3. De økonomisk svagest stillede ældre
I dette kapitel identificeres de økonomisk svagest stillede ældre, og der gives en beskrivelse af deres økonomiske situation.
De svagest stillede i en befolkningsgruppe er imidlertid et relativt begreb: I alle samfund, uanset velstandsniveau og graden af lighed, er der nødvendigvis nogle personer, som er økonomisk svagest stillede i betydningen ”har den laveste indkomst af alle” eller ”har den laveste indkomst målt i forhold til forbrugsbehovet”. I beskrivelser af indkomsternes fordeling anvendes ofte vendinger som fx ”de 10 pct. svagest stillede” eller ”den svagest stillede halvdel” i betydningen de ti pct., henholdsvis 50 pct., af befolkningen, der har de laveste indkomster.
”De økonomisk svagest stillede” er dermed ikke nødvendigvis svagt stillede. I vestlige lande med høj velstand og relativt små indkomstforskelle, som fx Danmark, opfattes sædvanligvis kun en meget lille andel af personerne som svagt stillede.
De økonomisk svagest stillede i en befolkningsgruppe eller i samfundet som helhed kan udpeges udfra fordelingen af indkomsterne. Hvem der er svagt stillede, er derimod resultatet af en subjektiv vurdering: Der kan være forskellige opfattelser af hvilken levestandard, der er en passende skillelinje imellem svagt stillet og ikke-svagt stillet ligesom forskelle i individernes præferencer og behov medfører, at der blandt personer med nøjagtig samme forbrugsmuligheder vil være nogle, der opfatter sig som svagt stillede, mens andre med den samme indkomst ikke opfatter sig som svagt stillede.
Boks 3.1. Hovedresultaterne om de økonomisk svagest stillede ældre
|
I afsnit 3.2 redegøres for de særlige problemer, der knytter sig til at sammenligne indkomsterne for personer i meget forskellige livs- og familiesituationer. En umiddelbar sammenligning af de løbende indkomster for personer i forskellige stadier af livsforløbet er principielt vanskelig og bør fortolkes med visse forbehold.
Ved sammenligning af indkomsterne for personer i familier af forskellig størrelse og sammensætning er det nødvendigt at foretage en talmæssig korrektion – en såkaldt ækvivalering -af indkomsterne for at tage højde for stordriftsfordele forbundet med at være mere end én person i en husholdning samt det forhold, at børn i familien skal forsørges af de voksnes indkomster.
Valget af metode til indkomstækvivalering har – sammen med den nærmere definition af lavindkomstgrænsen – nogen betydning for størrelsen og sammensætningen af lavindkomstgruppen i befolkningen.
De ældres indkomster sammenlignes i afsnit 3.3 med indkomstforholdene for andre alders- og socioøkonomiske grupper. Blandt de ældre er spredningen i indkomsterne noget mindre end i den øvrige befolkning, og de ældres indkomster er på niveau med indkomsterne for en række andre socioøkonomiske grupper.
I perioden fra 1983 til 2001 har de ældre haft en vækst i disponibel realindkomst, der svarer fuldstændig til væksten for befolkningen som helhed og for de 25-59-årige. Indkomstforskellene er, både blandt de erhvervsaktive, blandt de ældre, og for befolkningen som helhed, relativt uforandrede fra midten af 1980erne og til midten af 1990erne, men er siden da øget noget, hvilket primært skyldes udviklingen i kapitalindkomsterne, herunder afkastet af ejerboligerne. I international sammenhæng er indkomstforskellene i Danmark fortsat lave.
Lavindkomstgruppens størrelse og sammensætning beskrives i afsnit 3.4. En af de hyppigst anvendte afgrænsninger af lavindkomstgruppen omfatter personer med disponible indkomster under 50 pct. af medianindkomsten i hele befolkningen. Med dette mål skønnes ca. 242.000 personer at tilhøre lavindkomstgruppen, heraf er knap 9.000 over 67 år.
Hvis lavindkomstgrænsen alternativt sættes ved 60 pct. af medianindkomsten i hele befolkningen afgrænses ca. 461.000 personer, heraf godt 45.000 over 67-årige.
Personer over 67 år udgør knap 4 pct. af lavindkomstgruppen afgrænset ved 50 pct. af medianindkomsten. Ca. 1,3 pct. af alle ældre kan henregnes til denne lavindkomstgruppe. Til sammenligning har ca. 4,7 pct. af den samlede befolkning indkomster under 50 pct. af medianindkomsten, og dermed er de ældre i høj grad underrepræsenterede i forhold til andre grupper.
I afsnit 3.5 foretages en række alternative opgørelser af, hvem der er de økonomisk svagest stillede blandt de ældre. Udover de nævnte afgrænsninger af lavindkomstgruppen, benyttes tillige:
- De 10 pct. af de over 67-årige, der har de laveste indkomster, svarende til ca. 65.500 personer.
- Over 67-årige, der har disponible indkomster under nettofolkepensionen efter skat. Det skønnes at dreje sig om knap 13.000 personer.
Mindst halvdelen af de økonomisk svagest stillede ældre vurderes at have bedre økonomiske vilkår, end de målbare indkomstforhold tilsiger, enten fordi den opgjorte indkomst giver et ufuldstændigt billede af indkomstforholdene, eller fordi de pågældende personer nyder godt af ikke-målbare stordriftsfordele.
3.2. Sammenligning af indkomster for personer i forskellige livssituationer
I kapitel 2 kortlagdes indkomst- og formueforholdene for de ældre over 67 år opdelt i henholdsvis enlige og personer i par. I dette kapitel foretages en direkte sammenligning af indkomsterne for alle personer i befolkningen under ét.
En sådan sammenligning er nødvendig for at kunne give et bud på, hvem og hvor mange – herunder hvor mange ældre - der kan betegnes som de relativt set økonomisk svagest stillede inden for befolkningen som helhed. Men en direkte sammenligning af indkomster for personer i meget forskellige livs- og familiesituationer kan være misvisende.
Der kan generelt ikke kan sættes lighedstegn mellem forskelle i indkomster og forskelle i velfærd. Det skyldes blandt andet, at en del af de observerede indkomstforskelle i befolkningen må tilskrives resultatet af forskellige valg, som folk frivilligt træffer udfra deres personlige præferencer, herunder valget mellem arbejde og fritid, valget af uddannelse og valget mellem opsparing og forbrug.
Ved sammenligning af indkomsterne på tværs af hele befolkningen på et givet tidspunkt kan en betydelig del af de observerede indkomstforskelle endvidere tilskrives det enkle forhold, at personer i forskellige aldre befinder sig på forskellige stadier i livsforløbet. Analyser af fordelingen af livsindkomster peger således på, at indkomstforskellene set over et helt livsforløb er betydelig mindre end indkomstforskellene i et givet år.
En umiddelbar sammenligning af de løbende indkomster mellem eksempelvis studerende, erhvervsaktive og pensionister er derfor vanskelig og må ses på baggrund af forskelle i livssituationen. Den løbende indkomst afspejler blandt andet ikke typiske forskelle i opsparing og formue mellem de forskellige livsstadier, og de opgjorte forskelle i løbende indkomst vil derfor overvurdere forskellene i reelle forbrugsmuligheder på tværs af aldersgrupper.
De opgjorte indkomster afspejler heller ikke det forhold, at en række af de særlige økonomiske fordele, det offentlige og andre stiller til rådighed for pensionisterne (og til dels til studerende mfl.), gives i form af diverse rabatter mv. Det gælder fx muligheden for indefrysning af ejendomsskatter, nedsat licensbetaling samt rabatordninger i forbindelse med transport og diverse kulturtilbud mv. Hertil kommer, at der kan være væsentlige forskelle i forbrugsbehovet på tværs af aldersgrupper mv.
