpengeretten – fra ledighed eller aktivering – og i stedet overgår til kontanthjælp, dels at denne gruppe kontanthjælpsmodtagere oftere har længerevarende forløb. Således har ca. en fjerdedel af denne gruppe passiv kontanthjælp i hele 3-års perioden 1. kvartal 1998 til og med 4. kvartal 2000.

Perioder med beskæftigelse udgør 2-5 pct. af de sekundære aktiviteter for personer med ledighed, aktivering eller kontanthjælp uden AF-tilmelding som primære aktivitet. Andelen er godt 10 pct. for personer med revalidering eller sygedagpenge som primær aktivitet. Da perioder med beskæftigelse maksimalt kan udgøre 20 pct. af det samlede tidsforbrug i randgruppen, kan det indikere, dels at forløb med revalidering ofte er længerevarende, dels at der er en vis cirkulation mellem perioder med sygedagpenge og kortere beskæftigelses- og/eller ydelsesperioder.

I appendiks 8.1 gives en detaljeret oversigt over randgruppens samtidige fordeling på vigtigste og næstvigtigste aktiviteter.

Selvom sygedagpenge ikke udgør en stor andel af det samlede træk på overførsler blandt randgruppens personer, synes sygedagpenge – og dermed helbredsbetingede forhold – at have betydning for risikoen for at tilgå randgruppen. Andelen, der har længerevarende sygefravær forud for tilgangen til randgruppen, er 5-7 gange større blandt socialgruppens personer end i befolkningen uden for randgruppen, jf. tabel 8.3.

Tabel 8.3. Sygedagpenge i året inden randgruppeperioden, 1997 og 2000

 

	Marginalgruppen		Socialgruppen		Øvrige 17-66-årige1)
	1997	2000	1997	2000	1997	2000
	Andel af gruppen i pct.
Ingen sygedage	84,8	82,2	82,6	79,6	92,7	93,0
Under 3 mdr.	10,9	12,6	9,4	9,7	5,5	5,0
Mere end 3 mdr.	4,4	5,2	8,0	10,8	1,8	2,0

Anm.: Sygedagpengevarigheden er målt i henholdsvis 1994 og 1997, som er umiddelbart foregående år forud for randgruppeperioderne sluttende henholdsvis 4.kv. 1997 og 4.kv. 2000.

1) Eksklusiv personer i tilbagetrækning i slutningen af perioden.

Kilde: Jf. henvisning til figur 8.1.

I marginalgrup­pen er længerevarende sygefravær i året forud for indtræden i marginalgruppen ca. dobbelt så forekommende som uden for randgruppen. Der er desuden tegn på, at andelen med sygdom er vokset i både marginal- og socialgruppen, mens den samlet set er faldet blandt øvrige.

8.3. Tilgang til og afgang fra randgruppen

Omkring en fjerdedel af randgruppen udskiftes hvert år, jf. figur 8.3aog b, og fordi tilgangen har været lavere end afgangen i alle årene er der sket en formindskelse af randgruppen.

Godt en tredjedel af den årlige tilgang udgøres af personer, som i årsperioden forud for randgruppeårene overvejende – dvs. i mere end 50 pct. af tiden – var i beskæftigelse.Der er en svag tendens til at andelen, som tilgår fra beskæftigelse er faldende, hvilket formentlig afspejler den stigende beskæftigelse i perioden

Tabel 8.3a. Årlig tilgang til randgruppen i pct. af gruppen, 1997-2000

 

 

 

 

 

Tabel 8.3b. Årlig afgang fra randgruppen i pct. af gruppen, 1996-1999

 

 

 

 

 

 

Anm.: Tilstanden før indtræden i (tilgang) eller efter udtræden (afgang) af randgruppen er baseret på den umiddelbart foregående/efterfølgende årsperiode i forhold til den treårige randgruppeperiode. Beskæftigetindikerer, at personerne har en beskæftigelsesgrad på mindst 50 pct., samt – for så vidt angår afgangen – at personen ikke er i en tilbagetrækningsordning ultimo året. Ydelserindikerer tilsvarende, at mindst 50 pct. af året omfatter perioder med randgruppe-ydelser, samt at personen ikke er i en tilbagetrækningsordning ultimo året. Andetudgør de, som ikke er i randgruppen eller i en tilbagetrækningsordning, og hvor hverken beskæftigelse eller randgruppeydelser omfatter mindst 50 pct. af året. Da afgang fra randgruppen måles over en etårig periode, er det kun muligt at opgøre afgang til og med 1999. Omvendt kan tilgang kun opgøres fra og med 1997.

