3.2. Appendiks: Ækvivalensmål, indkomstfordeling og af­grænsning af økonomisk svagt stillede

Jf. diskussionen i kapitel 3, afsnit 3.2, er det ikke muligt på grundlag af empiriske eller teoretiske overvejelser at fastlægge et objektivt korrekt ækvivalensmål. Derfor præsenteres i det følgende, som supplement til analysen i kapitlet, beregninger vedrørende to andre ækvivalensmål. I hovedanalysen anvendes overalt en ækvivalensfaktor givet ved (antal personer i familien)^0,6. Disse beregninger suppleres her med beregninger vedr. ækvivalensmål på henholdsvis (antal personer i familien)^0,5, svarende til det af OECD anvendte, og (antal voksne i familien)^0,8 + ½(antal børn i familien)^0,8, svarende til den af Finansministeriet hidtil anvendte skala.

Finansministeriet agter fremover ar anvende ækvivalensmålet givet ved (antal personer i familien)^0,6. Udskiftningen af ækvivalensmålet i forhold til det af Finansministeriet tidligere anvendte skyldes, at stordriftsfordele vurderes at være tillagt for lille en vægt i den hidtil anvendte skala, ligesom det vurderes, at børn og voksne bør indgå på samme måde i ækvi­valeringen.

Den vægt, stordriftsfordelene tillægges, påvirker den gennemsnitlige ækvi­valerede disponible indkomst i befolkningen. Ved en vægt på 0,5 har den gennemsnitlige borger en stordriftsfordel på op mod 60.000 kr. i disponi­bel indkomst, jf. figur 1, kurven for hele befolkningen, betragtet som for­skellen imellem den disponible indkomst ved ækvivalensvægt 0,5 og ækvi­valensvægt 1.

Figur 1. Ækvivalering og gennemsnitlig disponibel indkomst, 2001

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anm.: Gennemsnitsindkomsten er fundet ved at summere indkomsten inden for familien og herefter dividere denne med antal personer i familien opløftet med ækvivalensskalaen på x-aksen. Med familie menes, som overalt i rapporten, jf. ap­pendiks 2.1, Danmarks Statistiks C-familiebegreb. Kurverne med børn ½ vægt fremkommer ved at dividere med antal voksne opløftet med ækvivalensskalaen plus ½ gange antal børn opløftet med ækvivalensskalaen.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Uanset hvor stor betydning, stordriftsfordelene vurderes at have, påvirker indregningen af stordriftsfordele i væsentlig mindre grad gennemsnits­indkomsten for de over 67-årige, men forøgelsen af den gennemsnitlige indkomst kan dog nå op på 20.000 kr., hvis stordriftsfordelene tillægges stor betydning. Årsagen er, at de over 67-årige typisk indgår i mindre familieenheder: Der er typisk ingen børn, og mange er enlige.

Andelen af en given befolkningsgruppe i lavindkomstgruppen afhænger både af ækvivalensfaktoren, af ved hvilken procentandel af median­ind­komsten, lavindkomstgrænsen fastsættes, og af indkomst­fordelingen i den pågældende befolkningsgruppe, jf. figur 2 og figur 3.

Figur 2. Befolkningsandele under varierende lavindkomstgrænser, 2001  

a. Ækvivalensskala 0,5	b. Ækvivalensskala 0,8b

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Enlige udgør ca. 54 pct. af personerne over 67 år, og der er tilsyneladende relativt flere enlige i 1. decil samt i 4.-7. decil og tilsvarende relativt flere ældre i par i enten 2.-3. decil eller 8.-10. decil end deres andel af alders­gruppen på 46 pct. berettiger til. Des større betydning, stordriftsfordele antages at have – (og dermed jo lavere ækvivalensmålet), des flere enlige befinder der sig i bunden af indkomstfordelingen, og des flere par i top­pen.

Figur 3. Enlige og par i indkomstfordelingen afhængigt af ækvi­valens­skalaen, personer over 67 år, 2001

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anm.: I figuren er personerne rangordnet efter størrelsen af den disponible indkomst således at de ti pct., der har de laveste indkomster, befinder sig i 1. søjlesæt, svarende til 1. decil osv. Ca. 54 pct. af alle over 67-årige er enlige.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Lavindkomstgrænsen ændres som følge heraf også med tiden, og i et givent samfund, på et givet tidspunkt, afhænger lavindkomstgrænsen dels af, hvilken procentandel af medianindkomsten, der vælges samt af ind­komstfordelingens form og dermed også af, hvordan indkomsterne er ækvivaleret.

Grænsen for relativ lavindkomst i Danmark varierer i 2001 imellem 58.500 kr. og 91.900 kr. i disponibel indkomst, jf. tabel 1, afhængig af den anvendte forudsætning om stordriftsfordelenes betydning samt af, ved hvilken procentandel af medianindkomsten, grænsen drages. Jo lavere procentandel og jo mindre betydningen af stordriftsfordele vurderes at være, jo lavere bliver lavindkomstgrænsen.