Endelig har den tekniske definition af den disponible indkomst i sagens natur en væsentlig betydning for sammenligningen af indkomster.
Et forhold, som har væsentlig betydning for sammenligningen af indkomsterne for henholdsvis ældre og erhvervsaktive, er medregningen til den disponible indkomst af den fulde nettokapitalindkomst samt imputeret afkast af ejerboliger, jf. også boks 2.2 og appendiks 2.1. Medregningen af hele kapitalindkomsten, herunder også negativ nettokapitalindkomst, afspejler, at rentebetalinger af gæld mv. tillægges samme betydning for indkomsten og forbrugsmulighederne som et positivt kapitalafkast af formue. Idet personer i den erhvervsaktive alder typisk er i gæld, mens ældre over 67 år typisk har en positiv nettoformue, vil en asymmetrisk behandling af kapitalindkomsten, hvor fx kun positiv nettokapitalindkomst medregnes til den disponible indkomst, indebære en systematisk overvurdering af de erhvervsaktives forbrugsmuligheder og dermed skævvride den aldersmæssige indkomstfordeling.
Et andet forhold med stor betydning er den anvendte metode til ækvivalering af indkomsterne på tværs af familier med forskellig størrelse og sammensætning. Resten af dette afsnit handler om betydningen af indkomstækvivalering og vurdering af stordriftsfordele.
Analysen i kapitel 2, hvor enlige og par over 67 år betragtes hver for sig, afspejler, at det ikke uden videre lader sig gøre at sammenligne indkomster mellem personer, der lever i forskellige familiestørrelser. Udgiftsbehovet er nemlig større, jo større familien er, men omvendt er udgiftsbehovet i en familie bestående af to voksne ikke dobbelt så stort som udgiftsbehovet for en enlig voksen.
Det skyldes, at mange typer forbrug er forbundet med varierende grader af stordriftsfordele, jf. figur 3.1. Fx behøver boligen til en familie på to personer ikke at være dobbelt så stor som boligen til en enlig.
Figur 3.1. Stordriftsfordele forbundet med forskellige forbrugstyper|
Store stordriftsfordele |
Små stordriftsfordele |
Ingen stordriftsfordele | ||||
|
Bil Bolig Forsikringer Licens mv. Vaskemaskine mv. |
Fødevarer (pga. mulighed for storkøb) Møbler Abonnementer mv. Bøger, cd’s, mv. |
Offentlig transport Udlandsrejser Museumsbesøg, koncerter mv. Tøj |
||||
Den disponible indkomst har således forskellig værdi alt efter, hvor mange der deler husholdning med hinanden. Populært sagt ”rækker indkomsterne længere” i parfamilier end for enlige, fordi familier med mere end ét medlem kan udnytte diverse stordriftsfordele.
Derfor er det nødvendigt at udvide kortlægningen af de ældres indkomst- og formueforhold med analyser, hvori indkomsterne for henholdsvis enlige og parfamilier er skaleret på en sådan måde, at de afspejler familiernes reelle forbrugsmuligheder, givet forskellene i familiestørrelser, og derved muliggør en direkte sammenligning af indkomsterne for enlige og personer i parfamilier.
Det varierende element af stordriftsfordele i forskellige dele af forbruget samt forskellige opfattelser af betydningen af børn i familien indebærer, at der ikke findes, og ikke kan findes, én objektivt korrekt metode til at skalere indkomster hos henholdsvis enlige og par med og uden børn, så disse umiddelbart kan sammenlignes, jf. boks 3.2.
Boks 3.2. Ækvivalensskalaen|
I analyser af indkomstfordelingsspørgsmål fra fx OECD, Det Økonomiske Råd, det tidligere Økonomiministerium samt Finansministeriet er der anvendt forskellige såkaldte ækvivalensmål, som afspejler forskelle i vurderingen af dels stordriftsfordelenes betydning, dels omkostningerne forbundet med at forsørge børn. I internationale studier er ækvivalensfaktoren typisk givet ved (antal personer)a, hvor a typisk er et tal imellem ½ og 1. Er a=1 er forbruget slet ikke forbundet med stordriftsfordele, og jo lavere a, des større betydning tillægges stordriftsfordelene. I analysen af de ældres indkomster anvendes ækvivalensfaktoren (antal personer)0,6 svarende til, at udgiftsbehovet for to voksne vurderes at være ca. 52 pct. større end udgiftsbehovet for en enlig. Dermed antages stordriftsfordele at være forholdsvis betydelige. Børn vurderes med denne skala at medføre samme marginale udgiftsbehov som voksne. Pensionslovgivningen indebærer, i kraft af forskellene i satserne for pensionstillægget til hhv. reelt enlige og andre, implicit en antagelse om forskelle i udgiftsbehov svarende til ækvivalensmålet (antal voksne)0,64. Med denne skala vurderes udgiftsbehovet for to voksne at være ca. 56 pct. større end en enligs udgiftsbehov, dvs. en vurdering, der ligger forholdsvis tæt op ad den i analysen anvendte ækvivalensfaktor. OECD anvender derimod typisk ækvivalensmålet (antal personer)0,5. Med OECD’s skala vurderes udgiftsbehovet for to voksne kun at være ca. 41 pct. højere end udgiftsbehovet for en enlig, dvs. at stordriftsfordele tillægges endnu større betydning. Finansministeriet har i tidligere udgivelser om indkomstfordeling anvendt ækvivalensmålet (antal voksne)0,8 + ½(antal børn)0,8. Denne skala indebærer, at udgiftsbehovet for to voksne vurderes at være ca. 74 pct. større end en enligs udgiftsbehov. Det antages altså at der er stordriftsfordele i forbruget, men at de er af begrænset betydning. Endvidere indgår børn og voksne forskelligt i ækvivalensfunktionen. Det er ikke muligt på grundlag af empiriske eller teoretiske overvejelser at afgøre, hvilken af alternative ækvivalensfaktorer, der er den korrekte. Derfor præsenteres i appendiks 3.1, som supplement til hovedanalysen, beregninger vedrørende de to øvrige, beskrevne ækvivalensfaktorer. Det her anvendte ækvivalensmål - (antal personer)0,6 - vil også blive anvendt i Fordeling og incitamenter 2003, som forventes at udkomme i efteråret 2003. Udskiftningen af ækvivalensmålet i forhold til det af Finansministeriet tidligere anvendte skyldes, at stordriftsfordele vurderes at være tillagt for lille en vægt i den hidtil anvendte skala, ligesom det vurderes, at børn og voksne bør behandles ens i ækvivalensfunktionen. Tabel a. Ekstrabehov for at opnå samme levestandard som en enlig, givet vurderingen af stordriftsfordeles betydning
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Ækvivaleringen af indkomster foregår ved, at hver enkelt person i familien tildeles en indkomst svarende til familiens samlede indkomst divideret med ækvivalensmålet. Dvs. jo lavere ækvivalensmål (jo højere grad af stordriftsfordele), jo højere indkomst, alt andet lige. Ækvivalensmålet for enlige uden børn er (i sagens natur) altid lige 1.
I dette kapitel anvendes overalt en ækvivalensfaktor givet ved (antal personer i familien)0,6. Den indebærer, at hvis en familie bestående af 2 personer skal have samme levestandard som en enlig med en given indkomst, så skal parrets disponible indkomst være ca. 52 pct. større end den enliges, jf. boks 3.2. Da valget af ækvivalensmål beror på en bestemt opfattelse af stordriftsfordelenes betydning, er det i appendiks 3.1 valgt at supplere disse beregninger med et interval, der angiver et muligt usikkerhedsinterval omkring fx antallet af ældre med, relativt set, lave indkomster.