Kilde: Jf. henvisning til figur 8.1.

Ca. 15-20 pct. af den samlede tilgang – svarende til knap 5 pct. af randgruppen – består af personer, som i mere end 50 pct. af året forud var forsørgede af ’randgruppeydelser’, jf. definitionen heraf i boks 8.1. De øvrige personer, der tilgår randgruppen, har anden aktivitet i årsperioden eventuelt kombineret med beskæftigelse og/eller forsørgelse af randgruppeydelser i mindre end 50 pct. af tiden. Det største fald i tilgangen er sket for denne gruppe.

Afgangen fra randgruppen var i 1999 ca. 28 pct. Sandsynligheden for afgang til tilbagetrækning har været omkring 5 pct. i det meste af perioden, mens afgangssandsynligheden til randgruppeydelser og andet – herunder beskæftigelse i mindre end 50 pct. af årsperioden efter – har været 11-12 pct.

Sandsynligheden for at overgå til beskæftigelse er derimod steget fra godt 9 pct. i 1996 til 11-12 pct. i sidste halvdel af perioden, og dermed kan formindskelsen i randgruppen tilskrives en kombination af lavere tilgang og – i stigende grad – øget beskæftigelse.

De af randgruppens personer, som også tilhører marginalgruppen, har en næsten dobbelt så høj sandsynlighed for at afgå til beskæftigelse som øvrige personer i randgruppen, jf. tabel 8.4.Det er en følge af, at mar­ginal­gruppens personer overvejende har ledighed som problem, mens socialgruppens personer i højere grad også har problemer ud over ledighed, samtidig med at rådighedskravet er langt svagere for personer i socialgruppen.

Tabel 8.4. Bevægelser mellem beskæftigelse og randgruppen opdelt på tilhørsforhold til marginal- og socialgruppe

	Tilgang		Afgang
	1997	2000	1996	1999
Bevægelse til/fra beskæftigelse	Pct. af gruppen
- marginalgruppen	13,0	11,9	12,2	15,2
- socialgruppen	7,6	6,6	6,8	8,2
I alt bevægelse til/fra
- marginalgruppen	27,6	23,7	29,7	31,5
- socialgruppen	23,7	22,3	25,4	25,2

Anm.: Tidligere analyser har vist, at der er en betydelig bevægelse mellem marginal- og socialgruppen, jf. Finansredegørelse 2001. Dette er der taget højde for således, at afgang fra eksempelvis marginalgruppen kun tæller personer, der helt har forladt randgruppen og altså ikke er i socialgruppen. Jf. figur 8.4 for afgrænsning af ’beskæftigelse’.

Kilde: Jf. henvisning til figur 8.1.

Den samlede tilgang og afgang – den samlede gennemstrømning – er dog på nogenlunde samme niveau blandt personer, der hidrører fra henholdsvis marginal- og socialgruppen.

Blandt de, der i 1996 var i randgruppen, er det en voksende andel, der opnår beskæftigelse i mindst 50 pct. af tiden de efterfølgende 3 til 4 år. Endvidere øges beskæftigelsesgraden med tiden svagt blandt alle afgåede under ét, jf. figur 8.4a og 8.4b. De, der forbliver i randgruppen – ca. 42 pct. 3 år efter – oplever derimod et faldende beskæftigelsesomfang.

Figur 8.4a. 1996-randgruppens personer hhv. 2, 3 og 4 år senere

 

 

 

 

 

 

Figur 8.4b. Beskæftigelsesgrader 1997-2000 for personer fra randgruppen 1996

 

 

 

 

 

 

Anm.: Jf. anmærkning­erne til figur 8.4a og 8.4b for en beskrivelse af opdelingen i henholdsvisbeskæftigede ogandet.

Kilde: Jf. henvisning til figur 8.1.

8.4. Personer som forbliver i randgruppen over længere tid

De 92.000 personer, der forbliver i randgruppen i de tre perioder sluttende i årene 1994-98, jf. figur8.4a, kan betragtes som en særligt svag gruppe for så vidt angår arbejdsmarkedstilknytning. Disse personer har haft en svag tilknytning 5 år i træk.

Personer i denne gruppe har stort set samme alder, uddannelse og køn som randgruppen som helhed, dog synes der at være en lille overrepræsentation af 30-49-årige i begge perioder, jf. tabel 8.5og tabel 8.1. Ændringerne mellem 1994-98 og 1996-2000 svarer desuden til ændringerne for randgruppen[4].

