4.1

Du har takket nej til cookies på denne hjemmeside, derfor kan vidoen ikke vises. Du skal tillade cookies for at kunne se videoen.

fortsat fra forrige side.

I perioden fra 2000 til 2003 skønnes arbejdsstyrken at stige med 29.000 personer. I et grundforløb med uændret erhvervsdeltagelse opdelt på køn, alder og herkomst vil arbejdsstyrken reduceres med op mod 20.000 personer over de 3 år. Den ventede stigning i arbejdsstyrken kræver derfor, at erhvervsdeltagelsen skal stige svarende til 48.000 personer over perioden.

Tabel a. Bidrag til ændring i arbejdsstyrken, 2000 – 2003.

		Heraf bidrag fra:
	Samlet ændring	Grundforløb 1	Overførsels- frekvenser
	----------1.000 personer -------
Arbejdsstyrken	29	-20	48
Overførselsmodtagere uden for arbejdsstyrken og øvrige udenfor arbejdsstyrken	-12	36	-48
Overgangsydelse	-14	2	-16
Efterløn	15	15	0
Førtidspension	-6	13	-19
Øvrige	-7	6	-13
15-66 årige	16	16	-

Anm.: Ændringen i arbejdsstyrken findes ved at trække overførselsmodtagere uden for arbejdsstyrken fra det rene demografiske bidrag (15-66 årige). Et fald i antal personer udenfor arbejdsstyrken modsvarer en tilsvarende stigning i arbejdsstyrken.

Kilde: Egne beregninger.

Hovedparten af stigningen i erhvervsdeltagelsen kan henføres til de ældre aldersgrupper på grund af udfasningen af overgangsydelsen, den lave tilgang til førtidspension og de skønnede virkninger af efterlønsreformen. Bidraget fra førtidspension skal ses i sammenhæng med oprettelsen af flere fleksjob.

Baggrunden for, at andelen på efterløn er uændret over de 3 år på trods af, at efterlønsreformen er begyndt at virke efter hensigten, er, at tilgangen til efterløn var stigende umiddelbart før vedtagelsen af efterlønsreformen, hvilket isoleret set medfører en stigning i andelen på efterløn, som modsvarer virkningerne af efterlønsreformen i perioden.

I 2001 faldt den registrerede ledighed med 6.500 personer til 144.000 personer, hvilket er 2.500 personer færre end ventet i oktoberredegørelsen, jf. tabel 4.2. I løbet af 2002 ventes den registrerede ledighed at stige med i størrelsesordenen 17.000 personer svarende til et gennemsnitligt niveau på 149.000 personer for året. Der er dermed foretaget en opjustering af stigningen i ledigheden på ca. 3.000 personer i forhold til oktoberredegørelsen, hvilket kan henføres til en svagere beskæftigelsesvækst. Den forøgede ledighed ventes imidlertid kun at være midlertidig, idet den forudsete vækstfremgang fra 2. halvår 2002 skønnes at lede til et fald i ledigheden i løbet af 2003. Mod slutningen af 2003 ventes ledigheden dermed nogenlunde tilbage på det nuværende niveau.

Boks 4.3. Arbejdsmarkedsrådenes vurdering af flaskehalse i 4. kvartal 2001 og 3. kvartal 2002.

På kort sigt (frem til 4. kvartal 2001) vurderes det, at der på det offentlige arbejdsmarked er mangel på sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, læger og folkeskolelærere. Overordnet er denne situation uændret sammenlignet med 3. kvartal 2001.

På det private arbejdsmarked vurderer rådene, at der stadig er flaskehalse inden for langt de fleste brancher, og at der vil ske en lille stigning i antallet af flaskehalse fra 3. til 4. kvartal 2001. Der ventes således nye flaskehalse indenfor blandt andet fremstillingsfag (f.eks. maskinsnedkere og maskinarbejdere) og serviceområdet (IT-personale, bagere, slagtere m.v.). De største flaskehalsproblemer findes dog inden for bygge- og anlægsområdet, hvor der er stor mangel på elektrikere.