Forudsætninger om stordriftsfordelenes betydning, som kommer til udtryk i valget af ækvivalensmål, har indflydelse på hvordan enlige og par fordeler sig over den samlede indkomstfordeling, jf. appendiks 3.2. Jo større betydning, stordriftsfordele tillægges, des flere enlige, relativt til par, befinder der sig i bunden af indkomstfordelingen.
Der er generelt begrænset variation i de ældres indkomster, jf. kapitel 2.Derfor har forskelle i antagelser om stordriftsfordelene stor betydning for den indbyrdes placering af enlige og par i indkomstfordelingen, fordi der kun skal beskedne ændringer i gruppernes gennemsnitsindkomster til, for at enlige og par omflyttes i forhold til hinanden[1].
Hvis således stordriftsfordele vurderes at være betydelige (svarende til en ækvivalensfaktor på 0,5) er ca. 85 pct. af personerne i 1. decil enlige. Vurderes stordriftsfordelene derimod at være beskedne (svarende til en ækvivalensfaktor på 0,8) er kun godt 40 pct. af personerne i 1. decil enlige.
3.3. De ældres indkomster sammenlignet med den øvrige befolknings indkomstforhold
Spredningen i de over 67-åriges indkomster er mindre end for befolkningen som helhed, og ligeledes mindre end spredningen i de 25-59-åriges indkomster, jf. figur 3.2. Samtidig har indkomstfordelingen for de over 67-årige en noget anden form end blandt de 25-59-årige eller for befolkningen som helhed: Blandt de ældre er der relativt lille spredning i indkomsterne under medianen, mens der er noget større variation over medianen. Blandt de 25-59-årige er variationen både over og under medianindkomsten stor, og det samme gør sig gældende for befolkningen som helhed.
Figur 3.2. Spredningen i befolkningens disponible indkomster, 2001
Anm.: Ækvivalerede disponible indkomster. Ekskl. hjemmeboende børn på 18 år og derover. Antallet af personer er markeret for hvert interval af 5.000 kr.
Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen i 2001.
De såkaldte kvartilindkomster giver et godt indtryk af spredningen i indkomsterne. Når en befolkningsgruppe rangordnes efter stigende indkomst, udgøres nedre kvartil, median og øvre kvartilaf indkomsterne for de personer, der befinder sig henholdsvis en fjerdedel fra bunden, i midten og tre fjerdedel fra bunden af indkomstfordelingen.
De over 66-åriges[2] kvartilindkomstniveauer ligger pænt indlejret midt i fordelingen af forskellige socioøkonomiske gruppers indkomster, jf. figur 3.3. Blandt overførselsmodtagerne har kun efterlønsmodtagerne, og til dels førtidspensionisterne, et højere indkomstniveau end de ældre, hvilket blandt andet kan skyldes, at en vis andel af disse er gift med endnu erhvervsaktive ægtefæller med højere indkomst. Kun blandt fuldt beskæftigede, selvstændige og efterlønsmodtagere er medianindkomsten på niveau med eller højere end de ældres øvre kvartilindkomst.
Figur 3.3. Forskellige befolkningsgruppers indkomstvariation, 2001
Anm.: Ækvivalerede disponible indkomster. Den socioøkonomiske inddeling svarer til opdelingen af befolkningen i forbindelse med de såkaldte forskelsbeløbsberegninger, jf. Fordeling og incitamenter 2002, og antallet af personer i de enkelte grupper svarer ikke nødvendigvis til den officielle beskæftigelsesstatistik. Efterløn omfatter overgangsydelsesmodtagere. Andre 18-66 omfatter blandt andet revalidender og personer, der udelukkende har været i støtte beskæftigelse. Denne gruppe udgør i alt ca. 155.000 personer. Børn tillægges samme andel af familiens samlede indkomst som de voksne og indgår dermed i figuren med en andel af forældrenes indkomster og ikke kun med deres egne indkomster. Ekskl. hjemmeboende børn på 18 år og derover.
Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen i 2001.
De gennemsnitlige disponible indkomster blandt over 67-årige er generelt lavere end blandt de 25-59-årige, jf. tabel 3.1. Den gennemsnitlige indkomst blandt de 10 pct. af de over 67-årige med de laveste indkomster er imidlertid godt 6.000 kr. højere end den gennemsnitlige indkomst blandt de 10 pct. af de 25-59-årige med de laveste indkomster.
Tabel 3.1. Gennemsnitlig disponibel indkomst, 2001|
25-59-årige |
Over 67-årige |
Over 67-åriges indkomst som andel af 25-59-åriges indkomst | |
|
Indkomstdecil |
Kr. |
Pct. | |
|
1 |
70.900 | 77.200 | 109 |
|
2 |
104.700 | 91.900 | 88 |
|
3 |
121.600 | 97.900 | 81 |
|
4 |
135.100 | 103.400 | 77 |
|
5 |
147.900 | 108.900 | 74 |
|
6 |
161.400 | 116.300 | 72 |
|
7 |
176.500 | 127.400 | 72 |
|
8 |
194.800 | 142.900 | 73 |
|
9 |
221.400 | 168.800 | 76 |
|
10 |
321.800 | 284.600 | 88 |
|
I alt |
165.600 | 131.900 | 80 |
Anm.: Ækvivalerede disponible indkomster. Afrundet til nærmeste 100 kr. ekskl. Hjemmeboende børn på 18 år og derover.
Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen i 2001.
De disponible realindkomster er set over hele perioden 1983-2001 i gennemsnit vokset med 1,5 pct. årligt, jf. tabel 3.2. Såvel de 25-59-årige som de over 67-årige har haft ca. samme vækst i de disponible realindkomster som hele befolkningen.
Tabel 3.2. Udviklingen i de disponible realindkomster, 1983-2001|
Gnst. disponibel indkomst 2001 |
Antal i 2001 |
Gnst. årlig vækst i realindkomst 1983-2001 | ||||
|
1.000 kr. |
1.000 pers. |
Pct. | ||||
|
25-59-årige |
166 | 2.643 | 1,5 | |||
|
60-67-årige |
165 | 417 | 1,7 | |||
|
Over 67-årige |
130 | 655 | 1,6 | |||
|
Hele befolkningen |
152 | 5.147 | 1,5 | |||
Anm.: Indkomsten er opgjort på familieniveau og ækvivaleret under hensyntagen til, hvor mange henholdsvis børn og voksne den skal forsørge. Den ækvivalerede indkomst fordeles ligeligt på alle personer i C-familien. Den disponible indkomst udgør personlig indkomst tillagt nettokapitalindkomst fratrukket indkomstskat og – fra 2000 – ejendomsværdiskat.
Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.
Indkomstforskellene i befolkningen er generelt blevet større i den sidste halvdel af 1990’erne, både for de erhvervsaktive aldersgrupper og for de over 67-årige, målt ved Gini-koefficienten for fordelingen af de disponible indkomster, jf. figur 3.4. Indkomstforskellene blandt de over 67-årige er fortsat noget lavere end blandt de 25-59-årige.
Figur 3.4. Udvikling i forskellene i disponibel indkomst, 1983-2001
Anm.: Gini-koefficienten er et summarisk mål for indkomstforskellene i befolkningen, som antager værdien 0, hvis alle har de samme indkomster, og værdien 1, hvis en enkelt person har al indkomsten. En fortolkning er, at den forventede indkomstforskel mellem to tilfældigt udvalgte personer kan beregnes som en andel af medianindkomsten på to gange Gini-koefficienten. Den disponible indkomst er opgjort inkl. den samlede nettokapitalindkomst. Der henvises til Finansministeriet: Fordeling og incitamenter 2003, som forventes at udkomme i efteråret 2003. Gini-koefficienten er i figuren angivet i hele pct.enheder.
Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøver på 3,3 pct. af befolkningen.