Tabel 8.5. Karakteristikafordeling af personer, som forbliver i randgruppen gennem 5 år, 1994-98, 1996-2000

	1994-98	1996-2000
	Pct.
Alder:
15-29 år	17	14
30-49 år	64	61
50-59 år	18	24
60-66 år	2	1
Uddannelse:
Ufaglært	68	66
Faglært	23	24
KVU	3	3
MVU	4	4
LVU	2	2
Køn:
Kvinder	57	61
Mænd	43	39
Oprindelse:
Danmark	77	75
Andre udviklede lande	5	6
Mindre udviklede lande	18	19
Civilstand:
Enlig	54	51
Gift/samlevende	46	49
Personer i alt, 1.000 personer	97,2	92,0
Pct. af randgruppen 96 og 20001).	53	53

Anm.: Personer, der forbliver i randgruppen, er defineret som personer, der indgår i hver af de tre randgrupper, som kan opgøres for 4. kvartal 96, 4. kvartal 97 og 4. kvartal 98 (henholdsvis 4. kvartal 98, 99 og 2000), svarende til, at personerne har en svag arbejdsmarkedstilknytning i 5 på hinanden følgende år. Da analysen af randgrupperne i alt kun strækker sig over 7 år (1994-2000), vil der være overlap imellem de to perioder for hvilke, 5-årsgruppe-analysen kan foretages. Jf. anm. til tabel 8.1 for definitioner af kategorierne.

1) Udviklingen i 5-årsgruppens andel af randgruppen afhænger af hvilket år, der er udgangspunktet for opgørelsen af randgruppen.

Kilde: Jf. henvisning til figur 8.1.

5-årsgruppens sammensætning på arbejdsmarkedsordninger adskiller sig imidlertid fra sammensætningen i randgruppen, jf. figur 8.5a ogb.

Aktivering og særligt ledighed med rådighedsforpligtelse udgør ca. 19 pct. af 5-årsgruppen, og dermed en markant mindre andel end i randgruppen som helhed, hvor ledighed og aktivering udgør mere end halvdelen. Dette er en indikation af, at den kortsigtede jobparathed er betydeligt mindre blandt de, som hænger fast i randgruppen igennem adskillige år. Omvendt er revalidering ca. dobbelt så udbredt i 5-årsgruppen som i randgruppen, hvilket formentlig hænger sammen med, at revalideringsforløb typisk først igangsættes efter et længere sygdoms- eller ledighedsforløb.

Figur 8.5a. 5-årsgruppens personer fordelt efter dominerende ydelse, 2000

 

 

 

 

 

Figur 8.5b. Randgruppens personer fordelt efter dominerende ydelse, 2000

 

 

 

 

 

Anm.: Se anmærkninger til tabel 8.5.

Kilde: Jf. henvisning til figur 8.1.

Kontanthjælp uden rådighed omfatter stort set lige store andele af 5-årsgruppen og randgruppen, mens sygedagpengeandelen på 26 pct. i 5-årsgruppen, er mere end 4 gange så stor som i randgruppen. Dette peger på, at helbredsproblemer er afgørende for risikoen for fastholdelse i randgruppen i adskillige år samtidig med, at andre problemer, ud over ledighed, også i nogen grad medvirker til vedvarende marginalisering i forhold til arbejdsmarkedet.

Det er således ikke uddannelsesbaggrund, alder, køn, eller oprindelse, der synes at være bestemmende for, om den enkelte fastholdes i en vedvarende, meget svag tilknytning til arbejdsmarkedet. De betydende faktorer synes at være sociale og personlige forhold, der delvist kan være bestemt af tilfældigheder.

8.5. Betydningen af økonomiske incitamenter

De økonomiske incitamenter til beskæftigelse er lavere blandt randgruppens personer end i den øvrige befolkning, jf. tabel 8.6, hvor incitamenterne er beskrevet ved forskelsbeløbet,som angiver den månedlige forskel i disponibel indkomst imellem henholdsvis fuld beskæftigelse og fuld ledighed, når der er taget højde for skat, aftrapning af sociale ydelser, børnepasningsudgifter og udgifter forbundet med indkomsterhvervelsen, f.eks. til transport.