På længere sigt (frem til 3. kvartal 2002) vurderes det, at der generelt vil være en lille stigning i antallet af mulige flaskehalse for hele det offentlige område sammenlignet med 3. kvartal 2001. Specielt inden for undervisningssektoren ventes der flere flaskehalsproblemer på længere sigt.

På det private arbejdsmarked vurderer rådene, at der inden for jern- og metalindustrien fortsat er risiko for flaskehalsproblemer, samt at der desuden er potentielle flaskehalse inden for træ- og møbelindustrien og elektronikindustrien. Ligeledes vurderer hovedparten af alle regionerne, at der fortsat er risiko for flaskehalse inden for servicesektoren.

Ledigheden vurderes i 4. kvartal 2001 at ligge godt 7.000 personer lavere end i 4. kvartal 2000. I 3. kvartal 2002 ventes ledigheden at ligge ca. 2.500 personer lavere end i 3. kvartal 2001. Tidligere vurderinger af ledigheden for 1. og 2. kvartal 2002 peger også på et lavere niveau sammenlignet med samme periode 2001. Det skal dog bemærkes, at disse skøn ikke revideres løbende og derfor ikke er revideret i de seneste vurdering.

Kilde: Arbejdsmarkedsredegørelse 4. kvartal 2001: Arbejdsmarkedsrådenes vurdering af udviklingen på arbejdsmarkedet.

Set i forhold til den strukturelle ledighed ventes presset på arbejdsmarkedet at aftage en smule i år, for derefter at forøges lidt igen mod slutningen af prognoseperioden. Det må dog understreges, at skønnene for arbejdsmarkedet er mere usikre end normalt, idet vendepunktet i de internationale konjunkturer vanskeligt kan forudses præcist. Hvis vendingen udskydes kan en situation med en noget større stigning i arbejdsløsheden indtræffe. Omvendt kan stigningen i ledigheden blive mindre end det er lagt til grund her, hvis de internationale konjunkturer retter sig forholdsvis hurtigt.

Figur 4.4a. Faktisk og strukturel ledighed.	Figur 4.4b. Dekomponering af timepro-duktivitetsvæksten for de private byerhverv 1980-2003.

Anm.: Beregningen af den strukturelle ledighed er behæftet med usikkerhed. Til illustration af usikkerheden viser konfidensbåndene, at den faktiske strukturledighed med 80 pct. statistisk sandsynlighed ligger inden for disse bånd. I figur 4.4b. er der som faktoraflønningsandel anvendt et gennemsnit over perioden 1980-2000.

Kilde: Danmarks Statistik, ADAM's databank og egne beregninger.

4.3. Den internationale konjunktursituation i 2002 og 2003

Produktionsvæksten i de private byerhverv i 2001 og 2002 realiseres alene gennem en stigning i produktiviteten (pr. time) på godt 1½ pct. som gennemsnit. Derimod giver det præsterede antal arbejdstimer et negativt bidrag. Det afspejler, at et fald i den gennemsnitlige arbejdstid mere end opvejer bidraget fra en svagt stigende beskæftigelse.

Den lave vækst i produktiviteten i 2001 skal ses i sammenhæng med en høj produktivitetsvækst i 2000. Væksten i produktiviteten for de to år under et ligger således over den historiske trend for perioden 1980-2000. I 2003 forventes en produktivitetsvækst lidt over den historiske trend.

Det er især udviklingen i totalfaktorproduktiviteten, der forklarer variationerne i produktiviteten [3], idet bidraget fra kapitalindsatsen svinger langt mindre, jf. figur 4.4b. Det fremgår også, at den kraftige produktivitetsvækst i 2000 primært kan tilskrives en høj vækst i totalfaktorproduktiviteten. I 2001 kom det største vækstbidrag imidlertid fra kapitalindsatsen, mens det i 2002 og 2003 igen ventes at være væksten i totalfaktorproduktiviteten, der dominerer.

Tabel 4.3. Produktiviteten i de private byerhverv 1).