De forøgede forskelle i disponibel indkomst kan næsten udelukkende henføres til væksten i kapitalindkomsterne i sidste halvdel af 1990erne, herunder først og fremmest afkastet af ejerboliger. Der er derimod ikke noget, der tyder på øgede forskelle i de personlige indkomster. Ændringer i beskatningen af kapitalindkomsterne har medvirket til at dæmpe væksten i indkomstforskellene i perioden.
3.4. De økonomisk svagest stillede i befolkningen
Der findes ikke en officiel fattigdomsgrænse i Danmark, som eksempelvis i USA. I de fleste lande uden egentlige fattigdomsproblemer, herunder Danmark, defineres lav indkomst som oftest kun relativt til den øvrige befolknings indkomster. Ofte tages udgangspunkt i indkomsten for personen præcis midt i indkomstfordelingen - den såkaldte medianindkomst. Lavindkomstgrænsen defineres typisk som en andel afmedianindkomsten, fx 50 pct. eller 60 pct. Lavindkomstgrænsen ændres som følge heraf også med tiden og er afhængig af de anvendte principper for afgrænsningen, jf. diskussionen i afsnit 3.2 samt appendiks 3.2.
Hvis 50 eller 60 pct. af medianindkomsten anvendes som grænse for relativ lav indkomst, svarer det til, at lavindkomstgrænsen for en enlig sættes ved en disponible indkomst på henholdsvis 69.800 kr. eller 83.700 kr. i 2001, jf. tabel 3.3. Des lavere procentandel af medianindkomsten - og des mindre betydningen af stordriftsfordelene vurderes at være, jf. appendiks 3.2 - des lavere niveau fastsættes lavindkomstgrænsen på. Og jo lavere lavindkomstgrænse, jo færre personer anses dermed for at tilhøre lavindkomstgruppen.
Tabel 3.3. Relativ lavindkomstgrænse, hele befolkningen, 2001|
Disponibel indkomstgrænse |
enlige |
par |
|
Kr. | ||
|
Medianindkomsten |
139.500 | 211.500 |
|
50 pct. af medianindkomsten |
69.800 | 105.700 |
|
Nettofolkepension efter skat |
75.300 |
117.400 |
|
60 pct. af medianindkomsten |
83.700 | 126.900 |
|
Højeste indkomst i 1. decil |
86.000 | 130.300 |
Anm.: For par er vist de indkomstniveauer, som ækvivalerer de personbaserede indkomstgrænser. Nettofolkepensionen efter skat uden supplerende ydelser er vist til sammenligning. Kun godt 1 pct. af de over 67-årige med supplerende private indkomster på højest 5.000 kr. modtager ikke supplerende ydelser, jf. bemærkninger til tabel 3.6. Afrundet til nærmeste 100 kr. Ekskl. hjemmeboende børn på 18 år og derover.
Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen i 2001.
Til sammenligning med niveauerne for lav indkomst med afgrænsninger ved henholdsvis 50 pct. og 60 pct. af medianindkomsten er vist nettofolkepensionen efter skat for henholdsvis enlige og par, hvor begge er over 67 år. Nettofolkepensionen ses for både enlige og par at befinde sig på et niveau imellem de lavindkomstgrænser, der fastlægges ved 50 og 60 pct. af medianindkomsten.
Det har endvidere betydning hvilken familieenhed, der anvendes ved opgørelsen, jf. boks 3.3.
Boks 3.3. Afgrænsning af befolkningen til lavindkomstanalysen|
For familier bestående af ældre er det af mindre betydning, hvordan familieenheden afgrænses, mens det har større betydning i resten af befolkningen. I analysen af de ældres økonomiske vilkår er det valgt at tage udgangspunkt i C-familien, jf. appendiks 2.1. Det vil sige, at hjemmeboende børn på 18 år og derover betragtes som selvstændige familieenheder. En betydelig andel af de hjemmeboende over 17 år har relativt beskedne egenindtægter. Dette bidrager til en overvurdering af de reelle forskelle i levestandarder, idet det må antages, at de unge indgår i indkomstdelingen med resten af familien, blandt andet fordi de på lige fod med resten af husstanden drager nytte af fordelene forbundet med at dele husholdning. For ikke at foretage en sådan overvurdering af forskellene i levestandarder er det valgt at udelade de hjemmeboende børn på 18 år og derover af analysen. Hjemmeboende børn under 18 år indgår i familiens indkomstdeling på lige fod med de voksne familiemedlemmer. Dvs. at børnene tillægges samme andel af familiens samlede indkomst som de voksne uagtet, at det i de fleste tilfælde er forældrene, der oppebærer indtægterne i familien. |
Ligesom den relative lavindkomstgrænse varierer med forudsætningerne, gør det målte antal personer med relativt lave indkomster det også, jf. tabel 3.4. Under 10 pct. af befolkningen har indkomster på eller under den relative lavindkomstgrænse, uanset om grænsen trækkes ved 50 eller 60 pct. af medianindkomsten.
Tabel 3.4. Antal personer med relativt set lave indkomster, 2001|
Antal personer |
Pct. af aldersgruppen | ||
|
50 pct. af medianindkomsten |
241.700 | 4,7 | |
|
- heraf over 67-årige |
8.800 |
1,3 |
|
|
60 pct. af medianindkomsten |
461.000 | 9,0 | |
|
- heraf over 67-årige |
45.200 |
6,9 |
|
Anm.: Disponibel indkomst. Ekskl. hjemmeboende børn på 18 år og derover.
Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøve på 3,3 af befolkningen i 2001.
Med den valgte forudsætning om stordriftsfordelenes betydning, og en lavindkomstgrænse på 50 pct. af medianindkomsten, har 241.700 personer relativt lave indkomster. Heraf er ca. 8.800, svarende til ca. 3,6 pct., personer over 67 år. I alt tilhører 1,3 pct. af de over 67-årige lavindkomstgruppen, og de er hermed stærkt underrepræsenterede i lavindkomstgruppen.
En stor gruppe af de ældre har indkomster lige omkring 60-70 pct. af medianindkomsten, og derfor har det meget stor betydning for antallet af ældre under lavindkomstgrænsen, hvor grænsen drages. For de 25-59-årige er fordelingen af indkomster omkring lavindkomstgrænserne mere jævn, og den nærmere afgrænsning har dermed mindre betydning.
Med en lavindkomstgrænse på 60 pct. af medianindkomsten har ca. 6,9 pct. af de ældre relativt set lave indkomster, svarende til knap 10 pct. af samtlige med lave indkomster. Set i forhold til andelen - på 9,0 pct. - af befolkningen som helhed, er de ældre også med en afgrænsning ved 60 pct. af medianindkomsten underrepræsenterede i lavindkomstgruppen.
Med en lavindkomstgrænse på 50 pct. af medianindkomsten er over halvdelen af personerne i lavindkomstgruppen børn og unge under 25 år, jf. figur 3.5, på trods af, at de hjemmeboende over 18-årige ikke indgår i analysen. De 25-59-årige udgør knap 40 pct. af lavindkomstgruppen, de 60-67-årige ca. 3 pct.
Tilnærmelsesvis samme andel af de 68-74-årige som af de 60-67-årige har relativt set lav indkomst. Andelen af de 25-59-årige med relativt set lav indkomst er ca. 4 gange så stor. Af alle aldersgrupper har de over 74-årige den laveste andel i lavindkomstgruppen. På trods af, at gennemsnitsindkomsterne falder med stigende alder, jf. afsnit 2.6, falder også andelen, der indgår i lavindkomstgruppen med stigende alder, fordi spredningen i indkomsterne er mindre i de ældste aldersgrupper.
Uanset afgrænsning af lavindkomstgruppen er gennemsnitsindkomsten blandt de over 67-årige i gruppen højere end blandt personerne på 67 år eller der under, jf. tabel 3.5.