Tabel 8.6. Økonomiske incitamenter i og uden for randgruppen, 1999

Forskelsbeløb, kr. pr. måned	Randgruppen		Delvist beskæftigede uden for randgruppen	Alle uden for randgruppen (ekskl. til­bagetrækning)
	Delvist beskæftigede	Fuldt ledige m.v.
	Andel i pct.
0-500	10	11	9	4
500-1.000	5	16	7	3
1.000-2.000	12	28	16	9
2.000-5.000	46	42	39	37
over 5.000	27	4	30	47
Gennemsnit, kr. pr. måned..	3.700	2.100	3.800	5.500

Anm.: Forskelsbeløbetudtrykker den månedlige forskel i disponibel indkomst imellem henholdsvis fuld beskæftigelse og fuld ledighed, se Finansministeriet, Fordeling og incitamenter, 2002, for en nærmere beskrivelse af beregningsmetoden. For fuldt ledige m.v.er – stort set uden undtagelse – anvendt en fast, mulig timeløn svaren­de til 10 pct. fraktilen i de beskæftigedes timelønsfordeling, og dermed relativt lav. Fuldt ledige m.v. omfatter personer både i og uden for arbejdsstyrken. Beregningerne af forskelsbeløb vedrører 1999, mens status for randgruppetilhørsforhold vedrører den 3-årsperiode, som afsluttes i 4. kvartal 1999.

Kilde: Egne beregninger på stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen i alderen 18-66 år som følges i perioden 1994 til 2000. Stikprøven omfatter blandt andet data fra lov­­mo­del­systemet, IDA, AMFORA, den Sammenhængende Socialstatistik samt CRAM.

 

Henholdsvis 15 pct. af de delvist beskæftigede i randgruppen og 16 pct. af de delvist beskæftigede udenfor randgruppen vil have en gevinst under 1.000 kr. pr. måned ved fuld beskæftigelse frem for ledighed. Den økonomiske gevinst ved arbejde fremstår derved ikke som afgørende forskellig for personer med meget langvarigt fravær og mere kortvarigt berørte af ledighed m.v.

Samlet har kun 7 pct. af personerne uden for randgruppen månedlige forskelsbeløb under 1.000 kr. hvilket indikerer, at de økonomiske incitamenter har betydning for beskæftigelsesgraden. Dette underbygges af, at for en fjerdedel af de fuldt ledige i randgruppen, vil den økonomiske gevinst forbundet med beskæftigelse til lav løn være 1.000 kr. pr. måned eller mindre.

De økonomiske incitamenter synes at have væsentlig betydning for navnlig risikoen for at indtræde i randgruppen, og i lidt mindre omfang for sandsynligheden for at afgå fra randgruppen.Personer, som i 1997 var i beskæftigelse, har således mindre risiko for senere at indgå i randgruppen, jo større det månedlige forskelsbeløb i 1997 er, jf. tabel 8.7.Uanset beskæftigelsesgraden er risikoen for at indgå i randgruppen 3 år senere for personer uden for randgruppen således næsten 4 gange større for de, der har månedlige forskelsbeløb under 2.000 kr., som den er for personer med forskelsbeløb over 2.000 kr.

For personer, som i 1997 befinder sig i randgruppen, er der desuden en behersket tendens til, at jo større forskelsbeløbet er, des større er sandsynligheden for at have forladt randgruppen frem til 2000.

Tabel 8.7. Økonomiske incitamenter i 1997 og arbejdsmarkedsstatus i 1997 og 2000

		Randgruppe	Status i 2000 Tilbagetrækning	Øvrige
Status i 1997	Forskelsbeløb kr. pr. måned	Pct. af gruppen
Uden for randgruppen: beskæftigelse under 50 pct.	0-500	22,2	5,6	72,3
	500-1.000	19,8	8,5	71,8
	1.000-2.000	16,0	6,9	77,1
	2.000-5.000	9,1	4,5	86,4
	over 5.000	2,1	3,7	94,2
Uden for randgruppen: beskæftigelse over 50 pct.	0-500	2,0	2,5	95,5
	500-1.000	1,4	2,6	96,0
	1.000-2.000	1,4	3,6	95,0
	2.000-5.000	0,7	3,8	95,5
	over 5.000	0,3	3,0	96,7
I randgruppe	0-500	50,9	9,0	40,1
	500-1.000	37,8	22,5	39,7
	1.000-2.000	49,0	10,2	40,8
	2.000-5.000	44,3	12,5	43,3
	over 5.000	32,6	8,7	58,7

Anm.: Se anmærkningen til tabel 8.3.

Kilde: Jf. henvisning til tabel 8.6.

Det indikerer, at der er en positiv sammenhæng mellem beskæftigelsesgraden og størrelsen af de økonomiske incitamenter. Det skal understreges, at dette ikke kun afspejler en klar årsagssammenhæng, men også at de samme egenskaber, vedrørende f.eks. uddannelse, helbred og sprogkundskaber, typisk medfører både beskæftigelsesproblemer og en lav indtjeningsevne.