Tabel 1. Relativ lavindkomstgrænse, 2001

 

Disponibel indkomstgrænse	Ækvivalensskala
	0,5	0,6	0,7	0,8
	Kr.
Median	153.200	139.500	127.400	117.000
50 pct.	76.600	69.800	63.700	58.500
60 pct.	91.900	83.700	76.400	70.200
Højeste indkomst i 1. decil.	92.600	86.000	78.900	72.000

Anm.: Afrundet til nærmeste 100 kr. Det centrale ækvivalensmål (0,6) er markeret med rødt. Ekskl. hjemmeboende børn på 18 år og derover.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Dermed varierer skønnet for antal personer med indkomster under lav­indkomstgrænsen også med den valgte ækvivalensskala og procentandel af medianindkomsten, jf. tabel 2. I befolkningen som helhed er variationen i andelen, der skønnes at indgå i lavindkomstgruppen, ikke stor – fra 4,6 til 5,3 pct. under 50 pct. af medianindkomsten og fra 8,7 til 9,7 pct. under 60 pct. af denne.

Tabel 2. Antal personer med relativt set lave indkomster, 2001  

	Ækvivalensskala
	0,5	0,6	0,7	0,8
	Personer
50 pct.	271.900	241.700	234.600	244.100
- heraf over 67-årige	17.400	8.800	6.500	4.900
	Pct. af aldersgruppen
50 pct..	5,3	4,7	4,6	4,7
- heraf over 67-årige...	2,7	1,3	1,0	0,7
	Personer
60 pct.	499.100	461.000	449.600	468.200
- heraf over 67-årige	75.400	45.200	21.800	12.700
	Pct. af aldersgruppen
60 pct.	9,7	9,0	8,7	9,1
- heraf over 67-årige	11,5	6,9	3,3	1,9
	Personer
Laveste 10 pct.	514.700	514.700	514.700	514.700
- heraf over 67-årige	80.000	54.400	33.700	15.500
	Pct. af aldersgruppen
Laveste 10 pct..	10,0	10,0	10,0	10,0
- heraf over 67-årige	12,2	8,3	5,1	2,4

Anm.: Disponibel indkomst. Det centrale ækvivalensmål (0,6) er markeret med rødt. Ekskl. hjemmeboende børn på 18 år og derover.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøve på 3,3 af befolkningen.

Blandt de ældre har den valgte ækvivalensskala og procentandel noget større betydning for, hvor stor en andel, der skønnes at tilhøre lav­indkomstgruppen. Ved en ækvivalensfaktor på 0,8 skønnes ca. 0,7 pct. af de ældre at have mindre end 50 pct. af medianindkomsten, mens det gælder for ca. 2,7 pct. af de ældre, eller ca. 4 gange så mange, med en ækvivalensfaktor på 0,5. Den store forskel skyldes, at en større andel af de ældre er enlige samtidig med, at spredningen i de enlige ældres indkoms­ter er meget lille.

Figur 4. Lavindkomstgruppens socioøkonomiske fordeling, 2001

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anm.: Lavindkomstgrænsen er, her, fastsat som 50 pct. af medianindkomsten. Den socioøkonomiske inddeling svarer til opdelingen af befolkningen i forbindelse med de såkaldte forskelsbeløbsberegninger, og antallene i diverse grupper svarer dermed ikke nødvendigvis til fx den officielle beskæftigelsesstatistik. Efterløn omfatter overgangsydelsesmodtagere. Andre 18-66 omfatter blandt andet revali­dender og personer, der udelukkende har været i støtte beskæftigelse mfl. Denne gruppe udgør i alt ca. 155.000 personer. Det centrale ækvivalensmål (0,6) er vist som den midterste søjle i hvert sæt.Ekskl. hjemmeboende børn på 18 år og derover samt ikke-hjemmeboende børn.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Afgrænset ved 60 pct. af medianindkomsten er der endnu større forskelle i, hvor stor en andel af de ældre der tilhører lavindkomstgruppen. Hvis stordriftsfordele tillægges ringe betydning tilhører ca. 1,9 pct. lavind­komstgruppen, sammenlignet med ca. 11,5 pct., eller 6 gange så mange, når stordriftsfordele tillægges stor betydning.

Den socioøkonomiske sammensætning af lavindkomstgruppen er i min­dre grad påvirket af valget af ækvivalensskala, jf. figur 4.

Kun blandt børnene – som gennemsnitligt set tilhører relativt store fami­lier – og blandt de over 66-årige – som tilsvarende tilhører relativt små familier – er ækvivalensmålet af stor betydning: Tillægges stordriftsfordele stor betydning udgør børnene en noget mindre andel og de ældre en noget større andel af lavindkomstgruppen, end når stordriftsfordelene til­lægges en mere begrænset betydning.

Forskellige ækvivalensmål har mindre betydning for, hvor stor en andel af børnene, der indgår i lavindkomstgruppen, mens valget af ækvivalensmål har noget større betydning for andelen af henholdsvis studerende og fuldt ledige, og, i mindre grad, over 66-årige i lavindkomstgruppen, jf. figur 5.