Figur 3.5. Lavindkomstgruppens aldersfordeling samt andele af aldersgrupperne i lavindkomstgruppen, 2001
Anm.: Lavindkomstgrænsen er, her, fastsat som 50 pct. af medianindkomsten. Ekskl. hjemmeboende børn på 18 år og derover samt ikke-hjemmeboende børn. Den første søjle i hvert par angiver hvor stor en andel af lavindkomstgruppen, der udgøres af en bestemt aldersgruppe. Den sidste søjle i hvert par angiver, hvor stor en andel af en bestemt aldersgruppe, der tilhører lavindkomstgruppen.
Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen i 2001.
Tabel 3.5. Gennemsnitlig indkomst i lavindkomstgruppen, 2001|
Median indkomst, kr. |
139.500 |
|
50 pct. af medianindkomst, kr. |
69.800 |
|
Gennemsnitlig indkomst i gruppen | |
|
- 25-59-årige |
47.200 |
|
- Over 67-årige |
50.000 |
|
60 pct. af medianindkomst, kr. |
83.700 |
|
Gennemsnitlig indkomst i gruppen | |
|
- 25-59-årige |
61.400 |
|
- Over 67-årige |
73.200 |
Anm.: Ekskl. hjemmeboende børn på 18 år og derover.
Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen i 2001.
Aldersfordelingen af personerne i lavindkomstgruppen hænger tæt sammen med den socioøkonomiske sammensætning i aldersgrupperne, jf. figur 3.6. Ca. halvdelen af lavindkomstgruppen udgøres – uanset valget af ækvivalensmål – af henholdsvis børn og studerende, dvs. af de yngste i befolkningen. Kun ca. 4-5 pct. af lavindkomstgruppen er over 66 år. De socioøkonomiske forskelle i over- og underrepræsentationen i lavindkomstgruppen tegner et endnu tydeligere billede. Stort set ingen fuldt beskæftigede har, relativt set, lav indkomst. Af efterlønsmodtagere, førtidspensionister og folkepensionister tilhører mellem 1 og 3 pct. Lavindkomstgruppen.
Andelen af børn og delvist beskæftigede i familier med relativt set lav indkomst er en smule lavere end den samlede gennemsnitlige andel af hele befolkningen, som er ca. 4-5 pct., med den valgte afgrænsning af lavindkomstgruppen ved en indkomst på 50 pct. af medianindkomsten. Fuldt ledige og selvstændige er overrepræsenterede i lavindkomstgruppen svarende til en andel af disse på ca. 10-15 pct. Studerende samt andre 18-66-årige[3] er stærkt overrepræsenterede i gruppen svarende til en sandsynlighed for disse grupper på ca. 30 pct. for at have relativt set lave indkomster.
En direkte sammenligning af indkomstniveauerne efter skat for diverse overførselsmodtagere kan kun vanskeligt foretages. Det skyldes dels, at ældre typisk ikke har børn, mens fx dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere ofte har det, og dels, at kun en mindre andel af fx dagpengemodtagerne udelukkende lever af overførsler i et helt år, mens de over 67-årige pr. definition typisk gør det.
Imidlertid kan gennemsnitlige disponible indkomster for forskellige delgrupper af eksempelvis enlige pensionister sammenlignes med efter skat-værdien af fx dagpenge og kontanthjælp uden supplerende ydelser i form af boligsikring og tilskud til daginstitutionsbetaling. I praksis modtager dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere nemlig kun i begrænset omfang sådanne supplerende ydelser, med mindre de netop har børn, og dermed er i en familiesituation, der ikke er sammenlignelig med de over 67-åriges familiesituation.
Figur 3.6. Lavindkomstgruppens socioøkonomiske fordeling samt andele af de enkelte grupper i lavindkomstgruppen, 2001
Anm.: Lavindkomstgrænsen er, her, fastsat som 50 pct. af medianindkomsten. Den første søjle i hvert par angiver hvor stor en andel af lavindkomstgruppen, der udgøres af en bestemt socioøkonomisk gruppe. Den sidste søjle i hvert par angiver, hvor stor en andel af en bestemt socioøkonomisk gruppe, der tilhører lavindkomstgruppen. Den socioøkonomiske inddeling svarer til opdelingen af befolkningen i forbindelse med de såkaldte forskelsbeløbsberegninger, jf. Fordeling og incitamenter 2002, og antallene i diverse grupper svarer dermed ikke nødvendigvis til fx den officielle beskæftigelsesstatistik. Efterløn omfatter overgangsydelsesmodtagere. Andre 18-66 omfatter blandt andet revalidender og personer, der udelukkende har været i støtte beskæftigelse mfl. Denne gruppe udgør i alt ca. 155.000 personer. Børn tillægges samme andel af familiens samlede indkomst som de voksne og indgår dermed i figuren med en andel af forældrenes indkomster, og ikke kun med deres egne indkomster.
Ekskl. hjemmeboende børn på 18 år og derover samt ikke-hjemmeboende børn.
Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen i 2001.
For personer uden supplerende private indkomster, som ikke modtager tillægsydelser, udgør den disponible indkomst - dvs. folkepensionen efter skat - for enlige ca. 75.300 kr., svarende til knap tre fjerdedele af maksimale dagpenge efter skat, jf. tabel 3.6. Folkepension uden boligydelse eller personlige tillæg sikrer et forsørgelsesniveau, der overstiger fx kontanthjælpsmodtagere uden forsørgerforpligtelse med ca. 8.000 kr. årligt.
Kun godt 1 pct. af de over 67-årige med supplerende private indkomster på højest 5.000 kr. årligt modtager ikke offentlige tillægsydelser i form af boligydelse, varmetillæg, nedsat licensbetaling, nedsat ejendomsværdiskat eller tillæg for høj kommuneskatteprocent. Folkepension med tillægsydelser svarende til gennemsnittet for ældre med supplerende indkomster under 5.000 kr., udgør ca. 93.000 kr. efter skat, jf. tabel 3.6. Der var i 2001 ca. 123.000 enlige over 67-årige med supplerende indkomster under 5.000 kr. og tillægsydelser i gennemsnitligt denne størrelsesorden.
Tabel 3.6. Overførselssatser for enlig uden forsørgerpligt, 2001|
Kroner pr. år, 2001-prisniveau |
Disponibel indkomst |
|
A-dagpenge |
102.000 |
|
Kontanthjælp til ikke-forsørger over 25 år, uden særlig støtte |
68.100 |
|
Kontanthjælp, under 25 år |
48.400 |
|
Folkepension uden boligydelse og personlige tillæg |
75.300 |
|
Folkepension med gennemsnitlige ekstra ydelser1 |
93.000 |
|
Folkepension med maksimal boligydelse |
106.300 |
Anm.: 1) Beregnet som gennemsnittet af tillægsydelser – dvs. fortrinsvis boligydelse og varmetillæg - til personer, der har 5.000 kr. pr. år eller mindre i supplerende private indkomster. Der er ca. 123.000 enlige over 67-årige med sådanne indkomstforhold. Ikke-pensionister kan, afhængigt af indkomsten, også være berettigede til at modtage boligstøtte, men efter det mindre gunstige regelsæt vedr. boligsikring. Varmetillæg og de øvrige særlige ydelser er forbeholdt over 67-årige.
Kilde: Beregninger på Finansministeriets Familietypemodel samt egne beregninger på basis af stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen i 2001.
De forskellige indkomstniveauer skal ses i lyset af, at de ældres forbrugsbehov kan være lavere end forbrugsbehovet blandt yngre personer, der er i etableringsfasen af livet og fx har forsørgerforpligtelser overfor hjemmeboende børn. Dertil kommer, at de ældre har mulighed for at benytte sig af en række aldersbaserede rabatordninger mv., som ikke er til rådighed for andre aldersgrupper.