For alle fuldt og delvist beskæftigede vokser den gennemsnitlige beskæftigelsesgrad gradvist med forskelsbeløbet op til omkring ca. 4.000 kr. pr. måned, jf. figur 8.6a ogb [5]. Over hele dette interval synes der at være en positiv sammenhæng mellem størrelsen af forskelsbeløbet og beskæftigelsesgraden.

Figur 8.6a. Økonomiske incitamenter og gennemsnitlig beskæftigelsesgrad, 1999

 

 

 

 

 

Figur 8.6b. Økonomiske incitamenter og gennemsnitlig beskæftigelsesgrad, 1999

 

 

 

 

 

Anm.: Jf. anmærkning til tabel 8.2. Figuren omfatter alle fuldt eller delvist beskæftigede i 1999, som ikke er i tidlig tilbagetrækning. Koncentrationen af beskæftigede omkring et forskelsbeløb på ca. 500-700 kr. pr. måned består af personer med en års-lønindkomst under niveauet svarende til maks. dagpenge. For disse er bruttokompensationsgraden præcis 90 pct., og det giver en relativt ringe variation i forskelsbeløbene.

Kilde: Egne beregninger på stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen i alderen 18-66 år.

En given ændring i forskelsbeløbet fremstår med størst betydning for personer med et i forvejen lille forskelsbeløb, og effekten aftager gradvist fra forskelsbeløb på omkring 2.000 kr. og opefter, jf. at hældningen på kurven bliver fladere herfra. Men der er ikke tegn på, at beskæftigelsesgraden er særlig høj over en bestemt størrelse af forskelsbeløbet. I det omfang sammenhængen mellem forskelsbeløb og beskæftigelsesgrad kan fortolkes som effekter af højere forskelsbeløb, vil en forøgelse af forskelsbeløbet med 500 kr. om måneden ikke adskille sig væsentligt mellem personer, der har forskelsbeløb på eksempelvis henholdsvis 500 kr. og 2.000 kr. i udgangspunktet.

Derfor giver det kun et begrænset indtryk af arbejdsmarkedets funktionsmåde at konstatere, hvor stor en andel af personerne, der har forskelsbeløb over, henholdsvis under et givet beløb. Tiltag, som er rettet imod ændringer i forskelsbeløbets størrelse i bestemte intervaller, kan flytte incitamenterne for et stort antal personer op over et givet kronebeløb pr. måned, uden at virkningerne heraf på den samlede beskæftigelse er særlig store.

Lønfordelingen blandt de beskæftigede indebærer i øvrigt, at et stort antal personer befinder sig i intervallet med forskelsbeløb under ca. 4.000 kr.

8.6. Udviklingen i randgruppen fremover

Randgruppens personkreds er reduceret siden 1996 og ventes at kunne reduceres yderligere i takt med, at strukturerne på arbejdsmarkedet forbedres - blandt andet som følge af aftalen om Flere i arbejde- om end i svagere takt end hidtil, jf. kapitel 3.

Hvis sammenhængen mellem faldet i ledigheden og tilgang og afgang fra randgruppen fortsætter uændret, jf. afsnit 8.3, kan der kun forventes en beskeden formindskelse af randgruppen, fortrinsvist blandt de personer, der er i arbejdsstyrken, dvs. overvejende marginalgruppens personer.

Skal gruppen formindskes yderligere – som det er forudsat i fremskrivningens kravforløb, jf. kapitel 3 - kræver det formentlig, at der skabes grundlag for en reduktion i socialgruppens størrelse, dvs. overvejende personer, der i dag er uden for arbejdsstyrken.

Denne personkreds er sammensat af personer med meget forskellige problemer, herunder sociale problemer, personer med midlertidig eller permanent reduceret arbejdsevne, personer med svag integration i samfundet. At øge deres jobmuligheder og mindske risikoen for langvarigt fravær fra arbejdsmarkedet kræver derfor en bred vifte af tiltag.

Delforslagene i Flere i arbejdemålrettet kontanthjælpsmodtagere uden for arbejdsstyrken samt aftalen om bedre integration af indvandrere på arbejdsmarkedet er skridt i denne retning.

Skal kravforløbets forudsætninger om arbejdsstyrken opfyldes, er det formentlig nødvendigt, at der sker en formindskelse af randgruppen ud over, hvad delforslagene i Flere i arbejde kan forventes at tilvejebringe. Når det samtidigt tages i betragtning, at de hidtidige reduktioner af randgruppen udelukkende kan henføres til personer, der formelt står til rådighed for arbejdsmarkedet, stilles der krav til en væsentlig bedre integration i arbejdsstyrken for de personer, der i dag permanent forsørges via de (midlertidige) sociale forsørgelsesordninger

---