2.3. Appendiks: Formue og beregningen af formueforbrugs­mulighederne

En stor del af de ældre har betydelige nettoformuer enten i form af finansielle aktiver eller friværdi i ejerbolig. Udfra en livsforløbsbetragtning er pensionisternes formuer oparbejdet i løbet af de erhvervsaktive år med henblik på at sikre en fordeling af det samlede forbrug imellem de erhvervsaktive år og pensionistårene, der svarer til den enkeltes præferen­cer. Realkreditinsti­tutternes tilbud om diverse bolignedsparingsprodukter er et udtryk for denne tankegang.

Der er ganske vist ikke tegn på, at de ældre i særligt stort omfang foreta­ger en sådan nedsparing i pensionistårene. Men positiv formue tillader ikke desto mindre, at de ældres forbrug kan overstige den løbende ind­komst. I beskrivelsen og vurderingen af de ældres økonomiske vilkår er det derfor af betydelig interesse at finde en relevant metode til indregning af muligt formueforbrug i den løbende indkomst.

Dette gøres i afsnit 2.3 ved udfra størrelsen af henholdsvis boligformuen og den finansielle nettoformue at beregne annuiteter, som sikrer, at for­muen præcist er opbrugt efter en nærmere angivet periode. Længden af denne afhænger af pensionistens alder og køn og dermed den forventede restlevetid. Ud fra en forsigtighedsbetragtning er periode­længden fastsat som 2 gange den forventede restlevetid, således at beregningen i meget vid udstrækning sikrer imod pludselige fald i levestandard som følge af en længere levetid end den forventede.

Desuden friholdes 50.000 kr. pr. person. Beløbet kan betragtes som en ekstra sikkerhed, i de ekstreme tilfælde, hvor restlevetiden overstiger to gange den forventede restlevetid eller som dækning af begravelsesomkost­ningerne.

For boligformuen, dvs. friværdien i ejerboligen, beregnes en annuitet, der tillagt løbende renteudgifter efter skat og inflationskorrektion netop giver den nuværende friværdi efter en nærmere fastsat årrække. Der er ikke gjort forsøg på at tilpasse beregningsmetoden til de finansielle nedspa­ringsprodukter, der i øjeblikket findes på markedet, men mekanismen er den samme som i disse. Der forudsættes en realrente efter skat på 1,5 pct. p.a.

For den finansielle formue beregnes ligeledes en annuitet. Der forud­sættes en realrente efter skat på 0. Forskellen mellem valget af de to reale rente-satser skyldes, at husholdningernes passiver normalt forrentes højere end aktiverne.

I annuiteterne indgår dels forventet årligt afkast, dels forbruget af selve formuen. I opgørelsen af den løbende disponible indkomst indgår imid­lertid allerede nettokapitalindkomst efter skat, derfor skal familiernes fak­tiske positive nettokapitalindkomst efter skat trækkes fra. Det er i disse beregninger antaget, at familierne betaler 39,5 pct. i skat af positiv netto­kapitalindkomst[1].

Algoritmen for forbrug af den finansielle nettoformue er givet ved:

A = W_f * [(1+r)ⁿ * r]/[(1+r)ⁿ-1], hvor

r = realrente efter skat = [1+ i*(1-t)]/[1+#] – 1,

hvor

W_f = finansiel nettoformue

i = nominel rente

t = effektiv skattesats

# = inflation

n = periodens løbetid.

Med en realrente efter skat på 0 konvergerer udtrykket til A = W_f /n

For boligformuen udregnes en annuitet, der – tillagt løbende renteudgif­ter (efter-skat) og inflationskorrektion – netop giver den nuværende fri­værdi efter 2 gange den forventet restlevetid:

W_b (n) = (1+#)ⁿ * A * [((1+ r_b)ⁿ – 1)/ r_b]

Dvs.

A = W_b /[(1+#)ⁿ *[((1+ r_b)ⁿ – 1)/ r_b]],

hvor

n = periodens løbetid

r_b = (1+i*(1-t))/(1+#) – 1 = inflations- og skatkorrigeret rente

i = nominel rente

t = effektiv skattesats

# = inflation.

Samlet bliver algoritmen for den årlige formueforbrugsmulighed:

A = (1/p)*0,8*W_b*r_b/(1+#)^2rliv ((1+r)^2rliv-1)

+ max(0, W_f -p*50.000)/2rliv - (1/P)*max(0,nki*0,602)

p = antal personer i familien (=1 eller 2)

W_b = friværdi = (ejendomsværdi – samlede passiver)

r_b = Real renteudgift efter skat på ca. 1,5 pct. p.a.

rliv = Forventet restlevetid i år

W_f = finansiel formue; dvs. andre aktiver end ejendomsværdi

r = realrente vedr. finansielle nettoformue (=0)

nki>0= positiv nettokapitalindkomst

# = inflation = 2 pct. p.a.

For familier uden friværdi i ejerbolig (eksempelvis lejere) er første led i algoritmen lig nul.

Tabel 1. Talmæssige forudsætninger for beregningen af årlig formue­forbrugsmulighed, 2001

Jf. ovenfor kræves det i beregningen, at formuen skal strækkes over den dobbelte forventede restlevetid. Det indebærer for kvindernes vedkom­mende, at formuen rækker til personerne er 97-100 år, mens mændenes formue rækker til de er 93-97 år gamle. I begge tilfælde er der, som nævnt, afsat et beløb på 50.000 kr. pr. person som en ekstra sikkerhed. Ligeledes belånes, i overensstemmelse med realkreditinsti­tutternes praksis, kun 80 pct. af friværdien i ejerboligen. Algorit­merne indebærer således, at 20 pct. af friværdien af ejerbolig samt en eventuel yderligere tilkommende friværdi som følge af ejendomsværdistigninger efterlades til eventuelle arvinger.

Det er nødvendigt at foretage beregningen for begge personer i et par, da deres forventede restlevetid er forskellig. Derfor deles parrenes formue i 2 dele. Der beregnes muligt formueforbrug for hver person for sig, og fami­liens samlede mulige formueforbrug findes ved at addere hver af fællernes mulige formueforbrug.

Inddragelse af muligt formueforbrug øger ikke blot den samlede variation i forbrugsmulighederne som følge af, at pensionister med de største indkomster typisk også har mulighed for det største formueforbrug, jf. figur 2.7. Inddragelsen medfører også en ændring i de enkelte pensionis­ters placering i indkomstfordelingen inden for gruppen af pensionister. Pensionister, der alene bedømt ud fra indkomstforholdene ser ud til at være svagt stillet, kan således med inddragelse af muligt formueforbrug vise sig at være bedre stillet og omvendt, jf. tabel 2. Inddragelse af muligt formueforbrug er en væsentlig parameter, når gruppen af økonomisk sva­gest stillede ældre skal afgrænses.

Tabel 2. Sammenhæng mellem lav disponibel indkomst og forbrugsmu­lighed inkl. bidrag fra formue, personer over 67 år, 2001

Anm.: Ækvivalensskala lig 0,6.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

[1] Derved undervurderes det mulige formueforbrug for personer i 10. decil, idet disse betaler mellem- og i nogle tilfælde topskat af positiv nettokapitalindkomst. Der tages ligeledes ikke hensyn til kommunal variation i beskatningen.