Samtidig er indkomstbehovet typisk lavere blandt personer over 67 år end blandt yngre aldersgrupper, fordi mange ældre har mulighed for at supplere den løbende indkomst med et vist årligt formueforbrug, jf. kapitel 2.
3.5. De økonomisk svagest stillede blandt de ældre
I det følgende gives en beskrivelse af sammensætningen af gruppen af ældre, der, med alternative afgrænsninger, er de økonomisk svagest stillede. Der kan ikke findes en entydig afgrænsning af de økonomisk svagest stillede, der udfra ethvert kriterium er mere korrekt end andre afgrænsninger. Udvalget for ældres økonomiske vilkår har derfor valgt at benytte en række alternative afgrænsninger af, hvem der er de økonomisk svagest stillede blandt de ældre, jf. boks 3.4.
Boks 3.4. Alternative afgrænsninger af de svagest stillede ældre|
To af de benyttede afgrænsninger svarer til internationalt benyttede mål for lavindkomstgruppens størrelse:
Herudover benyttes også:
Og der sker endvidere sammenligninger med:
De tre førstnævnte afgrænsninger tager alle udgangspunkt i den ækvivalerede disponible indkomst og dermed i den indbyrdes rangordning af enlige og par, der er resultatet af det valgte ækvivalensmål. Afgrænsningen med udgangspunkt i en sammenligning med nettofolkepensionen efter skat er derimod uafhængig af vurderingen af stordriftsfordelenes betydning. Det antal personer, der afgrænses med hver metode, skal ses i lyset af, at en vis andel af de således udpegede økonomisk svagest stillede må vurderes at have bedre økonomiske vilkår, end de målbare indkomstforhold tilsiger. Enten fordi den opgjorte indkomst giver et ufuldstændigt billede af indkomstforholdene, eller fordi de pågældende personer nyder godt af ikke-målbare stordriftsfordele. |
I andre analyser af de ældres økonomiske vilkår kan der, eventuelt indirekte, være foretaget andre afgrænsninger af, hvem der er de økonomisk svagest stillede blandt de ældre. Således har Socialforskningsinstituttet for nyligt offentliggjort en analyse af levevilkår blandt folkepensionister uden supplerende indkomst, jf. boks 3.5.
Boks 3.5. Socialforskningsinstituttet: Levevilkår blandt folkepensionister uden supplerende indkomst
|
I publikationen Levevilkår blandt pensionister uden supplerende indkomst, Socialforskningsinstituttet, september 2003, er der benyttet en anden analytisk tilgang: Heri er de ældre delt i to grupper bestående af personer med hhv. uden supplerende indkomster som, udover ATP-indtægter, overstiger 1.000 kr. De årlige ATP-beløb kan imidlertid variere fra nul til godt 25.000 kr., derfor er der stor spredning i indkomsterne i begge grupper, jf. figur a. Figur a. Fordelingen af disp. indkomster blandt ældre med og uden suppl. Indkomst udover ATP, 2001
Anm.: Over 67-årige opdelt efter størrelsen af supplerende private indkomster (hhv. over/ under 1.000 kr) udover ATP-indtægt svarende til SFI’s defini tion. Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen i 2001. |
Boks 3.5. Fortsat
|
SFI finder, at 24 pct. af de ældre ikke har supplerende indkomster udover ATP, men der konkluderes ikke, og kan naturligvis ikke konkluderes at det medfører, at disse 24 pct. af de ældre er økonomisk svagt stillede, eller at der ikke findes økonomisk svagt stillede personer i den anden gruppe. Uanset den valgte metode for afgrænsning af de økonomisk svagest stillede blandt de ældre, vurderes knap to tredjedele af de respektive lavindkomstgrupper at tilhøre den således definerede gruppe af pensionister uden supplerende indkomst, mens den sidste tredjedel tilhører gruppen med supplerende indkomst, jf. tabel a. Tabel a. Andel med og uden supplerende indkomster blandt de økonomisk svagest stillede over 67-årige, 2001
Anm.: 1Udover, at der er regnet på forskellige år, skyldes forskellen blandt andet, at SFI har inkluderet 67-årige i datamaterialet, mens de er udeladt i egne beregninger, da deres økonomiske forhold typisk er en blanding af forhold før og efter pensioneringen. Uden supplerende indkomst: (privat indkomst ekskl. ATP)<1.000 kr. Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen i 2001. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Afhængigt af, hvorledes de økonomisk svagest stillede ældre er afgrænset, udgør enlige mellem 72 og 80 pct. af de økonomisk svagest stillede, jf. tabel 3.7. At de enlige udgør omkring tre fjerdedele af de økonomisk svagest stillede er tæt forbundet med den valgte ækvivalensskala, dvs. med hvilken betydning, stordriftsfordele tillægges, jf. appendiks 3.2.
Tabel 3.7. Antal ældre, som er økonomisk svagest stillede, 2001|
Afgrænsning |
Antal personer |
Heraf enlige | ||
|
1.000 |
Pct. | |||
|
Under 50 pct. af medianindkomsten i befolkningen |
8,8 | 80 | ||
|
Under 60 pct. af medianindkomsten i befolkningen |
45,2 | 79 | ||
|
Indkomst under nettofolkepensionen efter skat |
12,8 | 75 | ||
|
Første decil blandt de ældre |
65,5 | 72 | ||
|
Alle over 67 år |
655,0 | 54 | ||
Afgrænset ved 50 pct. af medianindkomsten udgør de økonomisk svagest stillede ca. 8.800 personer. Ca. 12.800 over 67-årige har indkomster under nettofolkepensionen efter skat, og afgrænset ved 60 pct. af medianindkomsten udgør de økonomisk svagest stillede ældre ca. 45.200 personer.
En del af de økonomisk svagest stillede ældre skønnes imidlertid at have bedre økonomiske vilkår, end den målbare disponible indkomst antyder. Når der ses bort fra disse, formodet bedre stillede, personer, falder andelen af enlige blandt de økonomisk svagest stillede til knap to tredjedele. Det er en konsekvens af, at blandt andet en række plejehjemsbeboere og en række personer, der har mistet ægtefællen i årets løb frasorteres, og de er – stort set uden undtagelse – enlige.
I det følgende sættes der fokus på de 10 pct. af de over 67-årige, der har de laveste indkomster (1. decil blandt de ældre). De økonomiske vilkår for denne gruppe kan ikke beskrives dækkende udfra de målbare økonomiske forhold alene.
Som det fremgik af afsnit 2.3, er formuefordelingen og indkomstfordelingen blandt de ældre kun delvist afhængige. Når bidraget til den årlige forbrugsmulighed fra formue medregnes i indkomsten, er det derfor ikke de samme 10 pct. af de ældre, der har de laveste indkomster, som når kun løbende indkomst medtages, jf. tabel 3.8.
Tabel 3.8. Sammenhæng mellem lav disponibel indkomst og forbrugsmulighed inkl. bidrag fra formue,personer over 67 år, 2001|
Disponibel indkomst |
Samlet forbrugsmulighed inkl. bidrag fra formue | ||||||
|
1. decil |
2. decil |
3. decil |
4. decil |
5. decil |
6.decil |
7 –10. decil | |
|
Pct. af gruppen | |||||||
|
Personer fra 1. decil. |
80,3 | 9,8 | 3,5 | 1,8 | 1,8 | 0,7 | 2,0 |
|
Personer fra 2. decil. |
19,7 | 48,4 | 15,0 | 6,6 | 4,9 | 2,7 | 2,7 |
Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen i 2001.
20 pct. af de ældre i 1. decil, målt på løbende indkomst, rykker således højere op i indkomstfordelingen når den årlige forbrugsmulighed fra formue medregnes i indkomsten. Disse personer fordeler sig nogenlunde ligeligt imellem henholdsvis 2. decil og 3. decil og der over.