	1980-2000	2000	2001	2002	2003
	---------årlig realvækst i pct. -----------
BVT i faste priser	2,1	5,6	1,4	1,7	3,1
Beskæftigelse	0,4	1,3	0,6	0,1	0,8
Mandeproduktivitet	1,7	4,2	0,8	1,5	2,3
Aftalt arbejdstid	-0,5	0,0	-0,6	-0,3	-0,2
Timeproduktivitet 2)	2,0	4,2	1,3	1,9	2,5

1) Ekskl. boligbenyttelse og søtransport.

2) Produktion pr. præsteret arbejdstime. Den faktiske arbejdstid kan ændre sig af andre grunde end ændringer i den aftalte arbejdstid.

Kilde: ADAMs databank og egne skøn.

4.4. Løn

Den årlige lønstigningstakt for hele DA-området er opgjort til 4,4 pct. i 3. kvartal 2001. Det er 0,5 pct.enheder mindre end i 2. kvartal, hvilket primært skyldes, at stigningstakten ikke længere påvirkes af de store pensionsforhøjelser i 3. kvartal 2000. Både i fremstillings- og serviceerhverv har stigningstakterne det sidste halve år været betydeligt større end i det forudgående år, mens der er sket en afdæmpning i bygge- og anlægssektoren fra et højt niveau, jf. figur 4.5a.

De forøgede lønstigningstakter fra og med 2. kvartal 2001 kan kun delvist tilskrives bidrag fra flere feriefridage og forhøjede pensionsudbetalinger, som er aftalt af arbejdsmarkedets parter i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Der er således også tegn på højere lokale lønreguleringer i 2001, især for højere uddannede funktionærer. Det viser sig ved en stigende forskel mellem den faktiske lønstigningstakt og et overenskomstbaseret referenceforløb for lønudviklingen, jf. figur 4.5b.

De tiltagende lønstigninger i den senere tid er i kombination med faldet i ledigheden tegn på, at presset på arbejdsmarkedet fortsat er betydeligt. Samtidig skal lønstigningerne dog ses i sammenhæng med, at reallønnen kun voksede med ½ pct. i 2000 trods pæn fremgang i produktiviteten. Lønkvoten i private byerhverv – dvs. lønningernes andel af den samlede værditilvækst – faldt således i 2000.

Vurderingen af lønstigningerne i den private sektor er på baggrund af de seneste tal opjusteret med 0,1 pct.enhed i forhold til oktoberredegørelsen til 4,3 pct. i 2001. Opjusteringen skyldes, at faldet fra 2. til 3. kvartal var mindre end tidligere forudsat.

Figur 4.5a. Lønudvikling på hovedbrancher inden for DA-området.	Figur 4.5b. Timefortjeneste og referenceforløb på DA-området.

Anm.: Referenceforløbet er baseret på tre centralt fastsatte lønelementer: Lønsatser, pensionsbidrag og arbejdstid. For overenskomstområder uden aftalte satsforhøjelser i 2003 er indlagt samme relative ændring som året før. På hovedparten af overenskomstområderne fastsættes alene mindstebetalings- og minimallønssatser centralt, mens de faktiske lønreguleringer forhandles lokalt. Referenceforløb baseret på de centralt fastsatte satsændringer er derfor forholdsvis usikre pejlemærker for udviklingen i timefortjenesten.

Kilde: DA og egne beregninger.

I 2002 ventes en lidt lavere lønstigningstakt på 3,8 pct. Det skyldes blandt andet, at lavere inflation antages at dæmpe de samlede lønkrav. Lavere vækst og den forventede indsnævring af outputgabet trækker også i retning af et mindre opadgående pres. I forhold til oktoberredegørelsen er lønstigningerne for 2002 nedjusteret en anelse, dels fordi inflationsskønnet er reduceret, men også fordi afmatningen er lidt dybere end hidtil antaget.

For 2003, hvor der på en række områder skal forhandles løn for det sidste overenskomstår, er der regnet med en lønstigningstakt på 3,9 pct. Det skal blandt andet ses i lyset af den ventede vending i konjunkturerne, og at ledigheden dermed forventes at ligge lidt under det niveau, som er forenelig med stabil løn- og prisinflation på sigt (den strukturelle ledighed).