Figur 5. Andele af socioøkonomiske grupper i lavindkomstgruppen, 2001

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anm.: Figuren kan fortolkes som sandsynligheden eller risikoen for relativ fattigdom (et mål for risk of poverty), givet socioøkonomisk tilhørsforhold.Den socioøkono­miske inddeling svarer til opdelingen af befolkningen i forbindelse med de såkaldte forskelsbeløbsberegninger, og antallene i diverse grupper svarer dermed ikke nødvendigvis til fx den officielle beskæftigelsesstatistik. Efterløn omfatter overgangsydelsesmodtagere. Andre 18-66 omfatter blandt andet revalidender og personer, der udelukkende har været i støtte beskæftigelse mfl. Denne gruppe udgør i alt ca. 155.000 personer. Det centrale ækvivalensmål (0,6) er vist som den midterste søjle i hvert sæt.

Ekskl. hjemmeboende børn på 18 år og derover samt ikke-hjemmeboende børn.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Med en ækvivalensfaktor på 0,5 udgør de enlige 88 pct. af 1. decil, og enlige og par i 1. decil vurderes gennemsnitligt at have samme leve­standard, jf. tabel 3. 

Tabel 3. De ti pct. af de ældre med de laveste indkomster, 2001

 

Indkomstbegreb og stordriftsfordele:		Højeste indkomst i gruppen (ikke ækvivaleret)		Gennemsnit (ikke ækvivaleret)		Andel enlige
		Enlige	Par	Enlige	Par
		1.000 kr. (uden ækvivalering)				Pct.
Disponibel indkomst
Ækvivalensmål	0,5	90,2	127,5	78,0	114,5	88
	0,6	87,7	132,9	76,1	122,4	76
	0,8b	80,6	140,4	70,3	130,3	46
Samlet forbrugsmulighed inkl. bidrag fra formue
Ækvivalensmål	0,5	93,9	132,8	81,0	120,7	85
	0,6	91,4	138,6	78,9	127,2	72
	0,8b	84,0	146,2	73,0	134,6	45

Anm.: Opgørelsen omfatter kun par, hvor begge er over 67 år, og er opgjort på basis af to forskellige decilfordelinger af henholdsvis disponibel indkomst og samlet for­brugsmulighed inkl. bidrag fra formue.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.

Med en højere ækvivalensfaktor – svarende til at stordriftsfordelenes be­tydning vurderes lavere – ændres sammensætningen af 1. decil henimod relativt flere par således, at de enlige nu kun udgør 76 pct. af gruppen. Dermed stiger gennemsnitsindkomsten for parrene, mens den falder for de enlige, og dette mere end opvejer den lavere vægt, stordriftsfordelene tillægges hvilket indebærer, at levestandarden nu er højere blandt parrene i 1. decil end blandt de enlige.

10 pct. af de ældre svarer til ca. 65.500 personer – uanset ækvivalensmå­let, naturligvis. Men vurderingen af, hvor stor en andel af de 10 pct. med de laveste målbare indkomster, der reelt har en højere levestandard, end indkomsten tilsiger, afhænger af den valgte ækvi­valensskala, jf. tabel 4.

Tabel 4. Andel af over 67-årige med udvalgte karakteristika i 1. decil, 2001

 

Ækvivalensmål: Karakteristika/gruppe:	0,5	0,6	0,8b
	Pct.
Plejehjemsbeboere	18,6	18,0	13,8
Andre i flerfamiliehusstande	13,8	13,5	11,1
Uf. gruppen inkl. bidrag fra formue	19,4	19,7	19,8
Mistet partner året før	10,4	9,3	7,5
Mindst 1 indikation af reelt højere levestandard end målbart	53,9	52,6	46,4
Brøkpensionister	5,6	5,8	5,6
Virksomhedsindkomst <-10.000 kr.	3,2	3,4	3,8
Nettokapitalindkomst <-10.000 kr.	13,7	16,8	21,8
Mindst 1 dominerende årsag til lav disponibel indkomst..	21,7	25,1	30,2
I alt, mindst 1 forklarende kriterium opfyldt	65,5	66,8	65,0
	1.000 personer
Samlet antal	65,5	65,5	65,5
Heraf enlige	55,6	47,3	27,8
Samlet antal ekskl. særlige grupper	30,2	31,1	35,1
Heraf enlige	23,6	18,7	7,8

Anm.: Særlige grupper omfatter plejehjemsbeboere, andre i husstande med flere familier, personer uden for den pågældende gruppe, når bidrag fra formue medregnes samt personer, der året før har mistet partneren.

Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen

Jo større betydning, stordriftsfordele tillægges, jo større skønnes andelen af de 10 pct., der reelt vurderes at have højere levestandard, at være. Det hænger sammen med, at andelen af enlige i 1. decil er højere, jo større betydning stordriftsfordele tillægges, dvs. jo lavere ækvivalensfaktor. Og samtidig er hovedparten af personerne, der vurderes reelt at have en høje­re levestandard end indkomsten tilsiger, at finde blandt de enlige.