Tilsvarende rykker 20 pct. af de ældre i 2. decil, målt på løbende indkomst, ned i 1. forbrugsdecil, når forbrugsmuligheden fra formuen medregnes, mens andre 32 pct. rykker højere op i fordelingen. Dette illustrerer vanskeligheden i at foretage en entydig afgrænsning af, hvilke personer blandt de ældre, der er de økonomisk svagest stillede.
Godt halvdelen af de ældre i 1. indkomstdecil skønnes at have bedre økonomiske vilkår, end den målbare indkomst i sig selv tilsiger, enten fordi den opgjorte indkomst giver et ufuldstændigt billede af indkomstforholdene, eller fordi de pågældende personer nyder godt af ikke-målbare stordriftsfordele, jf. tabel 3.9:
- 18 pct. af de 65.500 ældre med de laveste indkomster er plejehjemsbeboere, som modtager boligydelse i form af en lavere huslejebetaling. Det indebærer, at den boligydelse, plejehjemsbeboerne reelt modtager, ikke kan medregnes i deres disponible indkomster, fordi der ikke findes oplysninger om størrelsen heraf i datagrundlaget. Hertil kommer, at plejehjemsbeboerne i en vis udstrækning nyder godt af stordriftsfordele forbundet med at være mere end én person i husholdningen.
- Andre 13 pct. af personerne i 1. decil deler husstand med én eller flere andre familier. Dermed nyder de godt af stordriftsfordelene forbundet med at være mere end én person i husholdningen uden at det afspejles i den ækvivalerede indkomst[4]. Sandsynligvis ville mange af disse personer ikke befinde sig i 1. decil i en fordeling, der tager udgangspunkt i et mere omfattende familiebegreb.
- Yderligere 20 pct. af personerne i 1. decil har, jf. ovenfor, formue, som sammen med den løbende indkomst giver en årlig forbrugsmulighed, som placerer disse personer udenfor 1. decil i en fordeling af indkomster inkl. formueforbrugsmuligheden.
- Ca. 9 pct. af personerne i 1. decil har mistet ægtefællen i løbet af det år, indkomstopgørelsen vedrører. Disse personer registreres i analysen som enlige, og dermed som personer, der ikke nyder godt af stordriftsfordele,uagtet, at de i en del af året har været mere end én i husholdningen, og tilsvarende modtaget - den lavere – folkepension som gifte/samboende.
Atypiske indkomstforhold forklarer den lave disponible indkomst for mellem en fjerdedel og halvdelen, afhængigt af afgrænsningen, af de økonomisk svagest stillede. Ca. 17 pct. af alle i 1. decil har kapitaludgifter udover 10.000 kr. Yderligere ca. 3 pct. har virksomhedsunderskud i samme størrelsesorden.
Knap 6 pct. er brøkpensionister, dvs. personer, som på grund af længden af den forudgående bopælstid i Danmark ikke modtager fuld pension. For denne gruppe kan de reelle økonomiske vilkår i øvrigt være bedre, end den disponible indkomst viser: En andel af brøkpensionisterne har formentlig udenlandske indkomster, der ikke fuldt ud indgår i den danske indkomstopgørelse, mens andre af brøkpensionisterne modtager personligt tillæg, som sikrer en acceptabel levestandard, men ikke indgår i indkomstopgørelsen. Der kan være overlap imellem disse grupper, og samlet set 25 pct. af personerne i 1. decil blandt de ældre har atypiske indkomstforhold.
Tabel 3.9. Andel med udvalgte karakteristika blandt økonomisk svagest stillede over 67-årige, 2001
|
Karakteristika/gruppe: |
Under 50 pct. af me-dianind-komsten |
Under 60 pct. af me-dianind-komsten |
Indkomst under nettofolke-pension efter skat |
Før-ste decil |
Alle over 67 år | |
|
Pct.andel af gruppen | ||||||
|
Plejehjemsbeboere |
5 | 24 | 6 | 18 | 3 | |
|
Andre i flerfamiliehusstande |
28 | 17 | 24 | 13 | 4 | |
|
Uf. gruppen inkl. bidrag fra formue |
25 | 24 | 27 | 20 |
… | |
|
Mistet partner i årets løb |
36 | 12 | 30 | 9 | 2 | |
|
Mindst 1 indikation af reelt bedre økonomiske vilkår end målbart |
77 |
65 |
71 |
53 |
… | |
|
Brøkpensionister |
29 | 8 | 23 | 6 | 1 | |
|
Virksomhedsindkomst <-10.000 kr. |
10 | 4 | 10 | 3 | 1 | |
|
Nettokapitalindkomst <-10.000 kr. |
21 | 15 | 23 | 17 | 14 | |
|
Mindst 1 dominerende årsag til lav disponibel indkomst |
57 |
26 |
53 |
25 |
16 | |
|
I alt, mindst 1forklarende kriterium opfyldt... |
94 |
77 |
89 |
67 |
… | |
|
1.000 personer | ||||||
|
Samlet antal |
8,8 |
45,2 |
12,8 |
65,5 |
655,0 | |
|
Samlet antal ekskl. særlige grupper. 1) |
2,0 |
15,8 |
3,7 |
31,1 |
… | |
Anm.: Ekskl. særlige grupper er ekskl. plejehjemsbeboere, andre i husstande med flere familier, andel personer uden for den pågældende gruppe, når bidrag fra formue medregnes samt personer, der året før har mistet partneren.
Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen i 2001
Jo mere gruppen af økonomisk svagere stillede indsnævres antalsmæssigt, jo mere markant bliver billedet af, at kun en lille andel af gruppen vurderes at have økonomiske vilkår, der afspejles korrekt i den målbare indkomst. Således kan 65 pct. af de, der har indkomster under 60 pct. af medianindkomsten, 71 pct. af de, der har indkomst under nettofolkepensionen og hele 77 pct. af de, der har indkomster under 50 pct. af medianen, vurderes at have bedre økonomiske vilkår, end de målbare indkomstforhold antyder.
Der resterer således mellem 2.000 og 15.800 personer i de respektive grupper af økonomisk svagest stillede, når der ses bort fra personer, som kan vurderes at have bedre økonomiske vilkår end indkomsten tilsiger. I 1. decil resterer der på tilsvarende måde ca. 31.100 personer ekskl. personerne, der vurderes at have bedre økonomiske vilkår end indkomsten afspejler.
Gennemsnitsindkomsten blandt de enlige i 1. decil er 76.100 kr., og blandt parrene er den 120.900 kr. For i gennemsnit at sikre samme levestandard blandt parrene, som blandt de enlige i 1 decil, kræves en gennemsnitsindkomst på 115.300 kr. Blandt de 10 pct. med de laveste indkomster har parrene altså gennemsnitligt set lidt højere indkomster end de enlige, jf. tabel 3.10.