For hele prognoseperioden er skøn for løn og ledighed m.v. beregningsteknisk afstemt med et stort set uændret niveau for den strukturelle ledighed.

Virksomhedernes samlede arbejdsomkostninger ventes at stige med 4,0 pct. i 2002 mod 4,5 pct. i 2001. Udviklingen i de øvrige arbejdsomkostninger skønnes således at hæve stigningstakten med 0,2 pct.enhed i både 2001 og 2002 i forhold til stigningen i timefortjenesterne. I 2003 ventes en stigning i de samlede arbejdsomkostninger på 3,9 pct. svarende til stigningen i timefortjenesten.

Virksomhedernes samlede lønomkostninger ventes i prognoseperioden at stige med ca. 1 pct.enhed mere i Danmark end i udlandet, jf. figur 4.6a. Siden 1997 er lønningerne vokset hurtigere i Danmark end i udlandet. Det har isoleret set forværret de danske virksomheders konkurrenceevne i perioden.

I løbet af det seneste år er lønstigningstakten i staten øget fra knap 3 til 5½ pct. Stigningen kan fortrinsvis henføres til profilen i overenskomsterne på det statslige område, men der er i 3. kvartal 2001 også tegn på en øget reststigning, jf. figur 4.6b. En senere udmøntning af puljemidler end forudsat i referenceforløbet synes imidlertid at kunne forklare hovedparten af den store reststigning i 3. kvartal. I kommunerne har lønstigningerne ligget mellem 3 og 4 pct. i de tre første kvartaler i 2001.

Figur 4.6a. Lønudvikling i Danmark, euroområdet og udlandet i alt.	Figur 4.6b. Timefortjeneste og referenceforløb på det statslige område.

Anm.: Referenceforløbet er baseret på den samlede overenskomstramme i staten.

Kilde: DA's Internationale Lønstatistik, BLS, Danmarks Statistik og egne beregninger.

På baggrund af de gældende overenskomster vurderes årslønnen ekskl. reststigning i den offentlige sektor at være steget med 3,3 pct. i 2001, jf. tabel 4.4. I dette forår genforhandles overenskomsterne i staten og kommunerne. I prognosen er beregningsteknisk indlagt en stigning i årslønnen ekskl. reststigning på 2½ pct. i både 2002 og 2003.

Tabel 4.4. Lønstigninger og satsreguleringsprocent.

	1998	1999	2000	2001	2002	2003
	--------------- Pct. ---------------
Privat sektor
- Timelønomkostninger	4,1	4,7	3,9	4,5	4,0	3,9
- Timefortjeneste	4,0	4,8	3,6	4,3	3,8	3,9
- Årsløn for arbejdere	3,0	3,8	3,4	3,7	3,4	3,7
- Årsløn for funktionærer	3,4	4,3	3,8	3,5	3,5	3,5
Offentlig sektor, årsløn ekskl. reststigning	3,3	2,6	2,8	3,3	2,5	2,5
Satsreguleringsprocent 1)	2,4	2,6	3,2	3,2	2,7	2,7

Anm.: For offentligt ansatte er angivet den overenskomstmæssigt aftalte lønstigning inkl. bidrag fra reguleringsordningen, men ekskl. eventuel reststigning. Lønstigningstakterne for offentligt og privat ansatte kan derfor ikke sammenlignes.

1) Reguleringen af beløbsgrænser m.v. i skattesystemet er i de angivne år sket med en procentsats svarende til satsreguleringsprocenten plus 0,3.

Kilde: DA's StrukturStatistik samt egne beregninger og skøn.

fortsættes på næste side.

Fodnoter

[3] Med en antagelse om eksistensen af en makroproduktionsfunktion med konstant skalaafkast, f.eks. af Cobb-Douglas-typen, kan produktivitetsvæksten med en given faktoraflønningsandel dekomponeres i bidrag fra øget kapitalindsats, dvs. kapitalmængde per arbejdstime (kapital-deepening), samt i totalfaktorproduktiviteten (Solow-residualen, der approksimerer de tekniske fremskridt).