Tabel 3.10. Gennemsnitsindkomster i forskelligt afgrænsede grupper af de svagest stillede over 67-årige, 2001|
Enlige |
Par | |||
|
Disp. Indkomst |
Disp. indkomst inkl. formue |
Disp. Indkomst |
Disp. indkomst inkl. formue | |
|
Kr. | ||||
|
Gruppe afgrænset ved indkomst alene | ||||
|
Indkomst < 50 pct. af medianindkomsten. |
50.400 | 60.900 | 73.200 | 80.800 |
|
Indkomst < 60 pct. af medianindkomsten. |
72.900 | 79.900 | 112.400 | 120.300 |
|
Indkomst < nettofolkepensionen efter skat |
56.600 | 67.400 | 91.000 | 100.000 |
|
Blandt de 10 pct. med laveste indkomster |
76.100 | 83.500 | 120.900 | 128.900 |
|
Gruppe ekskl. personer med formodet bedre økonomiske vilkår | ||||
|
Indkomst < 50 pct. af medianindkomsten |
49.500 | 52.100 | 77.600 | 79.800 |
|
Indkomst < 60 pct. af medianindkomsten. |
74.400 | 75.600 | 113.600 | 115.900 |
|
Indkomst < nettofolkepensionen efter skat |
59.400 | 61.500 | 93.500 | 96.000 |
|
Blandt de 10 pct. med laveste indkomster |
79.000 | 80.600 | 121.900 | 124.600 |
|
Nettofolkepensionen efter skat |
75.300 |
117.400 | ||
Anm.: Opgørelsen omfatter alle over 67-årige, og er foretaget på basis af en rangordning efter disponibel indkomst ekskl. forbrugsmuligheden fra formue. Rangordningen er foretaget i en fordeling af ækvivalerede indkomster, men de viste indkomstniveauer for par er uden ækvivalering, dvs. viser parrets samlede indkomst. Gruppe ekskl. personer med formodet bedre økonomiske vilkår er ekskl. plejehjemsbeboere, andre i husstande med flere familier, andel personer uden for den pågældende gruppe, når bidrag fra formue medregnes samt personer, der året før har mistet partneren.
Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen i 2001.
Uanset den valgte afgrænsning har også de økonomisk svagest stillede blandt de ældre gennemsnitligt set mulighed for at supplere den løbende indkomst med et årligt formueforbrug af en vis størrelse – det drejer sig om et supplement til indkomsten på ca. 6.000-10.000 kr. årligt. Billedet af, at parrene er lidt bedre stillede end de enlige i 1. decil svækkes, når forbrugsmuligheden fra formuen inddrages.
Personerne, der er tilbage i grupperne af økonomisk svagest stillede efter frasorteringen af de særlige grupper, har gennemsnitligt set kun mulighed for et meget beskedent årligt formueforbrug som supplement til den løbende indkomst.
Forskellige metoder til afgrænsning af de økonomisk svagest stillede blandt de ældre afgrænser således vidt forskellige antal personer, jf. tabel 3.11, hvor der for hver afgrænsning er angivet et interval for det skønnede antal personer, som er fremkommet ved at beregne antallene under anvendelse af andre forudsætninger om stordriftsfordelenes betydning, jf. appendiks 3.2.
Tabel 3.11. De økonomisk svagest stillede ældre ved forskellige afgrænsninger, 2001|
Metode for afgrænsning af disponibel indkomst |
Antal personer |
Interval | ||
|
A. Inkl. alle |
||||
|
< 50 pct. af medianindkomsten i befolkningen |
8.800 |
7.100-17.400 |
||
|
< 60 pct. af medianindkomsten i befolkningen |
45.200 |
28.400-75.400 |
||
|
< nettofolkepensionen |
12.800 |
- |
||
|
I 1. decil blandt de ældre |
65.500 |
- |
||
|
B. Ekskl. personer der vurderes at have bedre økonomiske vilkår | ||||
|
< 50 pct. af medianindkomsten i befolkningen |
2.000 |
1.800- 4.400 |
||
|
< 60 pct. af medianindkomsten i befolkningen |
15.800 |
12.500-33.000 |
||
|
< nettofolkepensionen |
3.700 |
- |
||
|
I 1. decil blandt de ældre |
31.100 |
30.200-35.100 |
||
Anm.: Det centrale ækvivalensmål (0,6) er markeret med rødt. De to øvrige ækvivalensmål, svarende til forudsætninger om enten begrænsede stordriftsfordele eller betydelige stordriftsfordele er anvendt til at angive et usikkerhedsinterval rundt om de centrale skøn.
Kilde: Egne beregninger på basis af stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen i 2001.
Når der ses bort fra personer med formodet bedre økonomiske vilkår varierer skønnet for antallet af ældre med, relativt set, lav indkomst således imellem ca. 2.000 personer, afgrænset ved 50 pct. af medianindkomsten, og 15.800 personer, afgrænset ved 60 pct. af medianindkomsten. Andre opfattelser af stordriftsfordelenes betydning angiver et usikkerhedsinterval omkring disse skøn på mellem 1.800 og 33.000 ældre, der kan betragtes som de økonomisk svagest stillede.
De økonomisk svagest stillede over 67-årige afviger i sammensætning på forskellige karakteristika fra gruppen af over 67-årige som helhed, jf. tabel 3.12.
Tabel 3.12. Karakteristikafordeling for de økonomisk svagest stillede ældre, 2001
|
Alle over 67-årige |
Indkomst< 50 pct. af median |
Indkomst< 60 pct. af median |
Blandt 10 pct. med laveste indk. |
Indkomst< netto- folkepension | |||||||||
|
Alle |
Ekskl. visse1 |
Alle |
Eksklvisse1 |
Alle |
Ekskl. visse1 |
Alle |
Ekskl. visse1 | ||||||
|
Køn |
Pct. | ||||||||||||
|
Kvinder |
59 |
62 |
43 |
63 |
57 |
63 |
60 |
58 |
45 | ||||
|
Mænd |
41 |
38 |
57 |
37 |
43 |
37 |
40 |
42 |
55 | ||||
|
Boligform |
|||||||||||||
|
Ejerbolig |
49 |
42 |
43 |
32 |
31 |
34 |
30 |
45 |
42 | ||||
|
Lejebolig |
51 |
58 |
57 |
68 |
69 |
66 |
70 |
55 |
58 | ||||
|
Enlig/par |
|||||||||||||
|
Enlige |
54 |
80 |
61 |
79 |
65 |
72 |
60 |
75 |
60 | ||||
|
I par |
46 |
20 |
39 |
21 |
35 |
28 |
40 |
25 |
40 | ||||
|
Alder, år |
|||||||||||||
|
68-70 |
19 |
25 |
42 |
14 |
20 |
14 |
18 |
22 |
35 | ||||
|
71-75 |
29 |
34 |
34 |
23 |
28 |
25 |
30 |
34 |
35 | ||||
|
76-80 |
23 |
22 |
15 |
22 |
22 |
22 |
23 |
22 |
18 | ||||
|
Over 80 |
29 |
18 |
9 |
40 |
30 |
39 |
29 |
22 |
12 | ||||
Note: 1 Ekskl. plejehjemsbeboere, andre i flerfamiliehusstande, personer uden for gruppen inkl. bidrag fra formue samt personer, der har mistet partneren i årets løb.
Kilde: Egne beregninger på stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen i 2001.
Jo bredere gruppen af økonomisk svagest stillede defineres antalsmæssigt, des højere er gennemsnitsalderen i gruppen. Således er de økonomisk svagest stillede ældre i gennemsnit ældre end pensionistgruppen som helhed, når afgrænsningen foretages ved 60 pct. af medianindkomsten. Med den højere gennemsnitsalder følger, at også enlige og dermed også personer, som bor til leje, er overrepræsenterede blandt de svagest stillede. Der er endvidere en meget svag tendens til, at kvinder er overrepræsenterede blandt de økonomisk svagest stillede, hvilket også hænger sammen med forskellene i aldersfordelingen i lavindkomstgruppen relativt til blandt alle ældre.
[1] I den øvrige befolkning er enlige og pars placering i indkomstfordelingen mere robust overfor valget af ækvivalensmål, fordi der er større spredning i indkomsterne.
[2] På grund af tekniske forhold knyttet til metoden til opdeling af befolkningen på forskellige undergrupper udgør de ældre i figur 3.3 gruppen på 67 år og derover.
[3] Jf. anmærkningerne til figur 3.6.
[4] Jf. beskrivelsen af hvilken familieenhed der ligger til grund for ækvivaleringen i afsnit 3.2.
